Høring i skatteankenævn
Ved høring i forbindelse med behandling af en klage i skatteankenævnet findes regler om udarbejdelse af sagsfremstilling i SSL § 21, stk. 3. Sagsfremstillingen sendes til klageren, der skal have mindst 14 dage til at fremsætte bemærkninger. Herudover har klageren ret til at udtale sig mundtligt eller skriftligt overfor nævnet, inden klagen afgøres, jf. SSL § 21, stk. 3. Der henvises i øvrigt til afsnit H.7.1.
Høring i skyldråd
På vurderingsområdet gælder der den særlige regel om høring, at i de tilfælde, hvor en ansættelse er påklaget af en anden end ejendommens ejer, må et skyldråd ikke ændre ansættelsen mv., inden der er givet ejeren lejlighed til at udtale sig, og i de tilfælde, hvor begæring om vurdering er fremsat i anledning af salg, ikke inden køber eller sælger har fået lejlighed til at udtale sig, jf. vurderingloven § 44, stk. 1. Der henvises i øvrigt til afsnit H.7.2.
Høring i Ligningsrådet
Såvel reglerne om agterskrivelse som reglerne om sagsfremstilling i skatteankenævnene gælder endvidere for Ligningsrådet ved foretagelse af skatteansættelser, jf. SSL § 14, stk. 4, og § 19, stk. 1. For Ligningsrådet findes regler om en skattepligtigs adgang til mundtlig forhandling i forretningsordenens §§ 8 og 9, stk. 2. Der henvises i øvrigt til afsnit H.7.5.
Høring i Landsskatteretten
Særlige regler om partshøring i landsskatteretssager findes i SSL §§ 26, stk. 1 og 27 om mundtlig forhandling med Landsskatterettens kontorer og mundtlig forhandling under et egentligt retsmøde. Nærmere regler findes i forretningsordenen for Landsskatteretten §§ 6 og 7. Se endvidere afsnit H.7.3.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter