Arrest og forbud kaldes under ét for foreløbige retsmidler og har til formål at undgå, at skyldnerens dispositioner hindrer kreditors senere fyldestgørelse.

Arrest er et vigtigt element til sikring af det offentliges krav i forhold til den kreds af virksomheder, der ikke er indstillet på at følge "spillereglerne".

Forbud anvendes til at beskytte en ret ved at hjemle anvendelse af sanktioner mod handlinger, der strider mod denne ret.

Et eksempel på hvor et forbud kan være nødvendigt er, at virksomheden ikke stiller den pålagte sikkerhedsstillelse, jf. OPKL § 11 og § 11a, og derved driver uregistreret virksomhed, jf. afsnittet om materiel registreringskontrol.

Arrest anvendes til fyldestgørelse af pengekrav ved at sikre tilstedeværelsen af aktiver, der kan danne grundlag for et senere udlæg. Told- og skattemyndighedernes anvendelse af arrest vil typisk være i situationer, hvor man - fx. i forbindelse med en kontrol - konstaterer både et krav og aktiver til hel eller delvis dækning heraf, og hvor omstændighederne er af en karakter, der gør det nærliggende at frygte, at aktiverne vil blive bragt uden for kreditorernes rækkevidde, inden kravet kan gøres endeligt op og rejses formelt, eller inden et fastslået krav forfalder til betaling, fx restskat for et tidligere indkomstår.

Arrest skal som nævnt sikre et pengekrav. En arrest kan ikke udstrækkes til flere af en restants aktiver, end det er nødvendigt for at sikre det pågældende krav. En arrest kan afværges eller ophæves mod sikkerhedsstillelse for kravet.

De foreløbige retsmidler anvendes i tilfælde, hvor kreditors krav ikke er fastslået ved et af de i RPL § 478 nævnte eksegible retsgrundlag, fx en dom eller et retsforlig. Til sikring for skatte- og afgiftskrav kan arrest anvendes, når kravet ikke er gjort gældende ved en ansættelse.

Arrest er således et foreløbigt sikringsmiddel for pengekrav, som medfører, at skyldner mister råderetten over de aktiver, som er omfattet af arresten. Herved sikrer kreditor sig, at der er aktiver at foretage udlæg i, når det nødvendige eksekutionsfundament foreligger.

Arresten er ikke en egentlig panteret og er dårligere beskyttet end et udlæg. Arrestinstituttet har derfor kun praktisk betydning, når betingelserne for at foretage udlæg endnu ikke er til stede.

Arresten skal indenfor nærmere frister følges op af en justifikationssag, hvor det afgøres, om kreditor har den påståede ret, og om arresten er lovligt foretaget og forfulgt.

Hvis en kreditormyndighed opnår arrest på grundlag af en fordring, der efterfølgende viser sig ikke at bestå, skal kreditor betale skyldneren erstatning for tab og tort, jf. RPL § 639, som i sagen TfS 2000, 995 ØLD. I denne sag foretog skattemyndighederne en skattemæssig forhøjelse på 5,6 mio. kr. og foretog arrest for kravet. Efterfølgende afsagde Landsskatteretten kendelse om, at skatteansættelsen skulle nedsættes til det selvangivne beløb. Herefter måtte skattemyndighederne betale erstatning, da der var opnået arrest for et krav, der ikke bestod.

 

Reglerne om arrest findes i retsplejelovens kapitel 56. Kompetencen til at træffe afgørelse om foretagelse af arrest ligger hos fogedretten. Når inddrivelsesmyndigheden finder grundlag for at benytte arrestinstituttet, indsendes en begrundet indstilling til Told- og Skattestyrelsen med henblik på videresendelse til Kammeradvokaten, der indgiver begæringen om arrest til fogedretten. Beslutninger om at foretage arrest er i sagens natur normalt af hastende karakter, så det vil i reglen være hensigtsmæssigt med en telefonisk drøftelse med Told- og Skattestyrelsen af det konkrete sagsforløb.

