Hovedreglen i den tidligere SSL § 35, stk. 1
Efter den tidligere gældende SSL § 35, stk. 1 gælder der som udgangspunkt en frist på 3 år og 4 måneder for skattemyndighedernes adgang til at varsle en forhøjelse af en skatteansættelse. Fristen har også betydning for adgangen til at ændre en skatteberegning, jf. TfS 1998, 364 DEP.
Undtagelsen i den tidligere SSL § 35, stk. 2
Efter den tidligere SSL § 35, stk. 2 omfatter forhøjelsesfristerne efter den tidligere SSL § 35, stk. 1 ikke punkter i en skatteansættelse, hvor det efterfølgende viser sig, at en forpligtelse eller en erhvervelse, der er lagt til grund for skatteansættelsen, nu giver grundlag for en højere skatteansættelse.  
Bestemmelsen finder anvendelse, når det efterfølgende viser sig, at de oprindelige betingelser for en erhvervelse eller en forpligtelse giver anledning til en større erhvervelse eller en mindre forpligtelse for den skattepligtige end oprindelig lagt til grund. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse i situationer, hvor skattemyndighederne efterfølgende underkaster en erhvervelse eller en forpligtelse en ændret vurdering, uden at vurderingsgrundlaget er ændret. Bestemmelsens anvendelse forudsætter, at skattemyndighederne ikke inden for forhøjelsesfristerne efter den tidligere SSL § 35, stk. 1 har kunnet foretage en endelig opgørelse af erhvervelsen eller forpligtelsen. 
En erhvervelse eller en forpligtelse er en retsstiftende kendsgerning, der kan påberåbes for domstolene. En erhvervelse eller en forpligtelse kan eksempelvis stiftes ved aftale, lovgivning, retspraksis eller arv.  
Som eksempel på erhvervelsesforhold, der kan begrunde bestemmelsens anvendelse, kan nævnes køb af et afskrivningsberettiget driftsmiddel, hvor det efterfølgende viser sig, at det oprindeligt fastsatte afskrivningsgrundlag er for højt, fx som følge af efterfølgende prisnedslag. Eller salg af aktier i et aktieselskab på vilkår, at salgssummen reguleres efter selskabets indtjening i en årrække efter overdragelsestidspunktet.  
Som eksempel på forpligtelsesforhold, der kan begrunde bestemmelsens anvendelse, kan nævnes et erstatningsansvar, hvor den endelige fastsættelse af erstatningens størrelse først foretages flere år efter skadens indtræden, eller at en forpligtelse efterfølgende tilsidesættes ved dom, jf. fx UfR 1993, 696 HD.
En ansættelsesændring efter SSL § 35, stk. 2 skal varsles uden ugrundet ophold (vejledende inden 3 måneder), efter at den kommunale skattemyndighed er blevet bekendt med det eller de forhold, der begrunder forhøjelsen. En ansættelsesændring efter denne bestemmelse kan ikke foretages, hvis det afledte skattekrav vil være forældet i henhold til 1908-loven, jf. afsnit N.
I praksis vil kriterierne for anvendelsen af den tidligere SSL § 35, stk. 2 normalt opfylde kriterierne for anvendelsen af suspensionsreglen i § 3 i 1908-loven, idet skattemyndighederne ved anvendelsen af SSL § 35, stk. 2 ikke på ansættelsestidspunktet var i stand til at foretage en endelig opgørelse af omfanget af erhvervelsen eller forpligtelsen.  
Undtagelsen i den tidligere SSL § 35, stk. 3
 Efter den tidligere SSL § 35, stk. 3 kan skattemyndighederne inden for forhøjelsesfristerne efter den tidligere SSL § 35, stk. 1 forhøje skatteansættelsen for et indkomstår, selvom forhøjelsen er baseret på en konstateret ændring i grundlaget for en skatteansættelse for et indkomstår, der ligger uden for forhøjelsesfristerne efter den tidligere SSL § 35, stk. l. Denne adgang til at ændre grundlaget for en ansættelse for tidligere år gælder ikke tilfælde, hvor ændringen beror på et skøn over de faktiske forhold på daværende tidspunkt, jf. TfS 1995, 469 LSR.  I dommen TfS 1997, 781 VLD var der derimod tale om et retligt præget skøn, således at forhøjelserne for de seneste 3 indkomstår ikke var i strid med reglen i den tidligere SSL § 35, stk. 3. Der foretages ingen egentlig ansættelsesændring for det tidligere indkomstår, men alene en anden opgørelse af grundlaget for det senere år.  En eventuel klage over ændringen skal derfor rettes mod det indkomstår inden for forhøjelsesfristerne efter den tidligere SSL § 35, stk. 1, der konsekvensændres som følge af den konstaterede ændring i grundlaget for skatteansættelsen for det tidligere indkomstår. 
Undtagelsen i den tidligere SSL § 35, stk. 4
 Efter den tidligere SSL § 35, stk. 4 løber forhøjelsesfristerne efter den tidligere § 35, stk. 1 ikke i tilfælde, hvor den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. I disse tilfælde løber forhøjelsesfristerne først fra det senere tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse. Kom skattemyndigheden eksempelvis i besiddelse af sådanne oplysninger vedrørende indkomståret 1992 den 1. oktober 1996, så udløber varslingsfristen efter den tidligere SSL § 35, stk. 1, den 1. oktober 1999 og ansættelsesfristen efter den tidligere SSL § 35, stk. 1, den 1. januar 2000.  
Suspension af forhøjelsesfristerne forudsætter, at den skattepligtige, herunder en repræsentant for den skattepligtige, kan bebrejdes, at skattemyndighederne ikke er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til rettidigt at kunne foretage en korrekt skatteansættelse. Bestemmelsen skal ses i lyset af den almindelige selvangivelsespligt efter SKL § 1, stk. 1. 
Suspensionen indtræder ikke, hvis forholdet alene kan bebrejdes den skattepligtige m.fl. som simpel uagtsomhed, jf. TfS 1997, 10 LSR. Suspensionen forudsætter, at den skattepligtige forsætligt (med viden og vilje) eller groft uagtsomt har forholdt skattemyndighederne oplysningerne, hvilket var tilfældet i fx TfS 1998, 260 LSR. Se også TfS 1999, 234 LSR om en ejerlejlighed, der havde været udlejet til fremmede. Ejeren havde selv aftalt lejens størrelse og oppebåret denne. Ejeren havde desuagtet selvangivet lejeværdi af egen bolig i hele perioden ved opgørelsen af lejlighedens overskud. Uanset at ejeren havde anvendt revisorbistand til udfyldelse af selvangivelsen, anså Landsskatteretten forældelsesfristen i SSL § 35, stk. 3 for suspenderet, da forholdet under de foreliggende omstændigheder ikke kunne betegnes som simpelt uagtsomt.
TfS 1999, 34 LSR drejede sig om en skattepligtig, hvis indkomst for 1991 var blevet forhøjet i 1998 med et ikke medregnet hustrubidrag. Landsskatteretten fandt, at den manglende selvangivelse af beløbet måtte tilregnes den skattepligtige som groft uagtsomt, men da skattemyndighederne i december 1991 i forbindelse med en ændring af den skattepligtiges forskudsregistrering var blevet bekendt med, at den skattepligtige havde modtaget bidraget, ansås forældelsesfristen i den tidligere SSL ikke for suspenderet, hvorfor der var indtrådt forældelse.  
I tilfælde af forsæt eller grov uagtsomhed vil der normalt også, men ikke nødvendigvis, foreligge en overtrædelse af straffebestemmelserne i SKL § 13 eller § 16, jf. nærmere herom i TfS 1997, 156 TSS. Derfor skal der i de tilfælde, hvor der gøres brug af suspensionsreglen i den tidligere SSL § 35, stk. 4 foretages indberetning om sagen til den lokale told- og skatteregion, respektive Københavns og Frederiksberg kommuner, således at denne kan foretage en bedømmelse af, om et eventuelt strafansvar skal gøres gældende.  
Undtagelsen i den tidligere SSL § 35, stk. 5
 Efter den tidligere SSL § 35, stk. 5 kan en påklaget skatteansættelse forhøjes af klageinstansen på det eller de påklagede punkter uanset forhøjelsesfristerne efter den tidligere SSL § 35, stk. l. Betingelsen om, at den tidligere SSL § 35, stk. 5 alene kan anvendes på det påklagede forhold, skal forstås snævert, jf. TfS 1997, 441 LSR, hvor der ikke kunne ske forhøjelse af fratrukne renteudgifter vedrørende et pantebrev i en ejendom, hvor klagen drejede sig om det skattemæssige resultat af en udlejningsvirksomhed i samme ejendom.  
En forhøjelse efter den tidligere SSL § 35, stk. 5 kan ikke foretages, hvis det afledte skattekrav er forældet efter 1908-loven, jf. nærmere herom i afsnit N. Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med bestemmelserne i henholdsvis forretningsorden for skatteankenævnene § 15, og forretningsorden for Landsskatteretten § 20, hvorefter klageren til enhver tid kan tilbagekalde klagen..