Begreberne i de to hovedregler er beskrevet i afsnit E.3.1.

Afvigelserne fra hovedreglerne (særregler og regler om faktisk benyttelse) er beskrevet i E.3.3 (særregler i forhold til begge hovedregler), E.3.4 (særregler alene vedrørende ydelser leveret til ikke-afgiftspligtige personer) og E.3.1.5 (faktisk benyttelse).

Hovedregel - Ydelser leveret til afgiftspligtige personer

Leveringsstedet for ydelser er efter § 16, stk. 1, her i landet, når ydelsen leveres til en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, og som har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed her i landet eller har et fast forretningssted her i landet, hvortil ydelsen leveres, eller i mangel heraf har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her i landet og ydelsen leveres hertil, jf. dog stk. 2 og 3 og §§ 18, 19, stk. 1, 21, 21 a og 21 b.

Er den afgiftspligtige køber etableret i mere end et land, er leveringsstedet i princippet det sted, hvor køber har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed. Men leveres ydelsen til et fast forretningssted i et andet land, skal ydelsen imidlertid pålægges moms der. Såfremt der ikke findes indikation for svig, er det kun den afgiftspligtige køber, der er ansvarlig for at fastlægge, hvortil ydelsen leveres. Ved fastlæggelsen af stedet, hvortil ydelsen leveres, skal den afgiftspligtige køber især se på om:

  • Kontrakten eller ordrebestillingen identificerer et fast forretningssted som aftager.
  • Et fast forretningssted betaler for ydelsen eller faktisk bærer udgiften.
  • Ydelsens art, hvis denne gør det muligt at identificere det særlige faste forretningssted.

Told- og skatteforvaltningen vil af kontrolhensyn gå ud fra, at står et fast forretningssteds momsnummer på fakturaen, er ydelsen leveret til dette faste forretningssted medmindre andet godtgøres.

En global kontrakt er en forretningsaftale, der dækker alle ydelser leveret fra en sælger til en afgiftspligtig person. For ydelser omfattet af en sådan kontrakt gælder ligeledes, at leveringsstedet som udgangspunkt er der, hvor den afgiftspligtige køber har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed. Er ydelserne imidlertid faktisk beregnet på et fast forretningssteds brug, og dette forretningssted bærer omkostningerne for ydelserne, skal leveringsstedet anses for at være der, hvor det faste forretningssted er etableret.

Hovedregel - Ydelser leveret til ikke-afgiftspligtige personer

Leveringsstedet for ydelser er efter § 16, stk. 4, her i landet, når ydelsen leveres til en ikke-afgiftspligtig person, og leverandøren har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed her i landet eller har et fast forretningssted her i landet, hvorfra ydelsen leveres, eller i mangel heraf har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her i landet og ydelsen leveres herfra, jf. dog stk. 5 og 6 samt §§ 17, 18 og 19-21 d.

Den gamle hovedregel

Før 1. januar 2010 var der en fælles hovedregel for leverancer til både afgiftspligtige personer og til ikke-afgiftspligtige personer. Den tidligere, fælles hovedregel svarede til hovedreglen i § 16, stk. 4, for leverancer til ikke-afgiftspligtige personer.

Praksis vedrørende den tidligere hovedregel er kort beskrevet neden for.

Det fremgår af artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1777/2005, at hvis der er tale om en enkelt ydelse, henhører ydelser leveret som led i tilrettelæggelsen af en begravelse under artikel 9, stk. 1, i direktiv 77/388/EØF.

EF-domstolen har i sag C-167/95, Linthorst m.fl., fundet, at de tjenesteydelser, som en dyrlæge hovedsageligt og sædvanligt udfører, henhører under 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 1. Dyrlægeydelser til ikke-afgiftspligtige personer vil derfor sædvanglivis være omfattet af hovedreglen i § 16, stk. 4, om leveringsstedet for ydelser.

Når en dyrlæge eller hesteinseminør i henhold til bekendtgørelsen om kunstig sædoverføring på heste foretager inseminering af heste, var der efter styrelsens opfattelse ligeledes tale om en ydelse omfattet af den tidligere hovedregel i lovens dagældende § 15, stk. 1. Hvis bedækningen af en hoppe derimod skete ved, at en hingst bedækkede hoppen naturligt, var ydelsen omfattet af momslovens dagældende § 18, stk. 1, nr. 3. Se SKM2001.423.TSS.

EF-domstolen har i sag C-210/04, FCE Bank plc, udtalt, at sjette direktivs artikel 9, stk. 1, har til formål at udpege den afgiftspligtige person for så vidt angår transaktioner, der foretages mellem en filial og tredjemand. Bestemmelsen var således uden relevans i den foreliggende sag, som vedrørte transaktioner mellem et selskab, der var hjemmehørende i en medlemsstat, og en af dets filialer, der havde hjemsted i en anden medlemsstat.

Der er indtil videre fortsat momsfritagelse for restaurationsvirksomhed om bord på færgeforbindelser mellem Danmark og udlandet, jf. TfS 1998, 738.

Til og med 31. december 2009 har Danmark ikke til hensigt at udnytte beskatningsretten til restaurationsydelser leveret i lande og områder uden for EU af virksomheder med hjemsted i Danmark, jf. SKM2008.949.SKAT. Om de fra 1. januar 2010 gældende regler for leveringsstedet for restaurant- og cateringydelser, se E.3.3.4.