Det fremgår af INDL § 6, stk.1, at fogedretten (den judicielle foged) træffer afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pantefogeden eller told- og skattefogeden (i det følgende benævnt fogeden). Fogedretten træffer afgørelsen efter reglerne i RPL §§ 499-503.

I henhold til INDL § 6 er fogeden ikke kompetent til at behandle tvister under en udlægsforretning, ligesom der heller ikke kan foregå en egentlig bevisførelse for fogeden.

Fremsætter skyldneren eller en tredjemand indsigelse under udlægsforretningen, skal fogeden straks indbringe den for fogedretten.

En indsigelse må ikke uden behandling afvises af fogeden, men et fornuftigt skøn over en fremsat indsigelse kan udøves. Det betyder på den ene side, at hvis der foreligger en åbenbar fejl - fx at fordringen synes at være betalt - skal udlægsforretningen udsættes, indtil forholdet er afklaret. På den anden side betyder det, at hvis indsigelsen ikke umiddelbart kan tages til følge, skal fogeden gennemføre udlægsforretningen på normal vis, og først derefter skal klagen indbringes for fogedretten.

Vælger fogeden at gennemføre udlægsforretningen, selvom skyldneren eller tredjemand fremkommer med indsigelse, skal indsigelsen indføres ordret i udlægsbogen. Vedkommende underrettes om, at sagen vil blive forelagt til fogedrettens afgørelse, og at vedkommende vil modtage en kopi af det materiale, som fremsendes til fogedretten. Efter endt udlægsforretning sendes en udskrift af udlægsbogen og et såkaldt processkrift til fogedretten. Neden for i afsnit 7.4.2. gennemgås nærmere, hvordan et sådant processkrift udarbejdes.

Ifølge INDL § 6, stk. 1, sidste pkt., kan fogeden henskyde tvivlsspørgsmål til fogedrettens afgørelse, selvom der ikke fremsættes indsigelse. Fogeden kan også benytte sig af denne bestemmelse, hvis han eller hun - inden udlægstilsigelsen udsendes - har kendskab til, at skyldneren helt klart vil protestere mod udlægsforretningen. Med hensyn til om fogeden skal bede fogedretten foretage udlægsforretningen eller selv gennemføre udlægsforretningen og herefter indbringe indsigelsen for fogedretten, skal der lægges vægt på, om adgangen til fyldestgørelse vil forspildes, såfremt der ikke straks foretages udlæg.

Fogedretten er i princippet kompetent til at prøve alle indsigelser mod udlæg, der foretages af fogeden. Fogedrettens kompetence omfatter dog kun indsigelse mod udlæg.

Det vil sige, at fogedretten ikke er kompetent til at afgøre indsigelser mod andre inddrivelsesmåder end udlæg, fx pålæg om lønindeholdelse. Fogedens nægtelse af at acceptere en afdragsordning i henhold til RPL § 525 kan heller ikke indbringes for fogedretten, men skal derimod påklages gennem det administrative klagesystem.

Fogedretten påkender også de indsigelser, der måtte fremkomme under en afhentningsforretning baseret på et udlæg foretaget af fogeden.

Ligeledes kan indsigelse mod fogedens beregning af retsafgift i forbindelse med udlægsforretningen, påklages til fogedretten, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990 om retsafgift.

Det fremgår af INDL § 6, stk. 2, at indsigelse over et af fogeden foretaget udlæg, foretages af den fogedret, som skulle have foretaget udlægsforretningen, hvis denne ikke havde været henlagt til fogeden.

Det er bestemmelsen i RPL § 487, der angiver hvilken fogedret, der er stedlig kompetent. Bestemmelsen er nærmere beskrevet i kapitel D.1.

Indsigelse over et af fogeden foretaget udlæg, som fremsættes over for fogeden eller fogedretten, kan fremsættes både af skyldneren og af en tredjemand.

