Dato for udgivelse
10 Apr 2006 13:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
23 Feb 2006 10:34
SKM-nummer
SKM2006.218.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
15. afdeling, B-594-05
Dokument type
Kendelse
Emneord
Dobbeltbeskatningsoverenskomst, inddrivelse, Tyskland, udlæg, forfald, dobbeltbeskatning, forældelse
Resumé

De tyske skattemyndigheder havde i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Danmark anmodet de danske skattemyndigheder om at inddrive et tysk skattekrav vedrørende indkomståret 1994 hos en dansk statsborger.

Idet fogedretten fandt, at det tyske skattekrav ikke var forældet efter såvel danske som tyske forældelses-regler, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 34, blev et af Helsingør Kommune foretaget udlæg opretholdt. I den forbindelse fandt fogedretten ikke, at spørgsmålet om fastsættelse af forfaldsdato for et tysk skattekrav kunne fastsættes efter andre regler end de tyske regler. Fogedretten lagde derfor til grund, at forfaldsdatoen var som oplyst af de tyske skattemyndigheder.

Østre Landsret traf afgørelse om, at den af Helsingør Kommune foretagne udlægsforretning hos en dansk statsborger for et tysk skattekrav skal nyde fremme.

Et af Helsingør Kommune foretaget udlæg (i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 33) hos en dansk statsborger for et tysk skattekrav vedrørende indkomståret 1994 blev derfor opretholdt.

Landsretten lagde til grund, at det tyske skattekrav senest var forfaldet på udlægsdatoen, og at det tyske skattekrav ikke var forældet efter de tyske og danske regler, hverken da de tyske skattemyndigheder foretog skatteansættelsen, eller da Helsingør Kommune foretog udlæg.

Reference(r)

Dobbeltbeskatningsoverenskomst Tyskland, art. 34

Henvisning

Ligningsvejledningen Dobbeltbeskatning 2006-1 D.E.Tyskland

Henvisning
Inddrivelsesvejledning 2006-1 J.2.4

Østre Landsrets kendelse af 23. februar 2006,v15. afdeling, B-594-05

Parter

A
(advokat Poul Bostrup)

mod

Helsingør Kommune
(Kammeradvokaten v/advokat Finn Mejnertsen)

Afsagt af landsdommerne

B. Vollmond, B. Tegldal og Claus Chr. Hansen (kst.)

----------

Helsingør fogedrets kendelse af 21. januar 2005, FS 3895/2003

Det skyldige beløb blev opgjort således:

Sagen opgjort til

144.357,00 kr.

I alt

144.357,00 kr.

Efter aftale forelagde advokat MS sagen suppleret af PG.

Sagen procederedes

Helsingør kommune nedlagde påstand om udlæggets stadfæstelse og anførte til støtte herfor blandt andet, at udlægget er foretaget med rette på grundlag af den mellem Danmark og Tyskland indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det fremgår af artikel 33, at Danmark og Tyskland er gensidigt forpligtet til at bistå hinanden med at inddrive hinandens skattekrav, som om det var landet egen skattekrav. Inddrivelse forudsætter at det tyske skattekrav er endeligt og eksigibelt.

Ved de tyske myndigheders oversendelse af kravet til inddrivelse ved de danske skattemyndigheder den 26. juni 2003 anførte de tyske skattemyndigheder, at kravet er eksigibelt og endelig fastlagt. Af artikel 34 fremgår det, at spørgsmålet om forældelsesfrist skal afgøres i henhold til lovgivningen i Tyskland. Endvidere fremgår det, at Danmark ikke er forpligtet til at inddrive kravet, hvis det ikke kunne inddrives i henhold til dansk lovgivning. Af bemærkningerne til loven fremgår, at bestemmelsen i artikel 34 alene regulerer lovvalget i forældelsesspørgsmål. Skattekrav fra Tyskland kan således ikke inddrives her i landet, hvis det er forældet i Tyskland. Kravet kan heller ikke inddrives her i landet, hvis det er forældet efter danske forældelsesregler.

Bestemmelsen i artikel 34 giver således alene adgang til, at tyske skattekrav kan bedømmes efter danske forældelsesregler, men ikke andre materielle danske regler. Overenskomsten lukker ikke op for, at der ved danske domstole kan foretages en materiel prøvelse af rigtigheden af det tyske skattekrav. Spørgsmålet om forfaldstid og forældelse i relation til et tysk skattekrav til inddrivelse i Danmark har Vestre Landsret taget stilling til i VLK af 9. april 1999, refereret i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999, nr. 807. I afgørelsen udtaler landsretten, at der hverken efter ordlyden af bestemmelsen i artikel 34 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, jf lov nr. 492 af 12. juni 1996, eller efter forarbejderne til loven er holdepunkter for at antage, at spørgsmålet om indtræden af forfaldstid for et tysk skattekrav, der af de tyske myndigheder begæres inddrevet i Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 33, tillige skal vurderes efter de danske skatteprocessuelle regler vedrørende forfaldstiden for skattekrav. I nærværende sag er forfaldstiden af de tyske myndigheder fastsat til den 29. november 2000 og forældelse indtræder efter tysk ret den 31. december 2007. Det gøres derfor gældende, at kravet hverken er forældet efter de danske eller de tyske regler. Efter danske regler forældes skattekrav på fem år, jf. 1908 - lovens § 1, nr. 4. Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor kravet er forfalden til betaling. Forældelse efter danske regler vil herefter indtræde den 29. november 2005.

Af sagens bilag fremgår, at Finanzamt Steglitz den 20. oktober 2000 har fremsendt afgørelsen vedrørende indkomståret 1994 med tilhørende skatteberegning og klagevejledning til skyldneren. Afgørelsen er stilet til rekvisitus til den adresse, hvor rekvisitus bor, og gyldig forkyndelse har derved fundet sted. Spørgsmålet om klage er beskrevet i artikel 39, der regulerer hvem der skal behandle hvilke klager. Af stk. 2 fremgår blandt andet, at klage vedrørende skattekravets beståen eller dets størrelse eller det instrument, som hjemler dets tvangsinddrivelse, kun kan indbringes for den behørige myndighed i den anmodende stat - Tyskland.

Advokat MS nedlagde på vegne A påstand om udlæggets ophævelse og anførte til støtte herfor blandt andet, at da kravet er forrentet fra 1. april 1996, må det antages, at forfaldsdatoen ligeledes er 1. april 1996. Rekvisitus har ikke modtaget brev fra de tyske skattemyndigheder vedrørende afgørelsen, hverken i 1996 eller i 2000. Kravet er derfor forældet både efter tyske og danske regler. Til støtte for at forfaldsdagen afgøres af det tidspunkt, hvorfra renterne er beregnet, henvises til Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1985, nr. 309. Det fremgår ligeledes af de tyske skatteregler, at fastsættelsesfristen er 5 år. Rekvisitus har ikke været tiltalt for en strafbar handling. Forskellen fra den i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999, nr. 807, omhandlede sag og nærværende sag er, at forfaldstiden i den pågældende sag ikke var bestridt.

Rekvirenten har bevisbyrden for, at kravet med sikkerhed består.

For at vurdere de danske regler om forældelse, kræver det at man kan fastlægge, hvornår forfaldsdatoen er fastsat.

Fogedretten afsagde straks kendelse

Fogedretten bemærker, at de tyske skattemyndigheder til brug for inddrivelsen i Danmark har oplyst de danske myndigheder om, at forfaldsdatoen for det omhandlede skattekrav er den 29. november 2000. I henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Danmark har fogedretten ikke mulighed for at foretage en materiel prøvelse af det tyske skattekrav, herunder reglerne om fastsættelsesfrist og fastsættelse af forfaldsdato. Fogedretten skal alene efterprøve om forældelse er indtrådt efter de tyske eller de danske regler.

