Økonomisk virksomhed omfatter alle former for virksomhed som producent, handlende eller leverandør af ydelser samt virksomhed inden for liberale erhverv og dermed sidestillede erhverv, uanset formålet med eller resultatet af virksomheden. Formålet vil dog oftest være at opnå økonomisk gevinst. Salg af egne private effekter anses ikke for økonomisk virksomhed i momslovens forstand.

Det er både den regelmæssige virksomhedsdrift og de mere lejlighedsvise økonomiske transaktioner, der falder ind under begrebet økonomisk virksomhed i momslovens forstand.

Udnyttelse af materielle eller immaterielle goder

Udnyttelse af materielle eller immaterielle goder, f.eks. patenter, varemærke- og mønsterrettigheder, med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, anses også som økonomisk virksomhed.

Udlejning af et materielt gode er en udnyttelse af godet, der anses som økonomisk virksomhed, når udlejningen iværksættes med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Se EF-Domstolens dom i sagen C-230/94, Renate Enkler.

EF-domstolen har i sag C-284/04 udtalt, at artikel 4, stk. 2, i sjette momsdirektiv (nu Momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1) skal fortolkes således, at tildeling af rettigheder såsom brugsrettigheder til frekvenser inden for det elektromagnetiske spektrum med henblik på levering af mobilkommunikationstjenester til offentligheden, der foretages af den nationale tilsynsmyndighed, som er ansvarlig for frekvenstildelingen, ved afholdelse af auktion, ikke er økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne bestemmelse, og følgelig ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Tilsvarende har domstolen i sag C-369/04 udtalt, at artikel 4, stk. 1 og 2, i sjette momsdirektiv skal fortolkes således, at tildeling af licenser såsom licenser til tredjegenerations-mobilkommunikation, de såkaldte »UMTS-licenser«, der foretages af den nationale tilsynsmyndighed, som er ansvarlig for frekvenstildelingen, ved afholdelse af auktion over brugsrettigheder til teleudstyr, ikke er økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne bestemmelse, og følgelig ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

I SKM2003.354.TSS har Told- og Skattestyrelsen udtalt sig om den momsmæssige behandling af præmie for ammekøer samt salg og udlejning af præmierettigheder.

Præmierettigheder er en forudsætning for opnåelse af støtte til producenter af levende ammekøer, kvier og moderfår, jf. Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 181 af 19. marts 2003. Præmierettighederne tildeles efter ansøgning af Direktoratet for FødevareErhverv. I det omfang producenten udnytter sin "beholdning" af rettigheder, modtager han et støttebeløb pr. ammeko eller moderfår. Præmierettighederne og det heraf følgende potentielle støttebeløb er ikke tidsbegrænset, men kan i et vist omfang fortabes, såfremt producenten ikke udnytter præmierettighederne. Præmierettighederne kan udlejes helt eller delvist til en anden producent. Tilsvarende kan præmierettighederne helt eller delvist sælges. Præmierettighederne kan sælges sammen med eller uden bedriften.

Præmie for ammekøer, kvier og moderfår falder uden for momslovens anvendelsesområde. Tilsvarende gælder for salg og udlejning af præmierettigheder. Det støttebeløb (præmie), som producenten af levende ammekøer m.v. får udbetalt fra Direktoratet for FødevareErhverv for at beholde køerne mv. i sin besætning, kan ikke anses for vederlag for en ydelse til direktoratet eller nogen anden konkret forbruger. Der er tale om et tilskud, der gives i almenhedens interesse. Tilskuddet kan heller ikke anses for et tilskud, der er direkte forbundet med priserne for producentens leverancer af dyr.

Når præmien falder uden for momslovens anvendelsesområde, falder også udlejning eller salg af rettigheder til at opnå præmien uden for momslovens anvendelsesområde. For køberen af en præmierettighed har købet en direkte og umiddelbar tilknytning til opnåelsen af præmie. Der er derfor ikke tale om en generalomkostning i købers virksomhed, ligesom salget af præmierettigheder ikke kan anses for at indgå i sælgers momspligtige økonomiske virksomhed. Der er således tale om en anden situation end i forbindelse med salg af mælkekvoter, som styrelsen har udtalt sig om i SKM2002.71.TSS. Salg af mælkekvoter indgår som en generalomkostning i købers momspligtige virksomhed og indgår derfor i sælgers økonomiske virksomhed. Salg af mælkekvoter mod vederlag falder således inden for momslovens anvendelsesområde og er derfor momspligtig. se D.2.3

SKAT har i SKM2008.452.SKAT udtalt sig om den momsmæssige behandling af en række tilskudsordninger indenfor landbruget.

Det fremgår, at udbetaling af støtte på betalingsrettigheder falder uden for momslovens anvendelsesområde. Tilsvarende gælder for salg og udlejning af rettighederne, jf. føromtalte skattemeddelelse, SKM2003.354.TSS om præmie for ammekøer, kvier og moderfår. Dette gælder også i situationer, hvor salget sker som led i hel eller delvis virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens § 8, stk. 1.