Efter reglen i RPL § 627 kan arrest kun foretages til sikkerhed for pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg for fordringen og det antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.

Hvis fogedretten ud fra det fremlagte antager, at fordringen ikke består, kan der ikke foretages arrest, jf. RPL § 628, stk. 1.

Fogedretten foretager ikke en egentlig prøvelse af fordringen, men arrest er således alene udelukket, hvis det umiddelbart må antages, at fordringen ikke består. Der stilles ikke krav om, at fordringshaveren skal sandsynliggøre eller godtgøre sin fordring mod skyldneren. Fremkommer der imidlertid oplysninger af en sådan art, at fogedretten må skønne, at fordringen ikke består, skal fogedretten nægte at gennemføre arrestforretningen. Skyldneren har bevisbyrden for, at fordringen ikke består, og beviset må føres efter de almindelige fogedretlige regler, jf. RPL § 501.

Det er en betingelse, at fogeden ikke kan foretage udlæg for kravet,

jf. RPL § 627, nr. 1.

Årsagen til den manglende udlægsadgang kan være, at der ikke er noget tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, eller at eksekutionsfristen endnu ikke er udløbet, jf. RPL §§ 480, 482 og 484.

Suspension af eksekutionsfristen på grund af anke af en dom afskærer ikke arrest, UfR 1981,137 VLD.

Der kan foretages arrest, selvom fogedretten udsætter en udlægsforretning efter reglen i RPL § 502, stk.1, eller tillægger kære af udlægsforretningen opsættende virkning, jf. RPL § 587.

Arrest kan ligeledes foretages i de tilfælde, hvor rekvirentens fordring er henvist til afgørelse ved voldgift, jf. UfR 1980,259 VLK. Det antages, at der ikke på forhånd kan gives afkald på arrestmuligheden i forbindelse med vedtagelse af en voldgiftsklausul.

Der skal foreligge en særlig arrestgrund, jf. RPL § 627, nr. 2. Det vil sige, at det må antages, at muligheden for senere dækning forringes væsentligt, hvis der ikke foretages arrest.

Det er inddrivelsesmyndigheden, der over for fogedretten skal sandsynliggøre den forringede fyldestgørelsesmulighed. Der stilles ikke krav om fuldt bevis, men der skal over for fogedretten kunne henvises til konkrete omstændigheder vedrørende skyldners personlige eller økonomiske forhold. I UfR 2001, 667 VLK ophævede landsretten en af fogedretten foretaget arrest med den begrundelse, at K (køber) ikke havde henvist til konkrete omstændigheder i form af mistænkelige eller påfaldende dispositioner fra S’s (sælger) side til støtte for, at arrestbetingelserne i RPL § 627, nr. 2, er opfyldt, men alene til, at skyldneren har bopæl i udlandet, hvilket i den foreliggende situation, hvor K ved aftalens indgåelse var bekendt med, at S havde bopæl i udlandet, ikke i sig selv burde medføre, at betingelserne i § 627, nr. 2, var opfyldt. Fogedretten havde på begæring af K foretaget arrest hos S for et krav på 756.000 kr. vedrørende en ejendomshandel. S var bosiddende i England, men opholdt sig 180 dage årligt i Danmark hvor pågældende havde ejendomme. Fogedretten havde fundet, at S havde en sådan tilknytning til udlandet, at K’s mulighed for senere at opnå dækning uden foretagelse af arresten ville blive væsentligt forringet.

Som eksempel på en særlig arrestgrund kan nævnes risikoen for, at skyldner vil tage varigt ophold i udlandet.

Andre eksempler kan være, at skyldner foretager usædvanlige forretningsmæssige dispositioner eller usædvanlige realisationer af aktiver og i tilfælde, hvor skyldner direkte tilkendegiver at ville lægge hindringer i vejen for kreditors fyldestgørelse.

Vedrørende sidstnævnte se Fuldmægtigen 1997,68/3, hvor skyldner efter rekvirenten havde afslået at modtage et beløb til fuld og endelig afgørelse udtalte, at hun i så fald ville anvende pengene på sig selv og på et nyt køkken. Fogedretten nægtede at fremme forretningen under henvisning til, at rekvisitas udtalelse angiveligt var fremsat i meget ophidset tilstand. Fogedrettens kendelse blev kæret til landsretten, der fandt, at arrestforretningen burde fremmes mod sikkerhedsstillelse.

De aktiver, der kan gøres arrest i, er stort set sammenfaldende med de aktiver, der kan gøres til genstand for udlæg efter reglerne i RPL §§ 507 517. Det vil bl.a. sige, at trangsbeneficiet skal respekteres såvel under arrestforretningen som under den efterfølgende udlægsforretning.

Det fremgår af RPL § 630, at arrest kan afværges, hvis skyldner inden arrestens foretagelse har stillet tilstrækkelig sikkerhed for kreditors fordring. Sikkerheden kan navnlig stilles i form af pant eller kaution.

Begæring om arrest skal indgives skriftligt til fogedretten, jf. RPL § 631. Begæringen skal indeholde de konkrete omstændigheder, som kreditor mener truer hans udsigt til dækning af fordringen, og de dokumenter, som kreditor ønsker at påberåbe sig under sagen, skal være vedlagt.

Er disse krav ikke opfyldt, kan fogedretten afvise sagen, jf. RPL § 631, stk.2, med henvisning til § 489, stk. 1. Der kan dog efter reglen i RPL § 488, stk. 3, indrømmes kreditor en frist til at berigtige manglerne ved begæringen.

I RPL § 631, stk. 2, anføres en række bestemmelser, som finder anvendelse under sagens behandling. Der er i vid udstrækning tale om de samme regler, som gælder for fremgangsmåden under udlægsforretninger og for sikringsakter i forbindelse med udlæg.

Er begæring om arrest indleveret til den forkerte fogedret, kan henvisning til rette fogedret ske efter reglen i RPL § 489, stk. 2.

I lighed med hvad der gælder i forbindelse med andre fogedsager, kan fogedretten fastsætte tid og sted for arrestforretningen. Under hensyntagen til arrestens karakter af foreløbigt retsmiddel kan forretningen foretages med meget kort varsel. Ofte vil der være grundlag for at påbegynde arresten på skyldners bopæl.

Reglerne i RPL § 493 og § 494 om underretning og tilsigelse af skyldner gælder også ved arrest. Arrestbetingelsen i RPL § 627, nr. 2, vil imidlertid ofte kræve, at der efter reglen i RPL § 493, stk. 2, undlades underretning af skyldner om tid og sted for forretningen.

Arrestforretningen kan efter RPL § 502 udsættes, men af hensyn til arrestens karakter af foreløbigt retsmiddel, er fogedretten efter praksis tilbageholdende hermed.

Tredjemand kan forlange af få genoptaget en arrestforretning, hvis han mener den strider mod hans ret, jf. RPL § 504, nr. 1 og 4. Det ville være urimeligt, hvis tredjemand skal afvente udfaldet af justifikationssagen, før det endeligt kan fastslås, om han frit kan disponere over det arresterede aktiv.

Genoptagelse under henvisning til tredjemands indsigelse har ingen betydning for arresthaver, idet den alene vil angå arrestens genstand. Af samme grund har en skyldner, som ikke har været til stede under arrestforretningen mulighed for at begære genoptagelse, således at han kan gøre brug af sine rettigheder efter RPL §§ 509 516.

Arrestbegæring fremsendes normalt til Kammeradvokaten via Told- og Skattestyrelsen.

En begæring om arrest kan fx udfærdiges således:

"ToldSkat SS, Region NN skal i en nærværende kontrolsag hos selskabet C ApS anmode om, at der foretages arrest jf. retsplejelovens § 627 nr. 2 i selskabets bankkonto hos Bank AA.

Sagen vedrører følgende forhold:

Selskabet:

 

C ApS

(Gade)

( By)

Personkreds:

 

D

Cpr. nr. xxxxxx-xxxx

(Gade)

(By)

F

Cpr. nr. xxxxxx-xxxx

Adresse ukendt

M

Hollandsk statsborger

Selskabets stifter og direktør

Bank

 

Bank AA A/S

(Gade)

(By)

Konto nr. 3000 0000000000

Valuta konto nr. 3111 1111111111

Sagens faktiske forhold

 

Der er tale om et selskab der er anmeldt til registrering den 1. august 2000. Selskabet er herefter registreret for merværdiafgift, med opstartsdato den 20. august 2000.

Selskabet har angivet branchen på registreringsblanketten som værende "handel med edb m.m.". Selskabet driver handel med mini-computere.

Selskabets daglige drift foretages overfor ToldSkat af F, der er salgsdirektør i selskabet.

F er kendt fra et selskab, I ApS, CVR nr. YY XX XX XX , der har været registreret hos ToldSkat MM, Region ZZ i samme periode som C ApS har eksisteret.

I ApS har ligeledes drevet handel med mini-computere. Selskabet i ToldSkat MM’s område er for nyligt blevet nægtet registrering på grund af en manglende sikkerhedsstillelse opkrævet på baggrund af, at F har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med selskabts registrering.. Ved opgørelsen af selskabets merværdiafgift kunne det godtgøres, at selskabet havde købt varerne dyrere end de blev solgt. Selskabet har derved underfaktureret varerne.

Af C ApS’s bankkontoudtog fremgår det, at selskabet overfører store pengebeløb til udlandet. Regionen antager at disse overførelser angår køb af varer i et andet EU-land. Hvis disse pengeoverførelser sammenholdes med de betalinger de danske virksomheder indsætter som betaling for varer købt hos C ApS fremgår det tydeligt, at selskabet køber varerne dyrere end de sælges. Dette selskab underfakturerer ligeledes.

Af selskabets bankkonto fremgår det endvidere, at de beløb som indsættes af de danske virksomheder straks efter overføres til udlandet. Dette betyder, at selskabet ikke vil have mulighed for at betale den moms, der på et senere tidspunkt skal betales til ToldSkat, idet kontoen tømmes efter hver handel.

Samme forhold gjorde sig ligeledes gældende ved I ApS, der ikke var i stand til at betale et momstilsvar på 300.000 kr.

Derudover fremgår det af kontoudtoget, at selskabets danske købere betaler for varen før end C ApS skal afregne overfor dem, som de har købt varerne af. De danske købere forudbetaler således, hvorfor selskabet ikke selv lægger en likviditet ud ved handlerne.

Det skal bemærkes, at udover M er det kun D, der kan disponere over kontoen i Bank AA.

Selskabet har ingen aktiver udover det nuværende indestående på selskabets bankkonto på 7.000.000 kr.

Af selskabets salgsfakturaer indhentet hos de danske virksomheder fremgår det, at der er opkrævet dansk moms ved salget. ToldSkat SS, Region NN kan på nuværende tidspunkt opgøre en salgsmoms på 5.000.000 kr. der skal angives og betales den 10. februar 2001. Momstilsvaret er alene opstået ved 6 handler i perioden 15. - 24. oktober 2000.

Der vedlægges kopi af de henvendelser ToldSkat SS har modtaget fra andre selskaber i branchen, hvoraf det fremgår, at selskabet sælger varerne billigere end markedsprisen.

Der vedlægges kopi af bankkontoudtog, salgsfakturaer, notat fra ToldSkat MM og henvendelser fra branchen.

Såfremt der måtte være spørgsmål til ovenstående, er De velkommen til at kontakte undertegnede."

Arresten giver ikke kreditor nogen fyldestgørelsesadgang, men er alene et retsskridt, som foretages for at åbne mulighed for senere udlæg og dermed fyldestgørelse i det pågældende aktiv.

Ved at foretage arrest søger kreditor at sikre sig, at der er noget at gøre udlæg i, når det fornødne eksekutionsgrundlag foreligger, idet skyldneren med arresten afskæres fra at råde i strid med arresthaverens ret.

Straffelovens § 283 om skyldnersvig giver kreditor en vis beskyttelse mod, at skyldner på graverende måde forringer sin økonomiske stilling til skade for sine kreditorer.

Samme formål tjener konkurslovens regler om omstødelse, idet skyldners dispositioner i et vist omfang kan omstødes, hvis han erklæres konkurs mv. Muligheden for at foretage arrest i et aktiv er ligeledes med til at beskytte kreditorerne mod skyldners dispositioner i strid med deres interesser.

Arresten er ikke beskyttet mod at skyldners øvrige kreditorer kan foretage udlæg i aktivet.

Konsekvensen af, at arresten ikke er kreditorbeskyttet er, at den plads i prioritetsordenen, som arresten har forbeholdt, besættes af den kreditor, som først foretager udlæg efter arrestens foretagelse.

I overensstemmelse hermed antages det, at det beløb, som tilfalder arrestens plads, i tilfælde af tvangsauktion skal indbetales til fogedretten, som herefter afventer, hvem der først foretager udlæg i beløbet.

Anmeldelse af betalingsstandsning hindrer kreditorerne i at indlede individualforfølgning herunder arrest, jf. KL § 16, stk.1. Undtaget herfra er dog arrest for uomstødelige pantefordringer.

En arrest foretaget før betalingsstandsningen består under betalingsstandsningen. Er der sket rådighedsberøvelse før betalingsstandsningen forbliver den i kraft.

Rådighedsberøvelse på grundlag af en arrest foretaget før betalingsstandsningen kan under betalingsstandsningen kun ske efter skifterettens beslutning, uanset arresten vedrører en uomstødelig fordring, jf.KL§ 16,stk.2.

Fra tidspunktet (klokkeslettet) for konkursdekrets afsigelse kan der ikke foretages arrest i aktiver, som indgår i boet, og allerede foretaget arrest bortfalder automatisk, jf. KL § 31, stk. 3. Det samme gælder, hvis skyldners dødsbo behandles efter reglerne i skiftelovens §§ 6972, som insolvent dødsbo.

Åbning af tvangsakkord afskærer efter reglen i KL § 171 iværksættelse af individualforfølgning, herunder arrest. Beskyttelsen gælder imidlertid kun for de aktiver, som er omfattet af akkorden. Adgangen til at forfølge en allerede foretaget arrest suspenderes efter KL § 171, stk. 2. Også suspensionen er begrænset til de aktiver, som er omfattet af akkorden, jf. KL § 184, stk. 2.

 

Arresten bortfalder, når dens plads i prioritetsrækken fuldt ud er blevet besat med udlæg, jf. UfR 1985, 969 VLK.

Den 1-årige forældelsesfrist i RPL § 526 gælder ikke for arrester. Dette begrundes med, at det ofte vil være svært at gennemføre justifikationssag og foretagelse af udlæg på et år.

Hvis der indgås forlig under en arrestforretning, kan der umiddelbart foretages udlæg efter reglen i RPL § 478, nr. 2, idet der i så fald foreligger et retsforlig.

Foretagelse af arrest kan afværges, eller en allerede foretagen arrest kan bortfalde, hvis skyldneren stiller fornøden sikkerhed for kravet, jf. RPL § 630. Sikkerhed stillet af tredjemand må sidestilles hermed. Tredjemands sikkerhed bortfalder ikke i tilfælde af konkurs. Derimod kan det komme på tale at omstøde kravet efter reglerne i KL §§ 70 og 74.

Inden arrestforretningen påbegyndes, eller arrest foretages, kan fogedretten bestemme, at rekvirenten som betingelse for arrestens foretagelse skal stille sikkerhed for et eventuelt erstatningskrav i anledning af arresten, jf. RPL § 629.

Der kræves som regel en sikkerhed svarende til det beløb, der ønskes arrest for. Fogedretten kan justere eller ændre sin afgørelse om sikkerhedsstillelse frem til det tidspunkt, hvor arresten foretages.

Hvor rekvirenten er en offentlig myndighed, er sikkerhedsstillelse dog overflødig, jf. UfR 1983, 601 VLK, hvor retten udtalte, at de hensyn, der ligger bag reglerne om rekvirentens sikkerhedsstillelse, ikke gør sig gældende, når rekvirenten er en offentlig myndighed.

Fogedrettens afgørelse om sikkerhedsstillelse kan kæres efter reglen i RPL § 640. Kære har ikke opsættende virkning.

De foreløbige retsmidler er foreløbige forstået på den måde, at arresten medmindre skyldner frafalder det under selve forretningen skal følges op af en justifikationssag.

Fogedrettens afgørelser i arrestsager kan altid kæres, jf. RPL § 640. Dette gælder uanset om forretningen fremmes.

Justifikationssagen skal anlægges inden en uge efter arrestens foretagelse, jf. RPL § 634. Sagen skal anlægges ved de almindelige domstole. Verserer der allerede en retssag om den fordring, som arresten vedrører skal sagen dog anlægges ved den samme domstol, som behandler retssagen om fordringen.

Under justifikationssagen skal det påkendes om arresten er lovlig gjort. Der kan under sagen også ske en egentlig prøvelse af rekvirentens fordring, såfremt der er tvist om fordringens eksistens eller størrelse. Dog vil et skattekrav, der ikke er endeligt, fordi det er under påklage ikke blive efterprøvet, men justifikationssagen vil blive udsat, for at afvente den administrative rekursmyndigheds afgørelse.

Rekvirenten skal anlægge en justifikationssag selvom arresten er afværget ved sikkerhedsstillelse efter reglen i RPL § 630.

En foretagen arrest kan anfægtes såvel under justifikationssagen som under kære. På grund af arrestens karakter af foreløbigt retsmiddel kan kære ikke tillægges opsættende virkning.

Et kæremål bør i sin helhed behandles på samme grundlag som i fogedretten, således at justifikationssagen ikke overflødiggøres.

Den egentlige prøvelse af rekvirentens krav skal stadig ske under justifikationssagen. Tvister om fogedrettens fremgangsmåde, bevisførelsen, sikkerhedsstillelse, og hvad der foretages arrest i, vil derimod kunne afgøres gennem kære.

En arrest kan ophæves under justifikationssagen eller som følge af efterfølgende omstændigheder, jf. RPL § 638. Fogedrettens afgørelse herom kan kæres efter reglen i RPL § 640.

 

Hvis inddrivelsesmyndigheden finder, at betingelserne for at foretage arrest for et krav på skatter og afgifter er opfyldt, herunder at myndigheden kan fremlægge de nødvendige dokumentationer og sandsynliggørelser, der er anført ovenfor, forelægges sagen for Told og Skattestyrelsen.

Forelæggelsen kan også finde sted telefonisk på grund af sagens hastende karakter. Told og Skattestyrelsen tager herefter stilling til, hvorvidt Kammeradvokaten skal inddrages med henblik på at varetage ToldSkat's interesser under arrestens foretagelse og anlæggelse af den efterfølgende justifikationssag, der skal anlægges inden en uge efter arrestens foretagelse, se afsnit D.9.6 Justifikationssagen.