En tredjemand har ret til at gøre sig til part under sagen, hvis han eller hun mener, at en udlægsforretning vil krænke eller har krænket dennes rettigheder, jf. RPL § 499.

En tredjemand kan være skyldnerens ægtefælle, registrerede partner, samlever eller børn, der mener, at der er foretaget udlæg i aktiver, som tilhører vedkommende. Tredjemand kan også være fysiske eller juridiske personer, der har udlejet, udlånt eller købt genstande, som stadig befinder sig hos skyldneren.

Der henvises i øvrigt til kapitel D.3 i afsnittet om sagens parter.

De indsigelser, der kan indbringes for fogedretten, skal enten vedrøre det krav, der foretages udlæg for eller selve udlægsforretningens foretagelse.

Indsigelser mod udlæg foretaget af fogeden kan således vedrøre:

  • hjemlen for udpantningsretten
  • kravets eksistens, herunder om kravet er ophørt
  • kravets størrelse og forfaldstid
  • fremgangsmåden under udlægsforretningen
  • genstanden for udlæg
  • afhentning af udlagte genstande
  • beregning af retsafgiften

Indsigelser mod andre inddrivelsesmåder, fx lønindeholdelse, modregning, afdragsordninger og lignende, kan som ovenfor nævnt ikke behandles af fogedretten.

Det fremgår af INDL § 6, stk. 3, at under udlægsforretningen kan indsigelser mod udlæg fremsættes over for fogeden, og efter udlægsforretningens foretagelse kan indsigelser mod udlæg fremsættes over for fogedretten. Fremsættes indsigelsen over for fogeden har denne pligt til straks at underrette fogedretten. Fremsættes indsigelsen over for fogedretten, skal det ske inden for et tidsrum af 4 uger fra udlægsforretningens foretagelse.

I begge tilfælde regnes fristen som hovedregel fra udlægsforretningens foretagelse, men hvis skyldneren ikke var til stede under udlægsforretningen, løber fristen formentlig fra det tidspunkt, hvor skyldneren har fået underretning om udlægget, jf. UfR 1975,786 HKK.

Fogedretten kan dog undtagelsesvis indtil 1 år efter udlægsforretningens foretagelse vælge at behandle indsigelse mod udlæg foretaget af fogeden.

Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53, jf. INDL § 6, stk. 3, sidste pkt.

Kærefristen er 4 uger, jf. RPL § 586.

Såfremt fogedens udlæg er indbragt for fogedretten, må det antages, at realisationsfristen (tidsrummet indtil tvangsauktion kan afholdes) i henhold til RPL § 542, stk. 2, regnes fra datoen for fogedrettens stadfæstelse af udlægsforretningen.

Reglerne om frister for indbringelse for fogedretten mv. gælder ikke for tredjemand, der efter de almindelige regler kan fremsætte sine indsigelser, både over for fogedretten til og med auktionssagen og anlægge retssag ved de almindelige domstole i 1. instans for her at hævde sin ret.

Indsigelser mod udlæg, som skyldneren fremsætter over for fogeden, har ikke opsættende virkning. Det samme gælder for indsigelser, der inden for 4 uger fremsættes direkte over for fogedretten. Det betyder, at retsvirkningen af fogedens udlæg stadig er retskraftigt, og at udlægget først ophører ved fogedrettens eventuelle afgørelse om, at det skal ophæves.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at hvis fogedretten træffer afgørelse om ophævelse af udlægget, så kan inddrivelsesmyndigheden ikke ved at anke fogedrettens afgørelse opnå, at ophævelsen tillægges opsættende virkning.

Hvis fogeden ved en fejl ikke får indbragt indsigelsen for fogedretten, der er fremsat over for fogeden under udlægsforretningen eller inden udløbet af 4-ugers fristen, skal fogeden og inddrivelsesmyndigheden være opmærksom på retsvirkningen. Den manglende opfølgning på indsigelsen kan i visse tilfælde betyde, at udlægget er bortfaldet, og i så fald er forældelsen af fordringen ikke afbrudt, jf. RPL § 527.

I den forbindelse skal inddrivelsesmyndigheden og fogeden sondre mellem følgende situationer:

  • Hvis fogeden bliver bekendt med ovennævnte fejl, og fristen er overskredet fra 4 uger indtil et år fra udlægsforretningens foretagelse, har fogeden dog mulighed for at indbringe indsigelsen for fogedretten, jf. INDL § 6, stk. 3, 5. pkt. Afviser fogedretten at behandle indsigelsen, eller ophæver fogedretten udlægget efter behandling af sagen, er udlægget i begge tilfælde bortfaldet.
  • Hvis fogeden bliver bekendt med ovennævnte fejl, og fristen er overskredet udover et år fra udlægsforretningens foretagelse, er udlægget bortfaldet.
  • I de situationer, hvor udlægget bortfalder på grund af fogedens fejl, betyder formentlig, at selve den underliggende fordring i mellemtiden kan være forældet, idet forældelsen af fordringen ikke er afbrudt, jf. RPL § 527. Er fordringen forældet, skal den afskrives. Er fordringen ikke forældet, kan inddrivelsesmyndigheden bede fogeden foretage en ny udlægsforretning, således at fogeden kan indbringe indsigelsen for fogedretten, hvis skyldneren fastholder indsigelsen under udlægsforretningen.

Se i øvrigt nærmere om bortfald af udlæg i afsnit D.8.

Retsplejeloven indeholder kun få regler om fogedrettens behandling af indsigelser. Det er således primært bestemmelserne i RPL §§ 499 - 503, der regulerer forholdet.

Indsigelserne skal i princippet fremsættes over for fogedretten. Fogeden har dog pligt til - hvis indsigelser fremsættes under udlægsforretningen eller senere over for inddrivelsesmyndigheden - at videresende indsigelserne. Dette skal ske skriftligt over for fogedretten. I praksis er det inddrivelsesmyndigheden, som underretter om indsigelsen og møder i fogedretten.

Fogedretten vil herefter fastsætte et møde til behandling af indsigelserne og kan forud for mødet indhente skriftlige oplysninger til bedømmelse af sagen.

Retsplejeloven indeholder ikke bestemmelser om, hvor mange møder fogedretten kan eller skal afholde, før der i sagen træffes en afgørelse. Antallet af møder vil afhænge af sagens karakter, og om der skal ske afhøring af vidner mv.

Inddrivelsesmyndigheden kan på et hvilket som helst tidspunkt, indtil sagen optages til kendelse anmode fogedretten om sagsbehandlingen kan udsættes, fx fordi visse forhold skal undersøges nærmere, eller fordi sagen ønskes forelagt for TSS med henblik på at anmode Kammeradvokaten om at varetage inddrivelsesmyndighedens interesser under sagen.

Når en sag om indsigelser mod et udlæg skal behandles ved fogedretten, er der nogle processuelle grundprincipper, som afviger fra de principper som forvaltningen er underlagt, og som inddrivelsesmyndigheden skal være opmærksom på.

Officialprincippet:

Det er kendetegnende for den offentlige administration, at den arbejder efter officialprincippet. Det betyder,

  • at den kompetente myndighed selv har pligt til at sørge for, at alle relevante oplysninger om sagen indhentes, før afgørelsen træffes, og at myndigheden ikke er bundet af parternes påstande
  • at forvaltningens sagsbehandling skal ske i overensstemmelse med forvaltningsloven, offentlighedsloven og en række andre lovregler.

Forhandlingsprincippet:

Fogedretten arbejder derimod efter forhandlingsprincippet. Det betyder,

  • at sagens parter selv skal fremkomme med alle relevante oplysninger
  • at fogedretten ved afgørelsen ikke kan gå videre end parternes påstande
  • at oplysninger, der ikke bestrides, lægges uprøvet til grund
  • at domstolenes sagsbehandling er reguleret af retsplejeloven og en række uskrevne retsprincipper.

Kontradiktionsprincippet:

For sager, der føres ved fogedretten, gælder endvidere kontradiktionsprincippet. Det betyder, at hver af sagens parter skal have adgang til at blive gjort bekendt med og udtale sig om det materiale (processtof), som den anden part gør gældende.

Mundtlighedsprincippet:

Det er også vigtigt at være opmærksom på grundprincippet om mundtlighed, der udspringer af Grundlovens § 65, stk. 1, og som er gennemført i RPL § 148. Mundtlighedsprincippet betyder, at den judicielle foged træffer afgørelse på grundlag af det, der mundtligt fremføres i fogedretten. Det skriftlige processtof, omfattende forskellige dokumenter mv., er således kun til for at forberede sagen og fastsætte rammerne for forhandlingen i retten. Mundtlighedsprincippet indebærer med andre ord, at anbringender skal nævnes i retten, og at dokumenter, bilag mv. skal læses op i fogedretten.

Offentlighedsprincippet:

Princippet om offentlighed i retsplejen, der udspringer af grundlovens § 65, stk. 1, og som er fastslået i RPL § 29, betyder, at møder i fogedretten som udgangspunkt er offentlige.

Forhandlingsprincippet i fogedretten betyder, at en sag kan tabes, hvis inddrivelsesmyndigheden ikke får fremlagt de rette oplysninger. Det er først og fremmest oplysninger om faktiske forhold, som taler for stadfæstelse af udlægget, der er vigtige. Men også oplysninger af lovmæssig og anden juridisk karakter, som støtter, at udlægget er korrekt og gyldigt foretaget, er af væsentlig betydning.

Det er derfor vigtigt, at sagen grundigt forberedes inden mødet i fogedretten. En måde at forberede sagen på er at udarbejde et processkrift. Det er ovenfor angivet, at indbringelsen af indsigelser til fogedretten skal ske skriftligt. Der er intet til hinder for, at den skriftlige indbringelse af indsigelserne kan ske i form af et processkrift. Nedenfor i afsnit D.7.4.2.2. er anvist et vejledende eksempel på et processkrift, som inddrivelsesmyndigheden - sammenholdt med nedennævnte - kan tage udgangspunkt i.

Retsplejeloven opstiller i §§ 348, stk. 2, og 351, stk. 4, krav til, hvordan et processkrift skal se ud. Med udgangspunkt i disse bestemmelser skal et processkrift have følgende indhold:

En påstand i fogedsagen er det resultat, som inddrivelsesmyndigheden ønsker at opnå ved retssagen. Hvis sagens indhold i øvrigt berettiger til det, kan flere påstande anføres, og i såfald opdeles de i principale og subsidiære påstande. En principal påstand er den påstand, som en part først og fremmest ønsker taget til følge. En subsidiær påstand er en påstand, som en part ønsker taget til følge, for så vidt denne ikke får medhold i sin principale påstand.

Inddrivelsesmyndighedens påstand vil være, at det foretagne udlæg stadfæstes.

Skyldnerens påstand vil være, at udlægget skal ophæves helt eller delvist.

Sagsfremstillingen skal indeholde et referat af sagens faktiske om-stændigheder. Referatet skal være kort, bestemt og utvetydigt.

Processkriftet skal herudover indeholde de konkrete begrundelser - dvs. de konkrete omstændigheder - som inddrivelsesmyndigheden mener understøtter deres påstand. Disse argumenter kaldes også anbringender.

Hvis inddrivelsesmyndigheden vil fremlægge beviser i form af dokumenter, fx kopi af udlægstilsigelsen, angivelse, selvangivelse, kontospecifikationer mv., skal processkriftet indeholde en fortegnelse i kronologisk orden over disse dokumenter.

Ønsker inddrivelsesmyndigheden at afhøre vidner i fogedretten, som bevis, skal dette fremgå af processkriftet. Det samme er tilfældet, hvis andre beviser ønskes ført.

Kontradiktionsprincippet betyder, som nævnt ovenfor, at processkriftet med bilag skal sendes til skyldneren samtidig med, at det sendes til fogedretten.

Nedenfor er udarbejdet et vejledende eksempel på et processkrift. Forudsætningen for processkriftet er et fiktivt sagsforløb (sagens faktum), der er gengivet straks nedenfor, og på baggrund heraf er selve processkriftet udarbejdet.

I processkriftet benyttes de ovennævnte procesretlige begreber: påstand, sagsfremstilling, anbringender og beviser. Endvidere benyttes begreberne rekvirent og rekvisitus i processkriftet.

Rekvirenten er inddrivelsesmyndigheden, idet rekvirenten er den person, som begærer udlægsforretningen foretaget.

Rekvisitus er skyldneren, idet rekvisitus er den person, som udlægsforretningen er rettet mod.

Sørine Sørensen driver virksomheden "Sørine Consult" på Bornholm, som udbyder kurser i lederudvikling, personlig og faglig udvikling mv.

Told- og skattefogeden indkalder Sørine Sørensen til udlægsforretning på regionen den 14. juni 2001, da hun ikke har betalt moms for 1. kvartal 2001 på kr. 70.000.

Sørine Sørensen oplyser under udlægsforretningen, at hun bor til leje, at hendes bil er leaset, og at der i hendes virksomhed ikke er aktiver. Hendes kassekredit er overtrukket, og hun kan umiddelbart ikke tilbyde nogen afdragsordning.

Told- og skattefogeden, som har bl.a. kontrolbilag R75 til rådighed, spurgte til konto nr. 0775 166 332, hvor der skulle være et indestående på kr. 60.000. Til det oplyser Sørine Sørensen, at det drejer sig om penge, som hun har indbetalt til sin advokat Jens Bang som depositum, for at han skal gennemgå en sag for hende. Pengene står på advokatens klientkonto.

Told- og skattefogeden foretager udlæg i indeståendet med respekt for eventuelle rettigheder.

Sørine Sørensen protesterer over udlægget, idet hun gør gældende at beløbet på advokatens klientkonto tilhører advokaten, der er kontohaver.

Told- og skattefogeden underretter advokaten om udlægget og modtager følgende oplysninger: Advokaten gør opmærksom på, at han er kontohaver på klientkontoen, og at han alene er berettiget til at hæve på kontoen. Hans krav på salær i sagen er endnu ikke opgjort, men udgør ca. kr. 25.000. Klientkontoen er derfor ikke et udlægsobjekt. Han vil i øvrigt afvente fogedrettens afgørelse.

Processkrift

Til

Fogedretten i Rønne

(adresse)

ToldSkat Nordsjælland - Bornholm

(adresse)

mod

Sørine Sørensen

(adresse)

Sørine Sørensen har fremsat indsigelse mod udlæg foretaget af told- og skattefogeden på begæring af ToldSkat Nordsjælland - Bornholm. Indsigelsen skal afgøres af fogedretten, jf. § 6 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv.

Rekvirenten nedlægger følgende:

Påstand:

Det af told- og skattefogeden den 14. juni 2001 foretagne udlæg i indestående på klientkonto nr. 0775 166 332 tilhørende Sørine Sørensen stadfæstes.

Sagsfremstilling:

Rekvisitus driver en virksomhed i personligt regi med salg af kurser mv.

Rekvisitus var indkaldt til udlægsforretning den 14. juni 2001 i anledning af, at momstilsvar for 1. kvartal 2001 på kr. 70.000 ikke var betalt.

Udlægsforretningen var behørigt bekendtgjort i de større dagblade den 29. maj 2001. Rekvisitus modtog en tilsigelse med brev, dateret den 6. juni 2001, og oplyste under udlægsforretningen, at hun bor til leje, at hendes bil er leaset, samt at der i virksomheden ikke er aktiver, der kan tjene til genstand for udlæg.

Told- og skattefogeden foretog herefter udlæg i indestående 60.000 kr. på konto nr. 0775 166 332 med respekt for eventuelle rettigheder. Kontoen er en klientkonto, hvor advokat Jens Bang er kontohaver.

Rekvisitus har protesteret over udlægget, idet hun gør gældende, at klientkontoen ikke tilhører hende, men advokaten.

Told- og skattefogeden har skriftligt underrettet advokaten om udlægget. Advokaten har svaret, at han er kontohaver, at han har et ikke opgjort tilgodehavende på ca. kr. 25.000, at kontoen ikke er et udlægsobjekt, og at han vil afvente fogedrettens afgørelse i sagen.

Anbringender:

Til støtte for påstanden gøres det gældende:

  • at der alene er tale om et forvaringsforhold, når rekvisitus indbetaler et depositum til advokaten
  • at der ikke er tale om, at advokaten vinder ejendomsret til det indbetalte beløb, blot fordi det indsættes på en klientkonto
  • at beløbet på klientkontoen tilhører rekvisitus, idet der er sket årlig indberetning til skattemyndighederne om beløbet og kontoen
  • at udlægget er foretaget med respekt af advokatens bedre ret til at få dækket sit krav på salær, men at det overskydende beløb tilfalder rekvirenten som følge af udlægget
  • at formålet med en klientkonto er, at klientens penge kan separeres indtil endelig faktura er udskrevet
  • at advokaten alene er kontohaver af klientkontoen af legitimationsgrunde
  • at fordi advokaten er kontohaver, udelukker det ikke kreditorer fra at foretage retsforfølgning i indeståendet på klientkontoen
  • at forholdet skal bedømmes i henhold til UfR 2001, 1116.

Bilag:

  1. Kopi af bekendtgørelse af udlæg i større dagblade.
  2. Kopi af tilsigelsen.
  3. Kopi af udlægsbogen.
  4. Kopi af told- og skattefogedens brev til advokaten.
  5. Kopi af advokatens svar.

Under betegnelsen fogedrettens prøvelsesret behandles sædvanligvis spørgsmålet om, i hvilket omfang fogedretten kan tage stilling til indsigelser.

Det forhold, at fogeden ikke kan tage stilling til indsigelser under udlægsforretningen bevirker formentlig, at fogedretten kan gå meget langt i prøvelsen af indsigelser og sædvanligvis tillade den nødvendige bevisførelse.

Omfanget af fogedrettens prøvelsesret afhænger i høj grad af karakteren af de indsigelser, der fremføres. Prøvelsesretten vil endvidere afhænge af, i hvilket omfang der kan tillades bevisførelse efter bestemmelsen i RPL § 501, stk. 4, jf. afsnit D.7.4.4.

Der kan normalt kun føres bevis vedrørende faktum. Bortset fra fremmed ret, kutymer og sædvaner kan der ikke føres bevis om jus (de juridiske regler mv.).

Ifølge RPL § 501, stk. 4, kan fogedretten nægte en bevisførelse, som på grund af dens omfang, beskaffenhed eller andre særlige grunde bør ske under almindelig rettergang, dvs. ved en civilretssag.

Hovedreglen er, at den nødvendige bevisførelse skal tillades. Fogedretten kan aldrig på forhånd afvise, at behandle indsigelser under henvisning til, at det skønnes, at det vil blive nødvendigt med en bevisførelse, der går ud over rammerne i RPL § 501, stk. 4.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvilke bevismidler der kan føres. Syn og skøn vil som altovervejende hovedregel ikke blive tilladt i fogedretten. Begæring om fremlæggelse af dokumenter og afhøring af parter vil sædvanligvis blive efterkommet. Det samme gælder i et vist rimeligt omfang begæringer om førelse af vidner.

Karakteren af den indsigelse, der er anledning til begæringen om bevis-førelse, spiller formentlig også ind. Er der tale om tredjemands indsigelser, bevirker hensynet til tredjemand formentligt, at der tillades bevisførelse i fuldt omfang.

Der er formentlig også en tendens til at tillade en videre bevisførelse, hvor indsigelsen er, at kravet efterfølgende er ophørt.

Er der derimod tale om vanskelige og komplicerede juridiske spørgsmål, vil fogedretten formentlig afvise at behandle sagen.

Finder fogedretten, at den ikke kan eller vil behandle sagen, skal parterne anlægge sag ved de almindelige domstole. I den forbindelse skal inddrivelsesmyndigheden forelægge sagen for TSS med henblik på evt. kære af afgørelsen.

Finder fogedretten indsigelsen mod udlægget begrundet, ophæves udlægget helt eller delvist ved kendelse. Inddrivelsesmyndigheden skal i denne forbindelse efterkomme fogedrettens pålæg, ligesom inddrivelsesmyndigheden i øvrigt skal følge de anvisninger, som fogedretten giver.

Afviser fogedretten indsigelsen mod fogedens udlæg, stadfæstes det foretagne udlæg som endeligt.

Fogedretten underretter parterne i sagen om afgørelsen.

Retsplejeloven indeholder bestemmelser om, hvordan fogedretten skal affatte sin kendelse. Ifølge RPL § 366a, stk. 1, sammenholdt med stk. 2 og 3, skal kendelsen normalt have følgende indhold:

  • en sagsfremstilling
  • parternes påstande og anbringender
  • parts- og vidneforklaringer samt andet bevismateriale
  • fogedrettens præmisser og kendelse samt bestemmelse om sagens omkostninger
  • resultatet: "Thi bestemmes ...".

Kendelsen vil altid være skriftlig. Nogle fogedretter underretter telefonisk sagens parter om resultatet, men har også udarbejdet en skriftlig kendelse, som kan sendes til parterne.

Uanset hvor godt inddrivelsesmyndigheden har forberedt en sag, før den behandles af fogedretten, kan det forekomme, at udlægget ophæves helt eller delvist.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt fogedrettens kendelse skal appelleres til landsretten. En appel af en retsafgørelse kan ske på to måder dels som anke, dels som kære. Som hovedregel ankes domme, mens appel af kendelser og beslutninger sker ved kære, såfremt disse appelleres særskilt. Der er således tale om kære, når fogedrettens kendelse ønskes appelleret til landsretten.

Forinden, der tages stilling hertil, skal inddrivelsesmyndigheden være opmærksom på bestemmelsen i RPL § 584, stk 2. Efter denne bestemmelse kan afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kun kæres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. En tilladelse fra Procesbevillingsnævnet gives kun, hvis særlige grunde taler derfor. Fristen for indgivelse af ansøgning herom er 4 uger efter afgørelsen. Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives inden 1 år efter afgørelsen, jf. RPL § 584, stk. 3.

Finder inddrivelsesmyndigheden, at fogedrettens kendelse bør kæres til landsretten, skal sagen straks indberettes til TSS med inddrivelsesmyndighedens indstilling. Det er herefter TSS, der afgør om sagen skal kæres.

Kære af fogedrettens kendelse til landsretten skal ske inden 4 uger efter den dato, hvor kendelsen er afsagt, jf. RPL § 586. stk. 1. Kærefristen ved appel af fogedrettens kendelse om ophævelse af fogedens udlæg må som udgangspunkt regnes fra datoen for fogedrettens afgørelse herom. Efter RPL § 586, stk. 4, kan fogedretten undtagelsesvis tillade kære i indtil 1 år efter at kendelsen er afsagt.

Det er inddrivelsesmyndigheden, der i praksis indbringer indsigelsen for fogedretten efter INDL § 6 og som møder i fogedretten i forbindelse med behandlingen af indsigelsen.

Hvis kommunen i den forbindelse ønsker vejledning, skal kommunen rette henvendelse til den regionale told- og skattemyndighed. Hvis indsigelsen derimod vedrører vanskelige og komplicerede juridiske spørgsmål, skal inddrivelsesmyndigheden forelægge sagen for TSS med henblik på, at Kammeradvokaten evt. skal inddrages i sagen.

Efter RPL § 505 skal inddrivelsesmyndigheden betale erstatning for tab og godtgørelse for tort, hvis der er foretaget et ulovligt udlæg.

Det er efter RPL § 505, helt afgørende om udlægget er ulovligt som følge af, at gælden ikke bestod, eller om ulovligheden skyldes andre årsager.

I fire tilfælde hæfter inddrivelsesmyndigheden på et objektivt grundlag. Det drejer sig om følgende forhold:

  • Udlæg for et krav, der ikke består.
  • Ulovlig politifremstilling, jf. RPL § 494. Politifremstillingen skal være ulovlig i den forstand, at de formelle betingelser for fremstilling ikke har været opfyldt.
  • Ulovlig tilbageholdelse af skyldneren, jf. RPL § 497.
  • Udlægsforretningen er foretaget hos en anden end skyldneren.

Ved et objektivt grundlag forstås, fx at fordringshaveren (kommunen eller ToldSkat) bærer risikoen for, at gælden består, og at den ikke senere bliver ændret. Viser fordringen sig at have været urigtig, kan fordringshaveren kun blive fri for ansvar, hvis fejlen kan tilskrives skyldneren.

Er udlægget ugyldigt af andre årsager, er inddrivelsesmyndigheden ansvarlig efter den almindelige culparegel i dansk ret. Ved almindelig culpa forstås som udgangspunkt, at inddrivelsesmyndigheden ikke har handlet, som den burde have handlet, således at handlingen kan bebrejdes inddrivelsesmyndigheden som værende uagtsom eller forsætlig.

Selvom der er tale om et objektivt ansvar eller culpaansvar, er størrelsen af erstatningen afhængig af det lidte økonomiske tab.

Herudover skal der evt. betales godtgørelse for tort (godtgørelse for ærekrænkelse og lignende) samt evt. godtgørelse for lidelse, hvis frihedsberøvelse i forbindelse med politifremstilling har fundet sted.

Det påhviler skyldneren at bevise, at han eller hun har lidt et tab ved det ulovlige udlæg. Egen skyld hos skyldneren kan medføre, at kravene nedsættes eller bortfalder.

Det kan i visse tilfælde ikke udelukkes, at tredjemand lider tab ved en udlægsforretning. Her opstår tabet i reglen først, når det udlagte tvangsrealiseres. Omfanget af inddrivelsesmyndighedens erstatningsansvar vil her bero på, om inddrivelsesmyndigheden har været uden kendskab til tredjemands ret, eller om inddrivelsesmyndigheden har kendt eller haft mistanke om tredjemands ret. Erstatningen kan i førstnævnte tilfælde ikke gå udover, hvad det udlagte indbragte ved tvangsauktion, mens erstatningen i sidstnævnte tilfælde kan overstige auktionsprovenuet.

Konstateres det under tvangsrealisationen af et udlagt aktiv, at en anden kreditor har haft et bedre prioriteret udlæg end inddrivelsesmyndigheden, må auktionsprovenuet udbetales til denne bedre stillede kreditor. Der kan ikke i dette tilfælde gøres et større erstatningskrav gældende mod inddrivelsesmyndigheden, fx kravet på restkøbesum i henhold til en kreditkøbskontrakt med gyldigt ejendomsforbehold.

Krav på erstatning eller godtgørelse for tort og lidelse skal fremsættes over for inddrivelsesmyndigheden, fogedretten, eller de almindelige domstole, senest tre måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i stand til at gøre kravet gældende, jf. RPL § 505, stk. 3.