Reglerne om afdragsordninger for personer fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5.

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, har følgende ordlyd:

Afdragsordninger, der fastsættes af restanceinddrivelsesmyndigheden overfor personer,  fastsættes som en procentdel (afdragsprocent) af den årlige indkomst opgjort som den årlige bruttoindkomst inkl. indtægter omfattet af § 12, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetalinger efter § 14, stk. 4, nr. 2 a, SP-bidrag, ATP og skat, jf. dog stk. 6 og 7.

Hovedregel

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, er hovedreglen for fastsættelse af en afdragsordning. Afdragsordningen fastsættes som en procentdel af den årlige indkomst som anført ovenfor.

 

Tabeltræk

I SKM2009.5.SKAT er følgende anført:

Under henvisning til § 42 i bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige meddeles følgende beløbssatser, der pr. 1. januar hvert år reguleres med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Dette styresignal fastsætter satserne for 2009.

De i § 5, stk. 1, fastsatte beløbsgrænser for indkomster:

Ikke forsørgerpligt over for børn

   

Forsørgerpligt over for børn

Afdragsprocent

 Indkomstinterval per år

Afdragsprocent

5 %

  95.310

118.849

0 %

6 %

118.850

125.579

4 %

7 %

125.580

132.309

4 %

8 %

132.310

139.039

4 %

9 %

139.040

145.769

4 %

10 %

145.770

152.489

5 %

11 %

152.490

159.219

6 %

12 %

159.220

165.939

7 %

13 %

165.940

172.669

8 %

14 %

172.670

179.379

9 %

15 %

179.380

186.119

10 %

16 %

186.120

192.859

11 %

17 %

192.860

199.579

12 %

18 %

199.580

206.309

13 %

19 %

206.310

213.019

14 %

20 %

213.020

219.749

15 %

21 %

219.750

226.479

16 %

22 %

226.480

233.209

17 %

23 %

233.210

239.939

18 %

24 %

239.940

246.659

19 %

25 %

246.660

253,389

20 %

26 %

253.390

260.109

21 %

27 %

260.110

266.849

22 %

28 %

266.850

273.569

23 %

29 %

273.570

280.289

24 %

30 %

280.290

287.019

25 %

30 %

287.020

293.739

26 %

30 %

293.740

300.489

28 %

30 %

300.490

307.209

29 %

30 %

307.210

+

30 %

Det i § 14, stk. 4, nr. 3, fastsatte beløb udgør 640 kr.

De i § 16, stk. 3, nr. 4, fastsatte rådighedsbeløb udgør 1.420 kr. om måneden for børn indtil det fyldte 2. år, 1.810 kr. om måneden for børn fra og med det fyldte 2. år og indtil det fyldte 7. år og 2.600 kr. om måneden for børn fra og med det fyldte 7. år og indtil det fyldte 18. år.

Det i § 21 fastsatte rådighedsbeløb udgør 5.170 kr. om måneden. Har skyldneren en ægtefælle eller samlever, forhøjes rådighedsbeløbet med 3.600 kr.

Den i § 31, stk. 2, fastsatte nedre grænse i nettoindkomsten udgør 95.310 kr. Når nettoindkomsten kommer under dette beløb, fastsættes afdragsordninger vedrørende bøder enten under hensyntagen til gældens størrelse eller på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6 i bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det fremgår af § 5, stk. 2, at det månedlige beløb, som skal afdrages, svarer til det i ovennævnte tabel fastsatte årlige afdragsbeløb delt med 12 og afrundet nedad til nærmeste hele eller halve hundrede.

Det fremgår af § 5, stk. 3, at når afdragsordningen er fastsat efter § 5, stk. 1, anses skyldneren normalt for at have overladt et rimeligt rådighedsbeløb til sig og sin familie.

Begrebet afdragsprocent

I inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, fastsættes afdragsprocenten for afdragsordninger.

 

SKAT skal i forbindelse med fastsættelse af afdragsordninger efter tabeltrækket, fastsætte afdragsprocenten med udgangspunkt i skyldners indkomst, således som denne er defineret i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

 

Afdragsprocenten i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, kan fra den 1. juni 2008 ikke længere anvendes direkte som lønindeholdelsesprocent, idet lønindeholdelsen efter dette tidspunkt skal foretages over eSkattekortet. Der skal derfor ske en omregning af afdragsprocenten til lønindeholdelsesprocenten, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 3. Omregning til lønindeholdelsesprocenten er nærmere beskrevet i inddrivelsesvejledningen afsnit I.3.6.

Anvendelse af TastSelv

I SKM2008.5.SKAT er det indskærpet, at skattecentrene og Inddrivelsescentret skal anvende den beregnede nettoindkomst i TastSelv-systemet i forbindelse med fastsættelse af afdragsordninger eller lønindeholdelser på baggrund af tabeltræk.

Forsøgerbegrebet

Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. , at er forældrene ikke samlevende, anses den af forældrene, som børnefamilieydelsen udbetales til som forsørger.

 

Ændring af en afdragsordning

 

RIM kan efter § 5, stk. , ændre afdragsbeløbet, når skyldners økonomiske forhold ændres.

 

Forbehold for tvangsinddrivelse

 

Af § 5, stk. , fremgår, at en afdragsordning efter stk. 1 eller stk. 3, som overholdes af skyldner ikke er til hinder for, at RIM kan foretage og realisere udlæg, modregning og indtrædelse mv. Der bør som hidtil tages forbehold for udlæg/modregning/indtrædelse ved etablering af afdragsordning. 

 

Særlige forhold

 

Det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk.  pkt., at:

 

En afdragsordning kan fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6, når særlige forhold taler derfor

 

SKAT, Hovedcentret har i SKM2007.647.SKAT meddelt, at en afdragsordning som hovedregel, skal fastsættes efter tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, det vil sige med udgangspunkt i skyldners nettoindkomst. Kun i de tilfælde, hvor særlige forhold taler derfor, kan SKAT fastsætte afdragsordningen efter en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6.  

 

I SKM2006.558.LSR havde et skattecenter fastsat en afdragsordning efter en vurdering af skyldners betalingsevne efter inddrivelsesbekendtgørelsen. Skattecentret havde ikke nærmere begrundet hvorfor afdraget var fastsat efter en betalingsevnevurdering efter bekendtgørelsens § 5, stk. 3 og ikke efter tabellen i § 5, stk. 1, der ville medføre et mindre afdrag. Landsskatteretten udtalte i SKM2006.558.LSR, at det ikke i sig selv kan anses som særlige forhold, at afdrag fastsat efter en betalingsevnevurdering efter kapitel 6 ville være større end afdrag fastsat efter § 5, stk. 1. Der skal derimod være en nærmere begrundelse for, hvorfor en afdragsordning fastsættes efter en betalingsevnevurdering og ikke efter tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Alene den omstændighed, at en skyldner har en højere betalingsevne end det afdrag, der kan fastsættes efter § 5, stk. 1, berettiger ikke RIM til at fastsætte afdraget efter en betalingsevnevurdering. I så fald skulle dette udtrykkeligt være fremgået af bekendtgørelsen.

 

I SKM2007.617.LSR havde et skattecenter havde skattecenter fastsat en skyldners afdrag efter en betalingsevnevurdering, fordi et afdrag fastsat efter tabellen i § 5, stk. 1, ikke ville sikre en afvikling af gælden inden for rimelig tid. Landsskatteretten udtaler i SKM2007.617.LSR, at efter § 5, stk. 3, 2. punktum, kan en afdragsordning fastsættes med udgangspunkt i gældens størrelse, bl.a. hvis dens størrelse tilsiger det. Efter § 5, stk. 3, 4. punktum, kan RIM endvidere tiltræde et forslag til afvikling af gælden, hvis forslaget sikrer afvikling af restancen inden for en rimelig tidshorisont. Landsskatteretten antager på den baggrund modsætningsvis, at "særlige forhold", der taler for, at et afdrag skal fastsættes til et højere beløb efter en betalingsevnevurdering end efter tabellen i § 5 stk. 1, ikke kan være gældens størrelse og/eller tidshorisonten for dennes afvikling.

 

SKAT, Hovedcentret har i SKM2007.647.SKAT og SKM2007.661.SKAT, meddelt, at der foreligger særlige forhold, som angivet i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 3, 3. pkt., når

    • Skyldnerens årlige nettoindkomst, opgjort efter bestemmelsen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, ligger over den højeste nettoindkomstgrænse i tabellen.
    • Sociale eller økonomiske forhold i skyldners husstand, f.eks. skyldners ægtefælles indtægtsforhold medfører, at skyldners betalingsevne er væsentlig højere eller væsentlig lavere end hans betalingsevne beregnet ud fra skyldners egen nettoindkomst.
    • En persons faktiske udgifter, f.eks. til husleje, er meget lave, således at personens betalingsevne i realiteten er højere end betalingsevnen i henhold til tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
    • En fordringshaver i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 1, , underretter restanceinddrivelsesmyndigheden om væsentlige ændringer i skyldnerens sociale eller økonomiske forhold, eller anmoder restanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere inddrivelsen, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 1, , fordi ændringer i skyldnerens forhold afstedkommer forbedrede økonomiske forhold.
    • Andre forhold, der efter en konkret vurdering og begrundelse opfylder betingelserne for at være særlige forhold.

      De særlige forhold, der skal tale for, at en afdragsordning fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering, skal foreligge på det tidspunkt, hvor RIM beslutter at fastsætte afdragsordningen efter en konkret betalingsevnevurdering.

       

      RIM skal i hver enkelt sag nærmere kunne begrunde, hvilke særlige forhold der berettiger til, at afdragsordningen fastsættes efter en betalingsevnevurdering frem for tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsenms § 5, stk. 1. 

       

      RIM skal i forbindelse med, at en skyldner anmodes om at indsende opæysninger til brug for betalingsevneberegningen efter kapitel 6 i inddrivelsesbekendtgørelsen, meddele skyldner, hvilke særlige forhold, der fører til at afdragsordningen skal fastsættes efter en konkret betalingsevneberegning og ikke efter et tabeltræk. Anmodningen skal således angive det eller de konkrete forhold, der begrunder at sagen udtages til betalingsevnevurdering.

       

      I afgørelsen om afdragets størrelse på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering, skal den konkrete begrundelse for, hvilke særlige forhold, der har ført til, at RIM har fastsat afdragsordningen efter reglerne i kapitel 6 i inddrivelsesbekendtgørelsen, gentages.

       

      Forhøjelse af afdraget

       

      SKAT, Hovedcentret har i SKM2007.647.SKAT udtalt, at hvis RIM har fastsat en afdragsordning overfor en skyldner i henhold til tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, og skyldner anmoder om at afdragsordningen fastsættes på baggrund af en betalingsevnevurdering efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, bør SKAT foretage en konkret betalingsevnevurdering af skyldner.

       

      I denne situation kan SKAT fastsætte en afdragsordning hos skyldner med det afdrag, som kan fastsættes på baggrund af den konkrete betalingsevnevurdering, selvom dette afdrag er større end afdraget i henhold til tabeltrækket i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

       

      RIM skal i forbindelse med fremsendelse af budgetskema til skyldner oplyse skyldner om, at "SKAT gør opmærksom på, at hvis vurderingen af dit budget viser, at der kan fastsættes et højere afdrag, vil der blive fastsat en afdragsordning overfor dig med dette højere afdrag. Du vil så modtage en ny afgørelse fra SKAT."

       

      Landsskatteretten har i SKM2007.617.LSR udtalt, at "særlige forhold", der taler for, at et afdrag skal fastsættes til et højere beløb efter en betalingsevnevurdering end efter tabellen i § 5 stk. 1, ikke kan være gældens størrelse og/eller tidshorisonten for dennes afvikling. Det følger således modsætningsvis af denne afgørelse, at hvis der foreligger særlige forhold, kan afdraget fastsættes til et højere beløb efter en betalingsevnevurdering end det beløb som afdraget ville udgøre efter tabeltrækket i § 5, stk. 1.

       

      Skyldnere med lavindkomst

       

      SKAT, Hovedcentret har i SKM2007.136.SKAT præciseret adgangen til at fastsætte afdragsordninger eller foretage lønindeholdelse hos modtagere af kontanthjælp og andre, hvis nettoindkomst ligger under den nederste grænse i tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsen. Med hensyn til lønindeholdelse hos kontanthjælpsmodtagere og andre henvises der til afsnit I.3.6.1

       

      Der er i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, med udgangspunkt i kontanthjælpsniveauet i en gennemsnitlig kommune efter skat og uden særlige fradrag for enlige kontanthjælpsmodtagere over 25 år med og uden børn, fastsat en nedre nettoindkomstgrænse for, hvornår der normalt skal iværksættes inddrivelse.

       

      Den nedre nettoindkomstgrænse, der reguleres hvert år, er for 200 følgende:

       

Ikke forsørgerpligt overfor børn

Forsørgerpligt overfor børn

 

Nettoindkomstinterval
pr. år.

Nettoindkomstinterval
pr. år

 

 

 

Såfremt en skyldners nettoindkomst ikke overstiger den fastsatte nedre nettoindkomstgrænse, kan der som hovedregel ikke iværksættes inddrivelse overfor en skyldner, hverken i form af en afdragsordning i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, eller en lønindeholdelse i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 4.

Overstiger nettoindkomsten derimod den nedre nettoindkomstgrænse, fastsætter restanceinddrivelsesmyndigheden på baggrund af de skematiske regler i tabellen en afdragsordning eller en lønindeholdelsesprocent.

Særlige forhold, jf. § 5, stk.  vedr. skyldnere med lavindkomst

Det fremgår af § 5, stk. i inddrivelsesbekendtgørelsen, at en afdragsordning kan fastsættes efter en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6, når særlige forhold taler derfor. SKAT, Hovedcentret har i SKM2007.136.SKAT udtalt, at særlige forhold i relation til kontanthjælpsmodtagerne m.fl. alene antages at foreligge, hvor

  • En persons faktiske udgifter, f.eks. til husleje, er lave eller er lig nul, således at personens betalingsevne i realiteten er højere end betalingsevnen i henhold til de skematiserede regler i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Særlige forhold antages derimod ikke at foreligge, hvor en person ikke opfylder pålagte forpligtelser eller ikke betaler sine faktiske udgifter og derved oparbejder restancer til inddrivelse:

  • En person modtager forhøjet kontanthjælp som bidragsforpligtet, men undlader at betale bidraget til det bidragsberettigede barn og oparbejder således en bidragsrestance. Selvom kontanthjælpen er fastsat således, at der må antages at være plads til betaling af bidragsforpligtelsen, foreligger der ikke sådanne særlige forhold ved manglende betaling af forpligtelsen, at det kan begrunde en lønindeholdelse hos den pågældende.
  • En person, der modtager kontanthjælp og hvis nettoindkomst er under den nedre grænse i tabellen, betaler ikke sin licens, eller bliver pålagt at betale kontrolafgifter i bus eller tog - måske gentagne gange - fordi den pågældende ikke har en gyldig billet, eller oparbejder på anden måde gæld til det offentlige. Selvom kontanthjælpen er fastsat således, at der må antages at være plads til betaling af licens og transport mv. vil der heller ikke i denne situation foreligge særlige forhold, der kan begrunde en lønindeholdelse hos den pågældende.

    Afdragsordninger vedrørende bøder

     

    Der er i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 9 fastsat særlige regler om inddrivelse af visse idømte og vedtagne bøder. Det fremgår således af inddrivelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 2, at hvis skyldners nettoindkomst er mindre end kr. (sats for 200), fastsættes afdragsordninger vedrørende bøder enten under hensynstagen til gældens størrelse eller på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering efter regler i kapitel 6.

       

I forbindelse med foretagelsen af udlæg for et skyldigt beløb bestemmer retsplejelovens § 525, stk. 1, at ved udlæg i løsøre kan fogedretten bestemme, at det udlagte ikke må fratages skyldner, så længe denne overholder en afdragsordning, der er fastsat af fogedretten og tiltrådt af skyldner.

Bestemmelsens formål er at hindre, at genstande, der har en betydelig brugsværdi for skyldner sælges på tvangsauktion, inden skyldner har haft rimelig mulighed for at betale restancen.

Principperne i RPL § 525, stk. 1, er også gældende for de afdragsordninger, der fastsættes af RIM.

Skyldnere, der beder om en afdragsordning i stedet for lønindeholdelse, kan få tilladelse hertil, såfremt de almindelige betingelser for en afdragsordning er opfyldt.

En afdragsordning i stedet for lønindeholdelse skal ske efter en konkret vurdering, jf. afsnit I.3.6.2.4. Tilbagekaldelse af lønindeholdelse. Se i øvrigt også SKM2006.158.SKAT.

Der er i skatte- og afgiftslovgivningen fastsat bestemmelser om, hvordan skatte- og afgiftspligtige virksomheder/personer skal afregne skatter og afgifter.

SKAT har ikke pligt til at yde kredit ud over den, der følger af de almindelige og særlige betalingsfrister.

Der er ikke i dansk ret nogen forpligtelse for en fordringshaver i et skyldforhold, der ikke er indgået ved aftale, til at modtage betalingen i afdrag.

RIM kan således som fordringshaver nægte, at tiltræde en ansøgning om afdragsordning uden, at deres retsstilling derved forringes.

En afdragsordning kan imidlertid være den eneste mulighed for hel eller delvis betaling af en restance.

Skyldner opnår heller ikke en bedre retsstilling ved at tilbyde afdragsvis betaling.

Ved indgåelse af en afdragsordning skal der sondres mellem igangværende virksomheder og afmeldte virksomheder.

Alle de skatter og afgifter, herunder bøder, renter og omkostninger, der opkræves og inddrives af told- og skatteregionerne, kan omfattes af en afdragsordning.

En igangværende virksomhed kan få tilladelse til en afdragsordning, såfremt det skønnes, at

  • virksomheden ikke kan skaffe de fornødne likvide midler til betaling af det skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., og
  • likviditetsproblemerne må anses for at være midlertidige og forbigående, og
  • en afdragsordning er den eneste mulighed for at opnå betaling af restancen, idet der ikke findes andre hensigtsmæssige inddrivelsesmuligheder.

Virksomhedens samlede restance skal være fuldt indbetalt eller kraftigt nedbragt ved udløbet af afdragsperioden.

Det vil endvidere altid være en betingelse for en afdragsordning, at

  • løbende skatter og afgifter angives og betales rettidigt,
  • der kan ske modregning i ethvert krav som virksomheden erhverver hos statskassen, dog ikke krav indenfor formuerettens område, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 22. november 1983 om begrænsning af statens modregningsret.
  • afdragsordningen kan genforhandles, såfremt der sker en væsentlig ændring i virksomhedens indtægts- og formueforhold.

Herudover skal det gøres klart for virksomheden, at afdragsordningen betragtes som misligholdt, såfremt afdrag ikke betales rettidigt, og/eller der ikke sker rettidig angivelse og betaling af løbende skatter og afgifter. Misligholdelsen indebærer, at hele restancen (på ny) forfalder til betaling, samt at inddrivelsen uden yderligere varsel vil blive genoptaget i fuld omfang.

Virksomheden skal endvidere orienteres om, at afdragsordningen fritager virksomheden for kreditbegrænsning efter momslovens § 62, jf. dennes stk. 3, ligesom virksomheden vil kunne undgå en eventuel indberetning til RKI Kredit Information A/S. Indgåelse af en afdragsordning kan derimod ikke fritage for kreditbegrænsning efter LAL § 10 eller for et krav om sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11.

 

En afdragsordning kan som hovedregel kun indgås på maksimalt 12 måneder ad gangen. Når forholdene ud fra et opkrævningsmæssigt synspunkt tilsiger det, kan afdragsordningen forlænges efter en revurdering/genforhandling af aftalen. Revurderingen kan udover en uændret videreførelse, fx medføre forhøjelse/nedsættelse af afdrag.

I forarbejderne til bestemmelserne om fratagelse af autorisationer og bevillinger forudsættes det, at en autorisation, bevilling mv. ikke kan fratages, forinden skyldner har haft mulighed for at indfri restancen inden for en rimelig frist. Skyldner skal have mulighed for at forhindre, at reglen om nægtelse/fratagelse af autorisationer mv. bringes i anvendelse, ved at indgå en betalingsaftale med de myndigheder, der har et krav på vedkommende.

En afdragsordning for disse virksomheder vil normalt ikke kunne strække sig ud over 12 måneder. Der kan dog foreligge sådanne omstændigheder, at betingelsen for en genforhandling og herefter en forlængelse efter de 12 måneder vil være opfyldt. Virksomhedens samlede restance skal dog stadig være kraftigt nedbragt ved udløbet af de 12 måneder.

Virksomheden kan opnå en afdragsordning på baggrund af

  • en skriftlig ansøgning til RIM

Til brug for en vurdering af en ansøgning om afdragsordning bør myndigheden stille krav om dokumentation for virksomhedens økonomiske forhold. Kravet til dokumentationsmaterialets omfang og art må afpasses efter omstændighederne i den enkelte sag.

Der bør så vidt muligt kræves sikkerhedsstillelse for det skyldige beløb.

Kan der ikke stilles sikkerhed, bør der, om muligt, foretages udlæg til sikkerhed for det skyldige beløb. Der bør ikke foretages udlæg i varelager eller udestående fordringer, hvis dette forringer virksomhedens mulighed for at overholde afdragsordningen.

  • anmodning fremsat overfor pantefogeden under en udlægsforretning, jf. 2.1.1.

    Pantefogedens tiltrædelse af en afdragsordning skal ske med udgangspunkt i en konkret vurdering af virksomhedens oplysninger om de aktuelle betalingsproblemer, og i pantefogedens kendskab til virksomhedens tidligere betalingsvilje og -evne.

    Pantefogeden kan anmode virksomheden om at få forelagt regnskabs- og budgetmateriale.

    Finder pantefogeden det tvivlsomt, om virksomheden opfylder betingelserne for at kunne opnå en afdragsordning, skal virksomheden henvises til at ansøge RIM om en afdragsordning. Pantefogeden skal da vejlede virksomheden om hvilken dokumentation, der skal indsendes til regionen.

    Henvises virksomheden til at ansøge RIM om en afdragsordning, skal pantefogeden gennemføre udlægsforretningen hos virksomheden.

    Tiltræder pantefogeden virksomhedens tilbud om en afdragsordning, bør der så vidt muligt foretages udlæg til sikkerhed for det skyldige beløb. Der bør ikke foretages udlæg i varelager eller udestående fordringer, hvis dette forringer virksomhedens mulighed for at overholde afdragsordningen.

En afmeldt virksomhed kan få tilladelse til en afdragsordning, efter de samme regler som gælder for afdragsordninger for personer. Der henvises til afsnit I.2.1.1

Såfremt en afdragsordning tiltrædes skal der være en skriftlig aftale mellem virksomheden og RIM.

En betalingsaftale eller betalingsordning skal indeholde følgende betingelser:

  • Fremtidige A-skatter, arbejdsmarkedsbidrag, moms, afgifter mv. skal angives og betales rettidigt.
  • Ethvert krav, som virksomheden måtte få på statskassen, modregnes i skylden uafhængig af denne ordning.
  • Ordningen fritager ikke virksomheden for et eventuelt strafansvar efter kildeskattelovens § 74.
  • Ordningen fritager ikke virksomheden for betaling af renter. Renterne er ikke fradragsberettigede.
  • Det er en betingelse for ordningen, at der kan foretages udlæg for skylden.
  • Eventuel misligholdelse af ordningen bevirker endvidere, at virksomheden uden varsel vil blive kreditbegrænset og/eller indberettet til RKI-registeret, ligesom RIM vil overveje en eventuel konkursbegæring mm.

Såfremt ordningen eller aftalen er indgået for at afværge en kreditbegrænsning og/eller indberetning til RKI Kredit Information A/S kan de nævnte betingelser anvendes. I modsat fald skal sidstnævnte tekst om misligholdelse udgå.

Ved lov nr. 1059 af 17. december 2002 blev der pr. 1. januar 2003 indført bestemmelser om skærpede bøder for visse overtrædelse af regnskabs- og fakturaregler i de tilfælde, hvor det samtidig ikke er muligt at konstatere, om der er betalt afgift efter bestemmelserne i lov om afgift af mineralvand, lov om afgift af chokolade og sukkervarer, lov om afgift af øl og vin, lov om afgift af spiritus, lov om tobaksafgifter og lov om afgift af emballage. Disse bøder kaldes i daglig tale "kiosk-bøder".

Ved SKM2006.501.SKAT blev det meddelt, at der ikke kan indgås afdragsordninger vedrørende vedtagne eller idømte "kiosk-bøder" for igangværende virksomheder.

Såfremt en vedtaget eller idømt bøde ikke betales straks, skal bøden overgives til inddrivelse. Virksomheden skal straks tilsiges til en udlægsforretning. Såfremt udlægsforretningen ikke afværges ved fuld betaling, skal der foretages udlæg i virksomhedens aktiver til sikkerhed for bøden mv. eller i virksomhedens kassebeholdning under iagttagelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 509, stk. 3. Et foretaget udlæg skal effektivt følges op med afhentning og tvangsrealisation, medmindre sådanne skridt afværges ved fuld betaling af bøden mv.   

I særlige tilfælde vil der kunne indgås kortvarige afdragsordninger vedrørende betaling af en vedtaget eller idømt bøde. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvor den pågældende, efter at der er gennemført kontrol og evt. sket beslaglæggelse af varer, har lukket sin virksomhed og afmeldt den fra registrering hos SKAT.