D.1 Fogedordninger

Indledningsvis vil hovedlinierne i fogedordningerne kort blive gennemgået her med hovedvægten lagt på kompetencereglerne i inddrivelsesloven. I de efterfølgende underafsnit vil disse hovedlinier blive udbygget og uddybet.

Ved inddrivelse af told- og skattemyndighedernes krav hos virksomheder og borgere anvendes 3 forskellige typer af fogder:

  1. Told- og skattefogder
  2. Pantefogder
  3. Fogedretsfogder

Fogdernes indbyrdes saglige kompetence er afgrænset i INDL §§ 1-4.

Told- og skattefogdernes og pantefogdernes udlæg skal ifølge INDL § 5 foretages efter reglerne i retsplejelovens kapitler 45 - 47, med de undtagelser der er anført i lovens §§ 7 og 8. Disse fogders stedlige kompetence er afgrænset i INDL § 10.

Indsigelser mod told- og skattefogdernes og pantefogdernes udlæg skal indbringes for den fogedret, der skulle have foretaget udlægsforretningen, hvis told- og skattefogden eller pantefogden ikke havde haft den saglige kompetence hertil, jf. INDL § 6, stk. 2.

Fogedretten træffer kun afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pantefogder eller told- og skattefogder vedrørende fogdernes retlige funktion. Fogedretten er således ikke kompetent til at afgøre tvister vedrørende sagsbehandleres almindelige administrative opkrævningsfunktion, hvilket er kommet til udtryk i Retten i Roskildes kendelse af 12. april 2002 i FS 9-5350/2001. I denne sag havde en skyldner indbragt en sag for fogedretten om, hvorvidt en sagsbehandler i Roskilde Kommune måtte gøre brug af interne oplysninger vedrørende skyldnerens samlever til brug for fastsættelsen af en afdragsordning. Skyldneren mente, at fogedretten var kompetent i denne sag, jf. INDL § 6, stk. 1. Fogedretten fastslog, at en sagsbehandlers tilvejebringelse af et afgørelsesgrundlag for en afdragsordning sker som et led i den pågældendes almindelige administrative opgavefunktion og ikke angår vedkommendes retlige funktion som pantefoged. Da skyldnerens indsigelse over for kommunen ikke vedrørte en udlægsforretning, fandt fogedretten ikke, at sagen henhørte under fogedrettens kompetence, jf. INDL § 6, stk. 1, hvorfor sagen afvistes.

Fogedrettens afgørelser i sager om indsigelse mod udlæg kan indbringes for landsretten - også af told- og skattemyndighederne, som det fx skete i TfS 2002, 894 VLK, hvor Venstre Landsret ændrede fogedrettens kendelse, således at en udlægsforretning kunne fremmes. Fogedrettens kendelse gik ud på, at udlægsforretningen blev nægtet fremmet, og told- og skattefogedens udlæg ophæves.

Hvis der foretages tvangsinddrivelsesskridt uden at betingelserne herfor fuldt ud har været opfyldt, kan skyldneren i medfør af RPL § 505 kræve erstatning for tab og godtgørelse for tort hos fordringshaveren. Se herom i afsnit D.1.10.

Sidst i afsnittet (afsnit D.1.6) vil krav, hvortil der knytter sig særlige bestemmelser, blive omtalt.

Opstår der restancer til told- og skattemyndighederne er udgangspunktet, at der skal følges hurtigt og effektivt op på den manglende betaling ved tilbundsgående udlæg.

Hvis der er tale om personskatterestancer, skal det endvidere vurderes, om der kan foretages udlæg i medfør af KSL § 72, stk. 2, om subsidiært udlæg hos ægtefællen. Dette instrument er nærmere beskrevet i afsnit B.1.8.

Udlæg kan undtagelsesvis undlades, hvis der er tale om en førstegangsrestant, og fogden vurderer, at en kort betalingsudsættelse ikke vil medføre øget risiko for, at statskassen lider tab. Se mere herom i afsnit D.2 Udlægsforretningens forberedelse.

Hvis betingelserne for udlæg ikke fuldt ud er opfyldt, og inddrivelsesmyndighederne bliver opmærksom på, at skyldneren er eller inden for kort tid vil komme i besiddelse af et betydeligt aktiv, og der er en begrundet formodning for, at skyldneren vil bringe sine aktiver ud af landet eller lignende, bør det vurderes om en arrest skal søges gennemført. Arrest, der er et foreløbigt sikringsmiddel for pengekrav, er nærmere beskrevet i afsnit D.9.

En betingelse for, at udlægsinstrumentet kan anvendes er, at kravet er tillagt udpantningsret.

Skatter og afgifter mv., der opkræves og inddrives af told- og skattemyndighederne, er tillagt udpantningsret enten i udpantningsloven, lovens § 1, eller i de enkelte særlove og kan dermed inddrives umiddelbart ved udlæg, jf. RPL § 478, stk. 2.

Hjemlen i udpantningslovens § 1, nr. 1, fastsætter, at udpantning kan ske for "stats- og kommuneskatter, samt afgifter og ydelser, som ifølge lovgivningens umiddelbare bud eller en i henhold til samme foretagen ligning eller ansættelse tilkommer stat, kommune, kirker, ------.".

For så vidt angår omkostninger forbundet med udlægsforretninger er disse tillagt udpantningsret i udpantningslovens § 1, nr. 4, der fastsætter, at udpantning kan finde sted for "gebyrer for kongelige eller ministerielle ekspeditioner, rets- og magistratsgebyrer og de med retshandlinger forbundne afgifter samt det vederlag, derunder indbefattet dagpenge og befordringsgodtgørelse, som tilkommer nogen for udførelsen af forretninger eller møder i medfør af loven, af offentlig bestilling eller af en af vedkommende myndighed særlig sket udmelding eller givet pålæg, for så vidt vederlagets størrelse eller reglen for dets beregning er fastsat i lov eller i en af kongen eller vedkommende ministerium i henhold til de gældende regler stadfæstet takst, så og erstatning for de af den pågældende til forretningens udførelse lovlig gjorte udlæg;".

Medens udpantningsretten for moms, punkt- og miljøafgift mv. normalt hviler på udpantningslovens § 1, er der på skatteområdet tradition for, at der i den enkelte særlov er indsat en udpantningshjemmel. Som eksempel herpå kan nævnes KSL § 72, stk. 1. Udpantningsretten for told- afgifts- og rentebeløb samt afgifter og gebyrer i tilknytning hertil findes i TDL § 37, stk. 4.

Hvis der ikke er anført en udpantningshjemmel i en skattelov, kan skatten på trods heraf være tillagt udpantningsret, hvis den opfylder betingelserne i udpantningslovens § 1.

For så vidt angår administrativt vedtagne bøder findes udpantningshjemlen enten i opkrævningsloven eller i de enkelte særlove. Se mere om bøder i afsnit D.1.5.

Krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, inddrives af de regionale told- og skattemyndigheder og kommunerne efter retningslinierne i inddrivelsesloven.

Told- og skattefogder og pantefogder er kun underlagt de administrative myndigheder i relation til selve ansættelsesforholdet. Fogdernes juridiske beføjelser er fastsat i inddrivelsesloven og i retsplejeloven.

De administrative myndigheder har således ikke en egentlig instruktionsbeføjelse for så vidt angår fogdens judicielle arbejde i forbindelse med udlægsforretninger.

Dette er blandt andet kommet til udtryk i dommen UfR 1991,117 VLK. I denne sag gør skyldneren under en udlægsforretning indsigelse mod kravets størrelse. Indsigelsen indbringes ved en fejl ikke for fogedretten. Vestre Landsret finder, at denne fejl ikke er begået af distrikstoldkamret som rekvirent, men af toldfogden, hvorfor landsretten fastholder udlægget med den virkning, at kravet ikke kan anses for forældet efter 1908-lovens 5-årige forældelsesfrist.

Det judicielle arbejde er heller ikke underlagt det administrative rekurssystem og falder derfor uden for Ombudsmandens kompetence.

Indenfor de judicielle beføjelsers rammer kan TSS i cirkulærer og vejledninger regulere told- og skattefogdernes og pantefogdernes administrative beføjelser. Fx som anført i afsnit D.2.8 hvor TSS i medfør af INDL § 11 har bestemt, at afværgelse af en fogedforretning kan ske såvel inden som under udlægsforretning ved betaling, modregning eller korrektion af skylden.

Inddrivelse af skatter og afgifter mv. med undtagelse af personskatter og arbejdsmarkedsbidrag foretages af told- og skattefogder, der bemyndiges hertil af de statslige told- og skattemyndigheder, jf. INDL § 3, stk. 1. I praksis gives bemyndigelsen som told- og skattefoged af regionschefen.

Den stedlige kompetence beskriver told- og skattefogdens geografiske kompetence i forhold til skyldnerens værneting (se afsnit D.1.3.3) og i forhold til udlægseffekternes geografiske placering.

INDL § 10, stk. 1, fastsætter, at told- og skattefogden kan tilsige skyldneren til udlægsforretning, såfremt denne foretages ved den region, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed.

Hovedreglen er, at en told- og skattefoged alene kan foretage udlæg i eget regionsområde.

En påbegyndt udlægsforretning skal dog, jf RPL § 491, stk. 3, kontinueres ind i et andet område, hvis særlige forhold gør sig gældende, fx hvis der er påviselig fare for, at skyldneren vil skjule eller afhænde aktiver, som befinder sig der, eller hvis en nøjagtig registrering af udlagte effekter gør det nødvendigt.

Som en undtagelse til hovedreglen, jf. ovenfor, kan en udlægsforretning efter samme bestemmelse påbegyndes i et andet regionsområde, hvis det kan antages, at dette ikke vil være mere byrdefuld for skyldneren. Betingelsen herfor er dog, at fogden forud for udlægsforretningens foretagelse indhenter den pågældende regions tilladelse til at foretage udlæg i dennes område.

Hvis en sådan sag er hastende, kan tilladelsen hertil indhentes telefonisk og dokumenteres ved et telefonnotat på sagen.

I andre tilfælde end de ovenfor anførte oversendes sagen til vedkommende region med anmodning om bistand til inddrivelse. Den oversendende regions foged kan i givet fald medvirke under den efterfølgende udlægsforretning som vidne på den bemyndigede told- og skattefogeds initiativ, jf. afsnit D.3.9 Vidner, hvis der er behov herfor.

Den saglige kompetence beskriver told- og skattefogdens kompetence i forhold til den stedlige fogedret samt omfanget af fordringer told- og skattefogden kan foretage udlæg for.

Krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret (afsnit D 1.2), kan umiddelbart inddrives ved udlæg, jf. RPL § 478, stk. 2. Told- og skattefogden kan således umiddelbart foretage udlæg for offentligretlig krav, i det omfang kravet i lovgivningen er tillagt udpantningsret.

Told- og skattefogden kan foretage udlæg for skatte- og afgiftskrav mv., der opkræves i henhold til opkrævningsloven, toldloven og selskabsskatteloven. For så vidt angår kildeskatteloven, kan told- og skattefogden foretage udlæg for udbytteskat, royalty og indeholdte ikke afregnede lønindeholdte beløb herunder lønindeholdte ikke-afregnede beløb for kommunale og andre statslige krav end skattekrav.

Told- og skattefogden kan endvidere foretage udlæg for aktieafgift (D.1.6.1), bo- og gaveafgift (D.1.6.2), spilleautomatsafgift og -gebyr (D.1.6.4), stempelafgift (D.1.6.5), tillægsafgift efter pensionsbeskatningsloven (D.1.6.6) og tinglysningsafgift (D.1.6.7). Hertil kommer bøder, som er behandlet særskilt i afsnit D.1.5, og erstatning for skatte- og afgiftskrav omfattet af en straffedom, der er omtalt under afsnit D.1.7.

Udpantningsretten omfatter foruden selve kravet også krav på efterbetalinger af for lidt betalte beløb, samt renter, gebyrer, ekspeditionsafgifter, retsafgifter, tinglysningsomkostninger m.m.

Tilbagesøgning af for meget udbetalt afgift er ligeledes omfattet af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. UfR 1994, 968 H (kendelse), der fastslår, at for meget udbetalt negativ moms er omfattet af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med ML § 34, stk. 1, hvorfor udlægget nød fremme efter RPL § 478, stk. 2.

Told- og skattefogden kan derimod aldrig foretage udlæg for krav af privatretlig karakter, så som erstatningskrav og sagsomkostninger tilkendt ved dom, se herom i afsnit D.1.8 Krav der ikke er tillagt udpantningsret.

Den kommunale pantefoged er, jf. INDL § 2, ansat af kommunen.

Ifølge KSL § 72, stk. 1 er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for opkrævning af skatter. Denne bemyndigelse har skatteministeren udnyttet i kildeskattebekendtgørelsens § 1, stk. 2, der fastsætter, at "Personlige skatter, som ikke indbetales rettidigt, inddrives tillige med tillæg, renter og gebyrer ved Told- og Skattestyrelsens foranstaltning med bistand af kommunerne - - -". Personligt AM-bidrag følger systematikken for opkrævning, betaling og inddrivelse af personskatter.

Inddrivelse af personskatter og arbejdsmarkedsbidrag mv. er således en statslig opgave, men varetages af kommunerne. Udlæg for disse krav foretages af de kommunale pantefogder.

I henhold til en rammeaftale, der er indgået mellem kommunerne og TSS, skal kommunerne følge TSS’s generelle og specielle anvisninger ved inddrivelse af personskatter og arbejdsmarkedsbidrag og dermed også ToldSkats inddrivelsesstrategi.

Den stedlige kompetence relaterer sig til pantefogdens geografiske kompetence i forhold til skyldnerens værneting og i forhold til udlægseffekternes geografiske placering.

Tilsvarende som for told- og skattefogder fastsætter INDL § 10, stk. 1, at pantefogden kan tilsige skyldneren til udlægsforretning, hvis denne foretages i den kommune, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed.

Hvis en kommunalbestyrelse har tilsluttet sig et kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse som hjemlet i § 1 i lov nr. 52 af 31. januar 2001 om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse, kan skyldneren dog, jf. INDL § 10, stk. 2, tilsiges til udlægsforretning af pantefogden i den kommune, der er bemyndiget til at forestå inddrivelsen.

Pantefogden påbegynder som hovedreglen en udlægsforretning i den kommune, hvor skyldneren har værneting, jf. RPL § 487, medmindre der er grundlag for for at anvende undtagelsesbestemmelsen i RPL § 491, stk. 3, som er beskrevet under afsnit D.1.3.1.1 om told- og skattefogdens stedlige kompetence.

Den saglige kompetence beskriver pantefogdens kompetence i forhold til den stedlige fogedret samt omfanget af fordringer pantefogden kan foretage udlæg for. Krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret kan umiddelbart inddrives ved udlæg, jf. RPL § 478, stk. 2.

Pantefogden kan således umiddelbart foretage udlæg for personskatterestancer i medfør af KSL § 72, stk. 1, og subsidiært udlæg i medfør af KSL § 72, stk. 2, samt udlæg for egne AM-bidrag i medfør af AMFL § 15, stk. 5.

Udpantningsretten omfatter foruden selve kravet renter og gebyrer mv.

Pantefogden kan endvidere foretage udlæg for for meget udbetalt børnefamilieydelse (D.1.6.3) og visse bøder. Bøder er særskilt behandlet i afsnit D.1.5.

Som told- og skattefogden har pantefogden ingen kompetence til at foretage udlæg for krav af privatretlig karakter, så som erstatningskrav og sagsomkostninger tilkendt ved dom.

KSL § 72, stk. 2, fastsætter, at der for personskatterestancer kan foretages udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn, hvis der er foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv. I bestemmelsens sidste punktum er det fastslået, at bestemmelsen ikke finder anvendelse ved inddrivelse af indeholdte skattebeløb. A-skatterestancer kan således ikke gøres til genstand for subsidiært udlæg. Det samme gælder restancer af AM-bidrag, moms, punktafgifter m.v.

Bestemmelsen i KSL § 72, stk. 2 om udlæg i ejendele, der tilhører børn, er betinget af, at barnets formue eller afkast heraf medregnes ved skyldnerens skatteansættelse efter reglerne i KSL § 5, stk. 2. Bestemmelsen har kun betydning i begrænset omfang.

Der henvises til afsnit B.1.8, hvor betingelserne for anvendelse af KSL § 72, stk. 2, er nærmere beskrevet.

Værnetingsreglerne angiver, hvor udlægsforretningen skal påbegyndes.

Det skal fremhæves, at der fra værnetinget kan foretages udlæg i aktiver, der befinder sig i andre regioners (afsnit D. 1.3.1.1)/kommuners (afsnit D 1.3.2.1) områder, da det af hensyn til registrering, vurdering eller rådighedsberøvelse kan være nødvendigt at kontinuere udlægsforretningen til det sted, hvor det pågældende aktiv befinder sig.

Skyldnerens værneting bestemmes efter reglerne i RPL § 487, jf. §§ 235, 236, 238, 239 og 240.

Principale værneting

 

RPL § 487, stk. 1, angiver 4 principale værneting, hvoraf kun 3 har betydning for told- og skattefogden og pantefogden:

  1. skyldnerens hjemting, jf. RPL §§ 235, 236 og 238
  2. skyldnerens forretningssted
  3. hvor der findes pant for den fordring, for hvilken udlæg foretages.

De principale værneting er sideordnede, således at et eventuelt valg tilkommer told- og skattefogden med respekt af de begrænsninger, der følger af fogdens geografiske kompetence.

Subsidiære værneting

 

Et subsidiært værneting kan kun anvendes, hvis ingen af de principale værneting er anvendelige, eller et principalt værneting tidligere har været anvendt uden, at ToldSkat/kommunen opnåede fuld dækning for sit krav.

Hvis der ønskes anvendt et subsidiært værneting, skal sagen oversendes til den region/kommune, hvis told- og skattefoged/pantefoged er stedlig kompetent til at foretage udlægget.

RPL § 487, stk. 2, angiver 2 sideordnede subsidiære værneting:

  1. den retskreds (regionsområde/kommune), hvor skyldneren opholder sig eller træffes
  2. den eller de retskredse (regionsområde(r)/kommune(r)), hvor skyldneren har aktiver.

Ekstraordinært værneting

 

RPL § 487, stk. 4, angiver endeligt et ekstraordinært værneting, idet det angives, at begæring om en udlægsforretning kan fremsættes overfor andre fogedretter end de nævnte, hvis muligheden for fuldbyrdelse ellers vil blive væsentligt forringet.

Det kan fx være tilfældet, hvis skyldneren er ved at forlade landet eller foretager handlinger, der vil lægge væsentlige hindringer i vejen for foretagelse af udlæg. I praksis vil RPL § 487, stk. 4, navnlig være en hjemmel til at anvende de subsidiære værneting ekstraordinært.

Told- og skattefogdens og pantefogdens kompetence er noget snævrere end den judicielle fogeds (se afsnit D.1.9).

Begrundelsen herfor er af retssikkerhedsmæssig karakter idet:

  1. foged og kreditor er repræsenteret i én og samme person. Told- og skattefogden og pantefogden skal således på en gang påse, at skyldnerens rettigheder respekteres, og at kreditors interesser varetages
  2. told- og skattefogden og pantefogden er som ansat hos kreditor underlagt tilsyn og skal adlyde ordrer fra sin arbejdsgiver, i modsætning til den judicielle foged, som er uafhængig af sin arbejdsgiver (Justitsministeriet).

 

Told- og skattefogdens og pantefogdens kompetence er begrænset i forhold til den judicielle fogeds kompetence på følgende områder:

  1. fogedretten træffer afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over inddrivelsesmyndighedernes fogder, jf. INDL § 6, stk. 1,
  2. bestemmelse om forvaring af skyldneren efter RPL § 497, stk. 2, med henblik på at fremtvinge oplysninger træffes af fogedretten, jf. INDL § 7, stk. 2,
  3. undersøgelse af skyldnerens person kræver bemyndigelse fra fogedretten, jf. INDL § 7, stk. 3,
  4. afhøring af tredjemænd som vidne skal foretages af fogedrettens juridiske foged, jf. UfR 1979,216 VLK. I denne kendelse fastslår landsretten, at bestemmelsen i RPL § 170, stk. 3, om at retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, som vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt med, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning, ikke burde afskære en udlægssøgende kreditor fra via vidneafhøring at få oplyst, om debitor havde yderligere aktiver i en nærmere angivet bankafdeling, da disse oplysninger er omfattet af debitors oplysningspligt under en udlægsforretning.

 

Told- og skattefogdens og pantefogdens kompetence er udvidet i forhold til den judicielle fogeds kompetence således:

  1. told- og skattefogden og pantefogden kan - uanset bestemmelsen i RPL § 494, stk. 3, begære en skyldner politifremstillet for at fremskaffe oplysninger til brug for lønindeholdelse, jf. INDL § 7, stk. 1,
  2. den såkaldte fredningsregel i RPL § 490 gælder ikke for udlæg, der foretages af told- og skattefogder og pantefogder.

 

Hvis skatter og afgifter mv., der opkræves af TSS ikke indbetaltes rettidigt iværksættes tvangsinddrivelse.

For så vidt angår personskatter og egne AM-bidrag, oversendes disse krav til skyldnerens hjemkommune til inddrivelse, når TSS har rykket for betaling en gang. Efterfølgende rykkere fra kommunen kan medføre et gebyr på op til 250 kr. efter reglerne i gebyrloven.

Told- og skattemyndighedernes politik på inddrivelsesområdet er fastlagt i ToldSkats inddrivelsesstrategi. Strategien fokuserer på begrebet "den reelle inddrivelseskvalitet" forstået på den måde, at der i den givne situation overfor den konkrete restant vælges det inddrivelsesmiddel eller den kombination af inddrivelsesmidler, der er egnet til at eliminere restancen eller standse restancetilvæksten.

Kernen i inddrivelsesstrategien er, at det i et inddrivelsesforløb - på baggrund af konkrete individuelle overvejelser - skal være legitimt at tillægge det betydning, at en virksomhed altid overholder sine aftaler med told- og skattemyndighederne herunder altid betaler til tiden. Tilsvarende gælder også, hvis en virksomhed aldrig overholder sine forpligtelser eller aftaler med myndighederne.

Indrivelsesstrategien har således karakter af at være et instrument til prioritering af anvendelsen af allerede kendte inddrivelsesinstrumenter overfor den enkelte restant.

I forbindelse med det daglige inddrivelsesarbejde anvender en foged såvel retlige som administrative inddrivelsesinstrumenter.

Kendetegnende for inddrivelsesinstrumenterne er, at de med ganske få undtagelser kan anvendes på samtlige skatte-, told-,moms- og afgiftsbeløb, som told- og skattemyndighederne inddriver. Undtagelserne fremgår af beskrivelserne af de særlige inddrivelsesinstrumenter, som er tillagt henholdsvis ToldSkat eller kommunerne.

Såvel de retlige som de administrative inddrivelsesinstrumenter kan opdeles i 3 grupper:

  1. Fælles inddrivelsesinstrumenter hos kommunen og ToldSkat
  2. Særlig inddrivelsesinstrumenter hos ToldSkat
  3. Særlige inddrivelsesinstrumenter hos kommunen.

Inden for disse 3 kategorier er relevante instrumenter kort omtalt under afsnittene D.1.4.1 Retlige instrumenter og D.1.4.2 Administrative instrumenter

Ved retlige instrumenter forstås i denne sammenhæng, instrumenter, der er reguleret i retsplejeloven.

Instrumenterne er anført i alfabetisk orden i underafsnittene til dette afsnit.

Reglerne for arrest findes i retsplejelovens kapitel 56. Af § 627 fremgår det, at fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg for fordringen og det må antages, at muligheden for senere dækkning vil blive væsentlig forringet.

Arrest kan kun foretages af den judicielle foged og anvendes i tilfælde, hvor kreditors krav ikke er fastslået ved et af de i RPL § 478 nævnte eksegible retsgrundlag, herunder et opgjort skatte- eller afgiftskrav, der er tillagt udpantningsret. Arrest har således kun praktisk betydning, når betingelserne for at foretage udlæg ikke er tilstede.

Arrest medfører, at skyldneren bliver uberettiget til at råde over aktiver, som er omfattet af arresten. Herved sikrer kreditor sig, at der er noget at foretage udlæg i, når det nødvendige eksekutionsfundament foreligger.

Arresten afskærer dog ikke øvrige kreditorers adgang til at søge sig fyldestgjort i de arresterede aktiver.

Arrest er nærmere beskrevet i afsnit D.9, hvortil der henvises.

Reglerne for beslaglæggelse findes i retsplejelovens kapitel 74. Af § 801 fremgår det, at beslaglæggelse kan ske i følgende tilfælde:

  1. til sikring af bevismidler, det offentliges krav på udbytte- eller genstandskonfiskation eller forurettedes krav på tilbagelevring af genstande, jf. § 801, stk. 1, nr. 1-3
  2. til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, værdikonfiskation eller bøde eller forurettedes krav på erstatning i sagn, jf. § 801, stk. 1, nr. 2-3
  3. når tiltalte har unddraget sig sagens videre forfølgning, jf. § 801, stk. 1, nr. 4.

Beslaglæggelse besluttes af retten efter politiets begæring. Dog kan politiet, hvor en sådan beslutning ikke uden fare kan afventes, foretage en foreløbig beslaglæggelse. Underretning herom skal straks og senest inden 24 timer forelægges retten med henblik på stillingtagen til, om beslaglæggelsen skal opretholdes.

Samme beføjelse som politiet har enhver anden, der træffer en person i tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold. Det beslaglagte skal snarest overgives til politiet, der forelægger sagen for retten, medmindre det beslaglagte tilbageleveres inden udløbet af 24 timer.

Beslaglæggelse medfører, jf. RPL § 807b, at der hverken ved aftale eller kreditorforfølgning kan disponeres over det beslaglagte i strid med formålet med beslaglæggelsen. Beslaglæggelse med henblik på udbytte- eller genstandskonfiskation er således beskyttet både mod aftaleerhververe og kreditorer og er dermed omfattet af en stærkere beskyttelse end arrest.

Reglerne om forbud er reguleret i retsplejelovens kapitel 57. Kun undladelsespligter kan danne grundlag for nedlæggelse af forbud. En allerede etableret retsstridende tilstand kan således ikke imødegås med et forbud.

Forbudsinstituttet kan ikke anvendes til at fremskaffe bevis for allerede skete krænkelser af rekvirentens ret. En sådan bevisførelse kan ved en forbudssag kun ske i det omfang, bevisførelsen er nødvendig for at belyse sandsynligheden for, at rekvirentens ret fortsat vil blive krænket.

Forbud nedlægges af fogedretten. Et fogedforbud giver hurtig hjælp mod en aktuel eller truende retskrænkelse.

Et fogedforbud kan iværksættes langt hurtigere, end en domssag kan gennemføres, bl.a. fordi forbud kan nedlægges af fogden, selvom rekvirenten ikke fuldt ud har godtgjort men dog sandsynliggjort sit krav jf. RPL § 642.

Udlæg er en retspanteret eller en ret til ejendom. Regler for udlæg findes i retsplejelovens kapitel 47. Udlæg stifter ret til forauktionering. jf. RPL § 538, stk. 1, eller udlæg til realisation på anden måde end tvangsauktion, jf. RPL §§ 557 (værdipapirer) og 558 (andre fordringer) eller udlæg til ejendom, jf. RPL § 521 (rede penge). Enkelte grupper af udlægsgenstande er kort omtalt nedenfor.

Genstande helt eller delvist undtaget fra udlæg

I henhold til RPL §§ 508-516 og i andre specielle love findes regler om, at visse ting, fordringer m.v. er helt eller delvist undtaget fra udlæg, grundet hensyn til skyldneren, herunder fx:

  1. fremtidige erhvervelser (RPL § 508)
  2. skyldnerens udtagelsesret (RPL § 509)
  3. tilbehør til fast ejendom, skib eller luftfartøj (RPL § 510, TL §§ 37-38 og skibsregistreringsloven §§ 47 og 48)
  4. endnu ikke udbetalt løn (RPL § 511)
  5. krav på husleje, der endnu ikke er forfalden (RPL § 511)
  6. gensidigt bebyrdende kontrakter (RPL § 511)
  7. krav på underholdsbidrag (RPL § 512)
  8. krav på pension (RPL § 512)
  9. erstatning for invaliditet og ikke økonomisk skade (RPL § 513)
  10. båndlagte midler som fx gaver (RPL 514) og båndlagt arv (arvelovens § 62)
  11. nødvendige hjælpemidler (RPL § 515)
  12. genstande, der har en særlig betydning for skyldneren (RPL § 515)
  13. ophavsrettigheder, livsforsikringspolicer, investeringsfonds- og etableringskonti, kapitalpensions- og selvpensioneringskonti, børneopsparings- og boligopsparingskonti, forskellige klientkonti.

 

Udlæg i løsøre

Udlæg i løsøre omfatter fysiske ting, der kan flyttes, omend begrebet ikke er helt entydigt fastlagt. Udlægshaver, her kommunen og de regionale told- og skattemyndigheder, bør sondre mellem genuskøb og specieskøb samt være opmærksom på sikringsakter og forældelsesregler ved udlæg i løsøre. Sikringsakten ved udlæg i biler skal foretages ve tinglysning i Bilbogen, således at der sker en central landsdækkende registrering af forskellige rettigheder, herunder udlæg.

Udlæg i fast ejendom

Udlæg i fast ejendom omfatter typisk ubebyggede grunde, grunde med bygninger, ejerlejligheder og bygninger på lejet grund. Tilbehør er med visse undtagelser omfattet af ejendommens pant i henhold til TL §§ 37 og 38, jf. RPL § 510. Sikringsakten iagttages i henhold til TL § 1.

Udlæg i fordringer

Ved en fordring forstås et retsbeskyttet krav på en ydelse (d.v.s. en pengefordring).Udlæg i fordringer omfatter typisk fordringer i henhold til gældsbrevslovens regler om omsætningsgældsbreve og simple gældsbreve, herunder simple fordringer, samt fordringer i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. Sikringsakterne ved udlæg er forskellige afhængig af fordringen. Endvidere skal fogderne være opmærksomme på legitimationsreglerne ved udlæg i fordringer.

Foreløbig beslaglæggelse

 

ToldSkat har en særlig hjemmel til beslaglæggelse af varer under smugleri og af køretøjer, der er anvendt i forbindelse med indsmugling eller forsøg på indsmugling af højt beskattede varer, jf. TDL §§ 83 og 84. Hvis den pågældende ikke frivilligt accepterer, at godset tages i bevaring, skal beslaglæggelse ske efter reglerne i retsplejelovens kapitel 74, hvilket vil sige, at sagen skal indbringes for retten inden 24 timer.

Når den regionale told- og skattemyndighed eller kommunen under kontrol- eller revisionsbesøg, udlægsforretning eller i anden anledning, kommer ud for ovennævnte situationer, bør myndigheden tage de pågældende aktiver i bevaring, hvor dette skønnes nødvendigt.

Subsidiært udlæg hos ægtefællen

 

Udlæg i medfør af KSL § 72, stk. 2, er nærmere beskrevet i afsnit D 1.3.2.3.

Udlæg kan foretages i ægtefællens aktiver, hvis alle betingelserne i KSL § 72, stk. 2, er opfyldt. Det er uden betydning, om aktiverne er omfattet af ægtefællens særeje.

Før der kan foretages subsidiært udlæg hos en ægtefælle, skal der være foretaget forgæves udlæg hos den skattepligtige selv. Samlivet skal bestå mellem ægtefællerne på det tidspunkt, hvor det subsidiære udlæg foretages. Den subsidiære hæftelse indtræder for skattekrav, der er pålignet fra det år, hvori ægteskabet er indgået.

Ved administrative instrumenter forstås i denne sammenhæng alle andre instrumenter end dem, der er fastsat i retsplejeloven.

Instrumenterne er anført i alfabetisk orden i underafsnit til dette afsnit.

 

Der er ikke i dansk ret nogen forpligtelse for en fordringshaver i et skyldforhold, der ikke er indgået ved aftale, til at modtage betalingen i afdrag. En inddrivelsesmyndighed kan således som fordringshaver nægte, at tiltræde en ansøgning om afdragsordning uden, at dens retsstillingen derved forringes.

Tiltræder inddrivelsesmyndigheden en afdragsordning, afskæres myndigheden som udgangspunkt fra at inddrive kravet på anden måde, før end ordningen udløber eller misligholdes. Dette indebærer eksempelvis, at der ikke kan foretages modregning, medmindre der er taget et særskilt modregningsforbehold i forbindelse med tiltrædelsen af en afdragsordning. Der skal gives klagevejledning, når der ved tilladelse til afdragsvis betaling tages forbehold for modregning, jf. FVL § 25, stk. 1, medmindre skyldner i forbindelse med forhandling af vilkårene for afdragsordningen samtykker i modregningsforbeholdet. Et samtykke bør fremgå af aftalen.

Inddrivelsesmyndighedernes bemyndigelser til etablering af afdragsordninger fremgår af Inddrivelsesvejledningens afsnit F.2 Afdragsordninger.

Pålæg om lønindeholdelse for skyldige skatte-, told-, moms- og afgiftsbeløb gives af Det Fælles Lønindeholdelsesregister til den indeholdelsespligtige arbejdsgiver på baggrund af inddrivelsesmyndighedens afgørelse.

Lønindeholdelse kan kun iværksættes, når der er udtrykkelig lovhjemmel til det. Hjemlen til at foretage lønindeholdelse for personskatter findes i KSL § 73 og for indeholdt A-skat, moms, punktafgifter mv. i OPKL § 14.

Lønindeholdelsen kan højst udgøre 20 % af nettoudbetalingen. Procentsatsen kan dog overstige 20, hvis der er tale om underholdsbidrag. Hvis der i forskudsskatten er indregnet restancer i medfør af KSL § 61 A, skal der tages hensyn hertil ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten.

At der højst kan indeholdes 20 % giver mulighed for at indeholde med et lavere procentsats, idet der skal overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold. Der skal således foretages en vurdering svarende til den i RPL § 509 vedrørende trangsbeneficiet.

Lønindeholdelsesinstrumentet er nærmere beskrevet i afsnit F.3, og spørgsmålet om skyldnerens betalingsevne er behandlet i afsnit F.1.

Modregning, der er en ophørsgrund for fordringer, er ikke lovreguleret, men hviler på retspraksis og retssædvane. Der findes dog enkelte specielle lovbestemmelser om modregning.

Ved modregning opgiver den ene part sit tilgodehavende hos den anden, men samtidig bringer han sin gæld til den anden til ophør. Han får således lov til at beholde den ydelse, han ellers skulle have erlagt til opfyldelse af sin gæld.

Modregning har imidlertid også karakter af privat tvangsfuldbyrdelse, idet modregning kan ske, hvis blot den ene part ønsker det. Der skal således ikke foreligge en aftale mellem parterne eller et samtykke fra modparten. Modregning betyder her, at en fordring, som en part ikke er i stand til eller ikke er villig til at betale, dog bliver dog fyldestgjort.

Der findes 2 hovedformer for modregning:

  1. Aftalt modregning
  2. Tvungen modregning

Statens modregninger sker på baggrund af registreringer i Det Centrale Fordringsregister (CFR).

CFR er oprettet for at sikre, at ingen styrelse eller offentlig myndighed udbetaler beløb til en virksomhed eller person, når samme virksomhed/person er i restance over for en anden styrelse eller offentlig myndighed.

Se mere om modregning i

  1. Afsnit H Modregning
  2. Afsnit D.1.4.5 Administrative instrumenter - specielt for ToldSkat
  3. Afsnit D.1.4.6 Administrative instrumenter - specielt for kommunerne
  4. Afsnit D.1.6.3 Børnefamilieydelse.

En transport er en erklæring, der bygger på en frivillig aftale, hvor overdrageren (transportgiveren) helt eller delvist overdrager en fordring på en debitor (fordringsdebitor) til erhververen (transporthaveren). Transportforholdet er udelukkende af frivillig karakter, og har på ingen måde karakter af tvangsfuldbyrdelse.

Ved transporten indtræder transporthaveren i transportgiverens ret til at få fordringen udbetalt. Transporthaveren får ikke større eller bedre ret end transportgiveren, jf. GBL § 27. Transporthaveren må således respektere indsigelser og modkrav, der er rejst eller rejses af fordringsdebitoren overfor transportgiveren, ligesom transporthaveren må respektere de vilkår mv., som må være opfyldt, for at fordringen kan udbetales.

Som udgangspunkt er det muligt at overdrage næsten alle fordringer ved en transport. Der er dog i lighed med foretagelse af udlæg krav, der ikke kan overdrages - altså krav, hvori der ikke kan gives transport fx underholdsbidrag og børnefamilieydelse.

De regionale told- og skattemyndigheder kan notere transporter vedrørende krav på udbetaling af negativ moms, overskydende skat og AM-bidrag mv., når afgiftsperioden eller indkomståret er udløbet.

For offentligretlige krav findes reglerne for notering af transporter i OPKL § 13, KSL § 62, stk. 5, og AMFL § 15, stk. 1, 5. punktum. Disse regler er undtagelser til reglerne i GBL § 28. Reglerne for transport i tilgodehavender er i øvrigt reguleret i GBL § 28.

Transport er nærmere beskrevet i Inddrivelsesvejledningens afsnit I. Transport af fordringer.

Vedrørende en mere uddybende beskrivelse af modregningsinstituttet henvises der til afsnit H.

Modregning i medfør af ML § 63

 

I ML § 63, findes en særskilt bestemmelse om, at negativ moms ved nærliggende risiko for tab vedrørende skatter og afgifter kan tilbageholdes, således at den anvendes i senere positive momstilsvar, dog kun op til 1 år fra registreringstidspunktet.

Dette inddrivelsesinstrument relaterer sig til det forebyggende restancearbejde, men er nævnt, da tvangsinddrivelse for positive momstilsvar ikke kan ske, før det tilbageholdte beløb så at sige er "spist op" af positive momsbeløb.

Modregning inden sidste rettidige betalingsdag, jf. OPKL § 12, stk. 4.

 

Negative angivelser kan i medfør af OPKL § 12, stk. 4, modregnes i positive skatte- og afgiftstilsvar inden sidste rettidige betalingsdag for de positive tilsvar.

Bestemmelsen bør kun anvendes i de tilfælde, hvor det ud fra en konkret vurdering må antages, at der er en væsentlig risiko for, at det positive afgiftstilsvar ikke vil blive indbetalt på sidste rettidige betalingsdag.

Bestemmelsen behandles ikke nærmere her, da også dette instrument må karakteriseres som et instrument til forebyggelse af, at restancer opstår.

Følgende forebyggende restanceinstrumenter virker i et samspil med egentlige restanceinstrumenter, hvorfor de kort nævnes her.

Indregnet restskat i medfør af KSL § 61, stk. 3.

 

Der kan i medfør af KSL § 61, stk. 3, indregnes nye restskatter i forskudsregistreringen på et grundbeløb på 10.000 kr.

Hvis en kontanthjælpmodtager er på varig hjælp, kan indregnet restskat medføre økonomisk trang, på grund af den nedsatte betalingsevne. Restskat kan derfor i visse situationer trækkes ud af forskudsregistreringen, og der vil kunne bevilges henstand for det udtrukne beløb. Henstand bevilges i givet fald af kommunen.

Indregnet restancer i medfør af KSL § 61 A.

 

Er der ikke fuldt ud indregnet nye restskatter, kan der i medfør af KSL § 61 A indregnes restancer op til et grundbeløb på 10.000 kr.

KSL § 61 A er i modsætning til KSL § 61, stk. 3, et egentligt restanceinddrivelsesinstrument. Kommunalbestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans i sager om indregning af restskat efter KSL § 61 A, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, nr. 3.

Ved iværksættelse af lønindeholdelse skal der ved fastsættelse af indeholdelsesprocenten tages hensyn til indregnede restancer. Se herom i afsnit F.3.4.2.

Modregning i medfør af KSL §§ 62 og 62A

 

Inden tilbagebetaling af overskydende skat finder sted, modregnes eventuelle restancer af personlig skat med påløbne morarenter og eventuelle uforfaldne bidrag efter AMFL § 15, stk. 1, 1. og 2. punktum, jf. KSL §§ 62, stk. 3, sidste punktum, og 62A, stk. 4 sidste punktum.

Vedrørende en mere uddybende beskrivelse af modregning henvises der til afsnit H.

Kompetencen til at inddrive bøder for overtrædelse af særlovgivningen inden for skatteministeriets resortområde er delt mellem ToldSkat og politiet.

Bøder pålagt ved dom eller vedtaget i retten inddrives ved politiets foranstaltning, medens administrativt vedtagne bøder inddrives af told- og skattemyndighederne.

Bøder falder uden for definitionen i udpantningslovens § 1. Betingelsen for at told- og skattemyndigheder kan foretage udlæg for bøder er derfor, at bøderne er tillagt udpantningsret. Udpantningsret for administrativt vedtagne bøder findes fx i OPKL § 18, stk. 4, TDL § 37, stk. 4, og KSL § 79 A.

For så vidt angår tvangsbøder, antages det ifølge administrativ praksis, at administrativt fastsatte tvangsbøder er tillagt udpantningsret i medfør af § 17, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven til straffeloven.

I forbindelse med inddrivelsesarbejdet giver bøder særlige problemer, da forældelse ikke kan afbrydes ved udlæg.

I medfør af reglerne i straffelovens § 97 a. bortfalder bøder på 3.000 kr. og derunder efter 3 år, og bøder på over 3.000 kr. efter 5 år. Forældelsesfristen regnes fra den dag bøden vedtages, jf. straffelovens § 97 a., stk. 4.

Forvandlingsstraf for bøder bortfalder inden for samme frister medmindre fuldbyrdelse er påbegyndt, jf. straffelovens § 97 a, stk. 2. Forvandlingsstraf for bøder er fængselsstraf.

I sagen UfR 1999, 1893 VLD fastslår landsretten, at forældelsesfristen på 3 eller 5 år for bødeforvandlingsstraf kun afbrydes ved påbegyndelse af fuldbyrdelse (afsoning). I sagen var der således ikke hjemmel til at fastsætte en forvandlingsstraf på datoen for domsafsigelsen (29. marts 1999) for en bøde vedtaget 6. december 1993. Herefter må § 97 a., stk. 2, forstås således, at henvisningen til "de i stk. 1 nævnte tidsrum" alene angår forældelsesfristerne på henholdsvis 3 og 5 år og ikke den i stk. 1 anførte fristafbrydelse.

For så vidt angår afbrydelse af forældelsesfristen i straffelovens § 97 a., stk. 1, ved udpantning, er afbrydelsen betinget af, at fordringshaveren søger udlægsforretningen fremmet uden ugrundet ophold som fastsat i RPL § 527, jf. UfR 1978, 582 ØLD. I denne sag var der inden udløbet af 5 års fristen i straffelovens § 97 a. foretaget udlæg for et resterende bødebeløb i en fast ejendom, men en fastsat afdragsordning efter RPL § 525, stk. 2, hindrede, at den udlagte ejendom kunne sættes på tvangsauktion, hvilket ville medføre, at fogedforreningen ikke ville kunne fremmes til tvangsuktion uden ugrundet ophold, jf. RPL § 527, med den følgevirkning, at restbødebeløbet ville forælde efter reglerne i § 97 a.

Told- og skattefogderne er bemyndiget til at inddrive administrativt vedtagne bøder i medfør af OPKL § 18 og TDL § 80.

De er endvidere bemyndiget til at inddrive vedtagne bøder i medfør af KSL § 79, jf. § 3, nr. 2, i bekendtgørelse om udlæg for tvangsbøder. Ved denne bestemmelse er kompetencen til at inddrive vedtagne bøder entydigt tillagt told- og skattefogderne, og der kan således ikke opstå tvivl om kompetencen i forhold til pantefogderne.

Hvis bøden ikke betales ved påkrav, skal der straks efter vedtagelsen af bøden foretages udlæg til sikring af bødens betaling, med mindre der stille anden fyldestgørende sikkerhed.

Af praktiske grunde foretages udlæg særskilt og ikke sammen med andre krav. Udlæg skal kun foretages i aktiver, der kan dække bøden ved en eventuel realisering af aktivet.

Der kan ikke opkræves retsafgift ved udlæg for bøder.

Bøden bør betales straks, men hvis der er tilstrækkelig sikkerhed for bødens betaling, kan der, hvis forholdene i særlig grad taler herfor, indgås en betalingsordning med skyldneren til løbende afvikling af bøden. Bøden skal dog kunne være betalt fuldt ud inden forældelsesfristens udløb.

Hvis en afdragsordning overholdes, medfører det en delvis eftergivelse af den del af bødegælden, der eventuelt endnu ikke er betalt, når forældelsen indtræder, jf. punkt 3. i Justitsministeriets skrivelse af 20. maj 1998, journal nr. 2.k., til politimestrene.

Forgæves udlæg

 

Hvis skyldneren ikke betaler bøden og ikke ejer tilstrækkelige aktiver til sikring af bøden, hvilket dokumenteres ved et forgæves udlæg, skal inddrivelsesmyndigheden undersøge skyldnerens betalingsevne. Hvis den manglende betaling skyldes manglende betalingsvilje og ikke manglende betalingsevne, oversendes bødesagen til politiet med henblik på beslutning om bødeforvandlingsstraf.

Efter bortfald af begrebet "hæftestraf", vil en forvandlingsstraf for en bøde være fængselsstraf.

Bødesager, i hvilke skyldneren ingen betalingsevne har, skal således ikke oversendes til politiet, da politiet umiddelbart må forventes at ville returnere sådanne sager, jf. punkt 4 i Juststisministeriets skrivelse af 20. maj 1998, der fastslår, at der ikke træffes beslutning om afsoning af bødeforvandlingsstraf, hvis det dokumenteres, at misligholdelse af en afdragsordning skyldes, at den pågældende manglede betalingsevne på betalingstidspunktet, jf. nedenfor om politiets behandling af spørgsmålet om bødeforvandlingsstraf.

Politiets behandling

 

Retninslinier for politiets behandling af spørgsmålet om eventuel afsoning af bødeforvandlingsstraf er fastsat i Justitsministeriets skrivelse af 20. maj 1998, til politimestrene. Her fastslår Justitsministeriet, at beslutning om afsoning af bødeforvandlingsstraf kun træffes hvis en bøde ikke indgår på den måde straffelovens § 52 forskriver. § 52 omhandler betaling af bøder.

En bødesag skal således heller ikke oversendes til politiet, såfremt bøden kan inddrives ved lønindeholdelse, og lønindeholdelsen kan udtømme skyldnerens betalingsevne.

Dagbøder efter §§ 5 og 9 i skattekontrolloven

 

Pantefogderne er i medfør af bekendtgørelsen om udlæg for tvangsbøder tillagt kompetence til at inddrive dagbøder som fastsat i SKL § 5, når tvangsbøden er pålagt efter SKL § 4.

Pantefogderne i Københavns og Frederiksberg kommuner er endvidere bemyndiget til at foretage udlæg for dagbøder efter SKL § 9, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse om udlæg for tvangsbøder.

Told- og skattefogderne er bemyndiget til at foretage udlæg for dagbøder efter SKL § 9 med undtagelse af bøder, som pantefogderne i Københavns og Frederiksberg kommuner kan foretage udlæg for. Det vil sige, at told- og skattefogderne har kompetence til at inddrive bøder efter SKL § 9 i alle kommuner med undtagelse af København og Frederiksberg, jf. § 3, nr. 1. i bekendtgørelse om udlæg for tvangsbøder.

Bøder efter SKL § 20

 

Kompetencen til opkrævning og inddrivelse af bøder efter SKL § 20 er udlagt til told- og skattemyndighederne og kommunerne i sagsudlægningsbekendtgørelsen (§ 11, nr. 4 i BEKG nr. 520 af 25/6 2002).

Pantefogderne er bemyndiget til at opkræve og inddrive en sådan bøde, medmindre bøden opkræves sammen med en bøde for overtrædelse af merværdiafgiftsloven, arbejdsmarkedsfondsloven eller andre paragraffer i kildeskatteloven end § 75. Pantefogden er således også bemyndiget til at opkræve og inddrive en bøde efter SKL § 20, når bøden opkræves sammen med en bøde for overtrædelse af KSL § 75.

Told- og skattefogderne har således kompetence til at opkræve og inddrive bøder efter SKL § 20, når bøden opkræves sammen med en bøde for overtrædelse af merværdiafgiftsloven, arbejdsmarkedsfondsloven eller kildeskatteloven, dog med undtagelse af en bøde for overtrædelse af KSL § 75.

I dette afsnit omtales kort nogle krav, som på et eller flere punkter afviger fra retningslinierne for inddrivelse af moms, indeholdt A-skat, AM-bidrag mv. Under afsnit D.1.8 nævnes nogle krav, der ikke er tillagt udpantningsret i lovgivningen og derfor ikke kan inddrives ved udlæg af inddrivelsesmyndighederne.

Indledningsvis bemærkes det, at aktieafgiftsloven, lovbekendtgørelsen nr. 718 af 1/8 1994 om afgift ved overdragelse af aktier mv., er ophævet ved lov nr. 909 af 16/12 1998 med virkning for overdragelser, der finder sted fra og med den 1. oktober 1999. Afgiften er medtaget her, da der fortsat resterer en del krav.

Aktieafgift er tillagt udpantningsret i medfør af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Personer bemyndiget af de statslige told- og skattemyndigheder har i medfør af inddrivelseslovens § 3, jf. § 1, og udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1. kompetence til at foretage udlæg alene på grundlag af en opgørelse af afgiftskravet.

ToldSkat Sydjylland, Region Sønderborg administrerer aktieafgiften og sender afgiftsrestancer til tvangsinddrivelse ved skyldnerens hjemregion, når der er behov herfor.

Ifølge boafgiftslovens § 39, stk. 1, fremgår det, at skifteretten eller told- og skatteregionen (nu: de regionale told- og skattemyndigheder) skal sørge for inddrivelse, hvis bo- eller arveafgift ikke er indbetalt inden 3 uger efter betalingsfristens udløb.

Afgifterne kan inddrives ved udpantning og ved lønindeholdelse jf. lovens § 39, stk. 2, og stk.3. Inddrivelse kan ske hos arvinger og legatarer henholdsvis gavemodtager eller gavegiver.

Der er indgået en aftale mellem Domstolsstyrelsen, Finansstyrelsen og TSS om, at inddrivelse af boafgiftsrestancer og de retsafgifter mv., der knytter sig hertil, er henlagt til regionerne med virkning fra 1. november 1999.

Skifteretterne fremsender inddrivelsessagen til den region, hvor arvingen bor.

I medfør af § 4 i inddrivelsesloven har justitsministeren i bekendtgørelse nr. 490 af 25. juni 1991 fastsat, at de kommunale pantefogder foretager udlæg for tilbagebetalingskrav efter § 7, stk. 1, i lov om børnefamilieydelse. Lovens § 7, stk. 1, fastsætter, at børnefamilieydelse modtaget med urette skal tilbagebetales.

Lovens § 7, stk. 2, fastsætter, at kravet er tillagt udpantningsret. Kravet kan ikke inddrives ved lønindeholdelse eller subsidiært udlæg hos ægtefællen.

Krav på tilbagebetaling af børnefamilieydelse er et statskrav, idet udgifterne til ydelsen afholdes af statskassen, jf. lovens § 9.

Der kan derfor foretages modregning i skyldnerens krav på overskydende skat, overskydende moms. mv.

Ifølge lovens § 11, stk. 2, kan op til 50 pct. af børnefamilieydelsen anvendes til modregning af eventuelle restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud samt skolefritidsordning. Herudover kan krav på børnefamilieydelse ikke anvendes til modregning af eventuelle offentlige krav mod beløbsmodtageren. Der kan derfor ikke foretages modregning i fremtidige krav på børnefamilieydelse for tidligere uberettiget modtaget børnefamilieydelse.

Kommunen kan kun give henstand med eller tilladelse til afdragsvis tilbagebetaling af ydelsen i det omfang, inddrivelsesmæssige hensyn tilsiger det.

Der beregnes ikke renter af tilbagebetalingskrav.

Kommunen skal anmelde tilbagebetalingskrav i de tilfælde, hvor skyldneren erklæres konkurs eller dør, eller hvor der indledes akkord, gældssanering mv.

Klager over en kommunalbestyrelses afgørelse vedrørende genopkrævning af børnefamilieydelse kan indbringes for amtsankenævnet. For så vidt angår Københavns og Frederiksbergs kommuner kan klager indbringes for de sociale nævn.

Spilleautomatafgift

 

Afgiftspligtige personer eller selskaber, der driver virksomhed med spilleautomater, som kræver tilladelse fra Spillemyndigheden, skal anmelde virksomheden til registrering hos told- og skattemyndighederne, jf. spilleautomatlovens § 22. Angivelse og betaling sker efter reglerne i opkrævningsloven.

Personer bemyndiget af de statslige told- og skattemyndigheder har derfor i medfør af inddrivelseslovens § 3, jf. § 1, og udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1. kompetence til at foretage udlæg alene på grundlag af en opgørelse af afgiftskravet.

Gebyret til spillemyndigheden ( gebyret på 750 kr.)

 

Spillemyndigheden, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 4, opkræver i medfør af spilleautmatlovens § 3, stk. 3, et gebyr på 750 kr. pr. automat for et kalenderår. Gebyret er tillagt udpantningsret i spilleautomatlovens § 39. Gebyr opkræves og inddrives af de regionale told- og skattemyndigheder på Spillemyndighedens vegne.

Stempelafgift er tillagt udpantningsret i medfør af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Personer bemyndiget af de statslige told- og skattemyndigheder har i medfør af inddrivelseslovens § 3, jf. § 1, og udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1. kompetence til at foretage udlæg alene på grundlag af en opgørelse af afgiftskravet.

Ifølge stempelafgiftslovens § 31 hæfter enhver, der er part i det retsforhold, som et stempelpligtigt dokument vedrører, for betaling af stempelafgiften. Hvis en part ikke har fast ophold her i landet, og dokumentet på pågældendes vegne er underskrevet af en herboende person, hæfter denne person tilsvarende for afgiften.

Afgiftsmyndigheden er ifølge stempelafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, Told- og Skatteregion Høje-Tåstrup (nu: ToldSkat Sydsjælland, Region Høje-Tåstrup). Regionen sender eventuelle restancer til tvangsinddrivelse ved skyldnerens hjemregion.

I pensionsbeskatningslovens § 38, er der udpantningshjemmel for så vidt angår tillægsafgift (60 pct. af det udbetalte beløb) efter pensionsbeskatningslovens § 28.

Administration og opkrævning af denne tillægsafgift forestås af ToldSkat Sydsjælland, Region Maribo.

Inddrivelse af tillægsafgiften hos den indeholdelsespligtige (pengeinstitutter m.fl.) forestås af de regionale told- og skattemyndigheder.

Inddrivelsen af tillægsafgiften hos den pensionsberettigede forestås af kommunerne.

Tinglysningsafgift er tillagt udpantningsret i tinglysningsafgiftslovens § 21.

Afgiftsmyndigheden er ToldSkat Sydsjælland, Region Høje-Tåstrup, hvis opgaver blandt andet er vejledning, tilladelse til særlig afregningsform (storkundeordning) og kontrol med afgiftens rette betaling.

Opkrævning og inddrivelse af tinglysningsafgift forestås af de regionale told- og skattemyndigheder. Udlæg for restancer foretages af told- og skattefogden ved skyldnerens hjemregion.

Registreringsmyndigheden er tinglysningsmyndigheden i den retskreds, hvor den faste ejendom er beligende, Bilbogen, Skibsregisteret eller Statens Luftfarsvæsen.

Told- og skattefogderne har den saglige kompetence til at inddrive erstatning for skatte- og afgiftsbeløb omfattet af en straffedom samt bøder i tilknytning hertil.

Dette følger af RPL § 997, stk. 1, sammenholdt med INDL § 3.

RPL § 997, stk. 1, fastslår at politmesteren drager omsorg for straffedommes fuldbyrdelse. Dette skal forstås således, at politiet har pligt til at gøre skadelidte bekendt med, at et erstatninskrav kan rejses, hvorefter politiet har en klar forventning om, at skadelidte selv sikrer kravet. INDL § 3 fastslår, at udlæg for ydelser, der opkræves eller inddrives af de statslige told- og skattemyndigheder kan foretages af told- og skattefogder.

Politikredsene oversender normalt straffedomme vedrørende skatte- og afgiftskrav til inddrivelse ved de regionale told- og skattemyndigheder, da ToldSkat råder over et velfungerende inddrivelsessystem. Støtte hertil findes bl.a. i UfR 1992, 175 VLK. Af denne sag fremgår det, at politimesteren ikke er berettiget til som rettergangsfuldmægtig at iværksætte tvangsinddrivelse af erstatninger tilkendt ved straffedom.

Hvis politiet inddriver bøden, har politiet - ulovhjemlet - accepteret, at politiets ressourcer også bruges til inddrivelse af et skatte- og afgiftskrav, men med respekt af, at udlægskompetencen ligger hos hos told- og skattefogderne og kreditorbeføjelserne for erstatningskravet for skatter og afgifter hos de statslige told- og skattemyndigher, fx eftergivelseskompetencen.

Tilsvarende gør sig gældende, hvis en straffedom omfatter toldbeløb.

Et enkelt krav, som told- og skattemyndighederne forestår opkrævning af, er ikke tillagt udpantningsret. Det drejer sig om kapitaltilførselsafgift. (loven er nu ophævet, hvorfor der alene er tale om enkelte tilbageværende krav)

Udlæg for krav der ikke er udpantningshjemmel for kan alene ske, hvor der er udlægsfundament efter RPL § 478, stk. 1. Den kompetente myndighed her er fogedretten.

Told- og skattefogden og pantefogden kan ikke foretage udlæg for krav af privatretlig karakter, som fx erstatningskrav (vedrørende erstatningskrav for skatter og afgifter omfattet af en straffedom, se D.1.7) og sagsomkostninger tilkendt ved dom. Sådanne krav skal tvangsinddrives gennem fogedretten.

Fogedretten har betydning for told- og skattemyndighedernes inddrivelsesarbejde henholdsvis ved tvangsfuldbyrdelse af krav, som ikke i lovgivningen er tillagt udpantningsret, og som klageinstans for udlæg foretaget af inddrivelsesmyndighedens fogder, jf. INDL § 6, stk. 1.

I det omfang inddrivelsesmyndigheden ikke er i besiddelse af den nødvendige kompetence til at inddrive ved udlæg, sker tvangsinddrivelse ved udlæg foretaget af fogedretten.

Andre krav end skatte- og afgiftskrav mv., som told- og skattemyndighederne har mod virksomheder eller borgere, fx civilretlige krav, inddrives således med bistand af fogedretten.

I den forbindelse skal det bemærkes, at der er visse begrænsninger i fogedrettens kompetence afhængig af, om fogedretten beklædes af en juridisk foged eller af en såkaldt kontorfoged.

Kontorpersonalet ved fogedretterne kan med hjemmel i RPL § 17a, stk. 2, bemyndiges til at foretage fogedforretninger. Hvis fogedretten beklædes af en kontorfoged, må der ikke træffes afgørelse i tvister eller foregå bevisførelse. Bliver der behov herfor må kontorfogden enten udsætte sagen eller tilkalde en juridisk foged. Kontorfogden kan dog træffe beslutning om politifremstilling af en skyldner. I praksis foretages mange udlægsforretninger af kontorfogder.

Hvis en skyldner udebliver fra et møde i fogedretten og told- og skattefogden eller pantefogden mener, at sagen bør behandles under en udkørende fogedforretning med henblik på at høre skyldnerens personlig forklaring og undersøge skyldnerens bolig for udlægsegnede effekter, skal fogedretten imødekomme en sådan begæring, jf. UfR 2001, 2396 VLK.

I medfør af INDL § 5, jf. RPL § 505, stk. 1, påhviler det fordringshaveren at betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort, hvis der er truffet foranstaltninger til tvangsfuldbyrdelse, uden at betingelserne har været til stede, og dette kan lægges fordringshaveren til last.

Tilsvarende har en skyldner, for hvem der har været truffet bestemmelse om politifremstilling, krav på erstatning for tab og godtgørelse for tort, jf. RPL § 505, stk. 2.

Kravet på erstatning skal fremsættes overfor told- og skattefogden, fogedretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, da skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende, jf. RPL § 505, stk. 3.

Dansk rets almindelige erstatningsregler gælder ved siden af den særlige erstatningsregel i retsplejeloven.

Ved fejl og forsømmelser i det juridiske arbejde kan inddrivelsesmyndigherne og/eller told- og skattefogden eller pantefogden således ifalde et erstatningsansvar.

Spørgsmålet om ansvar for fejl og forsømmelser i forbindelse med en told- og skattefogeds arbejde har være prøvet i sagen UfR 1974,255 ØLD. En toldfoged havde foretaget udlæg i et kasseapparat, der efterfølgende blev bortsolgt på tvangsauktion. Kasseapparatet havde hørt til butiksinventaret i en forretning i en fast ejendom, som 3-mand havde pant i og som pågældende overtog som ufyldestgjort panthaver efter tvangsauktionen. Toldkamret erkendte, at kasseapparatet var omfattet af TL § 37 og udbetalte provenuet fra tvangsauktionen til tredje-mand. I denne sag stadfæster Østre Landsret civilrettens dom, der fastslår, at distrikstoldkammeret ikke ved toldfogdens udlægsforretning eller på anden vis findes at have gjort sig skyldig i uforsvarlig adfærd, der kan medføre erstatningspligt efter den almindelige erstatningsregel, og at der ikke findes grundlag for at statuere videregående ansvar efter andre erstatningsregler.

Heller ikke i sagen TfS 1999, 169 ØLD finder landsretten at myndighederne havde begået fejl eller forsømmelser og frifinder Skatteministeriet for et erstatningskrav efter at have fastslået, at en fordringshaver "efter retsplejelovens § 505, stk. 1, er - - - - ansvarlig på objektivt grundlag over for skyldneren, hvis den fordring, der danner grundlag for tvangsfuldbyrdelse, ikke består.". Landsretten finder det ikke godtgjort, at der ikke allerede fra låneoptagelsen til køb af den faste ejendom var ydet pågældende tidsubestemt henstand med betaling af renter, hvorfor der ikke har været fradragsret for renterne. Herefter finder Landsretten ikke skyldneren berettiget til erstatning for tort.

Et andet udfald fik sagen i TfS 2000, 2852 (fogedretskendelse), hvor en skatteyder havde rejst krav om godtgørelse for tort på 40.000 kr. Retten fandt ikke, at der var grundlag for at lade kommunens objektive ansvar bortfalde eller nedsætte på grund af egen skyld hos skatteyderen, hvorfor skatteyderen blev tilkendt godtgørelse for tort, men godtgørelsen blev nedsat til 8.000 kr., idet fogedretten navnlig lagde vægt på, at skatteansættelsen, der have medført restskatten, og som der var foretaget udlæg for, blev annuleret og udlægget ophævet inden for en uge efter dets foretagelse.