Det er under sagen oplyst, at rekvisitus ikke har klaget over ansættelsen til det tyske skattemyndigheder inden fristen der udløb 31. december 2004.

Uanset om spørgsmålet om forfaldsdatoen er bestridt, og selv om det forekommer sandsynligt at kravet har været fastsat første gang 1996 - og der eventuelt i stedet er tale om en suspension af forældelsesfristen ved fremsendelse af kravet på ny i 2000, såfremt dette skulle være bedømt ud fra danske regler - kan fogedretten ikke vurdere de tyske regler om fastsættelse af forfaldsdato. Fogedretten lægger derfor til grund, at forfaldsdatoen er den 29. november 2000, som oplyst af de tyske skattemyndigheder.

Da Helsingør Kommune foretog udlægget den 2. december 2003 var kravet ikke forældet, hverken efter de danske eller de tyske regler om forældelse.

T h i   b e s t e m m e s

Det af Helsingør Kommunes pantefoged den 2. december 2003 foretagne udlæg stadfæstes.

----------

Østre Landsrets kendelse af 23. februar 2006, 15. afdeling, B-594-05

De tyske skattemyndigheder - Bundesamt für Finanzen - har under sagens behandling for landsretten ved skrivelse af 21. juli 2005 afgivet udtalelse i sagen. Af den af region Sønderborg foretagne oversættelse af udtalelsen fremgår følgende:

"...

International administrativ bistand ved skatteopkrævning mellem Tyskland og Danmark vedrørende A

Til Deres skrivelse af 20.06.05 skal jeg udtale følgende:

  1. Lovhjemmel for fastsættelse af forfaldsdatoen for et skattekrav er § 220 i Lov om skatter og afgifter (AO). I henhold til § 220 stk. 2 pkt. 2 i AO forfalder skattekravet ikke inden bekendtgørelse af skattefastsættelsen (her: Indkomstskattekendelsen). Tyske skattekendelser giver som udgangspunkt en betalingsfrist på en måned efter bekendtgørelse af skattekendelsen og ved bekendtgørelse i udlandet 2 måneder (oprindelige kendelse til ... med kendelsesdato 29.09.2000, herefter to måneder til 29.11.2000).


    I foreliggende tilfælde har hr. A i skrivelse af 24.09.2003 oplyst, at han aldrig har modtaget indkomstskattekendelsen 1994 af 20.10.2000 (ny fremsendelse til adressen i København). Derfor blev der i august 2004 fremsendt en kopi af indkomstskattekendelsen for 1994 til de danske skattemyndigheder med anmodning om lovlig forkyndelse af kopien for skatteyder A (se mit brev til FS af 17.08.2004).


    Ansættelseskontoret går indtil videre ud fra, at de danske skattemyndigheder er efterkommet denne anmodning i henhold til aftale om gensidig retsbistand. Indtil videre er dagen for bekendtgørelsen (den dag hvor kendelsen er tilgået hr. A) ikke blevet oplyst fra de danske myndigheders side, således at den nye forfaldsdag for skattekravet (dagen for bekendtgørelsen plus en måned) som følge heraf endnu ikke er kendt, og der derfor heller ikke kunne foretages en aktualisering/nedsættelse af de efter forfaldsdatoen påløbne moratillæg. Disse er naturligvis kun opstået i det omfang hvor de er opstået for tiden efter den nye forfaldsdato på grund af manglende betaling.

