Bortfald af et udlæg betyder, at alle udlæggets retsvirkninger, herunder især adgangen til at begære det udlagte aktiv bortsolgt på tvangsauktion, er bortfaldet.

Et udlæg kan bortfalde som følge af flere forskellige grunde.

Typisk bortfalder udlæg som følge af de særlige regler om forældelse af udlæg i forskellige aktiver, fx løsøre, værdipapirer mv. Det betyder, at der ved siden af de almindelige regler om forældelse (som er behandlet i afsnit C) gælder særlige forældelsesregler, som alene vedrører udlægget i det pågældende aktiv, og ikke forældelsen af inddrivelsesmyndighedens fordring.

Bortfald af udlæg kan også forekomme som følge af ugyldighed eller lignende forhold, fx utilstrækkelig registrering af det udlagte aktiv i udlægsbladet.

Nedenfor beskrives først forældelse af udlæg i relation til forskellige aktiver, dernæst bortfald af udlæg i øvrigt.

Efter RPL § 526, stk. 4, bortfalder udlæg i løsøre efter 1 år, medmindre inddrivelsesmyndigheden har forlangt tvangsauktion afholdt eller har været hindret heri.

Bestemmelsen er en særlig forældelsesregel ved siden af de almindelige regler om forældelse i dansk ret, og den omfatter kun løsøre og visse fordringer.

Forældelse af fordringer, herunder fordringer omfattet af bestemmelsen, behandles nedenfor i afsnit D.8.4.

Bestemmelsen i RPL § 526, stk. 4, omfatter løsøre, bortset fra registrerede skibe og luftfartøjer. Skibe over 20 bruttoregistertons skal registreres, hvorimod skibe på mellem 5 og 20 tons kan registreres i skibsregisteret. Forældelse af udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer behandles nedenfor i afsnit D.8.6.

I henhold til RPL § 526, stk. 5, gælder forældeldelsesreglen i stk. 4 ikke for biler mv., som skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 6 a, og som tinglyses i bilbogen, der for hele landet føres ved retten i Århus. Det vil sige, at motorkøretøjer, der falder uden for reglerne i tinglysningslovens kapitel 6 a, fx en traktor, er et løsøre omfattet af RPL § 526, stk 4. Forældelse af udlæg i motorkøretøjer mv., der er omfattet af bilbogen, behandles nedenfor i afsnit D.8.5.

Fast ejendom er naturligvis ikke omfattet af RPL § 526, stk 4. Forældelse af udlæg i fast ejendom behandles i afsnit D.8.7.

Beregningen af etårsfristen i § 516, stk. 4, sker fra udlæggets foretagelse, og ikke fra anmodning om udlæg. Dette gælder også udlæg foretaget af pantefogeden eller told- og skattefogeden, jf. RPL § 526, stk. 4, 1. pkt. Fristen løber ligeledes fra udlæggets foretagelse, selvom udlægget senere er blevet stadfæstet af fogedretten i forbindelse med klage over udlægget, jf. INDL § 6.

Der sker forældelse af udlægget, selvom inddrivelsesmyndighedens fordring ikke er forældet ved etårsfristens udløb. Det betyder, at skyldneren frit kan råde over løsøret uden at risikere at blive straffet for skyldnersvig mv., når etårsfristen er udløbet.

Inddrivelsesmyndigheden kan ikke afbryde etårsfristen ved at bede pantefogeden eller told- og skattefogeden forny udlægget (det vil sige foretage nyt udlæg i samme løsøre for samme fordring) med den virkning, at det oprindelige udlæg opretholdes.

Hvis inddrivelsesmyndigheden vælger at lade pantefogeden eller told- og skattefogeden forny udlægget, bortfalder det oprindelige udlæg, således at det ny udlæg får prioritet fra det tidspunkt, hvor det senest er foretaget, jf. RPL § 526, stk. 2, jf. stk. 1.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at fogeden godt kan foretage flere udlæg i det samme aktiv - når der er tale om flere udlæg for flere typer af krav - uden at det første udlæg dermed bortfalder. Det afgørende for, at et udlæg bortfalder efter RPL § 526, stk. 2, jf. stk. 1, er, at det efterfølgende udlæg vedrører samme krav og samme aktiv. Har fogeden således foretaget udlæg den 1. juli 2001 i et bestemt løsøre for A-skat/AM-bidrag for marts 2001, kan fogeden godt foretage udlæg i samme løsøre den 1. oktober 2001 for moms for 2. kvartal 2001 - uden at det får den konsekvens, at det første udlæg er bortfaldet.

Derimod kan inddrivelsesmyndigheden afbryde etårsfristen ved over for fogedretten at begære tvangsauktion over løsøret afholdt. Er der flere udlægshavere i det samme løsøre, kan enhver af disse fremsætte begæring om afholdelse af tvangsauktion, jf. RPL § 551, stk. 1.

Inddrivelsesmyndigheden skal i den forbindelse være opmærksom på, at auktionsbegæringen kun afbryder forældelsesfristen for det på gældende udlæg og ikke de udlæg, der i øvrigt måtte være i løsøret, jf. Betænkning nr. 634 af 1971, side 100, samt UfR 1994, 921 VLK, der fastslog, at en tvangsauktionsbegæring alene afbryder forældelsesfristen for auktionsrekvirentens udlæg og ikke for andre udlæg.

Selvom fogeden fratager skyldneren besiddelsen af det udlagte løsøre i henhold til RPL § 523, er det ikke tilstrækkeligt til at afbryde etårsfristen. Fristen skal afbrydes ved, at inddrivelsesmyndigheden over for fogedretten begærer tvangsauktion afholdt.

Det er tilstrækkeligt, at tvangsauktionsbegæringen er indgivet inden etårsfristens udløb, idet det ikke tillige kræves, at auktionen afholdes inden fristens udløb, eller at det udlagte er fjernet fra skyldneren.

Forsinkes tvangsauktionens afholdelse i væsentligt grad på grund af inddrivelsesmyndighedens forhold - fx fordi inddrivelsesmyndigheden ikke får fulgt op på fogedrettens krav om nærmere dokumentation mv. inden for en fastsat frist - må det antages, at auktionsbegæringen mister sin afbrydende virkning i relation til etårsfristen.

Den 1-årige forældelsesfrist suspenderes dog, hvis inddrivelsesmyndigheden er forhindret i at afholde tvangsauktion over løsøret på grund af kære af udlægsforretningen eller af tredjemands bedre ret, jf. § 526, stk. 4, 1. pkt. Når en sådan hindring er berettiget, vedbliver udlægget i løsøret at bestå ud over et år.

Nedenfor gennemgås, hvilke forhold der suspenderer etårsfristen i henhold til § 526, stk. 4, dernæst gennemgås, hvilke forhold der ikke suspenderer fristen, jf. afsnit D.8.2.2.

Betalingsstandsning

Hvis skyldneren har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, og inddrivelsesmyndigheden har udlæg i et løsøre, suspenderes etårsfristen, så længe betalingsstandsningen varer, og bestemmelsen i KL § 16, stk. 2, er opfyldt. I henhold til § 16, stk. 2, kan der ikke ske rådighedsberøvelse af løsøre, ligesom det ikke kan sættes på tvangsauktion på grundlag af udlæg, hvis udlægget vil falde bort i tilfælde af konkurs (det vil typisk være efter § 71), eller at der er tale om et udlæg for en omstødelig pantefordring.

Det må endvidere antages, at etårsfristen suspenderes, hvis skifteretten i medfør af KL § 16 a, stk. 1, træffer afgørelse om, at der ikke kan foretages fyldestgørelse i løsøret på grundlag af udlæg for en pantefordring, som ikke vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs, jf. KL § 16, stk. 4, analogt.

Konkurs

Ved afsigelse af konkursdekret suspenderes forældelsen af alle udlæg i løsøret, som ikke allerede er bortfaldet, jf. UfR 1994, 921 VLK. Udlæg falder typisk bort ved konkurs, hvis det fx er foretaget senere end tre måneder før fristdagen, jf. KL § 71, stk. 1, sammenholdt med § 73, som betyder, at hvis der kræves en sikringsakt, regnes de tre måneder fra, hvornår sikringsakten er foretaget.

Hvis udlægget ikke er bortfaldet, følger det endvidere af KL § 85 sammenholdt med § 90, at skyldnerens konkurs er til hinder for auktion af det udlagte løsøre, idet udlægshaveren (fx inddrivelsesmyndigheden) efter konkursloven ikke har status som separatist. Det betyder, at hvis auktionen ikke er afholdt på tidspunktet ved konkursdekretets afsigelse, så kan auktion over løsøret kun afholdes med konkursboets samtykke. Det gælder i øvrigt også, selvom auktionen allerede var begæret inden dekretets afsigelse.

Men har konkursboet ikke inden 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse begæret tvangsauktion, kan enhver pantehaver, herunder udlægshaver (evt. inddrivelsesmyndigheden) forlange, at konkursboet uden ophold gennemfører tvangsauktion over løsøret, jf. KL § 86, jf. § 90.

Insolvent dødsbo

Det ovennævnte om suspension ved konkurs gælder også, hvis skifteretten har truffet bestemmelse om insolvensbehandling af et insolvent dødsbo, jf. dødsboskiftelovens § 70 Det vil sige, at i tiden fra dødsfaldet og indtil boets berigtigelse kan tvangsauktion over løsøre kun afholdes med samtykke fra skifteretten eller en midlertidig bobestyrer.

Tvangsakkord og gældssanering

Etårsfristen er suspenderet - fra åbning af forhandling af tvangsakkord og indledning af behandling af skyldnerens forslag til en gældssanering og indtil tvangsakkordens og gældssaneringssagens slutning - vedrørende udlæg, som efter KL §§ 184 og 221 vil tabe retsvirkning, hvis tvangsakkord stadfæstes eller kendelse om gældssanering afsiges, jf. henholdsvis KL §§ 171 og 207.

Det betyder - at hvis der før akkordforhandling eller indledning af gældssaneringssag er foretaget udlæg i et løsøre for en fordring, der vil blive omfattet af en tvangsakkord eller en gældssanering - så kan dette udlæg ikke danne grundlag for tvangsauktion. Når tvangsauktion er udelukket, er etårsfristen suspenderet.

Adgangen til at forfølge et udlæg er således suspenderet efter samme regler som ved betalingsstandsning (KL § 16, stk. 2), der er gennemgået ovenfor.

Gyldigt ejendomsforbehold

Hvis det udlagte løsøre er behæftet med et gyldigt ejendomsforbehold, er ejendomsforbeholdet som hovedregel til hinder for afholdelse af tvangsauktion.

Udlægshaveren (evt. inddrivelsesmyndigheden) har ikke pligt til at indfri sælgeren med et ejendomsforbehold for eventuelt at kunne overholde etårsfristen.

Se i øvrigt nærmere om indfrielse af mindre gæld i forbindelse med ejendomsforbehold, nedenfor i afsnit D.8.3.

Foranstående underpanteret

Det har traditionelt været antaget, at en foranstående underpanteret som udgangspunkt er til hinder for tvangsauktion. Det vil sige, at udlægget skal respektere en foranstående underpanteret, fx et løsørepantebrev, således at der ikke kan afholdes auktion uden underpanthaverens samtykke, jf. UfR 1993, 214 VLK, hvor retten fandt, at der ikke var grundlag for at fravige det sædvanlige udgangspunkt. En forpanthaver kunne derfor modsætte sig, at en udlægshaver ville realisere det udlagte. Der blev herved lagt vægt på, at underpantsætningen angik et reelt gældsforhold, hvis afviklingsvilkår var overholdt.

I retsteorien anfører flere forfattere, at det er tvivlsomt, om denne antagelse kan opretholdes, og at der formentlig må anerkendes en ret for udlægshaveren (fx inddrivelsesmyndigheden) til at få tvangsauktion afholdt mod stillelse af betryggende sikkerhed for panthaverens krav.

Hvis en sådan situation opstår, og inddrivelsesmyndigheden vurderer, at det vil være indbringende at afholde en tvangsauktion, skal sagen forelægges for TSS.

Men ovennævnte betyder ikke, at inddrivelsesmyndighedens udlæg forældes, hvis man vælger at vente på den foranstående panthaver i tilfælde, hvor inddrivelsesmyndigheden kunne have valgt at fremme sin retsforfølgning. Retten fastslog i UfR 1985, 962 VLD, at underpanteretten suspenderer etårsfristen, uanset at udlægshaveren havde haft mulighed for under visse nærmere betingelser og med respekt af underpanteretten at få afholdt tvangsauktion.

Appel af udlæg

Kære af udlæg i løsøre er ikke til hinder for, at tvangsauktionsbegæring indgives til fogedretten, dog kan tvangsauktion ikke fremmes før kære er afgjort, jf. RPL § 542, stk. 2.

Auktionsforbud

Etårsfristen suspenderes af auktionsforbud efter RPL § 502, stk. 2, hvorefter fogedretten kan træffe bestemmelse om, at tvangsauktion i visse tilfælde ikke kan finde sted, før en bestemt afgørelse er truffet, eller en frist er udløbet. Bestemmelsen i RPL § 502 omfatter dog ikke sager om skattekrav, der er påklaget, jf. UfR1996,168 ØLK.

Beslaglæggelse af løsøre under en straffesag

En bestemmelse om konfiskation af løsøre, som foretages af myndighederne i forbindelse med en straffesag, antages at overføre ejendomsretten til det konfiskerede til statskassen. Ejendomsretten til løsøret overføres endda med tilbagevirkende kraft, nemlig til det tidspunkt under sagens efterforskning, hvor beslaglæggelsen er foretaget.

Det betyder, at i tiden indtil straffedommens afsigelse herom, er beslaglæggelsen af løsøret til hinder for tvangsauktion således, at etårsfristen er suspenderet.

Håndpanteret eller tilbageholdsret i løsøre

En håndpanteret eller en tilbageholdsret i løsøre er ikke til hinder for afholdelse af tvangsauktion, idet den dog i givet fald skal afholdes med respekt af håndpanteretten og tilbageholdsretten, jf. UfR 1995, 324 VLK, der fastslog, at en håndpanteret i pantebreve ikke var til hinder for, at en efterstående udlægshaver kunne have krævet tvangsauktion over pantebrevene.

Det vil sige, at etårsfristen ikke suspenderes i disse tilfælde.

Ugyldigt ejendomsforbehold

Etårsfristen suspenderes ikke, hvis udlægshaveren (evt. inddrivelsesmyndigheden) vidste eller burde vide, at ejendomsforbeholdet er ugyldigt.

Foranstående udlæg

Etårsfristen suspenderes ikke ved foranstående udlæg.

Et eller flere foranstående udlæg i et løsøre hinder ikke tvangsauktion, jf. RPL § 551, stk. 1, samt UfR 1994, 384 ØLK, hvor retten fandt, at en udlægshaver ikke kunne ombytte sit udlæg med et pantebrev med henblik på at fratage en yngre udlægshavers ret til at sætte det udlagte løsøre på tvangsauktion.

Tvangsakkord og gældssanering

For en fordring, der ikke berøres af en tvangsakkord eller af en kendelse om gældssanering, kan der godt foretages udlæg i skyldnerens aktiver og afholdes tvangsauktion. Det vil sige, at for sådanne udlæg er etårsfristen ikke suspenderet.

Betalingsstandsning

Udlæg i løsøre, som ikke vil bortfalde i tilfælde af konkurs (typisk efter KL § 71), eller udlæg for en uomstødelig pantefordring, suspenderer ikke etårsfristen, idet der er intet til hinder for tvangsfuldbyrdelse af løsøret, jf. § KL § 16, stk. 2.

Afdragsordning

Etårsfristen er ikke suspenderet, hvis fogeden har foretaget udlæg i et løsøre, og fogeden med hjemmel i RPL § 525 har indgået en afdragsordning, der ikke overstiger 10 måneder. Det samme gælder for afdragsordninger, der ikke er omfattet af RPL § 525, og som inddrivelsesmyndigheden indgår i forbindelse med udlæg i løsøre. At fristen på 10 måneder er fastsat med netop det interval, er af hensyn til, at en udlægshaver - i tilfælde af afdragsordningens misligholdelse - kan nå at sætte det udlagte løsøre på tvangsauktion inden etårsfristens udløb.

Inddrivelsesmyndigheden har ikke pligt til, jf. § 526, stk. 4, at indgive auktionsbegæring - hvis tvangsauktion over løsøret ikke kan afholdes, dvs. mens etårsfristen er suspenderet.

Men inddrivelsesmyndigheden skal være opmærksom på, at udlægget bortfalder 8 uger efter, at hindringen for afholdelsen af tvangsauktion er bortfaldet.

Da udlægshaveren således kun har 8 uger til at indgive auktionsbegæring, er det vigtigt, at inddrivelsesmyndigheden holder sig orienteret om, hvornår forhindringen bortfalder. Det kan i praksis være vanskeligt, og inddrivelsesmyndigheden har i den forbindelse ikke krav på, at sælgeren med ejendomsforbehold eller fogedretten underretter om bortfaldet.

