Hjemlen til eftergivelse af gæld til det offentlige er med virkning fra den 1. januar 2009 flyttet fra opkrævningsloven til lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Se iøvrigt SKM2009.1.SKAT, der orientere om de ændrede regler.

Reglerne har følgende ordlyd:

INDOG § 13

§ 13. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive gæld til det offentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk.1, efter reglerne i denne lov. Fordringer med renter, gebyrer og andre omkostninger kan eftergives, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Tilsvarende kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af skyldige beløb til det offentlige.

Stk. 2. Eftergivelse kan i almindelighed ikke finde sted, såfremt

1) skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,

2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke

uvæsentlig gæld

a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,

b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation,

c) er stiftet med henblik på forbrug eller d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,

3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold,

4) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor,

5) skyldneren har indrettet sig med henblik på eftergivelse, eller

6) skyldneren stifter ny gæld til det offentlige efter, at eftergivelsessag er indledt.

Stk. 3. Ved afgørelse efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder. Hvis skyldner har anden betydelig gæld kan eftergivelse nægtes.

Stk. 4. Uanset stk. 2 kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger andre omstændigheder, der taler afgørende imod hel eller delvis eftergivelse.

Stk. 5. Kun skyldnere, som er fysiske personer, kan få eftergivelse efter stk. 1, jf. dog stk. 6.

Stk. 6. Eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el.lign.

INDOG § 14

§ 14. Eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af afdragene og afdragsperiodens længde efter stk. 1.

Stk. 3. Beløbsgrænser, der fastsættes i medfør af stk. 2, reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. De årlige reguleringer offentliggøres af skatteministeren.

INDOG § 15

§ 15. Eftergivelse kan tilbagekaldes, såfremt skyldneren

1) i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold eller

2) groft tilsidesætter sine forpligtigelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden.

Formålet med eftergivelsesreglerne

Det fremgår af bemærkningerne til L 20, at med flytningen af hjemlen til eftergivelse af gæld til det offentlige fra opkrævningsloven til inddrivelsesloven og udvidelse i øvrigt af reglerne til at omfatte al gæld til det offentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, opfyldes målsætningen om ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af offentlige restancer vedrørende eftergivelse.

Reglerne om eftergivelse er iøvrigt parallelle med gældssaneringsreglerne i konkursloven. Med udgangspunkt i forslag til lov om ændring af konkursloven og konkursskatteloven (Revision af reglerne om gældssanering), lovforslag nr. L 10 fremsat den 23. februar 2005, jf. lov nr. 365 af 24. maj 2005, blev reglerne i opkrævningslovens § 15 om eftergivelse tilsvarende præciseret ved lov nr. 431 af 6. juni 2005 om ændring af forskellige love, således at bestemmelserne om eftergivelse svarer til konkurslovens gældssaneringsregler. Dette betyder at RIMs eftergivelsespraksis skal tilpasses skifteretternes praksis i sager om gældssanering, hvor bestemmelserne er enslydende.

Der er sket en udvidelse af reglerne således at fordringstyper, hvor der ikke tidligere var hjemmel til eftergivelse nu er omfattet af eftergivelsesreglerne. Det gælder således f.eks. gæld vedrørende sagsomkostninger i straffesager og civilretlige krav f.eks. erstatninger for hærværk samt tvangsbøder. Formålet med at skabe mulighed for eftergivelse af alle gældstyper er at sikre, at skyldner kan få en samlet ordning for al gæld til det offentlige. Hvis der er særlige fordringstyper, som ikke kan omfattes af en eftergivelsesordning, kan formålet med eftergivelsen forspildes, idet skyldner trods eftergivelse af en del af gælden fortsat vil være i en økonomisk trængt situation. De generelle regler sikrer dog at eftergivelse i almindelighed ikke kan finde sted, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold.

Eftergivelsesadgangen omfatter både gæld,

  • der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse og
  • anden gæld til det offentlige, som fordringshaveren har undladt at overdrage til inddrivelse f.eks. fordi fordringshaveren har tilladt afdragsvis betaling eller henstand på gælden.
Det fremgår af INDOG § 13, stk. 5, at kun skyldnere, som er fysiske personer kan få eftergivelse efter INDOG § 13, stk. 1, jf. dog stk. 6.

Gæld til det offentlige

I henhold til inddrivelseslovens § 13, stk. 1, kan RIM eftergive "gæld til det offentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af RIM, jf. § 1, stk. 1, i inddrivelsesloven.

Bestemmelserne om eftergivelse er i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige udvidet til at omfatte al gæld til det offentlige, der inddrives eller vil kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at formålet med at skabe mulighed for eftergivelse af alle gældstyper er at sikre, at skyldner kan få en samlet ordning for al gæld til det offentlige. Hvis der er særlige fordringstyper, som ikke kan omfattes af en eftergivelsesordning, kan formålet med eftergivelsen forspildes, idet skyldner trods eftergivelse af en del af gælden fortsat vil være i en økonomisk trængt situation. De generelle regler sikrer dog at eftergivelse i almindelighed ikke kan finde sted, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold.

Med udvidelsen af reglerne er fordringstyper, der ikke tidligere var hjemmel til eftergivelse blevet omfattet af reglerne. Det gælder således f.eks. gæld vedrørende afsoningsomkostninger, sagsomkostninger i straffesager og civilretlige krav f.eks. erstatninger for hærværk samt tvangsbøder.

Afsoningsomkostninger og sagsomkostninger

Særligt for så vidt angår afsoningsomkostninger og sagsomkostninger i straffesager har skatteministeren i svaret på spm. 4 og 15 SAU alm. del vedrørende lovforslag L 20 om inddrivelse af gæld til det offentlige udtalt, at afsoningsomkostninger og sagsomkostninger i straffesager inddrives efter samme regler som hidtil. Med forslaget til lov om eftergivelse af gæld til det offentlige etableres der mulighed for, at afsoningsomkostninger og sagsomkostninger kan eftergives efter forslagets § 13. I disse regler er der visse begrænsninger for eftergivelse, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold. Der er dog ikke tale om at strafbare forhold fuldstændig udelukker skyldneren fra at få eftergivelse. Er gælden eller størstedelen af gælden eksempelvis opstået i forbindelse med et strafbart forhold, vil præventionshensyn såvel som hensyn til retsfølelsen som regel føre til, at der gives afslag på eftergivelse. Det er dog ikke udelukket at eftergive gælden, selv om en væsentlig del af gælden er opstået ved strafbare forhold. Ved vurderingen heraf lægges bl.a. vægt på forholdets grovhed og den tid, der er forløbet, siden det strafbare forhold blev begået, samt hensynet til skyldneren. Eftergives gæld, der er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold i umiddelbar forlængelse af den begivenhed, der udløste kravet, vil det kunne virke særligt stødende. Sådanne krav skal derfor være noget ældre end anden gæld, før de kan eftergives. Længden af den periode, der skal være forløbet, inden der kan ske eftergivelse, når gælden stammer fra strafbare eller erstatningspådragende forhold, vil afhænge af en konkret vurdering af omstændighederne ved pådragelsen af kravet. Er et erstatningskrav eksempelvis opstået som følge af et forsætligt eller groft uagtsomt forhold, vil eftergivelse være udelukket i længere tid, end hvis kravet er pådraget ved simpel uagtsomhed. Til gæld, der er pådraget ved strafbare forhold, henregnes sagsomkostninger mv. forbundet med en straffesag.

Underholdsbidrag ud over normalbidraget

Der kan ikke ske eftergivelse af underholdsbidrag, der ligger ud over normalbidraget. Kommunen kan ikke forskudsvis udlægge denne type af bidrag. SKAT har imidlertid pligt til som restanceinddrivelsesmyndighed at være den bidragsberettigede part behjælpelig med inddrivelsen af misligholdte bidrag.

Fordringer under opkrævning

Eftergivelsesadgangen omfatter endvidere  

  • både gæld, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse og
  • anden gæld til det offentlige, som fordringshaveren har undladt at overdrage til inddrivelse f.eks. fordi fordringshaveren har tilladt afdragsvis betaling eller henstand på gælden.

På samme måde som en gældssanering efter konkursloven har til formål at etablere en samlet ordning vedrørende skyldners samlede usikrede gæld, er det hensigten med bestemmelserne i §§ 13 - 15 i lov om inddrivelse af offentlig gæld, at fastsætte en administrativ adgang til eftergivelse for en skyldner, der udelukkende eller i overvejende grad har gæld i form af offentlige restancer.

Skyldners ansøgning til RIM om eftergivelse omfatter de fordringer, der i henhold til INDOG § 3 er overgivet til inddrivelse i RIM. Fordringerne overdrages til RIM, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. INDOG § 2, stk. 3.

Fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan dog på skyldners anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, jf. INDOG § 2, stk. 3. Dette kan betyde, at der på tidspunktet for en skyldners ansøgning til RIM om eftergivelse vil kunne være krav under opkrævning.

Det må lægges til grund, at en skyldner, der ansøger om eftergivelse af sine offentlige restancer, for det første ikke har interesse i at anmode fordringshaver om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen eller at fortsætte sådanne indgåede aftaler. For det andet vil en sådan skyldner have en saglig og retlig interesse i, at en eventuel eftergivelse omfatter samtlige offentlige gældsforhold, uanset om disse er under inddrivelse eller er omfattet af en afviklingsordning hos fordringshaveren, således at skyldner får en ordning, der vedrører skyldners samlede offentlige gældsforhold. En ansøgning om eftergivelse må derfor antages at være et forhold, der i særlig grad taler for, at en fordring overdrages til RIM på et tidligere tidspunkt end nævnt i INDOG § 2, stk. 3.

Krav, der er under opkrævning hos fordringshaver, men som ikke er overgivet til inddrivelse hos RIM, og som er forfaldent til betaling før den i eftergivelsessagen valgte skæringsdato, skal derfor medtages i RIMs behandling af en skyldners ansøgning om eftergivelse i henhold til §§ 13 - 15 o lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Blanket 51.005, "Ansøgning om eftergivelse af restancer mv. til det offentlige", er udformet således, at det af denne ansøgningsblanket fremgår, at skyldner samtidig med ansøgningen om eftergivelse anmoder om, at eventuelle fordringer, der er under opkrævning hos en kommune eller en anden fordringshaver, og som er forfaldne til betaling, overdrages til RIM, jf. INDOG § 2, stk. 3.

Landsskatteretten har i en konkret sag forespurgt Socialministeriet om forståelsen af begrebet "boligstøtte". Det fremgår af Socialministeriets udtalelse, at begrebet "boligstøtte" efter Socialministeriets opfattelse i almindelighed dækker over samtlige ydelser efter boligstøtteloven, herunder beboerindskudslån. Det er på denne baggrund Socialministeriets opfattelse, at udtrykket "tilbagebetalingskrav", der anvendes i boligstøttelovens § 51 (nu ophævet), dækker krav vedrørende boligsikring, boligydelse og beboerindskudslån samt kaution herfor. Landsskatteretten konkluderer på den baggrund i SKM2007.619.LSR, at reglerne om eftergivelse i opkrævningslovens § 15 (nu § 13 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige) finder anvendelse på krav vedrørende boligstøtte, boligsikring og beboerindskudslån.

Ved behandling af sager om eftergivelse, hvor der indgår beboerindskudslån, skal opmærksomheden særligt henledes på de forhold der er nævnt i SKM2006.540.SKAT. Det fremgår af SKM2006.540.SKAT, pkt. 8.3, at krav der er under opkrævning hos fordringshaver, men som ikke er overgivet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og som er forfaldent til betaling før den i eftergivelsessagen valgte skæringsdato, skal medtages i restanceinddrivelsesmyndighedens behandling af en skyldners ansøgning om eftergivelse. Beboerindskudslån skal således være forfaldne, før de eftergives. Efter boligstøttelovens § 58 er beboerindskudslån rente- og afdragsfri i 5 år, hvorefter lånet tilbagebetales i løbet af en årrække. Kommunalbestyrelsen kan bevilge yderligere rente- og afdragsfrihed, såfremt forholdene i særlig grad taler for det. Kommunalbestyrelsen kan endvidere lade rente- og afdragsfriheden ophøre eller forlange, at lånet afdrages over et af kommunalbestyrelsen fastsat åremål, hvis væsentligt ændrede forhold taler for det. I den periode, hvor lånet er rente- og afdragsfrit samt mens det tilbagebetales efter den fastsatte plan, betragtes skyldneren ikke som værende i restance med beløbet, og kravet skal derfor ikke indgå i behandlingen af en eftergivelsessag. Nogle kommuner anvender debitorsystemet til at styre beboerindskudslån mv. Det er således ikke nødvendigvis udtryk for, at debitor er i restance med lånet, alene fordi låneforholdet fremgår af debitorsystemet. Beboerindskudslån samt lån til depositum osv., der ydes efter boligstøttelovens kapitel 10 og 10a, returneres normalt fra boligorganisationen ved fraflytning af lejemålet. Såfremt der gives eftergivelse til en skyldner, og eftergivelsen omfatter beboerindskudslån, som skyldneren er i restance med, i tilfælde hvor det lejemål, der er ydet beboerindskudslån til, ikke er fraflyttet, skal der derfor tages forbehold for, at eventuelle tilbagebetalingsbeløb fra boligorganisationen kan anvendes til dækning af de restancer, der var på lånet, inden det blev eftergivet.

Særreglerne om tilskud til tilbagebetaling af statsgaranterede studielån og om eftergivelse af studiegæld er ophævet pr. 1. januar 2009.

Studiegæld vil herefter kunne eftergives efter de generelle regler om eftergivelse i §§ 13 - 15 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Skatteministeren har til spm. 22, 28 og 30 (L 20 om inddrivelse af gæld til det offentlige) om hvorvidt den foreslåede § 13, stk. 6, vil blive brugt lempeligt i forhold til studiegældssager svaret, at det ikke vil indgå i en vurdering om eftergivelse efter § 13, stk. 6 om skyldner ville kunne have fået bevilget eftergivelse efter reglerne om eftergivelse af studiegæld, hvis reglerne fortsat havde været gældende. Det vil ikke i sig selv være et forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse, at der er tale om studiegæld, og at der er gået mere end 15 år siden ansøger afsluttede sin uddannelse. Forhold som gældens beskaffenhed og omstændighederne ved dens tilblivelse sammenholdt med skyldnerens situation vil imidlertid indgå i vurderingen efter § 13, stk. 6. Gældens størrelse, afviklingsperiodens længde sammenholdt med skyldnerens situation vil således kunne indgå i vurderingen. Det er vurderingen, at § 13, stk. 6 i højere grad end de tidligere regler, vil kunne imødekomme det eftergivelsesbehov, der antages fortsat at være for det - set i forhold til det samlede antal studielåntagere - relativt begrænsede antal skyldnere, der har statsgaranterede studielån. SU-lån (statslån) vil også kunne eftergives efter § 13, stk. 6 i det omfang sociale eller andre forhold i særlige grad taler for eftergivelse. Ved ophævelse af reglerne om eftergivelse af studiegæld fjernes kravet om, at ansøgning om eftergivelse først kan behandles 9 år efter, at uddannelsen er afsluttet, og kravet om en 15-årig tilbagebetalingsperiode. Det vil indebære, at det bliver muligt på et tidligere tidspunkt end det er tilfældet med de gældende regler, at finde en eftergivelsesløsning for de personer, der opfylder betingelserne for eftergivelse.

For så vidt angår anvendelsen af § 13, stk. 6 henvises der til afsnit H.7.2.2.4.4.

Reglerne om eftergivelse er som udgangspunkt parallelle med gældssaneringsreglerne i konkursloven.

Med udgangspunkt i forslag til lov om ændring af konkursloven og konkursskatteloven (Revision af reglerne om gældssanering), lovforslag nr. L 10 fremsat den 23. februar 2005, jf. lov nr. 365 af 24. maj 2005, blev reglerne i opkrævningslovens § 15 om eftergivelse tilsvarende præciseret ved lov nr. 431 af 6. juni 2005 om ændring af forskellige love, således at bestemmelserne om eftergivelse svarer til konkurslovens gældssaneringsregler.

Det fremgår af lovbemærkningerne til inddrivelseslovens § 13, at bestemmelsen svarer til opkrævningslovens § 15. 

Dette betyder at RIMs eftergivelsespraksis skal tilpasses skifteretternes praksis i sager om gældssanering, hvor bestemmelserne er enslydende. Reglerne finder kun anvendelse på gæld til det offentlige.

For at opnå eftergivelse eller henstand kræves der en ansøgning fra debitor.  

RIM er alene forpligtet til at lægge vægt på de oplysninger i ansøgningen, der konkret kan vurderes at være reelle for skyldneren, jf. SKM2007.228.HR, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne under klagebehandling af ansøgning om gældseftergivelse kunne undlade at medtage en udgift til bolig, når skatteyderen under 1. instansbehandlingen havde oplyst at bo gratis og først under klagesagen oplyste at betale for leje af husrum hos sin datter. Østre Landsret fastslog i sin afgørelse, der er gengivet i SKM2006.452.ØLR, at det var tvivlsomt, hvorvidt skatteyderen reelt beboede værelset og betalte leje, og lagde i øvrigt vægt på det tidsmæssige sammenfald mellem skattemyndighedernes afslag på gældseftergivelse i 1. instans og oprettelse af lejekontrakt. Idet der i øvrigt ikke var begået sagsbehandlingsmæssige fejl, blev skattemyndighederne frifundet. For Højesteret frafaldt skatteyderen anbringendet om sagsbehandlingsfejl, og Højesteret stadfæstede herefter dommen i henhold til landsrettens præmisser.

Insolvenskravet i § 13, stk. 1

Efter inddrivelseslovens § 13, stk. 1, 2. pkt. kan fordringer med renter, gebyrer og andre omkostninger eftergives,

"såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Det skal vurderes om eftergivelsen har reel nyttevirkning for skyldneren. Det bør undgås, at en håbløs gæld fører til varig blokering af skyldnerens muligheder, for at føre et rimeligt liv. Ved delvis eftergivelse må det sikres, at skyldneren får en realistisk mulighed for at afvikle den resterende del af gælden.

Husstandens indtægter og udgifter

Til belysning af insolvensen og skyldnerens mulighed for at overholde en afviklingsordning efter gældssaneringsprincipperne skal skyldnerens aktiver, aktuelle indtægter og formodede fremtidige indtægtsmuligheder sammenholdes med nødvendige udgifter og gældens størrelse. Der lægges efter gældssaneringsprincipperne ikke alene vægt på skyldnerens egne forhold, men også på husstandens. Ægtefællens og samlevers indkomstforhold må eksempelvis inddrages i vurderingen. Disse personers aktiver kan i lighed med gældssaneringspraksis ligeledes indgå i vurderingen, hvis særlige forhold taler derfor.

Ny ægtefælle

Ved vurderingen af husstandsindkomsten i de tilfælde, hvor der er tale om ny ægtefælle/samlever efter gældens stiftelse, bør der tages særlige hensyn til dette. Der kan her bl.a. lægges vægt på, hvor lang tid der er gået siden gældens pådragelse, og indtil det nye samliv er påbegyndt. En ny ægtefælles eventuelle aktiver bør holdes ude ved vurderingen. Der skal dog i alle tilfælde foretages en konkret individuel vurdering.

Subsidiær udlægsadgang

I forbindelse med eftergivelse af personlige skatter kan ægtefællens aktiver indgå på baggrund af reglerne om subsidiær udlægsadgang,

Belåning og salg af aktiver

Der må tages højde for, om der kan ske belåning eller salg af aktiver, der ikke er nødvendige for skyldneren og dennes husstand. Ved vurdering af, om der bør ske belåning eller salg af aktiver, er det alene skyldnerens aktiver, der skal vurderes.

Som hovedregel forlanges ikke, at familiens bolig afhændes, såfremt boligudgiften er rimelig, uanset at der måtte være friværdi i ejendommen. Er dette tilfældet, kan der ved eftergivelsessager foretages udlæg heri og den pantsikrede del af fordringen, holdes uden for eftergivelsen. Der sigtes på, at der skal "gøres op" med det pantsikrede krav, således at der alene anmeldes/medtages den del af en pantsikret fordring, som på afgørelses/anmeldelses tidspunktet ligger uden for pantets værdi (for fast ejendom, den offentlige vurdering).

Pensionsordninger

Tilbagekøb eller ophævelse af en pensionsordning mv. bør kræves i samme omfang som efter praksis vedrørende gældssanering. Der ses bort fra mindre beløb eller ordninger, der ikke kan tilbagekøbes.

Arv

Der kan endvidere tages hensyn til skyldnerens udsigt til arv, herunder nærliggende mulighed for arveforskud.

Pantefordringer

I overensstemmelse med de almindelige gældssaneringsprincipper ses der ved eftergivelse bort fra pantefordringer, i det omfang pantet strækker til. Dette betyder, at pantesikret gæld ikke kan eftergives.

Husstandens indtægtsforhold

Hvad angår indtægtsforholdene skal det vurderes, om der er udsigt til, at disse bliver væsentlig forbedret. Der skal ligeledes tages hensyn til, om der er udsigt til, om der på grund af fremførsel af underskud for et eller flere år ikke betales indkomstskat.

Er skyldnerens (husstandens) indtægtsforhold væsentligt lavere end almindeligt, skal mulighederne for afvikling af gælden ses i lyset heraf. Har skyldneren således i længere tid modtaget kontanthjælp, og er der ikke udsigt til, at de økonomiske forhold vil blive forbedret, er dette en omstændighed, der med betydelig vægt må indgå i vurderingen af, om eftergivelse kan bevilges. Det forhold, at husstandsindkomsten er usædvanlig høj, udelukker ikke i sig selv eftergivelse. Dog må gælden i denne situation være tilsvarende større, før eftergivelse kan komme på tale.

Gældens størrelse

Der kan ikke opstilles generelle betingelser for, hvor stor gælden skal være, for at den kan eftergives. Det afgørende er, om skyldneren under hensyn til de nuværende økonomiske forhold og de forudsætninger, der kan opstilles vedrørende de fremtidige indtjeningsmuligheder, er ude af stand til at opfylde sine gældsforpligtelser. Gældens størrelse må i den forbindelse også sammenholdes med skyldnerens alder, uddannelse og erhvervsmuligheder. Indrømmelse af eftergivelse er ikke udelukket, selvom der er tale om mindre beløb, hvis skyldnerens forhold i øvrigt taler derfor.

Husstandens udgifter

Når det skal vurderes, om skyldneren har udsigt til at betale gælden, må der tages hensyn til rimelige udgifter til bolig, nødvendig bil, andre rimelige faste udgifter, leveomkostninger og underholdsforpligtelser.

Efter § 21 i inddrivelsesbekendtgørelsen udgør rådighedsbeløbet 4.600 kr. (for 2008: 5.000 kr., jf. SKM2007.877.SKAT) om måneden. Har skyldneren en ægtefælle forhøjes rådighedsbeløbet med 3.200 kr.(for 2008: 3.480 kr., jf. SKM2007.877.SKAT) om måneden.

Der skal endvidere tages hensyn til afdrag på tjenestemandslån, der dækkes med lønforskrivning efter tjenestemandslovens § 57 og indeholdes i lønnen, jf. UfR 1991,49 ØLD.

Gælden må ikke være betalt

Bestemmelserne forudsætter, at gælden ikke allerede er betalt. Allerede betalt gæld kan således som hovedregel ikke tilbagebetales i forbindelse med en eftergivelse.

Gæld til det offentlige ansås for sikret ved udlæg i ægtefælles andelsbolig

Landsskatteretten har i SKM2008.90.LSR fastslået, at der ikke kunne ske eftergivelse af gæld til det offentlige, som ansås for sikret ved et udlæg i klagerens ægtefælles andelsbolig. Klagen vedrører afslag på eftergivelse af offentlig gæld mod betaling af et engangsbeløb. Gælden vedrører personlig skat/restarbejdsmarkedsbidrag samt en fakturagæld. Gæld ifølge udstedte fakturaer kan eftergives af fordringshaver. Ved overdragelse af fordringer til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden overtager restanceinddrivelsesmyndigheden kreditorbeføjelserne, herunder bemyndigelsen til at eftergive kravet, jf. § 3, stk. 1, i lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer. Efter opkrævningslovens § 15, stk. 1, 1. pkt. kan krav eftergives, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at eftergivelse vil føre til en væsentlig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Efter opkrævningslovens § 1, stk. 2, nr. 1 kan eftergivelse i almindelighed ikke finde sted, såfremt skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede. Klageren modtager kontanthjælp, og hans økonomiske forhold må derfor som udgangspunkt betegnes som uafklarede. Det fremgår endvidere af forarbejderne til lov nr. 431 af 6. juni 2005, hvorved opkrævningslovens § 15 fik sin nuværende udformning, at målet var en tilpasning af reglerne i opkrævningsloven til reglerne i konkursloven om gældssanering. Af den nugældende § 199, stk. 2, i konkursloven fremgår, at en kendelse om gældssanering ikke omfatter pantefordringer i det omfang, pantet strækker til. Tilsvarende må det antages, at der efter opkrævningsloven ikke kan ske eftergivelse af pantesikret gæld. Da der er foretaget udlæg for hovedparten af kravet i ægtefællens andelsbolig, må klagerens offentlige gæld eller en væsentlig del heraf anses for at være pantesikret. Efter en samlet vurdering er det derfor med rette, at klagerens anmodning om gældseftergivelse mod betaling af 60.000 kr. ikke er imødekommet. Efter opkrævningslovens § 15, stk. 6, kan eftergivelse i øvrigt ske, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor. Der er ikke oplysninger om forhold, der i ganske særlig grad taler for eftergivelse. Landsskatteretten stadfæstede herefter skattecentrets afgørelse.

Ved vurderingen af skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt indgår der en række momenter, som er nærmere oplistet i INDOG § 13, stk. 2 - 6. Ingen af de nævnte forhold og omstændigheder er i sig selv afgørende for, om der skal bevilges eftergivelse. Der må foretages en samlet og konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.

INDOG § 13, stk. 2

Efter inddrivelseslovens § 13, stk. 2, kan eftergivelse i almindelighed ikke finde sted, såfremt:

1) skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,

2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld:

a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,
b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation,
c) er stiftet med henblik på forbrug eller
d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,

3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold,

4) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor,

5) skyldneren har indrettet sig med henblik på eftergivelse, eller

6) skyldneren stifter ny gæld til det offentlige efter, at eftergivelsessag er indledt.

Bestemmelsens indhold er nærmer omtalt i afsnit H.7.2.2.4.1.

INDOG § 13, stk. 3

Det fremgår af INDOG § 13, 3, at ved afgørelse efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder. Hvis skyldner har anden betydelig gæld kan eftergivelse nægtes. Bestemmelsens indhold er nærmer omtalt i afsnit H.7.2.2.4.2.


INDOG § 13, stk. 4

Det fremgår af INDOG § 13, stk. 4, at uanset stk. 2 kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger andre omstændigheder, der taler afgørende imod hel eller delvis eftergivelse. Bestemmelsens indhold er nærmer omtalt i afsnit H.7.2.2.4.3.


INDOG § 13 stk. 5

Det fremgår af INDOG § 13, stk. 5, at kun skyldnere, som er fysiske personer, kan få eftergivelse efter stk. 1, jf. dog stk. 6.

INDOG § 13, stk. 6

Det fremgår af INDOG § 13, stk. 6, at eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el.lign. Bestemmelsens indhold er nærmer omtalt i afsnit H.7.2.2.4.4.

Uafklarede økonomiske forhold

Landsskatteretten har i SKM2007.624.LSR fastslået, at det var med rette, at skattecentret ikke har imødekommet klagerens anmodning om eftergivelse af offentlig gæld. Klageren var arbejdsløs og hans økonomiske forhold ansås for uafklarede. Klagerens gæld til det offentlige er FM-gæld, studiegæld, restskat, for meget udbetalt boligsikring, gebyrer og afgifter til kommunen, retsafgift og gæld til kommunen. Landsskatteretten har alene taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den offentlige gæld kan eftergives, med udgangspunkt i at gælden består, da klagerens indsigelse om, at den del af den offentlige gæld, der er stiftet før 2002, er forældet, bliver behandlet af Skattecentret. Efter kildeskattelovens § 73 C, jf. § 73 B, (lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005), § 51, stk. 2, i lov om individuel boligstøtte (lovbekendtgørelse nr. 199 af 1. februar 2007) og § 4, stk. 4, i lov nr. 939 af 27. december 1991 om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves af amtskommuner og kommuner og inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden finder reglerne i opkrævningsloven om eftergivelse tilsvarende anvendelse på krav vedrørende skat, gebyrer, afgifter og boligsikring. Det fremgår endvidere af studiegældslovens § 16 c (lovbekendtgørelse nr. 1063 af 25. oktober 2006), at restanceinddrivelsesmyndigheden kan henvise låntageren til at søge eftergivelse efter reglerne i opkrævningsloven, hvis denne har anden betydelig gæld end studiegæld. Af opkrævningsloven § 15, stk. 1 og 2, (lovbekendtgørelse nr. 289 af 28. april 2003) fremgår følgende:

"Stk. 1. Tilsvar, renter, gebyrer og administrative bøder kan eftergives, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser og det må antages, at eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Tilsvarende kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af skyldige beløb til det offentlige.

Stk. 2. Eftergivelse kan i almindelighed ikke finde sted, såfremt

1) skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,

2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld

 a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,
 b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation,
 c) er stiftet med henblik på forbrug eller
 d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,

3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold,

4) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor,

5) skyldneren har indrettet sig med henblik på eftergivelse, eller

6) skyldneren stifter ny gæld til det offentlige efter, at eftergivelsessag er indledt."

Opkrævningslovens § 15, stk. 2, fik sin nuværende formulering ved lov nr. 431 af 6. juni 2005. Af forarbejderne til denne lov (Folketingstidende 2004/05, 2. samling, L149, tillæg A, sp. 6681 ff.) fremgår blandt andet, at opkrævningslovens § 15, stk. 2, ændres i overensstemmelse med ændringen af konkurslovens § 197, stk. 2, ved lov nr. 365 af 24. maj 2005. Af forarbejderne til denne lov (Folketingstidende 2004/05, 2. samling, L10, tillæg A, sp. 252 ff.) fremgår blandt andet følgende: "Vurderingen af, om skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, skal foretages i overensstemmelse med den nugældende retspraksis. Skyldnerens økonomiske forhold vil således f.eks. være uafklarede, hvis skyldneren er arbejdsløs eller under uddannelse." Det er ikke muligt at vurdere, om klageren er i stand til, og inden for de nærmeste år har udsigt til, at kunne indfri den offentlige gæld, da klagerens økonomiske forhold må anses for uafklarede, da klageren for tiden modtager arbejdsløshedsdagpenge. Klagerens offentlige gæld kan derfor ikke eftergives, jf. opkrævningslovens § 15, stk. 2, nr. 1. Det er således med rette, at skattecentret ikke har anset betingelserne for eftergivelse for opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede herefter skattecentrets afgørelse.

Skattemæssige transaktioner

Det er derimod en omstændighed, der taler imod eftergivelse, hvis den pågældende i tiden efter gældens opståen har fremført skattemæssige underskud eller overført disse til sin ægtefælle, og derigennem reduceret eller helt elimineret sin husstands skattebetaling, uden at den yderligere likviditet, der herved er opnået, er blevet brugt til at nedbringe gælden til det offentlige.

Det taler ligeledes imod eftergivelse, hvis gælden er opstået ved skyldnerens deltagelse i økonomiske arrangementer, som er underkendt af SKAT, og hvor det væsentligste formål med arrangementet har været at formindske eller eliminere den pågældende persons skatte- eller afgiftsbetaling.

Systematisk oparbejdet

I henhold til opkrævningslovens § 15, stk. 2, nr. 2, litra d, kan eftergivelse ikke finde sted, såfremt en ikke uvæsentlig del af gælden er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk.

Ved vurderingen af, hvorvidt en systematisk oparbejdet gæld skal hindre eftergivelse lægges der afgørende vægt på, hvorvidt der er tale om en betydelig gæld, der oparbejdet over en længere årrække .

Gældens alder er endvidere af betydning. Såfremt størstedelen af gælden er af ældre dato, er en mindre, nyere systematisk opbygget restance sjældent til hinder for eftergivelse. Er hovedgælden imidlertid ny, vil fortsat systematisk gældsstiftelse tale imod, at der sker eftergivelse. Systematisk oparbejdede restancer som eksempelvis licensrestancer kan således være hindrende for eftergivelse i medfør af opkrævningslovens § 15, stk. 2, nr. 2, litra d, men det er ikke givet, at den skal være det i et hvert tilfælde.

Ved vurderingen af begrebet systematisk oparbejdning, ses der bort fra restskatter, der udelukkende er renter af personskat.

Strafbare forhold

Det taler imod eftergivelse, hvor gælden eller størstedelen heraf er pådraget ved, (et konstateret) strafbart forhold. Kun hvor gælden for størstedelens vedkommende vedrører strafbare forhold af ældre dato, eller hvor kun en lille del af nettogælden stammer fra et strafbart forhold, kan eftergivelse komme på tale. Dette kan også gælde, hvor en endnu ikke afsonet bøde indgår i den samlede gæld.

Ved eftergivelse af bøder skal der foretages en vurdering af en række forhold i forbindelse med bødens pådragelse.

Afdrag på gælden

Det taler for eftergivelse, hvis skyldneren har forsøgt efter evne at afdrage på gælden. Er der efter gældens pådragelse indtrådt alvorlig, længerevarende sygdom, ulykkestilfælde eller afgørende uforudsete ændringer i skyldnerens økonomi, fx i forbindelse med overgang til pension, vil dette ligeledes tale for eftergivelse. I de tilfælde, hvor gælden hovedsageligt skyldes skønsmæssige ansættelser, som ikke er blevet genoptaget i rette tid, fx på grund af skyldners sygdom, økonomisk sammenbrud eller lignende, bør det tages med i vurderingen om eftergivelse.

Skyldner har indrettet sig på eftergivelse

Ligeledes taler det også imod eftergivelse, hvis skyldneren gennem særlige arrangementer har indrettet sig således, at husstanden, i forhold til gælden, har kunnet opretholde en urimelig høj levestandard, og samtidig har vist sig immun overfor retsforfølgning.

Gældens alder

Gældens alder er et moment der kan indgå i vurderingen af om eftergivelse skal bevilges. Jo ældre gælden er, jo større er muligheden for eftergivelse.

Har skyldner haft henstand i forbindelse med påklage, skal gældens alder først vurderes fra det tidspunkt henstanden udløb.

Hvis der udover ældre gæld er ny gæld, som er anvendt til fornuftige formål for at komme videre efter en økonomisk nedtur, fx. lån til boligindskud, til nødvendig bil, til uddannelse, er dette momenter, der ikke må udelukke en eventuel delvis eftergivelse.

Gæld til private kreditorer

I henhold til de tidligere regler i opkrævningslovens § 15, stk. 3, kunne en afgørelse om eftergivelse alene finde sted hvis skyldner udelukkende eller i overvejende grad havde gæld til det offentlige. Bestemmelsen i § 13, stk. 3 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der træder i kraft den 1. januar 2009 ændrer dette.

Udgangspunktet er herefter, at RIM kan eftergive offentlig gæld, selvom skyldner overvejende har gæld til private, men RIM kan efter en konkret vurdering kan give afslag på eftergivelse på grund af gældssammensætningen og henvise skyldner til i stedet at søge gældssanering ved skifteretten.

Skyldner skal således fortsat henvises til at søge gældssanering ved skifteretten, når det vurderes, at det kun er gennem en gældssanering, at skyldner kan opnå en varig forbedring af sine økonomiske forhold. Det vil derfor fortsat være sådan, at skifteretten behandler sager, hvor skyldner har gæld både til private og offentlige kreditorer, mens RIM behandler sager om eftergivelse, når skyldner primært har gæld til det offentlige.

Bestemmelsen i § 13, stk. 3 anvendelsesområde vil således være tilfælde, hvor de private kreditorer reelt har opgivet at inddrive gælden, således at det alene er gælden til det offentlige, der er et problem for skyldner.

Bestemmelsen i § 13, stk. 4, giver RIM mulighed for at nægte eftergivelse, hvis RIM finder at der foreligger omstændigheder, som - uanset at de ikke er nævnt i stk. 2 -, alligevel bør udelukke eftergivelse.

Uanset at ordlyden kunne indikere, at der er tale om en forholdsvis snæver undtagelse giver motiverne (FT 2004-05 2. samling tillæg A s 323 (L 10 s 72)) sikker støtte for den forståelse, at bestemmelsen tilsigter at videreføre gældende ret, navnlig på gældssaneringsområdet.

Der er således tale om en opsamlingsbestemmelse, som skal gøre det muligt at undgå urimelige og stødende resultater i tilfælde, hvor eftergivelse bør undgås, men hvor de omstændigheder der begrunder dette, ikke passer ind i oplistningen af omstændigheder og forhold i § 13, stk. 2. FT 2004-05 2. samling, tillæg A, side 263 (L 10, s 12) nævner som eksempel, at skyldner eller et medlem af husstanden har valgt ikke at udnytte sin erhvervsevne fuldt ud.

Der skal altid ske en konkret vurdering af de forhold, der kan komme i betragtning i medfør af § 13, stk. 4.

 

I henhold til de tidligere regler i opkrævningslovens § 15, stk. 6, og kildeskattelovens § 73 D, kunne der ske eftergivelse når forholdene i ganske særlig grad talte derfor. Bestemmelserne blev administreret ganske restriktivt og blev fortrinsvis anvendt i tilfælde, hvor der forelå myndighedsfejl, force majeure eller force majeure lignende situationer. Bestemmelserne er pr. 1. januar 2009 flyttet over i § 13, stk. 6 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Udvidelse af anvendelsesområdet

Med § 13, stk. 6 i lov om inddrivelse af offentlig gæld er der sket en ændring af bestemmelsen med henblik på en udvidelse af anvendelsesområdet. Med den ændrede formulering er det hensigten, at bestemmelsen skal kunne anvendes til eftergivelse i videre omfang end hidtil. Eftergivelse skal således kunne ske i situationer, hvor der er særlige forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de øvrige regler om eftergivelse.

Afgørelser efter bestemmelsen vil altid bero på en konkret vurdering af forholdene i sagen.

 

Myndighedsfejl mv.

 

Den tidligere adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold er opretholdt.

 

Særlige forhold

 

Herudover kan særlige forhold f.eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse.

 

I henhold til bemærkningerne til bestemmelsen (L 10) vil der kunne være særlige forhold, der kan begrunde hel eller delvis eftergivelse af gæld til det offentlige, i følgende situationer

  • når gældens beskaffenhed og omstændighederne ved dens tilblivelse sammenholdt med skyldnerens situation medfører, at skyldneren vil kunne opnå en væsentlig varig forbedring af sin situation.
  • hvor det vurderes, at gælden til det offentlige er en betydelig barriere for at opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Det forhold, at folk går ind og ud af arbejdsmarkedet, vil kunne være forhold, der kan begrunde at § 13, stk. 6 kan anvendes, særligt hvis gælden er en barriere for at disse personer kan opnå en varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
  • hvor skyldneren ikke er i stand til, og hverken inden for de nærmeste år eller på længere sigt har udsigt til, at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, men hvor skyldner ved tilvejebringelse af midler fra 3. mand bliver i stand til at betale en betydelig del af gælden, hvorved han kan opnås en varig forbedring af sine økonomiske forhold.
  • hvor det kan virke urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse af gæld, kan være eftergivelse af skattekravet vedrørende indsamlinger eller legater til godgørende formål, der vil forspildes, hvis kravet vedrørende skat fastholdes. Det kan f.eks. være folkeindsamlinger til en operation, der kun kan udføres i udlandet, indsamlinger til en dusør for oplysninger, der kan føre til, at en forsvundet person bliver fundet eller et legat til sanering af gæld.
  • Indsamlinger til godgørende formål, der vil forspildes, hvis kravet vedrørende skat fastholdes
  • Folkeindsamlinger til en operation, der kun kan udføres i udlandet.
  • Indsamlinger til en dusør for oplysninger, der kan føre til, at en forsvundet person bliver fundet

Ved eftergivelse efter de generelle regler i § 13, stk. 1-5, er udgangspunktet, at det er husstandens indkomstforhold, der lægges vægt på ved afgørelse af en ansøgning om eftergivelse. Dette princip kan fraviges i tilfælde, hvor der er tale om gæld, der i al væsentlighed er pådraget før samlivet er påbegyndt. Forhold som gældens alder, og hvor lang tid der er gået mellem gældens stiftelse og samlivets påbegyndelse har betydning for afgørelsen. Husstandens indkomst vil derfor som udgangspunkt have betydning for, om gæld kan eftergives.

§ 13, stk. 6, indeholder ikke regler om, at der skal foretages en budgetvurdering, hverken af husstandens indkomstforhold eller af skyldnerens egne. Bestemmelsens anvendelsesområde er situationer, hvor sociale eller andre forhold i særlig grad taler for eftergivelse. Det er ikke hensigten, at der i sådanne situationer skal foretages en konkret betalingsevnevurdering. Derimod er det hensigten, at eftergivelse skal foretages ud fra et skøn, der vil afhænge af de konkrete forhold i sagen.

Friværdi i boligen vil ikke i sig selv være til hinder for eftergivelse, hvis der er sociale eller andre forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse.

Det er ikke en selvstændig betingelse, at skyldner eller dennes ægtefælle/samlever har fast arbejde eller er pensioneret. Afgørelser vil altid bero på en konkret vurdering af forholdene i sagen. Forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse, og som kan indgå i vurderingen, kan være at eftergivelse kan føre til en varig forbedring af skyldnerens forhold, f.eks. at gælden til det offentlige er en betydelig barriere for, at skyldner kan opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det vil normalt ikke i sig selv være et socialt forhold eller andet forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse, at skyldner og/eller dennes ægtefælle/samlever ikke har fast fuldtidsarbejde eller ikke er pensioneret, er sæsonarbejdere, forskere eller kunstnere og ikke er i en stabil situation. Omvendt vil det ikke være en hindring for eftergivelse, at skyldners og/eller dennes ægtefælles/samlevers forhold er uafklarede, hvis der i øvrigt er forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse.

Ved eftergivelse efter de generelle regler i § 13, stk. 1-5, er udgangspunktet, at det er husstandens indkomstforhold, der lægges vægt på ved afgørelse af en ansøgning om eftergivelse. Dette princip kan fraviges i tilfælde, hvor der er tale om gæld, der i al væsentlighed er pådraget før samlivet er påbegyndt. Hvis ægtefællen/samleveren intet har med gældens opståen at gøre, vil der normalt heller ikke ved afgørelser efter § 13, stk. 6 blive lagt vægt på ægtefællens/samleverens indtægtsforhold.

Det vil ikke i sig selv tale imod eftergivelse, at skyldnerens ægtefælle/samlever nægter at udlevere oplysninger til brug for sagen. Normalt vil det være muligt, at træffe en afgørelse uden disse oplysninger. Afgørelser efter § 13, stk. 6 vil altid bero på en konkret vurdering af forholdene i sagen. De forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse kan være sådan, at ægtefællens/samleverens indkomstforhold er uden betydning. Omvendt vil der kunne være situationer, hvor det ville være stødende at eftergive gæld, hvis husstandens forhold gør, at gælden let vil kunne betales.

Lovens § 13, stk. 6, giver mulighed for efter en konkret vurdering at eftergive gæld pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, uanset om den fylder en væsentlig del af den samlede gæld. Afgørelser efter § 13, stk. 6, vil altid bero på en konkret vurdering af forholdene i sagen. Bestemmelsen, der er en videreførelse af den restriktive regel i opkrævningslovens § 15, stk. 6, skal anvendes i et videre omfang end før, dog med et hensyn til retsfølelsen således at der ved vurderingen lægges vægt på forholdets grovhed, og den tid, der er forløbet, siden det strafbare forhold blev begået, samt hensynet til skyldneren. Se endvidere ovenfor under pkt. 3.2.

Der henvises i øvrigt til skatteministerens svar på spørgsmål 19 - 29 vedr. lovforslag nr. L 20 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Særligt vedrørende studiegæld

Skatteministeren har til spm. 22, 28 og 30 (L 20 om inddrivelse af gæld til det offentlige) om hvorvidt den foreslåede § 13, stk. 6, vil blive brugt lempeligt i forhold til studiegældssager svaret, at det ikke vil indgå i en vurdering om eftergivelse efter § 13, stk. 6 om skyldner ville kunne have fået bevilget eftergivelse efter reglerne om eftergivelse af studiegæld, hvis reglerne fortsat havde været gældende. Det vil ikke i sig selv være et forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse, at der er tale om studiegæld, og at der er gået mere end 15 år siden ansøger afsluttede sin uddannelse. Forhold som gældens beskaffenhed og omstændighederne ved dens tilblivelse sammenholdt med skyldnerens situation vil imidlertid indgå i vurderingen efter § 13, stk. 6. Gældens størrelse, afviklingsperiodens længde sammenholdt med skyldnerens situation vil således kunne indgå i vurderingen. Det er vurderingen, at § 13, stk. 6 i højere grad end de tidligere regler, vil kunne imødekomme det eftergivelsesbehov, der antages fortsat at være for det - set i forhold til det samlede antal studielåntagere - relativt begrænsede antal skyldnere, der har statsgaranterede studielån. SU-lån (statslån) vil også kunne eftergives efter § 13, stk. 6 i det omfang sociale eller andre forhold i særlige grad taler for eftergivelse. Ved ophævelse af reglerne om eftergivelse af studiegæld fjernes kravet om, at ansøgning om eftergivelse først kan behandles 9 år efter, at uddannelsen er afsluttet, og kravet om en 15-årig tilbagebetalingsperiode. Det vil indebære, at det bliver muligt på et tidligere tidspunkt end det er tilfældet med de gældende regler, at finde en eftergivelsesløsning for de personer, der opfylder betingelserne for eftergivelse.

Efter § INDOG 14, kan eftergivelse gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld.

Det må bero på en vurdering af skyldnerens (husstandens) økonomiske forhold, om der skal meddeles hel eller delvis eftergivelse.

I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelser om henstand med og afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden. Se nærmere afsnit H.7.2.3.2.

Afdragsperiodens længde

Efter § 25, stk. 1, i inddrivelsesbekendtgørelsen fremgår det, at afdragsperioden i eftergivelsessager efter INDOG § 13 udgør 5 år og påbegyndes den første i måneden, efter at eftergivelsesafgørelsens er blevet endelig. Når særlige forhold taler derfor, kan perioden være kortere eller længere.

Det fremgår af § 25, stk. 2, i inddrivelsesbekendtgørelsen, at såfremt skyldneren i perioden fra eftergivelssagen bliver indledt, til eftergivelsesafgørelsen bliver truffet, opsparet et beløb til fordel for kreditorerne, forkortes afdragsperioden længde med det antal måneder, som beløbet dækker det månedlige afdrag efter stk. 1.

Fastsættelse af det månedlige afdrag

Efter § 26, stk. 1, i inddrivelsesbekendtgørelsen fastsættes det månedlige afdrag efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, jf. dog nærmere i § 26, stk. 2.

Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 26, stk. 2, at i eftergivelsessager affattes § 14, stk. 3, således:

Som indtægt medregnes endvidere hvert år:

1) en forholdsmæssig del af skyldnerens pensionsordninger udbetalt som en sum efter afgiftsberigtigelse i henhold

til pensionsbeskatningslovens regler, hvis pensionsordningen er eller inden afdragsperiodens udløb

bliver udbetalt. Den forholdsmæssige del udgør i almindelighed 1/120 af den samlede sum for hver måned, der

fra udbetalingstidspunktet er tilbage af afdragsperioden,samt

2) en forholdsmæssig del af en erstatning for tab af erhvervsevne, tab af forsørger og lignende, der er eller

inden afdragsperiodens udløb bliver udbetalt i en sum. Den forholdsmæssige del opgøres som forholdet mellem

den udbetalte sum og antallet af de år, som summen må antages at kompensere.

Renter af skattekrav

For så vidt angår renter, der er påløbet et skattebeløb, der eftergives, er sådanne renter omfattet af eftergivelsen, uanset om de i øvrigt er betalt. Er dette tilfældet, skal der ske tilbagebetaling efter gældende regler. En restskat der eftergives, kan bl.a. bestå af renter. Disse renter skal ikke eftergives på ny. En restskat, der fremkommer året efter eftergivelsen, kan indeholde renter af tidligere eftergivne beløb. Såfremt dette er tilfældet skal disse renter eftergives.

Ved delvis eftergivelse efter INDOG § 14, stk. 1, sker der fra datoen for ansøgningens modtagelse ingen forrentning af den del af gælden, der ikke eftergives, og som betales gennem afdrag eller med et engangsbeløb.

Rentefritagelsen svarer til, hvad der er gældende ved en kendelse om gældssanering, hvor krav på renter bortfalder for tiden efter indledning af en gældssanering.

Forbehold for modregning

Af afgørelsen om eftergivelse af skattebeløb skal det fremgå, at det eftergivne beløb nedsættes i det omfang, der på årsopgørelsen for det pågældende indkomstår som følge af en senere ansættelsesændring fremkommer en overskydende skat. Dette følger af, at betalt skat som hovedregel ikke eftergives.

Konneks modregning - afskrevne krav

Fordringer, der eftergives efter reglerne i INDOG § 13, stk. 1, søges ikke inddrevet senere og skal endeligt afskrives. Opnår en skatteyder som følge af en ændring af skatteansættelsen for et givet indkomstår en overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag, og der for det samme indkomstår er bevilget eftergivelse af restskat, arbejdsmarkedsbidrag, B-skat, eller særlig indkomstskat, skal den afskrevne fordring dog dækkes ved modregning, da den overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag er udsprunget af samme retsforhold, som den afskrevne fordring (konnekse krav).

Konneks modregning - forældede krav

En fordring, der er ophørt som følge af forældelse eller præklusion, er ikke længere retskraftig og må ikke forsøges inddrevet hos skyldneren, men skal endeligt afskrives. Opnår en skatteyder som følge af en ændring af skatteansættelsen for et givet indkomstår en overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag, og der for det samme indkomstår tidligere er afskrevet restskat, arbejdsmarkedsbidrag, B-skat, tillægsskat eller særlig indkomstskat som forældet mv., skal den afskrevne fordring dog dækkes ved modregning, da den overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag er udsprunget af samme retsforhold, som den afskrevne fordring (konnekse krav).

Eftergivelsen kan efter INDOG § 15 tilbagekaldes, såfremt skyldneren

  • i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold eller groft tilsidesætter sine forpligtelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden.
  • groft tilsidesætter sine forpligtelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden. Der kan fx være tale om, at skyldneren gennem længere tid undlader at betale, skønt den pågældende har midler dertil.

Er det fx en konjunkturændring, en almindelig krise indenfor branchen, arbejdsløshed eller sygdom, der er årsag til misligholdelsen, er denne ikke udslag af grov tilsidesættelse af forpligtelserne, og eftergivelsen fastholdes.

Nogle få dages forsinkelse med afdrag kan heller ikke anses for en grov tilsidesættelse. Der må ses både på misligholdelsens omfang og grund.

Mulighederne for bortfald af eftergivelsen skal fremgå af afgørelsen om hel- eller delvis eftergivelse.

Landsskatteretten har i SKM2008.137.LSR fastslået, at en udstedt saldokvittering også ansås for at omfatte klagerens momsgæld. En modregning i klagerens overskydende skat for denne momsgæld blev derfor ophævet.

Landsskatteretten har lagt til grund, at klagerens momsgæld hverken i 2006 eller på tidspunktet for den foretagne modregning var forældet.

Sagen drejer sig derfor alene om, hvorvidt de saldokvitteringer der blev udstedt i juni 2006, kan antages at have medført, at momsgælden er bortfaldet.

Det fremgår afslutningsvis af skattecentrets påkravsbrev af 13. februar 2006 til klageren, at han skal være opmærksom på, at han kan have andre restancer til SKAT end dem, der fremgår af skrivelsen.

Herudover kan det ikke anses for tilstrækkeligt godgjort, at klageren af SKAT er blevet gjort opmærksom på, at han kunne have yderligere restancer til det offentlige, som blev inddrevet af f.eks. Inddrivelsescentret.

Det kan derimod lægges til grund som ubestridt, at klageren ved fremmøde i skattecentret den 24. marts 2006 blev orienteret om, at hans gæld var betydelig reduceret på grund af forældelse.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte klagerens oplysninger om, at han på den baggrund antog, at hans samlede restance til det offentlige herefter androg ca. 30.000 kr., og at det var baggrunden for, at han den 9. juni 2006 indbetalte dette beløb til SKAT.

Det kan ikke antages, at klageren indså, at hans momsgæld ikke var omfattet af skattecentrets opgørelse af hans gæld og derfor heller ikke omfattet af saldokvitteringerne. Det afgørende er derfor, om han burde have indset, at den ikke var omfattet af opgørelsen og af kvitteringerne.

Landsskatteretten bemærker endvidere, at det af skattecentret anførte om, at klageren ikke påklagede den afgørelse om modregning, der blev truffet i juli 2006, ikke er fuldt dækkende for det passerede. Klageren fastholdt i sine henvendelser til SKAT, senest af 20. december 2006, at han ikke var SKAT noget beløb skyldigt. Det er således SKAT, der ikke har behandlet disse henvendelser som en klage over den modregning, der blev foretaget i juli 2006.

Det kan derfor ikke antages, at klageren indså eller burde have indset, at saldokvitteringen ikke omfattede hans momsgæld.

De omhandlede saldokvitteringer må herefter anses for bindende for SKAT også for så vidt angår momsgælden, således at denne gæld anses for opgivet af SKAT.

Landsskatteretten bemærker til sidst, at SKATs fordring derfor ikke var retskraftig, da den omhandlede modregning blev gennemført og modregningen er derfor foretaget med urette.

Eftergivelse med skattebeløb for juridiske personer sker med hjemmel INDOG § 13, stk. 6.

INDOG § 13, stk. 6 omfatter

  • selskaber
  • foreninger
  • selvejende institutioner
  • fonde og lignende.

Bestemmelsen omfatter derimod ikke kommanditselskaber, interessentskaber og partrederier, idet hæftelsen i disse tilfælde er knyttet til en eller flere af deltagerne.

Er virksomheden overdraget til ægtefælle eller samlever, men driver skyldneren fortsat virksomheden, eller fortsættes virksomheden i selskabsform med skyldneren som faktisk leder, kan gælden som hovedregel ikke eftergives. Undtagelse kan gøres, hvis virksomheden er af mindre økonomisk betydning. Såfremt en virksomhed er videreført i nogle år, uden at der er oparbejdet en ny gæld, men også uden at der er opstået eller kan forventes en økonomisk situation, som kan føre til en fuld afvikling af den gamle gæld, bør den videreførte virksomhed ikke i sig selv føre til en blokering af mulighederne for en hel/ eller delvis eftergivelse. Det vil naturligvis være en betingelse, at indtjeningen i virksomheden og dens afregning af skatter og afgifter er stabil.

Der kan som udgangspunkt eftergives de samme beløb for juridiske personer som for fysiske personer.

I henhold til INDOG § 13, stk. 6 kan juridiske personers selskabsskatter efter selskabsskatteloven eftergives.

I henhold til INDOG § 13, stk. 6  kan såvel indeholdte som ikke indeholdte A-skattebeløb, som juridiske personer ikke har afregnet til SKAT eftergives hvis betingelserne i § 13, stk. 6 er opfyldt.

Desuden omfatter bestemmelsen udbytteskatter og royaltyskatter herunder skatter i forbindelse med indeholdelse ved aktieselskabers tilbagekøb af egne aktier jf. KSL § 65.

For så vidt angår arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told og punktafgifter kan der eftergives de samme beløb for juridiske personer som for fysiske personer.

Bøder på skatteområdet (skattekontrollovsbøder og kildeskattebøder) er ikke omtalt i INDOG § 13, stk. 1 eller § 6. Alligevel må det ud fra en formålsfortolkning antages, at bestemmelsen omfatter såvel kildeskattebøder som skattekontrollovsbøder, således at der også for juridiske personer kan meddeles eftergivelse med disse bøder. 

Bøder efter moms-, told-, og punktafgiftslovene kan eftergives i henhold til INDOG § 13, stk. 1. 

Renter af skattebeløb er ikke omtalt i INDOG § 13, stk. 6. Som anført under punkt H.7.2.5 om fysiske personer må § 13, stk. 6 imidlertid antages at omfatte renter af skattebeløb og gebyrer i forbindelse med opkrævning af skattebeløb. Der kan således også for juridiske personer meddeles eftergivelse med renter af skattebeløb og med gebyrer.

Renter af arbejdsmarkedsbidrag og særlig pensionsbidrag samt gebyrer i forbindelse med opkrævning af arbejdsmarkedsbidragsbeløb kan eftergives i henhold til INDOG § 13, stk. 6.

Renter af momsbeløb samt gebyrer kan eftergives i henhold til INDOG § 13, stk. 1. Renter af told- og punktafgifter samt gebyrer kan ligeledes eftergives.

Under punkterne H.7.2.2 og H.7.2.3 er betingelserne for gæld til det offentlige for fysiske personer behandlet. De betingelser, der er anført under de nævnte afsnit, gælder ikke ved eftergivelse for juridiske personer. Ligesom for fysiske personer er det dog en betingelse for eftergivelse eller henstand efter disse regler, at der foreligger en ansøgning.

Efter INDOG § 13, stk. 6, kan eftergivelse af gæld til det offentlige meddeles juridiske personer, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor. Betingelsen "når forholdene i særlig grad taler derfor", sammenholdt med gældssaneringsreglerne viser, at der er betydeligt begrænset adgang til eftergivelse for juridiske personer end for fysiske personer. Der vil formentlig kun i meget få tilfælde kunne blive tale om hel eftergivelse af f.eks. skat, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told og punktafgifter for en juridisk person.

For så vidt angår det nærmere indhold af bestemmelsen i INDOG § 13, stk. 6 henvises til afsnit H.7.2.2.4.4.

Det er reglerne om genoptagelse af skatteansættelsen, fastsættelsen af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift i skatteforvaltningsloven, der skal anvendes i de særlige tilfælde, hvor fordring på skyldige skatter og afgifter hviler på et opgørelsesmæssigt forkert grundlag. Dette er ikke et spørgsmål om eftergivelse af kravet i eftergivelsesbestemmelserne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

 

Der er hjemmel i skatteforvaltningsloven til, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelse, fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift, når der foreligger særlige omstændigheder.

Der er desuden hjemmel til, at SKAT kan dispensere fra reaktionsfristen på 6 måneder efter den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af den almindelige frist for genoptagelse.

Det fremgår af den offentliggjorte praksis fra Landsskatteretten, at personlige forhold såsom en syg søn og deraf følgende belastning af klageren og af klagerens parforhold sammen med, at det anses for sandsynliggjort, at den foretagne taksation af klagerens indkomst har medført en åbenbar urimelig skatteansættelse, kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Det fremgår desuden af den offentliggjorte praksis fra Landsskatteretten, at et sygdomsforløb med psykiske lidelser, der bevirker, at det ikke kan bebrejdes klageren, at han ikke har selvangivet og reageret overfor skattemyndighedens henvendelser rettidigt, sammen med, at der er tale om et for klageren ikke ubetydelige beløb, at beløbene er fuldt dokumenteret og at der er tale om et urimeligt skøn, som medfører en urimelig skatteansættelse, kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Muligheden for ekstraordinær genoptagelse anvendes således i praksis, når der er særlige forhold, der gør sig gældende.

I de tilfælde, hvor en skønsmæssig ansættelse eller foreløbig fastsættelse ikke bliver rettet indenfor de gældende frister i skatteforvaltningsloven og der ikke er særlige forhold, der gør sig gældende, men det f.eks. skyldes almindelig rod i økonomien, kan kravet ikke eftergives efter reglerne i opkrævningsloven. Eftergivelse ville i disse tilfælde være i modstrid med formålet med skatteforvaltningslovens fristregler og reglerne om skønsmæssige ansættelser og foreløbige fastsættelser i skattekontrolloven og opkrævningsloven.

Fristerne for ændring af ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat samt for fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgifter er reguleret i skatteforvaltningslovens §§ 26-27 og 31-32.

Fristreglerne omfatter både ændringer, fastsættelse og godtgørelse, der sker på myndighedernes initiativ og på den skattepligtiges initiativ. I denne sammenhæng er det kun relevant at se på reglerne for ændring på den skattepligtiges initiativ.

Fristreglerne fastsætter den tidsmæssige grænse for, hvor længe der kan ske ændringer af selve opgørelsen af afgiftstilsvaret for en afgiftsperiode, for ændring af godtgørelse af en afgift eller for ændring af en skatteansættelse.

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2 fastsætter en 3-års frist for anmodning om genoptagelse af afgiftstilsvar. 3 års fristen for en afgiftspligtigs krav på genoptagelse skal regnes fra udløbet af angivelsesfristen eller for godtgørelse af afgift - det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende.

En skattepligtig har også mulighed for at få ændret en efterangivelse, som er underskrevet frivilligt, hvis han efterfølgende mener, at efterangivelsen er forkert.

Genoptagelse kan ske på baggrund af oplysninger af såvel faktisk som retlig karakter. Endvidere kan en ansættelse, fastsættelse eller godtgørelse genoptages, hvis der forelægges myndigheden oplysninger, der kan begrunde en ændring, uanset at oplysningerne ikke er nye i objektiv forstand.

Den skattepligtige har et egentligt retskrav på genoptagelse, såfremt de nye oplysninger skaber en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen.

Der gælder ingen særlige formkrav til en anmodning om ordinær genoptagelse. Anmodningen kan i princippet fremsættes mundtligt, men må dog suppleres med et skriftligt grundlag, der sandsynliggør, at ansættelsen kan anses for forkert.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat uanset fristerne i § 26, foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter SKATs bestemmelse i en række nærmere angivne tilfælde. De tilfælde der opregnes i § 27, stk. 1, udgør undtagelser til hovedreglen om de almindelige frister i skatteforvaltningslovens § 26, og genoptagelse i tilfælde omfattet af bestemmelsen benævnes som "ekstraordinær ansættelse".

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan en ekstraordinær skatteansættelse foretages, når "told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder".

Tilsvarende regler findes for afgifter i skatteforvaltningslovens § 32. Ifølge skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4, kan SKAT - uanset fristerne i § 31 - efter anmodning fra den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede give tilladelse til ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen, som følge af at der foreligger særlige omstændigheder.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8, og skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35C, stk. 1, nr. 4. Begge bestemmelserne blev indsat i skattestyrelsesloven ved lov nr. 410 af 2. juni 2003. Bemærkningerne til § 35C, stk. 1, nr. 4 henviser til bemærkningerne til § 35, stk. 1, nr. 8, hvor følgende fremgår:

Under forslaget til § 35, stk. 1, nr. 8, foreslås det, at skatteministeren bemyndiges til at tillade en skatteansættelse ændret efter anmodning fra den skattepligtige, såfremt forholdene i særlig grad taler herfor.

Forslaget indebærer, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde, der er omfattet af den gældende § 35, stk. 1, nr. 9, i skattestyrelsesloven, hvorefter en ansættelse kan foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne. Den foreslåede bestemmelse vil dog yderligere finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden af fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

 

Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

...

Endvidere vil bestemmelsen kunne finde anvendelse, såfremt myndighederne har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse, eller hvis det må lægges til grund, at den lokale skattemyndighed fejlagtigt har afgivet genoptagelsestilsagn til den skattepligtige ud over den ordinære ansættelsesfrist, og den skattepligtige som følge heraf ikke rettidigt har klaget eller anmodet om genoptagelse af ansættelsen.

Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har fortolket lovgivningen forkert, med mindre myndighederne i den forbindelse har handlet ansvarspådragende.

 

Ved vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan give anledning til en ekstraordinær skatteansættelse, kan det tillægges vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige. Er der således tale om en indkomstændring på mere end 5.000 kr., vil dette tale for genoptagelse af ansættelsen. Vedrører det forhold, der begrunder ansættelsens foretagelse, flere indkomstår, skal der foretages en samlet vurdering, således at en indkomstændring for samtlige indkomstår på i alt 5.000 kr. eller mere ligeledes normalt vil tale for, at anmodningen om genoptagelse imødekommes.

 

Den skattepligtige skal endvidere dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt. Den skattepligtige bærer således risikoen for, at bevisbyrden kan være tungere, jo ældre år der er tale om. Er der således tale om genoptagelse for indkomstår, der ligger langt tilbage i tid, og skattemyndighederne af denne grund ikke længere er i besiddelse af selvangivelsesmaterialet, må der stilles krav om, at den skattepligtige fuldt og helt kan dokumentere ændringens berettigelse eksempelvis ved fremlæggelse af kopi af det relevante selvangivelsesmateriale.

Det fremgår af procesvejledningen 2006-4, afsnit G.1. at, en tilladelse til ekstraordinær genoptagelse først og fremmest er betinget af, at der er en rimelig udsigt til, at genoptagelse vil resultere i en indholdsmæssig ændring af ansættelsen, fastsættelsen eller godtgørelsen.

At skatteansættelsen eller fastsættelsen af afgiftstilsvaret er foretaget skønsmæssigt på grund af manglende selvangivelse eller manglende angivelse af afgiftstilsvar, og angivelsen så indgives efter udløbet af den ordinære genoptagelsesfrist, begrunder ikke i sig selv ekstraordinær genoptagelse.

Hvis der er begået myndighedsfejl i forbindelse med foretagelse af den skønsmæssige ansættelse eller foreløbige fastsættelse, vil der kunne tillades ekstraordinær genoptagelse.

Efter bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 og § 32, stk. 2, kan en ekstraordinær an- eller fastsættelse kun foretages, hvis genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 eller § 31.

Der er indsat en mulighed for dispensation fra 6 måneders fristed. Det fremgår således af § 27, stk. 2, 2. pkt. og § 32, stk. 2, 2. pkt. at SKAT, efter anmodning fra den skattepligtige, kan dispensere fra fristen, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Bestemmelserne er videreførelse af skattestyrelseslovens § 35, stk. 2 og § 35C, stk. 2, som blev indsat i skattestyrelsesloven ved lov nr. 410 af 2. juni 2003. Bemærkningerne til § 35C, stk. 2 henviser til bemærkningerne til § 35, hvor følgende fremgår: 

Det foreslås, jf. forslaget til § 35, stk. 2, at det direkte i loven angives, at anmodningen eller varslingen af den ekstraordinære ansættelse skal ske inden 6 måneder. Det foreslås endvidere, at skatteministeren efter anmodning fra den skattepligtige bemyndiges til i særlige tilfælde at dispensere fra fristen.

 

Der kan således efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder, herunder sagens karakter og den skattepligtiges personlige forhold, gives dispensation, således at en anmodning om genoptagelse behandles, uanset at denne er indgivet mere end 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder den ekstraordinære ansættelse.

Der er offentliggjort 2 kendelser fra Landsskatteretten der omhandler ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8; SKM 2006.467.LSR og SKM2006.412.LSR.

Klageren havde betalt studielånsrenter, der ikke blev godkendt fratrukket på grund af manglende dokumentation i nogle år og som ikke var medregnet på den fortrykte selvangivelse i nogle år.

Desuden traf skattemyndigheden afgørelse om at forhøje klagerens skattepligtige indkomst skønsmæssigt med 50.000 kr. vedrørende fortjeneste ved aktiesalg i 1999.

Klageren havde ikke været i stand til at varetage sine egne interesser overfor skattemyndighederne i den ovennævnte periode på grund af hans psykiske tilstand. Til dokumentation af klagerens psykiske tilstand blev der fremlagt erklæringer fra speciallæger i psykiatri, hvoraf bl.a. fremgår:

Klageren har været i behandling ved Psykoterapeutisk Center X, i dagbehandling med gruppeterapi, og i ambulant individuel behandling hos speciallæge i psykiatri.

Den tilstand han har været behandlet for har været bedømt som en alvorlig personlighedsforstyrrelse præget af identitetsusikkerhed, manglende stabilitet i især nære følelsesmæssige relationer og øget sårbarhed i forhold til psykisk belastning. Han har været i stand til at klare sig selv i egen bolig, og har i en vis udstrækning kunnet følge studier som led i revalideringsforsøg, ligesom han har kunnet gennemføre højskoleophold. Han har været bedømt som værende fuldt uarbejdsdygtig. Han har i lange perioder haft meget svært ved at udføre funktioner og handlinger til varetagelse af egne interesser, som eksempelvis i tide at fremsende nødvendige dokumenter til brug for myndighederne. Han formåede ikke at gennemgå sin post regelmæssigt, og bunkerne hobede sig op. Han har ikke formået at bede om den fornødne hjælp.

Skattemyndigheden havde ikke imødekommet anmodning om genoptagelse af indkomstårene 1998 - 2001.

Landsskatteretten ændrede skattemyndighedernes afgørelse med følgende bemærkninger og begrundelse:

Ifølge den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8 (nu skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8), kan ansættelser genoptages ekstraordinært, når der foreligger særlige omstændigheder.

Ifølge bemærkningerne til loven er bestemmelsens anvendelsesområde tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen. Af bemærkningerne fremgår, at bestemmelsen bl.a. kan finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Efter en konkret vurdering af klagerens psykiske lidelse samt sygdomsforløb må det anses for tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde suspension af genoptagelsesfristen efter dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8.

Der er herved lagt vægt på, at det henset til klagerens alvorlige psykiske tilstand i den ophandlede periode ikke kan bebrejdes klageren, at han ikke har selvangivet og reageret overfor skattemyndighedens henvendelser rettidigt og inden udløbet af de ordinære genoptagelsesfrister.

Der er endvidere henset til, at der er tale om et for klageren ikke ubetydelige beløb, og at renteudgifter samt aktiebeholdning er fuldt dokumenteret. For så vidt angår den skønsmæssige forhøjelse på 50.000 kr. for indkomståret 1999 er der endvidere tale om et urimeligt skøn, som medfører en urimelig skatteansættelse, idet den skønsmæssige forhøjelse end ikke beløbsmæssigt kan indeholdes i den indberettede kursændring på klagerens aktiebeholdning i det pågældende indkomstår.

Landsskatteretten pålægger på denne baggrund skattemyndigheden at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 1998-2001.

Klageren drev i indkomståret 2001 en butik, som klageren startede i indkomståret 1997. Bogføringen og regnskabet blev foretaget af et revisionsfirma. Klageren har selvangivet resultat af selvstændig virksomhed på 64.916 kr. for indkomståret 1999 og på 41.030 kr. for indkomståret 2000.

Klageren har ikke rettidigt indgivet selvangivelse og årsregnskab for indkomståret 2001. Kommunen har derfor i september 2002 foretaget en taksation af klagerens indkomst, hvor indkomsten forhøjes med 250.000 kr. 

Den 5. oktober 2005 har klageren indgivet selvangivelse og årsregnskab for indkomståret 2001 til kommunen. Årsregnskabet viser et resultat af selvstændig virksomhed på 21.136 kr. 

Klageren har anmodet om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen med henvisning til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8.

Klageren har på grund af sin søns svære sygdom (behandlingsforløb på Rigshospitalet samt efterbehandling med kemoterapi og kontrolbesøg mv.) og personlige forhold i øvrigt (barnets sygdom resulterede i en kraftig belastning af parforholdet og resulterede i, at klageren ikke har kunnet varetage driften af sin personlige virksomhed, ligesom klageren ikke har kunnet overskue at skulle indlevere selvangivelser og regnskaber for denne) ikke været i stand til at indlevere regnskab og selvangivelse for indkomståret 2001. Som følge heraf er klagerens indkomst for 2001 blevet takseret.

Den skønsmæssige ansættelse fastsætter 2001 til 4 - 6 gange højere, end indkomsten for 1999 og 2000, som skattemyndighederne var vidende om ved taksationen af klageren.

Kommunen gav afslag på anmodningen om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2001.

Landsskatteretten ændrede kommunens afgørelse med følgende bemærkninger og begrundelse:

Spørgsmålet om genoptagelse skal afgøres efter bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse i dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8.

Ifølge bemærkningerne til loven er bestemmelsens anvendelsesområde tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen. Af bemærkningerne fremgår, at bestemmelsen bl.a. kan finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Efter en konkret vurdering af klagerens forhold foreligger der sådanne særlige omstændigheder, der efter dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8 kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen. Det anses for sandsynliggjort, at den foretagne taksation af klagerens indkomst har medført en åbenbar urimelig skatteansættelse, når der henses til de foregående og det efterfølgende års selvangivne overskud af virksomhed. Når der yderligere lægges vægt på klagerens personlige forhold, er der grundlag for at imødekomme klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen.

Landsskatteretten pålagde herefter skattemyndigheden at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2001.

Lovgrundlaget

Ved lov nr. 510 af 7. juni 2006 om ændring af lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld samt om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper jf. lovbek. 1063 af 25. oktober 2006 blev der vedtaget regler om eftergivelse af offentlig gæld for socialt udsatte grupper.

Ved L 21 om konsekvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er reglerne blevet lempet. Samtidig ændrede loven navn til lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper.

Betingelser for eftergivelseSkyldnere, som i mindst 3 år inden for en periode på 4 år har modtaget

  1. hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik
  2. dagpenge efter kap. 10 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
  3. Introduktionsydelse efter reglerne i kap. 5 i integrationsloven 

kan efter ansøgning til RIM få eftergivet gæld til det offentlige.

Eftergivelse sker efter ansøgning på særligt skema. Se blanket 49.098.

Kun gæld til det offentlige

Gæld, der kan eftergives er gæld, der inddrives af RIM og anden forfalden gæld, der opkræves af offentlige fordringshavere.

Ansøger skal være i beskæftigelse

Det er en betingelse for eftergivelse, at ansøger er kommet i:

  1. Beskæftigelse
  2. Fleksjob
  3. Under uddannelse
  4. Under revalidering

Gældstyper, der ikke kan eftergives

Eftergivelse kan ikke ske for gæld

  1. pådraget ved strafbare eller
  2. erstatningspådragende forhold
  3. opstået som følge af, at skyldneren uretmæssigt har modtaget ydelser fra det offentlige, fordi skyldneren har afgivet urigtige oplysninger over for en offentlig myndighed.

Eftergivelse over 4 år

Eftergivelsen sker med et fast beløb pr. måned i 4 år. Beløbet, som eftergives pr. måned, udgør 1/48 af den samlede offentlige gæld, som er omfattet af eftergivelsen.

Gælden administreres i Inddrivelsescentret (IC)

Når der er truffet afgørelse om eftergivelse, overdrager de offentlige fordringshavere den gæld, der er omfattet af eftergivelsen, til IC, hvis gælden ikke allerede er overdraget.

Forrentning

Der sker ikke forrentning af den eftergivne gæld. Hvis eftergivelsen sættes i bero eller bortfalder, sker der fortsat ikke forrentning af den eftergivne gæld, dvs. den gæld, der har været omfattet af eftergivelsen.

Eftergivelsen sættes i bero eller bortfalder

Det er en betingelse for eftergivelse, at skyldneren ophører med at modtage

  1. Kontanthjælp
  2. Starthjælp
  3. Tilbud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats

Modtager skyldneren, efter eftergivelsen er iværksat, igen kontanthjælp, starthjælp eller tilbud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats sættes den månedlige eftergivelse i bero, indtil skyldneren ophører med at modtage hjælp.

Når eftergivelsen har været stillet i bero i sammenhængende 12 måneder, ophører eftergivelsen for den resterende gæld.

Modtager RIM et eller flere nye offentlige krav mod skyldneren til inddrivelse, som er forfaldet efter eftergivelsen er iværksat eller stillet i bero, falder afgørelsen om eftergivelse bort for den resterende gæld.

Inddrivelse efter bortfald af afgørelse om eftergivelse

Gæld, som vedrører en bortfalden afgørelse om eftergivelse, kan inddrives ved udpantning og indeholdelse i løn mv. efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven og eftergives efter reglerne i opkrævningsloven.

Afgørelser om eftergivelse er endelige, dvs. der er ingen klageadgang.