1980.85. Stillingen som postekspeditør anses ikke for selvstændig virksomhed.
Skd. 32.102. Partsfiskeri blev ikke anset for selvstændig erhvervsvirksomhed i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren.
Aktiebesiddelse anses ikke for selvstændig erhvervsvirksomhed. Dette gælder selvom skatteyderen er hovedaktionær og har den afgørende indflydelse på selskabet. Se endvidere 1974.189, licensindtægter fra et af skatteyderen behersket selskab ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed.
En assurandør, der fik stillet kontor og sekretærhjælp til rådighed af arbejdsgiveren, blev anset for lønmodtager, og derfor ikke berettiget til at indtræde i virksomhedsordningen. Hans egne udgifter i forbindelse med erhvervet afveg ikke væsentligt fra sædvanlige lønmodtagerudgifter. TfS 1991, 108. Lodser ved regulerede lodserier anses for lønmodtagere.
En disponent i et vinfirma havde samtidig indtægter fra kurser om vin inden for fritidsundervisningssektoren. Indtægterne herfra kunne ikke anses for erhvervet ved selvstændig virksomhed. TfS 1997, 473 HRD (Ændring af TfS 1996, 7). I Vestre Landsrets dom af 29. november 1995 blev en ingeniør anset for selvstændigt erhvervsdrivende (dissens). Ingeniøren havde i en periode været udlånt til Naturgas Syd. Efter periodens udløb fik ingeniøren mulighed for fortsat tilknytning til virksomheden. Det var Naturgas Syds politik, at medarbejdere, for hvilke der ikke kunne påregnes varig ansættelse, ikke blev ansat i selskabet, men blev tilknyttet selskabet som konsulenter, enten som selvstændige eller gennem større ingeniør- og konsulentfirmaer. Da ingeniøren ikke kunne påregne videreansættelse i sit oprindelige firma, etablerede ingeniøren sig som selvstændigt erhvervsdrivende, blev momsregistreret, meldte sig ind i en arbejdsløshedskasse for selvstændige, tegnede forsikring for at sikre sig i tilfælde af sygdom og indrykkede annonce om sin rådgivningsvirksomhed i den lokale telefonbog. Ingeniøren blev herefter tilknyttet Naturgas Syd som konsulent på  samme vilkår som andre konsulenter. Dette indebar, at der alene blev ydet honorar for faktisk udført arbejde, og ingeniøren var således ikke berettiget til ferie, feriepenge eller løn under sygdom. Aftalen afskar ikke ingeniøren fra at have andre hvervgivere, og ingeniøren indrettede et lokale til brug for virksomheden i hjemmet og anskaffede ligeledes edb-udstyr. En ikke uvæsentlig del af virksomheden blev udført fra bopælen. Vestre Landsret lagde til grund, efter indhentede brancheoplysninger, at det ikke kunne anses for usædvanligt, at aftalen var tidsbegrænset og indeholdt opsigelsesvarsel, eller at den månedlige afregning af honorar skete efter forud aftalte takster. Det blev heller ikke anset for usædvanligt, at selvstændig rådgivningsvirksomhed drives som enkeltmandsvirksomhed uden medarbejdere og uden lejede lokaler. Efter en samlet bedømmelse fandt landsretten, at ingeniøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, selvom Naturgas Syd reelt var ingeniørens eneste hvervgiver.
Højesteret ændrede afgørelsen ved dom af 7. maj 1997. Højesteret bemærkede, at sondringen skulle ske efter de kriterier, som er angivet i punkt B 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven. Efter en samlet vurdering af disse kriterier fandt Højesteret, at ingeniøren ikke var selvstændigt erhvervsdrivende, idet der særligt var lagt vægt på, at ingeniøren var engageret for en længere periode, hvor han var undergivet forflyttelsespligt, og at han ikke afholdt driftsudgifter af en sådan art og størrelse, som man måtte forvente af en selvstændigt erhvervsdrivende indenfor den pågældende branche.
TfS 1997, 541 LSR. En skuespiller, der ud over en fast lønindtægt oppebar honorarer for en række enkeltstående engagementer med at indtale film, kunne ikke anses for selvstændigt erhvervsdrivende. Se også TfS 1997, 562 (musiker).
TfS 1999, 391. En musiker, der var ansat som lønmodtager i et symfoniorkester, havde derudover oppebåret indtægter fra en musikskole samt fra visse enkeltstående engagementer. Indtægterne ansås ikke for oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed, men en del af disse måtte anses som indtægt ved ikke erhvervsmæssig aktivitet, mens indtægten fra musikskolen ansås som lønindkomst.
Ny tekst startTfS 2000, 528 LSR. En underviser i musik, der arbejdede gennem et oplysningsforbund, kunne ikke anses for selvstændigt erhvervsdrivende. Retten lagde bl.a. vægt på, at vederlaget var beregnet, som det var almindeligt i tjenesteforhold (timeløn), ligesom vederlaget var udbetalt periodisk. Endvidere var vederlaget i overvejende grad en nettoindkomst for klageren, og kurserne blev afholdt for oplysningsforbundenes økonomiske regning og risiko. Vedrørende klagerens virke som dirigent, fandt retten, at klageren ikke stod i egentligt tjenesteforhold til korene, men at der heller ikke var tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Klagerens indtægter herved blev således anset som honorarindtægter, der i skattemæssig henseende skal behandles som indtægter ved hobbyvirksomhed.
Vedrørende discjockeyer, se TfS 1999, 377 HRD.
Ny tekst slutTfS 1997, 922 LSR. En overlæge var tilknyttet et privathospital i de perioder, hvor han havde fri fra det offentlige sygehus, hvor han var fastansat. Han blev af privathospitalet aflønnet med en fast timeløn, som blev udbetalt som B-indkomst. Landsskatteretten anså lægen for at være lønmodtager i forhold til privathospitalet. Retten lagde vægt på, at lægens driftsudgifter ikke oversteg, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold, ligesom han ikke kunne siges at have båret den for selvstændigt erhvervsdrivende karakteristiske økonomiske risiko.
TfS 1998, 489 ØLD (appelleret). Skatteyderen havde haft selvstændig virksomhed som freelancekonsulent siden 1973. Fra 1986 blev han knyttet til Odsherredskolen som leder af et kommunalt projekt vedrørende edb. Sagen drejer sig om spørgsmålet, om skatteyderen kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende vedrørende indtægterne fra Odsherredskolen. Han var ansat for et år ad gangen fra 1986 til og med 1989. Der blev trukket A-skat af vederlagene fra skolen, som tillige lod oprette en pensionsordning for skatteyderen. Under de foreliggende omstændigheder, hvor det ikke fandtes godtgjort, at skatteyder havde afholdt udgifter der lå udover, hvad der må anses for sædvanligt i lønmodtagerforhold, fandt landsretten, at skatteyderen ikke kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende i relation til sit arbejde for skolen.
Ny tekst startTfS 2000, 510 LSR. Et selskab, der drev edb-konsulentvirksomhed, skulle indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af vederlag til konsulenter. Selskabet havde engageret de pågældende konsulenter til som underentreprenører at udføre arbejdsopgaver for de respektive kunder, som det havde indgået aftale med. Instruktionen og fordelingen af arbejdsopgaverne skete direkte mellem de enkelte konsulenter og selskabets kunder. Konsulenterne fakturerede selskabet og fik derved vederlaget udbetalt uden indeholdelse. Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering af forholdet mellem selskabet og den i sagen omhandlede konsulent, at dennes arbejde for selskabet var udført på lønmodtagerlignende vilkår. Der var henset til den mellem parterne indgåede kontrakt og det i øvrigt oplyste herom, hvorefter konsulenten ikke havde båret den for selvstændig erhvervsvirksomhed kendetegnende økonomiske risiko. Der var videre henset til arbejdets varighed samt de i kontrakten aftalte vilkår vedrørende arbejdstid, honorering, konkurrenceklausul m.v.
Ny tekst slut