8-ugers-fristen er absolut og gælder, selvom udlægshaveren (fx inddrivelsesmyndigheden) var eller er i god tro med hensyn til auktionshindringens bortfald. Og 8-ugers-fristen kan på ingen måde fraviges ved parternes aftale.

Det er klart, at 8-ugers-fristen gælder, hvis auktionshindringen bortfalder efter udløbet af etårsfristen. Men bortfalder auktionshindringen fx 3 uger før etårsfristens udløb, må 8-ugers-fristen også finde anvendelse. Det vil sige, at udlægshaveren, uanset hvornår auktionshindringen bortfalder, har i hvert fald 8 uger fra hindringens ophør til at indgive begæring om tvangsauktion.

Som anført ovenfor kan et udlagt aktiv behæftet med gyldigt ejendomsforbehold, som hovedregel ikke bortsælges på tvangsauktion, idet ejendomsforbeholdet er en hindring for tvangsauktion.

Det må dog antages, at et løsøre kan begæres bortsolgt på tvangsauktion af en efterstående udlægshaver, hvis der foreligger oplysninger, der sandsynliggør, at sælgeren med ejendomsforbehold har opgivet kravet på restgælden og ikke ønsker at gøre et krav på tilbagetagelse gældende i henhold til ejendomsforbeholdet.

I forbindelse med, at tvangsauktionsbegæring fremsendes til fogedretten, skal inddrivelsesmyndigheden over for fogedretten skriftligt redegøre for de ovennævnte forhold.

Er inddrivelsesmyndigheden i besiddelse af oplysninger, der sandsynliggør, at skyldneren og ejendomsforbeholdssælgeren har aftalt henstand med betaling af restgælden i henhold til kreditaftalen, kan inddrivelsesmyndigheden vælge følgende fremgangsmåde:

  • Hvis henstanden er aftalt med henblik på at hindre inddrivelsesmyndigheden i at sætte løsøret på tvangsauktion, skal inddrivelsesmyndigheden underrette fogedretten herom, samtidig med at løsøret begæres bortsolgt på tvangsauktion.
  • Hvis henstanden er aftalt på grund af skyldnerens økonomiske forhold, og henstanden betyder en væsentlig forringelse af inddrivelsesmyndighedens sikkerhed i løsøret, kan inddrivelsesmyndigheden henstille til sælgeren med ejendomsforbehold at benytte sig af adgangen til tilbagetagelse af løsøret. Hvis sælgeren ikke ønsker dette, skal inddrivelsesmyndigheden kontakte fogedretten med henblik på at undersøge muligheden for at få løsøret bortsolgt på tvangsauktion.
  • Hvis fogedretten ikke vil henvise løsøret til bortsalg på tvangsauktion, kan inddrivelsesmyndigheden, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, indfri restgælden i henhold til aftalen. Inddrivelsesmyndigheden kan dog ikke indfri restgæld, der overstiger 5.000 kr.

Samme fremgangsmåde gør sig gældende, hvis udlægget skal respektere en underpanteret, fx et løsørepantebrev.

Ved bortfald af udlæg i fordringer skal der sondres mellem forskellige typer af fordringer. Udlæg i visse fordringer er således omfattet af den 1-årige forældelse i RPL § 526, stk. 4, 3. pkt., andre fordringer er derimod underlagt 20 års forældelse.

Hvis udlægget omfatter nedennævnte fordringer, afbrydes etårsfristen på samme måde som beskrevet ovenfor i afsnit D. 8.2 om udlæg i løsøre.

Den 1-årige forældelse i RPL § 526, stk. 4, 3. pkt., omfatter udlæg i følgende fordringer:

- Udlæg i registrerede fondsaktiver, jf. § 59, stk. 2, i lov om værdipapirhandel mv. Det vil sige udlæg i danske børsnoterede obligationer ( præmieobligationer er ikke registrerede fondsaktiver), aktier og investeringsbeviser.

- Udlæg i negotiable fordringer/omsætningsgældsbreve, herunder præmieobligationer. Det vil sige omsætningsgældsbreve i henhold til gældsbrevslovens kapitel 2, hvor det i § 11, stk. 2, er defineret, hvad der forstås ved omsætningsgældsbreve. Bestemmelsen er udtømmende. Det vil sige, at der kan ikke drages analogislutninger til andre gældsbreve. Hvis et gældsbrev ikke falder ind under definitionen i GBL § 11, stk. 2, er det et simpelt gældsbrev.

