Ny tekst startGenerelt om skatteforbeholdNy tekst slut Indledningsvis bemærkes, at beskrivelsen nedenfor gælder for skatteforbehold, der er taget fra og med den 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 6 i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår skatteforbehold, der er taget inden den 1. juli 1999, henvises til beskrivelsen af den tidligere administrative praksis i LV 1998, A.H.2.4.1. Et skatteforbehold er en betingelse for en privatretlig disposition, hvorefter dispositionen bortfalder eller får et andet indhold (eller kan bortfalde eller få et andet indhold), hvis myndighederne tillægger dispositionen en anden skatteretlig virkning end forudsat. Et skatteforbehold er i sagens natur ikke kun rettet til den eller de borgere, der har disponeret, men også til skattemyndighederne.
Et skatteforbehold kan udformes således, at det automatisk bliver virksomt, hvis den udløsende skatteretlige virkning indtræder, eller således at forbeholdet kun bliver virksomt, hvis det gøres gældende.
Skatteforbehold vedrører til en vis grad samme problemområde som omgørelse, jf. SSL § 37 C, og skatteforbehold giver anledning til tilsvarende administrative problemer som omgørelse.
Efter SSL § 37 B, stk. 1 tillægges et skatteforbehold af bevismæssige grunde kun skatteretlig virkning, "hvis det er klart, skriftligt og oplyst over for den skatteansættende myndighed senest samtidig med at myndigheden oplyses om dispositionens øvrige indhold". Den skatteansættende myndighed oplyses normalt om dispositionens nærmere indhold ved at skattemyndigheden som led i ligningsarbejdet rekvirerer dokumentation for dispositionens indhold. Det er ikke et krav, at skatteforbehold oplyses i selvangivelsen. Det kan ikke kræves, at skattemyndighederne på forhånd tager stilling til et skatteforbehold, før skatteforbeholdet er gjort gældende.
Af Ligningsrådets afgørelse i TfS 1998, 680 LR følger imidlertid, at der kan ske en fremrykket stillingtagen til et skatteforbehold i forbindelse med en anmodning om bindende forhåndsbesked, idet gyldigheden af skatteforbeholdet var en betingelse for at kunne give bindende forhåndsbesked om en allerede foretaget disposition.
Det er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, at et skatteforbehold kun kan tillægges skatteretlig virkning, hvis det er taget senest samtidig med den disposition, det er knyttet til. Vedrørende spørgsmålet om bevisbyrden for, at der er taget et skatteforbehold, kan henvises til TfS 1999, 778 VLD, der vedrører perioden inden 1. juli 1999, men må antages at finde tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter den 1. juli 1999. I denne sag blev bevisbyrden ikke anset for løftet vedrørende et skatteforbehold, der første gang blev omtalt overfor skattemyndighederne 10 år efter dispositionens foretagelse. Det er endvidere forudsat i forarbejderne, at et skatteforbehold utvetydigt skal angive, hvilke skatteretlige virkninger, der udløser forbeholdet. Endelig er det forudsat i forarbejderne, at det af skatteforbeholdet skal fremgå, hvilke privatretlige virkninger det skal tillægges, hvis den skatteretlige forudsætning brister. Det kan ikke skatteretligt tillægges betydning, hvis f.eks. et skatteforbehold angiver, at parterne i en aftale frit kan indgå en ny aftale med oprindelig virkning, hvis skatteforbeholdet bliver aktuelt, eller hvis der i skatteforbeholdet er indbygget skatteforbehold vedrørende en alternativ aftale. Sidstnævnte forbud er ikke til hinder for, at et skatteforbehold er udformet således, at de skattepligtige kan vælge mellem helt at ophæve den privatretlige disposition eller foretage det mindre skridt at ændre den privatretlige disposition i overensstemmelse med eksempelvis skattemyndighedernes værdiansættelse.
Kompetence og frister Hvis anmodningen indgives inden 3 år fra udløbet af det pågældende indkomstår ligger kompetencen hos den skatteansættende myndighed med klageadgang til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten. Hvis skatteforbeholdet opfylder betingelserne i SSL § 37 B vil der kunne tillades genoptagelse efter SSL § 34, stk. 2, henholdsvis efter den tidligere bestemmelse i SSL § 4, stk. 1 i det omfang, der er tale om indkomstår inden 1997.
Hvis anmodningen indgives mere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, og vedrører indkomstår inden 1997 ligger kompetencen hos told- og skatteregionerne, der i henhold til den tidligere bestemmelse i SSL § 4, stk. 2 kan tillade genoptagelse, når skatteforbeholdet opfylder betingelserne i SSL § 37 B. For så vidt angår de yderligere betingelser om minimumsbeløbsgrænse (vejledende 3.000 kr.) og reaktionsfrist (vejledende 3 måneder), der skal være opfyldt for at tillade genoptagelse efter den tidligere regel i SSL § 4, stk. 2, henvises til afsnit A.H.2.2.2.
Klagemyndighed i disse tilfælde er Told- og Skattestyrelsen. Hvis anmodningen indgives mere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår fra og med 1997, vil kompetencen i henhold til SSL § 35, stk. 1, nr. 1 ligge hos den skatteansættende myndighed, uanset om skatteankenævnet, Landsskatteretten eller Ligningsrådet tildligere har taget stilling til ansættelsen, jf. SSL § 35, stk. 4. Klage sker i disse tilfælde til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten. Tilladelse til genoptagelse er, bortset fra opfyldelse af kravene i SSL § 37 B, betinget af, at kravene i SSL § 35, stk. 2 og 3 om en minimumsbeløbsgrænse på 5.000 kr. og en reaktionsfrist på vejledende 6 måneder er opfyldt, jf. nærmere herom under afsnit A.H.2.2.1.
Afvisning af gyldigt skatteforbehold Efter SSL § 37 B, stk. 2 kan en skatteansættende myndighed "afvise at tillægge et skatteforbehold virkning for en skatteansættelse, hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og overskuelige".
Formålet hermed er at imødegå, at skattemyndighederne bringes i en situation, hvor de på grund af uklarhed om de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet bliver nødt til at foretage væsentlige skønsmæssige ansættelser. Anvendelsesområdet for SSL § 37 B, stk. 2 er derfor begrænset til situationer, hvor det ikke vil være muligt i tilstrækkelig grad at afklare det privatretlige grundlag for en ny skatteansættelse. I forarbejderne til bestemmelsen er som eksempel på bestemmelsens anvendelse nævnt den situation, hvor dispositionen vedrører overdragelse af en virksomhed, og skatteforbeholdet først bliver udløst adskillige år efter overdragelsen og med den virkning, at virksomhedsoverdragelsen med den efterfølgende drift skal tilbageføres. Det vil således kunne have betydning, hvor lang tid der går fra dispositionens foretagelse til skatteforbeholdet bliver aktuelt. En afvisning af at tillægge et skatteforbehold skattemæssig virkning indebærer, at den privatretlige disposition skatteretligt består, indtil skattemyndighederne modtager meddelelse om, at dispositionen er ændret med fremtidig virkning.
Kompetence Afgørelsen af om et skatteforbehold skal tillægges skatteretlig virkning træffes som led i den almindelige ligning, og afgørelser herom påklages administrativt som andre afgørelser om de skatteretlige virkninger af en privatretlig disposition. Det vil normalt sige til skatteankenævnet og Landsskatteretten. Et skatteforbehold, der f.eks. først gøres gældende under Landsskatterettens behandling af en klage, skal ikke behandles af Landsskatteretten i første instans, men af den skatteansættende myndighed i form af en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen.