Ved lønindeholdelse forstås, at inddrivelsesmyndigheden skriftligt pålægger skyldnerens arbejdsgiver at indeholde en del af skyldnerens løn og afregne det indeholdte beløb til inddrivelsesmyndigheden. Lønindeholdelse er et retsmiddel, der kun kan anvendes ved inddrivelse af visse offentlige fordringer.

Lønindeholdelse er således et tvangsinddrivelsesmiddel over for skyldneren på linie med fx udlæg, men modsat udlæg giver lønindeholdelse mulighed for inddrivelse i skyldnerens kommende lønudbetalinger.

Pålæg om lønindeholdelse til arbejdsgiveren og afregning af indeholdte beløb sker i praksis via Det Fælles Lønindeholdelsesregister (DFLS), der har til opgave at påse, at indbetalinger finder sted i overensstemmelse med afgørelsen om lønindeholdelse og efterfølgende fordele og afregne indbetalingerne til inddrivelsesmyndighederne.

Lønindeholdelse kan kun iværksættes, når der er udtrykkelig lovhjemmel hertil. Hjemlen til at foretage lønindeholdelse findes fx i KSL § 73, der omhandler inddrivelse af personlige skatter. OPKL § 14 hjemler adgang til lønindeholdelse for beløb omfattet af OPKL. Herudover er der i en lang række særlove enten direkte hjemmel til lønindeholdelse eller henvisning til, at krav i den pågældende lov kan inddrives ved lønindeholdelse efter reglerne i KSL § 73.

Det fremgår af KSL § 73, stk. 1, at lønindeholdelse kan foretages på det tidspunkt, hvor udlæg kan begæres. Udlæg for krav, der er tillagt udpantningsret, kan tidligst begæres dagen efter sidste rettidige betalingsdag, jf. RPL § 486. Lønindeholdelse skal derfor ikke afvente den i INDL § 9 foreskrevne forkyndelse eller bekendtgørelse. Der kan foretages lønindeholdelse, indtil fordringen er forældet, og lønindeholdelse kræver ikke, at udlæg først har været forsøgt. At der er foretaget udlæg hos skyldneren hindrer ikke, at der samtidig kan iværksættes lønindeholdelse, jf. UfR 1998, 542 ØLK.

Lønindeholdelse kan kun iværksættes for krav, hvor det i lovgivningen udtrykkeligt er nævnt, at inddrivelsen kan ske på denne måde.

KSL § 73, stk. 1, hjemler adgang til lønindeholdelse for indkomstskat til staten, amtskommunal indkomstskat, kommunal indkomstskat, kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat, samt kirkelige afgifter. Lønindeholdelsesadgangen omfatter også påløbne renter, gebyrer og tillæg.

KSL § 73, stk. 2, hjemler adgang til lønindeholdelse for indeholdt, ikke afregnet A-skat, samt indeholdt beløb, som arbejdsgiveren er pålagt at lønindeholde, jf. KSL § 73, men som ikke er afregnet. Også tilknyttede gebyrer, tillæg og renter er der hjemmel til at foretage lønindeholdelse for.

Der er hjemmel til lønindeholdelse for visse offentlige krav i mange forskellige særlove (omkring 50), herunder for en række sociale krav samt told- skatte- og afgiftskrav. Der kan fx ske lønindeholdelse: for AM-bidrag, jf. AMFL § 15, stk. 4, for Det Særlige Pensionsbidrag, jf. ATP-lovens § 17 f (lovbekendtgørelse nr. 5 af 4. januar 2001), for toldkrav, jf. TDL § 37, stk. 4, for boafgift, jf. boafgiftsloven § 39, stk. 2, (lovbekendtgørelse nr. 752 af 23.08.01) og for studiegæld til Statens Uddannelsesstøtte, jf. SU-lovens § 37 (lovbekendtgørelse nr. 627 af 28.06.2001).

Ved opkrævningslovens ikrafttræden er hjemlen til lønindeholdelse i henhold til momsloven, lønsumsafgiftsloven og registreringsafgiftsloven overflyttet til OPKL.

Lønindeholdelse for bøder kan ske efter SKL § 23 A, KSL § 79 A, stk. 2, OPKL § 18, stk. 4, samt straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 2, (lov nr. 432 af 31.05.2000) og AMFL § 20, stk. 4, jf. KSL § 79 A.

Det fremgår af KSL § 73, stk. 1, at der kan ske lønindeholdelse i skatteyderens løn, provision eller andet arbejdsvederlag samt forskudsvis udbetaling af løn mv. Også i indkomst fra partsfiskeri, tantième, gratiale og overarbejdsbetaling kan der foretages lønindeholdelse.

KSL § 73, stk. 4, giver adgang til lønindeholdelse i ventepenge, pensioner og lignende understøttelse, hvis ikke særlige hensyn taler derimod.

KSL § 73, stk. 5, giver adgang til lønindeholdelse i kommunale og statslige tjenestemænds lønninger, jf. KSL § 73, stk. 1-4.

Lønindeholdelse kan ikke ske i ydelser, der tilkommer skyldnerens ægtefælle.

Udgangspunktet er herefter, at der kan ske lønindeholdelse i A-indkomst af enhver art, dog ikke i skatteværdien af fri kost og logi eller godtgørelse for merudgifter til fx befordring og telefon.

En definition af A-indkomst følger af § 43, stk. 1, i KSL og af § 20 i kildeskattebekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 1154 af 14.12.2000), som supplerer KSL § 43, stk. 1.

Der skal ikke i beregningsgrundlaget medtages beløb, der ved lønforskrivning efter § 57 i tjenestemandslovens, lovbekendtgørelse nr. 678 af 17.09.1998, indeholdes i løn til dækning af tjenestemandslån.

Godtgørelse for slid og merudgifter, fx værktøjspenge, skurpenge eller befordringsgodtgørelse mv., kan ikke gøres til genstand for lønindeholdelse.

Lønindeholdelse kan foretages i feriegodtgørelse. Indeholdelse foretages månedligt i optjeningsåret på grundlag af den feriegodtgørelse, der er optjent i den forløbne måned, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 22, stk. 2.

Feriegodtgørelse, der tilfalder lønmodtageren ved ansættelseforholdets ophør, eller afspadseringsgodtgørelse og kontant godtgørelse for opsparet/konverteret frihed, der tilfalder lønmodtageren ved ansættelsesforholdets ophør, beskattes i fratrædelsesåret. Indeholdelse skal foretages i fratrædelsesmåneden, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 22, stk. 3. Om kompensation for feriefridage mv., se kildeskattebekendtgørelsens § 22, stk. 4

Er der tale om arbejdsvederlag, kan ydelsen gøres til genstand for lønindeholdelse, uanset vederlaget er B-indkomst.

Såfremt regninger vedrører såkaldte frie ydelser, fx bolig-, telefon-, og biludgifter, og disse udskrives og sendes til skyldneren, men betales af arbejdsgiveren efter anmodning af skyldneren, må sådanne udgifter anses som værende betaling af skyldnerens private udgifter og derfor indgå i det beløb, som lønindeholdelsesbeløbet skal beregnes af.

De afgørende kriterier for, hvilke tillæg der kan foretages lønindeholdelse i, er, om disse ydelser er - eller kan sidestilles med - et arbejdsvederlag, og om det efter sin art udbetales. Der kan således ikke lønindeholdes i vederlag for udgifter, der er forbundet med tjenesten, og som ikke udbetales til eller godskrives lønmodtageren.

Afgrænsningen af ydelser, der kan foretages lønindeholdelse i, kan volde problemer. Nedenfor nævnes tre afgørelser, der kan være vejledende for afgrænsningen:

1) TfS 1988, 367 ØLD, hvor landsretten fastslog, at der kunne foretages lønindeholdelse for skyldnerens skatterestancer i en ægtefællepension udredt af en privat kasse.

2) TfS 1986, 191 SKD, hvor der blev truffet afgørelse om, at der kunne foretages indeholdelse i løn i opsigelsesperioden, der var på 2 år, da der var tale om vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

3) TfS 1985, 369 SKD, hvor der blev truffet afgørelse om, at forbud i den daværende invalidepensionslov § 37 (nu § 47 i lov om social pension) mod udlæg og anden retsforfølgning i sociale ydelser hindrer ikke, at skattemyndighederne kan foretage lønindeholdelse i sådanne ydelser i medfør af KSL § 73, stk. 4.

KSL § 73, stk. 4, omhandler ventepenge og pensioner, fx folkepension, førtidspension og invalidepension; bestemmelsen omfatter også ydelser som efterløn, arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge og lignende.

Såfremt der iværksættes lønindeholdelse i ydelser omfattet af denne bestemmelse, er inddrivelsesmyndigheden pålagt en skærpet pligt til at foretage en konkret vurdering af skyldnerens betalingsevne ud fra en formodning om, at der i sådanne situationer normalt ikke foreligger en betalingsevne, der kan legitimere iværksættelse af lønindeholdelse. Det skal således vurderes, om særlige hensyn taler imod en lønindeholdelse.

Der kan ikke foretages lønindeholdelse i forsikringsydelser. Assurandør-Societet har for Folketingets Ombudsmand indbragt en sag om indeholdelse i en invaliderente, der blev udbetalt af et forsikringsselskab. Justitsministeriet udtalte i den anledning, at livrenter og andre forsikringsbeløb, der udbetales af forsikringsselskaber, næppe var omfattet af KSL § 73, stk. 4. Som følge af denne udtalelse anmodede Skattedepartementet om, at man fremtidigt undlod at anvende KSL § 73, stk. 4, på forsikringsydelser, indtil der ved en revision af KSL kommer en aldeles sikker hjemmel herfor.

Der er fra 1. januar 1994 sket en bruttoficering af ydelser i henhold til lov om social service (før bistandsloven), således at ydelser efter lov om social service som udgangspunkt er skattepligtige.

Af kildeskattebekendtgørelsens § 20, stk. 1, nr. 3, følger, at udbetalinger i henhold til lov om social pension, lov om delpension, lov om social service, lov om aktiv socialpolitik samt udbetalinger i henhold til lov om fleksydelse er skattepligtige. Udgangspunktet er derfor, at der kan foretages lønindeholdelse i sådanne ydelser, jf. KSL § 73, stk. 4.

Der bør som hovedregel ikke foretages lønindeholdelse i kontanthjælp. Hvis udbetalingen af kontanthjælp efter bruttoprincippet fører til en betalingsevne - fx fordi kontanthjælpsmodtageren har ingen eller kun beskedne boligudgifter, eller har indtægt ud over kontanthjælpen, eller kontanthjælpsmodtageren på grund af fremført underskud har fået frikort - vil der kunne foretages indeholdelse i medfør af KSL § 73, stk. 3 og 4. Men der påhviler inddrivelsesmyndigheden en skærpet pligt til at sikre, at den pågældende kontanthjælpsmodtager har en betalingsevne, der overstiger en såkaldt almindelig kontanthjælpmodtagers betalingsevne.

En sådan praksis må siges at være i overensstemmelse med UfR 1998, 1709 VLK, hvor skyldneren fik medhold i, at tilbagebetaling af bistandshjælp kun kan kræves, når betalingsevnen overstiger, hvad der svarer til kontanthjælp.

Stipendier fra SU er A-indkomst, og de stipendier, der udbetales efter lov om Statens Uddannelsesstøtte er principielt omfattet af KSL § 73, stk. 4. I henhold til formålet med SU og ud fra størrelsen af beløbet bør der ikke foretages lønindeholdelse i stipendier fra SU. Skoleydelser der udbetales af produktionsskoler skal behandles på samme måde som stipendier fra SU, således at der heller ikke bør foretages lønindeholdelse heri.

For så vidt angår voksenuddannelsesstøtte (SVU), så er den omfattet af kildeskatteloven § 73, stk. 4. Denne form for uddannelsesstøtte bør behandles på samme måde som kontanthjælp, således at der som hovedregel ikke bør foretages lønindeholdelse i SVU. I visse situationer vil udbetalingen af SVU føre til en betalingsevne - fx. fordi den uddannelsessøgende ikke har nogen eller kun har beskedne boligudgifter eller har indtægter ud over SVU, eller den uddannelsessøgende på grund af fremført underskud har frikort - og der vil i sådanne situationer kunne foretages indeholdelse i medfør af KSl § 73, stk. 4. Det påhviler dog altid inddrivelsesmyndigheden en skærpet pligt til at sikre, at den uddannelsessøgende har en betalingsevne, der overstiger betalingsevnen for en såkaldt almindelig uddannelsessøgende på SVU.

 

I ansættelsesforhold, hvor arbejdstageren aflønnes med drikkepenge, der ansættes til en bestemt brøkdel af det beløb, som arbejdstageren indtjener på arbejdsgiverens vegne, finder KSL § 73, stk. 6, anvendelse.

Lønindeholdelse foretages i disse tilfælde ved, at arbejdsgiveren skriftligt pålægges ved hver afregning med arbejdstageren at afkræve det beløb, hvormed drikkepenge medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Såfremt lønmodtageren vægrer sig ved at indbetale det beløb, som arbejdsgiveren er pålagt at opkræve, kan den pågældende - uanset det mellem parterne gældende opsigelsesvarsel - afskediges til øjeblikkelig fratrædelse. Lønmodtageren skal underrettes skriftligt om lønindeholdelsen og om muligheden for afskedigelse ved manglende afregning.

Som nævnt under afsnit F. 3.2.1. kan begæring om lønindeholdelse tidligst fremsættes dagen efter sidste rettidige betalingsdag. Retten til at begære lønindeholdelse for et krav bevares, så længe selve kravet ikke er forældet.

Statslige og kommunale skatte- og afgiftskrav forældes efter 5 år, jf. § 1, nr. 4, i lov om forældelse af visse fordringer af 1908. Forældelsesfristen regnes fra forfaldsdagen, og fordringen fortabes medmindre skyldneren inden fristens udløb erkender at skylde fordringen, eller kreditor foretager retsligt skridt mod skyldneren.

Der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt iværksættelse af lønindeholdelse er et retsligt skridt, der afbryder 1908-lovens 5-årige forældelsesfrist. Ved UfR 1998, 1709 VLK er det afgjort, at et pålæg om lønindeholdelse ikke kan anses for et retsligt skridt, der efter § 2 i 1908-loven kan afbryde forældelsen.

Inddrivelsesmyndigheden skal derfor sørge for, såfremt forældelsesfristen er ved at udløbe, at der bliver foretaget udlæg for kravet, eller at opnå skyldnerens anerkendelse af gælden.

Der henvises i øvrigt til kapitlet om forældelse af skatte- og afgiftskrav.

Der kan kun forlanges lønindeholdelse for krav, der overstiger 1.000 kr. (bagatelgrænsen). Det er muligt at sammenlægge flere forskellige mindre krav, hvis alle kravene administreres af samme inddrivelsesmyndighed.

Det fremgår af KSL § 73, stk. 3, at lønindeholdelse højst kan udgøre 20% af lønudbetalingen efter fradrag af den i KSL §§ 46 og 49 indeholdte skat. I praksis er grundlaget for lønindeholdelsen bruttoindkomsten efter fradrag af A-skat, AM-bidrag, SP-bidrag, ATP-bidrag samt arbejdsgivers pensionsindbetaling (dog kun hvis denne er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19)

Eksempel:

Grundlaget for lønindeholdelse:

Løn kr.  20.000,00
Værdi af fri bil og telefon kr.    3.325,00

I alt

kr.  23.325,00

 

Indbetalinger til arbejdsgiveradministrerede
 pensionsordninger, herunder ATP

kr.    -864,80
AM-bidrag, 8 % (2001) kr.  -1.796,80
SP-bidrag, 1 % (2001) kr.     -224,60
 

kr.  20.438,80

 

A-skat (47%) kr.  -9.606,23

Værdi af fri bil og fri telefon

(tilbageført)

kr.  -3.325,00
Til udbetaling kr.   7.507,57

Grundlaget for lønindeholdelse er således kr. 7.507,57, og der skal ikke foretages andre fradrag, før lønindeholdelsesbeløbet beregnes.

Procentsatsen kan ikke forhøjes i tilfælde, hvor der ikke indeholdes A-skat, fx fordi skyldneren har frikort eller udelukkende optjener B-indkomst. I disse tilfælde er beregningsgrundlaget bruttolønnen.

Ved lønindeholdelse skal inddrivelsesmyndigheden altid iagttage trangsbeneficiet, når lønindeholdelsesprocenten fastsættes. Dette princip er fastslået i KSL § 73, stk. 3, og RPL § 509, således at der altid skal overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold samt til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod.

Der henvises i øvrigt til afsnit F.1. om betalingsevnevurdering.

For så vidt angår lønindeholdelse efter KSL § 73, stk. 1, er der ved fastsættelsen af en lønindeholdelsesprocent på op til 15% som udgangspunkt taget hensyn til, at skyldneren ikke herved berøves sit eksistensgrundlag. Er der ud fra de foreliggende oplysninger om skyldnerens - og dennes husstands - indkomst-, bolig- og formueforhold tvivl om, at der overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold, bør der foretages partshøring efter forvaltningsloven, inden lønindeholdelsen iværksættes.

Ønsker inddrivelsesmyndigheden at foretage lønindeholdelse efter KSL § 73, stk. 4 (pensioner mv.), må der ikke være særlige hensyn, der taler imod dette.

Af KSL § 73, stk. 3, fremgår det, at 20% er den maksimale lønindeholdelsesprocent. Det vil sige, at selvom skyldneren har en betalingsevne på mere end 20%, er det ikke lovligt at foretage lønindeholdelse udover 20%.

Foretages lønindeholdelse med en procentsats på mellem 15 og 20%, skal der i hvert enkelt tilfælde foretages en nøje vurdering af, om der overlades skyldneren de nødvendige midler i henhold til trangsbeneficiet (se afsnit 3.6.1. om trangsbeneficiet og afsnit F.1. om betalingsevnevurdering). Til brug for denne vurdering skal inddrivelsesmyndigheden være i besiddelse af aktuelle oplysninger, der entydigt peger på, at lønindeholdelsen vil være forsvarlig.

Afgørelse om iværksættelse af lønindeholdelse træffes af inddrivelsesmyndigheden. En sådan beslutning er omfattet af forvaltningsloven, jf. FVL § 2, hvorfor inddrivelsesmyndigheden i alle tilfælde skal efterleve forvaltningslovens sagsbehandlingskrav, herunder især FVL § 19 om partshøring, FVL §§ 22 og 24 om begrundelse samt FVL § 25 om klagevejledning.

Endvidere skal inddrivelsesmyndigheden efterleve officialmaksimen, dvs. princippet om at den myndighed, der afgør sagen, har ansvaret for at den nødvendige sagsforberedelse - herunder at sagen er tilstrækkeligt oplyst - finder sted.

Afgørelse om lønindeholdelse træffes på grundlag af oplysninger om skyldnerens og dennes husstands økonomiske forhold. Hvis disse oplysninger indhentes fra skyldneren selv til brug for afgørelsen, skal der normalt ikke ske partshøring, inden der træffes afgørelse i sagen.

Er myndigheden i besiddelse af oplysninger om faktiske forhold, der har betydning for sagens udfald, og som skyldneren ikke kan antages at være bekendt med - eller er oplysningerne indhentet fra skyldneren til anvendelse i anden forbindelse - skal der ske partshøring.

Inddrivelsesmyndigheden kan som udgangspunkt ikke antage, at skyldneren er bekendt med, at den seneste årsopgørelse og seneste forskudsregistrering indgår i lønindeholdelsesafgørelsen.

Er oplysningerne indhentet fra andre forvaltningsgrene inden for samme myndighed - eller andre offentlige myndigheder - medfører partshøringsreglerne, at skyldneren i almindelighed skal høres om oplysningerne.

Hvis det skønnes, at der skal ske partshøring, inden der træffes afgørelse, skal parten modtage en høringsskrivelse, der indeholder de relevante oplysninger. Det anføres i skrivelsen, at parten inden 14 dage efter modtagelsen af denne kan rette henvendelse, såfremt vedkommende har supplerende eller korrigerende oplysninger. Det skal endvidere fremgå af skrivelsen, at såfremt parten ikke reagerer, vil afgørelsen blive truffet på det foreliggende grundlag.

Den inddrivelsesmyndighed, der træffer beslutning om, at gælden til det offentlige skal inddrives ved lønindeholdelse, skal - senest samtidig med iværksættelsen - give skyldneren underretning herom. Denne underretningsskrivelse skal indeholde en begrundelse for afgørelsen og en klagevejledning. Underretning kan gives samtidig med indsendelsen af begæringen til DFLS. Har der inden underretningen været udsendt en høringsskrivelse, skal underretningsskrivelsen indeholde en henvisning hertil.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen giver den pågældende fuldt medhold, jf. FVL § 22. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i medfør af hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. FVL § 24. Henvisningen kan fx være KSL § 73, og begrundelsen for den fastsatte indeholdelsesprocent kan ske med henvisning til KSL § 73, stk.3.

Begrundelsen skal indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der udgør sikre oplysninger om, at der overlades skatteyder det nødvendige til eget og familiens underhold.

Efter FVL § 25 skal bebyrdende afgørelser ledsages af en klagevejledning. De kommunale myndigheders afgørelser om lønindeholdelse, jf. KSL § 73, skal således ledsages af en vejledning om, at afgørelsen kan påklages til den lokale told- og skatteregion, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21.

Told- og skatteregionens afgørelse i første instans skal tilsvarende ledsages af en vejledning om, at afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22. Der gælder i begge tilfælde en klagefrist på 3 måneder fra afgørelsens dato, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 20.

Skyldneren har krav på en revurdering af en iværksat lønindeholdelse, hvis der er sket væsentlige ændringer i dennes eller husstandens økonomiske forhold, da en lønindeholdelse altid skal foretages med respekt af trangsbeneficiet i RPL § 509 og KSL § 73, stk. 3.

Selv om der er anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, kan der ske lønindeholdelse. Det gælder både en påbegyndt lønindeholdelse og iværksættelse af en ny lønindeholdelse.

Ifølge KL § 32 omfatter konkursen skyldnerens formue ved afsigelsen af konkursdekretet, og hvad der under konkursen tilfalder ham. Skyldnerens indtægter ved egen virksomhed under konkursen - og hvad der træder i stedet for - indgår derimod ikke i konkursmassen, dvs. der er mulighed for lønindeholdelse i skyldnerens indtægt.

Er der iværksat lønindeholdelse før konkursdekretet er afsagt, kan lønindeholdelsen fortsætte, med mindre en revurdering af skyldners økonomiske situation er påkrævet. Er dette tilfældet, må skyldneren rette henvendelse til inddrivelsesmyndigheden og anmode herom.

Lønindeholdelse vil også kunne iværksættes efter konkursdekret er afsagt, såfremt den anmeldte restance nedskrives med det beløb, der inddrives via lønindeholdelse. Konkurs frigør ikke skyldneren for ufyldestgjort gæld, og lønindeholdelse kan derfor efter konkursens afslutning foretages for den ufyldestgjorte del af gælden.

Det følger af KL § 171, stk.1, at der fra akkordforhandlingens åbning og indtil dens slutning ikke kan foretages arrest eller udlæg. Endvidere kan skyldners ejendom ikke tages til brugeligt pant. Ved lønindeholdelse hos skyldneren under akkord skal der sondres mellem akkordforhandlingens åbning og akkordens stadfæstelse, samt om kravene er omfattet af akkorden.

Af UfR 1983, 252 ØLD følger det, at en påbegyndt lønindeholdelse kan fortsættes efter akkordens åbning, og at en ny lønindeholdelse kan iværksættes. Lønindeholdelse kan ske både for krav, der er omfattet af akkorden og for krav, der ikke er omfattet.

Såfremt der foretages indeholdelse for krav, der er omfattet af akkorden, skal den anmeldte fordring nedskrives med det indeholdte beløb.

Efter akkordens stadfæstelse, kan lønindeholdelse kun ske for krav, der ikke er omfattet af akkorden. Misligholder skyldneren akkorden, uden at denne ophæves, kan forfaldne og ikke betalte afdrag ligeledes inddrives ved lønindeholdelse.

Efter KL §§ 72 og 74 kan betaling af gæld efter fristdagen fordres omstødt, hvis betalingen er i strid med konkurslovens princip om ligelig fordeling blandt kreditorerne.

Af skifteretsafgørelsen i TfS 1996, 304 følger det, at en frivillig afdragsordning til erstatning af en lønindeholdelse ikke er omstødelig i medfør af KL § 74. Retten lagde ved afgørelsen vægt på, at de frivillige beløb ikke oversteg, hvad man kunne have lønindeholdt for, at betalingerne var sket som et led i inddrivelsesmyndighedernes almindelige rutiner for inddrivelse, og at afdragsordningen var etableret af hensyn til skyldneren.

Højesteret har i UfR 1987, 755 HD fastslået, at skattemyndighedernes pålæg om lønindeholdelse under en gældssanering hverken var omstødelig efter KL § 72 eller § 74. Dette begrundedes med, at lønindeholdelse ikke var omfattet af de pågældende bestemmelser, og at forarbejderne til den daværende gældssaneringslov ikke gav grundlag for at anvende omstødelsesreglerne i videre omfang end ved konkurs og tvangsakkord.

Dommen havde den konsekvens, at inddrivelsesmyndighederne i flere tilfælde, efter at en gældssaneringssag var indledt, opsagde en overholdt betalingsordning og i stedet iværksatte lønindeholdelse. Men en overholdt betalingsordning skal søges fastholdt.

Er en lønindeholdelse iværksat, inden en gældssanering indledes, kan lønindeholdelsen fortsætte. Er en gældssanering allerede indledt, må der foreligge særlige forhold, før inddrivelsesmyndigheden iværksætter lønindeholdelse, fx hvis en gældssanering trækker urimeligt længe ud.

Det er skyldnerens arbejdsgiver, der med hjemmel i KSL § 73 kan pålægges at foretage lønindeholdelse og som skal indeholde A-skat.

Det er ikke nærmere præciseret, hvornår der er tale om en arbejdsgiver, men der har dannet sig en praksis i tilknytning til begrebet.

Ved afgørelsen af om der er tale om et arbejdsgiver/arbejdstagerforhold, lægges der i praksis vægt på, om der består et over/underordnelsesforhold mellem parterne. Herved forstås blandt andet en kompetence for arbejdsgiveren til at føre tilsyn med medarbejderen og give pålæg om arbejdets udførelse.

Det er også af betydning, om arbejdsforholdet har været af en vis varighed, eller om der kun er tale om levering af enkeltstående tjenesteydelser.

Udføres arbejdet som et led i skyldnerens selvstændige virksomhed, er lønindeholdelse udelukket. Herunder hører fx vederlag til advokater, revisorer, læger, håndværksmestre og entreprenører. Det kan endvidere være af vejledende betydning, om der skal indeholdes A-skat af det beløb, der udbetales til skyldneren.

En betingelse for at foretage lønindeholdelse er, at arbejdsgiveren har hjemting her i landet, jf. RPL kap. 22, §§ 235-240 om stedlig kompetence, eller at han lader lønudbetaling ske via en fuldmægtig, som har hjemting her i landet. Lønindeholdelse kan således ikke ske ved fremmede landes diplomatiske repræsentationer i Danmark.

Derimod er det uden betydning, om skyldneren har hjemting eller er skattepligtig af sin indtægt i Danmark, hvis blot udbetalingen foretages af en person, der har hjemting her, og som på grund af status som arbejdsgiver kan pålægges at indeholde.

Ved en udlægsforretning har skyldneren pligt til at give inddrivelsesmyndigheden oplysning om, hvem hans arbejdsgiver er, jf. RPL § 497, stk. 1.

Arbejdsgiverens pligter ved lønindeholdelse er reguleret i KSL § 73, stk. 8, og i kildeskattebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1154 af 14.12.2000) samt i lovbekendtgørelse nr. 601 af 19.08.1998 om DFLS.

Formålet med DFLS er at koordinere administrationen og den løbende afregning af indeholdte beløb fra de forskellige inddrivelsesmyndigheder. Endvidere er det hensigten at anonymisere inddrivelsesmyndigheden over for arbejdsgiveren, således at arbejdsgiveren ikke ved, om lønindeholdelsen er foranlediget af fx ToldSkat eller kommunen.

Af § 3 i lov om DFLS fremgår det, at inddrivelsesmyndighedernes afgørelser om lønindeholdelse indberettes til DFLS, som herefter underretter arbejdsgiveren om afgørelsen ved fremsendelse af et trækkort.

Af § 33 i kildeskattebekendtgørelsens følger det, at beløb, der indeholdes eller opkræves af arbejdsgiveren efter KSL § 73, skal indbetales til DFLS. Det indeholdte beløb forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter indeholdelsen. Sidste rettidige betalingsdag er den 15. i forfaldsmåneden. Falder sidste rettidige betalingsdag på en helligdag, lørdag eller søndag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Såfremt der ikke sker indbetaling til det DFLS som pålagt, giver DFLS inddrivelsesmyndigheden meddelelse herom. Vedrører misligholdelsen restancer til ToldSkat eller kommunerne, vil den lokale told- og skatteregion som hovedregel iværksætte en arbejdsgiverkontrol i den pågældende virksomhed.

Samtidig med lønindeholdelsen skal arbejdsgiveren give skyldneren skriftlig meddelelse om størrelsen af det indeholdte beløb. I meddelelsen skal angives arbejdsgiverens navn, adresse samt det ved indeholdelsen anvendte CVR-nr. eller SE-nr. samt navn og personnummer på skyldneren. Dette sker typisk på skyldnerens lønseddel.

Det påhviler arbejdsgiveren at besvare skriftlige forespørgsler angående pålæg, der er givet den pågældende om indeholdelse efter KSL § 73. Besvarelsen skal ske inden 14 dage efter forespørgslen. Endvidere har arbejdsgiveren pligt til at opbevare regnskabsmateriale og bilag vedrørende lønindeholdelse efter KSL § 73 i mindst 5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori den pågældende lønindeholdelse er foretaget.

Ved for sen indbetaling påløber renter efter reglerne i OPKL § 7, stk. 1. Arbejdsgiveren kan i forbindelse med løntræk tilbageholde en administrationsgodtgørelse hos skyldneren, jf. § 4 A i lov om DFLS. Administrationsgodtgørelsen kan maksimalt udgøre kr. 20 pr. løntræk, selvom skyldneren får udbetalt løn flere gange om måneden, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1128 af 18.12.1998 om administrationsgodtgørelse og beløbsgrænse i forbindelse med lønindeholdelse.

Det følger af KSL § 73, stk. 10, at arbejdsgiveren i forbindelse med lønindeholdelse kan ifalde ansvar for en række forhold.

Såfremt en skatteyder, for hvem der er begæret lønindeholdelse, ikke er beskæftiget hos den pågældende arbejdsgiver, hvor begæringen modtages, skal arbejdsgiveren inden 5 dage underrette DFLS herom. Det samme gælder, hvis et arbejdsforhold ophører, og skatterestancen ikke er endeligt afviklet ved arbejdsforholdets ophør, jf. KSL § 73, stk. 8.

Arbejdsgiveren hæfter direkte over for det offentlige for såvel indeholdte, men ikke-afregnede beløb som for beløb, der burde være indeholdt. Manglende afregning af indeholdte beløb eller manglende indeholdelse straffes efter KSL § 69. Arbejdsgiverens hæftelse for at undlade at efterkomme et pålæg om lønindeholdelse - eller hæftelse som følge af indeholdelse af for lille et beløb - forudsætter, at den indeholdelsespligtige har udvist forsømmelighed. Det er som udgangspunkt arbejdsgiveren, der har bevisbyrden for, at han ikke har udvist forsømmelighed, altså omvendt bevisbyrde.

Manglende afregning af indeholdte beløb eller manglende indeholdelse straffes således efter KSL § 69. Der er forskellige sanktioner over for arbejdsgiveren. KSL § 72 giver mulighed for inddrivelse ved fx udlæg af beløb, som arbejdsgiveren har eller skulle have indeholdt. KSL § 73, stk. 2, hjemler adgang til lønindeholdelse for indeholdte, ikke afregnede beløb, jf. § 73, samt tilknyttede gebyrer, tillæg og renter.

Undladelse af at efterkomme et pålæg om lønindeholdelse kan straffes med bøde, jf. KSL § 74, stk. 1, nr. 1. Afregnes et indeholdt beløb ikke rettidigt, kan der pålægges en bøde efter samme principper, som gælder for manglende afregning af A-skat, jf. KSL § 74, stk. 1, nr. 2. Se endvidere OPKL §§ 17 og 18. KSL § 84 hjemler pålæg af dagbøder, hvor indkomstmodtageren ikke underrettes om det indeholdte beløb. Endelig indeholder KSL § 86 bestemmelser om arbejdsgiverkontrol.

For samtlige nævnte straffebestemmelser gælder, at der kun ifaldes ansvar, hvis den indeholdelsespligtige har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Straffesager rejses i praksis primært i forbindelse med overtrædelse af reglerne om A-skat. Det vil dog kunne forekomme, at der rejses tiltale for overtrædelse af reglerne om lønindeholdelse alene.

Lønmodtageren er i forhold til det offentlige frigjort for betaling af beløb, som arbejdsgiveren har indeholdt i hans indkomst. Det gælder også i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke afregner beløbet, og selvom der ikke er mulighed for at inddrive beløbet hos arbejdsgiveren.

Har arbejdsgiveren indeholdt beløbet, skal det altså afskrives på skyldnerens restance, selvom der sker afregning eller ej. Beløb som arbejdsgiveren trods pålæg om indeholdelse ikke indeholder, hæfter arbejdsgiveren og skyldneren solidarisk for.

Ved lønindeholdelse indtræder ToldSkat i lønmodtagerens krav. Går arbejdsgiveren konkurs skal indeholdte, men ikke afregnede beløb anmeldes i boet. Har arbejdsgiveren - uanset pålæg herom - ikke indeholdt lønbeløb, skal også disse anmeldes i boet. Der henvises i øvrigt til afsnittet om anmeldelse af krav ved konkurs.

Er det ikke muligt på kort sigt at inddrive beløbet hos arbejdsgiveren, skal kommunen indberette sagen til den lokale told- og skatteregion.

Det følger af KSL § 73, stk. 7, jf. KSL § 46, stk. 3, at lønindeholdelse for skattekrav går forud for andre krav ved lønudbetalinger, fx transporter og modkrav fra arbejdsgiveren. Denne fortrinsstilling gælder også, selvom begæringen om lønindeholdelse for skatterestancer er fremsendt senere end de øvrige begæringer. En allerede løbende lønindeholdelse for andre krav må således vige for en senere lønindeholdelsesbegæring vedrørende skat.

Dækningsrækkefølgen, hvis der iværksættes lønindeholdelse for flere krav, følger af lov om DFLS, og af § 4 i denne lov følger det, at lønindeholdelse for skattekrav efter KSL sker forud for lønindeholdelse for alle andre krav, hvis samtidig lønindeholdelse ikke er mulig. Fremsendes der flere begæringer om lønindeholdelse hos samme skyldner for skattekrav, skal den først fremsendte begæring indeholdes først.

Ved fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen regnes med begæringens modtagelsestidspunkt. Lønindeholdelse for krav på betaling af bidrag efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag sker efter lønindeholdelse for skattekrav, men forud for andre krav.

For så vidt angår andre krav gælder princippet "først i tid, bedst i ret", medmindre der kan foretages samtidig lønindeholdelse. Beløb, der inddrives hos arbejdsgiveren vedrørende kommunale krav, skal afregnes til den kommune, som har fremsendt kravet.