Omsætningsgældsbreve er:

Ihændehavergældsbreve, hvilket vil sige gældsbreve der lyder på betaling til ihændehaveren eller ikke angiver, hvem gælden skal betales til.

Ordregældsbreve, hvilket vil sige, at gældsbrevet lyder på betaling til en bestemt person eller ordre.

Pantebreve, herunder ejerpantebreve, der giver pant i fast ejendom eller i registreret skib eller luftfartøj, medmindre gældsbrevet indeholder påtegning om, at det ikke er til ordre, eller har et tilsvarende forbehold. Om ejerpantebreve henvises til afsnit D.5.9.3.

Navnegældsbreve, hvilket vil sige gældsbreve der lyder på betaling til en bestemt person, hvis de samtidig utvetydigt angiver, at de er omsætningsgældsbreve.

Også pantebreve i løsøre kan være omsætningsgældsbreve, hvis de tydeligt indeholder bemærkning herom.

- Udlæg i fordringer, der er knyttet til legitimationspapirer (fx bankbøger).

- Udlæg i negotiable dokumenter og legitimationspapirer er formentlig omfattet af bestemmelsen i RPL § 526, stk. 4, 3. pkt. Det vil sige udlæg i negotiable aktier, anpartsbeviser, immatrielle rettigheder mv.

Alle andre gældsbreve og fordringer end de, der er nævnt i GBL § 11, stk. 2, er omfattet af gældsbrevslovens kapitel 3 om simple fordringer, hvad enten der er tale om skriftlige eller mundtlige fordringer.

Udlæg i simple fordringer forældes efter 20 år i henhold til dansk rets almindelige forældelsesregel i DL 5-14-4, jf. forarbejderne til RPL § 526, jf. Folketings Tidende 1975-76, tillæg A, spalte 269 f.

Det skyldes, at det normalt er mere hensigtsmæssigt at afvente forfaldstid på disse fordringer, end at bortsælge dem på auktion efter bestemmelserne i RPL § 558.

Også udlæg i aktier og anparter i et anpartsselskab mv., der ikke er negotiable, er formentlig underlagt 20 års forældelse. I UfR 1993, 941 VLK fandt retten, at kommanditanparter ikke var omfattet af reglen i RPL § 526, stk. 4, selvom de ifølge selskabets vedtægter var frit omsættelige, men med forbehold af kreditorernes godkendelse.

Udlæg i biler og motorkøretøjer, påhængsvogne og sættevogne til biler, samt campingvogne, skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 6 a, det vil sige tinglyses i bilbogen, der for hele landet føres ved retten i Århus. Tinglysning er dog ikke nødvendig, hvis der er sket rådighedsberøvelse af køretøjet. Der henvises til afsnit D.5.7 om udlæggets genstand, der nærmere behandler definitionen af køretøjer mv. og tinglysning i øvrigt.

Det fremgår af TL § 42 g, stk. 2, at tinglyste rettigheder, herunder udlæg, udslettes af bilbogen, når der er forløbet 10 år efter dokumentets tinglysning, og der ikke inden udløbet af denne frist er anmeldt fornyet tinglysning.

Der skal kun anmodes om forlængelse af denne frist, hvis inddrivelsesmyndighedens underliggende skyldforhold er holdt i live, og i det omfang den udlagte bil kan antages at udgøre betryggende sikkerhed for restancen.

Udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer forældes efter 20 år.

Forældelsen af udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer indtræder dog ikke, så længe fordringen, som udlægget skal sikre, holdes i kraft.

Skibe over 20 bruttoregistertons skal registreres og er derfor omfattet af 20 års forældelse. Skibe på mellem 5 og 20 tons kan registreres i skibsregisteret. Det betyder, at hvis et sådant skib ikke er registeret, er det et løsøre, således at reglerne for forældelse af udlæg i løsøre er gældende, jf. afsnit D.8.2.

I øvrigt henvises til afsnit D.5.9.6 og D.5.9.7, der nærmere behandler definitionen af disse aktiver.

Udlæg i fast ejendom forældes formentlig efter 20 år.

Tinglysningslovens § 42, angiver, at panteretten ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom ikke forældes. Denne bestemmelse finder formentlig ikke analogt anvendelse på udlæg.

Forældelsen af udlæg i fast ejendom indtræder dog ikke, så længe fordringen, som udlægget skal sikre, holdes i kraft, jf. UfR 1980.251 VLK, hvor retten fandt, at udlæg som var tinglyst for mere end 20 år siden, ikke kunne udslettes i medfør af TL § 20, stk. 1, da det var uafklaret, om de underliggende fordringer helt eller delvist bestod.

Derimod bortfalder udlæg i fast ejendom, hvis den underliggende fordring er forældet, jf. UfR 2001, 1275 HD, hvor retten fandt, at udlægget var knyttet således til fordringen, at de hensyn, der havde ført til fordringens forældelse inden for et bestemt tidspunkt, ligeledes måtte føre til, at den adgang til fyldestgørelse, som udlægget gav, faldt bort ved fordringens forældelse.

Ifølge TL § 20, stk. 2, kan tinglysningsdommeren slette rettigheder - herunder udlæg - i tingbogen, der er over 20 år gamle, og som sandsynligvis er ophørt, eller hvortil der efter al rimelighed ikke længere findes nogen berettigede.

Se i øvrigt nærmere om forældelse af udlæg i fast ejendom i afsnit C.6.3.

Fogedens udlæg kan - bortset fra ovennævnte grunde, der typisk handler om forældelse af udlæg i et givent aktiv - også bortfalde af andre grunde.

Det er klart, at hvis inddrivelsesmyndighedens fordring er betalt eller indfriet ved afgørelse om gældssanering, eftergivelse, tvangsakkord, frivillig akkord, eller på anden måde frafaldet, er udlægget bortfaldet, og inddrivelsesmyndigheden skal derfor aflyses eller ophæve udlægget.

Det blev fastslået af Højesteret, at udlæg i fast ejendom bortfalder, hvis den underliggende fordring er forældet, jf. UfR 2001, 1275 HD. Det må antages ligeledes at være tilfældet ved udlæg i andre aktiver end fast ejendom. Det vil sige, at hvis den underliggende fordring er forældet, er udlægget i et aktiv også bortfaldet. Se også afsnit D.8.7 og C.6.3 samt D.7.3.6.

Pantefogedens adgang til at foretage subsidiært udlæg hos skyldnerens ægtefælle er ikke reguleret af en selvstændig bestemmelse om forældelse, men er bestemt af, om den underliggende fordring er forældet eller bortfaldet, jf. UfR 1990, 210 VLD, hvor retten fandt, at adgang til subsidiært udlæg ikke forældes, før skattekravet mod den anden ægtefælle er forældet. Se nærmere herom i afsnit C.6.5.

Udlæg i et aktiv, som fogeden har foretaget, men som fogedretten eller landsretten senere endeligt ophæver ved afgørelse, er naturligvis bortfaldet.

Det drejer sig typisk om fogedens udlæg i forbindelse med gennemførelse af udlægsforretningen, der efter omstændighederne kan falde bort på grund af tilsidesættelse af de pligter med videre, som fogeden er underlagt, og som er reguleret i bestemmelserne i inddrivelsesloven og retsplejeloven.

Fra retspraksis kan enkelte eksempler anføres:

UfR 1990, 942 VLK. Skyldneren mødte ikke frem til udlægsforretning på pantefogedens kontor. I tilsigelsen var anført, at udgående udlægsforretning ville blive foretaget i ugen derefter, hvilket ikke opfyldte kravet i RPL § 493, stk. 1. Udlægget blev ophævet.

UfR 1997, 674 ØLK. I forbindelse med et subsidiært udlæg hos skyldnerens ægtefælle, blev denne ikke behørigt indkaldt til udlægsforretningen. Udlægget i hendes ejendom blev ophævet.

UfR 1980, 1060 VLK. Et udlæg i fast ejendom blev ophævet, idet skyldneren ikke var blevet vejledt om sin påvisningsret efter RPL 517, jf. § 500, stk. 1, da det ikke kunne udelukkes, at han kunne have påvist andre genstande af tilstrækkelig værdi til at dække kravet.

UfR 1996, 1699 HD. Udlæg i aktiver, der var købt for en del af en udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne, var holdt adskilt fra skyldnerens øvrige formue, jf. RPL § 513, stk. 1, 2. pkt. Udlæggene blev derfor ophævet.

Hvis udlægsgenstanden senere skifter karakter, betyder det også, at fristen for bortfald af udlægget ændres. Hvis der er foretaget udlæg i en bil, der udsættes for en totalskade, skifter udlægget over til at være et udlæg i et krav på skadeserstatning. Det vil sige udlæg i en simpel fordring, jf. forsikringsaftalelovens § 54.

Fogedens udlæg i et aktiv er udgangspunkt ikke bortfaldet, hvis fogeden har glemt at iagttage en eventuel sikringsakt, som er nødvendigt for at sikre udlæggets prioritetsstilling over for skyldnerens senere kreditorer og godtroende aftaleerhververe.

Der er alene tale om iagttagelse af en sikringsakt, som bestemmer prioritetsrækkefølgen mellem skyldnerens forskellige interessenter indbyrdes. Fogedens manglende sikringsakt betyder ikke tab af udlægsretten, men derimod efter omstændigheder helt eller delvist tab af provenuet ved realisation af genstanden.

RPL § 508, jf. § 518, stk. 1, bestemmer, at udlæg i et aktiv skal kunne identificeres.

Hvis fogeden i forbindelse med udlæg i et aktiv ikke har foretaget tilstrækkelig beskrivelse af det udlagte aktiv i udlægsbladet, er udlægget efter omstændighederne ugyldigt. Og et ugyldigt udlæg er bortfaldet.

Fogeden er underlagt en saglig kompetence, der blandt andet omfatter, hvilke fordringer fogeden kan foretage udlæg for, fogedens beføjelse til at behandle klager under og efter udlægsforretningen, samt i øvrigt fogedens kompetence i forhold til den judicielle fogeds kompetence (fogedretten). Se nærmere herom i afsnit D.1.3.1.2.

Fogeden er også underlagt en stedlig kompetence, der regulerer hvor det forestående udlæg kan foretages, hvilken foged der kan foretage det, og hvilke aktiver - med hensyn til den geografiske placering - udlægget kan foretages i. Se nærmere herom i afsnit D.1.3.1.1.

Hvis fogeden har handlet i strid med den saglige eller stedlige kompetence, kan udlægget efter omstændighederne være bortfaldet.

Det er fx tilfældet, hvis fogeden har foretaget udlæg i et aktiv for en fordring, som fogeden ikke kan foretage udlægsforretning for, fx fordi kravet manglende udpantningsret. Et sådant udlæg er ugyldigt og falder bort, jf. fx UfR 1994, 120 VLK, hvor retten fandt, at udlæg foretaget af pantefogeden ikke havde udpantningshjemmel i den pågældende lov, og kommunen blev henvist til at gøre kravet gældende ved civil retssag.

Hvis fogeden - i forbindelse med en klage over udlægsforretningen - ved en fejl ikke får indbragt indsigelsen for fogedretten, der er fremsat over for fogeden under udlægsforretningen eller inden udløbet af 4-ugers fristen, skal fogeden og inddrivelsesmyndigheden være opmærksom på retsvirkningen. Den manglende opfølgning på indsigelsen kan i visse tilfælde betyde, at udlægget er bortfaldet.

I den forbindelse skal inddrivelsesmyndigheden og fogeden sondre mellem følgende situationer:

  • Hvis fogeden bliver bekendt med ovennævnte fejl, og fristen er overskredet fra 4 uger indtil et år fra udlægsforretningens foretagelse, har fogeden dog mulighed for at indbringe indsigelsen for fogedretten, jf. INDL § 6, stk. 3, 5. pkt. Afviser fogedretten at behandle indsigelsen, eller ophæver fogedretten udlægget efter behandling af sagen, er udlægget i begge tilfælde bortfaldet.
  • Hvis fogeden bliver bekendt med ovennævnte fejl, og fristen er overskredet udover et år fra udlægsforretningens foretagelse, er udlægget bortfaldet.
  • I de situationer, hvor udlægget bortfalder på grund af fogedens fejl, betyder formentlig, at selve den underliggende fordring i mellemtiden kan være forældet, idet forældelsen af fordringen ikke er afbrudt, jf. RPL § 527. Er fordringen forældet, skal den afskrives. Er fordringen ikke forældet, kan inddrivelsesmyndigheden bede fogeden foretage en ny udlægsforretning, således at fogeden kan indbringe indsigelsen for fogedretten, hvis skyldneren fastholder indsigelsen under udlægsforretningen.

I øvrigt henvises til afsnit D.7.3.6 om retsvirkningen ved fogedens manglende opfølgning på indsigelse fremsat under en udlægsforretning.