I overensstemmelse med SKATs vurdering i SKM2003.354.TSS af præmie for ammekøer, kvier og moderfår fremgår det videre, at præmier fra handyr falder uden for momslovens anvendelsesområde, da kriteriet for udbetalingen alene er slagtning eller udførsel af dyret, og støtten derfor ikke udtryk for betaling til den enkelte producent for en konkret leverance. Tilskuddet kan endvidere ikke anses for et tilskud, der er direkte forbundet med priserne for producentens leverancer af kød.

Salg og udlejning af en sukkerroeleveringsrettighed anses derimod for en momspligtig leverance. Sukkerroerettigheder har således karakter af immaterielle rettigheder, der knytter sig direkte til den momspligtige virksomhed, idet rettigheden er en betingelse for salg af roer til en sukkerfabrik. Når sukkerroeleveringsrettigheder overdrages som led i hel eller delvis virksomhedsoverdragelse, skal der ikke betales moms af overdragelsessummen, når den nye indehaver driver registreret virksomhed, jf. momslovens § 8, stk. 1.

Finansielle transaktioner

Erhvervelse, besiddelse eller afhændelse af selskabsandele udgør ikke i sig selv økonomisk virksomhed. Det forhold, at der erhverves kapitalinteresser i en virksomheder, er ikke i sig selv en udnyttelse af et gode med henblik på opnåelse af varige indtægter, idet et eventuelt udbytte, som kapitalandelen afkaster, kun er en følge af ejendomsretten til godet. Når erhvervelse af andele ikke i sig selv udgør en økonomisk virksomhed i sjette direktivs forstand, gælder det samme for en virksomhed, der består i at afhænde sådanne andele. Det fremgår af EF-dommene C-60/90, Polysar Investments Netherlands BV, C-333/91, Sofitam SA, C-155/94, Wellcome Trust Ltd, C-442/01, KapHag Renditefonds 35 Spreecenter Berlin-Hellersdorf 3, og C-465/03, Kretztechnik AG. Tilsvarende gælder for obligationer, jf. dommen i sag C-80/95, Harnas & Helm CV. Om C-442/01, KapHag Renditefonds 35 Spreecenter Berlin-Hellersdorf 3, og C-465/03, Kretztechnik AG, se tillige J.1.1.2.

De finansielle transaktioner, som er omhandlet i momssystemdirektivets artikel 135, litra f) (tidligere sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5), (momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) kan dog i visse tilfælde anses for økonomisk virksomhed. Det er f.eks. tilfældet, når de foretages inden for rammerne af en kommerciel fondshandelsvirksomhed, for at gennemføre et direkte eller indirekte indgreb i administrationen i de virksomheder, hvori der besiddes en kapitalinteresse, eller ligger i direkte, permanent og nødvendig forlængelse af den afgiftspligtige virksomhed, som den pågældende i øvrigt udøver. Det fremgår af EF-dommene C-60/90, Polysar Investments Netherlands BV, C-333/91, Sofitam SA, C-155/94, Wellcome Trust Ltd, C-306/94, Régie dauphinoise - Cabinet A. Forest SARL, og C-80/95, Harnas & Helm CV. Om C-60/90, Polysar Investments Netherlands BV, C-333/91, Sofitam SA, og C-306/94, Régie dauphinoise - Cabinet A. Forest SARL, se tillige J.2.1.1.

EF-domstolen har udtalt, at de transaktioner, der er omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5, er de transaktioner, der består i opnåelse af indtægter af en vis varig karakter fra aktiviteter, der går videre end blot erhvervelse og salg af værdipapirer, såsom transaktioner, der foretages i forbindelse med udøvelse af handelsvirksomhed med værdipapirer, jf. dommene i sag C-77/01, EDM, og sag C-8/03, Banque Bruxelles Lambert SA (BBL).

I sag C-8/03, BBL, tager EF-domstolen stilling til, om investeringsforeninger med variabel kapital (SICAV-investeringsforeninger) omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) kan anses for momspligtige personer. Dette direktiv er gennemført i dansk ret ved Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. Se evt. omtalen af loven i afsnit D.11.11.9.

EF-domstolen udtaler i dommen i sag C-8/03, BBL, at det fremgår af artikel 1, stk. 2, i direktiv 85/611, at SICAV-investeringsforeningernes transaktioner består i kollektiv investering i værdipapirer af kapital tilvejebragt ved henvendelse til offentligheden. Med den kapital, som medlemmerne indbetaler ved køb af andele, opretter og administrerer SICAV-investeringsforeningerne for medlemmernes regning og mod vederlag porteføljer sammensat af værdipapirer. En sådan virksomhed, der går videre end blot erhvervelse og salg af værdipapirer, og som tilsigter opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, udgør en økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i sjette direktivs artikel 4, stk. 2. Heraf følger, at SICAV-investeringsforeningerne er afgiftspligtige personer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i sjette direktivs artikel 4. Dommen er ligeledes omtalt i afsnit D.11.11.9, E.3.4.8.3 og E.3.4.8.5.

Et holdingselskabs deltagelse i administrationen af et datterselskab anses som økonomisk virksomhed. Et holdingselskab, der alene besidder kapitalinteresser i andre virksomheder, udøver derimod ikke økonomisk virksomhed, medmindre selskabet samtidig direkte eller indirekte griber ind i administrationen af de selskaber, hvori kapitalinteresserne besiddes. Det gælder, når holdingselskabet griber ind, ud over hvad der følger af de rettigheder, indehaveren af kapitalinteresserne har i sin egenskab af aktionær eller selskabsdeltager. Det fremgår af EF-dommene C-102/00, Welthgrove og C-16/00, Cibo Participations SA. Om C-16/00, se afsnit J.1.1.3.

EF-domstolen har i sag C-29/08 (AB SKF) udtalt sig om momsfradragsret for ydelser, som et selskab har indkøbt til brug for salg af aktier i datterselskaber. Skatteministeriets overvejelser om dommens konsekvenser for praksis var endnu ikke afsluttet ved redaktionens slutning.

Factoring

En erhvervsdrivende, der opkøber fordringer med overtagelse af tabsrisikoen og som modværdi fakturerer sine kunder et gebyr, udøver økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 2 og 9 (tidligere artikel 2 og 4), og er således en momspligtig person. Denne økonomiske virksomhed er ikke omfattet af fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), se D.11.11.4.3 og D.11.11.6.5 samt EF-domstolens dom i sagen C-305/01, MKG-Kraftfahrzeuge-Factoring GmbH.

Egne fordringer

Derimod har EF-domstolen i sag C-435/05, Investrand BV, udtalt, at tiltag, som den afgiftspligtige person på egne vegne har taget med henblik på at inddrive en fordring eller fastslå fordringens værdi, ikke kan sidestilles med økonomisk virksomhed i sjette direktivs forstand. Sådanne tiltag udgør nemlig ikke en udnyttelse af et gode med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, eftersom et eventuelt udbytte, som kapitalandelen afkaster, kun er en følge af indehavelse af den i sagen omhandlede fordring og ikke en modydelse for en økonomisk virksomhed i direktivets forstand.

Handel med pantebreve

Det fremgår af SKM2008.987.SKAT, at virksomhed med køb og salg af pantebreve udgør økonomisk virksomhed. Praksis bygger på en utrykt kendelse fra Landsskatteretten. I henhold til sagens oplysninger havde det omhandlede selskabet til formål at drive handel/mæglervirksomhed med pantebreve samt anden i forbindelse hermed stående virksomhed. Selskabets aktivitet skete gennem kontakter til forskellige ejendomsmæglere. Når et hus blev solgt, fik selskabet mulighed for at købe pantebreve, for derefter at videresælge disse til en højere kurs til f.eks. en bank. Pantebrevene blev kun ejet i kort tid, og der blev foretaget en del handler.

Landsskatteretten kom i præmisserne frem til, at selskabet udøvede næring ved finansiel virksomhed. Der blev herved henset til, at selskabet ifølge vedtægterne havde til formål at drive næring med køb og salg af pantebreve, at pantebrevene blev erhvervet med videresalg for øje og med henblik på at opnå fortjeneste ved videresalg, og at aktiviteten blev udøvet systematisk og i et ikke uvæsentligt omfang.

Selskabet måtte herefter anses for at have foretaget leverancer mod vederlag som omhandlet i momslovens § 4, stk. 1. Retten bemærkede hertil, at der mellem selskabet og dets medkontrahenter bestod et gensidigt bebyrdende retsforhold, i henhold til hvilket de to parter indbyrdes havde forpligtet sig til en gensidig udveksling af ydelser, hvorved der var en direkte sammenhæng mellem de udførte leverancer og den modtagne modværdi. Selskabets handel med pantebreve måtte imidlertid anses for momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, og dermed lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt.

Forberedende handlinger

Økonomisk virksomhed kan bestå i flere på hinanden følgende handlinger. Forberedende handlinger, såsom erhvervelse af driftsmidler og erhvervelse af fast ejendom, er også omfattet af begrebet økonomisk virksomhed. Det følger heraf, at også de første investeringsomkostninger, der afholdes til brug for en virksomhed, anses for økonomisk virksomhed, og at SKAT i denne forbindelse skal tage virksomhedens erklærede hensigter i betragtning. Se EF-Domstolens dom i sagen C-268/83, Rompelman.

Det påhviler den, der anmoder om momsfradrag for sådanne omkostninger, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt. SKAT kan kræve den erklærede hensigt om at påbegynde økonomisk virksomhed forbundet med afgiftspligtige transaktioner bestyrket af objektive momenter.

EF-domstolen har i sagen C-400/98 Birgitte Breitsohl afgjort, at en person hvis hensigt - der bestyrkes af objektive forhold - er at påbegynde selvstændig økonomisk virksomhed i den forstand, hvori udtrykket anvendes i 6. momsdirektiv art. 4, og som afholder de første investeringsomkostninger i det øjemed, skal betragtes som en momspligtig person. Se også dommen i sagerne C-110/98 og C-147/98 Gabalfrisa og dommen i sagen C-396/98 Grundstückgemeinschaft Schlossstrasse. Der henvises til afsnit J.1.1.7.

Se endvidere TfS 1999, 499, hvor det ikke fandtes godtgjort, at der forelå objektive momenter, der understøttede et selskabs erklærede hensigt om at drive økonomisk virksomhed.

Gennemførelsen af en undersøgelse af de tekniske og økonomiske aspekter ved den påtænkte virksomhed anses for en økonomisk virksomhed, selv om undersøgelsen har til formål at klarlægge, i hvilket omfang den påtænkte virksomhed er rentabel.

Retten til fradrag for købsmoms vedrørende en sådan rentabilitetsundersøgelse bevares således, selv om det senere, henset til rentabilitetsundersøgelsens resultater, besluttes ikke at gå videre til den operationelle fase og at lade selskabet træde i likvidation, således at den påtænkte virksomhed ikke var forbundet med momspligtige transaktioner. Se EF-Domstolens dom i sagen C-110/94, INZO, der tillige er omtalt i afsnitM.6.

I SKM2004.253.LSR havde et tidligere produktionsselskab aktivitet med udlejning af fast ejendom. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet i den påklagede periode derudover havde udøvet aktivitet med møbelgrebproduktion, ligesom den påberåbte hensigt om påbegyndelse af aktivitet med import fra Spanien ej heller kunne anses for godtgjort. Selskabet havde derfor ikke drevet selvstændig økonomisk virksomhed efter momslovens § 3 med momspligtige aktiviteter. De afholdte udgifter måtte således anses at have tilknytning til dels den momsfritagne aktivitet, dels til aktiviteter af privat karakter. Selskabet var således allerede som følge heraf ikke berettiget til de foretagne momsfradrag efter momslovens § 37. For så vidt angår told- og skatteforvaltningens adgang til at fremsætte krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalt negativ moms, henvises til omtalen af kendelsen i afsnitM.6.

Landsskatteretten fandt i kendelsen SKM2006.299.LSR ikke, at klageren havde drevet økonomisk virksomhed. Klageren indbragte kendelsen for domstolene, hvor Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, idet der bl.a. ud fra sagens faktiske omstændigheder fandtes at foreligge økonomisk virksomhed. Der var derfor momsfradrag vedrørende forgæves afholdte udgifter til indretning af et diskotek. Klageren havde således i 2001 med henblik på at drive et diskotek, indgået en forpagtningsaftale vedrørende en bygning. Aftalen var betinget af, at klageren fik spiritusbevilling. Klager afholdt i 2002 og 2003 udgifter til bl.a. istandsættelse af bygningen, og til rådgivningsydelser. Klager havde i september 2002 ansat en bestyrer, og havde primo 2003 udarbejdet budget for driften. Klager havde medio 2002 fået en forhåndstilkendegivelse fra politimesteren vedrørende spiritusbevilling. Klageren indsendte en egentlig ansøgning herom primo 2003, men behandlingen trak ud, og klageren fik ultimo 2003 endeligt afslag. Dermed bortfaldt forpagtningsaftalen, og ejeren solgte herefter bygningen til en kommune, der valgte at rive bygningen ned. Klageren anmodede i marts 2004 om udbetaling af moms af ombygningsomkostningerne. Klageren havde på intet tidspunkt i forløbet anmeldt sig til momsregistrering. Skatteministeriet anerkendte under den nævnte domstolssag, at de pågældende omkostninger skulle anses for fradragsberettigede. Klageren fandtes således ud fra sagens faktiske omstændigheder at have haft til hensigt at drive momspligtig virksomhed.

Producent, handlende eller tjenesteyder

Auktionsholdere anses for at drive økonomisk virksomhed. Det gælder, hvad enten der er tale om almindelige auktioner eller tvangsauktioner.

I TfS 1995, 202 blev en fond ikke anset for at drive selvstændig økonomisk virksomhed med levering af varer og/eller momspligtige ydelser mod vederlag og skulle derfor ikke momsregistreres. Fondens indtægter var baseret på indbetalinger fra virksomheder, der var leverandører til fondens medlemmer, idet der ved levering blev indbetalt en del af fakturabeløbet til fonden. Fondens midler blev brugt, dels som garantiordning for, at fondens medlemmer betalte fakturaerne, dels til PR-virksomhed, forskning, produktudvikling mm. til gavn for fondens medlemmer.

TfS 2000, 192. Efter at en interessents deltagelse i et 10-mands-projekt var anset for uden skattemæssig betydning, blev der rejst krav over for interessentskabet om tilbagebetaling af negativ moms, som var udbetalt vedrørende udgifter afholdt af interessentskabet til revisor- og konsulentassistance i etableringsfasen. Landsskatteretten fastslog i en kendelse, at da interessentskabet ikke ansås for at have drevet økonomisk virksomhed, og da der endvidere ikke forelå sådanne omstændigheder, at tilbagebetalingskravet var uberettiget, skulle den negative moms tilbagebetales.

Told- og Skattestyrelsen har i SKM2001.200.TSS meddelt, at der i en konkret sag er givet en virksomhed medhold i, at den driver selvstændig økonomisk virksomhed, når den indkøber mad- og drikkevarer fra tredjemand og videresælger disse varer til medarbejderne ved løntræk. Se D.4.

I SKM2003.52.LSR fandt Landsskatteretten, at en banks afholdelse af en jubilæumsfest for aktionærerne ikke kunne medføre, at banken kunne anses for at drive økonomisk virksomhed som omhandlet i momslovens § 3 ved afsætning af hotel- og restaurationsydelser. Deltagelsen i arrangementet var betinget af, at deltagerne skulle købe en billet. Retten fandt, at bankens afholdelse af festen måtte anses for at være sket som et led i bankens almindelige bankvirksomhed, og dermed ikke kunne anses som en særskilt herfra selvstændig aktivitet. Landsskatteretten lagde vægt på, at der var tale om et enkeltstående arrangement begrundet i bankens forhold, som afholdtes for bankens ejere (aktionærerne) og hvor deltagerbetalingen dækkede ca. 7 pct. af omkostningerne ved arrangementet.

I SKM2009.581.SR fandt Skatterådet, at to årligt tilbagevendende arrangementer som spørger, sammen med en række øvrige deltagende uddannelsesinstitutioner, arrangerer og deltager i, ikke udgør økonomisk virksomhed, da der ikke er tale om levering af varer eller ydelser mod vederlag. Der blev ved Skatterådets besvarelse lagt vægt på, at skolerne deltager på lige fod som medarrangør, at der ikke opkræves entré i forbindelse med afholdelse af arrangementerne, der ikke giver noget overskud, samt at de enkelte skoler alene afholder omkostninger forbundet med egne elevers arbejde med udsmykning, andel af faste udgifter, samt udgifter til transport og forplejning af egne elever mv., med fradrag af tilskud fra en selvejende institution.

Udlån af medarbejdere

Østre Landsret har i SKM2004.369.ØLR taget stilling til Scanlines Danmark A/S´s (tidligere DSB Rederi A/S) udlån mod vederlag af tjenestemænd og "selskabstjenestemænd" (som Scanlines ifølge lov er forpligtet til at beskæftige) til datterselskabet Sydfynske A/S.

Det fremgår af lov om DSB Rederi A/S, at DSB´s rejseaktiviteter blev privatiseret i 1995 ved oprettelse af selskabet DSB Rederi A/S med DSB som ejer. Det fremgår af lovens § 6, at de statstjenestemænd, der ved DSB Rederi A/S´s overtagelse af færgedriften gjorde tjeneste ved DSB´s rederivirksomhed, var forpligtet til at gøre tjeneste i DSB Rederi A/S med bevarelse af deres ansættelsesforhold til staten, ligesom selskabet i forhold til DSB var forpligtet til at beskæftige disse. Endvidere fremgår, at DSB Rederi A/S skulle tilbyde de nævnte tjenestemænd, at de inden for en periode af ca. 2 år fra overtagelsen af færgedriften kunne overgå til ansættelse i DSB Rederi A/S. De tjenestemænd, som ikke ønskede at overgå til ansættelse i DSB Rederi A/S bevarede deres tjenesteforhold til staten og skulle fortsat have udbetalt løn m.v. fra staten ligesom staten afholdt udgifter til pension i overensstemmelse med reglerne i tjenestemandslovgivningen.

Lønningerne skulle refunderes af DSB Rederi A/S, der også indbetalte pensionsbidrag til staten. De tjenestemænd, som modtog tilbuddet om ansættelse, skulle fortsat have deres pension udbetalt fra staten, dog således at DSB Rederi A/S skulle indbetale det pensionsbidrag til staten, som den pågældende optjente ved ansættelse i DSB Rederi A/S.

Efter nedlæggelsen af Nyborg-Korsør overfarten var der ledig arbejdskraft i Scanlines. Man valgte derfor at udlåne denne arbejdskraft til datterselskabet Sydfynske A/S. Af den indgåede aftale om udlånet fremgår bl.a., at "ansættelsesforhold vedrørende personale med dertil hørende forpligtelser forbliver hos Aktionæren (Scanlines). Personalet bliver udlånt til Rederiet (Sydfynske), som herefter er forpligtet til at betale samtlige direkte personalerelaterede omkostninger vedrørende perioden, herunder løn."

Scanlines har efter det oplyste ingen fortjeneste ved udlejningen, idet Sydfynske alene refunderer de faktiske udgifter.

Landsretten finder, at denne aktivitet, hvorefter Scandlines udlåner arbejdskraft til Sydfynske mod vederlag, må anses som økonomisk virksomhed efter momslovens § 3, stk. 1, der skal fortolkes i overensstemmelse med 6. momsdirektivs artikel 4. Det kan ikke tillægges betydning, at der ved udlejningen ikke var tilsigtet et økonomisk overskud. Det forhold at Scanlines ifølge lov er forpligtet til at beskæftige de pågældende tjenestemænd, kan heller ikke føre til et andet resultat.

Under hensyn til at Scanlines er en privat virksomhed, og uanset om videreudlejningen af tjenestemænd måtte være en konsekvens af Scanlines forpligtelse til at beskæftige disse, finder landsretten, at udlejningen ikke er momsfri hverken efter momslovens § 3, stk. 2, nr. 3, eller en analogi hertil. Scanlines er derfor momspligtig af de leverede ydelser efter momslovens § 4, stk. 1.

Ankenævn
Skatterådet bekræfter i SKM2007.243.SR, at Ankenævnet på Energiområdet er en momspligtig person, og at generelle bidrag fra energiselskaberne opkrævet af Energistyrelsen på nævnets vegne kan anses for vederlag for leverancer til selskaberne. Bidragene er derfor momspligtige. Nævnet er ikke omfattet af den begrænsede momspligt for andre offentlige institutioner end offentlige forsyningsvirksomheder, men derimod af den almindelige momspligt for juridiske og fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Ophørt virksomhed
TfS 2000, 447. Sagsøgerne købte i 1989 en landbrugsejendom med et areal på 50,9 ha, og virksomheden blev momsregistreret. I 1995 frasolgte sagsøgerne 44 ha af ejendommens areal, og restarealet blev bortforpagtet i 1996, og senere samme år solgte sagsøgerne ejendommen og afmeldte virksomheden som afgiftspligtig efter momsloven fra 1. januar 1997. I 1997 indgav sagsøgerne og deres revisor en efterangivelse med negativt momstilsvar på 27.242 kr., som erstattede tidligere indsendte nulangivelser. Told- og skatteregionen nægtede at godkende den negative efteranmeldelse og afmeldte virksomheden med virkning fra 1. januar 1995. Landsretten fandt, at der ved salget i 1995 af den væsentligste del af jordtilliggendet var sket en så væsentlig ændring af virksomheden, at det var berettiget, at myndighederne havde foretaget en vurdering af virksomheden, og landsretten fandt, at sagsøgerne ikke i 1995 og 1996 havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed. Tilbagekaldelsen af momsregistreringen med tilbagevirkende kraft var derfor berettiget.

SKM2001.543.VLR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Told og Skat i 1998 med virkning pr. 1. oktober 1993 var berettiget til at anse et interessentskab for ikke at drive selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, samt i bekræftende fald, om Told og Skat var berettiget til at kræve udbetalt negative momstilsvar tilbagebetalt. Landsretten udtalte i dommen, at huslejeudgifter efter virksomhedens ophør, som ikke er begrundet i en sædvanlig afvikling af virksomheden, men alene beror på en uopsigelighedsbestemmelse, ikke kan anses for driftsudgifter knyttet til en selvstændig virksomhed. Landsretten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke kunne anses for at have været i god tro om registreringspligten. Interessentskabet var derfor forpligtet til at tilbagebetale de udbetalte afgiftsbeløb. Dommen blev anket til Højesteret. Højesteret har i forbindelse med behandlingen af anken af SKM2001.543.VLR forelagt EF-domstolen 2 præjudicielle spørgsmål. EF-domstolen har i sagen C-32/03, I/S Fini H, afsagt dom om, at en person der ophører med at drive forretningsmæssig virksomhed, men som fortsat betaler leje og omkostninger vedrørende det lokale, der har været anvendt til denne virksomhed, fordi lejekontrakten indeholder en uopsigelighedsklausul, kan anses for en afgiftspligtig person og derfor kan fradrage moms vedrørende de således erlagte beløb, for så vidt som der er en direkte og umiddelbar forbindelse mellem denne betaling og den forretningsmæssige virksomhed og det er godtgjort, at der ikke foreligger hensigt til svig eller misbrug. Højesteret har i SKM2005.341.HR ændret Vestre Landsrets dom i SKM2001.543.VLR. Told- og Skattestyrelsen har udmeldt konsekvenserne af dommen i TSS-cirkulære nr. 2005-26, se afsnit J.1.1.7.1.

Se endvidere SKM2004.402.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at et selskab var berettiget til som indgående afgift (købsmoms) at fradrage moms af selskabets udgifter til erstatning for opsigelse af lejemål i forbindelse med virksomhedens ophør. Selskabet indtrådte i lejeaftalen den 27. juni 1998. Med virkning fra den 31. december 2000 blev selskabet solgt, hvorefter selskabets erhvervsmæssige aktivitet med databehandling ophørte. Den 8. marts 2002 indgik selskabet en opsigelsesaftale med udlejer, hvorved selskabet mod betaling af en erstatning til udlejer, med øjeblikkelig virkning blev frigjort fra sine forpligtelser i henhold til lejeaftalen, herunder den i lejeaftalen indeholdte uopsigelighedsklausul på 12 år. Landsskatteretten lagde til grund, at lejeforholdet var bragt til ophør ved betaling af den omhandlede erstatning på et tidspunkt, der må antages at ligge inden for en normal afviklingsperiode for en virksomhed af denne art.

I SKM2002.123.LSR fandt Landsskatteretten at et selskab, som var moderselskab for et selskab, der drev virksomhed som bilforhandler, ikke siden 1996 havde drevet økonomisk virksomhed. Der var frem til 30. juli 2000 udbetalt negativ moms. Selskabets momsbelagte udgifter var i de sidste tre år udelukkende revisorudgifter. Landsskatteretten bemærkede, at selskabet i modsætning til de faktiske forhold i dommen fra EF-domstolen sag C-110/94 (INZO) ikke siden 1996 havde haft nogen momspligtig økonomisk virksomhed og ikke efter dette tidspunkt havde foretaget forberedende handlinger mv. med henblik på udøvelse af en økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3.

Økonomisk virksomhed eller privat brug

Det er alene personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, der kan anses for momspligtige personer, se evt. C.1.1 (momspligtige personer), C.1.2 (juridiske og fysiske personer), C.1.3 (selvstændig virksomhed) og C.1.4 (økonomisk virksomhed).

