En konkurs over en skyldner betyder, at skyldneren må overlade sine aktiver til fordeling blandt kreditorerne, jf. hovedreglen om konkursmassen i KL § 32. Skifteretten afgør, om der skal afsiges konkursdekret, men initiativet kan tages af en af skyldnerens kreditorer eller skyldneren selv. Konkursen medfører, at skyldneren mister rådigheden over sin formue. Den går over til et konkursbo, hvor en kurator varetager alle kreditorers interesser.

Konkursen betyder endvidere, at den enkelte kreditors ret til at foretage en individualforfølgning af sit krav over for skyldneren ikke kan finde sted under selve konkursen i konkursmassen.

Fordelingen af skyldnerens aktiver sker ved, at aktiverne omsættes til penge, der udloddes til skyldnerens kreditorer i en bestemt rækkefølge, konkursordenen. Reglerne tilsigter at give kreditorerne en samtidig og ligelig dækning af deres krav. Princippet bag konkursloven bygger således på skyldnerens urådighed og ligelighed blandt kreditorerne.

Konkurs kan komme på tale, når en skyldner ikke er i stand til over for kreditorerne at opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og det må antages, at skyldnerens betalingsudygtighed ikke blot er forbigående.

RIM har som enhver anden kreditor ret til at indgive konkursbegæring, når den mener, at dette skridt er nødvendigt for at sikre SKAT`s krav eller for at hindre yderligere krav i at opstå.

RIM´s anvendelse af konkursinstituttet reguleres af de almindelige forvaltningsmæssige grundsætninger, hvor de væsentligste er princippet om saglighed og proportionalitet. I inddrivelsesarbejdet er konkurs det strengeste middel. RIM skal inddrage denne retsgrundsætning i sin vurdering af, hvad der er tilstrækkeligt til at sikre SKAT´s krav. Grundsætningen styres af hensynet til at sikre tabsforebyggelse, lønsomhed og individualitet.

I afsnit H.3.5 gennemgås eksempler på de momenter, RIM kan inddrage i sin afvejning af, om en skyldner skal begæres konkurs.

Prøvelsen af RIM´s anmodning om konkurs sker i skifteretten, og dennes afgørelser kan kæres til landsretten.

Når andre kreditorer indgiver konkursbegæring mod skyldneren, inddrages RIM ikke i behandlingen, og den får derfor først på et senere tidspunkt kendskab til konkursen. Af hensyn til at sikre SKAT´s interesser i konkurssager skal RIM være opmærksom på, om der afsiges konkursdekret mod virksomheder, der er beliggende i netop dens distrikt, og som skal betale skatter, afgifter eller told.

Enhver fysisk og juridisk person kan være skyldner og kan derfor også erklæres konkurs. RIM kan således, når betingelserne er til stede, begære enhver fysisk person konkurs, fx en lønmodtager eller en selvstændigt erhvervsdrivende. Det samme gælder juridiske personer som fx aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsforeninger, foreninger, selvejende institutioner mv.

For så vidt angår de juridiske personer er det afgørende i forbindelse med konkursbehandlingen, at selve sammenslutningen - den juridiske person -kan anses for at være en selvstændig skyldner. Hvis blot en af deltagerne i sammenslutningen hæfter personligt og direkte for sammenslutningens gæld, antages det, at sammenslutningen ikke kan betragtes som selvstændig skyldner og og følgelig heller ikke som sådan kan erklæres konkurs. Aktieselskaber og anpartsselskaber kan herefter umiddelbart erklæres konkurs.

I et interessentskab hæfter deltagerne - interessenterne - personligt og direkte for interessentskabets gæld. En konkursbegæring mod et interessentskab må herefter rettes mod deltagerne personligt. Når samtlige interessenter er erklæret konkurs, tages interessentskabets bo under særskilt konkursbehandling, selv om interessentskabet isoleret set er solvent. Det er ikke nødvendigt at foretage en selvstændig prøvelse af interessentskabets insolvens, og en formel konkursbegæring kræves ikke.

Kommanditisterne hæfter med indskuddet, mens komplementaren hæfter personligt. Selv om komplementaren eller komplementarerne er erklæret konkurs, kan skifteretten underkaste kommanditselskabet en selvstændig prøvelse af, om selskabet er insolvent. I UfR 1996, 179 ØLK, kunne et kommanditselskab ikke tages under konkursbehandling alene under henvisning til, at samtlige komplementarer var under konkurs. Skifteretten havde uden at foretage en selvstændig bedømmelse af kommanditselskabets solvens taget kommanditselskabet under konkursbehandling, da samtlige komplementarer var under konkurs

RIM kan som kreditor søge at begære en skyldner erklæret konkurs. I et sådant tilfælde anses RIM som konkursrekvirent, jf. afsnit H.3.5 om kriterier for, hvornår man skal foranledige konkursbegæring indgivet.

Før skifteretten afsiger et konkursdekret, skal en række betingelser være opfyldt. Reglerne om, hvornår en skyldner kan erklæres konkurs, findes i KL §§ 17-20 og gennemgås særskilt i afsnit H.3.3.2 - H.3.3.3. Herudover er det vigtigt at være opmærksom på nogle særlige forudsætningsvise betingelser, jf. afsnit H.3.3.1.

Da disse betingelser inddrages i skifterettens vurdering af, om en skyldner kan erklæres konkurs, skal RIM også være opmærksom på disse betingelser og foretage en vurdering heraf, inden den afgør, om en skyldner bør erklæres konkurs.

I relation til kreditor kræves det i øvrigt, at denne er en 3. mand i forhold til skyldner. Det betyder fx, at den, der har foretaget indskud i en virksomhed som aktionær eller anpartshaver (ansvarlig lånekapital), ikke kan fremkalde en konkurs, medmindre han samtidig er kreditor.

For at en fordring eller et krav på skyldner kan berettige til at erklære skyldneren konkurs, skal fordringen opfylde visse betingelser.

RIM har som kreditor bevisbyrden for, at fordringen eksisterer. Det er dog ikke nødvendigt at opnå dom, forlig eller lignende over skyldneren for fordringens beståen for at kunne anvende fordringen som grundlag for en konkurs. Fordringen behøver heller ikke at være forfalden til betaling på tidspunktet for indgivelse af konkursbegæring.

Fordringen må dog ikke have en sådan beskaffenhed, at der skal føres et bevis for fordringens eksistens af et omfang, at det overgår den bevisførelse, der bør finde sted ved behandlingen af en konkursbegæring. Fordringens eksistens skal derimod være så klar, at den umiddelbart kan danne grundlag for en konkurs.

Er RIM´s krav fx skønsmæssigt eller foreløbigt ansat i henhold til OPKL § 4, stk. 1, og § 5, anses dette som et krav på lige fod med et krav baseret på en indsendt angivelse. Det er dog en betingelse, at myndigheden kan sandsynliggøre, at de skønsmæssige eller foreløbige fastsættelser er korrekte og dermed har en sådan klarhed, at de kan danne grundlag for en konkurs.

Efter statsskattelovens § 38 kan en skyldner ikke ved at klage over skatteansættelsen, slippe for at indbetale sin skat til forfaldstid. Er en skatteansættelse under behandling i det administrative klagesystem, skal kravet have en sådan klarhed, at bevisførelsen omkring kravets eksistens ikke går ud over, hvad der bør føres af bevis ved skifteretten. Københavns Skatteforvaltning ændrede i TfS 1998, 318 (Sø- og Handelsretsdom), skatteansættelsen for et selskab, der påklagede ansættelsen til Landsskatteretten, hvor sagen under konkursbehandlingen stadig verserede. Skifteretten afviste konkursbegæringen på grund af bevisførelsens omfang, og skattekravet havde således ikke den klarhed, der krævedes for kunne danne grundlag for en konkurs.

I TfS 2000, 638 ØLK, kom en falleret skatteyder med indsigelser mod RIM´s krav på bl.a. personskat, da kravet i det væsentligste omfattede et beløb ifølge en upåanket skattekendelse. Skatteyderen, der havde begæret sagen genoptaget, påstod, at kendelsen hvilede på et forkert grundlag, men landsretten afviste, at skifteretten skulle efterprøve skattekravet og stadfæstede konkursen.

Er fordringen tilstrækkelig klar, må det være op til skyldner at bevise kravets usikkerhed. I UfR 1999, 110 HK, bestred en skyldner nogle investeringsaftaler og nægtede at foretage indbetalinger herpå. De berettigede selskaber indgav konkursbegæring mod skyldner, der forinden havde overdraget væsentlige aktiver til ægtefællen. Højesteret fandt, at skyldner ikke havde godtgjort, at aftalerne var så usikre, at de ikke kunne danne grundlag for konkurs. Højesteret lagde også vægt på, at det var af afgørende betydning at få etableret en fristdag af hensyn til eventuel omstødelse.

Som et andet eksempel på, at en skønsmæssig ansættelse er blevet afvist, kan nævnes TfS 1999, 198 ØLD. I sagen påstod RIM, at skifteretten savnede kompetence til at prøve et skattekrav, da den skønsmæssige skatteansættelse ikke havde været prøvet i det administrative klagesystem. Kravet var af skifteretten blevet afvist med den begrundelse, at skattegrundlaget hvilede på et åbenbart forkert grundlag, ligesom størrelsen af skatteindkomsten ikke var forenelig med selskabets beskedne aktiver. Landsretten fastslog, at berettigelsen af et skattekrav i konkursboer ikke kan prøves af domstolene, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, hvilket dog var tilfældet i foreliggende sag. Landsretten stadfæstede skifterettens afgørelse, og kravet blev derfor afvist.

Ud over de i afsnit H.3.3.1 nævnte krav til fordringens beskaffenhed er der i KL § 20, stk. 1, nr. 1-3, nævnt tilfælde, hvor en fordring anses for så tilstrækkeligt sikret, at den ikke kan danne grundlag for konkurs:

  • SKAT´s fordring er sikret ved betryggende pant i skyldnerens aktiver, jf. KL § 20, stk. 1, nr. 1. En fordring er sikret ved betryggende pant, når pantet eller udlægget er tilstrækkeligt til at dække fordringen og ikke kan omstødes. Bestemmelsen omfatter også anden sikkerhed stillet i henhold til OPKL §§11 og 11 a og punktafgiftslovene, fx lov om registreringsafgift og spiritusafgiftsloven, men denne sikkerhed udelukker ikke altid, at der kan søges en konkurserklæring gennemført mod en skyldner. Det kan nemlig i det konkrete tilfælde hævdes, at sikkerheden alene gælder for de endnu ikke forfaldne krav, hvorfor det er op til skifteretten at afgøre, hvorvidt en skyldner, der har stillet sikkerhed efter de gældende love, kan erklæres konkurs.
  • RIM`s fordring er sikret ved betryggende pant stillet af 3. mand, og en konkursbegæring vil stride mod de vilkår, som kreditor og 3. mand har aftalt for sikkerhedsstillelsen, jf. KL § 20, stk. 1, nr. 2. Det er således ikke udelukket at erklære en skyldner konkurs, selv om der foreligger en aftalt kaution eller en sikker selvskyldnerkaution fra en eneanpartsindehaver. Er der derimod aftalt en sikkerhed under den kendelige forudsætning, at der ikke må begæres konkurs, så længe pantet giver fuld dækning, er kreditor bundet heraf. Sikkerhedsstillelser efter punktafgiftslovene eller OPKL §§ 11 og 11a er på forhånd fastlagte i fx opkrævningsbekendtgørelsen § 8 og indeholder således ikke mulighed for sådanne vilkår.
  • SKAT´s fordring er uforfalden og er sikret af 3. mand - eller tilbydes sikret - ved betryggende pant, jf. KL § 20, stk. 1, nr. 3.

Forudsætningen for en konkursbehandling af en skyldners bo er, at den RIM, der tager initiativ til en konkurs, har en reel retlig interesse i konkursens gennemførelse.

I første omgang relateres den retlige interesse til om, kreditor vil få dækning for sit krav. En konkursbegæring fra en efterstillet kreditor vil skifteretten som hovedregel ikke imødekomme, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at der intet vil fremkomme til dækning af den efterstillede gæld. Det samme gælder, hvis skyldner ikke har - eller har haft - nogen aktiver.

Da RIM som regel er tvangskreditor, kan dette forhold bevirke en særlig form for retlig interesse. I UfR 1994, 10 VLK, fik den daværende TSR, nu RIM fremmet en konkursbegæring mod en skyldner uden aktiver af væsentlig værdi. Det var i sagen godtgjort, at TSR havde den fornødne interesse, da det måtte påregnes, at skyldneren ved konkursen ville blive afskåret fra at forøge moms- og skatterestancerne.

I UfR 1994, 95 VLK, havde en plejehjemsbeboer foræret sine børn et beløb af en sådan størrelse, at hendes formue kun udgjorde ca. 1.000 kr. Det offentlige fik et krav på beboeren på 37.000 kr for ophold på plejehjemmet for en periode på ca. 2 år. Kravet var betalt af 3. mand, men det offentlige havde alligevel en retlig interesse i at erklære beboeren konkurs for gennem en omstødelsessag at søge reglerne om betaling af opholdsudgifterne overholdt, ligesom beboeren grundet sin insolvens måtte forventes inden for kort tid at vise sig ude af stand til af egne midler at betale udgifterne.

Retlig interesse i at indgive konkursbegæring mod en skyldner kan også være til stede i de tilfælde, hvor det må formodes, at skyldneren har bragt aktiver i kreditorly, og hvor det er nødvendigt at indgive konkursbegæring for at få de utilbørlige dispositioner omstødt, jf. afsnit H.3.5.4.

I UfR 1973, 399 ØLK, blev det fastslået, at der kunne iværksættes konkursbehandling mod et selskab for derigennem at fremkalde en opløsning af selskabet og derefter søge det påhvilende skattekrav inddrevet hos aktionærerne efter selskabsskattelovens § 33, jf. nærmere afsnit H.3.17.1. Selskabet ejede intet og havde ikke drevet virksomhed i en årrække.

Det er en betingelse for at gennemføre konkursen, at skyldner er insolvent, jf. KL § 17, stk. 1. Så længe skyldneren er solvent, er der en formodning for, at skyldnerens kreditorer er tilstrækkeligt sikret gennem reglerne om individualforfølgning, fx ved at foretage udlæg.

Bestemmelsens stk. 2 fastslår, at skyldneren er insolvent, når den pågældende "ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående".

Det er således afgørende for spørgsmålet, om skyldneren er insolvent, at han skal være illikvid. Bestemmelsens krav om, at illikviditet ikke må være "forbigående" har betydning ved vurderingen af, hvorvidt skyldneren kan betale sin gæld inden for det tidsrum, det normalt tager at inddrive fordringen gennem sædvanlig individualforfølgning. I udtrykket "forbigående" henser retspraksis til, om virksomheden er sæsonbetonet, således at indtægten falder i en kortere, nærmere bestemt periode af året.

Afgørelsen af, om illikviditeten er "forbigående", henhører i sidste ende under skifteretten, men RIM skal ved vurderingen af, om en konkursbegæring bør indgives, tage højde for disse momenter.

Bevisbyrden for, at skyldneren er insolvent, påhviler RIM, og bevisbyrden anses for løftet, hvis RIM kan påvise, at skyldneren ikke kan betale sine gældsposter, efterhånden som de forfalder. Derimod har skyldneren bevisbyrden for, at insolvensen alene er forbigående.

KL § 18 indeholder en formodningsregel for, at skyldneren er insolvent i følgende tilfælde:

  • Hvis skyldneren erkender at være insolvent, hvilket kan ske ved, at skyldneren på skifteretsmødet anerkender insolvensen eller skriftligt meddeler sit samtykke over for kreditor m.h.t. konkursen. Indgiver skyldneren selv konkursbegæring, påser skifteretten, at betingelserne er opfyldt, jf. KL § 22. En betydelig underbalance kan også være en formodning for, at insolvens er til stede.
  • Hvis skyldneren har standset sine betalinger. Betalingsstandsningen behøver ikke at være formaliseret gennem en anmeldelse til skifteretten. En uformel, dvs. ikke anmeldt, betalingsstandsning kan antages at foreligge, hvis skyldneren i almindelighed undlader at betale forfalden forretningsgæld på grund af betalingsvanskeligheder. En udtrykkelig eller stiltiende erklæring om betalingsstandsning fra skyldneren er efter omstændighederne også tilstrækkeligt grundlag for en antagelse om insolvens.
  • Hvis der inden for de sidste 3 måneder før indgivelse af konkursbegæringen har været foretaget forgæves udlæg hos ham. Arrest har ikke samme virkning, da der ikke med denne følger en opfordring til skyldner om at betale gælden.

Hvis konkursboets midler ikke kan dække de omkostninger, der er forbundet med konkursbehandlingen, hæfter den eller de, der har indgivet konkursbegæringen solidarisk for det manglende beløb med lige store andele, jf. KL § 27, stk. 1. Hæftelsen omfatter kun omkostninger, der er forbundet med konkursbehandlingen, fx kuratorsalær i forbindelse med førelse af omstødelsessag, men hæftelsen omfatter ikke sagsomkostninger til modparten i omstødelsessagen, se her UfR 1986, 843 ØLD.

Skifteretten kan efter KL § 27, stk. 2, kræve sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved konkursbehandlingen. Skifteretten godtager normalt, at RIM undlader at stille sikkerhed. Endelig godtager flere skifteretter, at RIM ikke stiller kontant sikkerhed mod til gengæld at indestå for betaling af omkostningerne, typisk ca. 30.000 kr.

I enkelte særlige tilfælde kan RIM indestå for omkostninger ved fx gennemførelse af omstødelsessager, jf. afsnit H.3.12.3. Det er dog ikke noget krav om, at RIM skal indestå for sådanne omkostninger, uanset om den er konkursrekvirent eller ej. Det afhænger af, om yderligere skridt i relation til inddrivelse af skyldnerens gæld kan være nødvendige for at sikre SKAT´s bedst muligt.

I forhold til konkursrekvirentens direkte hæftelse og deraf følgende regler om sikkerhedsstillelse i KL § 27, stk. 1 og 2, udgør reglerne i KL § 27, stk. 3 og 4 et supplement, idet de foreskriver en subsidiær og solidarisk hæftelse på 50.000 kr. for virksomhedspanthavere, jf. TL § 47 c. Skifteretten kan pålægge panthaverne at stille sikkerhed for hæftelsen, som de i deres indbyrdes forhold hæfter for i forhold til pantets realisationsværdi.

Hæftelsen omfatter såvel  den/de kreditorer, som på fristdagen har et tinglyst virksomhedspant i skyldnerens ejendom, jf. TL § 27, stk. 3, som dem, der har været indehavere af en virksomhedspanteret, men hvor panteretten er aflyst senere end 2 år før fristdagen, jf  TL § 27, stk. 4. Dog kan sidstnævnte undslippe hæftelsen, hvis de kan bevise, at aflysningen under hensyn til omstændighederne fremtrådte som ordinær, dvs. var forretningsmæssigt begrundet, fx som et led i en normal afvikling af arrangementet.

Det bemærkes, at de lige beskrevne hæftelsesregler i KL § 27, stk. 3 og 4 ikke gælder for fordringspanthavere, jf TL § 47 d, men alene omfatter virksomhedspanthavere, jf. TL § 47 c. Fordringspanthavere hæfter således ikke for omkostninger ved konkursbehandlingen efter stk. 3 og 4, men kan naturligvis hæfte som konkursrekvirenter efter TL § 27, stk. 1 og 2. Se afsnit G.5.10 om virksomheds- og fordringspant.

 

Indgivelse af konkursbegæring kan foretages af kreditor, herunder RIM, eller af skyldneren selv. Konkursloven regulerer i §§ 22-23 de nærmere krav til konkursbegæringens formalia.

I afsnit H.3.5.1 gennemgås, hvilke krav der stilles til skyldnerens egen konkursbegæring. I afsnit H.3.5.2 gennemgås RIM´s  muligheder for at indgive konkursbegæring.

Konkursbegæringer kan indgives til skifteretten på det sted, hvor skyldneren udøver sin erhvervsmæssige virksomhed. Hvis skyldneren ikke udøver erhvervsvirksomhed, indgives begæringen det sted, hvor denne har sit hjemting, jf. KL § 3.

Hvis der foreligger flere konkursbegæringer, bestemmer skifteretten, hvilken begæring, der skal behandles først, jf. KL § 21, stk. 2.

Konkurs anses for at være begæret på den dag, hvor den første begæring indkom til skifteretten. Dette har betydning ved fastsættelse af fristdagen, se afsnit H.1.1. Giver denne begæring ikke grundlag for konkurs, eller tilbagekaldes begæringen, fastholdes fristdagen alligevel, hvis skifteretten optager en af de andre indkomne konkursbegæringer til behandling.

I UfR 1995, 709 ØLD, afviste skifteretten en konkursbegæring. Beslutningen blev kæret til landsretten, og under dennes behandling blev skyldner erklæret konkurs på baggrund af en anden kreditors begæring. Fristdagen blev derfor anset for at være den dag, hvor kærendes konkursbegæring blev indsendt til skifteretten.

Skyldner kan indgive egen konkursbegæring. Skyldnerens egen konkursbegæring skal efter KL § 22 vedlægges en opgørelse over aktiver og passiver samt en liste over fordringshavere.

Undlader skyldner at vedlægge konkursbegæringen de krævede oplysninger, er det skifterettens vurdering, om dette bør medføre afvisning, eller om retten vil give en kort udsættelse efter KL § 8, så skyldneren kan fremskaffe oplysningerne.

Der stilles i øvrigt de samme krav til insolvens og beviser som nævnt i afsnit H.3.3.

Efter modtagelse af skyldnerens konkursbegæring indkalder skifteretten denne til et møde. Hvis skyldneren udebliver fra mødet, anses konkursbegæringen for bortfaldet, jf. KL § 22, stk. 2 og 3.

Er der tale om et aktieselskab eller et anpartsselskab, kan konkursbegæring på selskabets vegne fremsættes af bestyrelsen eller, hvis selskabet er under likvidation, af likvidator, jf. aktieselskabslovens § 127 og anpartsselskabslovens § 64, stk. 1.

I sagen UfR 1972, 419 VLK, indgav eneste medlem af en bestyrelse på vegne af aktieselskabet en konkursbegæring mod selskabet selv. Da selskabets vedtægter fastslog, at aktieselskabets bestyrelse skulle have 3-5 medlemmer, og da medlemmet var det eneste valgte medlem, var selskabets bestyrelse ulovlig, og den kunne derfor ikke på vegne af selskabet indgive konkursbegæring.

RIM skal indsende en anmodning om konkursbegæring til Kammeradvokaten, der foretager det videre fornødne med at indgive konkursbegæringen til skifteretten. Reglerne om formkrav gennemgås derfor kun i korte træk nedenfor. Vedrørende de nærmere kriterier for anvendelse af konkurs henvises til afsnit H.3.5.4.

Anmodningen skal, ud over oplysning om skyldneren og kravet, indeholde oplysninger, som er relevante for skifterettens bedømmelse af sagen.

Om de samlede oplysninger, RIM som minimum bør fremsende til Kammeradvokaten til brug for arbejdet med at indgive en konkursbegæring, henvises til afsnit H.3.5.6.

KL § 23 fastslår, at kreditor i konkursbegæringen skal angive de omstændigheder, hvorpå konkursbegæringen støttes, fx henvise til et forgæves foretaget udlæg. Efter at konkursbegæringen er indgivet af en kreditor, lader skifteretten den forkynde for skyldneren, medmindre han på anden måde er blevet bekendt med begæringen.

Samtidig med forkyndelsen indkaldes konkursrekvirenten og skyldner til møde i skifteretten. Mødet skal så vidt muligt holdes inden 3 dage fra konkursbegæringens modtagelse, jf. KL § 23, stk. 2. Hvis kreditor udebliver fra mødet i skifteretten, bortfalder konkursbegæringen. Hvis skyldneren udebliver fra mødet, kan dette tillægges betydning som bevis ved behandlingen. Skifteretten kan dog i stedet bestemme, at skyldneren skal fremstilles ved politiets foranstaltning.

Kammeradvokaten foretager en vurdering af, om konkursbetingelserne er opfyldt og varetager RIM´s interesser under sagens behandling i skifteretten, herunder ydelse af rådgivning og bistand til RIM ved forhandlinger om kreditorordninger.

I sager, hvor Kammeradvokatens bistand efter konkursdekretets afsigelse skønnes unødvendig, er RIM bemyndiget til at anmode Kammeradvokaten om at afregne sagen.

RIM skal selv anmelde krav i boet samt påse, at told-, skatte- og afgiftskrav ikke forælder under konkursboets behandling, jf. nærmere herom afsnit H.3.18.1.

Konkursbegæring indgives ikke på grundlag af et subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2.

Anvendelse af konkurs i inddrivelsesarbejdet er underlagt den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglighed og proportionalitet.

RIM skal inddrage proportionalitetsgrundsætningen i sin vurdering af, hvad der anses for det tilstrækkelige middel til at sikre SKAT´s krav. I inddrivelsesarbejdet er konkurs det strengeste middel. Grundsætningen styres af tabsforebyggelse, lønsomhed og individuel behandling.

I visse sager er det nødvendigt for RIM at indgive konkursbegæring for at forebygge et væsentligt tab for statskassen og samtidig sikre hel eller delvis dækning af told-, skatte- eller afgiftskrav. Konkursbegæring kan således også være relevant, hvor formålet alene er at undgå, at skyldnerens restance til staten stiger.

En konkret vurdering om indgivelse af konkursbegæring kan således inddrage forhold som anvendelse af øvrige inddrivelsesmuligheder, størst mulig tabsforebyggelse for RIM, dvs. sikre størst mulig dækning af SKAT´s krav, gældens størrelse sammenholdt med skyldnerens tidligere, nuværende og fremtidige økonomiske forhold samt årsagerne til skyldnerens nuværende økonomiske situation.

Inden RIM foranlediger konkursbegæring indgivet, skal den først vurdere, om betingelserne i KL §§ 17-20 er opfyldt, jf. afsnit H.3.3. Om de øvrige kriterier, der kan lægges vægt på i afvejningen af, hvorvidt der skal indgives konkursbegæring, henvises til afsnit H.3.5.4.1 - H.3.5.4.5.

Hvis det under den senere konkursbehandling viser sig, at konkursbetingelserne ikke har været til stede, kan RIM ifalde erstatningsansvar efter KL § 28. Erstatningsansvaret omfatter såvel erstatning for forvoldt tab som godtgørelse for tort. Ved sidstnævnte forstås godtgørelse for den krænkelse eller skade, som er påført skyldnerens værd og omdømme. Består RIM´s fordring ikke, ifalder myndigheden ansvar uden hensyn til, om den rent faktisk har begået fejl. Afvises konkurs som følge af, at andre betingelser ikke er opfyldt, fx insolvensbetingelsen, kan RIM idømmes erstatningsansvar efter de almindelige culpa-regler.

Har en virksomhed anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, og bliver denne af en eller anden grund ikke forlænget, bør RIM overveje, om den skal foranledige konkursbegæring indgivet, hvis den ønsker at fastholde betalingsstandsningsdagen som fristdag.  Ønsket om at fastholde denne som fristdag kan eksempelvis skyldes, at en disposition derved har mulighed for at blive omstødt til glæde for de øvrige kreditorer, herunder SKAT, eller at SKAT´s krav derved kan vedblive at have status som, fx sekundært massekrav i konkursordenen.

Som følge heraf skal RIM i sin vurdering af, om en konkursbegæring skal indgives, specielt tages højde for de tilfælde, hvor der under betalingsstandsningen er opstået told-, skatte- og afgiftskrav, der ikke er afregnet. Disse krav vil på den måde miste deres fortrinsstilling, hvis fristdagen ikke fastholdes.

Konkursbegæringen skal i sådanne tilfælde indgives til skifteretten inden 3 uger efter, betalingsstandsningen er udløbet, jf. afsnit H.1.1.2.

Hvis RIM under sit arbejde bliver opmærksom på dispositioner, der er omstødelige efter KL §§ 64-74, se afsnit H.3.12, og som i tilfælde af omstødelse vil medføre, at kreditorernes, herunder også SKAT´s tilgodehavende kan indfries helt eller delvist, bør det overvejes, om der skal indgives konkursbegæring.

Da det er målet at sikre SKAT´s krav på den bedst mulige måde, skal det indgå i vurderingen, om omstødelse af en disposition i den konkrete sag vil indbringe SKAT et provenu (gennem forøgelse af dividenden), herunder om den begunstigede er betalingsdygtig.

Lønsomhed eller grundsætningen om proportionalitet skal således inddrages, hvilket fører til, at der i visse tilfælde kan være dispositioner, der umiddelbart kan virke omstødelige, men som er foretaget for at hindre tab for virksomheden og dens kreditorer. Efter en sådan konkret vurdering kan et sådant tilfælde muligvis betyde, at dispositionen ikke skal omstødes eller anfægtes.

En skyldners betalingsstandsning, som ikke er anmeldt til skifteretten, er et moment, der af RIM skal inddrages i overvejelserne om konkursbegæring.

Hvis RIM bliver bekendt med en sådan ikke anmeldt betalingsstandsning ("stille" betalingsstandsning), må RIM søge sit krav sikret bedst muligt. Til dette brug er etablering af en fristdag nødvendig, og som udgangspunkt kan RIM derfor ikke medvirke ved en "stille" betalingsstandsning.

RIM afgør selv, om den vil deltage i en "stille" betalingsstandsning. En af betingelserne for, at RIM eventuelt kan medvirke ved en kreditorordning, der omfatter alle skyldnerens kreditorer, er, at RIM bliver underrettet om den ikke anmeldte betalingsstandsning.

Det er under alle omstændigheder nødvendigt, at der i vurderingen af, om ordningen skal accepteres, tages hensyn til, om denne de facto betalingsstandsningsdag fastholdes som fristdag for fx at få omstødt utilbørlige dispositioner, fastlåst aktiverne under tilsyn af en kurator eller for at få en nærmere undersøgelse af kriminelle forhold.

Inden RIM træffer en sådan afgørelse, skal der inddrages en række momenter og stilles nogle krav til ordningen. Se nærmere om disse krav mv. i afsnit H.2.10 i afsnittet om betalingsstandsninger.

Hvis det accepteres, at betalingsstandsningen fortsætter uden anmeldelse til skifteretten, skal RIM søge at varetage statskassens interesser bedst muligt.

Selv om en konkurs ikke vil give noget provenu til SKAT, kan det i visse tilfælde være nødvendigt at indgive konkursbegæring blot for at sikre, at der ikke fremover påløber yderligere told-, skatte- og afgiftskrav. En af de afgørende overvejelser i disse situationer er, at konkursbegæringen efter en konkret, individuel vurdering skal være det nødvendige skridt for at sikre SKAT mod yderligere tab, jf. UfR 1994, 10 VLK.

Vestre Landsret afsagde konkursdekret over en skyldner, der ikke ud over en overbelånt bil ejede aktiver, der kunne tjene til genstand for udlæg. Landsretten anførte, at betingelserne efter KL § 17, jf. KL § 18, var opfyldt, og at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at RIM havde en retlig interesse i konkurs, jf. utrykt Vestre Landsrets kendelse af 10. juni 1996, VL B-0777-96.

Muligheden er specielt til stede, når det drejer sig om et selskab, fordi det på grund af det afsagte konkursdekret skal stoppe virksomheden og efter gennemførelsen af konkursbehandlingen bliver slettet i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register. Der er dog også andre virksomhedstyper, hvor et konkursdekret kan stoppe virksomhedens restanceudvikling.

Om andre relevante momenter, der kan tillægges vægt, se UfR 1994,95 VLK og afsnit H.3.3.2.

Den retlige interesse i en konkurs kan for RIM også ligge i ønsket om kriminalitetsbekæmpelse, fx af økonomisk svig. Konkurs kan også bruges som et nødvendigt middel til at få stoppet en konkursrytter og efter straffelovens § 79 få fradømt denne retten til at drive virksomhed. Det er politiet, der har påtaleretten og RIM må derfor foretage en politianmeldelse af forholdet eller sikre sig, at kurator gør det.

Konkurs kan også være et middel, hvor kurator hurtigt kan gå ind og fastlåse situationen i selskabet for at kunne foretage yderligere undersøgelser og eventuel politianmeldelse af kriminelle forhold, jf KL § 110, stk. 4.

Over for en konkursrytter og lignende kan der ved start af ny virksomhed kræves sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11.

Det kan også være nødvendigt at indgive konkursbegæring mod et selskab for at vurdere eventuelle erstatningssager mod ledelsen, jf. afsnit H.3.17.

Efter KL § 21, stk. 3, kan en konkursbegæring tilbagekaldes, indtil der er afsagt endeligt konkursdekret, og indtil kærefristen er udløbet.

Der findes ikke faste regler for, hvornår en konkursbegæring indgivet af RIM skal tilbagekaldes, men en beslutning herom hviler på en afvejning af, hvorvidt gennemførelsen eller tilbagekaldelsen af konkursen er et henholdsvis nødvendigt eller tilstrækkeligt skridt for at sikre SKAT´s krav. En skyldner har således ikke krav på, at RIM tilbagekalder en konkursbegæring.

Et moment, der kan inddrages ved vurderingen, er fx et betalingstilbud fra skyldneren, som ud fra en analyse af hans økonomiske forhold må anses for rimeligt, og hvor der er sikkerhed for, at det kan opfyldes og afvikles inden for kort tid.

Et alternativ til tilbagekaldelse kan være RIM´s accept af, dvs. RIM´s manglende protest imod, at skyldneren begærer udsættelse af skifterettens behandling af en konkursbegæring i henhold til KL § 24, jf. nærmere afsnit H.3.6.

Tilbagekaldelse af en indgivet konkursbegæring skal ske gennem Kammeradvokaten. Ved tilbagekaldelse af en konkursbegæring, bør RIM være opmærksom på, at den kan blive mødt med at eventuelt krav om erstatning fra skyldneren.

RIM skal ved fremsendelse af anmodninger om konkursbegæringer som minimum give følgende oplysninger til Kammeradvokaten, da denne skal bruge oplysningerne i arbejdet med konkursbegæringen.

a. Virksomheden præsenteres:

  • Her anføres virksomhedens eller skyldnerens CPR-nr eller SE/CVR-nr, navn, adresse, ejerforhold og ledelse.
  • Herudover anføres virksomhedsområdet og registreringsforhold.

b. Grundlaget for konkursbegæringen:

Om restancen anføres:

  • Restancens størrelse fordelt på afgiftsperioder.
  • Restancens art (A-skat, moms, selskabsskatter mv.).
  • Egne angivelser eller foreløbige fastsættelser - navnlig bør det anføres i hvilket omfang restancen består af foreløbige fastsættelser.
  • Pantesikkerheder (fx ved udlæg).
  • Oplysninger om eventuelle indsigelser mod restancen.

Om insolvensen anføres:

  • RIM´s (forgæves) udlæg.
  • Misligholdte afdragsordninger (opsigelse af ordningen er meddelt skyldner).
  • Skyldnerens eventuelle forslag til afvikling.

Om den retlige interesse anføres:

  • Hvorvidt skyldneren stadig driver virksomhed.
  • Eventuelle andre bemærkninger i øvrigt til interessen i at få afsagt et konkursdekret (fx omstødelige forhold).

c. Omstødelse

  • Her anføres, om der er konstateret omstødelige forhold.

d. Rekonstruktion:

  • Her anføres, om rekonstruktion er forsøgt.
  • RIM´s vurdering af, om virksomheden kan eller bør rekonstrueres.

e. Repræsentanter for skyldneren

  • Her anføres skyldnerens repræsentant.

f. Supplerende bemærkninger:

  • Hvorvidt inkassolovens § 10 kan fraviges.
  • Øvrige særlige forhold af betydning for Kammeradvokatens og skifterettens vurdering af konkursbegæringen.

RIM skal ved fremsendelsen af anmodninger om konkursbegæringer mod en skyldner til Kammeradvokaten være opmærksom på, at Kammeradvokatens virksomhed er omfattet af inkassoloven.

Efter inkassolvens § 10 skal der over for skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, inden Kammeradvokaten iværksætter yderligere inddrivelsesskridt. I forbindelse med indgivelse af konkursbegæring betyder det, at en påkravsskrivelse som hovedregel skal være sendt til skyldneren, inden videre skridt i retning af konkurs foretages.

Kammeradvokaten skal i påkravsskrivelsen give skyldneren en frist på mindst 10 dage til at indfri fordringen, inden han foretager sig videre i konkursanliggendet. I påkravsskrivelsen skal skyldneren bl.a. have de nødvendige oplysninger for at kunne bedømme fordringen. Disse oplysninger omfatter bl.a. en specifikation af hovedstol og renter, størrelsen af forfaldne renter og påløbne og om muligt kommende inkassoomkostninger.

I inkassolovens § 11 er der mulighed for at se bort fra kravet om påkravsskrivelse og indfrielsesfrist, hvis det må antages, at opfyldelse af kravet vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ikke ville kunne inddrives. Bestemmelsen gælder kun retslige skridt som fx konkursbegæring.

Et eksempel kunne være, at konkurs skal sikre mulighederne for omstødelse eller tiltag, der er nødvendige for at kurator kan fastlåse aktiver i et selskab og foretage undersøgelser efter KL § 110, stk. 4.

I UfR 1998, 1232 VLK, fastslog landsretten, at skifteretten har mulighed for at indrømme konkursrekvirenten en frist til at fremskaffe oplysninger om, hvorvidt betingelser efter inkassolovens § 11 er opfyldt, jf. KL § 8.

Under særlige omstændigheder, kan skifteretten beslutte, at behandlingen af konkursbegæringen efter anmodning fra skyldner skal udsættes til senere behandling. Udsættelsen sker efter bestemmelserne i KL §§ 24 og 25.

KL § 24 omfatter de tilfælde, hvor skyldneren søger en ordning med sine kreditorer, mens KL § 25 omfatter den situation, hvor der inden konkursdekret åbnes forhandling om tvangsakkord. KL § 24 omtales i afsnit H.3.6.1, og KL § 25 i afsnit H.3.6.2.

Efter KL § 24 kan skifteretten udsætte afgørelsen om konkurs, hvis skyldneren søger en ordning med sine kreditorer, og skifteretten skønner, at der er rimelig udsigt til, at ordningen kan gennemføres.

Ifølge bestemmelsen skal ordningen omfatte alle ligeberettigede fordringshavere. Udsættelsen gives ikke, blot fordi skyldner søger en ordning med den kreditor, der har indgivet konkursbegæringen.

Udsættes behandlingen af konkursbegæringen, vil bestemmelserne om betalingsstandsning i KL §§ 10 til 16 e finde anvendelse. Udsættelsen indebærer blandt andet følgende:

  1. Der skal beskikkes et tilsyn - om reglerne for det beskikkede tilsyn henvises der til afsnit H.2.5.
  2. Der er forbud mod individualforfølgning. RIM må ikke søge krav inddrevet med udlæg eller andre tvangsinddrivelsesmidler. Dette gælder alle kreditorer, uanset om de har givet samtykke til udsættelsen eller ej.
  3. Der kan nedsættes kreditorudvalg - om reglerne for et kreditorudvalg henvises til afsnit H.2.6.

Vedrørende de øvrige bestemmelser i KL §§ 10 til 16 e henvises til afsnit H.2.

Tilbagekaldes eller afslås konkursbegæringen, efter at behandlingen af konkursbegæringen har været udsat, skal tilsynet inden 1 uge underrette samtlige kendte kreditorer, jf. KL § 24, stk. 3.

En udsættelse af behandlingen af konkursbegæringen forrykker ikke fristdagen. Fristdagen er fortsat den dag, hvor konkursbegæringen er modtaget i skifteretten.

Skyldneren bevarer under udsættelse med behandlingen af en konkursbegæring rådigheden over sine aktiver, men skifteretten kan i visse tilfælde fratage skyldneren denne rådighed efter bestemmelserne i KL § 26, jf. afsnit H.3.6.4.

Skifteretten kan også efter KL § 25 udsætte behandlingen af konkursbegæringen, hvis der allerede ved konkursbegæringens indgivelse er åbnet forhandling om tvangsakkord, uden at forhandlingen er afsluttet. Det er en betingelse for udsættelsen, at skifteretten skønner, at der er rimelig udsigt til, at akkorden kan gennemføres.

Udsættelsen gives uden nogen tidsgrænse, men skifteretten skal påse, at akkordforhandlingen ikke trækker ud. Ved udsættelsen finder reglerne om betalingsstandsning i KL §§ 10 til 16 e anvendelse. Om disse bestemmelser henvises der til afsnit H.2.

Konkursbegæringen bortfalder, hvis akkordforslaget bliver stadfæstet.

Det er alene skifteretten, der afgør, om behandlingen af konkursbegæringen skal udsættes.

RIM kan dog selv medvirke til, at der sker udsættelse, ved at gøre skifteretten opmærksom på, at skyldneren med sine kreditorer søger en betalingsordning, som RIM ønsker at vurdere nærmere.

En vurdering af betalingsordningen gennemføres på sædvanlig vis, men afhænger også af, hvad RIM vil opnå med konkursen over skyldneren. For at få et overblik over de enkelte betalingsordninger, der muligvis kan komme på tale, kan der fx henvises til afsnittene H.5 og I.2.

Skyldner har dog ikke krav på, at RIM afbryder forhandlingerne i skifteretten for at gennemføre en sagsbehandling på en betalingsordning, som fremsættes over for skifteretten med det formål at opnå udsættelse. På skifterettens møde kan de fremmødte kreditorer komme med deres indlæg for og imod udsættelsen, hvorefter skifteretten træffer sin afgørelse. RIM´s stilling til sådanne forslag kan således fremføres på skifterettens møde, og indstillingen følger i øvrigt de almindelige regler for de vurderinger, der skal foretages vedrørende den konkrete kreditorordning.

Inden RIM møder i skifteretten i sager, hvor den er konkursrekvirent, har myndigheden allerede vurderet skyldnerens muligheder for at gennemføre en betalingsordning som ugunstig. Hvis de oplysninger, der fremkommer på skifterettens møde, ikke ændrer ved myndighedens vurdering, bør den fremsætte indsigelse mod ønsket om at udsætte konkursen.

Går skifterettens afgørelse RIM imod, kan denne søge beslutningen kæret til landsretten. En kære bør overvejes i lyset af, hvad der er det bedst egnede middel til at søge SKAT´s krav på skatter og afgifter sikret på den bedst mulige måde.

Som et eksempel på skifterettens afslag på en udsættelse kan henvises til UfR 1979, 99 HK. I sagen gav skifteretten afslag på udsættelse efter KL § 24, og over for Højesteret gjorde den kærende gældende, at der var fremsat forslag til tvangsakkord, hvor der forelå tiltrædelse fra 40% af kreditorerne. Endvidere mente den kærende, at kreditorerne skulle have haft lejlighed til at udtale sig om sagens udsættelse. Højesteret stadfæstede konkursdekretet, da selskabets kapitalforringelse og underskud ikke syntes give en rimelig udsigt til, at en akkord ville kunne opfyldes.

Efter anmodning fra RIM eller en anden kreditor kan skifteretten under en udsættelse af konkursbehandlingen fratage skyldneren rådigheden over aktiver, som vil kunne inddrages under en konkursbehandling, jf. KL § 26. Rådighedsberøvelsen kan ske hvis

  • skyldneren samtykker i fratagelsen,
  • skyldneren uden lovligt forfald udebliver fra møde i skifteretten,
  • skyldneren må antages at holde sig skjult, eller
  • der er fare for, at skyldneren vil råde over aktiverne til skade for kreditorerne.

Rådighedsberøvelsen kan angå hele skyldnerens formue eller enkelte aktiver, fx en bestemt bankkonto. Begrænsninger i skyldnerens rådighed kan gøres gældende over for 3. mand, hvis denne kendte eller burde kende rådighedsbegrænsningerne, jf. KL § 26, stk. 2.

Følger skifteretten ikke RIM´s anmodning om rådighedsberøvelse, kan rettens beslutning kæres til landsretten. En kære bør overvejes i lyset af, hvad der er det bedst egnede middel til at søge SKAT´s krav sikret på den bedst mulige måde med passende instrumenter.

Konkursen har en række virkninger for skyldneren. Skyldneren mister rådighed over aktiverne, kreditorernes afskæres muligheden for individualforfølgning, som erstattes med en universalforfølgning, hvor kurator står for boets afvikling og udlodning. Som et led heri skal der udpeges en kurator, og konkursboet skal etableres.

Konkursen har ekstinktiv virkning, dvs., at konkursboet kan ekstingvere eller fortrænge dispositioner, hvor den fornødne sikringsakt i form af tinglysning mv. ikke er iagttaget. Ekstinktion har en retsfølge, der kan sammenlignes med omstødelse, jf. afsnit H.3.12.

Når konkursdekretet er afsagt, mister skyldneren retten til at råde over sin formue, jf. KL § 29, og råderetten overgår i stedet til det konkursbo, der etableres, jf. nærmere herom afsnit H.3.7.4.

Konkursens retsvirkninger indtræder ved konkursdekretets afsigelse, og der regnes med klokkeslættet for afsigelsen af dekretet. Dog har reglerne om urådighed kun retsvirkningvirkning over for den, som kendte eller burde kende konkursen, inden for det døgn, hvor konkursen er blevet bekendtgjort i Statstidende. Når døgnet er udløbet, kan konkursboet gøre urådigheden gældende over for alle. Dette princip for urådighedens virkning over for 3. mand er fastlagt i KL § 30.

Det betyder bl.a., at RIM er frigjort for betalingsforpligtelsen i forhold til konkursboet, hvis den i god tro om konkursen har udbetalt et krav til skyldneren som fx negativ moms, inden dekretet er offentliggjort.

Skyldneren er ved dekretets afsigelse dog ikke helt frataget retten til at handle på egne vegne. Har skyldneren påtaget sig en forpligtelse efter dekretets afsigelse, hæfter skyldneren personligt, men uden ansvar for boet, fx hvis skyldneren under konkursbehandlingen begynder at drive egen virksomhed. På samme måde kan skyldneren råde over aktiver, som ikke kan inddrages i konkursboet, jf. afsnittet H.3.12 om konkursmassen.

Efter konkursdekretets afsigelse kan der ikke foretages udlæg eller arrest i den formue, der er omfattet af konkursen, jf. KL § 31. Der kan fortsat foretages individualforfølgning i de aktiver, der ikke er omfattet af konkursmassen, jf. KL § 33, se nærmere herom afsnit H.3.10. RIM kan således også foretage lønindeholdelse hos skyldneren, jf. nærmere afsnit H.3.18.1.

Er der foretaget arrest inden konkursen, bortfalder denne ved dekretets afsigelse. Det samme gælder for udlæg, idet dette ikke anses for at have virkning over for konkursboet. Bestemmelserne herom findes i KL § 71, jf. nærmere herom afsnit H.3.12.10.

Noget lignende gælder for virksomhedspant, jf. TL § 47 c og fordringspant, jf. TL § 47 d, der er stillet til fordel for skyldnerens eller pantsætterens nærstående, hvilket begreb er defineret i KL § 2. Disse panttyper har ifølge TL § 47 e, stk. 1 simpelthen ingen retsvirkning - således heller ikke over for et konkursbo. se G.5.10.1.

Konkurslovens regler om modregning i konkurs vedrører alene modregning med aktiver, der indgår i konkursmassen. Fordringer, som skyldneren erhverver efter konkursdekretets afsigelse, fx skyldnerens indtægter ved egen virksomhed under konkursen, indgår ikke i konkursmassen, jf. afsnit H.3.12.

Der kan modregnes mellem fordringer, der begge er stiftet før fristdagen, dvs. før skifteretten har modtaget konkursbegæringen. Der kan ligeledes  modregnes mellem fordringer, der begge er stiftet efter fristdagen, men inden konkursdekret er afsagt. Der kan således ikke modregnes hen over fristdagen eller hen over den dato, hvor konkursdekret er afsagt.

Der kan på den måde ikke modregnes med skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., som vedrører perioden forud for fristdagen, i krav, som skyldneren efter fristdagen måtte få mod statskassen, herunder negative afgiftstilsvar vedrørende perioden efter fristdagen. Der kan endvidere ikke modregnes med skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv. vedrørende perioden efter fristdagen i krav, som konkursboet måtte få mod statskassen efter, at konkursdekretet er afsagt.

Se som eksempel UfR 1986, 718 ØLD, hvor det daværende Toldvæsen ikke havde ret til at modregne sit simple krav i refusion af moms for tab på debitorer konstateret under bobehandlingen, da tabet efter den daværende ML § 13, stk. 6, kunne fradrages i den periode, det var konstateret. Se i øvrigt UfR 1994, 308 VLD, hvor kreditnotaer på arbejde udført før betalingsstandsningens indtræden skulle henføres til perioden før konkursen.

Vedrørende stiftelsen af overskydende skat, B-skat, restskat og særlig indkomstskat har Højesteret fastslået, at kravene stiftes ved indkomstårets udløb, dvs. den 31. december, uanset hvornår skatten opgøres eller pålignes, jf. UfR 1985.619 HD. Er den overskydende skat omfattet af konkursmassen efter KL § 33 er modregning reguleret af KL § 42. Er den overskydende skat derimod undtaget fra konkursmassen, jf. KL § 32, kan der modregnes efter de almindelige regler, se fx UfR 1997, 910 HD og afsnit H.3.10.1. Se nærmere om overskydende skat i relation til konkursmassen i afsnit H.3.10.1.1.

Bestemmelsen hjemler en udvidelse af adgangen til at modregne over for konkursboet, da modregning kan foretages, selv om kravet ikke er forfaldent til betaling.

Skatte- og afgiftsbeløb mv., der er stiftet efter fristdagen, men inden konkursdekretet er afsagt, kan modregnes i tilgodehavender, der er stiftet i samme periode, selv om skatte- og afgiftskravene er uforfaldne.

En fordring på skyldneren, der er erhvervet fra 3. mand inden for 3 måneder før fristdagen, kan ikke bruges til modregning over for en fordring, som skyldneren havde, da den anden erhvervede sin fordring, jf. KL § 42, stk 3. Det samme gælder, hvis erhvervelsen er sket mere end 3 måneder før fristdagen, og erhververen da indså eller burde indse, at skyldneren var insolvent. Begrundelsen for reglen er, at skyldnerens kreditor sædvanligvis være parat til at sælge sin fordring til underkurs, når hans skyldner står over for konkurs. De, som selv skylder skyldneren noget, vil være interesseret i at erhverve fordringen med henblik på modregning, hvilket vil være til skade for de øvrige kreditorer i et senere konkursbo.

Når RIM udbetaler beløb, fx negative afgiftstilsvar, hvor der ikke eksisterer noget aktuelt modkrav, bør RIM ved udbetalingen tage forbehold om tilbagesøgning i tilfælde af, at der senere måtte opstå et krav, hvori der kunne være modregnet. Modregningsforbeholdet kan fx være relevant ved delregistrerede virksomheder, hvor momsen på eksportdelen bliver udbetalt, før momsen på den tilsvarende hovedvirksomhed skal indbetales. Det samme gælder, hvor en virksomhed (et bo) har fået udbetalt negativ moms, og det under en senere kontrol i virksomheden viser sig, at der for den samme periode skal efteropkræves et beløb, og der i øvrigt kun er delvis dækning til fordringen i boet.

Efterstillede fordringer kan kun benyttes til modregning, hvis boet giver dækning til sådanne fordringer, jf. KL § 43.

Når konkursdekretet er afsagt, udpeger skifteretten 1 eller flere kuratorer for boet efter at have rådført sig med de fordringshavere, der er til stede, jf. KL § 107. Skifteretten kan også nedsætte et kreditorudvalg, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt.

Efter KL § 108 kan skifteretten, når den afsiger konkursdekretet, bestemme, at der skal indkaldes til valg af kurator og eventuelt kreditorudvalg. En sådan skiftesamling skal afholdes inden 3 uger efter, at konkursen er bekendtgjort i Statstidende.

Der skal også afholdes skiftesamling til valg af kurator eller kreditorudvalg, hvis kurator eller en fordringshaver ønsker dette. Et sådant ønske skal fremsættes over for skifteretten inden 3 uger efter, at konkursen er bekendtgjort i Statstidende. Skiftesamlingen skal afholdes inden 3 uger, efter at skifteretten har modtaget begæringen. Fordringshaverne kan vælge kurator på skiftesamlingen, hvis mindst en tredjedel af kendte fordringshavere er repræsenteret, og halvdelen af stemmerne falder på samme person, jf. KL § 113, stk. 1. Der regnes efter fordringens vægt.

Er RIM konkursrekvirent, og ønsker myndigheden at få indflydelse på, hvem der vælges til kurator, bør den være til stede på skifteretsmødet og deltage i afstemningen herom.

RIM kan fx søge at få indsat en bestemt kurator, hvis denne har kendskab til et bestemt sagskompleks, som skyldneren er del af. Kammeradvokaten kan også indsættes som kurator i boet, fx for at varetage særlige former for omstødelsessager.

Endvidere kan RIM fremsætte indsigelse mod valget af kurator, hvis der er særlige grunde til det, jf. KL § 114, stk. 1. Som eksempler på sådanne særlige grunde kan nævnes, at den valgte kurator er ukyndig, langsommelig eller på anden måde har været uheldig i sin behandling af tidligere boer, er inhabil eller har undladt at aflægge regnskab.

Som eksempel på indsigelser mod valg af kurator, der dog ikke er taget til følge, kan nævnes UfR 2001, 476 VLK. I sagen ansås en advokats manglende rutine i at behandle konkursboer ikke som tilstrækkelig årsag til at undlade at udpege vedkommende som kurator.

Handler kurator eller skiftesamlingen til skade for boet, kan skifteretten tilsidesætte de trufne beslutninger. Det samme gælder, hvis rettigheder, som tilkommer en panthaver, skyldneren eller andre, krænkes, jf. KL § 127.

Det beror i øvrigt på RIM´s vurdering, om den vil være repræsenteret på skiftesamlinger i skifteretten. I denne vurdering kan indgå fx kravets størrelse og plads i konkursordenen, virksomhedens art og omstændighederne i øvrigt.

Kurator kan beslutte sig for, at konkursboet viderefører virksomheden i et tidsrum under selve konkursen, fx for at afhænde virksomheden eller dele heraf. Konkursboet registreres i samme omfang som den tidligere konkursramte virksomhed.

For at RIM i disse situationer skal kunne holde styr på afregninger og indbetalinger fra konkursboet, foranlediger RIM, at virksomheden fra og med konkursdekretets dato registreres med virksomhedsstatus "under konkurs" samt får afmeldt virksomhedens fra registrering hos SKAT. Der oprettes et SE-nr. med mulighed for afregning under de enkelte registreringsforhold. Registreringsanmeldelsen underskrives af den person, der af skifteretten er udpeget til at forestå afviklingen af boet (kurator).

Registreres konkursboet med henblik på at afhænde virksomheden eller dele heraf, skal der ikke betales moms, hvis boets aktiver overdrages som et led i afhændelse af virksomheden eller en del af denne, og den nye indehaver er eller bliver registreret hos SKAT, jf. reglerne i ML § 8, stk. 1, jf. MV 2005, afsnit D.6. Endvidere kan der blive tale om at regulere den indgående afgift af investeringsgoder, som den fallerede momspligtige virksomhed har købt, men som afhændes af konkursboet, jf. reglerne i ML §§ 43 og 44. Der henvises her til MV 2005, afsnit J.4.

Hvis konkursboet registreres, vil RIM, hvis boet undlader at angive eller betale afgifter mv. udsende påkrav og rykke efter de sædvanlige retningslinjer. Boet vil også blive debiteret renter mv. De nævnte massekrav kan dog ikke tvangsinddrives, selv om bostyrets ikke betaler de nævnte massekrav, men sagen kan da forelægges for skifteretten efter KL § 114 for eventuelt at få afsat kurator, jf. afsnit H.3.7.4. Hvis der skal gøres et ansvar gældende over for kurator, jf. afsnit H.3.17, skal sagen forelægges for hovedcentret.

Hvis konkurboet ikke fører virksomheden videre, foranlediger RIM virksomheden afmeldt fra og med dekretdagen. Boet vil herefter på et hvilket som helst tidspunkt under bobehandlingen mod behørig dokumentation kunne få refunderet moms af fx tab på debitorer og acontohonorar til kurator ved en opgørelse af de negative momstilsvar. Se i øvrigt afsnit H.3.7.3 om periodisering af tab på debitorer.

Efter KL § 110 skal kurator varetage boets interesser på kreditorernes vegne. Herunder skal han sikre boets aktiver og foretage de skridt, der er nødvendige for at sikre mod uberettigede dispositioner, som han for boets regning kan antage sagkyndig bistand til at hjælpe sig med. Som eksempel på bistand kan nævnes at tage skyldnerens forretningsbøger og -papirer i sin varetægt, at udskifte låse og give meddelelse til pengeinstitutter.

Boets aktiver skal også registreres og eventuelt vurderes, og kurator antager for boets regning en eller flere sagkyndige personer til at forestå arbejdet.

Det er kurator, der har kompetence til at træffe afgørelse i boets anliggender, men sager kan dog forelægges for fordringshaverne i særlige tilfælde, hvis kurator skønner kurator, at der er behov for det.

Støder kurator i forbindelse med behandlingen af boet på oplysninger, som giver grundlag for politimæssig efterforskning mod skyldneren eller andre, skal der gives meddelelse til politiet herom. Fx kunne det være tilfældet, hvis kurator har konstateret et ulovligt anpartshaverlån i selskabet, eller selskabets ledelse ikke har efterlevet bogføringslovens bestemmelser om regnskabsføring.

Bliver RIM opmærksom på forhold, der bør undersøges af politiet, kan myndigheden på lige fod med de øvrige kreditorer orientere kurator herom, eventuelt med kopi til skifteretten.

Under behandlingen af konkursboet gives der en række meddelelser til kreditorerne om selve behandlingen, regnskaber og status på sager i boet. Disse meddelelser gives efter KL §§ 124-127 og indeholder vigtige oplysninger til brug for RIM´s vurdering af arbejdet med boet. Meddelelserne giver således et indblik i boet, og fremsendes meddelelserne ikke, bør dette forhold indgå i myndighedens vurdering af, hvorvidt bostyret bør afsættes efter KL § 114.

De meddelelser, kurator jævnligt skal udsende, er følgende:

  • Meddelelse om konkursdekretets afsigelse sendes straks ud til fordringshaverne og til virksomhedspanthavere, jf. TL § 47 c, og fordringspanthavere, jf. TL § 47 d. Hjemlen fremgår af KL § 124, stk. 1, 1. pkt. 

 

  • Det samme gælder, hvis der skal afholdes skiftesamling, jf. afsnit H.3.7.4. Kravet til denne information findes i KL § 124, stk. 1.

  • Inden 3 uger efter konkursdekretets afsigelse udsendes der en oversigt over boets aktiver og passiver. Kravet til denne information findes i KL § 125, stk. 1.

  • Inden 4 måneder efter konkursdekretets afsigelse udsendes en statusoversigt samt en redegørelse for de vigtigste årsager til konkursen. Kravet til denne information findes i KL § 125, stk. 2. Dette materiale indeholder samtidig oplysninger om regnskabstal.

    Kurator skal således også sende redegørelsen til det det respektove skattecenter til brug for bedømmelse af, om boet er skattepligtigt, jf. konkursskattelovens § 15.

  • Hvert halve år udsender kurator en redegørelse for boets forhold. Redegørelsen sendes kun til de fordringshavere, der forventes at få dividende. Kravet til denne information fremgår af KL § 125, stk. 3.

    Redegørelsen indeholder bl.a. oplysninger om boets aktiver og passiver, herunder om der er eventuelle omstødelige dispositioner, samt en redegørelse for boets hidtidige behandling. Hvis boet fortsætter skyldnerens virksomhed, fremgår regnskabstallene også af redegørelsen.

  • Senest 14 dage før skiftesamling til stadfæstelse af regnskab udsendes meddelelse herom. Regnskabet eller uddrag af dette skal vedlægges til de fordringshavere, der forventes at opnå dividende. Kravet herom findes i KL § 125, stk. 4.


    Skifteretten kan i øvrigt indkalde til skiftesamling, når den finder det påkrævet, eller når kurator ønsker det, jf. KL § 118. Indkaldelsen bekendtgøres i Statstidende. Kurator skal sende underretning til alle, der har særlig interesse i de forhold, der skal behandles på mødet.

Kreditorudvalg kan etableres, når skifteretten skønner det hensigtsmæssigt, jf. KL § 107, stk. 2.

Kreditorudvalg kan tænkes nedsat, fx hvis boet påtænker at fortsætte skyldnerens virksomhed. Ønsker RIM, at der nedsættes et kreditorudvalg, bør den gøre skifteretten opmærksom på det. Efter KL § 108, stk. 2, kan RIM som kreditor dog anmode om, at der indkaldes til skiftesamling for at få nedsat et kreditorudvalg. Se afstemningsregler herom under afsnittet om etablering af bostyre, afsnit H.3.7.4.

Det beror på RIM´s egen vurdering, om det er nødvendigt at få nedsat et kreditorudvalg. Den bør særligt lægge vægt på, om et sådant udvalg kan være med til at sikre SKAT´s krav.

Kreditorudvalget har alene en kontrollerende funktion, og kurator skal kun underrette det om alle vigtige dispositioner og om påtænkte, særligt væsentlige dispositioner, medmindre disse ikke kan udsættes uden skade for boet, jf. KL § 110, stk. 3. Udvalget kan ikke forbyde eller påbyde kurator at foretage bestemte dispositioner, ligesom kurator heller ikke skal have samtykke fra udvalget. Udvalget kan dog stille spørgsmål til kurator efter KL § 125, stk. 6.

Skifteretten kan indkalde til skiftesamling, når et medlem af kreditorudvalget ønsker det, jf. KL § 118. Indkaldelsen bekendtgøres i Statstidende. Kurator skal sende underretningen til alle, der har særlig interesse i de forhold, der skal behandles på mødet.

Samtidig med bekendtgørelse om konkursen indrykkes i Statstidende en opfordring til alle, som har en fordring eller andet krav på skyldneren, til at anmelde dette til kurator inden 3 måneder, jf. KL § 128.

RIM skal indsende en sådan anmeldelse for at sikre SKAT´s krav bedst muligt. Er der udsigt til, at boet vil blive sluttet efter KL § 143 er er RIM ikke forpligtet til at anmelde kravet i boet, men inden den undlader dette, bør den vurdere, om undladelsen vil få betydning, hvis boet måske måtte blive genoptaget, jf. afsnit H.3.16.1.

Kurator skal så vidt muligt inden 4 uger efter anmeldelsesfristens udløb afholde møde til prøvelse af de anmeldte fordringer. Kurator skal inden mødet have udarbejdet indstilling om, hvorvidt kravet kan anerkendes, jf. KL § 131, stk. 1.

Ifølge KL § 132, stk. 1, er fordringen endeligt anerkendt, hvis der ikke på mødet til prøvelse af fordringer fremkommer indsigelser til indstillingen, Hvis en af SKAT´s fordringer ikke indstilles til anerkendelse som anmeldt, skal kurator ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde give RIM meddelelse om det. RIM skal samtidig orienteres om tid og sted for det møde, hvor fordringen prøves, jf. KL § 131, stk. 3.

Hvis RIM ønsker sit krav opretholdt, skal den gøre indsigelse mod indstillingen på mødet, hvor fordringerne prøves. Hvis RIM opretholder indsigelsen mod kurators indstilling, må den foranledige, at der anlægges sag ved skifteretten inden 3 måneder efter det møde, hvori kurators indstilling forelå, jf. KL § 133.

Som et eksempel på, at en fordring ikke er blevet anerkendt, kan nævnes TfS 1999, 198 ØLD, se afsnit H.3.3.1.

Overskrides anmeldelsesfristen i KL § 128, betyder dette:

  • At fordringen først kan prøves på et senere møde, jf. KL § 134, stk. 1.
  • At rettigheder til en genstand i boets besiddelse kan gå tabt ved boets eventuelle salg af genstanden efter fristens udløb, jf. KL § 83.
  • At den pågældende kreditor ikke får indflydelse på de beslutninger, der træffes i skifteretten. Fordringen er ikke med i afstemningerne på skiftesamlingerne efter KL § 119.
  • Herudover kan boet afsluttes med de anmeldte fordringshaveres samtykke, jf. KL § 144, stk. 1.

Fordringen prækluderes dog ikke, blot fordi fristen overskrides.

Efter KL § 130, stk. 3, prøves de fordringer ikke, som ingen dividende kan få.

Fordringer, der først anmeldes, efter at boregnskabet er stadfæstet, deltager ikke, når der udloddes dividende, jf. KL § 134, stk. 2.

Skifteretten har nemlig af praktiske årsager mulighed for at fastsætte en sidste frist for anmeldelse af krav, hvilken skal bekendtgøres i Statstidende. Proklamaet er ikke præklusivt, men bevirker, at kravet ikke får dividende.

Forældelse af en fordring afbrydes, når der indgives en konkursbegæring, der støtter sig på fordringen jf. KL § 241. Herudover afbrydes forældelsen, når kravet er anmeldt i konkursboet. Forældelsen afbrydes også i forhold til skyldneren personlig.

For fordringer, der er omfattet af den 20 årige forældelse, indebærer det, at forældelsen afbrydes, når kravet anmeldes i konkursboet. Anerkendes fordringen i boet, løber en ny 20-årig forældelsesperiode fra boets afslutning. Anerkendes (den simple) fordringen ikke i boet, fx fordi der kun er dividende til de privilegerede fordringer, løber den 20-årige forældelsesperiode fra fordringens anmeldelse.

Er fordringen derimod ikke omfattet af den 20-årige forældelse, men af 1908-lovens 5 årige forældelsesregel, er det afgørende for at afbryde forældelsen, at boet anerkender fordringen. Anerkendes fordringen, løber en ny 5-årsperiode fra boets slutning. Fristen er dog 20-årig, hvis skyldner har været part under prøvelsen i boet efter KL § 244, eller skyldneren på en personligt forpligtende måde har tiltrådt fordringslisten, jf. hertil 1908-lovens § 1, stk. 2.

Hvis fordringen prøves i boet, men ikke anerkendes, skal den pågældende kreditor for at bevare anmeldelsens afbrydende virkning uden ufornødent ophold søge tilvejebragt en retsafgørelse eller et andet retsgrundlag, hvorved fordringen fastslås, jf. § 2 i 1908-loven. Efter KL § 133, stk. 1, skal den, der ikke kan anerkende kurators indstilling, anlægge sag ved skifteretten inden 3 måneder.

Imidlertid skal selve anmeldelsen opfylde visse krav for at virke afbrydende på forældelsen. Er anmeldelsen alene en oplysning om, at anmelderen har et krav mod boet, afbrydes forældelsesfristen ikke. I UfR 2001, 481 VLD, fremsendte Lønmodtagernes Garantifond en sådan anmeldelse. Retten fastslog, at en anmeldelse kan afbryde forældelsen efter 1908-loven, men der skal i anmeldelsen være grundlag for at identicere de enkelte krav, før forældelsen af dem afbrydes. Se nærmere om RIM´s  anmeldelse i afsnit H.3.15.

Det påhviler RIM at påse, at SKAT´s krav ikke forælder.

RIM skal også være opmærksom på, om afslutningen af boet trækker i langdrag, idet det i så tilfælde kan være nødvendigt at foretage udlæg for at afbryde den 5-årige forældelse. Renter af krav, der påløber under konkursen, må ikke forælde i de tilfælde, hvor boet efter en personlig skyldner sluttes efter KL § 143. Herved sikres også den efterfølgende inddrivelse af disse krav.

Massekrav efter KL § 93 forælder efter 1908-loven, og afsluttes et konkursbo, hvori RIM har anmeldt massekrav, ikke inden for den 5 årige periode, vil massekravet være forældet ved boets afslutning. Sager af denne art forelægges SKAT, Hovedcentret, med henblik på at rejse eventuel erstatningssag mod bostyret.

Renter af simple krav forældes selvstændigt efter de samme regler som hovedkravet.

Der henvises i øvrigt til afsnit F vedrørende forældelse af krav.

Om genoptagelse af boer henvises til UfR 1997, 1259 VLD. I sagen medførte en genoptagelse af en konkursbehandling af et selskab ca. 5 år efter afslutningen ikke, at kreditors krav var forældet. Om genoptagelse i øvrigt henvises til afsnit H.3.16.1.

Konkursboets aktiver kaldes konkursmassen. Konkursmassen omfatter som hovedregel skyldnerens formue ved afsigelsen af konkursdekretet, og hvad der under konkursen tilfalder ham, jf. KL § 32.

Konkursloven indeholder dog nogle undtagelser hertil; særligt kan nævnes skyldnerens indtægter under konkursen (KL § 33), arv (KL § 34), særlige aktiver (KL § 35) og skyldnerens lejemål (KL § 37).

Efter KL § 33 indgår, de indtægter skyldnerens har under konkursen, ikke i konkursmassen, hvad enten det er løn eller indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Skyldnerens kreditorer kan således foretage individualforfølgning i de aktiver, der ikke indgår i konkursboet. Dette gælder også konkurskreditorerne. I UfR 1997, 910 HD begyndte en skyldner at drive en ny virksomhed, efter han var blevet erklæret konkurs, og i den nye virksomhed opstod der negative momstilsvar. RIM var berettiget til at modregne de negative tilsvar i restancer fra konkursen, da skyldnerens hovedkrav ikke var omfattet af konkursmassen i KL § 33. Der kunne således foretages individualforfølgning i kravet.

Skyldneren kan også erklæres konkurs på ny med virkning for de aktiver, der er erhvervet siden afsigelsen af det første konkursdekret. Dette bo behandles som et selvstændigt bo. Hvis der udbetales dividende fra dette konkursbo, kan kreditorerne dog kun få dividende af krav, der ikke blev fuldstændigt dækket ved udlodning fra det første konkursbo.

Hvis skyldner får ansættelse som lønmodtager, kan RIM foretage lønindeholdelse, også for simple krav, jf. afsnit H.3.18.1.

Efter KL § 32 omfatter konkursmassen også alt hvad der under konkursen tilfalder skyldneren. Skal der under konkursen udbetales overskydende skat, betyder det, at denne skat er omfattet af konkursmassen og skal udbetales til konkursboet til fordeling blandt kreditorerne. Den overskydende skat kan kun holdes uden for konkursmassen, hvis KL § 33 hjemler dette.

Kan den overskydende skat relateres til skyldnerens egen virksomhed under konkursen, er den ifølge KL § 33 ikke omfattet af konkursmassen og tilhører således skyldneren selv. RIM kan derfor foretage individualforfølgning i kravet, fx ved modregning, jf. afsnit H.3.7.3.

Det er derfor nødvendigt, at skattecenteret foretager en ændring af den personlige fallents forskudsopgørelse for at hindre, at der unødigt bliver opkrævet B-skatter med den følge, at der efter indkomståret sker udbetaling af overskydende skat.

Arv, der tilfalder skyldneren før eller under konkursen, indgår i konkursmassen efter KL § 34. Arvefaldet kan dog være udskudt, fx fordi en efterlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo. I dette tilfælde indgår arven ikke i konkursboet, medmindre arven falder, inden konkursboet afsluttes. Skyldner har i den forbindelse mulighed for at give samtykke til, at arveladerens ægtefælle hensidder i uskiftet bo, jf. KL § 34, stk. 3.

Den arv, som skyldner har i vente, men som endnu ikke er falden, kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning og indgår derfor ikke under konkursen, jf. arvelovens § 30.

Skyldneren kan under konkursen give afkald påden arv, han har i vente, og afkaldet er bindende for konkursboet. Derimod er det kun boet, der gyldigt kan give afkald på arv, som er falden. Der er endvidere mulighed for at søge et afkald på falden arv omstødt efter bestemmelsen i KL § 65, jf. afsnit H.3.12.5.

Er der oprettet testamente, kan enhver, som vil arve, hvis testamentet erklæres ugyldigt, fremsætte indsigelse mod testamentet, jf. arveloven § 55. Indsigelsesretten er en personlig ret, som ikke kan fratages skyldneren i tilfælde af konkurs. Konkursboet kan således ikke rejse indsigelse mod et testamente, der begrænser skyldners arv.

Aktiver, hvori der ikke kan foretages udlæg for skyldnerens gæld, indgår kun i konkursmassen, når dette er særligt bestemt, jf. KL § 36. Hermed er der skabt overensstemmelse mellem konkursloven og den øvrige lovgivnings bestemmelser om aktiver, der ikke kan gøres til genstand for kreditorforfølgning.

Som eksempel på aktiver, hvori der ikke kan foretages udlæg, kan bl.a. nævnes følgende:

  • Genstande, som er omfattet af reglerne om trangsbeneficiet i RPL § 509.
  • Endnu ikke udbetalt løn, medmindre der er forløbet mere end 7 dage efter slutningen af den periode, i hvilken lønnen er indtjent, eller efter at vederlaget er fortjent, jf. RPL § 511. Pensioner og understøttelser, jf. RPL § 512, erstatning og godtgørelse for invaliditet og tab af forsøger, jf. RPL § 513, båndlagt arv. jf. arvelovens §§ 58 og 65, båndlagte gaver og andre båndlæggelser, jf. RPL § 514, genstande af affektionsværdi for skyldneren og særlige hjælpemidler, jf. RPL § 515.
  • Retten i henhold til livsforsikringer, private ulykkesforsikringer og sygeforsikringer, jf. forsikringsaftalelovens §§ 116 og 123. Disse rettigheder kan dog under visse omstændigheder omstødes efter forsikringsaftalelovens § 117, jf. nærmere herom afsnit H.3.12.15.2.
  • Selve ophavsretten, dvs. råderetten, til værker som fx manuskripter og kunstværker er undtaget fra kreditorforfølgning. Ophavsmandens ret til at råde over sine værker kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning, jf. ophavsretslovens § 62, stk. 1.

Indestående på etableringskonti og investeringsfonds indgår i konkursen, selv om der ikke kan foretages udlæg i kontiene. Den værdi, der indgår i konkursboet, opgøres til kontienes indestående med fradrag af skattekravet, jf. etableringskontolovens § 11, stk. 1, og investeringsfondslovens § 10, stk. 1.

Lejemål, der tjener som bolig for skyldneren, inddrages normalt ikke under konkursen, jf. KL § 37. Skønner skifteretten imidlertid, at boet vil have en økonomisk interesse i at inddrage lejemålet under konkursen, kan skifteretten træffe bestemmelse herom. En væsentlig økonomisk interesse kan foreligge, hvis der er tale om lejemål, hvor der er indbetalt et betydeligt indskud, der vil blive frigivet ved lejemålets ophør.

 

Konkursboets passiver består bl.a. af de krav, kreditorer har mod den konkursramte skyldner. Disse krav skal RIM nu rette mod konkursboet. I afsnittet behandles spørgsmålet om skatte- og afgiftskravs stillinger som passiver i boet generelt, men mere konkret behandles skatter og afgifters stilling i konkursboet i afsnit H.3.14 om konkursordenen. Indeholdte SP-bidrag og A-skattekravs stilling i konkursboet behandles særligt i afsnit H.3.22.

Efter KL § 38 fordeles konkursmassen blandt de fordringshavere, der ved konkursdekretets afsigelse havde et krav mod skyldneren. Konkursmassen anvendes således også til at dække SKAT´s  krav, der er stiftet inden konkursdekretet. Kravet skal anmeldes i boet, jf. afsnit H.3.15. På lige fod indgår krav på indkomstskat i henhold til selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven vedrørende indkomstår, der udløber efter konkursdekretets afsigelse.

Bestemmelsen dækker derimod ikke krav på personlig skat for indkomstår, der udløber efter konkursdekretets afsigelse, heller ikke selv om de skatterelevante aktiviteter helt eller delvist har fundet sted inden konkursdekretets afsigelse, jf. UfR 1985, 619 HD. Krav på restskat kan i stedet for gøres gældende over for skyldneren personligt. Vedrørende reglerne om konkursskatteloven henvises til LV 2005, afsnit E.L.1.

Alle andre krav end pengekrav mod skyldneren, som skal fyldestgøres af konkursmassen, kan af boet fordres omsat til penge, jf. KL § 40. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvor fx SKAT har en beskyttet tinglig ret.

Anmelder RIM fordringer fra udenlandske skattemyndigheder som fx det tyske Bundesministerium der Finanzen, vil boet omsætte kravet til dansk mønt, jf. KL § 40, stk. 2. Omregningen sker efter kursen den dag, da konkursdekretet blev afsagt.

Et regreskrav, som er opstået ved indfrielse af skyldnerens forpligtelse, anses efter KL § 39 for opstået samtidig med denne forpligtelse. En kautionist, der har indfriet den fordring, han har kautioneret for, har således et regreskrav mod skyldneren. Dette krav kan han rette mod boet, selv om betalingen først har fundet sted efter dekretets afsigelse.

En kreditor, som har pant eller anden sikkerhedsret, fx ejendomsforbehold, i skyldnerens aktiver, og som på den måde opnår delvis dækning for sin fordring, kan kun gøre den udækkede del af fordringen gældende under konkursen. Kreditor opnår således kun dividende af restfordringen, jf. KL § 46.

I det omfang, boet realiserer sådanne aktiver, eller disse udleveres til den sikrede kreditor, og provenuet ved salget tilfalder kreditor, vil kurator nedskrive kravet i anmeldelsen ved, at dividenden af den del af fordringen, som bliver dækket gennem sikkerheden, fradrages i senere udbetalinger, jf. KL § 146.

I KL § 47 findes bestemmelserne om, hvorledes krav, hvor flere skyldnere hæfter solidarisk, anmeldes i boet. RIM beholder sin fulde anmeldelsesret i situationer, hvor flere skyldnere hæfter solidarisk, selv om en medskyldner har indbetalt afdrag i følgende tilfælde:

  1. Hvis medskyldner har ret til at søge det betalte tilbage fra skyldner.
  2. Hvis der er tale om dividende fra en medskyldners konkursbo, akkordbo, gældssaneringsbo eller insolvente dødsbo.
  3. Afdraget er modtaget fra en medskyldner senere end 3 måneder før fristdagen.

Det solidariske skyldforhold kan opstå over for SKAT, når skyldner deltager i et interessentskab, når talen er om den solidariske hæftelse mellem sambeskattede selskaber efter SEL § 31, stk. 3, eller der foreligger et kautionsforhold over for SKAT. Kautionsforhold kan fx være etableret, hvor en eneanpartsindehaver over for RIM har afgivet en selvskyldnerkaution for sit anpartsselskabs gæld på skatter og afgifter. Selvskyldnerkaution kan også foreligge i forbindelse med sikkerhed stillet efter OPKL §§ 11 og 11a, lov om registreringsafgift af motorkøretøjer eller sikkerhed stillet som følge af forsendelse under suspensionsordningen i henhold til de harmoniserede punktafgiftslove.

Hvis SKAT er selskabskreditor i et interessentskab, der er gået konkurs og har opnået delvis dækning for sit krav under konkursbehandlingen af interessentskabets bo, vil RIM alene kunne anmelde restfordringen i de enkelte interessenters konkursboer, jf. UfR 1935, 767 HD, om et kommanditselskab.

Er der kun kautioneret for en del af fordringen (delkaution), bør der foretages 2 anmeldelser i boet, nemlig både for den del, hvor der er en solidarisk hæftelse, og for den del, som kun angår skyldnerens andel.

Op til en konkurs kan det hænde, at der foretages en række dispositioner fra skyldnerens side, som kunne tænkes at begunstige en enkelt kreditor på andre kreditorers bekostning. I visse tilfælde vil sådanne dispositioner forringe andre kreditorers mulighed for at få lige andel i skyldnerens formue under en konkurs.

Det kan også tænkes, at skyldneren bevidst overfører aktiver, som kreditorerne ellers kunne have anvendt til at fyldestgøre deres krav, for derved at hindre en sådan fyldestgørelse. Dette kaldes at bringe sine aktiver i kreditorly.

Ikke i alle tilfælde bør kreditorerne i det efterfølgende konkursbo acceptere sådanne dispositioner, hvorfor der findes særlige bestemmelser i konkursloven, der er med til at sikre, at værdien af dispositionerne føres tilbage til konkursboet. Konkursloven rummer således mulighed for at omstøde dispositionerne.

Bestemmelserne om omstødelse findes i KL §§ 64-81. Gennem omstødelsesreglerne tillægges konkursen en vis tilbagevirkende kraft. Det betyder, at konkursboet i visse tilfælde har mulighed for at se bort fra tidligere foretagne gyldige dispositioner.

Det findes også andre muligheder for at gennemtvinge boets eller kreditorernes ret til dækning af tab ved fx salg af aktiviteter fra et selskab uden indfrielse af enkelte af selskabets kreditorer. Om de nærmere betingelser herom henvises til afsnit H.3.17 om erstatning.

RIM skal være opmærksom på, at frivillige betalinger skal gøres betingede af, at de ikke er omstødelige. Dette kan fx ske ved, at beløbet betales af 3. mand, eller at betaleren erklærer, at denne ikke er insolvent. En sådan erklæring alene er ikke tilstrækkelig til at anse betalingen for uomstødelig, men det kan inddrages som et moment, der taler for RIM´s gode tro ved modtagelsen af beløbet, jf. KL § 74.

Der er ingen forvaltningsretlige grundsætninger, der hindrer RIM i fx at modtage eller under et udlæg at kræve betaling af beløb, der senere viser sig at være omstødelige, fordi RIM var i ond tro om insolvensen. Modtagelsen eller opkrævningen af betalingerne må dog ikke stride mod de forvaltningsretlige grundsætninger om saglighed og proportionalitet. Udlæg, der i tilfælde af konkurs bortfalder efter KL § 71, jf. nedenfor, kan endda hjælpe med til at fastlåse aktiver hos skyldneren og dermed hindre, at disse bliver bragt i kreditorly.

Betingelserne for at foretage omstødelse er forskellige afhængig af, hvilke dispositioner der søges omstødt, og hvilken periode dispositionerne omfatter eller relaterer sig til. Der henvises her til gennemgangen af de enkelte omstødelsesregler i afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15.

I afsnit H.3.12.1.1 - H.3.12.1.4 omtales kort nogle af de generelle betingelser, der kan være en fællesnævner for muligheden for at omstøde en disposition.

Ved overvejelser, om en skyldner skal erklæres konkurs, må RIM tage hensyn til, hvorvidt skyldnerens dispositioner før konkursen bør søges omstødt. Omstødelse er således et sagligt moment, der må inddrages i afvejningen af, om en skyldner bør erklæres konkurs. Omstødelse er i disse situationer samtidig et inddrivelsesinstrument, der på lige fod med andre instrumenter skal indgå i RIM´s vurdering af, hvorvidt den bør anvende det passende instrument i bestræbelserne på at sikre SKAT´s krav på den bedst mulige måde.

Gennemgangen nedenfor kan også anvendes som en inspirationsliste for RIM, når den vurderer, hvordan den over for skifteretten kan sandsynliggøre, at en disposition er omstødelig, således at skifteretten kan tage oplysningerne i betragtning, når den behandler konkursbegæringen mod skyldneren i den pågældende sag.

Som nævnt i afsnit H.3.12.1 kan konkursboet i visse tilfælde se bort fra tidligere foretagne gyldige dispositioner. Som udgangspunkt søger boet alene at se bort fra dispositioner, som har formindsket konkursmassen eller forrykket forholdet mellem kreditorerne. Konkursmassen er formindsket,  når hele konkursmassen er forringet til skade for alle kreditorerne, eller når gælden er forøget. Er forholdet mellem kreditorerne forrykket, er én eller flere kreditorer blevet begunstiget på de andre kreditorers bekostning, hvilket således vil føre til en anden fordeling mellem kreditorerne end den, der følger af konkursloven.

At dispositionen skal være utilbørlig, betyder, at dispositionen på en eller anden måde strider mod almindelige normer for rigtig og hæderlig forretningsmæssig opførsel. Det er således dispositioner, der har været til skade for kreditorerne, der er omfattet. De nævnte dispositioner formindsker på den måde den aktivmasse, der ellers ville have været til rådighed til fordeling blandt kreditorerne. Området for omstødelige dispositioner udgøres ofte af mistænkelige eller objektivt dadelværdige dispositioner.

For at kunne vurdere dispositionens skadelige karakter bedømmes handlingen ofte efter forholdet på det tidspunkt, hvor den blev begået.

Enkelte omstødelsesbestemmelser afhænger af den begunstigedes onde eller gode tro om selve dispositionens utilbørlighed.

I de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt at gøre op med, om den begunstigede vidste eller burde have vidst, at dispositionen var utilbørlig. Den begunstigedes viden eller burde viden kan fx dreje sig om, hvorvidt denne vidste eller burde vide, at fallenten var eller blev insolvent, da han foretog den omstridte disposition.

Nogle omstødelsesbestemmelser gør ikke forskel på, om den begunstigede var i ond eller god tro. For en nærmere vurdering heraf henvises til gennemgangen af de enkelte regler om omstødelse i afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15.

Når insolvens indgår i omstødelsesbestemmelserne, er vurdering af insolvensen den samme som vurderingen af den insolvens, der skal foretages, når det skal afgøres, om konkursbetingelserne er til stede, jf. KL § 17 og afsnit H.3.3.3.

De fleste omstødelsesbestemmelser indeholder et krav om insolvens, især hvis forholdet vedrører begunstigelse af nærstående.

For en nærmere vurdering af insolvensens betydning for omstødelse i de konkrete tilfælde henvises til gennemgangen i afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15.

De fleste af konkurslovens omstødelsesregler er betinget af, at den pågældende disposition er foretaget inden for en bestemt frist.

Fristdagen tæller ikke med, når det i det konkrete tilfælde skal beregnes, hvorvidt omstødelse kan komme på tale. Er fristdagen fx den 12. april, og den frist, hvori omstødelse kan ske, 3 måneder, kan dispositioner, som er foretaget den 13. januar eller senere, omstødes.

Omstødelse foretages ved, at konkursboet anlægger omstødelsessag mod den begunstigede, som er den person, der er blevet beriget ved skyldnerens disposition. Omstødelse kan foretages over for alle kreditorer, herunder også SKAT, hvis betingelserne herfor er til stede, jf. afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15. Udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, omstødes ikke, men bortfalder simpelthen, jf. afsnit H.3.12.10.

Sager om omstødelse føres for de ordinære domstole og efter de almindelige processuelle bestemmelser i retsplejeloven. En omstødelsessag kan således føres for byretten, men også for landsretten, hvis sagen efter retsplejeloven kan henvises hertil. Det er kurator, der på vegne af konkursboet anlægger og fører retssagen.

Omstødelsessag kan også anlægges af kreditorerne. SKAT har således også mulighed for at anlægge omstødelsessag alene, men det kan dog først komme på tale, når boet har opgivet kravet, jf. KL § 137. Hvis RIM ønsker en sådan sag anlagt, skal sagen indsendes til SKAT, hovedcentret. Hvorvidt der er grundlag for en omstødelsessag, kan bl.a. ses af kurators redegørelse efter KL § 125, stk. 3.

Hvis RIM bliver opmærksom på et omstødeligt forhold, kan den rette henvendelse til kurator. Hvis kurator afslår at føre omstødelsessagen, og RIM stadig mener, at en sådan sag bør føres, skal myndigheden uden ugrundet ophold rette henvendelse til skifteretten for at få fastlagt en frist til at anlægge omstødelsessag efter KL § 137, stk. 1.

Kurator retter ofte henvendelse til den begunstigede med anmodning om at indbetale kravet. Retter kurator en sådan henvendelse til RIM, træffer RIM selv afgørelse i sagen med klageadgang til SKAT, hovedcentret. Hvis RIM er i tvivl, om den modtagne betaling er omstødelig, skal den oversende sagen til SKAT, hovedcentret, med en sagsfremstilling, og  SKAT, hovedcentret, overtager herefter sagen.

SKAT, hovedcentret er enekompetent til at afgøre, om Kammeradvokaten bør inddrages i at føre den aktuelle omstødelsessag.

I de tilfælde, hvor boet savner penge til at føre omstødelsessag for, og kurator er stødt på dispositioner, der synes omstødelige, kan kurator anmode én eller flere kreditorer i boet om at indestå for omkostninger ved sagens førelse. Der henvises herom til afsnit H.3.12.3.

Anlæggelse af omstødelsessag vil normalt være betinget af, at der i boet er midler til at betale sagens omkostninger. Hvis det ikke er tilfældet, kan kurator vælge at anmode én eller flere kreditorer om at indestå for omkostningerne ved sagens gennemførelse.

En anmodning om at indestå for omkostninger kan kurator således også forelægge for SKAT, som kreditor i boet.

Hvis RIM i forbindelse med en sådan henvendelse selv vurderer, at der ikke bør stilles sikkerhed, har RIM kompetence til at afslå anmodningen om  at indestå for omkostningerne til at føre omstødelsessag. RIM skal derfor ikke forelægge spørgsmålet for SKAT, hovedcentret i disse tilfælde.

Hvis RIM derimod finder, at SKAT bør indestå for for omkostningerne, skal RIM forelægge sagen med sin positive indstilling og relevante bilag for SKAT, hovedcentret, der er enekompetent til at tage stilling i sådanne sager.

I forbindelse med RIM´s positive indstilling bør de konkrete omstændigheder ved den omstødelige disposition oplyses, herunder hvilke bestemmelser kravet om omstødelse støttes på, hvilket beløb en eventuel omstødelse vil indbringe til boet (dvs. oplysninger om størrelsen af dividenden ved et eventuelt gunstigt udfald af sagen), samt hvilke andre kreditorer, der er i boet, ligesom deres stilling til sagen bør oplyses. Endelig bør det oplyses, hvorvidt den begunstigede er betalingsdygtig.

En gave defineres traditionelt som en vederlagsfri overdragelse af et gode. Gaver vil således pr. definition næsten altid være til skade for kreditorerne.

Gaver, som er givet senere end 6 måneder før fristdagen, kan omstødes efter KL § 64. Det har i den forbindelse ingen betydning, om skyldneren ved gavedispositionen var eller blev insolvent, eller om gavemodtageren var i god eller ond tro med hensyn til skyldnerens insolvens, jf. KL § 64, stk. 1.

Gaver, som er givet mellem 6 måneder og 1 år før fristdagen, kan omstødes, medmindre gavemodtageren godtgør, at skyldneren hverken var eller ved selve gaven blev insolvent, jf. KL § 64, stk. 2, 1. led. Gavemodtageren kan således i disse tilfælde undgå en omstødelse, hvis han kan bevise, at gavegiver var solvent lige, da han havde givet gaven. Hvis gaven er givet til én af skyldnerens nærstående, udstrækkes perioden til 2 år, jf. stk. 2, 2. led.

Efter retspraksis kan lejlighedsgaver mv. som fx fødselsdagsgaver, normalt ikke omstødes. Der er en formodning for, at det er en lejlighedsgave, når gaven er givet i anledning af fx bryllup eller fødselsdag. Gaven må dog ikke stå i misforhold til skyldnerens økonomiske situation på det tidspunkt, hvor den blev givet.

I TfS 1997, 859 VLD, fandt landsretten, at en konkursramt far havde givet sine børn gaver mv., og dispositionen blev omstødt Børnene hævdede, at det var løn for udført arbejde, men retten fandt ikke, at de havde løftet deres bevisbyrde for, at forholdet ikke var en gave.

For gaver givet mellem ægtefæller suppleres KL § 64 med RVL § 33, der er omtalt i afsnit E.1.3.1.

Hvis skyldneren er et aktie- eller anpartsselskab, der er under konkursbehandling, vil en erstatningssag mod selskabets ledelse mv. i mange tilfælde være et alternativ til en omstødelsessag efter KL § 64. Sælger et selskab et aktiv til en pris, der er lavere end prisen i handel og vandel, vil differencebeløbet udgøre en gave, der samtidig repræsenterer et tab for selskabet. Efter reglerne i aktieselskabslovens §§ 140-142, jf. herom nærmere afsnit H.3.17.2, vil personkredsen i et selskab (stifter, direktør, bestyrelsesmedlem, revisor, ejer mv.) kunne pålægges ansvar for skader tilføjet selskabet og evt. tillige kreditorer og 3. mænd. Reglerne er en kodificering af retspraksis og skal suppleres med culpareglen, hvorefter enhver kan pådrage sig erstatningsansvar for adækvate (påregnelige) skader, som man påfører nogen ved en forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse.

Såfremt kurator for et konkursramt selskab skønner, at gavemodtageren ikke vil kunne opfylde en omstødelsesdom efter KL § 64, eller fristen efter KL § 81 for at anlægge omstødelsessag er udløbet, vil det være relevant at overveje, om der i stedet kan gennemføres en erstatningssag mod den eller de personer, der har foretaget eller medvirket til den gavedisposition, hvorved selskabet blev påført et til gavens værdi svarende tab.

Hvis kurator opgiver at forfølge et sådant erstatningskrav, kan enhver kreditor i boet selv anlægge en sådan sag, jf. bestemmelsen i KL § 137, jf. herom ovenfor i H.3.12.2.

En kreditor, der har lidt et tab som følge af en handling eller undladelse, som er rettet direkte mod kreditor og ikke som en afledet følge af en handling eller undladelse rettet mod selskabet, vil efter reglen i aktieselskabslovens § 140, 2. pkt., eventuelt dennes analogi, kunne vælge selv at anlægge en erstatningssag uden om boet.

Kreditorer kan således vælge selv at rejse et erstatningskrav over for, fx et bestyrelsesmedlem eller direktøren, fx fordi konkursdividenden må forventes at blive beskeden. Desuden tilkommer et eventuelt omstødelsesbeløb boet og dermed alle kreditorer til fordeling efter konkursordenen, hvorimod et erstatningsbeløb, som en forfordelt kreditor måtte få dom for, går til denne kreditor, der heller ikke er bundet af fristen i KL § 81, som kun gælder omstødelsessager.

 

En skyldner kan give afkald på arv, hvorved arven hverken kommer skyldneren til gode eller inddrages i et efterfølgende konkursbo.

Et arveafkald kan dog omstødes, hvis skyldneren senere end 6 måneder før fristdagen har givet afkald på arv, som er tilfaldet denne, jf. KL § 65. Arvelader skal med andre ord være afgået ved døden. Er arven udloddet, rettes kravet mod den, der som følge af afkaldet har modtaget arven, eller hvis arvelod derved er blevet forøget, jf. KL § 65, stk. 1. Kravet udgør nettoforøgelsen af den begunstigedes formue, idet dennes andel i boudgifter og arveafgift fradrages.

Afkald, som er givet mellem 6 måneder og 2 år før fristdagen, kan omstødes, medmindre den begunstigede godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved afkaldet, jf. KL § 65, stk. 2.

 

Har skyldneren senere end 6 måneder før fristdagen betalt løn eller lignende til en nærstående, og har beløbet oversteget, hvad der under hensyn til det udførte arbejde, virksomhedens indtægter og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt, kan betalingen omstødes, for så vidt angår det overskydende beløb. Bestemmelsen findes i KL § 66, stk. 1.

Ved afgørelsen af, om lønnen skal anses for at være rimelig, lægger man vægt på, om der er et egentligt misforhold, fx i forhold til det udførte arbejde, virksomhedens indtægter og den sædvanlige løn for vedkommendes kvalifikationer.

Beløb, som er udbetalt mellem 6 måneder og 2 år før fristdagen, kan under de nævnte betingelser omstødes, medmindre modtageren godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent, da han udbetalte lønnen, jf. KL § 66, stk. 2.

 

Der er mulighed for at omstøde betaling af gæld, der er sket senere end 3 måneder før fristdagen. Bestemmelsen findes i KL § 67 og kan anvendes i følgende tilfælde:

  1. Hvis betalingen er sket med usædvanlige betalingsmidler, jf. KL § 67, stk. 1, 1. led.
  2. Hvis betalingen er sket før normal betalingstid, jf. KL § 67, stk. 1, 2. led.
  3. Hvis betalingen er sket med beløb, som afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne, jf. KL § 67, stk. 1, 3. led.

Usædvanlige betalingsmidlerPenge vil som hovedregel aldrig blive anset for at være et usædvanligt betalingsmiddel. Af den foreliggende retspraksis fremgår, at vareleverancer som udgangspunkt vil blive betragtet som et usædvanligt betalingsmiddel medmindre parterne handlede med sådanne varer, eller skyldneren tidligere har leveret sådanne varer til kreditor. Hvis omstændighederne tyder på, at leveringen er sket med det formål at skaffe kreditor dækning, vil også sådanne vareleverancer være omstødelige efter § 67. Tilbagelevering af det solgte, hvor der ikke er taget et gyldigt ejendomsforbehold, vil også blive betragtet som et usædvanligt betalingsmiddel, og det samme gælder normalt betaling med fordringer, navnlig hvis en uforfalden fordring overdrages til eje for at udligne en eksisterende gæld.

Betaling før normal betalingstidVed normal betalingstid forstås det tidspunkt, som efter aftalens indhold og forudsætninger samt parternes forhold og sædvaner ville have været det normale, hvis skyldneren ikke var kommet i økonomiske vanskeligheder. Eventuelle løbedage udsætter tidspunktet, selv om gælden er forfalden.

At skyldneren har betalt før normal betalingstid, er dog ikke tilstrækkeligt til at kunne omstøde betalingen, hvis der føres bevis for, at skyldner også kunne have betalt på forfaldstidspunktet. I UfR 1999, 1587 HD, ville Højesterets flertal ikke omstøde en sådan betaling, da den begunstigede således ikke havde opnået en berigelse.

Betaling med beløb, der afgørende har forringet skyldnerens betalingsevneBeløbets størrelse skal betragtes i forhold til skyldnerens situation, og det skal umiddelbart være klart, at skyldnerens mulighed for at videreføre virksomheden i afgørende grad er blevet forringet. Vurderingen er relativ. Jo nærmere en virksomhed er sin afvikling, jo mere må betalingens størrelse sammenholdes med aktivmassen. Det udelukker ikke omstødelse efter § 67, at der allerede før betalingen er en væsentlig underbalance i virksomheden. Væsentlige bevægelser på en kassekredit kan også indicere en afgørende forringelse af betalingsevnen. Det kræves, at betalingen, sammenholdt med virksomhedens øvrige ind- og udbetalinger, springer i øjnene, og dernæst kræves, med udgangspunkt i tidspunktet for betalingen, at betalingen havde en sådan størrelse, at den afgørende påvirkede muligheden for at betale andre større kreditorer, både fremtidige og nutidige. Flere betalinger til samme kreditor betragtes ifølge retspraksis samlet for så vidt angår den "forringende effekt" - spørgsmålet, om betalingen var "ordinær", afgøres dog særskilt for hver enkelt betaling.

Betalingen skal i alle tilfælde tillige have været ekstraordinærDet er yderligere en betingelse for omstødelse, at betalingen ikke var ordinær, dvs. var et led i skyldnerens normale betalingsmønster. En betaling er ekstraordinær, hvis den er udløst af konkurstruslen, dvs., at den ville være foretaget på anden vis, hvis skyldneren ikke havde befundet sig i økonomiske vanskeligheder. Bevisbyrden for, at betalingen var ordinær, påhviler beløbsmodtageren. Sædvanlige driftsrelaterede betalinger i "vanlig rutine" vil normalt blive anset for at være ordinære betalinger. Det drejer sig fx om betaling af udgifter til råvarer, husleje, forpagtningsafgift, løn, sædvanlige afdrag på virksomhedsrelaterede lån samt skatter, herunder indeholdt A-skat, og afgifter.

Hvis kravet har været forfaldet i længere tid, tenderer betalingen mod at være ekstraordinær. Af retspraksis kan formentlig forsigtigt udledes, at betaling af et krav, der har været forfaldet til betaling i et halvt år eller mere, i reglen vil være en ekstraordinær betaling. Konkrete omstændigheder kan dog medføre, at også betaling af krav, der har været forfaldne i kortere tid, må anses som ekstraordinære. Hvis det i længere tid forfaldne krav betales i henhold til en betalingsaftale, kan betalingen alligevel være ordinær, men det må da kræves, at aftalen er indgået (lang tid) før omstødelsesfristen, og at betalingsaftalen overholdes, således at en fast betalingsrutine er etableret.

Betalinger til RIM vil således ikke kunne omstødes, hvis det godtgøres, at RIM hverken havde eller burde have haft kendskab til skyldnerens økonomiske stilling, jf. eventuelt dommen i TfS 1999, 884 (byretsdom) og TfS 2001, 913 VLD.

Østre Landsret har i en sag afgjort, at momsindbetalinger til det daværende toldvæsen, som var foretaget i forlængelse af en aftalt betalingsordning under en udlægsforretning, ikke kunne omstødes, jf. dom afsagt af Østre Landsrets 14. afdeling af 25. november 1983, journalnummer 36/1982. I sagen havde Toldvæsenet i perioden forud for betalingsstandsningen foretaget 2 udlæg, der for begges vedkommede blev udlignet. En tidligere aftalt afdragsordning blev også overholdt. På dagen, men inden mødet med fogeden til den 3. udlægsforretning, betalte selskabet renter og gebyrer, mens selskabet under selve udlægsforretningen aftalte en ny afdragsordning. Under forretningens foretagelse blev toldvæsenet oplyst om selskabets midlertidige betalingsvanskeligheder. Første afdrag blev betalt, og herefter stod det klart, at selskabet ikke kunne videreføre sin virksomhed. Betalingerne blev ikke omstødt, da det først senere stod klart, at selskabet ikke kunne videreføres. Betalingerne måtte i øvrigt anses som ordinære, da de var erlagt i forlængelse af løbende betalingsordninger som normalt led i toldvæsenets forvaltning som opkrævningsmyndighed. Betingelserne for omstødelse efter KL §§ 67 og 74 ansås derfor ikke for opfyldt.

En myndigheds konvertering af en lønindeholdelse til en afdragsordning med betaling af beløb svarende til det lønindeholdte blev ikke omstødt efter KL § 74, jf. TfS 1996, 304 (byretsafgørelse). Se nærmere om dommen afsnit H.3.12.13.

Af andre domme vedrørende de løbende betalingsordninger kan henvises til TfS 1994, 764 ØLD. I sagen blev der foretaget udlæg for en afgiftsrestance og efterfølgende aftalt en afdragsordning med 5 betalinger vedrørende restancen og den løbende moms og A-skat, i alt 1.500.000 kr. Landsretten anså de 5 betalinger som selvstændige indbetalinger og afviste krav om omstødelse efter KL § 67, stk. 1. Retten lagde vægt på, at betalingerne i henhold til afdragsordningerne var aftalt som led i det nuværende SKAT´s virksomhed med opkrævning af skatter- og afgifter. Endvidere lagde retten vægt på, at restancerne ikke var opstået igennem længere tid, og at skyldnerens virksomhed blev betragtet som sund og levedygtig.

Er betalingen sket til fordel for skyldnerens nærstående, udstrækkes omstødelsesperioden til 2 år, medmindre den begunstigede godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved betalingen, jf. KL § 67, stk. 2.

Bestemmelserne om omstødelse af betaling finder tilsvarende anvendelse på modregning, jf. KL § 69. Bestemmelserne finder kun anvendelse, hvis modregning efter bestemmelserne i KL § 42 ikke kunne været sket efter konkursdekretets afsigelse. For en nærmere gennemgang af modregningsbestemmelsen i KL § 42 henvises til afsnit H.3.7.3.

Pante- eller anden sikkerhedsret, der ikke er etableret ved gældens stiftelse eller umiddelbart efter, kan omstødes, hvis sikringsakten er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen, jf. KL § 70, stk. 1, 1. pkt.

Er pantet stillet til fordel for en af skyldnerens nærstående, udstrækkes omstødelsesperioden til 2 år, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved pantsætningen, jf. Kl § 70, stk. 2. Der skal således i dette tilfælde føres et solvensbevis, og bevisbyrden herfor påhviler den begunstigede.

Er pantet eller  en anden sikkerhed, fx en transport, stillet for en gæld, der er stiftet før panteretten, kan sikkerhedsretten omstødes. Tilsvarende gælder, hvis sikringsakten (fx tinglysning, denuntiation) ikke er foretaget umiddelbart efter gældens stiftelse.

Om en transport skal vurderes som en panteret efter KL § 70  eller som en betaling efter KL § 67, afhænger af, om transporten er givet til sikkerhed eller til eje. Hvis transporten er sket til eje, skal en eventuel omstødelse af transporten foretages efter KL § 67, da en transport til eje nedskriver transporthavers fordring umiddelbart efter, at transporten er givet. Er transporten derimod sket til sikkerhed, nedskrives transporthaverens fordring kun i det omfang, der betales i henhold til transporten. En eventuel omstødelse af en transport til sikkerhed skal derfor vurderes efter KL § 70.

Er et pant stillet som sikkerhed for både gammel og ny gæld, er det kun den del af sikkerhedsstillelsen, der sikrer den gamle gæld, der kan omstødes, idet KL § 70 ikke kunne omstøde sikkerhedsstillelsen for den fremtidige gæld, der omfattede perioden efter udstedelsen af transporterklæringernese, se UfR 1977, 489 HD.

I UfR 1999, 817 HD, havde en skyldner givet transport i sine fremtidige tilgodehavender på momsudbetalinger fra det daværende ToldSkat, nu SKAT, på 574.775,40 kr. Sikkerheden blev anmeldt over for ToldSkat den 14. august 1990, og skyldneren gik konkurs den 17. september samme år. Transporthavers pantesikkerhed blev i perioden fra anmeldelsen af transporten (denunciationen) over for ToldSkat, og indtil skyldneren gik konkurs, udvidet med 275.449 kr. Transporthaverens tilgodehavende den 14. august 1990 udgjorde 552.130 kr., og den del af kreditudvidelsen, der måtte anses for sikret af det transporterede momsbeløb, udgjorde herefter 276.681 kr. Den del af momsudbetalingen, svarende til forskellen mellem momsudbetalingen og det sikrede beløb på 276.681 kr., måtte anses for sikkerhed, stillet for tidligere stiftet gæld, som således kunne omstødes efter KL § 70.

Specielt om fordringspant, se afsnit  KL § 70, stk. 1, 2. pkt. bestemmer, at fordringspant, jf. TL § 47 d, i fordringer, kan omstødes, hvis fordringerne er stiftet senere end 3 måneder før fristdagen, og er stillet til sikkerhed for gammel gæld.

Reglen gælder uanset hvornår fordringspantet er tinglyst. Det er således ikke - som det er tilfældet efter bestemmelsens 1. pkt. - nogen betingelse for reglens anvendelse, at sikringsakten, her tinglysningen, er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen.

KL § 70, stk. 1, 2. pkt., omfatter på den måde et fordringspant, uanset hvornår pantet er tilsagt, og uanset hvornår det er tinglyst. Det betyder, at bestemmelsen (2.pkt.) vedrører såvel panterettigheder, der er tilsagt uden for omstødelsesperioden, men tinglyst senere end 3 måneder før fristdagen, som panterettigheder, der både er tilsagt og tinglyst 3 måneder før fristdagen eller tidligere.

Afgørende for, om omstødelse kan foretages efter denne bestemmelse, er, hvornår fordringen (der indgår i pantet) er stiftet, dvs. hvornår aktiverne er blevet omfattet af pantet og derved har påvirket pantesikkerhedens størrelse.

Reglen giver på den måde mulighed for at omstøde den udvidelse af fordringspantet, der består i, at nye fordringer stiftes og dermed bliver omfattet af pantet inden for omstødelsesperioden på de 3 måneder før fristdagen.

2. pkt. indeholder ingen adgang til at få fordringspant omstødt i de tilfælde, hvor pantet ikke er tinglyst umiddelbart efter, at gælden er stiftet. 2. pkt. er imidlertid ikke til hinder for at anvende TL § 70, stk. 1, 1. pkt., som er omtalt ovenfor, hvis pantet er tinglyst senere end 3 måneder før fristdagen, men ikke lige efter gældsstiftelsen.

Fordringspant kan omstødes efter både 1. og 2. pkt., hvis pantet er tilsagt og tinglyst inden for omstødelsesperioden. Imidlertid kan fordringspant i fordringer, der er stiftet 3 måneder før fristdagen eller tidligere, ikke efter ordlyden omstødes efter 2. pkt., selv om pantet er tilsagt og tinglyst inden omstødelsesfristen.

Er fordringspantet stillet til fordel for en, der er skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. KL § 2, er pantsætningen uden retsvirkning. Det samme gælder, hvis nærstående-forholdet indtræder senere, eller hvis en nærstående til skyldneren eller pantsætteren indtræder i panteretten. Dette følger af TL § 47 e, stk. 1.

Specielt om virksomhedspant, se afsnit G.5.10.1 Ifølge KL § 70, stk. 3, kan et virksomhedspant, jf. TL § 47 c, der er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen, ikke omstødes. 

Det betyder, at et virksomhedspant, der er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen, hverken kan omstødes efter KL § 70, stk. 1, 1. pkt. eller efter samme bestemmelses 2. pkt. Derfor skal virksomhedspant i relation til omstødelse som hovedregel behandles efter bestemmelsen i KL § 70 a.

Ifølge KL § 70 a, som gælder for virksomhedspant, jf. TL § 47 c, der er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen og således er uomstødeligt efter KL § 70, stk. 3, som er nævnt lige ovenfor, kan den forøgelse af pantet, der er sket ved, at aktiver senere end 3 måneder før fristdagen (altså aktiver, der er tilført pantet inden for omstødelsesfristen), omstødes. Forøgelsen kan dog ikke omstødes, hvis den fremtrådte som ordinær. Hvis der er tale om en ikke-ordinær forøgelse, kan også efterfølgende forøgelser omstødes, selv om disse kan anses for ordinære.

Det betyder, at en forøgelse af et virksomhedspant, der alene skyldes, at de aktiver, der allerede inden omstødelsesperiodens begyndelse var omfattet af pantet, stiger i værdi, ikke kan omstødes efter KL § 70 a. Der er jo ikke her tale om, at der er tilført pantet nogle aktiver inden for omstødelsesperioden.

Afgørende for, hvornår et aktiv anses for omfattet af virksomhedspantet, er det tidspunkt, hvor aktivet blev erhvervet af skyldneren. Er aktivet ikke erhvervet fra 3. mand, men derimod opstået som følge af skyldnerens dispositioner, hvilket typisk er tilfældet med hensyn til fordringer og immaterielle rettigheder, er tidspunktet for aktivets opståen afgørende.

Som nævnt ovenfor, kan den enkelte forøgelse kun omstødes, hvis panthaver ikke kan godtgøre, at forøgelsen skete på en måde, som fremstod som ordinær.

Det beror på en konkret vurdering, om en forøgelse kan anses for ordinær. Hvis virksomheden fortsætter sine vareindkøb og varesalg i nogenlunde samme omfang som hidtil, må de deraf følgende ændringer i pantets omfang som udgangspunkt anses som ordinære. Derimod er det som udgangspunkt ikke ordinært, hvis virksomheden i omstødelsesperioden øger sine varekøb og dermed pantets omfang, medmindre der kan påvises en forretningsmæssigt begrundet årsag til det øgede indkøb, såsom et særligt fordelagtigt tilbud, omsætningsfremgang eller sæsonbetinget udsving.

Omstødelse kan dog ikke foretages, hvis den samlede forøgelse modsvares af en forringelse af virksomhedspantet eller nettoforøgelse af den sikrede fordring, der er indtrådt efter den nævnte forøgelse.

Reglen betyder kort sagt, at en nettoforøgelse af sikkerheden i et virksomhedspant senere end 3 måneder før fristdagen kan omstødes, medmindre forøgelsen fremtrådte som ordinær.

Er virksomhedspantet stillet til fordel for en, der er skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. KL § 2, er pantsætningen uden retsvirkning. Det samme gælder, hvis nærstående-forholdet indtræder senere, eller hvis en nærstående til skyldneren eller pantsætteren indtræder i panteretten. Dette følger af TL § 47 e, stk. 1.

Udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, har ingen retsvirkning over for boet, jf. KL § 71, stk. 1.

Der er ikke tale om en egentlig omstødelse i dette tilfælde, da udlægget uden videre bortfalder. Er udlægget foretaget på begæring af en af skyldnerens nærstående, udstrækkes perioden til 2 år, medmindre udlægshaveren godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved udlægget, jf. stk. 2.

Indfries et udlæg, vil også indfrielsen (betalingen) være omstødelig, hvis det indfriede udlæg ville bortfalde efter KL § 71. Det indbetalte beløb skal derfor tilbagebetales boet. Modsætningsvis kan en betaling, der har karakter af en ordinær betaling efter en afdragsordning, ikke omstødes. Betales der for at afværge en udlægsforretning, fx i de tilfælde, hvor udlægsforretningen ikke påbegyndes, finder KL § 71 ikke anvendelse.

Det må dog antages, at aftale om afdragsordning under en udlægsforretning ikke ubetinget medfører omstødelse efter KL § 71, jf. UfR 1986, 400 VLD.

I UfR 1985, 244 ØLD, afværgede en skyldner en afhentningsforretning ved at betale 9.000 kr., efter at at der var gjort udlæg.  Betalingen blev anset for at være omfattet af KL § 71 eller dennes analogi og derfor omstødt. Beløbet var skaffet under udlægsforretningen ved et øjeblikkeligt lån fra en ansat, og retten antog derfor, at der var tale om et kortfristet lån, som kun kunne indfries ved salg fra butikken med formindskelse af aktivmassen til følge.

Hvis der allerede har været afholdt tvangsauktion på grundlag af et udlæg, der bortfalder efter denne regel, ophæves selve tvangsauktionen ikke, men udlægshaveren skal aflevere nettoprovenuet fra auktionen til boet (fralægge sig berigelsen), jf. KL § 75.

Bortfalder SKAT´s udlæg efter reglerne i KL § 71, skal myndigheden fralægge sig den indvundne berigelse, fx auktionsprovenuet med fradrag af omkostninger ved udlægsforretningens gennemførelse.

Efter KL § 72 kan betaling af gæld foretaget efter fristdagen omstødes, medmindre ét af følgende forhold anses for at være til stede.

a. Gælden er dækket efter reglerne om konkursordenen. Dette betyder, at betaling efter fristdagen af skatter og afgiftsrestancer, som vedrører perioden før fristdagen, anses som betaling af gæld. Køb mod kontant betaling anses derimod ikke som betaling af gæld.

b. Betalingen var nødvendig for at afværge tab. Som eksempel på betalinger, der foretages for at afværge tab for skyldneren, kan nævnes betaling af ydelser efter et pantebrev, hvis skyldneren har rimelig udsigt til at sælge ejendommen i fri handel på et senere tidspunkt.

c. Betalingsmodtageren hverken vidste eller burde vide, at der var etableret en fristdag, jf. KL § 72, stk. 1. I UfR 1982, 474 VLD, blev et factoringselskabs indbetaling efter fristdagen på kassekredit omstødt, da selskabet burde vide, at det var sandsynligt, at der ville blive etableret en fristdag. I UfR 1985, 362 HD, blev en indbetaling af A-skat på sidste rettidige indbetalingsdag omstødt, da skattevæsenet var vidende om, at der tidligere var etableret en fristdag. Fristdagen blev etableret den 2. april, mens den omstødte betaling, der blev foretaget den 10. april, vedrørte A-skatten for marts måned.

Hvis det af skifteretten beskikkede tilsyn har godkendt betalingen, kan omstødelse kun ske, hvis tilsynet åbenbart har overskredet sine beføjelser, jf. KL § 72, stk. 3.

Vedrørende omstødelse af andre dispositioner foretaget efter fristdagen, jf. KL § 72, stk. 2, henvises til afsnit H.3.12.12.

Efter KL § 72, stk. 2, kan også andre dispositioner end betaling af gæld omstødes, medmindre dispositionerne kan siges at opfylde nedenstående vilkår:

  1. Dispositionen var nødvendig for at bevare skyldnerens virksomhed. Her tænkes der bl.a. på dispositioner, der går ud på at fortsætte den almindelige drift. Andre nødvendige dispositioner kan være fx at modtage og inddrive virksomhedens fordringer. De nævnte dispositioner kan dog være omstødelige efter KL § 74.
  2. Dispositionen var i kreditorernes fælles interesse. Det kan fx være salg af virksomhed eller dele af denne eller dispositioner, der har sigte på at undgå et betydeligt erstatningsansvar.
  3. Køb af dagliglivets fornødenheder. Fornødenhederne skal være passende i henhold til husholdningen, skyldneren og familiens personlige forbrug.

Omstødelse kan ikke ske, hvis den begunstigede med god ret kunne antage, at dispositionen var nødvendig som anført ovenfor, eller han hverken vidste eller burde vide, at der var etableret en fristdag.

Det er hovedreglen, at dispositioner foretaget efter fristdagen kan omstødes. Undtagelserne i KL § 72, stk. 2, er begrundet i, at det oftest vil være i kreditorernes interesse, at virksomheden bevares med henblik på salg som "going concern", ligesom dispositioner foretaget til varetagelse af kreditorernes fælles interesser stemmer overens med konkursens lighedsprincip. Endvidere bør en forestående konkurs ikke hindre skyldneren i at købe dagliglivets fornødenheder.

Hvis et af skifteretten beskikket tilsyn har godkendt dispositionen, kan omstødelse kun komme på tale, hvis tilsynet åbenbart har overskredet sine beføjelser, jf. KL § 72, stk. 3.

For så vidt angår omstødelse af betaling af gæld foretaget efter fristdagen, jf. KL § 72, stk. 1, henvises til afsnit H.3.12.11.

Ud over de ovenfor nævnte specifikke omstødelsesregler indeholder konkursloven også en generel bestemmelse om omstødelse af dispositioner, der på en utilbørlig måde begunstiger en fordringshaver på de øvriges bekostning. Denne bestemmelse findes i KL § 74.

At dispositionen skal være utilbørlig, betyder, at dispositionen på en eller anden måde skal stride mod almindelige normer for rigtig og hæderlig opførsel i forretningslivet.

For at kunne bruge bestemmelsen skal konkursboet kunne bevise, at skyldneren var eller ved dispositionen blev insolvent, og at den begunstigede kendte eller burde kende skyldnerens insolvens og de omstændigheder, som gjorde dispositionen utilbørlig.

Bestemmelsen indeholder ingen tidsfrist og kan derfor anvendes i en del tilfælde, hvor tidsfristerne i henhold til de øvrige omstødelsesbestemmelser er overskredet. RIM skal være opmærksom på, at jo længere tid, der går, fra en disposition er foretaget, til omstødelsessag anlægges, desto større bevisvanskeligheder må konkursboet kunne påregnes at få.

Kreditorbegunstigelse er den vigtigste af de dispositionstyper, der er omfattet af bestemmelsen. Kreditorbegunstigelse foreligger, hvor en fordringshaver er blevet fyldestgjort, eller hvor et krav er blevet sikret ved pant eller anden sikkerhed stillet af skyldneren, og hvor kravet ellers skulle have været dækket som et konkurskrav.

Som et særligt eksempel på vurdering af betalinger fra 3. mand i henhold til KL § 74 kan nævnes TfS 1998, 375 (byretsafgørelse). I sagen modtog det daværende TSR, nu RIM, en transport i et moderselskabs negative moms til dækning af datterselskabernes gæld til Skat. Moderselskabet, der også var i restance til Skat, anmeldte betalingsstandsning 9 dage efter og gik konkurs ca. 3 uger senere. Byretten fandt ikke, at TSR på tidspunktet for modtagelse af transporten og restbeløbet på den negative moms var klar over moderselskabets insolvens, hvorfor de modtagne beløb til betaling af datterselskabernes restance ikke kunne omstødes. Konkursboets påberåbelse af at der forelå en gavedisposition efter KL § 64, jf. afsnit H.3.12.4, blev ikke selvstændigt vurderet.

I TfS 1996, 304 (byretsafgørelse), blev en lønindeholdelse for restskatter efter aftale med skyldneren ændret til en afdragsordning med indbetaling af månedlige beløb svarende til lønindeholdelsen. Skyldneren blev erklæret konkurs ca. 4 år efter. Beløb betalt i henhold til afdragsordningen blev ikke omstødt efter KL § 74. Retten lagde vægt på, at der var tale om ordinære, sædvanlige indbetalinger foretaget over en længere årrække med faste månedlige beløb, der ikke oversteg de beløb, der kunne være foretaget lønindeholdelse med, og som var foretaget som et led i SKAT´s  almindelige rutiner i forbindelse med opkrævning af skat. Aftalen var ydermere kun indgået af hensyn til skyldneren.

KL § 73 fastslår, at såfremt omstødelse er betinget af, at den pågældende disposition er sket inden for en bestemt tidsfrist, anses betingelsen for opfyldt, hvis tinglysning eller anden sikringsakt, som er nødvendig for at opnå beskyttelse mod retsforfølgning, er foretaget inden for tidsfristen. Eksempelvis vil et udlæg, der er foretaget mere end 3 måneder før fristdagen, bortfalde, hvis den i forhold til andre kreditorer nødvendige sikringsakt (tinglysning, denunciation mv.) først er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen.

Sker omstødelse efter den generelle regel i KL § 74 eller efter KL § 72 om betaling af gæld efter fristdagen, skal den begunstigede betale konkursboet erstatning efter almindelige erstatningsregler, jf. KL § 76.

Omstødelse i andre tilfælde indebærer, at den, der ifølge dispositionen er blevet begunstiget, som hovedregel må fralægge sig den berigelse, han har vundet, dog ikke ud over konkursboets tab, jf. KL § 75.

Uden for konkursloven findes der enkelte love, der indeholder bestemmelser, som har samme virkning som omstødelsesbestemmelserne i konkursloven. Som tidligere nævnt har konkursen ekstinktiv virkning, dvs., at konkursboet kan ekstingvere dispositioner, hvor den fornødne sikringsakt i form af tinglysning mv. ikke er iagttaget.

Herudover kan der være tale om dispositioner, der efter de almindelige obligationsretlige regler ikke kan gøres gældende over for konkursboet. I de tilfælde, hvor konkursloven ikke finder anvendelse på en given disposition, kan der således være andre muligheder for at få dispositionen omstødt eller på anden måde underkendt.

Bestemmelser med samme virkning som omstødelse findes i lov om ægteskabets retsvirkninger, aktie- og anpartsselskabslovene samt i lov om forsikringsaftaler.

Ydermere er det i visse situationer muligt at gennemføre erstatningssager mod virksomhedens ansvarlige personer, hvis de ved deres dispositioner culpøst har påført SKAT et tab. Disse sager kan dog ikke gennemføres som et supplement til omstødelse, men alene som et alternativ. Se mere om erstatning i afsnit H.3.17.

Har den ene ægtefælle ved ægtepagt givet den anden ægtefælle en gave, kan den, som på overdragelsestidspunktet havde et krav mod overdrageren, rette kravet mod modtageren, hvis det ikke er muligt at få fuld dækning hos overdrageren, jf. § 33 i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Kravet mod modtageren kan dog ikke overstige værdien af gaven. Endvidere er det en betingelse, at kreditors krav er stiftet, før gaven blev givet.

Omstødelse er dog udelukket, hvis ægtefællen beviser, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser med. Sædvanlige lejlighedsgaver antages ikke at kunne omstødes i de her foreliggende tilfælde. Om en gave kan karakteriseres som lejlighedsgave, beror på en vurdering af gavens værdi, der ikke må stå i misforhold til giverens økonomi.

Anvendelse af bestemmelsen forudsætter ikke, at der er afsagt konkursdekret. Bestemmelsen indeholder ingen tidsfrist, og den stiller heller ikke særlige krav til kreditors bevis for, at skyldneren på overdragelsestidspunktet var insolvent.

Hvis en forsikringstager går konkurs, og kan det fastslås, at han i løbet af de sidste 3 år inden fristdagen har indbetalt et efter hans formuetilstand på indbetalingstidspunktet uforholdsmæssigt stort beløb i præmie på en livsforsikring, kan konkursboet forlange, at det for meget betalte skal betales tilbage til boet, jf. § 117 i lov om forsikringsaftaler. Se fx UfR 2001, 1914 VLD, hvor en indbetaling af 246.716 kr. ud af en fratrædelsesgodtgørelse på ca. 326.000 kr. blev anset som uforholdsmæssig stor.

Det er dog en betingelse, at beløbet kan udredes af forsikringens tilbagekøbsværdi eller af fripolicens kapitalværdi. Tilbagekøbsværdien er den værdi, forsikringstageren kan kræve tilbagebetalt, hvis forsikringstageren ifølge policen kan kræve en kontant godtgørelse for præmieindbetalingen, når han holder op med at indbetale på forsikringen.

I UfR 1997, 1096 VLD, havde en skyldner indbetalt 950.000 kr på 3 forskellige livsforsikringer over en periode på 3 år før sin konkurs. Boet ønskede at omstøde indbetalingerne i henhold til forsikringernes samlede tilbagekøbsværdi, men landsretten fastslog, at der kun kunne ske omstødelse, hvis beløbet kunne udredes af de enkelte forsikringers tilbagekøbsværdi.

Bestyrelsesmedlemmer og direktører i et aktieselskab kan aflønnes med en fast gage og tantieme. Tantieme fastsættes og godkendes af generalforsamlingen.

Efter aktieselskabslovens § 64, stk. 2, skal bestyrelsesmedlemmer og direktører i et aktieselskab, der er erklæret konkurs, tilbagebetale beløb, de har fået udbetalt i tantieme i de sidste fem år før fristdagen. Det er en betingelse, at selskabet var insolvent, da tantiemen blev fastsat, og det er konkursboet, der har bevisbyrden for selskabets insolvens.

Tilbagebetalingen skal ske, uanset om modtagerne var i god tro.

Hvis en disposition er ugyldig, skal konkursboet, lige så lidt som skyldneren selv, respektere dispositionen.

Som eksempler på ugyldighedsgrunde kan nævnes svig, tvang og manglende ægtepagt ved gaver mellem ægtefæller.

Blandt andre dispositioner, som kreditorerne ikke skal respektere, kan nævnes proformadispositioner. Proforma har ikke virkning mellem parterne, og derfor heller ikke over for parternes kreditorer. 3. mand kan dog støtte ret på en proformaaftale, hvis denne har indgået aftale i tillid til proformaaftalen, jf. aftalelovens § 34.

I vurderingen af, om der foreligger en proformaaftale, kan der fx lægges vægt på de faktiske forhold i forbindelse med dispositionen. Som eksempel kan nævnes UfR 1992, 245 VLK, hvor en far købte sønnens kvægbesætning, men lod besætningen blive på ejendommen. Købesummen blev brugt til at indfri et lån, som faderen havde kautioneret for. Dispositionen blev anset for foretaget for at give faderen sikkerhed i sønnens besætning for tilbagebetaling af købesummen, idet der reelt forelå en pantsætning af besætningen til sikkerhed for et lån (købesummen) til sønnen. Med da sikringsakten for underpant i løsøre (tinglysning) ikke var iagttaget, nød pantsætningen ingen beskyttelse over for sønnens kreditorer.

Konkurslovens kapitel 9 indeholder regler om fyldestgørelse af særlige rettigheder, der ikke kan inddrages i konkursmassen. Det kan fx være udlæg, som ikke kan omstødes, og som RIM kan forlange udlagt til tvangsrealisation.

Aktiver, der tilhører 3. mand, eller af andre grunde ikke kan inddrages i konkursmassen, skal efter KL § 82 udleveres til den, der har ret til aktivet. I TfS 1995, 109 VLD, fandt landsretten efter, at indentifikationsbevis var ført, at det daværende ToldSkat, nu SKAT, havde et separatistkrav i et beslaglagt beløb, som uretmæssigt var hævet på en etableringskonto, da de almindelige regler om håndpant gælder for den lovbestemte sikkerhedsret i etableringskontolovens § 9, stk. 3. Den fornødne rådighedsberøvelse og individualisering var foretaget. Se nærmere om separatistkrav nedenfor.

Øvrige aktiver, som ikke kan inddrages i konkursmassen, skal udleveres til skyldner. Det kan være aktiver, som er undtaget fra udlæg, fx fordi de er omfattet af trangsbeneficiet i RPL § 509, jf. i øvrigt afsnit H.3.10.3.

Når der er afsagt konkursdekret, kan tvangsauktion over skyldnerens aktiver kun foretages, hvis boet begærer det eller giver sit samtykke hertil, jf. KL § 85. Dette gælder også for SKAT, hvis vi har pant eller udlæg i aktiver, jf. KL § 90. RIM kan således ikke selv tage initiativ til at afholde tvangsauktion.

Er der ikke begæret tvangsauktion inden seks måneder efter, at dekretet er afsagt, kan SKAT som pant- eller udlægshaver forlange, at konkursboet uden ophold gennemfører auktionen, jf. KL § 86.

Efter KL § 91, stk. 1, berøres adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret, fx pant i fordringer og andre rettigheder, ikke af pantsætterens konkurs.

Det samme gælder ifølge KL § 91, stk. 3, krav, der er sikret ved virksomhedspant i fordringer, jf. TL § 47 c, stk. 3, nr. 1, eller fordringspant, jf. TL § 47 d. Reglen sikrer således, at underpant i fordringer efter de lige nævnte bestemmelser i tinglysningsloven ligestilles med håndpanterettigheder mv., jf. KL § 91, stk. 1, således at panthaveren for så vidt angår panteretten i udestående fordringer anses for separatist og som sådan vil kunne fyldestgøre sig i de pantsatte fordringer uden om konkursboet ved at kræve betaling til sig.

Når konkursboet er opgjort, udloddes der en dividende til konkurskreditorerne i en bestemt rækkefølge. Denne rækkefølge kaldes konkursordenen, og her inddeles konkurskreditorernes krav i særskilte klasser.

Konkurskreditorerne er de kreditorer, som ved konkursdekretets afsigelse havde en fordring på skyldneren. De kreditorer, som fx ved et uomstødeligt udlæg har etableret sikkerhed for en del af deres krav, de såkaldte separatister, er kun konkurskreditorer for deres eventuelle restkrav.

Uden for konkurskreditorernes kreds falder de kreditorer, hvis krav vedrører tiden efter konkursdekretets afsigelse, og som enten vedrører omkostninger ved konkursens indtræden eller opstår i forbindelse med konkursboets virksomhed. Disse kreditorers krav benævnes massekrav og fyldestgøres forud for de øvrige krav.

Konkursordenen og de enkelte klasser gennemgås i afsnit H.3.14.1 - H.3.14.6. Skatte- og afgiftskravenes status gennemgås løbende i de enkelte afsnit. Dog findes A-skattekravenes status i et særskilt afsnit, jf. afsnit H.3.22.

Massekrav betales i lige forhold forud for al anden gæld i konkursboet. Som massekrav anses efter KL § 93 følgende krav:

  1. Omkostninger ved konkursens indtræden, jf. KL § 93, nr. 1. Disse omkostninger er bl.a. eventuelle retsafgifter og sædvanligt advokatsalær ved indgivelse af konkursbegæringen.
  2. Omkostninger ved konkursens behandling, jf. KL § 93, nr. 2. Denne bestemmelse omfatter bl.a. kurators salær for konkursbehandlingen.
  3. Gæld, der pådrages boet under dets behandling, jf. KL § 93, nr. 3.

Under punkt c falder told- og skatteforvaltningens krav på afgifter eller A-skat, der vedrører perioden efter konkursdekretets afsigelse. Det vil fx være tilfældet, hvor konkursboet fortsætter virksomheden, eller hvor der foretages afgiftspligtigt salg af aktiver. Krav på renter og gebyrer af massekravet har også stilling som massekrav. Renterne kan beregnes op til betalingstidspunktet, og RIM bør tage forbehold for eventuelle renter mv., hvis konkursboet ikke opfylder de gældende angivelses- og afregningsregler, herunder ikke accepterer at afholde disse udgifter som boomkostninger.

Betaler boet ikke disse krav, bør RIM vurdere, om der skal foretages indberetning til skifteretten i henhold til KL § 114 for at få kurator afsat, jf. afsnit H.3.7.4.

Krav, der udspringer af boets dispositioner, anmeldes som egentlige massekrav. I UfR 1985, 160 HD, blev særlig indkomstskat i et insolvent dødsbo anset for at være massekrav efter KL § 93, nr. 3, da skatten opstod som følge af boets salg af en ejendom.

Moms- og afgiftsbeløb, der er afledt af konkursboets dispositioner, anmeldes i konkursboet som massekrav efter KL § 93, nr. 3, jf. princippet i UfR 1982, 981 (Sø- og Handelsretsdom). I sagen afhændede kurator et antal lastbiler under konkursbehandlingen. Konkursboet var derfor forpligtet til at udrede vægtafgifter, der forfaldt under behandlingen i boet, som massekrav.

Efter massekravene betales ifølge KL § 94 i lige forhold fortrinsberettigede krav - også kaldet sekundære massekrav. Følgende krav hører til i denne klasse:

  1. Rimelige omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en samlet ordning på skyldnerens økonomiske forhold ved rekonstruktion, afvikling eller på anden måde, jf. KL § 94, nr. 1. Denne bestemmelse omfatter fx advokaters bistand med at etablere en generel kreditorordning til nytte for alle skyldnerens kreditorer.

    Omkostningerne antages ikke at være rimelige, hvis den, der forestår ordningen, på forhånd burde have indset, at arbejdet var nytteløst.
  2. Anden gæld, som skyldneren efter fristdagen har pådraget sig med samtykke af et af skifteretten beskikket tilsyn, jf. KL § 94, nr. 2.

    Samtykke er ikke altid direkte rettet mod den enkelte disposition, jf. fx UfR 1986, 662 HD og nedenfor under litra d og afsnit H.3.22.2.2.

    Hvis tilsynet uden nogen begrænsninger godkender virksomhedens fortsatte drift, må deraf flydende krav på skatter og afgifter mv. anses for fortrinsberettigede. I UfR 1986, 369 VLD, solgte en virksomhed en maskine, der blev leveret efter, at virksomheden havde standset sine betalinger. Tilsynet tiltrådte salget, hvorfor retten anså momsen af salget for at være et fortrinsberettiget krav efter KL § 94, nr. 2.
  3. Rimelige omkostninger ved påbegyndt likvidation af et aktieselskab eller anpartsselskab, jf. KL § 94, nr. 3. Med hensyn til omfanget af rimelige omkostninger henvises til punkt a ovenfor.
  4. Retsafgift af bobehandlingen, jf. KL § 94, nr. 4.

Skatte- og afgiftskrav, der opstår i perioden mellem fristdagen (dagen for anmeldelse af betalingsstandsning eller indgivelse af konkursbegæring) og konkursdekretet, kan først anses for fortrinsberettigede, når skifteretten har beskikket tilsyn, og tilsynet har godkendt den foretagne disposition. Er der ikke beskikket tilsyn for "mellemperioden", kan kravet alene anmeldes som simpelt krav. Personskatten er altid et simpelt krav. Vedrørende reglerne om konkursskatteloven henvises til LV 2005, afsnit E.L.1.

Renter af fortrinsberettigede krav anmeldes sammen med disse krav. Renterne kan beregnes til betalingstidspunktet.

A-skat indeholdt i løn, der er udbetalt med et tilsyns godkendelse, anmeldes som fortrinsberettiget, uanset om en del af den periode, for hvilken lønnen udbetales, ligger forud for betalingsstandsningen, jf. UfR 1986, 662 HD. Udbetalingstidspunktet er afgørende, jf. KSL § 46. I dommen blev der udbetalt løn med tilsynets samtykke for en periode, der delvis lå forud for betalingsstandsningen. SKAT´s krav på A-skat ansås som gæld, skyldneren havde pådraget sig med tilsynets samtykke. Se endvidere afsnit H.3.22 for en uddybning af reglerne om A-skattekravenes status i konkursordenen.

Moms- og afgiftsbeløb, der vedrører en eventuel betalingsstandsningsperiode, for hvilken der har været beskikket tilsyn, kan anmeldes som fortrinsberettigede krav efter KL § 94, nr. 2, på betingelse af, at tilsynet har givet sit samtykke til, at skyldneren kunne påtage sig kravet. Hvis tilsynet uden nogen begrænsninger godkender virksomhedens fortsatte drift, må deraf flydende krav, herunder moms- og afgiftsbeløb mv., anses for fortrinsberettigede. Refusion af moms modregnes i kravet. For at kunne opnå fradrag skal refusionskrav være særskilt opsplittet i boopgørelsen. Se herom UfR 1984, 969 HD, hvor det antoges, at en bidragsforpligtelse til Arbejdsgivernes Elevrefusion måtte anses for at være et krav omfattet af KL § 94, nr. 2, da forpligtelsen var en konsekvens af, at driften blev fortsat under betalingsstandsningen.

Der skal således, hvis der er anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, foretages en periodisering af moms- og afgiftsbeløbene, således at kravene kan gøres op for betalingsstandsningsperiode og efterfølgende perioder.

Efter de fortrinsberettigede krav betales i henhold til KL § 95 i lige forhold:

  • Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 1, der omfatter "krav på løn og andet vederlag for arbejde i skyldnerens tjeneste, som er forfaldet i tidsrummet fra 6 måneder før fristdagen indtil konkursdekretets afsigelse".

    Er fristdagen fx 1. december, omfatter privilegiet således løn, der forfaldt i perioden fra og med 1. juni og indtil konkursdekretet.

    Administrerende direktører anses ikke for at være i skyldnerens tjeneste, også selv om de siges op inden konkursen, jf. UfR 2000, 982 ØLD. I UfR 1984, 14 HD, opnåede en direktør privilegium, da denne ikke havde nogen selvstændig bemyndigelse til at handle på selskabets vegne.
  • Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 2, der omfatter "krav på erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, men dog ikke erstatning for krav på løn og andet vederlag, som ville være forfaldet mere end 6 måneder før fristdagen".
  • Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 3, der omfatter "krav på godtgørelse, for så vidt opsigelsen eller afbrydelsen af arbejdsforholdet har fundet sted inden for de sidste 6 måneder før fristdagen".

    Bestemmelsen omfatter erstatning for løn i en ved lov (fx funktionærlovens § 2) eller aftale (fx kollektiv overenskomst) fastsat opsigelsesperiode, hvorefter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel kan være fra 1 til 6 måneder. Funktionærlovens § 3 om minimalerstatningen henføres også under denne bestemmelse. A-skatten på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen.
  • Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 4, der omfatter "krav på feriegodtgørelse".
  • Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 5, der omfatter krav som nævnt i punkt a-c for længere tid tilbage end angivet under de nævnte punkter, hvis fordringshaveren efter skifterettens skøn har søgt kravet gennemført uden ugrundet ophold, men ikke har kunnet nå at foretage et udlæg, der kunne opretholdes i forhold til konkursboet. Denne bestemmelse omfatter bl.a. krav, som skyldneren har forhalet.

Efter KL § 95, stk. 2, kan skifteretten under visse betingelser nægte skyldnerens nærstående fortrinsret til betaling af lønkrav, hvis disse ikke findes rimeligt begrundet. Hvilke personer, der anses for at være skyldnerens nærstående, fremgår af KL § 2, jf. nærmere herom afsnit H.1.2.

I den udstrækning, boet giver dækning til de nævnte krav, skal konkursboet indeholde og afregne A-skat af udbetalingen, jf. KSL § 46, stk. 2. A-skat af lønkrav, som opnår status som privilegeret krav, skal ikke anmeldes i boet, da boet ved udlodning af lønkrav selv skal sørge for beregning og indbetaling af A-skatten.

Et forlig om lønkrav indgået efter konkursen fik i TfS 2001, 381 ØLD, ikke A-skatten af den omhandlede løn til at blive massekrav eller omfattet af KL § 95. Retten fastslog, at indeholdelsespligten fastlægges efter KSL § 46, stk. 2, og at pligten til at indeholde A-skat skulle have været opfyldt senest 6 måneder efter, at skatteyderen havde opnået ret til lønnen, hvilket tidspunkt lå før konkursens indtræden.

Er Lønmodtagernes Garantifond indtrådt i lønmodtagernes krav mod arbejdsgiveren, efter § 7 i lov om lønmodtagernes garantifond (lovbekendtgørelse nr 994 af 7. oktober 2004), skal boet efter KSL § 83 indeholde og afregne dividende af skattebeløbene.

A-skat af lønkrav, hvor Lønmodtagernes Garantifond er indtrådt i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren, skal normalt ikke anmeldes, da skattekravet fremgår af anmeldelsen fra Lønmodtagernes Garantifond. Viser det sig ved en kontrol af virksomhedens regnskaber, at A-skatten ikke er korrekt medtaget i anmeldelserne fra Lønmodtagernes Garantifond, skal RIM anmelde det korrekte beløb, men skal så samtidig gøre kurator opmærksom på forholdet. Se mere om Lønmodtagernes Garantifond i afsnit H.3.22.5.

Beløb, der er lønindeholdt i henhold til KSL § 73, men som ikke er indbetalt af arbejdsgiveren, anses for privilegeret i samme omfang som løn, jf. KL § 95. Dette medfører, at restancer af beløb, der er lønindeholdt efter KSL § 73 i tidsrummet fra seks måneder før fristdagen til datoen for arbejdsgiverens konkursdekretet, kan anmeldes som privilegerede krav.

Anmeldelsen foretages normalt af RIM med underretning til de eventuelle andre RIM´er, der måtte have begæret indeholdelsen. Derimod foretages almindeligvis ikke anmeldelse af krav i henhold til KSL § 73, når indeholdelse ikke har fundet sted. Sådanne krav skulle i givet fald anmeldes som simple krav.

Til støtte for fremgangsmåden henvises til UfR 1976, 805 (Sø- og Handelsretsdom). Heraf fremgår det, at ændringen af konkursordenen i 1969 medførte, at fortrinsstillingen for skattekrav blev ophævet. Ved de samtidig foretagne ændringer i kildeskatteloven blev der ikke taget stilling til, om den hidtil antagne fortrinsret for skat, der var inddrevet gennem lønindeholdelse i KSL § 73, skulle bortfalde. Denne fortrinsret var begrundet i civilretlige regler om indtræden i et krav, som her er et privilegeret krav. Retten fastslog, at ændringen i fortrinsstillingen for skattekrav i almindelighed ikke kan antages at have medført, at skattevæsenets krav opstået ved lønindeholdelse efter KSL § 73 ikke længere skulle betragtes som privilegeret på samme måde som lønkrav.

Under forudsætning af, at tilsynet ved, at der er begæret lønindeholdelse efter KSL § 73, må det forudsættes, at beløb indeholdt i en tilsynsperiode bliver stillet som fortrinsberettigede krav.

Efter de ovenfor nævnte lønkrav betales ifølge KL § 96 i lige forhold leverandørers krav på afgiften af varer, som efter de nedenfor nævnte punktafgiftslove er afgiftspligtige. Varerne skal dog i afgiftsberigtiget stand være leveret skyldneren til videresalg inden for et tidsrum af 12 måneder før fristdagen.

Det er således leverandører og andre omsætningsled, der er afgiftspligtige over for SKAT, som har et privilegeret krav. Varen kan være afgiftsberigtiget uden at være betalt af skyldner, hvilket medfører, at pligten til at betale afgiften er indtrådt.

Det drejer sig om afgiften af varer, der er punktafgiftspligtige i henhold til følgende love:

  1. Lov om forskellige forbrugsafgifter (KL § 96, stk. 2, nr. 1). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 638 af 21. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit I.1. Det er fx afgifter på varer som glødelamper og elektriske sikringer.
  2. Lov om afgift af øl, vin og frugtvin mm. (KL § 96, stk. 2, nr. 2). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 565 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit B.2 - B.3.
  3. Lov om tobaksafgifter (KL § 96, stk. 2, nr, 3). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 635 af 21. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit C.
  4. Lov om afgift af konsum-is (KL § 96, stk. 2, nr. 4). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 563 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit D.2.
  5. Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer mm. (KL § 96, stk. 2, nr. 5). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 567 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit D.1.
  6. Lov om afgift af spiritus mm. (KL § 96, stk. 2, nr. 6). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 564 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit B.1.
  7. Lov om afgift af mineralvand mv. (KL § 96, stk. 2, nr. 7). Bestemmelsen omfatter lovbekentgørelse nr. 562 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit B.4.
  8. Lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. (KL § 96, stk. 2, nr. 8). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 701 af 28. september 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit F.1. Loven omfatter en række afgiftspligtige varer som fx gas- og dieselolie, fuelolie og flaskegas.
  9. Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. (KL § 96, stk. 2, nr. 9). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 702 af 28. september 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit F.2.
  10. Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter (KL § 96, stk. 2, nr. 10). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 643 af 27. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit F.5. Det er fx afgift af dieselolie og petroleum - se nærmere lovens § 1, der henviser til lov om ernergiafgifter af mineralolieprodukter (jf. punkt h ovenfor).
    Bestemmelsen omfatter ifølge sin ordlyd ikke afgifter af elektricitet, naturgas og bygas.
  11. Lov om afgift af svovl (KL § 96, stk. 2, nr. 11). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 688 af 17. september 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit G.11.
    Bestemmelsen omfatter ifølge sin ordlyd ikke svovlafgift af naturgas.
  12. Lov om afgift af emballager, poser, engangsservice op pvc-folier (KL § 96, stk. 2, nr. 12).
  13. Lov om visse miljøafgifter (KL § 96, stk. 2, nr. 13).
  14. Lov om afgift af affald og råstoffer (KL § 96, stk. 2, nr. 14). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 570 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit G.3.
    Bestemmelsen giver efter sin ordlyd kun leverandørprivilegium for så vidt angår råstofafgiften.
  15. Lov om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (KL § 96, stk. 2, nr. 15). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 561 af 3. august 1998, jf. PAVL, afsnit G.9.
  16. Lov om afgift af visse klorede opløsningsmidler (KL § 96, stk. 2, nr. 16). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 568 af 3. august 1998, jf. PAVL, afsnit G.8. Det er følgende opløsningsmidler; Tetraklorætylen, triklorætylen og diklormetan.
  17. Lov om afgift af bekæmpelsesmidler (KL § 96, stk. 2, nr. 17). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 798 af 9. november 1998, jf. PAVL, afsnit G.7. Afgiften omfatter midler, som er bestemt til at bekæmpe, afskrække eller regulere planter eller skadegørere (dvs. stoffer og produkter, som er eller vil være godkendelsespligtige efter lov om kemiske produkter, jf. nærmere lovbekendtgørelsen § 1, stk. 1, og § 7).

Når krav nævnt i afsnit H.3.14.1 til H.3.14.4 er fyldestgjort, betales i lige forhold de øvrige krav. Disse krav kaldes simple krav, jf. KL § 97. Undtaget fra denne klasse af krav er efterstillede krav, jf. afsnit H.3.14.6.

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., der er opstået før fristdagen, anmeldes som simple krav. Det betyder, at skyldige moms- og afgiftsbeløb mv., der er stiftet i tiden indtil skifteretten modtog anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om konkurs, anmeldes som simple krav efter KL § 97.

Renter og gebyrer af det simple krav for tiden indtil konkursdekretets afsigelse anmeldes også som simpelt krav.

Tilbagebetalingskrav vedrørende investeringsgoder, der overgår til en anvendelse, for hvilken der ikke er fradragsret, er et simpelt krav, uanset at kravet først kan konstateres ved konkursboets salg af investeringsgodet, jf. UfR 1981.163 ØLD.

Efter alle andre fordringer betales i henhold til KL § 98 i nedennævnte rækkefølge følgende krav:

  1. KL § 98, nr. 1, omfatter krav på renter, som påløber efter konkursdekretets afsigelse, dog undtaget renter af krav i henhold til KL §§ 92 til og med 94. Under denne bestemmelse falder således krav på renter af privilegerede og simple krav efter KL §§ 95-97, der påløber efter dagen for konkursdekretets afsigelse. SKAT´s krav på renter af fx simple krav, skal således anmeldes som efterstillede krav, når renterne er påløbet efter, at skifteretten har afsagt konkursdekret.
  2. KL § 98, nr. 2, omfatter krav på bøder, tvangsbøder og værdikonfiskation, krav på betaling af tillæg til skat som følge af urigtig eller undladt selvangivelse samt krav på konventionalbod i det omfang, boden ikke er erstatning for lidt tab. Tillæg til skat og lignende skal også anmeldes som efterstillet krav.
  3. KL § 98, nr. 3, omfatter krav ifølge gaveløfter. Om begrebet gaver henvises til afsnit H.3.12.4 om KL § 64.

For så vidt angår SP-bidrag har Lønmodtagernes Garantifond i nyhedsbrev af 2. november 1998 anført, at dette krav i udbetalingsmæssig henseende behandles på samme måde som A-skat og AM-bidrag, idet der ikke er direkte sammenhæng mellem det indbetalte og godskrevne bidrag.

SP-bidrag anses derfor af garantifonden for at være et simpelt krav.

Krav på told og importafgifter mv. af importerede varer anses for stiftet på fortoldningstidspunktet.

Selskabsskattekrav, der vedrører indkomstår forud for det indkomstår, hvori dekretet er afsagt, anmeldes i boet som simple krav, jf. KL § 97.

Selskabsskatter, der vedrører det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, vil alene være et konkursindkomstskattekrav, jf. KKSL § 3, stk. 1.

Efter KL § 38 anvendes konkursmassen til fyldestgørelse af krav på indkomstskat efter selskabesskatteloven og fondsbeskatningsloven vedrørende indkomstår, der udløber efter konkursdekretets afsigelse

Er der truffet bestemmelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, anmeldes konkursindkomstskattekrav i boet som konkurskrav, jf. KL § 97. Der er efter KL § 93, nr. 3, ikke grundlag for at indrømme fortrinsstilling for krav på indkomstskat, selv om skattekravet er opstået efter konkursen.

Tilsvarende gælder for de følgende år indtil konkursens slutning.

For selskaber, der er sambeskattet i medfør af SEL § 31, stk. 3, hæfter de sambeskattede selskaber med virkning fra indkomståret 1993 solidarisk for selskabsskatter.

Et selskabsskat kan herefter anmeldes i et sambeskattet selskabs bo. Desuden følger det af KKSL § 4, stk. 4, at selskaberne hæfter solidarisk for skatten af et af selskabernes konkursindkomst.

RIM skal anmelde sine krav skriftligt over for kurator og i anmeldelsen henvise til de love, som de skyldige beløb vedrører. I anmeldelsen bør RIM tage forbehold for, at kravet kan blive ændret som følge af efterbetalinger.

Hvis RIM ikke kan opgøre kravet endeligt, skal den anmelde kravet som foreløbigt og tage forbehold for senere ændringer af kravet.

RIM skal i anmeldelsen beregne renter af de privilegerede og de simple krav efter KL §§ 95-97 indtil den dag, hvor skifteretten har afsagt konkursdekretetet. Renter, der påløber disse krav efter dekretets afsigelse, anmeldes som efterstillede krav, jf. KL § 98.

I anmeldelsen skal RIM oplyse om de krav, som RIM har foretaget udlæg for, idet  disse krav fyldestgøres uafhængig af konkursen, og i det omfang pantet giver dækning.

RIM skal gøre kurator opmærksom på, at det provenu, der indkommer ved salg af de udlagte aktiver, skal indbetales til RIM. Når RIM har modtaget indbetalingen, skal den anmelde den eventuelle udækkede del af kravet - restfordringen - i overensstemmelse med dens plads i konkursordenen.

Udlæg, der er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen, har ingen retsvirkning over for boet og må derfor anses for at være bortfaldet, jf. KL § 71 og afsnit H.3.12.10.

Viser det sig under boets behandling, at der ikke er midler, ud over hvad der medgår til dækning af omkostningerne ved boets behandling, kan kurator foranledige boet sluttet efter KL § 143, stk. 1.

I sin vurdering henser kurator også til, om der er mulighed for at anlægge og vinde eventuelle omstødelsessager. Hvis RIM bliver opmærksom på en omstødelsesmulighed, som kurator ikke har undersøgt, bør RIM gøre kurator opmærksom på den.

Kan konkursboets midler ikke dække de omkostninger, der er forbundet med konkursbehandlingen, hæfter den eller de, der har begæret konkursen, solidarisk for det manglende beløb, jf. KL § 27, stk. 1. Det beløb, som RIM hæfter for ved konkursbegæringen, er på 30.000 kr., jf. afsnit H.3.4.

Ifølge KL § 143, stk. 2, kan RIM som konkursrekvirent forlange boet sluttet, medmindre en anden i RIM´s sted indestår for yderligere omkostninger. Dette skyldes, at konkursrekvirenten jo hæfter for boets omkostninger, jf. KL § 27, stk. 1 og 2. Denne ret tilkommer ikke virksomhedspanthavere, der hæfter efter KL § 27, stk. 3 og 4, hvilket hænger sammen med, at deres hæftelse er subsidiær i forhold til konkursrekvirentens, se afsnit H.3.4.

Skifteretten indkalder herefter ved en bekendtgørelse i Statstidende til skiftesamling, hvor regnskabsudkastet skal behandles, jf. KL § 150. På skiftesamlingen har fordringshaverne, herunder også RIM, mulighed for at udtale sig om udkastet, jf. KL § 151, og medmindre udkastet lider af fejl og mangler, stadfæster skifteretten det.

Herefter udbetales dividenden.

Når boet optages til slutning, skal RIM gennemgå regnskabet og udkastet til udlodning og fremkomme med eventuelle bemærkninger på den skiftesamling, hvor regnskabet skal behandles.

Efter KL § 155 indrykker skifteretten bekendtgørelse i Statstidende om boets afslutning, medmindre tidspunktet for stadfæstelse af udlodningen og størrelsen af en eventuel dividende er fremgået af bekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af KL § 150.

Er det et aktieselskab, et anpartsselskab, en erhvervsdrivende fond eller en erhvervsdrivende virksomhed, som har været erklæret konkurs, giver skifteretten meddelelse om boets slutning til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som herefter vil slette selskabet eller virksomheden af registret.

KL § 156 fastslår, at en fordringshaver beholder sin ret mod skyldneren (virksomhed med personlig hæftelse) for den del af fordringen, som ikke dækkes gennem udlodningen. Dette betyder, at RIM´s restkrav stadig kan gøres gældende efter konkursen, jf. om fremgangsmåde ved inddrivelse af disse krav afsnit H.3.18.2.

RIM bør begære et konkursbo genoptaget, hvis det senere viser sig, at der boet mødes med nye krav eller boet tilføres aktiver.

Hvis en kreditor ønsker behandlingen af et konkursbo genoptaget, skal han rette henvendelse til den skifteret, som tidligere behandlede boet.

I øvrigt kan også tvangsopløste selskaber genoptages, hvis det senere viser sig, at det opløste selskab et tilført midler, og RIM kan her anmelde sit krav, uanset om den tidligere har anmeldt sit tilgodehavende. På den måde sikres også, at eventuelt påløbne renter mv. får del i udlodningen.

Hvis der rettes krav mod boet, kan en genoptagelse muligvis give anledning til erstatningssager mod fx stifteren, den tidligere ledelse i selskabet eller eventuelt mod kurator. I de tilfælde, hvor der tilkommer boet midler, skal disse fordeles efter konkursordenen. Retten til at få genoptaget et bo fremgår af KL § 154.

I UfR 1998, 148 ØLD, blev et konkursbo genoptaget, da skyldner inden konkursen havde overdraget en udestående fordring til sin samlever, men hverken havde givet fordringsdebitor eller boet underretning herom. Fordringsdebitor indvilligede i at stille sikkerhed for boets genoptagelse. Endvidere blev det fastslået, at kurator ikke havde udvist passivitet.

I aktieselskabslovens § 125 og anpartsselskabslovens § 58 er der særlige regler, hvorefter behandlingen af selskaber, der er opløst, kan genoptages, hvis der fremkommer yderligere midler, eller der i øvrigt måtte være anledning hertil. I UfR 1998, 629 H, blev et anpartsselskab på Skatteministeriets foranledning genoptaget med begæring om konkursbehandling. Skatteministeriet anlagde herefter sag mod selskabets anpartshaver i henhold til KL § 137.

I UfR 1997, 1259 VLD, fandt landsretten et tidligere anmeldt krav i et selskabs bo, som blev genoptaget mere end 5 år senere med en ny fordringsanmeldelse til følge, var retskraftigt og således ikke forældet, da kreditor ikke havde haft mulighed for at foretage forældelsesafbrydende skridt mod selskabet i den mellemliggende periode. I sagen havde Lønmodtagernes Garantifond anmeldt et krav i et konkursramt selskab. Konkursboet blev sluttet i medfør af KL § 143, uden at nogen af de anmeldte fordringer, herunder LG´s krav, blev prøvet i boet. Selskabet, der herefter var opløst, blev slettet af erhvervs- og selskabsregistret. Mere end 5 år senere blev konkursboet imidlertid genoptaget, da der var fremkommet et aktiv, og LG anmeldte på ny sit krav. Kravet var på grund af 1908-lovens § 2 ikke forældet, fordi LG ikke havde haft mulighed for at foretage forældelsesafbrydende skridt. Der var jo ingen at sagsøge, når selskabet var opløst, hvilket ikke kunne lastes LG.

RIM bør, både før, under og efter konkursbehandlingen af en virksomhed, være opmærksom på, om stifteren eller de personer, der er involveret i driften af en virksomhed og likvidationen af denne, overholder de forpligtelser, de har efter lovgivningen.

Hvis det efter RIM´s opfattelse ikke er tilfældet, bør RIM vurdere, om den skal prøve at foranledige, at de ansvarlige pålægges et erstatningsansvar. Blandt de personer, det kan komme på tale at rejse et erstatningsansvar over for, kan nævnes stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører og revisorer i selskaber, det beskikkede tilsyn ved en anmeldt betalingsstandsning, kurator i et konkursbo med flere.

Hvis RIM mener, at der i det konkrete tilfælde skal rejses erstatningssag, ska RIM sendel sagen til hovedcentret, der afgør, om en sådan sag skal rejses.

Nedenfor i afsnit H.3.17.1 - H.3.17.4 gennemgås eksempler på tilfælde, hvor det kan være aktuelt at anlægge erstatningssag. Eksemplerne er således ikke udtømmende, men skal blot opfattes som en vejledning.

Hvis et selskab eller en forening er blevet opløst, og formuen fordelt mellem aktionærerne eller anpartshaverne (medlemmerne), og der ikke er afsat tilstrækkeligt beløb til den skat, der påhviler selskabet (foreningen), hæfter aktionærerne (medlemmerne) og likvidator solidarisk for denne skat, jf. SEL § 33. Hvis der ikke er valgt eller beskikket nogen likvidator, kan hæftelsen tillige gøres gældende over for bestyrelsen. Den enkelte aktionær (det enkelte medlem) hæfter dog kun for det beløb, som denne har modtaget, og likvidator hæfter kun for summen af de beløb, der er udloddet.

Bestemmelsen er primært tiltænkt den situation, hvor udlodning er foretaget, efter at et selskab er trådt i likvidation. Domstolene har tilsyneladende accepteret, at der kan være afvigelse mellem udlodningstidspunktet og opløsningstidspunktet. I UfR 1973, 865 ØLD, fastslog landsretten, at SEL § 33 kun kunne bruges i de tilfælde, hvor det pågældende selskab var opløst. I samme sagskompleks fandt landsretten i UfR 1973, 399 ØLK, at samme selskab kunne begæres konkurs for på den måde at fremkalde en opløsning af selskabet og derefter søge det påhvilende skattekrav inddrevet hos aktionærerne. Selv om selskabet intet ejede og ikke havde drevet virksomhed i en årrække, havde RIM en retlig interesse i at få selskabet erklæret konkurs.

Herudover vil der være mulighed for at rejse erstatningsansvar over for selskabets ledelse, hvis der er tale om grove tilfælde af tømning af selskabets formue ved at udlodde til aktionærerne kombineret med, at selskabet er ophørt med sin drift, selv uden, at selskabet er likvideret formelt. Det er i sådanne sager en betingelse, at der er lidt et tab. Dette krav er imidlertid ikke ensbetydende med, at en erstatningssag først kan rejses på det tidspunkt, hvor en konkursbehandling af selskabet er afsluttet. Så snart, det godtgøres, at SKAT har lidt et et tab, kan erstatningssagen anlægges.

Et aktieselskabs stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer m.fl. er erstatningsansvarlige for den skade, som de forsætligt eller uagtsomt har påført et selskab.

Ifølge aktieselskabslovens § 140, 2. pkt., har stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører pligt til at erstatte den skade, som de under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har påført selskabets kreditorer ved at overtræde aktieselskabsloven eller selskabets vedtægter. Bestemmelsens 1. pkt. vedrører erstatning for skade, som er tilføjet selskabet.

I en utrykt dom afsagt af 27. februar 1998 idømte Vestre Landsret medlemmer af en bestyrelse og direktion erstatningsansvar efter aktieselskabslovens § 140 for det tab, som de havde påført selskabet ved at havde været med til at sælge selskabets ejendom til langt under vurderingsprisen til et selskab, som nogle af medlemmerne ejede. Bestemmelsen kan også anses for at være et supplement til omstødelsesreglerne, da den lavere salgspris også indebar et omstødeligt gavemoment efter KL § 64, jf. afsnit E.3.12.4.

Der er nogle forskelle mellem omstødelsessøgsmål og erstatningssøgsmål. Ved erstatningssøgsmål dækker erstatningskravet boets samlede tab, og resultatet afhænger af en subjektiv vurdering af skadevolderens opførsel. Samtidig er sådanne søgsmål ikke omfattet af tidsfristen KL § 81, der alene gælder anlæg af omstødelsessager. Ved omstødelse opgøres boets krav alene til den begunstigedes berigelse, som denne skal fralægge sig, jf. KL § 75. KL § 64, stk. 1, bestemmer, at omstødelsen kan gennemføres på et objektivt grundlag, og efter KL § 64, stk. 2, skal der alene føres et solvensbevis. Se mere om erstatning for culpøse handlinger i afsnit E.3.17.3.

På selskabets revisorer, vurderingsmænd og granskningsmænd finder aktieselskabslovens § 140 også anvendelse, jf. lovens § 141.

Aktionærer, som fortsætligt eller groft uagtsomt har påført selskabet, andre aktionærer eller 3. mænd et tab ved at overtræde aktieselskabsloven eller selskabets vedtægter, skal erstatte tabet, jf. aktieselskabslovens § 142.

Aktieselskabslovens erstatningsregler er en kodificering af den retspraksis, der er blevet til på baggrund af dansk erstatningsrets almindelige culparegel, som på den måde supplerer disse regler.

I anpartsselskabsloven findes der ingen erstatningsregler, men i stedet gælder de almindelige culparegler. De tidligere bestemmelser i anpartsselskabslovens §§ 110-113 er ophævet, og det fremgår af bemærkningerne til ophævelsesloven, at det i årene siden anpartsselskabslovens indførelse viste sig, at selskabsformen typisk blev anvendt af en snæver ejerkreds, som aktivt tog del i den daglige drift eller havde tætte relationer hertil. I disse situationer bedømmes erstatningsansvaret efter reglerne om ledelsens ansvar, som ikke indeholder de begrænsninger, der lå i den tidligere gældende anpartsselskabslov. Efter disse bestemmelser var det en forudsætning for at ifalde erstatningsansvar, at tabet var en følge af, at anpartshaveren forsætligt eller groft uagtsomt havde overtrådt anpartsselskabsloven eller selskabets vedtægter.

En kreditor, der har lidt et tab som følge af en handling eller undladelse, der er rettet direkte mod kreditor og ikke blot er en afledet følge af en handling eller undladelse rettet mod det senere konkursramte selskab, vil efter reglen i aktieselskabslovens § 140, 2. pkt., evt. analogt, kunne vælge selv at anlægge en erstatningssag uden om boet.

Kreditorer kan således vælge selv at rejse et erstatningskrav over for eksempelvis et bestyrelsesmedlem eller direktøren – fx fordi konkursdividenden må forventes at blive beskeden. Desuden går et eventuelt omstødelsesbeløb til boet og dermed til alle kreditorer til fordeling efter konkursordenen, hvorimod et erstatningskrav, som en forfordelt kreditor måtte få dom for, går til denne kreditor, der heller ikke er bundet af fristen i KL § 81, som kun gælder omstødelsessager.

I anpartsselskabslovens § 52 er der fastsat særlige regler for retablering af anpartsselskabets kapital. Hvis mindst 40% af selskabets anpartskapital er tabt, skal ledelsen bl.a. stille forslag om en beslutning, der fører til enten fuld dækning af kapitalen eller opløsning af selskabet.

Efter aktieselskabslovens § 113 og anpartsselskabslovens § 48 skal udbetalinger til aktionærer og anpartshavere, der strider imod bestemmelserne i aktieselskabslovens §§ 109-110 og anpartsselskabslovens §§ 44-45, tilbagebetales selskabet. Hvis udbytte er udbetalt ulovligt, forudsætter tilbagebetalingen dog, at aktionæren eller anpartshaveren indså eller burde have indset, at udbetalingen var ulovlig.

Hvis beløbet ikke kan søges tilbage hos aktionæren eller anpartshaveren, eller det er uerholdeligt, kan kravet rettes mod dem, der har medvirket ved beslutningen om eller gennemførelsen af den ulovlige udbetaling, jf. aktieselskabslovens § 113, stk. 2, og anpartsselskabslovens § 48, stk. 2. Ansvaret efter aktieselskabsloven afhænger af reglerne i lovens §§ 140-143, mens ansvaret efter anpartsselskabsloven afhænger af de almindelige erstatningsregler.

Er fx et anpartsselskab solgt som "skuffeselskab", hvor kapitalen ikke længere er til stede ("rullende kapital"), kan de involverede personer blive erstatningsanssvarlige efter anpartsselskabslovens § 48. I en dom afsagt af 1. afdeling i Vestre Landsret den 16. august 2001 (B-1632-00) deltog en formidler i et salg af et anpartsselskab, der ikke havde nogen anpartskapital. Landsretten anså forholdet for omfattet af anpartsselskabslovens § 44, idet selskabets midler ulovligt var uddelt til anpartshaveren, der senere solgte selskabet. Der var ikke muligt at inddrive kravet hos sælgeren af anparterne. Landsretten statuerede, at den nære sammenhæng mellem salget af anparterne og sælgerens udtagelse af anpartskapitalen medførte, at formidleren for sin medvirken ved overdragelsen af det tømte selskab var erstatningsansvarlig over for selskabet for tabet svarende til anpartskapitalen, jf. anpartsselskabslovens § 48, stk. 2. Bestemmelsen i § 48, stk. 2, er alene subsidiær idet erstatningskravet for medvirken kun kan gøres gældende, hvis kravet ikke kan inddrives eller i øvrigt gøres gældende over for sælgeren.

Hvis et aktie- eller anpartsselskab låner penge til aktionæren eller anpartshaveren, er disse lån ulovlige efter aktieselskabslovens § 115 og anpartsselskabslovens § 49 og skal betales tilbage til selskabet. Imidlertid kan det være, at lånene ikke kan inddrives, fordi aktionæren eller anpartshaveren er insolvent.

Hvis lånet således ikke kan inddrives hos aktionæren eller anpartshaveren, og er der andre i selskabet, fx i dets bestyrelse eller direktion, som har besluttet långivningen eller opretholdt den, indestår disse for tilbagebetalingskravet efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5, og anpartsselskabslovens § 49, stk. 5.

Hvis det ulovlige lån ikke kan inddrives hos aktionæren eller anpartshaveren, bør det undersøges, om der er mulighed for at beskatte aktionæren eller anpartshaveren personligt ved at betragte disse lån som modtaget udbytte eller udbetalt løn, jf. LVE, afsnit S.F.2.2.5.2.

Et aktionær- eller anpartshaverlån kan også forekomme i selskaber, der opløses af skifteretten uden egentlig konkursbehandling, og i selskaber, hvis bo sluttes efter KL § 143 på første skiftesamling. RIM skal derfor i sådanne sager være opmærksom på disse ulovlige aktionær- eller anpartshaverlån.

Om RIM´s forholdsregler i forbindelse med tvangsopløsning af selskaber henvises til afsnit H.3.21.

I en række tilfælde kan dispositioner foretaget i selskaber eller andre virksomhedsformer påføre SKAT et tab, som herefter skal søges dækket ind gennem erstatningssager mod den eller de ansvarlige.

Det er muligt at få pålagt ledelsen i et selskab erstatningsansvar for drift af virksomhed, der medfører et tab for kreditorerne. I UfR 1999, 591 HD, videreførte en direktør og eneanpartshaver i et selskab sit bilfirma, selv om selskabet i to år før konkursen var insolvent. I de 2 regnskabsår havde selskabet et underskud på henholdsvis 870.000 kr. og 1,4 mill. kr. I perioden op til konkursen i det 3. regnskabsår var underskuddet 730.000 kr. Højesteret fastslog, at direktøren som enerådende i selskabet burde have indset insolvensen, og at der ikke var mulighed for at videreføre selskabet og afregne registreringsafgiften vedrørende nye biler, der blev solgt i de 2 sidste måneder før konkursen. Direktøren blev derfor pålagt at erstatte det tab, der herved var blevet påført SKAT.

Herudover er der (i stedet for omstødelse, jf. afsnit H.3.12) mulighed for at føre erstatningssager mod ledelsen, hvis der fra et insolvent selskab er overdraget aktiver (fx selve aktiviteten), uden at SKAT´s krav er blevet  indfriet. I Vestre Landsrets dom af 1. februar 2001 (11. afdeling, B-1657-99) pålagde landsretten bestyrelsen i et sådant selskab ansvar for det tab, som på den måde var påført SKAT ved, at salgsprovenuet  ikke kom myndigheden til gode i overensstemmelse med den insolvensretlige regel om ligelig fordeling af et insolvent selskabs midler mellem kreditorerne.

Se også UfR 1989, 812 HD, hvor Højesteret dømte et selskabs bestyrelse til at erstatte det tab, som kreditor havde lidt, fordi aktiverne ikke var fordelt ligeligt, ved at selskabets aktiver var afhændet mod, at køberen skulle overtage en del af gælden.

I UfR 1998, 1137 HD blev medlemmer af en bestyrelse for en professionel fodboldklub anset for at være erstatningsansvarlige for det tab, kreditorerne led ved, at selskabet fortsatte sin drift, selv om bestyrelsen vidste, at selskabets regnskab udviste et underskud på 350.000 kr., og at dets kapital var tabt. Højesteret udtalte, at beslutningen om at fortsætte driften var uforsvarlig. I sagen lagde konkursboet bl.a. vægt på, at bestyrelsen havde tilsidesat sin pligt til at indkalde generalforsamlingen og træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder eventuelt at opløse selskabet, da selskabet havde tabt halvdelen af sin aktiekapital, jf. aktieselskabslovens § 69 a.

I lighed med, hvad der gælder for et beskikket tilsyn under betalingsstandsning, er også kurator ansvarlig over for boet og over for enkeltpersoner i medfør af de almindelige erstatningsregler, jf. KL § 110.

I UfR 1961, 636 ØLD, blev en dommer og en kurator pålagt at erstatte en kreditors tab, da dennes krav ved en fejl ikke var taget med i boopgørelsen. Kreditors krav var anmeldt i boet og prøvet på skiftesamligen, men først efter, at ankefristen var udløbet, blev kreditor opmærksom på, at han ikke havde modtaget dividende.

Hvis et beskikket tilsyn under en betalingsstandsning ikke overholder de forpligtelser, tilsynet har efter KL § 15, og tilsynet dermed forvolder et tab, kan han pådrage sig et erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsregler. Ansvaret kan pådrages både over for boet og over for kreditorerne. I UfR 1984, 363 HD, blev en advokat, der var beskikket som tilsyn under betalingsstandsningen, således pålagt erstatningsansvar, da advokaten ikke rettidigt fik indgivet konkursbegæring for at fastholde den oprindelige fristdag. Den oprindelige fristdag bortfaldt derfor, og et ellers omstødeligt udlæg kunne herefter ikke omstødes.

Giver et konkursbo kun delvis dækning til de fortrinsberettigede krav, bør det således overvejes, om der er baggrund for at rejse erstatningssag mod tilsynet.

Også andre end tilsynet kan pålægges erstatningsansvar for deres optræden under betalingsstandsningen. I UfR 1980, 774 blev en advokat, der under sin klients betalingsstandsning havde udbetalt et salær til klientens ejendomsmægler, pålagt at erstatte boet dets tab svarende til salæret. Salæret var en gæld fra tiden før betalingsstandsningen. Se også afsnit H.2.5.3 i kapitlet om betalingsstandsning.

Det er boets kurator, der træffer beslutning om, hvorvidt der på boets vegne skal anlægges erstatningssag.

De enkelte kreditorer, herunder SKAT, kan også anlægge et erstatningssøgsmål, hvis selskabets aktionær, anpartshaver, bestyrelsesmedlem eller direktionvi direkte har påført SKAT et selvstændigt tab. Det er dog en forudsætning, atde øvrige kreditorer ikke har lidt noget tab, eller alene har lidt uvæsentlige tab i forhold til SKAT. Det er dog hovedcentret og ikke RIM, der er enekompetent til at beslutte, om der skal anlægges erstatningssag, og det er hovedcentret selv, der anlægger sag om erstatning mod skadevolderen. Se fx UfR 1989, 812 HD, nævnt i afsnit H.3.17.3.

RIM kan dog ikke kræve erstatning for sit tab, hvis kurator på selskabets vegne samtidig for konkursboet fører en erstatningsag, der omfatter alle kreditorer.

Beslutning om at anlægge retssag efter aktieselskabslovens § 140-142 træffes i tilfælde af konkurs af konkursboet, jf. aktieselskabslovens § 144, stk. 4. Er selskabet ikke erklæret konkurs, er det generalforsamlingen, der beslutter, om erstatningssag skal anlægges. Efter bestemmelsen kan generalforsamlingen også undlade at rejse en erstatningssag, ligesom den kan meddele skadevolderen frihed for ansvar. Disse beslutninger kan et eventuelt senere konkursbo se bort fra, hvis fristdagen indtræder senest 24 måneder efter dagen for den generalforsamling, der har givet ansvarsfrihed eller undladt at rejse en erstatningssag.

Hvis kurator opgiver et muligt krav, uden at der er opnået forlig, og RIM mener, at kravet bør forfølges, hjemler KL § 137 mulighed for myndigheden til på egen hånd at anlægge erstatningssag. Det forudsætter dog, at skifteretten uden ugrundet ophold efter kurators beslutning anmodes om at fastsætte en frist, hvor en erstatningssag kan anlægges. RIM kan anmode skifteretten herom.

Anlæggelse af erstatningssag mod kurator m.fl. besluttes af RIM. Hovedcentret er enekompetent til at afgøre, hvorvidt en sådan erstatningssag skal føres.

I dette afsnit gennemgås de muligheder, RIM har for at gennemføre inddrivelse under konkursens behandling, jf. afsnit H.3.18.1. RIM´s muligheder for at gennemføre inddrivelse efter konkursen gennemgås i afsnit H.3.18.2.

RIM kan lønindeholde i skyldnerens lønindtægt under konkursen efter de almindelige regler for lønindeholdelse, fordi skyldnerens indtægter ved egen virksomhed i denne periode ikke indgår i konkursmassen, jf. KL § 33. Lønindeholdelsen kan foretages for såvel simple som for fortrinsberettigede krav.

De beløb, der indbetales ved lønindeholdelse, kan ikke omstødes, selv om der senere stadfæstes tvangsakkord eller gældssanering i konkurs. Som eksempel kan nævnes UfR 1983, 252 ØLD, hvor RIM iværksatte en lønindeholdelse i skyldnerens egen lønindtægt under dennes konkurs. RIM kunne anmelde et krav opgjort til gælden pr. konkursdekretet uden yderligere renter og med fradrag af indeholdt løn.

I UfR 1987, 755 HD, blev RIM´s pålæg om lønindeholdelse under en gældssaneringssag ikke omstødt, da lønindeholdelsen ikke var omfattet af KL §§ 72 og 74.

RIM skal under konkursen undgå, at SKAT´s krav ikke forælder, især i de tilfælde, hvor konkursen trækkes i langdrag. Det kan herefter være nødvendigt at foretage udlæg for at afbryde den 5-årige forældelse. Renter af krav, der påløber under konkursen, må ikke forælde i de tilfælde, hvor boet efter en personlig skyldner sluttes efter KL § 143. Herved sikres også, at disse krav  kan inddrives efterfølgende.

RIM må ikke uden boets samtykke foranstalte tvangsauktion afholdt over et aktiv, hvori RIM har foretaget udlæg, jf. KL § 85, stk. 1. Der er dog intet til hinder for, at RIM efter aftale med boet fortsætter et udlæg til tvangsauktion eller selv inddriver et udlagt tilgodehavende. Hvis RIM ikke har fået en sådan aftale, skal aktiverne afleveres til boet.

En personligt hæftende fallent er ikke fritaget for sin gæld efter konkursen, jf. KL § 156. Personen hæfter således stadig for den del af gælden, der ikke er blevet dækket i forbindelse med udlodningen fra konkursboet.

RIM vil således i situationer, hvor den ikke gennem konkursen er blevet fyldestgjort for sit krav mod skyldneren, fortsat have et tilgodehavende på restgælden, som kan gøres gældende mod skyldneren personligt.

I sådanne situationer skal RIM for at sikre og forbedre debitors retsstilling efter afslutning på et personligt konkursbo sende en meddelelse til skyldneren om, at denne stadig hæfter for gæld til SKAT. I meddelelsen skal RIM anføre størrelsen af restkravet, at kravet vil blive fastholdt og forsøgt inddrevet, samt at hovedkravet vil blive tilskrevet yderligere renter. Denne meddelelse er alene en orientering til skyldneren, så denne kender sine rettigheder og pligter. Hvis skyldneren ikke modtager en sådan meddelelse, mister SKAT ikke sit krav.

RIM skal foretage de fornødne skridt til at sikre, at udækkede krav ikke forælder. Afgangsførelse af kravet som uerholdelige og/eller endelig afskrivning af fordringer sker efter de regler, der er nævnt i afsnit O.

Er fallenten et aktieselskab eller et anpartsselskab, vil kravet efter boafslutningen eller tvangsopløsningen blive slettet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register.

SKAT´s fordringer i selskabet eller lignende kan endeligt afskrives, når fordringen har været anmeldt i boet. Endelig afskrivning forudsætter, at konkursboet er afsluttet, samt at eventuel dividende er udloddet. Endvidere bør RIM undersøge om Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har indsat en hævedato i Erhvervssystemet. Se endvidere nedenfor samt i afsnit O.6, samt O.10 og O.11.

Hvis fordringen er sikret ved håndpant eller pant i fordringer mv., der som separatistkrav ikke skal realiseres i forbindelse med boets behandling, skal endelig afskrivning afvente, at de pantsatte aktiver bliver realiseret.

Inden en fordring endeligt afskrives, skal RIM vurdere, om der kan gøres personligt ansvar gældende mod nogle af de i selskabet medvirkende personer, som fx direktører, stiftere eller bestyrelsesmedlemmer, jf. afsnit H.3.17. Det samme gælder muligheden for nul-stilling, jf. afsnit M.2.

Er konkursboet sluttet efter KL § 143, kan fordringen endeligt afskrives, selv om fordringen ikke har været anmeldt.

Dokumentation i RIM´s sag om afgangsførelse af fordringen er en kopi af meddelelse om boets afslutning og udlodning - eventuelt kopi af bekendtgørelse i Statstidende - samt i almindelighed en kopi af eventuel anmeldelse i boet.

Hvis konkursboet bliver genoptaget, skal kravene tilbageføres. Se mere om genoptagelse i afsnit H.3.16.1.

RIM er bemyndiget til at træffe afgørelse i følgende sager:

  1. Indgivelse af konkursbegæringer mod såvel fysiske som juridiske personer. Konkursbegæring indgives dog ikke på grundlag af et subsidiært udlæg, jf. i øvrigt afsnit H.3.5.3. Bemyndigelsen gælder i alle situationer, også hvis konkursbegæringen alene har til hensigt at fastholde en allerede etableret fristdag, eller hvor den primære årsag er, at der findes omstødelige dispositioner.
  2. Tilbagekaldelse af en konkursbegæring.
  3. Opretholdelse af indsigelse mod kurators indstilling om, at en fordring ikke kan anerkendes som anmeldt, og hvor skifteretten skal træffe afgørelse ved dom, jf. KL § 246.
  4. Fremmøde i skifteretten og komme med eventuelle indsigelser.

Såvel indgivelse som tilbagekaldelse af en konkursbegæring skal ske gennem Kammeradvokaten.

Hovedcentret træffer afgørelse i følgende sager på grundlag af RIM´s indstilling:

  1. Sager af principiel eller politisk karakter samt sager, der kræver koordineret indsats fra forskellige statsmyndigheder. RIM beslutter selv, om en sag skal forelægges for hovedcentret. Beslutningen kan ikke påklages.
  2. Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, hvor kurator eller andre kreditorer anlægger omstødelses- eller erstatningssøgsmål.

En skyldner, der bor her i landet, kan drive virksomhed i et andet EU-land eller et land uden for EU, ligesom en skyldner, der bor i disse lande, kan drive virksomhed her i landet.

I tilfælde af, at én af disse skyldnere bliver insolvente, må RIM på samme måde, som det gælder for insolvente skyldnere, der er bosat her i landet, og som eventuelt også driver virksomhed her i landet, overveje, hvorvidt der bør indgives konkursbegæring for at sikre SKAT´s krav på den mest hensigtsmæssige måde.

De danske skifteretter er kun kompetente til at behandle sager om konkurs og afsige konkursdekret, hvis skyldneren har erhvervsværneting eller hjemting her i landet, jf. KL § 3, stk. 1 og 2.

Erhvervsværnetinget anses for at være det sted, hvorfra skyldnerens virksomhed ledes, og dette spørgsmål afgøres på grundlag af de faktiske forhold. I denne vurdering kan bl.a. indgå virksomhedens indførelse i registre eller telefonbøger og stedangivelse i korrespondance. Hvis disse sammen med andre indikatorer efter en samlet vurdering fører til, at erhvervsværnetinget er her i landet, kan skyldneren også erklæres konkurs her.

Hjemtinget bruges kun som værneting, hvis skyldneren ikke udøver erhvervsmæssig virksomhed her i landet, og det anses  for det første for at være det sted, hvor den fysiske person (skyldneren) har sin bopæl. Er skyldneren uden bopæl, anses hjemtinget som det sted, hvor denne opholder sig, jf. RPL § 235.

Er skyldnerens sidst kendte bopæl her i landet, og har skyldneren ikke taget bopæl i udlandet, anses hjemtinget også for at være her i landet. Dette medfører, at hvis skyldneren ved udrejse fra Danmark endnu ikke har taget bopæl i udlandet ved skifterettens modtagelse af konkursbegæring, kan der afsiges konkursdekret her i landet.

Har skyldneren ikke bopæl her i landet, men er dennes sidst kendte opholdssted her i landet, er hjemtinget også her i landet. Dette kræver dog, at skyldneren hverken har opholdssted eller bopæl i udlandet, og heller ikke senere får det.

Når skifteretten har anset sig for kompetent myndighed, foretager den den sædvanlige vurdering af, om konkursbetingelserne er til stede, og hvis det er tilfældet, afsiger skifteretten konkursdekret. Dette vil i givet fald have universel virkning, dvs., at skyldnerens aktiver her i landet og i udlandet inddrages under konkursen. Endvidere anses alle kreditorer i konkursboet for at være ligestillede, uanset hvilket land de bor i. Konkursens universelle virkning styres af enhedsprincippet og universalprincippet.

Skifteretten bruger den danske konkurslov på de processuelle forhold, fx reglerne om boets behandlingsmåde, kuratorvalg, skiftesamlinger samt slutning og udlodning. Også på konkursens materielle regler som fx insolvens og konkursordenen er det i praksis antaget, at danske regler som udgangspunkt finder anvendelse.

I visse tilfælde kan det dog være nødvendigt for skifteretten at lægge vægt på udenlandske regler. Dette kan fx tænkes at være tilfældet, hvor en udenlandsk kreditor ønsker at få en skyldner her i landet erklæret konkurs. Skifteretten må da vurdere den udenlandske fordring, som er basis for konkursbegæringen, med skyldig hensyntagen til kontraktstatuttet, hvilket betyder, at udenlandske bestemmelser om aftalers retsvirkning kan finde anvendelse ved vurderingen af, om fordringen kan anvendes som konkursgrundlag.

For RIM betyder universal- og enhedsprincippet, at RIM i danske konkursboer skal anmeldele fordringer, som RIM skal inddrive her i landet i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomster og bistandsdirektivet, Rådets direktiv 76/308/EØF (inddrivelsesdirektivet).

Det samme gælder tilsvarende, når en skyldner er erklæret konkurs i et land, som er bundet af inddrivelsesdirektivet eller overenskomster, der hjemler inddrivelse i udlandet, idet de udenlandske myndigheder skal anmelde SKAT´s krav i boet, forudsat de er bekendt med det danske krav.

I øvrige tilfælde, hvor RIM bliver opmærksom på en konkurs i udlandet, skal den sørge for, at RIM´s krav anmeldes. Det kan følgelig forekomme, at en udenlandsk kurator anmoder RIM om at anmelde et eventuelt krav i boet.

I praksis er det af afgørende betydning for den universelle virkning, at det konkursdekret, som en dansk skifteret har afsagt, anerkendes af de lande, hvori aktiverne befinder sig.

Hvis det pågældende land ikke anerkender det danske konkursdekret, kan aktivet selvsagt ikke inddrages under konkursen. Her er der åbnet op for at kreditorerne kan foretage individualforfølgning i aktivet i udlandet, men provenuet ved en sådan individualforfølgning må på grund af princippet om ligestilling af kreditorerne i konkursboet fraskrives i kreditors dividenderet som aconto-udlodning. Modtager kreditor således mere, end denne er berettiget til ifølge den afsluttende dividende, antages det, at konkursboet har krav på den overskydende del.

Som udgangspunkt anvendes de danske regler om omstødelse i danske konkursboer. En følge heraf er, at eventuel omstødelse der vedrører aktiver i udlandet, skal vurderes efter danske omstødelsesregler. Retten i det land, hvor aktivet er beliggende eller omstødelsen skal gennemføres, kan dog også kræve, at omstødelse også skal være hjemlet i dette lands lovgivning mv.

Er skifteretten ikke kompetent til at behandle en konkursbegæring mod en skyldner, fordi denne ikke har værneting her i landet, skal en konkurs søges gennemført i udlandet. Det antages, at en udenlandsk konkurs også har universel virkning, men det er skifteretten, der vurderer, om konkursen i udlandet, kan anerkendes her i landet.

Har RIM et krav på en skyldner i udlandet, kan der i myndighedens overvejelser af, hvorvidt en konkursbegæring bør begæres, foretages de samme vurderinger som nævnt i afsnit H.3.5 om indgivelse af konkursbegæringer.

Disse vurderinger skal suppleres med overvejelser om muligheden for at erklære skyldneren konkurs i dennes hjemland, hvilket konkursgrundlag, der kræves, og provenuforventningen.

En anmodning om konkurs i disse situationer skal forelægges hovedcentret.

Er en udenlandsk virksomhed eller person erklæret konkurs i udlandet, antages det, at denne konkurs' universelle virkning først kan få virkning her i landet, hvis den anerkendes, jf. dog nedenfor i afsnit H.3.20.5.

Hvis konkursen ikke anerkendes, kan der gennemføres indvidualforfølgning mod aktiver, der befinder sig her i landet.

Den nordiske konkurskonvention af 7. november 1933 (bekendtgørelse nr. 249 af 1. september 1934, Lovtidende A)er anerkendt af Danmark, Finland, Island Norge og Sverige.

Efter konventionens artikel 1, stk. 1, er konkursboer omfattet af konventionen underlagt enheds- og universalprincipperne. Aktiver, der  befinder sig i andre nordiske lande, indgår således i bomassen. Bekendtgørelse af sådanne konkurser sker i Statstidende.

Bobestyreren skal underrette alle fordringshavere, som befinder sig i de nordiske lande, om konkursen, medmindre fordringerne tages i betragtning uden anmeldelse, jf. artikel 2, stk. 2.

Efter artikel 1, stk. 2, afgøres spørgsmål om skyldnerens urådighed, konkursmassen og omstødelse samt spørgsmål om udlodning og fordringshavers og andre rettighedshaveres ret til fyldestgørelse i boet efter lovgivningen mv. i det land, hvor konkursdekretet er afsagt.

Reglerne, der afgør omfanget af konkursmassen, er dog modificeret således, at aktiver, der er beskyttet imod universalforfølgning i den stat, hvor aktivet befinder sig, ikke tages med i konkursmassen, jf. artikel 1, stk. 3.

Hvorvidt konkursen får indflydelse på RIM´s ret til at foretage udlæg i et aktiv, afgøres efter loven i den stat, hvor forretningen er foretaget. I disse tilfælde kan reglerne om tvangsfuldbyrdelse i KL §§ 85-89 også anvendes, jf. afsnit H.3.13.

Fortrinsret for skatter og afgifter afgøres efter loven i det land, hvor skatterne og afgifterne er pålignet, jf. artikel 7, stk. 3. Er denne fortrinsret særlig, dvs. knyttet til bestemte aktiver, afgøres dækningsrækkefølgen efter loven i det land, hvor aktivet befinder sig, jf. artikel 7, stk. 3.

Er der derimod tale om en almindelig fortrinsret som fx privilegerede fordringer som fx leverandørprivilegiet efter KL § 96, fyldestgøres fordringen først af formuen i det land, hvor skatten mv. er pålignet. I fyldestgørelsen fratrækkes en andel svarende til forskellen mellem formuen i det land, hvor skatten mv. er pålignet, og konkursboets samlede formue.

Aktie- og anpartsselskaber kan tvangsopløses på begæring af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Bestemmelserne om tvangsopløsning af selskaber fremgår af aktieselskabslovens §§ 117-118 og anpartselsskabslovens §§ 60 og 61.

Som eksempler på årsager til tvangsopløsning kan nævnes:

  • Selskabet har ikke rettidigt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indsender årsrapport i behørig stand efter årsregnskabsloven, jf. aktieselskabslovens § 118/anpartsselskabslovens § 61. Årsrapporten skal ifølge § 138, stk. 1, i årsregnskabsloven være modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning, idet fristen dog er 4 måneder for virksomheder omfattet af regnskabsklasse D, der omhandler statslige aktieselskaber og børsnoterede virksomheder.
  • Selskabet har ikke inden for en frist (på typisk 4 uger) fået etableret den i loven eller vedtægterne foreskrevne ledelse eller revisor, jf. aktieselskabslovens § 118/anpartsselskabslovens § 61.

For en tvangsopløsning gælder reglerne om likvidation med de nødvendige tillempelser, jf aktieselskabslovens § 117, stk. 4/anpartsselskabslovens § 60, stk. 4.

Ved tvangsopløsning indkaldes kreditorerne ikke, men de kan få kendskab til opløsningen gennem Erhvervs- og Selskabsstyrelsens system, publi-com eller gennem et etableret samarbejde med skifteretterne. I det omfang RIM ikke bliver orienteret om tvangsopløsninger af selskaber, bør RIM etablere et samarbejde med skifteretterne herom. En orientering fra skifteretten kan fx være en kopi af skifterettens indkaldelsesskrivelse.

Ved fremmøde i skifteretten kan RIM hindre, at selskaberne alene opløses som insolvente, hvis de i stedet burde erklæres konkurs. RIM kan gennemføre nedenstående undersøgelser, der tjener til hjælp ved vurderingen af, om selskabet bør tages under konkursbehandling:

  • Har ejerne tidligere haft selskaber, der er blevet tvangsopløst eller er gået konkurs?
  • Er der p.t. andre selskaber med samme ejerkreds (samme adresse/ejers privatadresse)? Er disse skønsmæssigt ansat for skatter eller foreløbigt fastsat for afgifter for en eller flere perioder?
  • Har selskabet fremlejet, eller fremlejer det arbejdskraft, maskiner mv. til et andet selskab i samme ejerkreds?
  • Er der midler på selskabets konto, der bør inddrages i skifterettens arbejde med opløsningen?
  • Hvilke oplysninger fremgår af RIM´s seneste materiale eller eftersynsskema?
  • Er virksomheden afmeldt for afgifter mv., og er der eventuelle oplysninger derfra?
  • Er den hidtil drevne virksomhed fortsat i et nyt selskab med samme ejer(e), og er der eventuelt oplysninger ved afmeldelse?
  • Er der udbetalt overskydende skatter eller afgifter (fx vedrørende større anskaffelser) inden for de sidste 3 år, og hvor er aktiverne nu placeret?
  • Hvilke oplysninger foreligger der om kildeskat og redegørelser herom?
  • Hvad fremgår af seneste regnskab med selvangivelse fra skattecenteret?
  • Mangler skatteansættelse for seneste regnskabsperiode?
  • Har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtaget nyere/senere regnskaber end det, der er vedlagt seneste selvangivelse? (Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sender ofte seneste regnskab til skifteretten med begæring om opløsning).
  • Fremgår ulovlige aktionærlån af det seneste regnskab? (hævet via mellemregning i stedet for løn for at undgå 0-stilling af A-skat).
  • Bør de ulovlige aktionærlån beskattes, hvis selskabsejerne erklærer, at de intet ejer?
  • Er der oplysninger fra udlægssager om virksomheden?
  • Bør RIM eventuelt begære regnskabsmaterialet udleveret ved skifterettens hjælp til afklaring af manglende lønindberetninger?
  • Har RIM et kendskab fra tidligere til ejerkredsen, som har påført RIM et tab?
  • Er der en formodning for, at selskabet har været indblandet i kriminelle handlinger?

RIM kan ved hjælp af udtræk fra edb-systemerne bidrage med oplysninger i skifteretten om selskabernes økonomi og har mulighed for at stille spørgsmål til de fremmødte.

Det skal bemærkes, at likvidation eller tvangsopløsning af et selskab ikke afskærer en kreditor fra at indgive konkursbegæring mod selskabet eller foretage udlæg hos dette. Selskabets ledelse vil stadig formelt tegne selskabet, indtil der måtte være udpeget en likvidator, eller indtil selskabet eventuelt opløses efter KL § 143 analogt.

Dette afsnit omhandler alene placeringen af A-skattekrav mv. i konkursordenen. Afsnittet omhandler således selve opgørelsen af de A-skattekrav mv., som RIM skal anmelde i konkursboet.

Skattekravenes placering i konkursordenen afhænger af det tidspunkt, kravet er stiftet på.

For at forebygge vanskeligheder for lønmodtagerne med at få godskrevet af A-skat mv. bør RIM undersøge, om konkursboet fortsætter virksomheden efter, at konkursdekretet er afsagt - konkursens indtræden.

Fortsætter konkursboet virksomheden, og udbetaler det løn eller anden A-indkomst for boets regning, skal konkursboet som sådant tilmeldes som indeholdelsespligtig.

Et konkursbo skal i denne sammenhæng følge de sædvanlige regler for redegørelse for og indbetaling af A-skat mv. Det gælder også i de ofte forekommende tilfælde, hvor et konkursbo uden at fortsætte virksomheden dog udbetaler løn og feriegodtgørelse til enkelte personer, der bistår bostyret med afviklingsforretninger og lignende.

Hvis et konkursbo ikke indbetaler A-skat mv., der påhviler boet som følge af den sædvanlige løbende indeholdelse af A-skat mv., skal RIM afkræve boet betaling med tillæg af renter frem til betalingstidspunktet ifølge OPKL § 7.

Undlader boet at indbetale efter påkrav, kan RIM dog ikke foretage tvangsinddrivelse i form af udlæg, jf. KL § 31, stk. 1. RIM skal da anmelde kravet over for konkursboet, selv om der ikke er tale om en konkursfordring, men om et krav mod boet. RIM bør endvidere underrette skifteretten om, at konkursboet ikke opfylder sine betalingsforpligtelser, så skifteretten eventuelt kan iværksætte særlige procedurer i henhold til KL § 114, jf. afsnit H.3.7.4.

A-skat mv., der er indeholdt af et konkursbo, er et egentligt massekrav, jf. KL § 93, nr. 3. Det samme gælder renter og gebyrer, der udspringer af sådanne krav, jf. KL § 98, nr. 1, modsætningsvis.

Efter KL § 38 skal konkursmassen anvendes til at fyldestgøre de krav, der er stiftet før konkursdekretets afsigelse. Hertil hører den A-skat mv., der på dette tidspunkt var indeholdt i den A-indkomst, der er udbetalt for skyldnerens regning.

Krav på A-skat mv. stiftes, når indeholdelsespligten indtræder. Indeholdelsespligten opstår ved lønudbetaling, jf. hovedreglen i KSL § 46, stk. 2. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, skal indeholdelse dog foretages på dette tidspunkt. Dette gælder dog ikke A-indkomst, der udbetales af den indeholdelsespligtiges konkursbo, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 17, stk. 1, 3. pkt. 

I UfR 2001, 1616 ØLD, anså landsretten et A-skattekrav for at være et simpelt krav, da lønmodtageren fandtes at have erhvervet endelig ret til lønnen ved udgangen af de respektive måneder, som lønnen vedrørte, jf. KSL § 46, stk. 2, 2. pkt. Kravet vedrørte den løn, som Lønmodtagernes Garantifond udbetalte efter endt forligsforhandling mellem lønmodtageren og konkursboet.

Som eksempel kan nævnes lønudbetalingsterminer den 1., 15. og 29. oktober. Konkursdekretet afsiges 16. oktober. A-skat mv., der er indeholdt 1. og 15. oktober, er et simple krav efter KL § 97, selv om såvel forfaldsdag som sidste rettidige indbetalingsdag for A-skat mv. til SKAT først falder efter konkursdekretets afsigelse den 16. oktober. Datoen for konkursbegæringens indgivelse eller en eventuel anden fristdag er uden betydning for afgrænsningen af de krav, der skal anmeldes. Hvis virksomheden fortsætter, og konkursboet udbetaler løn den 29. oktober, bliver konkursboet indeholdelsespligtigt, og det skal afregne A-skat mv. fuldt ud af denne lønudbetaling som egentligt massekrav efter KL § 93, nr. 3. Dette gælder, uanset om medarbejderne har optjent en del af indtægten forud for konkursen, jf. UfR 1986, 662 HD.

A-skat mv., der fejlagtigt ikke er indeholdt i A-indkomst, der er udbetalt før konkursdekretets afsigelse, skal ikke anmeldes i boet, men i stedet opkræves hos lønmodtageren som restskat, jf. KSL § 68.

Krav på A-skat, der er indeholdt i perioden mellem konkursbegæringens indgivelse og konkursdekretets afsigelse, er alene et simpelt krav, se UfR 1972, 96 HD, og UfR 1974, 114 HD. Kravet opnår dog fortrinsstilling, hvis behandlingen af konkursbegæringen er udsat i medfør af KL §§ 24 og 25, og der er beskikket tilsyn under udsættelsen, jf. afsnit H.3.6.

For lønmodtagere, der ikke har ret til ferie med løn, skal arbejdsgiveren i optjeningsåret månedligt indeholde A-skat mv. af den feriegodtgørelse, der er optjent i den forløbne måned, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 17, stk. 2, 2. pkt.

Er indeholdelsespligten indtrådt forud for konkursen, skal A-skat mv. af feriegodtgørelse (og søgne- og helligdagsbetaling) anmeldes i konkursboet som simpelt krav.

A-skat mv., der er stiftet ved konkursdekretet, er som udgangspunkt et simpelt krav, jf. KL § 97.

En fordring vedrørende indeholdt A-skat mv. kan dog være fortrinsstillet efter KL § 94, nr. 2. Fortrinsstilling forekommer i forbindelse med anmeldt betalingsstandsning og omfatter da A-skattekrav mv., der efter fristdagen og indtil betalingsstandsningens ophør er stiftet med samtykke af et af skifteretten beskikket tilsyn, jf. KL § 94, nr. 2. Et A-skattekrav mv. anses for stiftet med tilsynets samtykke, når virksomheden, efter at betalingsstandsning er anmeldt, med tilsynets accept, fortsætter driften og derved påtager sig de dermed forbundne forpligtelser, bl.a. til at udbetale løn og indeholde A-skat mv.

På samme måde som ved betalingsstandsning opnås der fortrinsstilling efter KL § 94, nr. 2, i tilfælde, hvor skifteretten, når konkursbegæring er indgivet, udsætter afgørelsen om konkurs på skyldnerens begæring, jf. KL § 24, og der er beskikket tilsyn.

A-skat mv. indeholdt i løn, der er udbetalt med et tilsyns godkendelse, anmeldes som fortrinsberettiget, uanset om en del af den periode, for hvilken lønnen udbetales, ligger forud for betalingsstandsningen, jf. UfR 1986, 662 HD.

A-skatter, der er nulstillet, jf. afsnit M.2, skal ikke medregnes i anmeldelsen. Foreligger der på anmeldelsestidspunktet uafklarede spørgsmål vedrørende nulstilling, anmeldes det redegjorte tilsvar fuldt ud. Regulering kan eventuelt foretages efterfølgende.

Eksempel

Skifteretten modtager anmeldelse om betalingsstandsning den 24. marts. Betalingsstandsningen forlænges ikke efter KL § 16 e, stk. 2, men udløber den 24. juni. Betalingsstandsningen fastholdes dog som fristdag ved, at der indgives konkursbegæring, som skifteretten modtager inden 3 uger efter, at betalingsstandsningen er udløbet, jf. KL § 1, stk. 2.

A-skat mv. indeholdt i løn udbetalt 24. marts og tidligere samt A-skat mv. af heraf beregnede feriepenge er simple krav. Det kan derfor uden videre fastslås, at tilsvar for februar og tidligere er simple krav. Tilsvaret for marts måned må opdeles som vist nedenfor, hvis betalingen for perioden ikke er sket.

  • A-skat mv. indeholdt i løn udbetalt 1. marts til 24. marts (inkl.) samt A-skat mv. af heraf beregnede feriepenge er et simpelt krav jf. KL § 97, mens
  • A-skat mv. indeholdt i løn udbetalt 25. marts til 31. marts (inkl.) samt A-skat mv. af heraf beregnede feriepenge er et fortrinsberettiget krav, jf. KL § 94.

A-skatten for april og maj måned er også fortrinsberettigede krav.

Tilsvaret for juni skal også deles op på følgende måde:

  • A-skat indeholdt i løn udbetalt 1. juni til 24. juni (inkl.) er et fortrinsberettiget krav, mens
  • A-skat indeholdt i løn udbetalt 25. juni til 30. juni er et simpelt krav.

Tilsynsbeskikkelsen ophører automatisk, når betalingsstandsningen ophører. Den omstændighed, at det beskikkede tilsyn fortsat bistår skyldneren, ændrer intet i A-skattekravets stilling som simpelt krav efter 24. juni og indtil konkursbegæringens modtagelse i skifteretten.

 

A-skat mv., der er indeholdt i feriegodtgørelse forud for betalingsstandsningen, får i en efterfølgende konkurs status som et simpelt krav i konkursordenen, uanset om nettoferiepenge er afregnet eller ej.

Eksempel 

Som eksempel kan nævnes en betalingsstandsning, der modtages i skifteretten den 10. oktober, og som fastholdes som fristdag ved en efterfølgende konkurs, fx den 10. januar året efter.

A-skat, der er indeholdt i feriegodtgørelse forud for betalingsstandsningen, er et simpelt krav, mens A-skat indeholdt i feriegodtgørelse i betalingsstandsningsperioden er omfattet af KL § 94. I eksemplet vil dette krav være A-skat mv. af feriegodtgørelse fra den 11. oktober til udløbet af betalingsstandsningsperioden i januar måned, da A-skatten opgøres månedligt på grundlag af den feriegodtgørelse, der er optjent i den forløbne måned.

Under de fortrinsberettigede krav må utvivlsomt også kunne medtages feriegodtgørelse af løn, der er udbetalt før 11. oktober, men hvor nettoferiepenge (feriepenge ekskl. A-skat mv.) er udbetalt med tilsynets samtykke efter 10. oktober.

A-skat mv. af feriegodtgørelse til ansatte med ret til ferie med løn forfalder i fratrædelsesmåneden. Såfremt fratrædelse er sket inden betalingsstandsningsdatoen vil A-skat mv. være et simpelt krav. Sker fratrædelse i betalingsstandsningsperioden vil A-skat mv. skulle opdeles på optjeningsperioder og anmeldes som henholdsvis § 97 og § 94 krav.

For krav anmeldt i konkursboet vil A-skat mv. tilsvarende først opstå ved indeholdelse af A-skat mv. i forbindelse med eventuel udlodning af dividende.

Renter og gebyrer, som er påløbet indtil konkursdekretets afsigelse, har samme stilling som hovedfordringen (den rentebærende A-skatterestance) og anmeldes sammen med denne.

Senere påløbne renter af simple krav kan kun anmeldes som efterstillede krav, jf. KL § 98. Anmeldelse bør dog altid ske for det tilfælde, at boet undtagelsesvis giver fuld dækning til de anmeldte krav.

Krav på renter, som påløber efter konkursdekretets afsigelse, bevarer samme stilling som hovedkravet, når dette har status som egentligt massekrav efter KL § 93 eller som fortrinsberettiget krav efter KL § 94.

RIM skal ved anmeldelsen af sådanne krav tydeligt anføre, at renter, der påløber, indtil betaling sker, anmeldes med samme stilling som hovedkravet.

Når lønmodtagerne i en konkursramt virksomhed har et tilgodehavende hos virksomheden, er de i princippet henvist til at anmelde deres krav på løn og feriegodtgørelse mv. over for konkursboet. Sker der en udlodning fra konkursboet, skal der indeholdes A-skat mv. i denne udlodning. Lønmodtageren beskattes på udlodningstidspunktet, se TfS 1998, 526 HD.

I de situationer, hvor der sker indfrielse af A-indkomsten gennem Lønmodtagernes Garantifond, henvises der til afsnit H.3.22.5.

Konkursboets udlodninger efter KL § 95 skal ske med indeholdelse af A-skat mv. For en nærmere gennemgang af KL § 95 henvises til afsnit H.3.14.3. Nedenfor gennemgås derfor kort eksempler på A-skattepligtige krav mv. omfattet af KL § 95, idet A-skat mv. følger lønkravet.

Er fristdagen fx 1. december, omfatter privilegiet efter KL § 95, stk. 1, nr. 1, således løn, der forfaldt i perioden fra og med 1. juni og indtil konkursdekretet. A-skat mv. på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen.

KL § 95, stk. 1, nr. 2, omfatter erstatning for løn i en ved lov (fx funktionærlovens § 2) eller aftale (fx kollektiv overenskomst) fastsat opsigelsesperiode, hvorefter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel kan være fra 1 til 6 måneder. Funktionærlovens § 3 om minimalerstatningen henføres også under denne bestemmelse. A-skat mv. på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen.

KL § 95, stk. 1, nr. 3, omfatter fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a (opsigelse efter uafbrudt beskæftigelse i mindst 12, 15 eller 18 år), § 2 b (usaglig afskedigelse) eller tilsvarende ved aftale (fx kollektiv overenskomst) fastsat fratrædelsesgodtgørelse. A-skat mv. på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen. Fratrædelsesgodtgørelse anses som A-indkomst, jf. LL § 7 U.

I det omfang krav på løn og feriegodtgørelse er stiftet under en anmeldt betalingsstandsning, jf. KL §§ 10-11, eller under udsættelse af behandlingen af en konkursbegæring, jf. § 24, bliver disse dele af fordringen til fortrinsberettigede krav, jf. § 94, nr. 2. Dette forudsætter, at lønmodtageren rent faktisk har udført arbejde for virksomheden.

I KL § 63 er der en særlig bestemmelse, som vedrører konkursboets indtræden i arbejdskontrakter. Hvis konkursboet inden 2 uger efter afsigelse af konkursdekret erklærer ikke at ville indtræde i arbejdskontrakten, er krav på løn stillet som vederlag for den foregående periode, jf § 63, stk. 2. Løn for den tid, lønmodtageren faktisk har udført arbejde for konkursboet, er massekrav.

En virksomheds overførelse til konkursboet som følge af konkursen er ikke overdragelse i henhold til lov om skattefri virksomhedsomdannelse, jf. § 1 i lov om virksomhedsoverdragelse. Videresælger konkursboet virksomheden (eller en selvstændig del af denne), finder nævnte lov dog anvendelse.

Om skyldnerskifte i konkurstilfælde har LG den praksis, at erhververen ved konkursboets afhændelse af virksomheden overtager de rettigheder og forpligtelser, som bestod på overdragelsestidspunktet mellem boet som arbejdsgiver og de lønmodtagere, der fortsætter ansættelsen, dvs. krav på vederlag for tiden efter dekretets afsigelse, jf. KL § 56, stk. 2. De krav, som lønmodtagerne eventuelt har for perioden forud for konkursen, er derimod fortsat krav, som alene kan rettes mod konkursboet. Som et eksempel på denne praksis kan nævnes Vestre Landsrets dom af 24. februar 1992 (4. afd., B 318/1990), hvor en skifteret i sine præmisser tiltrådte, at en erhverver af en virksomhed fra et konkursbo alene indtræder i de forpligtelser, der skal udredes som massekrav.

En virksomhedsoverdragelse vil intet ændre i hæftelsen for krav på A-skat mv. indeholdt forud for overdragelsen, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 2, stk. 1.

A-skat mv. af skyldig løn, der ikke er udbetalt, skal ikke anmeldes i konkursboet, men boet skal indeholde A-skat mv. når det udlodder anmeldte krav på løn. RIM kan i meddelelsen underrette boet om det samtidig med, at det anmelder kravet.

Baggrunden for denne regel er, at boet ved udlodning til anmeldte lønkrav bliver indeholdelsespligtigt efter KSL § 46, stk. 2.

Boets indeholdelsespligt ved udlodning forudsætter, at lønmodtagerens krav på selve lønnen er anmeldt i konkursboet. Den A-skat, der er tale om her, kan derimod ikke anmeldes i boet. A-skatten kommer først til eksistens, når boet udlodder på grundlag af bruttolønkravet, og kun i det omfang, der er dækning i boet.

A-skat mv. af disse bruttolønfordringer kan derfor ikke anskues som et egentligt massekrav, men bliver stillet på samme måde som det lønkrav, hvoraf A-skatten udspringer. I samme omfang, der er dækning til hovedkravet, skal der indeholdes A-skat.

A-skat mv. skal beregnes efter de sædvanlige regler. Indtægten beskattes principielt på retserhvervelsestidspunktet, som normalt er det år, hvori arbejdsgiveren blev erklæret konkurs. Lønmodtageren beskattes dog først på udlodningstidspunktet, se TfS 1998, 526 HD.

Som eksempel (kun vedrørende A-skat og ikke bidrag) kan nævnes en virksomhed, som ved dekret afsagt den 1. juli 2000 er erklæret konkurs og ophører. Forinden havde virksomheden anmeldt betalingsstandsning fra den 1. marts 2000. Der foreligger ikke skattekortoplysninger, og boet er derfor henvist til at indeholde A-skat med 60%, jf. KSL § 48, stk. 7. Boet afsluttes den 1. maj 2001 med 10% dækning til de simple krav.

En direktør, der jo ikke har lønprivilegium, har i eksemplet anmeldt et simpelt bruttolønkrav på i alt 100.000 kr. Til direktøren udloddes 10% af 100.000 kr, hvilket er 10.000 kr. Af dette beløb indeholdes A-skat på 6.000 kr, som indbetales til SKAT. Det resterende beløb på 4.000 kr. udbetales til direktøren.

En funktionær, der er frit stillet ved virksomhedens ophør, har anmeldt følgende bruttokrav:

Som fortinsberettiget lønkrav for juni 1999 på 20.000 kr. samt feriegodtgørelse heraf på 2.500 kr. Som privilegeret krav et erstatningskrav for løn i en opsigelsesperiode på 3 måneder på 60.000 kr. samt feriegodtgørelse for 1999 og 2000 på i alt 52.500 kr. Til funktionæren udloddes således i alt et beløb på 135.000 kr., hvorved funktionæren får fuld dækning. Af beløbet skal der indeholdes A-skat på 81.000 kr., der indbetales SKAT. Restbeløbet på 54.000 kr. kan udbetales til funktionæren.

En ansat, der ikke er funktionær, har i eksemplet anmeldt et privilegeret nettokrav på feriegodtgørelse optjent i 1998 på 10.000 kr. Beløbet er fremkommet som følge af en feriegodtgørelse på 18.000 kr. fratrukket A-skat på 8.000 kr. Den ansatte får fuld dækning for sit krav, da vedkommende ansatte får udloddet 10.000 kr. uden skattetræk. Udbetalingen sker uden skattetræk, da indeholdelsespligten er indtrådt i lønudbetalinger inden udgangen af 1998, hvilket var før konkursen. Denne A-skat indgår i virksomhedens tilsvar for december 1998 som et krav, der i eksemplet er anmeldt som et simpelt krav i konkursboet.

 

A-skattetilsvar mv. opstår i medfør af boets indeholdelsespligt ved udlodning af A-indkomst, dvs. ved boets udbetaling af lønfordringernes nettobeløb.

Den indeholdelsespligtige (dvs. konkursboet) skal følge kildeskattelovens regler om redegørelse og indbetaling, jf. OPKL § 2, stk. 2 og stk. 4. Pligten ligger hos bostyret, og der løber renter på ved for sen betaling, jf. OPKL § 7. Rentekravet vil være stillet som et egentligt massekrav efter KL § 93.

I praksis vil boet ikke blive registreret som arbejdsgiver alene med henblik på udlodning af anmeldte løn- og feriepengekrav. RIM udarbejder sædvanligvis redegørelse (sporadisk indeholdelsespligtig), når den modtager bostyrets indbetaling af dividende, der typisk omfatter en samlet afregning af forskellige former for dividende. Efter KL § 145, stk. 2, skal fortrinsberettigede krav, som lønfordringer typisk er, betales helt eller delvis, så snart fordringerne er prøvet. Praksis viser dog, at udlodningen af dividenden fra et konkursbo oftest sker samlet i forbindelse med boets slutning.

En lønmodtager kan i medfør af KL § 42 over for et konkursbo afgive en modregningserklæring, hvorefter han bruger sit lønkrav mod boet til at betale boets tilgodehavende mod sig selv med, fx for et personalelån ydet af den konkursramte virksomhed. SKAT har i et sådant tilfælde pligt til at godskrive en lønmodtager den til lønkravet hørende A-skat, da modregningen sidestilles med betaling.

AF UfR 1986, 859 HD, fremgår, at en fordringshaver i relation til KSL § 46, stk. 1 og 2 skal stilles, som om A-indkomsten var blevet udbetalt på sædvanlig måde, hvis han i medfør af KL § 42 modregner et lønkrav, der er A-indkomst, over for en fordring, der tilkommer konkursboet. Når modregningen er sket, påhviler det derfor boet at indeholde den til lønkravet svarende A-skat. Retten tilføjede, at der hverken i kildeskatteloven eller konkursloven er hjemmel for skattemyndighederne til at kræve, at en modregning skal gennemføres med bruttolønkravet med den virkning, at fordringshaveren selv skal betale et eventuelt forskudsskattebeløb. Retten konkluderede, at fordringshaveren derfor har krav på, at den til lønkravet svarende A-skat godskrives ham ved opgørelsen af slutskatten.

Når modregningen er foretaget, påhviler det derfor boet at indeholde den til lønkravet svarende A-skat, og A-skatten skal anses som et massekrav efter KL § 93.

Det anførte er i overensstemmelse med den sædvanligt forekommende situation, hvor en lønmodtager - typisk via Lønmodtagernes Garantifond - gør et lønkrav gældende med fradrag af uafregnet forskud mv.

Som eksempel kan nævnes en lønmodtager, der i opsigelsesperioden har krav på 100.000 kr. i løn. Vedkommende har fået et forskud/lån på 45.000 kr og har derfor et tilgodehavende på 55.000 kr. I så fald skal boet ved dividendeudlodningen - og først da - under forudsætning af fuld dækning til kravet - indeholde A-skatten af bruttokravet på 100.000 kr., fx 54.000 kr., idet boets modkrav på 45.000 kr. ikke berører indeholdelsen, der går forud for andre krav mod den pågældende A-indkomst, jf. KSL § 46, stk. 3. Ifølge opgørelsen fratrækkes lønkravet A-skatten (100.000 kr. minus 54.000 kr.). I de resterende 46.000 kr. fratrækkes forskuddet/lånet på 45.000 kr., hvorefter det resterende beløb på 1.000 kr. udbetales til lønmodtageren.

Bestemmelsen i KSL § 46, stk. 3, vil eventuelt kunne føre til, at der efter fradrag af A-skat ikke fuldt ud er plads til boets modkrav. Den udækkede del må boet da gøre gældende som et krav rettet direkte mod lønmodtageren.

Lønmodtagernes Garantifond er en selvejende institution og skal i visse tilfælde sikre lønmodtagerens lønkrav mv. Et af tilfældene er lønmodtagerkrav ved konkurs. I afsnit H.3.22.4.1 - H.3.22.4.4 gøres rede for det særlige samspil, der er mellem anmeldelse af lønmodtagerkrav fra Lønmodtagernes garantifond og A-skattereglerne i kildeskattesystemet.

Bestemmelserne om Lønmodtagernes Garantifond mv. findes i Lov om Lønmodtagernes Garantifond.

Lønmodtagernes Garantifond skal ifølge lov om lønmodtagernes garantifond § 1, stk. 1, sikre lønmodtagerens lønkrav mv. i følgende tilfælde:

  • arbejdsgiverens konkurs
  • arbejdsgiverens død, såfremt boet behandles som et insolvent bo efter dødsboskifteloven, eller
  • virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet
  • under arbejdsgiverens anmeldte betalingsstandsning

Herudover anføres nogle transnationale dækningsregler i § 1, stk. 2 og 3.

Efter lov om lønmodtagernes garantifond § 2 omfatter garantien de lønmodtagerkrav, der ved konkurs er omfattet af lønprivilegiet i medfør af KL § 95, jf. KL § 63, stk. 2, 1. pkt. Omfattet er dog også lønmodtagerkrav, der er blevet fortrinsberettigede krav som stiftet i en tilsynsperiode, jf. KL § 94, nr. 2, når boet for tiden ikke selv er i stand til at opfylde kravene.

Egentlige massekrav efter KL § 93 er ikke omfattet af garantien fra Lønmodtagernes Garantifond, ligesom garantien heller ikke omfatter den del af lønkravet, arbejdsgiveren skulle have indeholdt som A-skat, § 2, stk.1, sidste pkt.

Garantifonden foretager udbetaling, når kravet af lønmodtageren er anmeldt på særlige blanketter og dokumenteret over for fonden, jf. § 4. Garantifonden indtræder derefter i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren, jf. § 8. Lønmodtageren skal anmelde sit krav over for garantifonden inden 4 uger efter virksomhedens konkurs eller ophør som insolvent og for lønmodtagerkrav - bortset fra feriegodtgørelse - kan fonden i det enkelte tilfælde i alt højst udbetale 110.000 kr. efter skat til hver lønmodtager, jf. § 3, stk. 1.  Hvis udbetalingen skyldes arbejdsgiverens betalingsstandsning kan LG inden for en periode af 18 måneder udbetale op til 3 måneders løn til hver lønmodtager, dog højst 55.000 kr., jf. § 3, stk. 2. For feriegodtgørelse er der ikke fastsat maksimumbeløb.

Lønmodtagernes Garantifond beregner og fratrækker den A-skat, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt, hvis udbetalingen var foretaget af ham. Derefter udbetales nettobeløbet til lønmodtageren. Er der tale om feriegodtgørelse udsendes dog FerieKonto-anvisning på nettobeløbet.

Hvis arbejdsgiveren har opgjort A-skatten, lægges denne til grund typisk ved fælles anmeldelse for flere af en virksomheds ansatte. Ellers beregner garantifonden A-skatten på grundlag af skattekortoplysningerne i anmeldelsen, typisk ved anmeldelse fra den enkelte lønmodtager.

Ved garantifondens beregning af A-skatten gives skattekortfradrag efter de sædvanlige regler, når der er tale om

  • løn, herunder løn under ferie, samt
  • feriegodtgørelse og søgne-helligdagsbetaling til lønmodtagere uden ret til ferie med løn.

Derimod beregnes A-skatten med den oplyste trækprocent uden fradrag, når det drejer sig om

  • erstatning for opsigelsesløn samt akkordoverskud og
  • feriegodtgørelse og ferietillæg til lønmodtagere med ret til ferie med løn.
  • fratrædelsesgodtgørelse.

Beregningen af A-skat vil i almindelighed være baseret på de ved konkursens indtræden foreliggende skattekortoplysninger. Lønmodtagernes Garantifond har ikke mulighed for systematisk at kontrollere den oplyste A-skat henholdsvis de oplyste skattekortoplysninger.

Det præciseres, at Lønmodtagernes Garantifond ikke ved den beskrevne beregning og fradrag af A-skat med påfølgende udbetaling af nettobeløbet bliver indeholdelsespligtig.

Derefter indtræder garantifonden med hensyn til nettoudbetalingen i lønmodtagerens ret mod arbejdsgiveren eller dennes bo. Når der, som her forudsat, er tale om konkurs, anmelder garantifonden fordringen i arbejdsgiverens konkursbo.

Herefter svarer det videre forløb ganske til beskrivelsen i afsnit H.3.22.3 om konkursboets indeholdelsespligt, men i stedet for, at det er lønmodtagerne selv, der anmelder deres lønfordringer i konkursboet, er det her Lønmodtagernes Garantifond, som anmelder kravet i henhold til transport fra lønmodtagerne.

Ved Lønmodtagernes Garantifonds anmeldelse af lønkrav i et konkursbo skelnes der mellem

Bruttokrav Her skal boet ved udlodningen foretage indeholdelse af A-skat.
Den af Lønmodtagernes Garantifond beregnede A-skat Denne A-skat vil være stillet som massekrav eller privilegeret krav da den er udsprunget af hovedkravet og præget af dettes stilling i konkursordenen.
Nettokrav Her skal boet ikke foretage indeholdelse af den af Lønmodtagernes Garantifond anførte A-skat mv., idet indeholdelsespligten er indtrådt før konkursdekretets afsigelse, og derfor af RIM anmeldt som indeholdt A-skat mv., hvis betaling ikke er sket. Nettokrav forekommer typisk som tilgodehavende lønarbejder/feriegodtgørelse og søgne-helligdagsbetaling indtjent op til konkursdekretets afsigelse samt som funktionær/feriegodtgørelse, når den pågældende er fratrådt virksomheden før dekretets afsigelse.

Lønmodtagernes Garantifond foretager anmeldelse af lønmodtagerkrav i konkursboerne ved at fremsende en boanmeldelse bilagt enkeltopgørelser for hver af de lønmodtagere, der er omfattet af garantien. Anmeldelsen lyder på summen af de medfølgende enkeltopgørelsers nettobeløb. Anmeldelsen af garantifondens krav i et konkursbo foretages ofte a flere gange i takt med behandlingen af lønmodtagernes anmeldelser til fonden. RIM modtager en kopi af garantifondens anmeldelse.

For bl.a. at informere bostyre og lønmodtagere, om det er brutto- eller nettoanmeldelse af A-skat, er den til nettokravene svarende A-skat på alle edb-udskrevne opgørelser markeret med en stjerne. Bostyret er herudover i anmeldelsens tekst gjort opmærksom på, at det ifølge kildeskatteloven påhviler boet at indeholde og afregne dividende af  det af Lønmodtagernes Garantifond beregnede A-skattebeløb mv. til SKAT. I anmeldelsen er det desuden anført, at garantifonden efter det oplyste har anset de stjernemarkerede skattebeløb for indeholdt af arbejdsgiveren, og at disse skattebeløb (eventuelt) indgår i SKAT's anmeldelse af skyldig A-skat.

RIM bør ved gennemgangen af de fra Lønmodtagernes Garantifond modtagne opgørelser over udbetalingen til den enkelte lønmodtager være opmærksom på eventuelle uberettigede stjernemarkeringer. Konstateres fejl, skal bostyret nødvendigvis underrettes.

RIM skal ikke foretage en konkret anmeldelse af det A-skattetilsvar, der er beregnet af Lønmodtagernes Garantifond vedrørende bruttokravene, idet A-skattekravets særlige stilling som et afledt massekrav først kan gøres gældende, når kravet opstår ved udlodningen som en del af bruttokravet.

Efter KSL § 83 påhviler A-skatten den, der skulle have afregnet A-skatten, selv om Lønmodtagernes Garantifond foretager udbetaling i henhold til garantien. A-skatten udgør det beløb, som garantifonden fratrækker inden udbetaling, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt. i lov om lønmodtagernes garantifond.

Det forekommer, at garantifondenss anmeldelse sker for sent til, at kravet kan blive taget i betragtning ved udlodningen fra boet. Den af garantifonden beregnede A-skat indgår da i skattesystemet, på samme måde som der er tilfældet, når et lønkrav ikke kan dækkes, selv om anmeldelse er sket i tide.

RIM bør altid i forbindelse med anmeldelsen af krav eller anden indledende korrespondance med kurator mv. indskærpe, at boet uden særskilt anmeldelse fra SKAT har pligt til at indeholde A-skat mv., når det udlodder dividende til anmeldte krav på løn og feriepenge mv., hvori der ikke tidligere har skullet indeholdes A-skat vedrørende de af Lønmodtagernes Garantifond anmeldte krav. RIM bør endvidere henstille til bostyret, at det henvender sig til RIM og og med den afstemmer størrelsen af den A-skat, som garantifonden har beregnet, inden lønkravet udloddes.

I afsnit H.3.22.4.4.1 - H.3.22.4.4.4 omtales specielle forhold for nogle af de lønmodtagerfordringer, der er omfattet af Lønmodtagernes Garantifonds dækningsområde.

De kollektive feriegarantiordningerEn række arbejdsgiverorganisationer har over for modstående forbund afgivet garanti for feriepenge optjent i organisationernes medlemsvirksomheder. Det drejer sig hovedsagelig om feriegodtgørelse til ansatte uden ret til løn under ferie, og garantien er som hovedregel knyttet sammen med anvendelsen af feriekort - i sjældne tilfælde særlige mærkesystemer.

En sådan garanti omfatter kun feriegodtgørelsen efter fradrag af A-skat mv.

Garantien træder i kraft, når en virksomhed som følge af betalingsstandsning eller konkurs mv. er ude af stand til at afregne feriegodtgørelse til de ferieberettigede lønmodtagere og bevirker, at arbejdsgiverorganisationen indløser de feriekort, som den pågældende virksomhed har udstedt.

Ved udbetalingen overdrager den ferieberettigede sin fordring på arbejdsgiveren til vedkommende arbejdsgiverorganisation, som, i det omfang lov om lønmodtagernes garantifond giver mulighed herfor, igen overdrager fordringen til garantifonden ved anvendelse af en af garantifonden udsendt "Transporterklæring vedrørende feriegodtgørelse mv.". Når garantifonden har overtaget fordringen, udskrives de sædvanlige udbetalingsspecifikationer mv. til SKAT.

Lønmodtagernes Garantifonds opgørelse og anmeldelse af krav på feriegodtgørelse, der fremkommer via de overenskomstmæssige garantiordninger, kan være en del forsinkede, fordi sådanne krav først kan fremsættes over for garantifonden, når feriekortene kan fremsendes i kvitterede tilstand, hvilket først kan finde sted, efter at lønmodtagerne har afholdt ferien.

Dette problem kan afhjælpes ved, at krav på feriegodtgørelse i tilfælde af konkurs så vidt muligt ikke indfries via den pågældende garantiordning, men i stedet anmeldes direkte over for Lønmodtagernes Garantifond. Lønmodtagernes behov for "straksudbetaling" fra vedkommende kollektive feriegarantiordning er jo normalt begrænset til tilfælde, hvor feriegodtgørelse optjent i året før konkursåret ønskes udbetalt i forbindelse med ferie hurtigt efter, at den konkursramte virksomhed er ophørt. Det anførte problem er derfor nok af begrænset omfang i praksis.

Lokale feriegarantiordninger

Arbejdsdirektoratet har i en række tilfælde godkendt lokale aftaler mellem en virksomhed og grupper af ansatte ved disses faglige organisation. Som betingelse for godkendelsen har Arbejdsdirektoratet da krævet, at arbejdsgiveren tilvejebringer sikkerhed for de af aftalen omfattede medarbejderes til enhver tid optjente feriegodtgørelse (brutto). Sikkerheden gives normalt i form af bankgaranti eller kautionsforsikring, men kan også etableres på den måde, at den optjente feriegodtgørelse løbende indsættes på en for hver lønmodtager oprettet spærret konto i et pengeinstitut, hvorover der kun kan disponeres med godkendelse fra den pågældende faglige organisation.

I modsætning til hvad der gælder ved de kollektive garantiordninger, kan det udbetalende pengeinstitut/forsikringsselskab ikke få den feriegodtgørelse, der udbetales i henhold til garantien, refunderet fra Lønmodtagernes Garantofond.

Dette skyldes bestemmelsen i lov om Lønmodtagernes Garantifond § 8, hvorefter adgangen til at opnå betaling fra garantifonden bortfalder ved lønmodtagerens overdragelse af kravet, medmindre overdragelsen sker til vedkommende lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller til vedkommende statsanerkendte arbejdsløshedskasse.

Da udbetalingen fra pengeinstituttet/forsikringsselskabet sker for arbejdsgiverens regning, og derfor i konkurssituationen på boets vegne, påhviler det boet at drage omsorg for, at der indeholdes A-skat ved udbetalingen, i det omfang indeholdelsespligten ikke er indtrådt forud for konkursen. A-skatten må da antages at være stillet som massekrav i boet, se TfS 1984, 334 ØLD, hvor 3. mand uden aftale med et konkursbo på dettes vegne havde udbetalt de ansatte nettoløn uden skattetræk. A-skatten blev anerkendt dels som egentligt massekrav efter KL § 93, dels som fortrinsberettiget krav, dvs. med samme status, som de pågældende lønkrav ville have haft i boet.

Såfremt en for en lokal feriegarantiordning stillet sikkerhed undtagelsesvis viser sig at være utilstrækkelig, vil de lønmodtagere, hvis tilgodehavende feriepenge ikke kan dækkes ad denne vej, kunne anmelde restkravet over for Lønmodtagernes Garantifond, som vil indfri det efter de almindelige regler.

Erstatning for løn i opsigelsesperiodeGarantien fra Lønmodtagernes Garantifond omfatter både de tilfælde, hvor arbejdsgiveren inden konkursen har afbrudt arbejdsforholdet, og de tilfælde hvor afbrydelsen sker ved, at boet opsiger lønmodtageren og ikke ønsker at gøre brug af hans arbejdskraft i opsigelsesperioden. Kravet kan enten støttes af funktionærlovens § 3 om uberettiget afbrydelse af tjenesteforholdet, andre love, og i enkelte situationer også kollektiv overenskomst eller individuel ansættelsesaftale.

Efter KL § 61, stk. 1, kan boet opsige skyldnerens ansatte med sædvanligt varsel, selv om et længere opsigelsesvarsel er aftalt med skyldneren. Dette indebærer, at et krav på erstatning ud over det sædvanlige varsel normalt ikke kan gøres gældende mod boet og dermed Lønmodtagernes Garantifond.

Ligesom det gælder løn, omfatter garantien ikke erstatning for krav, som ville være forfaldet mere end 6 måneder før fristdagen, jf. KL § 95, stk. 1, nr 2, med den udvidelse, der følger af stk. 1, nr. 5.

Som hovedregel skal lønmodtageren have udbetalt en erstatning af samme størrelse, som han ville have fået udbetalt som løn, hvis han havde arbejdet hele opsigelsesperioden hos arbejdsgiveren.

Størrelsen af en funktionærs erstatning for opsigelsesløn er, jf. funktionærlovens § 3, stk. 1 og 2, afhængig af den pågældendes opsigelsesvarsel. Ved opsigelsesvarsel på indtil 3 måneder har en funktionær krav på den såkaldte minimalerstatning. Funktionæren har da krav på erstatning på (indtil) 3 måneders løn fra det tidspunkt, hvor han er opsagt (ved en måneds udgang) og det uafhængig af, om han er fratrådt sin stilling inden udløbet af opsigelsesperioden og eventuelt har opnået anden beskæftigelse.

For funktionærer, der har ret til mere end 3 måneders opsigelsesvarsel, gælder, at de dels har krav på den nævnte minimalerstatning, dels på en såkaldt tabserstatning. Tabserstatningen opgøres efter de almindelige erstatningsregler, dvs. svarende til det indtægtstab, funktionæren kan dokumentere at have lidt inden for den lovregulerede opsigelsesperiode (maksimalt 6 måneder). Der tages herved hensyn til de faktiske indtægter i opsigelsesperioden.

Det anførte fører til, at anmeldte krav på minimalerstatning kan opgøres konkret straks ved anmeldelsen til Lønmodtagernes Garantifond, medens et eventuelt krav på tabserstatning først kan opgøres efter udløbet af den samlede varslingsperiode.

Erstatning for aftalemæssig opsigelsesløn til lønarbejdere opgøres i overensstemmelse med domspraksis fuldt ud som tabserstatning.

Feriegodtgørelse af erstatning for opsigelsesløn ydes kun i det omfang, lønmodtageren ikke har optjent feriegodtgørelse ved anden beskæftigelse i samme periode. Dette medfører, at Lønmodtagernes Garantifond af denne form for feriegodtgørelse af erstatning normalt fremkommer som et efterfølgende supplement til opgørelsen af feriegodtgørelse for selve arbejdsperioden.

Lønmodtagerkrav dækket af Lønmodtagernes Garantifond uden indtræden af konkurs

Efter § 1, nr. 3, i lov om Lønmodtagernes Garantifond indtræder garantifondens pligt til at indfri lønkrav mv. også ved en virksomheds ophør uden konkurs, hvis det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet. 

I sådanne tilfælde skal RIM indsætte den af Lønmodtagernes Garantifond fratrukne "§ 83-A-skat" som tilsvar for ophørsmåneden og inddrive A-skat mv. hos virksomhedens ejer på sædvanlig måde. Hvis garantifonden dækker feriegodtgørelse for timelønnede for tidligere år anses angivelsen for at være foretaget af virksomheden.

Hvis ejeren af virksomheden efterfølgende erklæres konkurs, vil Lønmodtagernes Garantifond anmelde de indfriede lønkrav efter de sædvanlige regler.

Der har været rejst tvivl om, hvorvidt den af Lønmodtagernes Garantifond beregnede og fratrukne A-skat af "bruttokrav" også i denne situation vil kunne anskues som et afledet massekrav i konkursboet, eller om A-skatten kun vil være stillet som et simpelt krav under hensyn til, at Lønmodtagernes Garantifond har indfriet lønkravene inden konkursens indtræden.

Det må i mangel af praksis på området antages, at den af garantifonden beregnede A-skat vil have samme fortrinsstilling som hovedfordringen i det senere konkursbo, på samme måde som når garantifonden først kommer ind i billedet efter konkursen.

Det må herved erindres, at garantifondens indfrielse af en lønmodtagers krav ikke udløser indeholdelsespligt for arbejdsgiveren efter KSL § 46, men kun latent hæftelse efter den særlige hæftelsesbestemmelse i KSL § 83, stk. 1.

Specielle kravDet forekommer, at Lønmodtagernes Garantifond dækker forskellige omkostninger mv. ud over de egentlige lønydelser. Denne del af udbetalingen vil da ikke være A-indkomst.

Der kan være tale om sagsomkostninger med tillæg af moms samt i denne sammenhæng eventuelt procesrenter.

Sagsomkostningerne skal ikke beskattes. Renterne skal beskattes som kapitalindkomst.

For A-skattekrav mv., der er indeholdt før konkursen, hæfter arbejdsgiveren efter KSL § 69, stk. 2 , se afsnit M.1.2.2, og A-skatten mv. skal være redegjort forud for konkursdekretets afsigelse og dermed medtaget i RIM´s anmeldelse af eventuel skyldig A-skat mv.

Lønmodtagerne skal tilsvarende godskrives denne indeholdte A-skat mv., jf. KSL § 60, stk. 1, litra a. Det gælder uden hensyn til, om det anmeldte A-skattekrav mv. opnår dækning eller ej.

Om nulstilling og de særlige hæftelsesregler efter KSL §§ 68 og 69 henvises til afsnit M.1.2.1 og M.1.2.2.

Typiske krav, som lønmodtageren selv anmelder, er lønkrav, som ikke kan dækkes af Lønmodtagernes Garantifond på grund af på 110.000 kr. Endvidere forekommer direktørers uprivilegerede lønkrav, herunder lønkrav svarende til eventuelt nulstillet A-skat mv. Derudover står det enhver frit for at anmelde krav på løn mv. direkte i konkursboet frem for at kræve dækning via garantifonden.

Hvis endelig ret til A-indkomsten er erhvervet, og arbejdsgiveren er gået konkurs inden for 6 måneder efter den endelige retserhvervelse, beskattes indkomsten i udlodningsåret, jf. TfS 1998, 526 HD. Se endvidere TfS 1999, 685 LSR.

Det forhold, at Lønmodtagernes Garantifond beregner og fradrager A-skatten forud for sine udbetalinger, medfører ikke, at garantifonden bliver indeholdelsespligtig som udbetaler af A-indkomst, når den udbetaler nettobeløbet, jf. KSL § 83, jf. KSL § 46.

Lønmodtagere, der får dækket deres krav via garantifonden, får således ved en særregel godskrevet den fratrukne A-skat efter KSL § 60, jf. KSL § 83.

Det beløb, som Lønmodtagernes Garantifond opgør som A-skat for lønmodtageren, træder i stedet for A-skatten af indkomsten, jf. KSL § 83, stk. 2. A-skatten skal i medfør af KSL § 60, stk. 1, godskrives indkomstmodtageren i det år, hvori den pågældende A-indkomst skal indtægtsføres, dvs. i det år, hvori indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til indkomsten, hvilket normalt er det år, hvor arbejdsgiveren er erklæret konkurs. Nedenfor i afsnit H.3.22.6.5 er dog omtalt nogle afvigende Landsskatteretskendelser vedrørende periodisering af erstatning for løn i opsigelsesperioden.

Indtægtsførsel af A-indkomsten og godskrivning af A-skatten opnås ved, at SKAT udskriver oplysningssedler på grundlag af lønmodtagerbilagene fra Lønmodtagernes Garantifond. Dette bør først ske, efter at det er sikret, at den samme A-indkomst og A-skat ikke allerede er helt eller delvis medtaget på oplysningssedler fra den indeholdelsespligtige.

I en konkurssituation fremkommer kravet på løn i opsigelsesperioden normalt ved, at lønmodtagerne fritstilles af arbejdsgiveren ved konkursens indtræden.

Som eksempel kan nævnes en konkurs den 1. december 1998, hvor en lønmodtager, der har krav på 3 måneders opsigelse, fritstilles den 30. november 1998. Lønmodtageren har erhvervet ret til erstatning for løn i opsigelsesperioden for december 1998 samt januar og februar 1999 med tillæg af den heraf beregnede feriegodtgørelse. Efter retserhvervelsesprincippet skal udbetalingen som helhed indtægtsføres i 1998.

I eksemplet har Landsskatteretten (se fx skattedepartementets afgørelse i TfS 1984, 211) imidlertid brudt med dette princip i nogle kendelser, hvorefter de klagende lønmodtagere har fået imødekommet i deres ønske om at lade udbetalingen periodisere på samme måde som den indtægt, den erstatter. I eksemplet med 1/3 til beskatning i 1998 og 2/3 til beskatning i 1999. Da retserhvervelsesprincippet stadig må anses for at være hovedreglen, kan det konkluderes, at den enkelte lønmodtager kan vælge mellem de to principper for så vidt angår udbetalt erstatning fra garantifonden for opsigelsesløn og feriegodtgørelsen deraf.

SKAT må ved udskrivningen af oplysningssedler fordele erstatningen med tilhørende feriegodtgørelse og A-skatten deraf efter det af Landsskatteretten i bl.a. ovennævnte kendelse tilladte princip. Det er derefter op til vedkommende skattecenter at tage stilling til periodiseringen.

Lønmodtagernes Garantifond er som nævnt ovenfor ikke indeholdelsespligtig, og i KSL § 83, stk. 1, er det derfor fastsat en særlig hæftelsesregel. Når A-indkomst udbetales gennem garantifonden, påhviler det den, der skulle have foretaget indeholdelse, hvis udbetalingen ikke var foretaget af garantifonden, at indbetale som A-skat til det offentlige det beløb, som garantifonden efter lov om Lønmodtagernes Garantifond § 2, stk. 1, sidste pkt., fratrækker for A-skat forinden udbetalingen.