Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, fastlægger, hvilke varer og ydelser der er momsfritaget i forbindelse med en række finansielle aktiviteter.

Fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, omhandler følgende finansielle aktiviteter:

  • Långivning og formidling af lån samt långivers forvaltning af egne udlån, litra a. Se D.11.11.4.
  • Sikkerheds- og garantistillelse, herunder forhandlinger herom, samt forvaltning af kreditgarantier ved den, der har ydet kreditten, litra b. Se D.11.11.5.
  • Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer, litra c. Se D.11.11.6
  • Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende valuta, pengesedler og mønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, bortset for samlerobjekter, litra d. Se D.11.11.7.
  • Transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer, bortset fra varerepræsentativer og dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over fast ejendom, litra e. Se D.11.11.8
  • Forvaltning af investeringsforeninger, litra f. Se D.11.11.9.

TSS-cirkulære 2003-29 fastlægger på baggrund af EF-Domstolens nyeste praksis de generelle retningslinjer for fortolkning af fritagelsesbestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Der er tale om følgende afgørelser fra EF-domstolen: SDC-dommen (C-2/95), CPP-dommen (C-349/96) og CSC-dommen (C-235/00). Som et bilag til cirkulæret er vedlagt en liste med eksempler på momsfrie transaktioner i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, om finansielle transaktioner. Listen er ikke udtømmende.

Cirkulære og bilag er indarbejdet i dette afsnit.

Den 5. juni 1997 afsagde EF-Domstolen dom i sag C-2/95, SDC mod Skatteministeriet. Sagen vedrørte fortolkningen af de i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d, nr. 3 og 5, omhandlede fritagelser (nu momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra d) og f). Bestemmelsen er implementeret i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c) og e).

Sagen vedrørte spørgsmålet om, i hvilket omfang de ydelser, SDC leverede til pengeinstitutter, var omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

Indskrænkende fortolkning
Domstolen udtaler i SDC-dommens præmis 20, at ifølge Domstolens faste praksis skal de udtryk, der anvendes til at betegne de fritagelser, som er fastsat i sjette direktivs artikel 13, fortolkes indskrænkende, da de er undtagelser fra det almindelige princip, hvorefter omsætningsafgift opkræves af enhver tjenesteydelse, der udføres mod vederlag af en afgiftspligtig person. Fritagelsesbestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, skal derfor fortolkes indskrænkende.

Underleverandørydelser - det personelle aspekt
Domstolen udtaler i præmis 32 i SDC-dommen, at de transaktioner, der er fritaget i henhold til artikel 13, punkt B, litra d), nr. 3 og 5, er defineret på grundlag af arten af de leverede tjenesteydelser og ikke på grundlag af tjenesteyderen eller tjenestemodtageren, som netop ikke er omtalt i de nævnte bestemmelser.

Det udtales videre i præmis 33, at bestemmelserne i artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1 og 2, hvori der henvises til "den person, der har ydet lånene" og til "den person, der har ydet kreditten", bekræfter, at det personelle aspekt er uden betydning ved fastlæggelsen af, hvilke transaktioner der er fritaget i henhold til artikel 13, punkt B, litra d), nr. 3 og 5.

De transaktioner, der er fritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, skal således fastlægges på grundlag af arten af de leverede tjenesteydelser. Medmindre andet udtrykkeligt fremgår, er det derfor ikke af betydning ved fastlæggelsen af momsfritagelsens rækkevidde, om en given ydelse leveres af en af de direkte implicerede parter, eller om den leveres af underleverandører.

EF-domstolen udtaler i præmis 56, at såfremt 6. direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 3, udelukkende omfattede ydelser, som et pengeinstitut leverer til en slutkunde, ville kun visse handlinger i forbindelse med transaktioner vedrørende overførsler kunne fritages. En sådan fortolkning ville begrænse fritagelsen på en måde, der ikke har støtte i bestemmelsens ordlyd. Efter ordlyden er fritagelsen således ikke begrænset til kun at omfatte dette forhold, og den er tilstrækkelig vid til også at omfatte ydelser, der leveres af andre erhvervsdrivende end pengeinstitutter, og som er bestemt til andre end deres slutkunder.

Det følger heraf, at der ikke er hjemmel til en fortolkning, hvorefter anvendelsen af fritagelsen i henhold til artikel 13, punkt B, litra d), nr. 3, er begrænset til kun at omfatte ydelser, der leveres direkte til pengeinstituttets slutkunde, jf. præmis 57.

Underleverandørydelser er således fritaget for moms i samme omfang som andre ydelser efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, om fritagelse for finansielle aktiviteter. Underleverandørydelser er derfor omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, såfremt de set under ét tilsigter at opfylde de specifikke og væsentlige funktioner for den momsfritagne transaktion, se nedenfor om det funktionelle aspekt.

EF-domstolen har senere udtalt sig tilsvarende om formidling af lån i sag C-453/05, Volker Ludwig, jf. denne doms præmisser 25-33.

Underleverandørydelser - arten af ydelserne
Momsfritagelsen i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, skal altså fastlægges på grundlag af arten af de leverede ydelser.

Det fremgår af dommens præmis 37, at det er uden betydning for fritagelsen, hvorledes ydelsen konkret leveres, herunder om det sker elektronisk, automatisk eller manuelt. Den blotte omstændighed, at en ydelse fuldt ud udføres elektronisk, er således ikke i sig selv til hinder for, at fritagelsenanvendes på den pågældende ydelse. Såfremt ydelsen derimod kun omfatter teknisk eller elektronisk bistand til den, som udfører de væsentlige og specifikke funktioner i forbindelse med transaktioner, der omhandles i artikel 13, punkt B, litra d), nr. 3 og 5, opfylder ydelsen ikke betingelserne for fritagelse. Dette følger imidlertid af ydelsens art og ikke af den måde, hvorpå den udføres.

Det fremgår endvidere af dommens præmis 65, at da fritagelsesbestemmelserne skal fortolkes indskrænkende, giver den blotte omstændighed, at en komponent er nødvendig for at gennemføre en fritaget transaktion, ikke holdepunkter for at antage, at den ydelse, der svarer til den pågældende komponent, er fritaget.

Stilles for eksempel et databehandlingssystem til rådighed for et pengeinstitut, vil det at stille systemet til rådighed ikke være omfattet af momsfritagelsen vedrørende betalingsoverførsler.

Leverancer, der alene udgør teknisk eller faktisk assistance, er således ikke omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Se dog nedenfor om det funktionelle aspekt og om tekniske eller faktiske (praktiske) ydelser, der selvstændigt har til formål at opfylde den momsfritagne transaktions specifikke og væsentlige funktioner, og som i kraft heraf kan være momsfritaget.

Underleverandørydelser - det funktionelle aspekt
Afgørende for, om en underleverandørs ydelse er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, er, hvorvidt ydelserne set under ét udgør en særskilt enhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, beskrevet ydelse.

SDC-dommen udtaler således i dommens præmis 64, "at ordlyden af sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 3, i princippet ikke er til hinder for, at overførselstransaktionen består af flere forskellige ydelser, der i så fald udgør "transaktioner vedrørende overførsler" i bestemmelsens forstand, og som faktureres med specifikation af de enkelte dele af de pågældende ydelser".

I præmis 66 udtaler Domstolen, at "En betingelse for, at de ydelser, en datacentral leverer, kan betegnes som fritagne transaktioner, som omhandlet i artikel 13, pkt. B, litra d, nr. 3 og 5, er, at ydelserne set under ét, udgør en særskilt helhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en ydelse, som beskrevet i ovennævnte numre (styrelsens understregning). For så vidt angår "en transaktion vedrørende overførsler" skal de leverede ydelser således medføre, at der overføres beløb, og at der indtræder retlige og økonomiske ændringer."

At ydelserne set under ét skal udgøre en særskilt helhed indebærer, at der må stilles krav om en kvalificeret tilknytning mellem de leverede underleverandørydelser og den momsfritagne transaktion. Endvidere indebærer det, at de ydelser, der vedrører opfyldelsen af transaktionens specifikke og væsentlige funktioner, skal kunne udskilles fra eventuelle ydelser, der er uden forbindelse hermed.

Tekniske eller praktiske ydelser kan således være omfattet af momsfritagelsen, hvis leverandøren selvstændigt har til opgave at opfylde den momsfritagne transaktions specifikke og væsentlige funktioner. Efter præmis 66 i dommen vil det være afgørende i denne henseende, at leverandøren påtager sig et ansvar for opfyldelse af den momsfritagne transaktions specifikke og væsentlige funktioner.

Hvis de leverede ydelser derimod ikke, set under ét, tilsigter at opfylde den momsfritagne transaktions specifikke og væsentlige funktioner, vil det ikke være tilstrækkeligt til at anse ydelserne for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen, at ydelserne indgår som et led i en momsfritaget transaktion, der gennemføres af køberen af ydelserne, og måske endog er en nødvendig forudsætning for transaktionens gennemførelse, jf. ovenfor om arten af ydelserne.

Told- og skatteforvaltningen vil derfor tillægge det betydning, om en ydelse leveres af en underleverandør, der selvstændigt har ansvar for at gennemføre en momsfritaget transaktion, eller om der alene er tale om leverance af teknisk eller faktisk assistance. En underleverandør skal derfor have til opgave selvstændigt at udføre en fritaget ydelse, før ydelsen er omfattet af fritagelsen. Underleverandørens ansvar overfor opdragsgiveren skal ikke kun omfatte tekniske aspekter, men også den fritagne ydelses specifikke og væsentlige elementer, jf. dommens præmis 66.

EF-domstolen har senere udtalt sig tilsvarende om formidling af lån i sag C-453/05, Volker Ludwig, jf. denne doms præmisser 23, 27, 31-33, og 34.

Underleverandørydelser - Fakturering af de enkelte dele af transaktionen
I henhold til SDC-dommens præmisser 64 og 66 er ydelser som nævnt fritaget, hvis underleverandørens ydelser set under ét udgør en særskilt helhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en transaktion, der efter en af bestemmelserne i artikel 13, punkt B, litra d), er fritaget for moms.

Det er uden betydning for anvendelsen af fritagelsen, hvorledes faktureringen sker, herunder om der faktureres med specifikation af de enkelte dele af de pågældende ydelser. Det er derimod en betingelse for, at ydelserne kan være fritaget for moms, at de kan identificeres i forhold til leverandørens øvrige ydelser, jf. præmis 64.

Ikke gennemførte transaktioner
Da det er ydelsernes art, der er afgørende for, om de er omfattet af en fritagelse, jf. præmis 32, er det uden betydning, om transaktionerne faktisk gennemføres.

Den 25. februar 1999 afsagde EF-Domstolen dom i sagen C-349/96, Card Protection Plan Ltd., der vedrører fortolkningen af 6. direktivs artikel 13, punkt B, litra a) (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra a). Bestemmelsen er implementeret i den danske momslov i § 13, stk. 1, nr. 10.

Dommen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt CPP udførte to selvstændige ydelser, nemlig en momsfritaget forsikringstransaktion og en momspligtig kortregistreringsydelse, eller om de to ydelser udgjorde en hovedydelse og en biydelse, hvor biydelsen momsmæssigt skulle stilles som hovedydelsen. CPP tilbød mod vederlag sine kreditkortkunder en ordning, der havde til formål at begrænse det økonomiske tab og de ulemper, som kunderne udsattes for, såfremt deres kreditkort eller visse andre genstande, blev stjålet eller bortkom. Firmaet har ved tegning af en forsikring hos et forsikringsselskab opnået en én bloc-dækning for så vidt angår kortbeskyttelsesordningens regler om erstatning til kortkunder. Herunder leveres en række andre ydelser såsom bl.a. bistand ved adresseændringer, levering af sundhedskort eller rabatter ved leje af biler.

Domstolen udtaler i i dommens præmis 28, at når en transaktion består af en gruppe af omstændigheder og handlinger, skal der tages hensyn til samtlige omstændigheder ved den pågældende transaktion ved afgørelsen af, om transaktionen skal anses for en enkelt ydelse eller for flere ydelser.

En ydelse, der i økonomisk henseende er en enkelt ydelse, må ikke kunstigt opdeles for ikke at ændre momssystemets sammenhæng. Det må undersøges, hvad der særligt karakteriserer den pågældende transaktion, og herigennem afgøres, om den momspligtige person til forbrugeren, forstået som en gennemsnitsforbruger, leverer flere uafhængige hovedydelser eller en enkelt ydelse, jf præmis 29.

Der er tale om en enkelt ydelse i tilfælde, hvor et eller flere elementer skal anses for at udgøre hovedydelsen, og et eller flere elementer skal anses for sekundære ydelser (biydelser), der er afgiftsmæssigt stillet som hovedydelsen.

En ydelse skal anses for sekundær i forhold til en hovedydelse, når den ikke for kunderne udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser, jf. præmis 30.

I tilfælde, hvor tjenesteyderen fakturerer en samlet pris til kunderne for en ydelse, der består af flere elementer, kan det tale for, at der foreligger en enkelt ydelse. Men såfremt en nærmere undersøgelse viser, at kunderne uagtet enhedsprisen ønsker at erhverve to eller flere særskilte ydelser, skal den del af enhedsprisen, der er prisen for fritagne ydelser, adskilles fra den del af enhedsprisen, der er prisen for ydelser, der ikke er fritagne. I denne forbindelse skal den enkleste beregnings- eller ansættelsesmetode vælges, jf. præmis 31.

Se også afsnit D.11.10 om dommen.

SKAT skal momsmæssigt behandle en biydelse på samme måde som den hovedydelse, som biydelsen er en del af. Uafhængige hovedydelser skal derimod behandles selvstændigt.

Ved afgørelsen af, om en ydelse skal anses for en biydelse eller en uafhængig hovedydelse, skal der lægges vægt på, om ydelsen for den gennemsnitlige forbruger udgør et mål i sig selv eller et middel til at udnytte leverandørens hovedydelse. Ved den gennemsnitlige forbruger forstås i denne sammenhæng den gennemsnitlige aftager, uanset om aftagerne af ydelsen er private, virksomheder mv. eller begge dele.

Forhandlinger om optagelse af lån

EF-domstolen udtaler i præmisserne 19 og 20 i dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, at i hovedsagen må den omstændighed, at de ydelser, som DVAG og dettes underagent leverer, kun honoreres af de långivende finansielle institutioner, hvis de kunder, som den finansielle rådgiver har opsøgt og rådgivet, indgår en låneaftale, på den ene side indebære, at formidlingsydelsen anses for hovedydelsen, idet rådgivningsydelsen blot er en sekundær ydelse. Formidlingen af lån forekommer på den anden side at være den afgørende ydelse for låntagerne såvel som for de långivende finansielle institutioner, for så vidt som virksomhed som finansiel rådgiver blot udøves i den indledende fase og er begrænset til at bistå kunden i valget af de produkter, der er bedst tilpasset kundens situation og behov, blandt de forskellige finansielle produkter. Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at den omstændighed, at en afgiftspligtig person analyserer den finansielle situation for kunder, som han har taget kontakt til, med henblik på at finde lån, ikke er til hinder for anerkendelse af en låneformidlingsydelse, som er fritaget i medfør af sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1, hvis den låneformidlingsydelse, som den afgiftspligtige tilbyder, i lyset af de ovennævnte fortolkningselementer må anses for hovedydelsen, i forhold til hvilken den finansielle rådgivningsydelse er sekundær, hvorfor sidstnævnte ydelse afgiftsmæssigt er stillet som den første ydelse. Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om dette er tilfældet i den sag, den skal træffe afgørelse i.

Landsskatteretten fandt i SKM2009.334.LSR, at en ejendomsmæglerkædes formidling af realkreditlån for et realkreditselskab kunne anses for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Ydelser i tilknytning til formidlingen blev anset for biydelser til hovedydelsen med formidling af realkreditlån og derfor i momsmæssigt henseende sidestillet med hovedydelsen.

Skatterådet fandt i SKM2006.169.SR, der omhandler fritagelse for udbud af interessentskabsandele i ejendomsinteressentskaber, at den del af selskabets honorar, som vedrørte finansieringen af ejendomshandlerne, var momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, som formidling af lån. Det måtte dog være en betingelse for momsfrihed for denne del af honoraret, at låneformidlingen ikke blot skulle anses for en biydelse til selskabets momspligtige ydelser vedrørende købet af ejendommen på interessentskabets vegne. Låneformidlingen skulle således tjene et formål i sig selv, hvilket måtte anses for opfyldt, hvis den del af honoraret, som kunne henføres til låneformidlingen, ikke blot udgjorde en marginal del af honoraret for ydelserne vedrørende købet af ejendommen, jf. præmisserne 26-29 i EF-domstolens dom i sag C-200/04, ISt.

Skatterådet har i SKM2008.362.SR udtalt, at rådgivning, herunder finansiel rådgivning, som udgangspunkt er momspligtig. Finansiel rådgivning er dog momsfri, hvis rådgivningen alene udgør en biydelse til en momsfri ydelse, f.eks. en momsfri ydelse bestående i formidling af lån eller i forhandlinger om transaktioner vedrørende værdipapirer. Dvs. at rådgivningsydelsen for kunderne ikke udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser, jf. EF-domstolens domme i sagerne C-308/96 og C-94/97, Madgett og Baldwin, præmis 24, og i sag 349/96, Card Protection Plan Ltd, præmis 30.

Betingelsen om, at rådgivningsydelsen alene udgør en biydelse, vil være opfyldt, hvis vederlagt for rådgivningsydelserne alene udgør en ikke-væsentlig del af det samlede vederlag for virksomhedens ydelser til aftagerne af rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne. Jf. præmisserne 26-39 i EF-domstolens dom i sag C-200/04, ISt, samt SKM2006.169.SR og SKM2007.295.SR.

Dog vil rådgivningsydelserne alene udgøre en biydelse, også selvom vederlaget for rådgivningsydelserne udgør en væsentlig del af det samlede vederlag for rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne, hvis der efter en konkret vurdering er en så nær sammenhæng mellem rådgivningsydelser og formidlingsydelser, at det vil være kunstigt at anse både rådgivningsydelser og formidlingsydelser for selvstændige hovedydelser. Jf. præmisserne 15-20 i dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, og f.eks. domstolens dom i sag C-111/05, Aktiebolaget NN, samt afsnit D.2.3.2.

Forvaltning af værdipapirer

Skatterådet fandt i SKM2007.295.SR, at en række ydelser måtte anses for omfattet af begrebet forvaltning af værdipapirer. Rådet fandt tillige, at der ikke var tale om ydelser, der tilsammen udgør en særskilt enhed, der opfyldte de specifikke og væsentlige funktioner for en momsfritaget ydelse vedrørende værdipapirer, nemlig at rettigheder og forpligtelser for parterne i forbindelse med værdipapirerne opstår, ændres eller ophører. Nogle ydelser var dog momsfri i det omfang, at der var tale om biydelser til hovedydelser bestående i køb af værdipapirer fra kunden, salg af værdipapirer til kunden eller køb/salg på vegne af kunden. Andre ydelser kunne heller ikke anses for momsfrie ydelser. Disse andre ydelser kunne dog anses for biydelser til såvel momsfrie finansielle ydelser som til momspligtige forvaltningsydelser. Vederlaget for disse andre ydelser kunne derfor opdeles forholdsmæssigt i en momsfri del og en momspligtig del, medmindre vederlaget udgjorde en væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til aftagerne.

Udbetalinger af udbytter og andre udbetalinger i forbindelse med andele i fonde mv. til andelsejerne kunne anses for momsfrie hovedydelser. Det måtte dog forudsætte, at vederlaget for disse ydelser til andelsejerne udgjorde en væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til andelsejerne. Såfremt vederlaget for de øvrige ydelser til andelsejerne kun udgjorde en ikke-væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til andelsejerne kunne disse øvrige ydelser omvendt anses for biydelser til de momsfrie udbetalingsydelser.

Se evt. SKM2008.362.SR omtalt ovenfor.

Om biydelser og hovedydelser i øvrigt, se D.2.3.2.

Om fordelingen af enhedspriser mellem momsfrie og momspligtige ydelser, se G.1.1.

Den 13. december 2001 har EF-Domstolen afsagt dom i sagen C-235/00, CSC Financial Services Ltd., der vedrører fortolkningen af 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5 (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f). Bestemmelsen er implementeret i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e).

Dommen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt CSC, der leverede såkaldte "call center"-ydelser over for finansielle institutioner, udførte transaktioner eller forhandlinger vedrørende værdipapirer.

Begreberne formidling og forhandling benyttes i fritagelsesbestemmelserne i 6. momsdirektiv's artikel 13, punkt B, litra d), samt i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Begreberne har i denne forbindelse den samme betydning.

Domstolen siger i dommens præmis 38, at udtrykket "herunder forhandlinger" i direktivets artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5, ikke skal definere hovedindholdet af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

I den sammenhæng, hvori udtrykket "forhandlinger" indgår i artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5, tager det sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke selv er part i en kontrakt om et finansielt produkt, jf. præmis 39 i CSC-dommen og præmis 28 i dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig. Mellemmandens ydelser adskiller sig fra de kontraktmæssige ydelser, der typisk udføres af parterne i sådanne kontrakter. Mellemmandsvirksomhed er en tjenesteydelse, som udføres over for en kontraktpart, og som parten yder vederlag for, idet der er tale om en særskilt formidlingsvirksomhed. Formidlingsvirksomhed kan blandt andet bestå i at give opdragsgiveren oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en kontrakt om et finansielt produkt, at optage kontakt med den anden part og i opdragsgiverens navn og for dennes regning at føre forhandlinger om den nærmere fastlæggelse af de gensidige ydelser.

Formidlingsvirksomhed har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold, jf. præmis 39 i CSC-dommen og præmis 28 i Volker Ludwig-dommen.

Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår, jf. præmis 40 i CSC-dommen og præmis 31 i Volker Ludwig-dommen. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt. Den pågældende er dermed ikke en mellemmand.

SKAT skal ved anvendelsen af bestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, om momsfritagelse for formidling og forhandling vedrørende momsfrie transaktioner lægge vægt på, om den pågældende tjenesteyder er en uafhængig mellemmand mellem leverandøren og aftageren af en momsfri ydelse. Er dette tilfældet, kan mellemmandens ydelser til kontraktsparterne være omfattet af begreberne formidling og forhandling. Der skal herved lægges vægt på, om den pågældende har bemyndigelse til selvstændigt at forhandle og/eller indgå aftale på vegne af leverandøren eller aftageren af den momsfrie ydelse. Hvis den pågældende har forhandlet selvstændigt på vegne af en af parterne, er det ikke en hindring for fritagelse som formidling/forhandling, at opdragsgiveren efterfølgende skal godkende forhandlingsresultatet, før kontrakten kan anses for indgået.

Momsfri formidlingsvirksomhed kan dog begrænse sig til at give en part i en låneaftale eller en aftale om en anden finansiel transaktion oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt, jf. præmis 39 i Volker Ludwig-dommen. Det forudsætter imidlertid, at der er tale om en mellemmandsvirksomhed, der har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold, jf. dommens præmis 38.

Hvis den pågældende alene er underleverandør til leverandøren, indtager den pågældende samme position som sælgeren af det finansielle produkt og skal herefter behandles, som det fremgår af afsnit D.11.11.1.

Rådgivning

Landsskatteretten fandt i SKM2009.334.LSR, at en ejendomsmæglerkædes formidling af realkreditlån for et realkreditselskab kunne anses for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Ydelser i tilknytning til formidlingen blev anset for biydelser til hovedydelsen med formidling af realkreditlån og derfor i momsmæssigt henseende sidestillet med hovedydelsen.

Skatterådet har i SKM2008.362.SR udtalt, at rådgivning, herunder finansiel rådgivning, som udgangspunkt er momspligtig. Finansiel rådgivning er dog momsfri, hvis rådgivningen alene udgør en biydelse til en momsfri ydelse, f.eks. en momsfri ydelse bestående i formidling af lån eller i forhandlinger om transaktioner vedrørende værdipapirer. Dvs. at rådgivningsydelsen for kunderne ikke udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser, jf. EF-domstolens domme i sagerne C-308/96 og C-94/97, Madgett og Baldwin, præmis 24, og i sag 349/96, Card Protection Plan Ltd, præmis 30.

Betingelsen om, at rådgivningsydelsen alene udgør en biydelse, vil være opfyldt, hvis vederlagt for rådgivningsydelserne alene udgør en ikke-væsentlig del af det samlede vederlag for virksomhedens ydelser til aftagerne af rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne. Jf. præmisserne 26-39 i EF-domstolens dom i sag C-200/04, ISt, samt SKM2006.169.SR og SKM2007.295.SR.

Dog vil rådgivningsydelserne alene udgøre en biydelse, også selvom vederlaget for rådgivningsydelserne udgør en væsentlig del af det samlede vederlag for rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne, hvis der efter en konkret vurdering er en så nær sammenhæng mellem rådgivningsydelser og formidlingsydelser, at det vil være kunstigt at anse både rådgivningsydelser og formidlingsydelser for selvstændige hovedydelser. Jf. præmisserne 15-20 i dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, og f.eks. domstolens dom i sag C-111/05, Aktiebolaget NN, samt Momsvejledningen, afsnit D.2.3.2 og D.11.11.2.

Ny tekst startI SKM2010.390.SR bestod selskabet AA's ydelse i, at udvælge relevante og kvalificerede virksomheder til finansiering. AA indstiller virksomheder til BB, hvorefter BB's investeringskomite træffer endelig afgørelse om, hvilke virksomheder der skal investeres i. Det er AA, der forestår og afholder udgifter til forhandling og udarbejdelse af kontrakter i forbindelse med finansiering af porteføljevirksomheder. Skatterådet fandt på den baggrund, at AA kan anses for at være formidler af lån og investeringer mellem BB og de vækstvirksomheder, der investeres i. Råde lagde herved vægt på, at AA ikke har nogen selvstændig interesse i kontraktens indhold og ved forhandlinger og kontraktudarbejdelse handler i BB's navn. Det er endvidere AA, der forestår vedligeholdelse og afvikling af BB's udlån og investeringer. Skatterådet fandt, at den sidste ydelse må anses for at være en biydelse til AA's formidling af lån og investeringer til BB. Rådet lagde herved vægt på, at der er tale om, at AA forvalter samme udlån og investeringer, som AA også har forestået formidlingen af. Det forudsattes i den forbindelse, at den del af kapitaladministrationsgebyret, der udgør vederlag for biydelsen ikke udgør en væsentlig andel af det samlede vederlag.Ny tekst slut

Underagent

Underagenters ydelser er momsfrie som formidling/forhandling som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1-5, (Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra b) - f), når de leverede tjenesteydelser, set under ét, udgøre en særskilt helhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en momsfri formidlingsydelse. EF-domstolen har i sag C-453/05, Volker Ludwig, således udtalt, at det andet spørgsmål skal besvares med, at den omstændighed, at en afgiftspligtig person ikke ved kontrakt er knyttet til nogen af parterne i den låneaftale, til hvis indgåelse han har bidraget, og ikke direkte har kontakt med en af disse parter, ikke er til hinder for, at den afgiftspligtige person leverer en låneformidlingsydelse som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1. Om dommen se evt. ligeledes D.11.11.1, D.11.11.2 og D.11.11.4.2.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a), bestemmer, at långivning og formidling af lån samt långivers forvaltning af egne udlån er fritaget for moms.

Dette afsnit indeholder definitioner af, hvad man forstår ved långivning, formidling og forvaltning, det vil sige, hvilke ydelser der er momsfritaget efter "kernen" i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a).

Herudover indeholder afsnittet eksempler på de ydelser, der er momsfritaget som biydelser til hoved-/kerneydelserne i fritagelsesbestemmelsen eller til momsfrie formidlingsydelser. Eksemplerne er hentet fra bilaget til TSS-cirkulære 2003-29 om anvendelsesområdet for momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 - fritagelse for finansielle transaktioner. De oplistede eksempler på momsfritagelse af ydelser er ikke udtømmende. Det vil således altid bero på en konkret vurdering af den enkelte ydelse i den konkrete sag, hvorvidt den er fritaget for moms, herunder om der konkret er tale om en af de ydelser, der er nævnt i listens eksempler.

Eksemplerne vedrører alene den finansielle tjenesteyders, f.eks. et pengeinstitut, eller formidlerens levering af hoved- og biydelser. Der er således ikke tale om, at f.eks. en ejendomsmæglers vurdering af en potentiel låntagers faste ejendom, er momsfritaget, bortset fra i tilfælde, hvor vurderingen må anses for biydelse til et lån, som ejendomsmægleren søger at yde eller formidle. I øvrige tilfælde vil ejendomsmæglerens bistand være bistand af teknisk karakter og vil derfor - som beskrevet om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1 - ikke være omfattet af momsfritagelsen.

Hvorvidt ydelser leveret af en underleverandør eller en mellemmand er momsfritaget, skal således ikke afgøres af nedennævnte eksempler på biydelser fra finansielle tjenesteydere, som f.eks. pengeinstitutter og realkreditinstitutter, men derimod efter kriterierne i D.11.11.1 og D.11.11.3. Om biydelser til formidling, se dog afsnit D.11.11.4.2.

Långivning består i, at långiver giver en låntager ret til at disponere over et pengebeløb med pligt til at betale det lånte beløb tilbage på nærmere fastsatte vilkår.

Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut), der leverer en momsfri hovedydelse, skal derfor ikke lægge moms på den ydelse, der må anses som en biydelse til en momsfri hovedydelse.

Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut) som led i långivning, kan nævnes:

  • Kreditvurdering af låntager og vurdering af sikkerhedsstillelser.
  • Udarbejdelse af lånetilbud.
  • Udarbejdelse af lånedokument.
  • Udbetaling af låneprovenu, indfrielse og refinansiering af lån.
  • Gennemførelse af sikringsakter.
  • Rådgivning i forbindelse med långivningen.
  • Overvågning eller gennemgang af en låntagers forhold og låneengagement.
  • Udstedelse af kreditkort eller ID-kort med henblik på, at kortholder kan udnytte kreditten.
  • Saldooplysninger.
  • Levering af soliditetsoplysninger på baggrund af kundens engagement med den finansielle tjenesteyder. Øvrig kreditoplysningsvirksomhed er momspligtig.
  • Engagementsoversigter.
  • Indberetning til offentlige myndigheder.

Det forhold, at ovennævnte ydelser som biydelser kan faktureres momsfrit fra den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut) til dennes kunde, medfører ikke, at en evt. underleverandør kan levere ydelserne til den finansielle tjenesteyder uden at pålægge moms.

Underleverandøren kan undlade at lægge moms på vederlaget for ydelser til den finansielle tjenesteyder, hvis underleverandørens ydelser set under ét udgør en særskilt enhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en af de ydelser, der er momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, se om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1. F.eks. kan en edb-centrals medvirken ved udbetaling af et lån under visse omstændigheder være momsfri efter § 13, stk. 1, nr. 11, litra c. Modsat kan en edb-centrals indberetning af oplysninger til offentlige myndigheder, f.eks told- og skatteforvaltningen, om rentetilskrivning på kontoen, ikke antages at opfylde de væsentlige og specifikke funktioner for en betalingstransaktion og er derfor ikke momsfri, selvom indberetningen er lovpligtig.

Underleverandøren kan derudover undlade at lægge moms på ydelser, der efter en konkret vurdering må anses for en biydelse til en momsfri ydelse leveret af underleverandøren selv, jf. afsnit D.11.11.2.

Salg af varer eller kreditgivning
En kontoring (selskabet) i en større provinsby havde indgået samhandelsaftale med over 250 forretninger. Kundens køb finansieredes og administreredes af selskabet. Landsskatteretten anså ikke kontoringen for at drive momspligtig virksomhed med køb og salg af varer. Kontoringen var derimod omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, om finansielle aktiviteter. Se TfS 2000, 1019. I SKM2003.571.LSR fandt Landsskatteretten ligeledes, at et andelsselskab, der formidlede kontosalg mv., ikke kunne anses for at drive momspligtig virksomhed med køb og salg af varer, men var omfattet af § 13, stk. 1, nr. 11. Landsskatteretten lagde vægt på, at det er de forretninger, der er tilknyttet til andelsselskabet, der rent faktisk sælger og leverer varen til kortindehaveren, hvorimod andelsselskabets rolle er at yde kredit til kortindehaveren og at indestå for betaling af varen overfor forretningerne. Aftaleforholdet mellem andelsselskabet og kunden må således anses at bestå i, at kunden er kontohaver hos andelsselskabet. De enkelte forretninger må anses for leverandører af varen/ydelsen, og modtageren af denne levering må anses for kortindehaveren.

I sag C-185/01 Auto Lease Holland BV udtaler EF-domstolen, at begrebet "levering af et gode" i sjette momsdirektivs artikel 5, stk. 1, skal fortolkes således, at der i forbindelse med leasing af motorkøretøjer, der tillige omfatter en aftale om brændstofadministration, ikke foreligger en brændstoflevering fra leasinggiver til leasingtager, såfremt en leasingtager påfylder det leasede køretøj brændstof på tankstationer, selv om påfyldningen foretages i leasinggivers navn og for dennes regning.

Domstolen fandt, at aftalen om brændstofadministration således ikke er en kontrakt om levering af brændstof, men nærmere en kontrakt om finansiering af køb af brændstof. Auto Lease køber ikke brændstoffet for derefter at sælge det videre til leasingtageren, men leasingtageren køber brændstoffet og vælger frit brændstoffets kvalitet og mængde samt tidspunktet for købet. Auto Lease fungerer i virkeligheden som kreditgiver i forhold til leasingtageren. Om dommen se endvidere D.2.1.

Told- og Skattestyrelsen har i SKM2003.58.TSS taget stilling til dommens betydning for dansk praksis. Se D.2.1.

Se endvidere Østre Landsrets dom i SKM2006.399.ØLR, der ligeledes er omtalt i D.2.1.

Formidling af lån er omfattet af fritagelsen. Det fremgår af afsnit D.11.11.3, at formidlingsvirksomhed har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktsparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten. Fritagelsen omfatter både formidling på vegne af långiver og på vegne af låntager.

Hvis en formidler anvender en underagent, kan underagentens ydelser på nærmere bestemte betingelser også være momsfrie som formidlingsydelser. Se dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, der ligeledes er omtalt i afsnit D.11.11.1 og D.11.11.3.

Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den tjenesteyder, der leverer en momsfri ydelse, skal derfor ikke lægge moms på biydelser, der indgår som en del af den momsfrie ydelse.

Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af en finansiel tjenesteyder eller en anden mellemmand som led i formidling af lån, kan nævnes:

  • Kreditvurdering af låntager og vurdering af sikkerhedsstillelser.
  • Udarbejdelse af lånetilbud.
  • Forundersøgelser til brug for fastlæggelsen af aftalevilkårene eller dele af disse.
  • Rådgivning i forbindelse med formidling af lån.
  • Deltagelse i udbetaling af låneprovenu, indfrielse og refinansiering af lån.
  • Udarbejdelse af lånedokumenter, når den, der udarbejder dokumentet, samtidig helt eller delvist på vegne af en eller evt. begge aftaleparter har bemyndigelse til at fastlægge lånevilkårene.
  • Gennemførelse af sikringsakter.

Mn. 520/78 og Mn. 546/78 må på baggrund af SDC-dommen og CSC-dommen anses for forældede. Efter disse afgørelser omfattede momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, ejendomsmægleres og advokaters behandling af lånesager, herunder udstedelse af lånedokumenter og rådgivning herom. Ejendomsmægleres og advokaters behandling af lånesager kan fremover kun anses for at være omfattet af fritagelsen, hvis ejendomsmægleren eller advokaten efter en konkret vurdering kan anses for formidler af lån, jf. afsnit D.11.11.3.

EF-domstolen udtaler i dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, at i hovedsagen må den omstændighed, at de ydelser, som DVAG og dettes underagent leverer, kun honoreres af de långivende finansielle institutioner, hvis de kunder, som den finansielle rådgiver har opsøgt og rådgivet, indgår en låneaftale, på den ene side indebære, at formidlingsydelsen anses for hovedydelsen, idet rådgivningsydelsen blot er en sekundær ydelse. Formidlingen af lån forekommer på den anden side at være den afgørende ydelse for låntagerne såvel som for de långivende finansielle institutioner, for så vidt som virksomhed som finansiel rådgiver blot udøves i den indledende fase og er begrænset til at bistå kunden i valget af de produkter, der er bedst tilpasset kundens situation og behov, blandt de forskellige finansielle produkter. Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at den omstændighed, at en afgiftspligtig person analyserer den finansielle situation for kunder, som han har taget kontakt til, med henblik på at finde lån, ikke er til hinder for anerkendelse af en låneformidlingsydelse, som er fritaget i medfør af sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1, hvis den låneformidlingsydelse, som den afgiftspligtige tilbyder, i lyset af de ovennævnte fortolkningselementer må anses for hovedydelsen, i forhold til hvilken den finansielle rådgivningsydelse er sekundær, hvorfor sidstnævnte ydelse afgiftsmæssigt er stillet som den første ydelse. Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om dette er tilfældet i den sag, den skal træffe afgørelse i.

Landsskatteretten fandt i SKM2009.334.LSR, at en ejendomsmæglerkædes formidling af realkreditlån for et realkreditselskab kunne anses for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Ydelser i tilknytning til formidlingen blev anset for biydelser til hovedydelsen med formidling af realkreditlån og derfor i momsmæssigt henseende sidestillet med hovedydelsen.

Skatterådet fandt i SKM2006.169.SR, der omhandler fritagelse for udbud af interessentskabsandele i ejendomsinteressentskaber, på baggrund af det oplyste om fuldmagtsforholdene mellem interessenterne og selskabet, at selskabet måtte anses for at opfylde kriterierne for som en uafhængig mellemmand at have ført forhandlinger på vegne af interessentskaberne om optagelse af lån. Den del af selskabets honorar, som vedrørte finansieringen af ejendomshandlerne, var derfor momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, som formidling af lån. Det måtte dog være en betingelse for momsfrihed for denne del af honoraret, at låneformidlingen ikke blot skulle anses for en biydelse til selskabets momspligtige ydelser vedrørende købet af ejendommen på interessentskabets vegne. Låneformidlingen skulle således tjene et formål i sig selv, hvilket måtte anses for opfyldt, hvis den del af honoraret, som kunne henføres til låneformidlingen, ikke blot udgjorde en marginal del af honoraret for ydelserne vedrørende købet af ejendommen, jf. præmisserne 26-29 i EF-domstolens dom i sag C-200/04, ISt. Se evt. D.11.11.2.

Skatterådet har i SKM2008.362.SR bekræftet, at en virksomheds aktiviteter kan anses for momsfri som formidling/forhandling vedrørende finansielle transaktioner. Der er tale om en uafhængig mellemmand, der dels undersøger de relevante markeder generelt og konkrete finansielle tjenesteyderes produkter. Derudover holder virksomheden sig løbende underrettet om egne kunders finansieringsbehov, porteføljesammensætning og relevante forhold i øvrigt. På denne baggrund fremsætter virksomheden over den enkelte kunde konkrete løsningsforslag med oplysninger om, på hvilken måde kunden bedst kan optage eller omlægge lån, samt købe eller sælge optioner og terminskontrakter. Se evt. D.11.11.2.

Skatterådet har i SKM2008.373.SR truffet afgørelse om, at indtægterne fra en internetportal, der formidlede lån til låntagere i den 3. verden, var momsfritagne efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Portalens formål var således at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold.

Fritagelsen omfatter forvaltning af egne udlån, herunder tvangsinddrivelse og inkasso i forbindelse med egne udlån.

Som eksempler på fritagne transaktioner kan nævnes:

  • Kreditors salg af pantsatte aktiver som led i inddrivelse af det udlånte beløb er momsfri, når kreditor ikke har været vareleverandør eller i øvrigt anvendt aktivet som led i momspligtig virksomhed.
  • Ydelse af henstand udover leveringstidspunktet med betaling af prisen for varer og ydelser er omfattet af fritagelsen, jf. EF-Domstolens dom i sag C-281/91, Muys' en De Winter's Bouw- en Aannemingsbedrijf BV. 
  • Belåning af fakturaer i forbindelse med factoring er momsfri, hvorimod administrationsdelen er momspligtig.

En konto i et stormagasin med mulighed for køb op til et bestemt beløb må sidestilles med en kassekredit, og administration af kontoen er derfor fritaget for moms.

Derimod er det en momspligtig transaktion, når en factoringvirksomhed opkøber fordringer med overtagelse af tabsrisikoen og fakturerer sine kunder et gebyr for den ydelse til sælger, der består i at frigøre kunden (sælger af fordringen) fra inddrivelsen af fordringer og fra risikoen for misligholdelse af betalingen, jf. EF-domstolens dom i sag C-305/01, MKG-Kraftfahrzeuge-Factoring GmbH.

Forvaltning præsteret af en anden virksomhed end den, der har ydet lånet, dvs. af tredjemand, er momspligtig. Som eksempel kan nævnes vederlag (gebyr) til et pengeinstitut mv. for at forvalte et pantebrev, en købekontrakt eller en vareveksel for en kunde.

I SKM2007.338.SR fandt Skatterådet, at der skal betales moms af advokatydelser i sager vedrørende mortifikation af pantebreve for pengeinstitutter og privatpersoner. Det bemærkes, at forvaltning præsteret af en anden virksomhed end den, der har ydet lånet, dvs. af tredjemand, er momspligtig, herunder vederlag for at forvalte pantebrev og for inkasso af andres fordringer, jf. SKM2001.9.ØLR. Advokatsalær for mortifikation o.lign. for pengeinstitutter og privatpersoner må sidestilles hermed.

Oprettelsesgebyr
Landsskatteretten har i SKM2001.456.LSR fastslået, at en virksomheds opkrævning af oprettelsesgebyrer i forbindelse med virksomhedens finansiering af købekontrakter vedrørende salg på kredit er fritaget for moms.

Af de i landsskatteretssagen foreliggende oplysninger fremgår, at oprettelsesgebyrerne alene er opkrævet ved kreditkøbsaftaler, og der er indgået særskilt finansieringsaftaler med køberne af varerne. Gebyrerne har endvidere en ensartet størrelse uafhængigt af, for hvilke beløb kunden i øvrigt har købt varerne hos leverandøren. Låneaftalen er endvidere udskilt fra selve hovedtransaktionen, nemlig leveringen af varerne.

Landsskatteretten henviste til, at EF-domstolen i sag C-281/91 (Muys'en De Winter's Bouwén) fastslog, at momsdirektivs art. 13, pkt. B, litra d, nr. 1, i 6. momsdirektiv skal fortolkes således, at en leverandør af goder eller tjenesteydelser, der giver kunden henstand med betaling af prisen mod erlæggelse af renter, principielt må antages at yde et afgiftsfritaget lån i denne direktivbestemmelses forstand. Landsskatteretten fandt herefter, at momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, må fortolkes således, at en leverandørs ydelse af henstand med betaling af prisen udover leveringstidspunktet kan anses som ydelse af et lån omfattet af fritagelsesbestemmelsen. Vederlaget for denne ydelse er således ikke afgiftspligtigt. Da oprettelsesgebyret må anses som en del af vederlaget for denne ydelse, må gebyret anses som momsfritaget.

Landsskatteretskendelsen fører til, jf. TSS-cirkulære 2002-06 af 14. februar 2002, at når et oprettelsesgebyr kan henføres til ydelse af lån fører det til, at disse gebyrer ikke kan medregnes i afgiftsgrundlaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.

Virksomheder, der opkræver oprettelsesgebyrer vedrørende virksomhedens finansiering af købekontrakter i forbindelse med salg af varer og ydelser på kredit, skal herefter ikke medregne gebyrerne til virksomhedens afgiftsgrundlag, jf. momslovens § 27, stk. 2, nr. 5. Der henvises i øvrigt til G.1.2.5.

Rykkergebyr
I SKM2003.541.LSR har Landsskatteretten truffet afgørelse om, at et selskabs rykkergebyrer ved for sen betaling af momspligtige leasingydelser ikke var momspligtige. Landsskatteretten finder, at de på forhånd aftalte rykkergebyrer må anses for et standardiseret og objektivt grundlag for den godtgørelse af omkostninger i forbindelse med påmindelse af betalingskravet, som selskabet kan kræve for tab ved ikke at modtage den aftalte pengeydelse til den aftalte tid. Tabet består i denne situation af udgifter til iværksættelse af rykkerprocedure m.v. Den godtgørelse af omkostninger, som finder sted ved rykkergebyrerne må anses for at være af en anden karakter end de af 6. momsdirektiv artikel 11, pkt. A, stk. 2, litra b, omfattede biomkostninger, og ses i hvert fald ikke med hjemmel i den danske momslov at kunne medregnes som vederlag for en leverance, og må som følge heraf anses for at falde uden for momslovens anvendelsesområde, jf. § 4, stk. 1. Se også afsnit D.2.4 og G.1.2.2. Som følge af SKM2003.541.LSR er praksis i henhold til TSS-cirkulære 2005-05 herefter, at rykkergebyrer ikke skal betragtes som en del af vederlaget, men som en erstatning, der falder uden for momslovens anvendelsesområde.

Gebyrer i forsyningssektoren
Told- og Skattestyrelsen har i SKM2004.273.TSS udtalt sig om, hvorvidt en række gebyrer er omfattet af momslovens anvendelsesområde. Forespørgslen vedrørte gebyrer inden for forsyningssektoren.

Efter det oplyste opkræves der i forsyningssektoren således typisk gebyrer for:

  1. Rykkerskrivelser.
  2. Inkassomeddelelser (en rykkerskrivelse, hvor debitor rykkes og samtidig får besked om risikoen for forestående inkasso).
  3. Personligt fremmøde hos debitor ved forsyningsvirksomhedens egen opkræver (inkassobesøg).
  4. Lukkebesøg, hvor forsyningsvirksomheden igen søger beløbet inddrevet. Betales det skyldige beløb ikke, lukker forsyningsvirksomheden afhængig af det konkrete forhold for el, vand, varme mv.
  5. Åbnebesøg, hvor forsyningsvirksomheden igen åbner for el, vand, varme mv. I visse forsyningsselskaber opkræves der et samlet lukke-/åbnegebyr.
  6. Indgåelse af betalingsaftaler i forlængelse af den misligholdte fordring.

For så vidt angår de under pkt. 1 - 4 nævnte gebyrer falder gebyrerne uden for momslovens anvendelsesområde. Der henvises til Landsskatterettens kendelse i SKM2003.541.LSR, hvorefter et selskabs rykkergebyrer ved for sen betaling af momspligtige leasingydelser ikke var momspligtige.

For så vidt angår gebyret nævnt under pkt. 5 fandt styrelsen, at gebyr for åbnebesøg må anses for momspligtige. Der henvises til, at gebyret må anses for vederlag for den ydelse, der består i, at kunden igen kan modtage leverancer af el, vand eller varme.

For så vidt angår gebyret nævnt under pkt. 6 fandt styrelsen, at uanset, at betalingsaftalen af forsyningsselskabet indgås med det formål at begrænse forsyningsselskabets udestående fordring og inddrive den på den mest hensigtsmæssige måde, er gebyret omfattet af momsloven. Gebyret er dog momsfrit efter lovens § 13, stk. 1, nr. 11. Styrelsen lagde vægt på, at en betalingsaftale må anses for en gensidigt bebyrdende aftale, der medfører retlige og økonomiske ændringer i forholdet mellem parterne. Gebyret må derfor anses for vederlag for en tjenesteydelse, jf. EF-domstolens dom i sag C-16/93, Tolsma, og senere domme. Som nævnt må gebyret dog anses for momsfrit efter § 13, stk. 1, nr. 11, efter samme betragtninger som i Landsskatterettens første offentliggjorte kendelse om oprettelses- og rykkergebyrer i SKM2001.456.LSR.

Gebyrer-Fremsendelse af girokort til skyldnere
Landsskatteretten fandt i SKM2005.529.LSR, at et inkassofirmas opkrævning af gebyr for fremsendelse af girokort pr. rate til skyldnere, der havde indgået en afdragsordning, var momspligtig. Landsskatteretten bemærkede, at firmaets fremsendelse af et girokort til skyldnere i forbindelse med klagerens administration af indgåede betalingsaftaler, måtte anses som en ydelse overfor skyldnerne, hvorved disse får mulighed for på en nem og hensigtsmæssig måde at indbetale de aftalte afdrag, mod samtidig at betale et forud fastsat vederlag herfor på 30 kr.

Som følge heraf og i overensstemmelse med principperne fastslået af EF-Domstolen i sag C-16/93 (R. J. Tolsma), præmis 14,  fandtes der at foreligge en ydelse mod vederlag omfattet af momslovens § 4, stk. 1. Den omstændighed, at gebyret og anvendelsen af det fremsendte girokort efter klagerens oplysninger var frivillig, fandtes ikke i sig selv at kunne fratage fremsendelsen af girokortet karakteren af en ydelse i momslovens § 4, stk. 1's, forstand, når skyldneren rent faktisk betalte gebyret, jævnfør herved EF-Domstolens dom af 17. september 2002 i sag C-498/99 (Town & County Factors Ltd). Der forelå ikke et rykkergebyr, idet der ikke var tale om et gebyr, der opkrævedes som følge af en betalingsmisligholdelse, men derimod opkrævedes beløbet som følge af debitors valg af en bestemt betalingsform i forbindelse med en afdragsordning. Praksis vedrørende rykkergebyrer fandt således ikke anvendelse. Fritagelse af gebyret efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a), kunne endvidere ikke ske, da dette forudsatte, at den pågældende ydelse relaterede sig i tilknytning til en långivers forvaltning af egne udlån og ikke som her klagerens forvaltning af andres udlån, jævnfør herved momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), in fine og Østre Landsrets dom af 12. januar 2001, offentliggjort i SKM2001.9.ØLR. I øvrigt fandt momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, heller ikke anvendelse, idet der var tale om et gebyr, der måtte anses som opkrævet som led i inkassovirksomheden.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra b), bestemmer, at sikkerheds- og garantistillelse, herunder forhandlinger herom, samt forvaltning af kreditgarantier ved den, der har ydet kreditten, er fritaget for moms.

Bestemmelsen gennemfører i dansk ret Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra c) (tidligere sjette momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 2), der fritager formidling og indgåelse af forpligtelser om sikkerhedsstillelse og andre former for sikkerhed og garantier samt forvaltning af kreditgarantier ved den person, der har ydet kreditten.

Dette afsnit indeholder definitioner af, hvad man forstår ved sikkerheds- og garantistillelse, forhandling herom, og forvaltning af kreditgarantier, det vil sige, hvilke ydelser der er momsfritaget efter "kernen" i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra b).

Herudover indeholder afsnittet eksempler på de ydelser, der er momsfritaget som biydelser til hoved-/kerneydelserne i fritagelsesbestemmelsen. Eksemplerne er hentet fra bilaget til TSS-cirkulære 2003-29 om anvendelsesområdet for momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 - fritagelse for finansielle transaktioner. De oplistede eksempler på momsfritagelse af ydelser er ikke udtømmende. Det vil således altid bero på en konkret vurdering af den enkelte ydelse i den konkrete sag, hvorvidt den er fritaget for moms, herunder om der konkret er tale om en af de ydelser, der er nævnt i listens eksempler.

Eksemplerne vedrører alene den finansielle tjenesteyders, f.eks. et pengeinstitut, levering af hoved- og biydelser. Hvorvidt ydelser leveret af en underleverandør eller en mellemmand er momsfritaget, skal således ikke afgøres af nedennævnte eksempler, men derimod som beskrevet under det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1 og som beskrevet i afsnit D.11.11.3. Om formidling/forhandling, herunder biydelser, se dog afsnit D.11.11.5.3.

Sikkerheds- og garantistillelse består i, at der stilles en sikkerhed/garanti for opfyldelsen af en forpligtelse på nærmere fastsatte vilkår. Sikkerheds- og garantistillelse omfatter bl.a.:

  • garanti for udbetaling af realkreditlån,
  • garanti for ejendomshandel,
  • indeståelse og tabsgaranti for realkreditinstitutter,
  • betalingsgarantier,
  • arbejds- og tilbudsgarantier,
  • import- og eksportremburser,
  • garantier for toldkreditter,
  • indeståelser,
  • kautioner,
  • endossementsforpligtelser ved rediskontering af veksler, samt
  • afgivelse af vekselaccepter.

Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut), der leverer en momsfri hovedydelse, skal derfor ikke lægge moms på den ydelse, der må anses som en biydelse til en momsfri hovedydelse.

Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut) som led i sikkerheds- og garantistillelse, kan nævnes:

  • Kreditvurdering af den, der stilles sikkerhed for.
  • Udarbejdelse af tilbud om garanti- eller sikkerhedsstillelse.
  • Udarbejdelse af garantidokument.
  • Gennemførelse af sikringsakter.
  • Rådgivning i forbindelse med garanti- eller sikkerhedsstillelsen.

Det forhold, at ovennævnte ydelser som biydelser kan faktureres momsfrit fra den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut) til dennes kunde, medfører ikke, at en evt. underleverandør kan levere ydelserne til den finansielle tjenesteyder uden at pålægge moms.

EF-domstolen har i sag C-455/05, Velvet & Steel Immobilien und Handels GmbH, udtalt, at sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 2, skal fortolkes således, at begrebet »indgåelse af forpligtelser« indebærer, at andre typer af forpligtelser end finansielle forpligtelser, såsom forpligtelsen til at renovere en fast ejendom, er udelukket fra bestemmelsens anvendelsesområde.

Forvaltning af kreditgarantier ved den, der har ydet kreditten, er omfattet af fritagelsen.

Forvaltning af kreditgarantier udført af en anden virksomhed end den, der har ydet kreditterne, er ikke omfattet af fritagelsen. Som eksempel kan nævnes vederlag for den løbende forvaltning af kreditgarantier (sikkerhedsstillelser) af en anden virksomhed end den, der har ydet kreditterne.

Forvaltning af sikkerhedsdepoter er fritaget, såfremt forvaltningen varetages af det pengeinstitut, der har ydet lånet med sikkerhed i de effekter, der beror i depotet. Fritagelsen omfatter dog ikke forvaltningen af de værdipapirer, der beror i depotet, jf. det under afsnit D.11.11.8.1 anførte om fritagelse efter § 13, stk. 1, nr. 11, litra e).

Forvaltning af købekontrakter for andre er momspligtig. Det gælder også, selv om købekontrakten er stillet til sikkerhed. Vederlag (gebyr) til et pengeinstitut m.v. for at forvalte et pantebrev eller en vareveksel for en kunde er ligeledes momspligtigt, jf. det under afsnit  anførte om fritagelsen efter § 13, stk. 1, nr. 11, litra e).

Forhandlinger om sikkerheds- og garantistillelse er omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra b).

Som det fremgår i afsnit D.11.11.3, skal udtrykket "herunder forhandlinger" ikke definere hovedindholdet af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

I den sammenhæng, hvor udtrykket "forhandlinger" indgår i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, tager det således sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke selv er part i en kontrakt om et finansielt produkt. Formidlingsvirksomhed har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt. Den pågældende er dermed ikke en mellemmand.

Udfærdigelse af pantebreve og andre tilsvarende dokumenter, der tjener som garanti- eller sikkerhedsstillelse, er omfattet af fritagelsen for forhandlinger, når den, der udfærdiger dokumentet, samtidig helt eller delvist på vegne af en eller evt. begge aftaleparter har bemyndigelse til at fastlægge vilkårene for garantien eller sikkerhedsstillelsen.

Gennemførelse af sikringsakter er omfattet af fritagelsesbestemmelsen, når det er den, som har stillet en sikkerhed/garanti eller har forhandlet herom på vegne af en eller begge parter, der gennemfører sikringsakten.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), bestemmer, at transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer, er fritaget for moms.

Dette afsnit indeholder definitioner af, hvad man forstår ved transaktioner vedrørende anbringelse af midler, betalinger mv., og forhandling herom. Det vil sige, hvilke ydelser der er momsfritaget efter "kernen" i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c).

Herudover indeholder afsnittet eksempler på de ydelser, der er momsfritaget som biydelser til hoved-/kerneydelserne i fritagelsesbestemmelsen. Eksemplerne er hentet fra bilaget til TSS-cirkulære 2003-29 om anvendelsesområdet for momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 - fritagelse for finansielle transaktioner. De oplistede eksempler på momsfritagelse af ydelser er ikke udtømmende. Det vil således altid bero på en konkret vurdering af den enkelte ydelse i den konkrete sag, hvorvidt den er fritaget for moms, herunder om der konkret er tale om en af de ydelser, der er nævnt i listens eksempler.

Eksemplerne vedrører alene den finansielle tjenesteyders, f.eks. et pengeinstitut, levering af hoved- og biydelser. Hvorvidt ydelser leveret af en underleverandør eller en mellemmand er momsfritaget, skal således ikke afgøres af nedennævnte eksempler, men derimod som beskrevet under det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1 og i afsnit D.11.11.3.

Forhandlinger vedrørende anbringelser af midler, kontokurantkonti, betalinger, checks, overførsler og fordringer er omfattet af fritagelsen.

Som det fremgår i afsnit D.11.11.3, skal udtrykket "herunder forhandlinger" ikke definere hovedindholdet af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

I den sammenhæng, hvor udtrykket "forhandlinger" indgår i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, tager det således sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke selv er part i en kontrakt om et finansielt produkt. Formidlingsvirksomhed har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt. Den pågældende er dermed ikke en mellemmand.

Fritagelsen omfatter formidlers rådgivning i forbindelse med de omfattede transaktioner.

Transaktioner vedrørende anbringelse af midler og kontokurantkonti kan bestå i, at der sker

  • oprettelse af indlånskonti, pensionsopsparinger og andre opsparingsordninger.
  • indsættelse og hævning af midler på kontiene er ligeledes omfattet, herunder placering af pensionsmidler i værdipapirer efter aftale med kunden.

Skatterådet fandt i SKM2007.294.SR, at da telefonkort og kundekonti hos mobilselskaber er omfattet af betalingsmiddelloven, er evt. vederlag for at stille kort og konti til rådighed for kunden momsfri som transaktioner vedrørende kontokurantkonti, betalinger og overførsler.

Landsskatteretten har senere i SKM2008.343.LSR slået fast, at den ikke-forbrugte saldo ikke kan anses for vederlag for en leverance i de tilfælde, hvor det er aftalt mellem teleselskabet og kunden, at forudbetalte beløb, der ikke er anvendt inden en vis dato, tilkommer teleselskabet.

Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den tjenesteyder, der leverer en momsfri ydelse, skal derfor ikke lægge moms på biydelser, der indgår som en del af den momsfrie ydelse.

Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af den finansielle tjenesteyder som led i anbringelse af midler eller i forbindelse med kontokurantkonti, kan nævnes:

  • Renteberegning.
  • Indberetning til offentlige myndigheder.
  • Levering af soliditetsoplysninger på baggrund af kundens engagement med den finansielle tjenesteyder. Øvrig kreditoplysningsvirksomhed er momspligtig.
  • Oplysninger om bankindestående m.v.
  • Kontoudtog og engagementsoversigter.
  • Beregning af skat og afgift ved ophævelse af pensionsordninger.
  • Budgetkonti, herunder økonomiske konsekvensberegninger til vurdering af kundens behov.

Det forhold, at ovennævnte ydelser efter en konkret vurdering som biydelser kan faktureres momsfrit fra den finansielle tjenesteyder til dennes kunde, medfører ikke, at en evt. underleverandør kan levere ydelserne til den finansielle tjenesteyder uden at pålægge moms.

Underleverandøren kan undlade at lægge moms på vederlaget for ydelser til den finansielle tjenesteyder, hvis underleverandørens ydelser set under ét udgør en særskilt enhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en af de ydelser, der er momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, se om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1. F.eks. kan en edb-centrals medvirken ved anbringelse af midler eller førelse af en kontokurantkonto under visse omstændigheder være momsfri efter § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, som betalingstransaktioner.

Underleverandøren kan derudover undlade at lægge moms på ydelser, der efter en konkret vurdering må anses for en biydelse til en momsfri ydelse leveret af underleverandøren selv, jf. afsnit D.11.11.2.

Transaktioner vedrørende betalinger, checks, overførsler og fordringer består i, at der sker overførsel af midler kontant, elektronisk, f.eks. via en edb-central eller via SWIFT, eller på baggrund af udarbejdede dokumenter på nærmere fastsatte vilkår. Betalinger, overførsler og betalingsformidling kan finde sted via underleverandør, f.eks. PBS. Kunden kan tildeles direkte adgang til underleverandøren via en adgangskode eller anden identifikation, der meddeles af den finansielle tjenesteyder.

Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den tjenesteyder, der leverer en momsfri ydelse, skal derfor ikke lægge moms på biydelser, der indgår som en del af den momsfrie ydelse.

Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af den finansielle tjenesteyder som led i betalinger m.v. kan nævnes:

  • Udarbejdelse af tilbud om at udføre fritagne betalingstransaktioner.
  • Udstedelse af betalingskort og ID-kort med henblik på, at kortholder kan gennemføre en fritagen transaktion.
  • Den finansielle tjenesteyders spærring af disse kort.
  • Fremfinding af bilag til dokumentation for hævninger.
  • Udsendelse af kontoudtog, årsopgørelser mv.

Det forhold, at ovennævnte ydelser efter en konkret vurdering som biydelser kan faktureres momsfrit fra den finansielle tjenesteyder til dennes kunde, medfører ikke, at en evt. underleverandør kan levere ydelserne til den finansielle tjenesteyder uden at pålægge moms.

Underleverandøren kan undlade at lægge moms på vederlaget for ydelser til den finansielle tjenesteyder, hvis underleverandørens ydelser set under ét udgør en særskilt enhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en af de ydelser, der er momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, se om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1. F.eks. kan en edb-centrals medvirken ved gennemførelse af betalingstransaktioner under visse omstændigheder være momsfri efter § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, som en betalingstransaktion.

Underleverandøren kan derudover undlade at lægge moms på ydelser, der efter en konkret vurdering må anses for en biydelse til en momsfri ydelse leveret af underleverandøren selv, jf. afsnit D.11.11.2.

I SKM2005.265.LSR har Landsskatteretten truffet afgørelse om, at de af et selskab leverede ydelser i form af drift og vedligeholdelse af HomeBanking system ikke kan anses for omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c og e. Der er herved henset til, at der er tale om ydelser i form af teknisk eller faktisk assistance, og at disse ydelser ikke opfylder specifikke og væsentlige funktioner for de transaktioner, der gennemføres i HomeBanking systemet, jf. præmis 66 i EF-domstolens dom i sag C-2/95 (SDC) samt punkt 30-32 i TSS-cirkulære 2003-29.

Skatterådet fandt i SKM2007.295.SR, at udbetalinger af udbytter og andre udbetalinger i forbindelse med andele i fonde mv. til andelsejere kunne anses for momsfrie hovedydelser. Det måtte dog forudsætte, at vederlaget for disse ydelser til andelsejerne udgjorde en væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til andelsejerne. Såfremt vederlaget for de øvrige ydelser til andelsejerne kun udgjorde en ikke-væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til andelsejerne kunne disse øvrige ydelser omvendt anses for biydelser til de momsfrie udbetalingsydelser.

Skatterådet kunne i SKM2009.772.SR bekræfte, at spørger ikke skulle afregne dansk moms af de samlede beløb, der passerer gennem hans danske bankkonto for den udenlandske virksomheds leverancer til dennes danske kunder. For så vidt den andel af beløbene, som fradrages til dækning af spørgers vederlag, vil spørger skulle afregne moms jf. momslovens § 4, stk. 1, da spørgers leverancer ikke kan karakteriseres som momsfrie betalingsoverførsler.

Betalings- og kreditkortgebyrer

Told- og Skattestyrelsen har i TSS-cirkulære nr. 40 af den 16. december 2004 meddelt, at det er Skatteministeriet opfattelse, at det gebyr, som virksomhederne fra 1. januar 2005 i medfør af § 14 i lov om visse betalingsmidler (betalingsmiddelloven) kan opkræve fra deres kunder, når kunderne betaler med Dankort m.v., må anses for et særskilt vederlag for en betalingstransaktion omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Gebyret er derfor momsfrit.

Hvis virksomheden ikke opkræver et særskilt gebyr for kundens brug af Dankort m.v. som betalingsmiddel, skal virksomhedens udgift til betalingstransaktionen fortsat indgå i momsgrundlaget for den leverede vare eller ydelse, jf. momslovens § 27, stk. 1. Det gebyr, som virksomheden i denne situation selv skal betale til indløseren, jf. betalingsmiddellovens § 14, kan således ikke modregnes i momsgrundlaget for den leverede vare eller ydelse.

Det samme gælder, hvis virksomheden i faktura, på kassebon eller lign. opkræver et gebyr for kundens brug af Dankort m.v., men ikke opkræver et samlet vederlag for leveringen, der er større end ved kontant betaling. Se afsnit G.1.1 og G.1.2.2.

Telekort

Told- og Skattestyrelsen fandt i TfS 1995, 389, at telefonkort, dvs. magnetkort med et givet dispositionsbeløb, som er påtrykt kortet, og som kan anvendes til telefonsamtaler i dertil indrettede automater i Danmark, kan betragtes som et betalingsmiddel. De i TfS 1998, 287 omhandlede forudbetalte telekort (PrePaid Calling Cards) er derimod momspligtige.

Skatterådet fandt i SKM2007.294.SR, at da telefonkort og kundekonti hos mobilselskaber er omfattet af betalingsmiddelloven, er evt. vederlag for at stille kort og konti til rådighed for kunden momsfri som transaktioner vedrørende kontokurantkonti, betalinger og overførsler.

Landsskatteretten har senere i SKM2008.343.LSR slået fast, at den ikke-forbrugte saldo ikke kan anses for vederlag for en leverance i de tilfælde, hvor det er aftalt mellem teleselskabet og kunden, at forudbetalte beløb, der ikke er anvendt inden en vis dato, tilkommer teleselskabet.

Gebyrer-Fremsendelse af girokort til skyldnere

Landsskatteretten fandt i SKM2005.529.LSR, at et inkassofirmas opkrævning af gebyr for fremsendelse af girokort pr. rate til skyldnere, der havde indgået en afdragsordning, var momspligtig. Landsskatteretten bemærkede, at firmaets fremsendelse af et girokort til skyldnere i forbindelse med klagerens administration af indgåede betalingsaftaler, måtte anses som en ydelse overfor skyldnerne, hvorved disse får mulighed for på en nem og hensigtsmæssig måde at indbetale de aftalte afdrag, mod samtidig at betale et forud fastsat vederlag herfor på 30 kr.

Som følge heraf og i overensstemmelse med principperne fastslået af EF-Domstolen i sag C-16/93 (R. J. Tolsma), præmis 14,  fandtes der at foreligge en ydelse mod vederlag omfattet af momslovens § 4, stk. 1. Den omstændighed, at gebyret og anvendelsen af det fremsendte girokort efter klagerens oplysninger var frivillig, fandtes ikke i sig selv at kunne fratage fremsendelsen af girokortet karakteren af en ydelse i momslovens § 4, stk. 1's, forstand, når skyldneren rent faktisk betalte gebyret, jævnfør herved EF-Domstolens dom af 17. september 2002 i sag C-498/99 (Town & County Factors Ltd). Der forelå ikke et rykkergebyr, idet der ikke var tale om et gebyr, der opkrævedes som følge af en betalingsmisligholdelse, men derimod opkrævedes beløbet som følge af debitors valg af en bestemt betalingsform i forbindelse med en afdragsordning. Praksis vedrørende rykkergebyrer fandt således ikke anvendelse. Fritagelse af gebyret efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a), kunne endvidere ikke ske, da dette forudsatte, at den pågældende ydelse relaterede sig i tilknytning til en långivers forvaltning af egne udlån og ikke som her klagerens forvaltning af andres udlån, jævnfør herved momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), in fine og Østre Landsrets dom af 12. januar 2001, offentliggjort i SKM2001.9.ØLR. I øvrigt fandt momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, heller ikke anvendelse, idet der var tale om et gebyr, der måtte anses som opkrævet som led i inkassovirksomheden.

Administration af betalingsoverførsler

Landsskatteretten har i SKM2009.665.LSR fastslået, at et selskab skulle beregne moms ved køb af ydelser fra et engelsk selskab i forbindelse med betalingsoverførsler, idet ydelserne ikke kunne anses for momsfrie finansielle ydelser.

Retten bemærkede, at de af G1 leverede ydelser i hovedsagen bestod i, at G1 som dataudvikler af bankens lånesystem forestod den løbende bogføring for banken, registrering af skyldige og foretagne indbetalinger, udarbejdelse af betalingsdokumentation og initiering af betalingsoverførsler fra låntagers konto til banken ved at indsende betalingsfiler til PBS. Efterfølgende registrerede G1 betalingsoverførslerne, beregnede renter af tilgodehavender og genererede relevante kontoudtog. Til dette formål genererede det af G1 leverede system løbende betalingsfiler over låntagernes månedlige betalinger, ligesom det foretog beregninger af renter og afdrag og registrerede eventuelle manglende indbetalinger. Filerne blev sendt via G2, der hostede it-systemerne for banken, til PBS. Når bankens kunder havde betalt de månedlige ydelser, returnerede PBS tilsvarende en fil med en oversigt over de gennemførte betalingstransaktioner. Denne fil anvendes i systemet til nedskrivning af låneforholdet.

Landsskatteretten konkluderede, at G1's ydelser måtte karakteriseres som bogførings- og administrationsydelser, der bestod i løbende at sørge for, at status på bankens mellemværende med dens kunder blev ajourført. Selv om ydelserne kunne siges at være nødvendige for, at banken kunne foretage overførsler af de korrekte beløb, fandtes ydelserne ikke nødvendige i den forstand, at de set under ét udgjorde en særskilt helhed, der opfyldte de specifikke og væsentlige funktioner for en betalingsoverførsel. Den blotte levering af oplysninger til brug for betalingsoverførslerne og den efterfølgende registrering af disse fandtes således ikke i sig selv at medføre, at der overførtes beløb, og at der indtrådte retlige og økonomiske ændringer, hvorved G2 kunne anses for at varetage selve udførelsen af en ordre om overførsel af beløb fra én bankkonto til en anden.

I TfS 1995, 809, fandt Told- og Skattestyrelsen, at salg af en række administrative ydelser til eksterne pensionskasser ikke kunne anses som salg af finansielle ydelser. Ydelserne var derfor momspligtige.

Selskabets ydelser i forbindelse med indbetalinger bestod i hovedsagen i, at selskabet på baggrund af oplysninger fra pensionskassen forestod opgørelsen af, hvor stort et beløb af den samlede beholdning, som skulle tilskrives den enkelte lønmodtager/pensionstager. Til dette formål oprettede selskabet i sit system en konto for den enkelte pensionstager, hvorpå selskabet ajourførte pensionstagerens tilgodehavende i takt med foretagne indbetalinger, forrentning mv. Tilsvarende gjorde selskabet pensionstagerens konto op ved pensionsforholdet ophør, således at selskabet på pensionskassens vegne kunne give pengeinstituttet ordre om udbetaling af det korrekte beløb til pensionstageren.

Landsskatteretten begrundede resultatet med, at de betalingsoverførsler, der fandt sted i den forelagte sag, foregik ved arbejdsgivernes indbetalinger til pensionskassens konto i pensionskassens pengeinstitut, ligesom udbetalingerne skete fra samme konto til den enkelte pensionstager. Selskabets bidrag bestod i hovedsagen i løbende at modtage oplysninger om den enkelte pensionstagers forhold og ajourføre disse, således at selskabet på pensionskassens vegne til sin tid kunne afgive ordre om udbetaling af det korrekte beløb til den enkelte pensionstager. Selve udførelsen af ordren i form af en betalingsoverførsel blev således foretaget af pengeinstituttet, mens selskabets bidrag alene bestod i bogførings- og administrationsydelser.

Remburser er omfattet af fritagelsen. I rembursforretninger forpligter købers pengeinstitut sig til at betale sælger, når rembursens betingelser er opfyldt. Pengeinstituttets forpligtelse fastlægges på baggrund af instruktioner fra køber, dvs. køber bestemmer rembursens betingelser. Betingelserne kan være, at sælger skal fremskaffe transportdokumenter og/eller andre dokumenter vedrørende den vare, som det drejer sig om, førend betaling kan finde sted. Da rembursen normalt er uigenkaldelig, flyttes sælgers risiko for, at køber ikke kan/vil betale til en risiko på købers pengeinstitut. Hvis køber efterfølgende ønsker at ændre indholdet i rembursen, kan det kun ske, såfremt sælger er indforstået.

Transaktioner vedrørende fordringer kan f.eks. være

  • veksler,
  • overtagelse af købekontrakter fra handelsvirksomheder, f.eks. automobilforhandlere.

Inddrivelse/Inkasso
Inddrivelse af fordringer for tredjemand er ikke omfattet af fritagelsen.

Skatterådet har i SKM2009.440.SR bekræftet, at spørger ikke i henhold til den fremlagte aftale har overdraget fordringer til eje til det inkassofirma, som forestår inddrivelse af fordringer for spørger. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at den af spørger modtagne garantibetaling fra inkassofirmaet i tilfælde, hvor inkassofirmaet ikke får inddrevet fordringen, er en ikke-momspligtig erstatning, men fandt, at betalingen derimod skal behandles som en momsfri forsikringsudbetaling.

SKAT har i SKM2008.948.SKAT udtalt, at indrivelse af egne fordringer, der er erhvervet fra en tidligere fordringshaver og/eller inddrivelse af andres fordringer, er momspligtig.

Gebyrer-Fremsendelse af girokort til skyldnere
Landsskatteretten fandt i SKM2005.529.LSR, at et inkassofirmas opkrævning af gebyr for fremsendelse af girokort pr. rate til skyldnere, der havde indgået en afdragsordning, var momspligtig. Landsskatteretten bemærkede, at firmaets fremsendelse af et girokort til skyldnere i forbindelse med klagerens administration af indgåede betalingsaftaler, måtte anses som en ydelse overfor skyldnerne, hvorved disse får mulighed for på en nem og hensigtsmæssig måde at indbetale de aftalte afdrag, mod samtidig at betale et forud fastsat vederlag herfor på 30 kr.

Som følge heraf og i overensstemmelse med principperne fastslået af EF-Domstolen i sag C-16/93 (R. J. Tolsma), præmis 14,  fandtes der at foreligge en ydelse mod vederlag omfattet af momslovens § 4, stk. 1. Den omstændighed, at gebyret og anvendelsen af det fremsendte girokort efter klagerens oplysninger var frivillig, fandtes ikke i sig selv at kunne fratage fremsendelsen af girokortet karakteren af en ydelse i momslovens § 4, stk. 1's, forstand, når skyldneren rent faktisk betalte gebyret, jævnfør herved EF-Domstolens dom af 17. september 2002 i sag C-498/99 (Town & County Factors Ltd). Der forelå ikke et rykkergebyr, idet der ikke var tale om et gebyr, der opkrævedes som følge af en betalingsmisligholdelse, men derimod opkrævedes beløbet som følge af debitors valg af en bestemt betalingsform i forbindelse med en afdragsordning. Praksis vedrørende rykkergebyrer fandt således ikke anvendelse. Fritagelse af gebyret efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a), kunne endvidere ikke ske, da dette forudsatte, at den pågældende ydelse relaterede sig i tilknytning til en långivers forvaltning af egne udlån og ikke som her klagerens forvaltning af andres udlån, jævnfør herved momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), in fine og Østre Landsrets dom af 12. januar 2001, offentliggjort i SKM2001.9.ØLR.  I øvrigt fandt momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, heller ikke anvendelse, idet der var tale om et gebyr, der måtte anses som opkrævet som led i inkassovirksomheden.

Factoring
Belåning af fakturaer i forbindelse med factoring er momsfri, hvorimod administrationsdelen er momspligtig.

Transaktioner, der består i, at en factoringvirksomhed opkøber fordringer med overtagelse af tabsrisikoen og fakturerer sine kunder et gebyr for den ydelse til sælger, der består i at frigøre kunden (sælger af fordringen) fra inddrivelsen af fordringer og fra risikoen for misligholdelse af betalingen, udgør "inddrivelse af fordringer", og er derfor udelukket fra fritagelsen, jf. EF-domstolens dom i sag C-305/01, MKG-Kraftfahrzeuge-Factoring GmbH.

Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den tjenesteyder, der leverer en momsfri ydelse, skal derfor ikke lægge moms på biydelser, der indgår som en del af den momsfrie ydelse.

Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af den finansielle tjenesteyder i forbindelse med checks, kan nævnes:

  • Udstedelse af checks på kundens vegne.
  • Udlevering af checkhæfter.
  • Rejsechecks.
  • Pengeinstitutchecks.
  • Checks i udenlandsk valuta.
  • Registrering af anvendte checks på kundens konto.
  • Fremfinding og returnering af checks for kunden.
  • Indløsning af checks.
  • Spærring af udstedte checks.
  • Indkassering af udenlandske checks i fremmede pengeinstitutter.

Det forhold, at ovennævnte ydelser efter en konkret vurdering som biydelser kan faktureres momsfrit fra den finansielle tjenesteyder til dennes kunde, medfører ikke, at en evt. underleverandør kan levere ydelserne til den finansielle tjenesteyder uden at pålægge moms.

Underleverandøren kan undlade at lægge moms på vederlaget for ydelser til den finansielle tjenesteyder, hvis underleverandørens ydelser set under ét udgør en særskilt enhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en af de ydelser, der er momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, se om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1. F.eks. kan en edb-centrals medvirken ved træk af check på en kundes konto under visse omstændigheder være momsfri efter § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, som en betalingstransaktion.

Underleverandøren kan derudover undlade at lægge moms på ydelser, der efter en konkret vurdering må anses for en biydelse til en momsfri ydelse leveret af underleverandøren selv, jf. afsnit D.11.11.2.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra d), bestemmer, at transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende valuta, pengesedler og mønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, bortset fra samlerobjekter, er fritaget for moms.

Dette afsnit indeholder definitioner af, hvad man forstår ved transaktioner vedrørende valuta, pengesedler og mønter samt forhandling herom. Det vil sige, hvilke ydelser der er momsfritaget efter "kernen" i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra d).

Herudover indeholder afsnittet eksempler på de ydelser, der er momsfritaget som biydelser til hoved-/kerneydelserne i fritagelsesbestemmelsen. Eksemplerne er hentet fra bilaget til TSS-cirkulære 2003-29 om anvendelsesområdet for momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 - fritagelse for finansielle transaktioner. De oplistede eksempler på momsfritagelse af ydelser er ikke udtømmende. Det vil således altid bero på en konkret vurdering af den enkelte ydelse i den konkrete sag, hvorvidt den er fritaget for moms, herunder om der konkret er tale om en af de ydelser, der er nævnt i listens eksempler.

Eksemplerne vedrører alene den finansielle tjenesteyders, f.eks. et pengeinstitut, levering af hoved- og biydelser. Hvorvidt ydelser leveret af en underleverandør eller en mellemmand er momsfritaget, skal således ikke afgøres af nedennævnte eksempler, men derimod efter det om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1 anførte og afsnit D.11.11.3.

Transaktioner vedrørende valuta, pengesedler og mønter består i, at valuta, pengesedler eller mønter bliver udstedt, overdraget, ombyttet, udlånt fra en part til en anden mod et vederlag på nærmere fastsatte vilkår, eller købt mod et vederlag (kurtage).

Fritagelsen omfatter alene pengesedler og mønter, der kan anvendes som lovligt betalingsmiddel. Fritagelsen omfatter ikke samleobjekter, herunder jubilæumsmønter og møntsæt.

Det fremgår af artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 1777/2005, at fritagelsen i artikel 13, punkt B, litra d), nr. 4), i direktiv 77/388/EØF (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra e) (momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra d) ikke finder anvendelse på platinum nobles.

Som eksempel på ydelser, der ikke er omfattet af bestemmelsen, kan nævnes økonomisk informationsvirksomhed, økonomiske nøgletal og tekniske analyser af renteudviklingen, der ikke leveres som led i valutatransaktioner.

Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den tjenesteyder, der leverer en momsfri ydelse, skal derfor ikke lægge moms på biydelser, der indgår som en del af den momsfrie ydelse.

Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af den finansielle tjenesteyder i forbindelse med transaktioner vedrørende valuta, pengesedler og mønter, kan nævnes:

  • Optælling af penge, herunder fra indleveringer i døgnbokse.
  • Den fysiske levering af sedler og mønter.
  • Oplysninger om valutakurser med henblik på gennemførelse af køb og salg.

Det forhold, at ovennævnte ydelser efter en konkret vurdering som biydelser kan faktureres momsfrit fra den finansielle tjenesteyder til dennes kunde, medfører ikke, at en evt. underleverandør kan levere ydelserne til den finansielle tjenesteyder uden at pålægge moms.

Underleverandøren kan undlade at lægge moms på vederlaget for ydelser til den finansielle tjenesteyder, hvis underleverandørens ydelser set under ét udgør en særskilt enhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en af de ydelser, der er momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, se om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1. F.eks. kan en edb-centrals medvirken ved indsættelse af penge på en konto i forbindelse med indlevering af penge i en døgnboks under visse omstændigheder være momsfri efter § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, som en betalingstransaktion.

Underleverandøren kan derudover undlade at lægge moms på ydelser, der efter en konkret vurdering må anses for en biydelse til en momsfri ydelse leveret af underleverandøren selv, jf. afsnit D.11.11.2.

Forhandlinger vedrørende valuta, pengesedler og mønter er omfattet af fritagelsen.

Som det fremgår af afsnit D.11.11.3 skal udtrykket "herunder forhandlinger" ikke definere hovedindholdet af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

I den sammenhæng, hvor udtrykket "forhandlinger" indgår i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, tager det således sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke selv er part i en kontrakt om et finansielt produkt. Formidlingsvirksomhed har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt. Den pågældende er dermed ikke en mellemmand.

Fritagelsen omfatter formidlers rådgivning i forbindelse med de omfattede transaktioner.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) bestemmer, at transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer, bortset fra varerepræsentativer og dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom, er fritaget for moms.

Dette afsnit indeholder definitioner af, hvad man forstår ved transaktioner i forbindelse med værdipapirer m.v. og forhandling herom. Det vil sige, hvilke ydelser der er momsfritaget efter "kernen" i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e).

Herudover indeholder afsnittet eksempler på de ydelser, der er momsfritaget som biydelser til hoved-/kerneydelserne i fritagelsesbestemmelsen. Eksemplerne er hentet fra bilaget til TSS-cirkulære 2003-29 om anvendelsesområdet for momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 - fritagelse for finansielle transaktioner. De oplistede eksempler på momsfritagelse af ydelser er ikke udtømmende. Det vil således altid bero på en konkret vurdering af den enkelte ydelse i den konkrete sag, hvorvidt den er fritaget for moms, herunder om der konkret er tale om en af de ydelser, der er nævnt i listens eksempler.

Eksemplerne vedrører alene den finansielle tjenesteyders, f.eks. et pengeinstitut, levering af hoved- og biydelser. Hvorvidt ydelser leveret af en underleverandør eller en mellemmand er momsfritaget, skal således ikke afgøres af nedennævnte eksempler, men derimod efter det om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1 anførte og efter afsnit D.11.11.3. Om formidling/forhandling, herunder biydelser, se dog afsnit D.11.11.8.2.

Værdipapirer er f.eks. obligationer, pantebreve, aktier, interessentskabsandele og andre andele i selskaber samt finansielle kontrakter såsom terminskontrakter, optioner og futures.

Transaktioner vedrørende værdipapirer kan f.eks. bestå i, at værdipapirer bliver

  • udstedt,
  • overdraget,
  • ombyttet,
  • udlånt,
  • overført mod et vederlag på nærmere fastsatte vilkår,eller
  • købt mod et vederlag (kurtage).

Børsintroduktion og andre former for kapitalfremskaffelse, f.eks. salg af obligationer, er således omfattet af fritagelsen.

Værdipapircentralens kundegebyrer i forbindelse med handel med værdipapirer er omfattet af fritagelsen.

I sag C-235/00, CSC Financial Services Ltd., leverer CSC "call-center"-tjenesteydelser overfor finansielle institutioner, som består i kontakt med publikum i forbindelse med salg af bestemte finansielle produkter. Med udgangspunkt i SDC-dommen, C-2/95, fastslår EF-domstolen her, dels at begrebet transaktioner i forbindelse med værdipapirer omfatter transaktioner, hvorved rettigheder og forpligtelser for parterne i forbindelse med værdipapirer kan opstå, ændres eller ophøre, dels at begrebet forhandlinger i forbindelse med værdipapirer ikke omfatter tjenesteydelser, som kun består i at give oplysninger om et finansielt produkt og i givet fald at modtage og behandle bestillinger på tegning af de pågældende værdipapierer, men ikke i udstedelse af værdipapirerne, jf. afsnit D.11.11.3.

Biydelser
Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den tjenesteyder, der leverer en momsfri ydelse, skal derfor ikke lægge moms på biydelser, der indgår som en del af den momsfrie ydelse.

Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af den finansielle tjenesteyder i forbindelse med transaktioner vedr. værdipapirer, kan nævnes:

  • Afgivelse af købs- og salgstilbud.
  • Værdiansættelse af værdipapirer med henblik på at fremsætte tilbud om køb eller salg af værdipapirerne.
  • Oplysninger om kurser til brug for påtænkte handler med værdipapirer, f.eks. kursoplysninger i et handelssystem.
  • Navnenotering af aktier.
  • Rådgivning i forbindelse med de omfattede transaktioner.
  • Forundersøgelser, vurderinger og analyser til brug for fremsættelse af købs- eller salgstilbud.
  • Børsprospekter, der leveres i forbindelse med børsindtroduktion, kapitaltilførsel mv. Bistand, herunder due diligence, til udarbejdelse af børsprospekter er derimod momspligtig.

Underleverandører
Det forhold, at ovennævnte ydelser som biydelser kan faktureres momsfrit fra den finansielle tjenesteyder til dennes kunde, medfører ikke, at en evt. underleverandør kan levere ydelserne til den finansielle tjenesteyder uden at pålægge moms.

Underleverandøren kan undlade at lægge moms på vederlaget for ydelser til den finansielle tjenesteyder, hvis underleverandørens ydelser set under ét udgør en særskilt enhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en af de ydelser, der er momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, se om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1. F.eks. kan en edb-centrals medvirken ved udbetaling af provenuet ved en værdipapirhandel under visse omstændigheder være momsfri efter § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, som en betalingstransaktion.

Underleverandøren kan derudover undlade, at lægge at lægge moms på ydelser, der efter en konkret vurdering må anses for en biydelse til en momsfri ydelse leveret af underleverandøren selv, jf. afsnit D.11.11.2.

Transaktioner undtaget fra fritagelsen
Følgende værdipapirer er ikke omfattet af fritagelsen:

  • varerepræsentativer,
  • dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom.

Forvaring (deponering) og forvaltning af værdipapirer er ikke omfattet af fritagelsen. Ved deponering og forvaltning forstås opbevaring og den løbende administration af værdipapiret. Den del af Værdipapircentralens aktiviteter, der omfatter deponering og forvaltning af værdipapirer er således ikke omfattet af fritagelsen. Det drejer sig f.eks. om konto- og fondsgebyrer samt gebyrer vedrørende udtrækning og rentemeddelelse. Pengeinstitutternes og andre institutters gebyrer i forbindelse med opbevaring af værdipapirer i Værdipapircentralen er ligeledes ikke omfattet af fritagelsen.

Økonomisk informationsvirksomhed, økonomiske nøgletal, tekniske analyser af renteudviklingen, omsætningstal for forskellige virksomheder, samt oplysninger om hvilke handler, der er indgået inden for bestemte brancher, er ikke omfattet af fritagelsen, medmindre der er tale om et integreret led i en fritagen ydelse, som eksempelvis et handelssystem.

Skatterådet fandt i SKM2007.295.SR, at en række ydelser måtte anses for omfattet af begrebet forvaltning af værdipapirer. Rådet fandt tillige, at der ikke var tale om ydelser, der tilsammen udgør en særskilt enhed, der opfyldte de specifikke og væsentlige funktioner for en momsfritaget ydelse vedrørende værdipapirer, nemlig at rettigheder og forpligtelser for parterne i forbindelse med værdipapirerne opstår, ændres eller ophører. Nogle ydelser var dog momsfri i det omfang, at der var tale om biydelser til hovedydelser bestående i køb af værdipapirer fra kunden, salg af værdipapirer til kunden eller køb/salg på vegne af kunden. Andre ydelser kunne heller ikke anses for momsfrie ydelser. Disse andre ydelser kunne dog anses for biydelser til såvel momsfrie finansielle ydelser som til momspligtige forvaltningsydelser. Vederlaget for disse andre ydelser kunne derfor opdeles forholdsmæssigt i en momsfri del og en momspligtig del, medmindre vederlaget udgjorde en væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til aftagerne.

Afhændelse af selskabsandele
Der er ikke i alle tilfælde, at virksomheder uden for finanssektoren vil blive anset for at udøve økonomisk virksomhed i forbindelse med transaktioner omfattet af § 13, stk. 1, nr. 11. Se nedenfor samt C.1.4 om erhvervelse, besiddelse og afhændelse af selskabsandele mv.

Landsskatteretten har i SKM2001.614.LSR i en sag om virksomhedsoverdragelse fastslået, at et selskab ikke har ret til fradrag for den del af omkostningerne, der kan henføres til overdragelse af selskabsandele, da salg af sådanne er omfattet af litra e, mens der med henvisning til EF-dommen C-408/98 (Abbey National) kan anerkendes fradrag for den del af selskabets omkostninger, der kan henføres til overdragelse af selskabets øvrige aktiver. Vedrørende overdragelsen af selskabsandele henviste Landsskatteretten til, at ved EF-domstolens dom i sagen 333/91 (Sofitam) fandtes erhvervelse af selskabsandele ikke i selv at kunne anses som økonomisk virksomhed i 6. momsdirektivs forstand, og modtagelse af udbytte var heller ikke modydelse for en økonomisk virksomhed i direktivets forstand, jf. herved også EF-dommen i sagen C-142/99 (Floridienne SA og Berginvest SA). Henset hertil, og henset til at overdragelse af selskabsandele efter momslovens § 13, stk. 11, litra e, er momsfritaget, fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at antage, at moms af omkostninger afholdt i forbindelse med overdragelse af selskabsandele som de i sagen omhandlede - uanset om en sådan overdragelse er led i en virksomhedsoverdragelse - er fradragsberettiget, idet hverken selve den aktivitet, der har bestået i besiddelsen af disse selskabsandele eller overdragelsen af disse andele har indebåret momspligtige transaktioner.

I SKM2002.448.TSS har Told- og Skattestyrelsen udtalt, at overdragelse af andelsbevis i kartoffelmelsfabrik med tilhørende leveringsret- og pligt er momsfritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e).

EF-domstolen har i sag C-442/01, KapHag Renditefonds 35 Spreecenter Berlin-Hellersdorf 3, udtalt, at afhændelse af selskabsandele ikke i sig selv udgør økonomisk virksomhed. Det forhold i sig selv, at der erhverves kapitalinteresser i en virksomheder, er nemlig ikke en udnyttelse af et gode med henblik på opnåelse af varige indtægter, idet et eventuelt udbytte, som kapitalandelen afkaster, kun er en følge af ejendomsretten til godet. Når erhvervelse af andele ikke i sig selv udgør en økonomisk virksomhed i sjette direktivs forstand, gælder det samme for en virksomhed, der består i at afhænde sådanne andele. Der henvises i dommen til de tidligere domme C-60/90, Polysar Investments Netherlands BV, og C-80/95, Harnas & Helm CV.

EF-domstolen har i sag C-442/01, KapHag Renditefonds 35 Spreecenter Berlin-Hellersdorf 3, særligt udtalt sig om, hvorvidt et personselskab, der optager en selskabsdeltager mod kontantindskud, leverer en tjenesteydelse mod vederlag til selskabsdeltageren i sjette direktivs artikel 2, nr. 1's forstand. Domstolen udtaler, at en ny selskabsdeltagers indtræden i et personselskab mod erlæggelse af et kontantindskud, under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, ikke udgør en økonomisk virksomhed i sjette direktivs forstand, der udøves af selskabsdeltageren. Domstolen udtaler endvidere, at optagelse af en ny selskabsdeltager i et personselskab udgør således ikke levering af en tjenesteydelse til selskabsdeltageren.

I denne sammenhæng har det ikke betydning, om optagelsen af den nye selskabsdeltager skal antages at være en handling foretaget af selskabet selv eller af de øvrige selskabsdeltagere, idet optagelsen af en ny selskabsdeltager under alle omstændigheder ikke har karakter af levering af en tjenesteydelse mod vederlag i direktivets forstand. Domstolen udtaler endeligt, at et personselskab, der optager en selskabsdeltager mod et kontantindskud, ikke over for denne selskabsdeltager leverer en tjenesteydelse mod vederlag i sjette direktivs artikel 2, nr. 1's forstand. Domstolen tog i forbindelse med sagen ikke stilling til, om personselskabet havde fradragsret for udgifter i forbindelse med optagelse af en selskabsdeltager.

Det fremgår af TSS-cirkulære 2005-24, at når der ikke var tale om økonomisk virksomhed, har der ikke efter tidligere praksis været ret til fradrag for købsmoms i forbindelse med indkøb, der anvendtes til brug for optagelse af nye selskabsdeltagere.

Told- og Skattestyrelsen har i TSS-cirkulære 2005-24 udtalt, at EF-domstolens dom i sag C-465/03, Kretztechnik AG, ændrer dansk praksis vedrørende udstedelse af selskabsandele. Det må således på baggrund af Kretztechnik-dommen lægges til grund, at udstedelse af aktier og andre sammenlignelige selskabsandele ikke udgør en transaktion, der må anses som levering af en vare mod vederlag, som omhandlet i momslovens § 4, stk. 1. Det må endvidere på baggrund af Kretztechnik-dommen lægges til grund, at der er fradragsret efter momslovens almindelige bestemmelser om fradrag for indkøb mv. af ydelser, der anvendes i forbindelse med udstedelse af aktier og andre sammenlignelige selskabsandele. Dette gælder uanset om der er tale om et aktieselskab, et anpartsselskab, interessentskab, eller en anden form for selskab, der kan sidestilles hermed.

Det er dog en betingelse for fradragsret efter momslovens § 37, at samtlige de transaktioner, som virksomheden foretager inden for rammerne af sin økonomiske virksomhed, udgør momspligtige transaktioner. Har virksomheden tillige transaktioner, der er momsfrie efter lovens § 13, har virksomheden alene delvis fradragsret for indkøbene mv., jf. lovens § 38, stk. 1. Har virksomheden tillige aktiviteter, der falder uden for momslovens anvendelsesområde (passiv kapitalanbringelse), har virksomheden alene delvis fradragsret for indkøbene, jf. lovens § 38, stk. 2.

Om dommen, se J.1.1.2.

EF-domstolen har i sag C-29/08 (AB SKF) udtalt sig om momsfradragsret for ydelser, som et selskab har indkøbt til brug for salg af aktier i datterselskaber.
Skatteministeriets overvejelser om dommens konsekvenser for praksis var endnu ikke afsluttet ved redaktionens slutning.

Told- og Skatteforvaltningen anser SKM2001.272.LSR og SKM2002.377.LSR for forældede som følge af EF-domstolens domme i sagerne C-442/01 og C-465/03.

Told- og Skattestyrelsen har i TSS-cirkulære 2005-24 vedrørende en række andre situationer udtalt, at dommen i sag C-465/03 ikke ændrer hidtidig praksis for fradrag i forbindelse med selskabsandele, jf. afsnit J.1.1.1J.1.1.3J.1.1.4J.1.1.5.

Om delvis fradragsret i forbindelse med selskabsandele, se J.2.1.1 og J.2.1.2.

Forhandlinger om værdipapirer er omfattet af fritagelsen.

Som det fremgår af afsnit D.11.11.3, skal udtrykket "herunder forhandlinger" ikke definere hovedindholdet af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

I den sammenhæng, hvor udtrykket "forhandlinger" indgår i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, tager det således sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke selv er part i en kontrakt om et finansielt produkt. Formidlingsvirksomhed har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt. Den pågældende er dermed ikke en mellemmand.

Som eksempler på ydelser, der er omfattet af fritagelsen for forhandlinger, kan nævnes:

  • En tjenesteyders assistance ved køb eller salg af værdipapirer, såfremt tjenesteyderen har bemyndigelse til på købers, sælgers eller evt. begges vegne helt eller delvist af fastlægge aftalevilkårene i forbindelse med transaktionen, eller hvis tjenesteyderen på nærmere aftalte vilkår har fuldmagt til på købers eller sælgers vegne at indgå aftale om en fritaget finansiel transaktion.
  • Corporate Finance-ydelser, hvis opdragsgiveren har til hensigt at levere eller aftage en fritaget finansiel ydelse, og hvis den tjenesteyder, der leverer Corporate Finance-ydelserne, har bemyndigelse til på opdragsgiverens vegne helt eller delvist af fastlægge aftalevilkårene i forbindelse med transaktionen eller på nærmere aftalte vilkår har fuldmagt til på opdragsgiverens vegne at indgå aftale om en fritaget finansiel transaktion.

Ved Corporate Finance-ydelser forstås bistand, som ydes med henblik på eller i forbindelse med børsintroduktioner, aktieemissioner, udstedelse af konvertible obligationer m.v., større sekundære aktieplaceringer via regulerede markeder, formidling af fusioner og virksomhedsovertagelse, anden finansiel bistand i relation til ovennævnte områder.

Biydelser
Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den tjenesteyder, der leverer en momsfri ydelse, skal derfor ikke lægge moms på biydelser, der indgår som en del af den momsfrie ydelse. Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af en formidler som led i formidling af transaktioner vedrørende værdipapirer, kan nævnes:

  • Udfærdigelse af dokumenter, når den, der udfærdiger dokumentet, samtidig helt eller delvist på vegne af en aftalepart har bemyndigelse til at fastlægge vilkårene for en fritagen transaktion.
  • Værdiansættelse af værdipapirer med henblik på at fremsætte tilbud om formidling af køb eller salg af værdipapirerne.
  • Forundersøgelser, vurderinger og analyser til brug for formidling eller tilbud om formidling.
  • Formidlers rådgivning i forbindelse med formidlingen af de omfattede transaktioner.

Forhandlinger undtaget fra fritagelsen
Fritagelsen for forhandlinger omfatter ikke forhandlinger om:

  • Forvaring (deponering) og forvaltning af værdipapirer.
  • Varerepræsentativer.
  • Dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom.

Forældede afgørelser
Mn. 672/80 og Mn. 1356/92 må anses for forældede på baggrund af SDC-dommen og CSC-dommen. Efter disse afgørelser har advokatydelser i forbindelse med udfærdigelse af transportpåtegnelser af aktiebreve og udstedelse af nye aktiebreve været momsfritaget. Bestemmelsen har i forbindelse med overdragelse af aktieselskaber ikke omfattet en række bestemte ydelser, som nærmere følger af momsnævnsafgørelse Mn. 1356/92. Advokaters ydelser i forbindelse med overdragelse af aktier, kan i henhold til afsnit D.11.11.3 fremover kun anses for at være omfattet af fritagelsen, hvis advokaten efter en konkret vurdering kan anses for formidler af momsfrie transaktioner vedrørende værdipapirer. Om biydelser se nedenfor.

Fritagelsen har endvidere ikke omfattet en række konkrete ydelser i forbindelse med selskabers aktiviteter i form af kapitalformidling samt kommanditselskabers udbud af anparter til offentligheden samt bistand i forbindelse med selskabers etablering, som nærmere følger af momsnævnsafgørelse Mn. 1092/90 og 1307/90. Disse afgørelser må anses for forældede. Ydelserne er momsfri, hvis og kun hvis der er tale om formidling af momsfrie transaktioner vedrørende værdipapirer.

Nyere afgørelser
I sag C-235/00, CSC Financial Services Ltd., leverer CSC "call-center"-tjenesteydelser overfor finansielle institutioner, som består i kontakt med publikum i forbindelse med salg af bestemte finansielle produkter. Med udgangspunkt i SDC-dommen, C-2/95, fastslår EF-domstolen her, dels at begrebet transaktioner i forbindelse med værdipapirer omfatter transaktioner, hvorved rettigheder og forpligtelser for parterne i forbindelse med værdipapirer kan opstå, ændres eller ophøre, dels at begrebet forhandlinger i forbindelse med værdipapirer ikke omfatter tjenesteydelser, som kun består i at give oplysninger om et finansielt produkt og i givet fald at modtage og behandle bestillinger på tegning af de pågældende værdipapierer, men ikke i udstedelse af værdipapirerne, jf. afsnit D.11.11.3.

Som eksempel på en ydelse, der ikke er omfattet af fritagelsen kan nævnes Vestre Landsret dom i SKM2002.676.VLR, hvor en ejendomsmægler leverede ydelser bestående af værdiansættelse af ejendom, udarbejdelse af prospekt, samt deltagelse som ejendomssagkyndig i forhandlinger mellem sælger og køber af et selskab, hvis eneste aktiv var den pågældende ejendom. Dommen var en stadfæstelse af Landsskatterettens kendelse i SKM2001.149.LSR.

Som et andet eksempel kan nævnes SKM2002.663.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at et dansk selskab efter momslovens daværende § 18, stk. 1, nr. 3 (nu § 15, stk. 2, nr. 3), og § 46, nr. 3, skulle betale moms af ydelser modtaget fra virksomheder i England. Selskabet var et holdingselskab, der bl.a. ejede et ordreproducerende datterselskab. Det danske selskab havde indgået aftale om, at en engelsk virksomhed skulle fungere som "finansiel rådgiver" for selskabet. Den engelske finansielle rådgiver ydede rådgivning i forbindelse med salget af aktierne i selskabet. Der blev også ydet rådgivning fra et engelsk advokatfirma.

Vedrørende ydelserne fra den engelske virksomhed, der var finansiel rådgiver, fandt Landsskatteretten det ikke godtgjort, at de af rådgiveren leverede ydelser i henhold til den indgåede aftale kunne anses for momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e. Retten lagde vægt på, at det fremgik af kontrakten, at virksomheden fungerede som finansiel rådgiver for selskabet med henblik på at etablere et samarbejde mellem selskabet og en anden forretningspartner, og at dette samarbejde kunne etableres på flere forskellige måder, hvor bl.a. salg af aktier i selskabet var én mulighed. Således måtte kontrakten betegnes som en egentlig aftale om rådgivning vedrørende selskabets økonomiske forhold. Retten henså endvidere til, at det forhold, at selskabet ikke var sælger af aktierne, under de foreliggende omstændigheder støttede det synspunkt, at der var tale om rådgivning vedrørende selskabets forhold.

Vedrørende de af det engelske advokatfirma leverede ydelser fandt Landsskatteretten ligeledes, at ydelserne ikke kunne anses for momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en retssag vedrørende Landsskatterettens kendelse i SKM2002.663.LSR. Som følge af, at der er taget bekræftende til genmæle har Told- og Skattestyrelsen udarbejdet en kommentar i SKM2004.333.TSS. Under sagens behandling ved landsretten bestred selskabet, at det var en afgiftspligtig person på det tidspunkt, hvor selskabet modtog ydelserne. Selskabet fremlagde endvidere nye oplysninger m.v., der ikke havde foreligget i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen. Såsom sagen forelå oplyst ved landsretten fandt Skatteministeriet det sandsynligt, at landsretten ville nå frem til, at selskabet ikke kunne anses for at være en afgiftspligtig person, hvorfor selskabet allerede af denne grund ikke skal betale erhvervelsesmoms af de omhandlede tjenesteydelser i henhold til momslovens dagældende § 18, stk. 1, nr. 3. Skatteministeriet tog af disse grunde bekræftende til genmæle i sagen ved landsretten.

Skatterådet fandt i SKM2006.169.SR, at ydelser vedrørende udfærdigelse og udbud af anparter i ejendomsinteressentskaber måtte anses for momsfri. Der blev lagt vægt på, at forespørger (selskabet) måtte anses for en uafhængig mellemmand mellem de stiftende interessenter, og at selskabet måtte anses for selvstændigt at have fastlagt indholdet af tegningsaftaler og interessentskabskontrakterne, jf. kriterierne i pkt. 51 i det i momsvejledningen indarbejdede cirkulære 2003-29 fra Told- og Skattestyrelsen. Derimod blev ydelser vedrørende søgning på ejendomsmarkedet efter relevante ejendomme og fysisk gennemgang af ejendommene anset for momspligtige. I tilfælde, hvor ejendommene blev købt af forespørgeren og derefter solgt til nystiftede interessentskaber, blev salgssummen anset for momsfri i sin helhed, selvom salgssummen både måtte anses for vederlag for ejendommen og for ydelser i forbindelse med udbuddet af anparterne. Om fordelingen af vederlaget mellem momsfri og momspligtige ydelser, se G.1.1.

Skatterådet fandt i SKM2007.295.SR, at en række ydelser måtte anses for omfattet af begrebet forvaltning af værdipapirer. Rådet fandt tillige, at der ikke var tale om ydelser, der tilsammen udgør en særskilt enhed, der opfyldte de specifikke og væsentlige funktioner for en momsfritaget ydelse vedrørende værdipapirer, nemlig at rettigheder og forpligtelser for parterne i forbindelse med værdipapirerne opstår, ændres eller ophører. Nogle ydelser var dog momsfri i det omfang, at der var tale om biydelser til hovedydelser bestående i køb af værdipapirer fra kunden, salg af værdipapirer til kunden eller køb/salg på vegne af kunden. Andre ydelser kunne heller ikke anses for momsfrie ydelser. Disse andre ydelser kunne dog anses for biydelser til såvel momsfrie finansielle ydelser som til momspligtige forvaltningsydelser. Vederlaget for disse andre ydelser kunne derfor opdeles forholdsmæssigt i en momsfri del og en momspligtig del, medmindre vederlaget udgjorde en væsentlig del af det samlede vederlag for ydelserne til aftagerne. De momsfrie ydelserne ville være momsfrie, uanset om selskabet selv havde produceret leverancens enkelte elementer, eller indkøbt et eller flere af elementerne fra underleverandører.

Skatterådet har i SKM2008.362.SR bekræftet, at en virksomheds aktiviteter kan anses for momsfri som formidling/forhandling vedrørende finansielle transaktioner. Der er tale om en uafhængig mellemmand, der dels undersøger de relevante markeder generelt og konkrete finansielle tjenesteyderes produkter. Derudover holder virksomheden sig løbende underrettet om egne kunders finansieringsbehov, porteføljesammensætning og relevante forhold i øvrigt. På denne baggrund fremsætter virksomheden over den enkelte kunde konkrete løsningsforslag med oplysninger om, på hvilken måde kunden bedst kan optage eller omlægge lån, samt købe eller sælge optioner og terminskontrakter. Se evt. D.11.11.2.

Landsskatteretten har i SKM2009.389.LSR udtalt, at ydelser leveret i henhold til en standard corporate-finance-kontrakt efter en samlet vurdering måtte anses for omfattet af momsfritagelsen. Leveringen af ydelserne måtte anses for at have til formål, at der skulle indgås en aftale mellem en køber og en sælger om salg af af værdipapirer, uden at klageren herved havde en selvstændig interesse i aftalens indhold. Virksomheden måtte samtidig anses for at have fuldmagt til at forhandle selvstændigt på opdragsgiverens vegne, idet virksomheden skulle identificere og indlede forhandlinger med potentielle købere/sælgere, hvilket skulle munde ud i et aftaleudkast. Det forhold, at virksomheden efter kontrakten også skulle forelægge aftaleudkastet for opdragsgiveren til endelig godkendelse, fratog ikke opdraget sin selvstændige karakter.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f), bestemmer, at forvaltning af investeringsforeninger er momsfritaget.

Dette gælder, uanset om denne forvaltning udføres af foreningen selv, af et administrationsselskab eller andre, hvortil kompetencen er lovligt delegeret.

Fritagelsen omfatter ydelser, der er forbundet med sædvanlig formueforvaltning.

Investeringsforeninger

Skatterådet fandt i SKM2008.353.SR, at udtrykket investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f) - under hensyn til det råderum for udøvelsen af medlemsstaternes skøn, som EF-domstolen har tilkendegivet i sag C-363/05, Claverhouse - kan anses for at omfatte:

  1. Investeringsforeninger og andre institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) omfattet af UCITS-direktivet (Direktiv 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), som ændret ved direktiv 2001/107/EF af 21. januar 2002 og ved direktiv 2001/108/EF af 21. januar 2002).
  2. Kontoførende investeringsforeninger, jf. § 2 i lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger (se evt. Ligningsvejledningen, S.A.1.8.4), uanset om foreningerne er omfattet af UCITS-direktivet.
  3. Udloddende investeringsforeninger omfattet af ligningslovens § 16 C, stk. 1 (se evt. Ligningsvejledningen, S.A.1.8.1), uanset om de er omfattet af UCITS-direktivet.
  4. Investeringsselskaber omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, jf. stk. 3 og 4 (se evt. Ligningsvejledningen, S.A.1.8.3), uanset om de er omfattet af UCITS-direktivet.
  5. Certifikatudstedende akkumulerende investeringsforeninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5a (se evt. Ligningsvejledningen, S.A.1.8.2), uanset om de er omfattet af UCITS-direktivet.
  6. ITC'er, jf. EF-domstolens dom i sag C-363/05, Claverhouse, uanset om de er omfattet af nr. 2-5.
  7. Andre institutter for kollektiv investering i værdipapirer, som efter en konkret vurdering kan anses for at udbyde ydelser, som er sammenlignelige med og i konkurrence med de ydelser, som investeringsforeninger omfattet af nr. 1-6 udbyder til medlemmer, aktionærer m.fl. med hensyn til risikospredning i forbindelse med investering i værdipapirer.

Skatterådet udtalte i SKM2008.353.SR vejledende, at spørger - et børsnoteret aktieselskab - kunne anses for en investeringsforening i momsloves forstand.

Forvaltning

EF-domstolen blev i sag C-8/03, BBL, omtalt i afsnit C.1.4, af en belgisk domstol forelagt spørgsmålet, om visse ydelser i forbindelse med forvaltning af investeringsforeninger var omfattet af 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra e) (Momslovens § 15, stk. 2). EF-domstolen blev tillige forelagt spørgsmålet, om de pågældende ydelser var omfattet af fritagelsen i direktivets artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6 (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g) (momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f), såfremt de ikke var omfattet af artikel 9, stk. 2, litra e). EF-Domstolen fandt, at de pågældende ydelser var omfattet af artikel 9, stk. 2, litra e), idet domstolen bemærkede, at 6. direktivs artikel 9, stk. 2, litra e), tredje og femte led (momslovens § 15, stk. 2, nr. 3 og 5) dækker såvel rådgivningsydelser som bank- og finansieringstransaktioner. Da ydelserne derfor ikke havde leveringssted i Belgien, men i Luxembourg, var det ikke nødvendigt for EF-domstolen at tage stilling til, om de pågældende ydelser var omfattet af fritagelsen i direktivets artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6 (momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f).

EF-domstolen har i dommen i sag C-169/04, Abbey National plc, udtalt, at begrebet »forvaltning« af investeringsforeninger i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6, er et selvstændigt fællesskabsretligt begreb, hvis indhold medlemsstaterne ikke kan ændre. Domstolen udtalte videre, at sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6, skal fortolkes således, at de administrative og regnskabsmæssige tjenesteydelser, som leveres af en tredjepartsadministrator, er omfattet af begrebet »forvaltning af investeringsforeninger« som omhandlet i denne bestemmelse, hvis de, set under ét, udgør en særskilt helhed og er specifikke og væsentlige for forvaltningen af investeringsforeninger. Derimod er tjenesteydelser, der svarer til en depositars opgaver, som dem, der er nævnt i artikel 7, stk. 1 og 3, og artikel 14, stk. 1 og 3, i direktiv 85/611, ikke omfattet af dette begreb.

Skatterådet har i SKM2007.295.SR udtalt, at modsat hvad gælder for forsikring, jf. f.eks. EF-domstolens dom i sag C-349/96, CPP, overførsler, jf. dommen i sag C-2/95, SDC, værdipapirer, jf. dommen i sag C-235/00, CSC, og væddemål, jf. dommen i sag C-89/05, United Utilities plc., har EF-domstolen ikke i sag C-169/04, nærmere defineret begrebet "forvaltning" af investeringsforeninger. Derimod har domstolen slået fast, at fritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger alene finder anvendelse på en underleverandør (tredjepartsadministrator), såfremt underleverandørens ydelser, set under ét, udgør en særskilt helhed og er specifikke og væsentlige for forvaltning af investeringsforeninger.

På baggrund af det af domstolen i præmis 68 i sag C-169/04 anførte om afgiftsneutralitet og på baggrund af domstolens henvisning i præmis 64 til bilag II til direktiv 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), som ændret ved direktiv 2001/107/EF af 21. januar 2002 med henblik på en regulering af administrationsselskaber og forenklede prospekter og ved direktiv 2001/108/EF af 21. januar 2002 med hensyn til investeringsinstitutters investeringer, så fandt Skatterådet, at de opgaver i forbindelse med forvaltning af investeringsfonde og investeringsselskaber, som er nævnt i den ikke-udtømmende liste i bilaget, kan anses for omfattet af fritagelsen. Det må dog være en betingelse, at de leveres til en forening, som efter dansk praksis vedrørende skattelovgivningen kan anses for en investeringsforening, jf. medlemsstaternes skønsbeføjelse med hensyn til begrebet "investeringsforening" i Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g).

De i bilaget anførte opgaver omfatter:

- Investeringsforvaltning

- Administration:

a) juridisk bistand og regnskabstjenesteydelser i forbindelse med fondsforvaltning

b) kundeforespørgsler

c) værdi- og prisfastsættelse (herunder selvangivelser)

d) kontrol med overholdelse af lovgivning

e) ajourføring af deltagerregister

f) udlodning af overskud

g) emission og indløsning af andele

h) kontraktetablering (herunder udsendelse af beviser)

i) registrering.

- Markedsføring.

Hidtidig dansk praksis, jf. Momsvejledningen 2007-2, har indrømmet fritagelse for følgende ydelser:

  • Den daglige administration af porteføljen, herunder bogholderi.
  • Rådgivning og beslutning om placering af midlerne og effektuering af køb og salg af værdipapirer for foreningen.
  • Beregning af investeringsbevisernes indre værdi.
  • Udstedelse og indløsning af investeringsbeviser.
  • Andre administrative ydelser, herunder IT, prospekter m.m., markedsføring, ledelse samt udvikling og analyse.
  • Aktiviteter udført af andre, hvortil kompetencen er lovligt delegeret, herunder af depotbanken, såsom afvikling af investeringsaktiviteterne, indkassering af dividender og renter, afstemning af positioner med korrespondenter, opbevaring af værdipapirer, salg og rådgivning, opbevaring af investeringsbeviser, VP, prisstillergebyr og aktiebog.

Skatterådet fandt, at EF-domstolens dom i sag C-169/04, Abbey National, ikke var til hinder for, at denne praksis blev opretholdt. Dog med den undtagelse, at ydelser leveret af depositarer for institutter for kollektiv investering, som dem, der er nævnt i artikel 7, stk. 1 og 3, og artikel 14, stk. 1 og 3, i direktiv 85/611, fremover ikke kunne anses for momsfri. Aktiviteter udført af andre, hvortil kompetencen er lovligt delegeret, må således stadig anses for momsfri, dog ikke ydelser leveret af depotbanker.

De i SKM2007.295.SR omhandlede ydelser kunne derfor alle anses for omhandlet af begrebet forvaltning af investeringsforeninger, da selskabet ikke var en depotbank. Ydelserne var derfor momsfrie i det omfang, at de blev leveret til en forening, som efter dansk praksis vedrørende skattelovgivningen kunne anses for en investeringsforening.