Afgrænsningen af hvilke former for virksomhed, der anses som økonomisk virksomhed, er direkte reguleret af EU-retlige regler og EF-Domstolens fortolkning af disse regler. Det beror derfor på en selvstændig momsretlig vurdering, om virksomheden er en økonomisk virksomhed. Den momsretlige afgrænsning af økonomisk virksomhed er således ikke altid sammenfaldende med den skatteretlige vurdering af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Se TfS 1997, 639.

Blandt de omstændigheder, der skal vurderes ved afgørelsen af, om en momspligtig person har erhvervet goder til brug for sin økonomiske virksomhed, er det pågældende godes art. Se EF-Domstolens dom i sagen C-97/90, Lennartz. Den omstændighed, at et gode er egnet til en udelukkende økonomisk udnyttelse, er i almindelighed tilstrækkelig til, at dets ejer må anses for at udnytte det til brug for økonomisk virksomhed og følgelig med henblik på at tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter. Såfremt et gode på grund af sin karakter derimod kan anvendes såvel til erhvervsmæssig som privat brug, må der foretages en vurdering af samtlige omstændigheder vedrørende dets udnyttelse. Se EF-Domstolens dom i sagen C-230/94, Renate Enkler.

En mulig fremgangsmåde ved afgørelsen af, om den pågældende virksomhed er økonomisk virksomhed i momslovens forstand, kan være en sammenligning mellem, på den ene side de omstændigheder, hvorunder den pågældende faktisk udnytter godet, og på den anden side de omstændigheder, hvorunder en tilsvarende økonomisk virksomhed normalt udøves.

Den periode, hvor godet faktisk udnyttes, kundekredsens omfang og indtægternes størrelse kan ligeledes, sammen med andre konkrete omstændigheder, tages i betragtning ved vurderingen.

Hobbyvirksomhed er kendetegnet ved, at virksomheden typisk er et udslag af en personlig interesse (hobby), og hvor ejeren ofte selv deltager i virksomheden. De private formål er således afgørende fremfor det økonomiske udbytte. Disse private formål kan f.eks. være uddannelses- og boligformål eller sportsinteresser såsom ridning, hestevæddeløb, sejlads mv., eller det kan være dyrehold som f.eks. ponyer, hunde, kaniner, høns og lign.

Om den indkomstskattemæssige behandling af hobbyvirksomhed, se Ligningsvejledningen, afsnit E.A.1.2.

At en virksomhed skattemæssigt anses for en hobbyvirksomhed medfører ikke, at den ikke kan anerkendes som økonomisk virksomhed i momslovens forstand.

Afgørelsen af, om der på det momsretlige område er tale om økonomisk virksomhed, træffes på grundlag af en samlet, konkret vurdering af virksomheden, hvor alle relevante forhold må inddrages.

De relevante forhold, der har været lagt vægt på i praksis, er bl.a.:

  • om virksomhedens omfang er af en vis størrelse
  • om virksomheden drives tilstrækkeligt intensivt/seriøst
  • om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art
  • om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden
  • om ejeren er afskåret fra at anvende virksomhedens aktiver til privat brug
  • om ejeren har særlige faglige forudsætninger (f.eks. relevant uddannelse) for at drive den pågældende virksomhed
  • om virksomheden har en naturlig sammenhæng med ejerens evt. øvrige indtægtsgivende erhverv
  • om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er gældende for det pågældende erhverv
  • om virksomheden i givet fald vil kunne sælges til trediemand, dvs. om den trods evt. hidtidigt underskud i trediemands øjne har en potentiel indtjeningsevne, eller om den slet ikke kan drives løsrevet fra den ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet.

Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om der er tale om økonomisk virksomhed.

Foreninger anses som udgangspunkt for at drive økonomisk virksomhed, selv om foreningen kun sælger varer og ydelser til medlemmerne eller sælger medlemmernes varer og ydelser.

Momsfri foreninger

I lovens § 13, stk. 1, nr. 4, er nævnt de typer af foreninger, der er momsfri. Det er de foreninger og organisationer, der leverer ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent.

Foreningen/organisationen er dog kun momsfri, hvis den ikke arbejder med gevinst for øje, og hvis formålet er af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller vedrører borgerlige rettigheder.

Det er desuden en betingelse, at momsfritagelsen ikke kan fremkalde konkurrenceforvridning.

Efter praksis er foreninger mv. fritaget for at betale moms i forbindelse med udgivelsen af foreningsblade, fagblade og lign., når bladene ikke indeholder annoncer, og de afsættes til en pris, der ikke overstiger omkostningerne ved fremstillingen. Sådanne udgivelser anses ikke for økonomisk virksomhed efter lovens § 3. 

Andelsbolig- og ejerforeninger skal ikke registreres og betale moms af leveringen af antenneydelser, når foreningens funktion i denne forbindelse alene består i at afholde og fordele de faktiske afholdte udgifter, TfS 1996,128 (TSS).

EF-domstolen fastslår i sag C-267/08, SPÖ Landesorganisation Kärnten, at den virksomhed med "ekstern reklame" i form af PR, oplysningsvirksomhed, gennemførelse af partimøder, levering af reklame til partiafdelinger og organisering og afholdelse af et årligt bal, ikke udgør økonomisk virksomhed. Domstolen anfører, at SPÖ´s aktiviteter udelukkende finansieres af støtte fra det offentlige, gaver og bidrag/kontingenter fra partiets medlemmer, og at aktiviteten med "ekstern reklame" blot udgør en kommunikationsaktivitet med henblik på opfyldelsen af SPÖ´s politiske formål.

Se D.11.4 om momsfri foreningsvirksomhed.

Momsfrie foreninger kan ikke blive frivilligt registreret.

Momspligtige foreninger

Alle andre foreninger er herefter momspligtige, hvis de kan siges at drive selvstændig økonomisk virksomhed, jf. § 3, stk. 1.

Dette afgøres ud fra en konkret vurdering af foreningens formål, vedtægter, service, aktiviteternes art og omfang, regler for kontingentbetaling mv. Det skal bl.a. vurderes, om der leveres konkrete ydelser til medlemmerne. Der kan også lægges vægt på, om andre end foreningen kunne have leveret tilsvarende ydelser.

Told- og Skattestyrelsen har således i SKM2001.268.TSS udtalt, at en ældreklub er momspligtig af indtægter i form af medlemskontingenter og entreindtægter i forbindelse med festarrangementer mv.

Ejerforeninger, hvis opgave er at afholde og fordele udgifter til medlemmerne af ejerforeningen, kan anses for at drive økonomisk virksomhed, jf. lovens § 3, stk. 1, og TfS 1997, 548. I den konkrete sag bestod den pågældende ejerforening af de to ejere af et butikscenter, hvoraf den ene var frivilligt registreret for udlejning af fast ejendom. Foreningen afholdt momsbelagte udgifter, der var forbundet med driften af centret og fordelte udgifterne til medlemmerne. Afgørelsen ændrer ikke ved Told- og Skattestyrelsens afgørelse i TfS 1996, 128, hvorefter andelsbolig- og ejerlejlighedsforeninger ikke skal registreres og opkræve moms ved levering af antenneydelser.

Fællesantenneforeninger anses for momspligtige. Der skal bl.a. opkræves moms af kontingenter betalt af medlemmerne og indskud fra medlemmerne, hvis indskuddet er en betingelse for medlemskab af foreningen. I det omfang en fællesantenneforening opkræver KODA, Copy-Dan og andre afgifter/gebyrer, er disse afgifter ligeledes momspligtige, medmindre udlægsreglerne i momslovens § 27, stk. 3, nr. 3, følges. Se nærmere G.1.3.2

Momspligten for brancheforeninger (f.eks. handelsstands-, landbo-, og købmandsforeninger) afhænger bl.a. af en konkret vurdering af karakteren af og betalingen for de enkelte aktiviteter. Hvis der f.eks. leveres reklameydelser mod særskilt betaling, kan dette føre til, at foreningen anses for momspligtig. I TfS 1998, 435 traf Told- og Skattestyrelsen afgørelse om, at et erhvervsråd ikke er omfattet af momsfritagelsen for foreninger i lovens § 13, stk. 1, nr. 4. Selv om en forening ifølge sine vedtægter forudsættes at hvile i sig selv, kan foreningens aktiviteter i relation til momsloven alligevel anses for at være økonomisk virksomhed. Af SKM2007.385.SKAT, fremgår endvidere, at arbejdsgiverforeninger og andre brancheorganisationers generelle rådgivning og interessevaretagelse overfor medlemmerne som udgangspunkt er momsfri efter § 13, stk. 1, nr. 4. Arbejdsgiverforeningers momspligt og momsfritagelse af medlemskontingenter er omtalt under afsnit D.11.4.

Skatterådet fandt i SKM2007.515.SR, at en forening, der afholdt netværksarrangementer med det formål at være et professionelt samlingssted for business developere, var momspligt af sine kontingenter. Afholdelsen af arrangementerne måtte anses for økonomisk virksomhed, og kontingenterne måtte anses for vederlag for adgangen til at deltage i arrangementerne. Foreningens formål kunne ikke anses for at være af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller for at vedrøre borgerlige rettigheder, og kontingentet var derfor ikke momsfritaget.

Delebiler

I de senere år er der oprettet  foreninger, som har til formål at erhverve, lease og/eller leje motorkøretøjer og stille dem til rådighed for medlemmerne mod vederlag, således at der opnås dækning af foreningens udgift, hensættelser mv. Ud over at opnå en for foreningen rimelig konsolidering stræbes der ikke efter noget overskud.

En sådan forening skal momsregistreres, idet den driver registreringspligtig virksomhed i henhold til momslovens § 4, stk. 1, jf. § 47. Se afsnit Q.2.

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at en delbilsforenings indtægter i form af vederlag for foreningens ydelser er momspligtige, SKM2001.36.LSR.

Administrationsfællesskab

Landsskatteretten har i kendelsen SKM2007.899.LSR anset et administrationsfællesskab, som var dannet af en række fagforeninger, for momspligtigt. Administrationsfællesskabet blev anset for at drive selvstændig økonomisk virksomhed, og de betalinger, som foreningerne foretog til fællesskabet, ansås som vederlag for ydelser, som administrationsfællesskabet ansås for at levere til fagforeningerne. Der var tale om ydelser som postfunktion, kantine, rengøring, bogholderi mv. Betalingerne dækkede de omkostninger, som fællesskabet havde ved administrationen. Fællesskabet hvilede på en samarbejdsaftale mellem de deltagende fagforeninger.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter