Renter fratrækkes som hovedregel, når de forfalder, jf. LL § 5, stk. 1. Forfaldstiden er som udgangspunkt det betalingstidspunkt, der er aftalt i gældsforholdet. Se skm. cirk. nr. 72 af 17. apr. 1996, pkt. 8.1.1. Forfaldne renter kan som udgangspunkt fratrækkes, hvadenten de faktisk betales eller blot debiteres den pågældende konto. Se dog nedenfor om forudforfaldne og om ikke betalte renter, samt om rentefradrag ved eftergivelse.
Ved afgørelsen af om et rentebeløb er forfaldent og dermed fradragsberettiget, eller om der på forhånd er givet henstand med rentebetalingen, således at forfaldstidspunktet anses for udskudt, kan der bl.a. lægges vægt på, om der skal beregnes rentes rente, se lsr. 1978.196. En skatteyder optog i 1992 et lån til køb af anparter. Lånet samt renter tilskrevet 6 kalendermåneder forud og beregnede og tilskrevne renters rente forfaldt til betaling den 30. jun. 1995. Her fandt LSR, at henstand med rentebetalingen var givet på en sådan måde, at forfaldstiden var udskudt til den 30. jun. 1995, og der kunne således ikke indrømmes fradrag for renter i 1992, jf. TfS 1995, 786, se også TfS 1999, 808 vedrørende statsgaranteret studielån som er næmere omtalt under afsnit A.E.1.4.2.
Ved HRD af 18. dec. 1987, Skat 1988.2.72 (TfS 1988, 29) blev det antaget, at der i et låneforhold mellem en mor og en søn var ydet en tidsubestemt henstand med rentebetalingerne, hvorfor sønnen ikke havde fradragsret for beløbene, jf. ligeledes TfS 1996, 225, se også TfS 1999, 99, hvor det blev lagt til grund, at der var givet henstand med betaling af renter allerede ved lånets stiftelse. Ny tekst startI TfS 2000, 492 ØLD (appelleret) blev der ikke godkendt fradrag for uforfaldne renteudgifter, vedrørende 1992-94, under henvisning til, at renterne i.h.t. aftalen først forfaldt til betaling den 30. juli 1995.Ny tekst slut Procesrente betalt i henhold til lov nr. 1098 af 21. dec. 1994 om renter ved for sen betaling mv. (renteloven) er fradragsberettigede på forfaldstidspunktet. Morarenter af for sent betalte ydelser til kreditforeninger mv. kan trækkes fra i opkrævningsåret.
 
Forudforfaldne renter LL § 5, stk. 2 Efter LL § 5, stk. 2 kan renteudgifter, som vedrører en længere periode end 6 måneder, og som forfalder mere end 6 måneder før udløbet af perioden, ikke fradrages på det aftalte forfaldstidspunkt, men skal fordeles over den periode, renten vedrører.
Bestemmelsen medfører, at den enkelte skatteyder ved siden af lån, hvor renterne fradrages efter forfaldsprincippet, kan have andre lån, for hvilke rentefradraget fordeles over den periode, renten vedrører. Afgørende er vilkårene i den enkelte låneaftale.
Der opstilles to betingelser, som begge skal være opfyldt, for at fradraget for forudforfaldne renter skal fordeles efter LL § 5, stk. 2.
  1. at renterne vedrører en længere periode end 6 måneder, og
  2. at renterne forfalder mere end 6 måneder før udløbet af perioden.
 
En skatteyder havde optaget to veksellån ultimo 1984 og 1985. I begge tilfælde var låneoptagelsen tilrettelagt således, at skatteyderen skulle opnå mulighed for fradrag af ét års rente. Selvom rentebetalingen (i begge tilfælde) formelt var opdelt i to samtidig indgåede aftaler om forfaldsdage med en uges mellemrum, anså Landsskatteretten lånearrangementerne for omfattet af LL § 5, stk. 2, hvorfor renterne skulle periodiseres, TOLD•SKAT Nyt 1991.14.780 (TfS 1991, 314). LL § 5, stk. 2, har virkning for renter af gæld, der stiftes eller forlænges efter den 14. mar. 1984, eller gæld, hvor de oprindeligt aftalte vilkår ændres efter denne dato.
 
Debitor ikke solvent - LL § 5, stk. Ifølge LL § 5, stk. kan renteudgifter først fratrækkes i det indkomstår, hvor betaling sker, såfremt renteudgifter vedrørende tidligere indkomstår i samme gældsforhold endnu ikke er betalt ved udgangen af det indkomstår, indkomstopgørelsen vedrører. Det vil med andre ord sige, at ikke betalte renter kan fradrages, hvis den skattepligtige kun er i restance med renteudgifter for det aktuelle indkomstår.
I tilfælde af konkurs har skatteyderen ikke fradrag for de renteudgifter, der indgår i konkursindkomsten, se afsnit E.L.1.4.1, og vedrørende akkord og gældssanering se afsnit E.L.2.6.
 
Eksempel
IndkomstårRenteBetalingFradragsbeløb
1.12.000 kr.0 kr.12.000 kr.
2.12.000 kr.6.000 kr.0 kr.
3.12.000 kr.18.000 kr.24.000 kr.

Den skattepligtige opnår i år 1 (= stiftelsesåret) fradrag for den forfaldne rente, selv om der ikke er betalt noget beløb.
I år 2 betales 6.000 kr., som afskrives på restancen for år 1. Da der er en yderligere restance vedrørende år 1, udskydes fradragsretten i år 2, og den skattepligtige kan derfor ikke fradrage noget beløb i år 2.
I år 3 betales 18.000 kr., der dækker både restancen fra år 1 og år 2. Rentebeløbet, der forfaldt i år 2, kan derfor nu fradrages med 12.000 kr., og selv om ingen del af renten, der forfaldt i år 3, er betalt, kan renten fratrækkes fuldt ud, idet der ikke er restancer for tidligere år.
Forfaldne og betalte renter kan fratrækkes i betalingsåret, selv om der henstår ubetalte renter af gælden vedrørende tidligere indkomstår, Skat 1988.11.688 (TfS 1988, 616).
Renter til et pengeinstitut, en bankier eller vekselerer anses i denne forbindelse for betalt, såfremt rentetilskrivningen ikke medfører, at kreditten overstiger det aftalte maksimum. En kassekredits maksimum beror på den indbyrdes aftale mellem den skattepligtige og pengeinstituttet. De renteudgifter, der debiteres en kassekredit ud over det aftalte maksimum, anses som udgangspunkt for ikke betalte. Hvis kassekredittens maksimum efterfølgende forhøjes, anses renteudgifterne for betalt, såfremt de ligger inden for det nye maksimum. Der lægges i denne forbindelse vægt på, hvad fordringshaverens kontoudtog udviser. Reglen om, at betaling i visse tilfælde anses at foreligge ved den blotte debitering på en kassekredit eller lignende, anses som udtryk for, at kassekreditten indenfor det aftalte maksimum tilsigter at give kontohaveren et reelt betalingsmiddel. Såfremt en efterfølgende udvidelse af kreditten alene tilsigter at skabe dækning for pengeinstituttets rentedebitering og således ikke er udtryk for en reel udvidelse af kreditten, antages egentlig betaling dog ikke at foreligge se TfS 1999, 145. Det må bero på en konkret vurdering af årets samlede bevægelser på kassekreditten, om der er renter i restance fra tidligere indkomstår.
Debitering af morarenter på en løbende kredit hos andre kreditorer, fx hos en vareleverandør, kan derimod ikke sidestilles med betaling.
Ny tekst startVed afgørelse af om en erlagt ydelse er rente, er den underliggende aftale mellem debitor og kreditor væsentlig, og kan ikke efterfølgende ændres med tilbagevirkende kraft, se TfS 2000, 658 ØLD, hvor en datter havde udstedt et pantebrev til faderen i forbindelse med overdragelsen af en udlejningsejendom, men hvor der kun blev anerkendt fradrag for de rentebeløb, der svarede til overskuddet af udlejningsejendommen efter afholdelse af driftsudgifterne på ejendommen og dermed til de faktiske betalte renter.Ny tekst slut
Hvis kreditor og debitor har indgået en aftale om udskydelse af betalingen inden forfaldsdatoen, så udskydes rentefradragsretten også. Indgås aftalen derimod efter forfaldsdatoen, er der fradragsret for renterne.
Fradragsretten for ikke betalte renter udskydes ikke, hvis den skattepligtige kan godtgøre, at have været i stand til ved udgangen af det indkomstår, indkomstopgørelsen vedrører, at betale samtlige forfaldne gældsposter eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Omvendt udskydes fradragsretten til betalingstidspunktet, når den skattepligtige ikke kan opfylde sine gældsforpligtelser. Dette er som udgangspunkt tilfældet, hvis den skattepligtige er erklæret konkurs eller har standset sine betalinger. Manglende evne til at opfylde gældsforpligtelserne foreligger også ofte, når der ved udlæg eller tvangsauktion ikke har kunnet opnås dækning hos den skattepligtige. Betingelsen for at udskyde fradragsretten må endvidere anses for opfyldt, når den skattepligtige erkender at være insolvent.
LL § 5, stk. , er nærmere omtalt i skm. cirk. nr. 72 af 17. apr. 1996, pkt. 8.1.5. og 8.1.6.
 
Effektiv betaling LL § 5, stk. , udskyder fradragstidspunktet for forfaldne renter til det tidspunkt, hvor debitor betaler i penge. Det betyder, at fradragsretten for forfaldne, ikke betalte renter ikke genopstår ved akkord, gældssanering eller lignende, men kun ved faktisk betaling, Skat 1988.4.231 (TfS 1988, 206).