  2. Lovhjemmel for den foretagne renteberegning i sagen er § 233 a i AO. I henhold hertil fastsattes der renter vedrørende indkomstskat til udligning af forsinket fastsættelse af skattekravet (såkaldt fuld forrentning). Bestemmende for renteberegningen er den fastsatte skat, med fradrag af skattefradragsbeløb, af selskabsskat og af de fastsatte forskudsbeløb indtil det tidspunkt hvor renterne begynder at løbe (forskelsbeløb). Renteperioden begynder 15 måneder efter udløbet af det kalenderår, hvor skatten er opstået (her: 01.04.1996). Den slutter med udløbet af den dag, hvor skattefastsættelsen træder i kraft (forfaldsdatoen for skattekravet). I foreliggende tilfælde sluttede renteperioden allerede den 29.10.2000, altså som for en bekendtgørelse her i landet, en måned efter bekendtgørelsen af skattekendelsen. Denne fordel er beregnet for forkyndelser i udlandet. Desuden blev der til fordel for hr. A afstået fra at tilpasse renteperioden til den nye kendelsesdato (20.10.2000).


    Da datoen for den seneste bekendtgørelse via de danske myndigheder imidlertid - som nævnt overfor - endnu ikke er oplyst, kan der ikke ske en ny beregning af renterne.


    Med henblik på sagens varighed og problemerne med bekendtgørelsen af skattekendelsen agter ansættelseskontoret imidlertid ikke at foretage en ny fastsættelse (højere) af renterne på grund af den længere renteperiode (01.04.96 - 2004).

  3. Forældelsesbestemmelserne for tyske skattekrav og dertil knyttede rentefastsættelser i henhold til § 233 a i AO retter sig efter §§ 169 og 170 i A0.


    I henhold hertil begynder forældelsesfristen i de tilfælde, hvor der skal afleveres en selvangivelse, med udløbet af det kalenderår, hvor selvangivelsen blev afleveret, senest med udløbet af det på det kalenderår, hvor skatten er opstået, følgende 3. kalenderår (her. 31.12.1997; § 170 stk. 2 Nr. 1 i AO).


    Fastsættelsesfristen udgør 10 år, såfremt der er sket skatteunddragelse (§ 169 stk. 2 pkt. 2 i AO). Det er de tilfælde, hvor skatteyder pligtstridigt lader skattemyndighederne i uvidenhed om væsentlige kendsgerninger i skattemæssighed henseende, d.v.s. ikke afleverer en selvangivelse (§ 370 stk. 1 i AO). Forældelsesfristen udløber i foreliggende tilfælde for indkomstskatten først den 31.12.2006. Det gælder både for indkomstskatten og for renter vedrørende indkomstskatten.

Jeg anmoder om at skattemyndighederne i Danmark informeres herom via Bundesamt fur Finanzen."

Kærende har i replikken bl.a. anført følgende:

"...

I den indbragte kendelse er det lagt til grund, at forfaldstidspunktet for det pågældende tyske skattekrav var den 29. november 2000 jf. også svarskriftet side 8 nederst. Helsingør Kommune har nu i sit processkrift nr. 1. gjort gældende, at forfaldstidspunktet er den 24. marts 2004. Da sagen vedrører et udlæg, der blev foretaget den 2. december 2003 kan det således fastslås, at udlægget efter Helsingør Kommunes opfattelse blev foretaget før kravet forfaldt til betaling. Udlægget må således allerede af denne grund afvises.

..."

De modtagne bilag var til stede.

Efter votering afsagdes sålydende kendelse

Efter de foreliggende oplysninger finder landsretten, at det tyske skattekrav senest er forfaldet den 2. december 2003, hvor pantefogeden foretog udlæg. Landsretten lægger endvidere efter det fremkomne, herunder udtalelsen af 21. juli 2005 fra de tyske skattemyndigheder, Bundesamt für Finanzen, til grund, at det tyske skattekrav ikke var forældet efter de tyske eller danske regler, hverken da de tyske skattemyndigheder foretog skatteansættelsen, eller da Helsingør Kommune foretog udlæg.

Den af indkærede nedlagte påstand om, at udlægsforretningen skal nyde fremme tages derfor til følge.

Efter kæresagens forløb ophæves kæresagens omkostninger.

T h i   b e s t e m m e s

Den af indkærede, Helsingør Kommune, hos kærende, A, foretagne udlægsforretning den 2. december 2003, bør nyde fremme.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter