§ 14, nr. 2, fastlægger leveringsstedet for varer, der forsendes eller transporteres. Hvis varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes, er leveringsstedet ligeledes her i landet.

Bestemmelsen gennemfører Momssystemdirektivets artikel 32 (6. momsdirektivs artikel 8, stk. 1, litra a), 1. semikolon) i dansk ret.

Ved at tage udgangspunkt i varens fysiske placering ved fastlæggelse af leveringsstedet sikres, at der ved forsendelse ikke kan aftales et leveringssted i et andet land efter købelovens regler med den virkning, at beskatningsretten flyttes, når varen reelt befinder sig i Danmark ved forsendelsens begyndelse.

Der skal således som udgangspunkt betales moms her i landet af leverancer til udlandet. Leverancerne kan dog være omfattet af momsfritagelserne i § 34. Se afsnit I og I.1.

Leverancer af varer til udlandet kan i enkelte tilfælde være fritaget for moms efter fritagelsesbestemmelserne i § 13. Se D.11.

Der gælder særlige regler for varer, der forsendes eller transporteres her fra landet i forbindelse med installering og montering, se E.2.2.1, og i forbindelse med fjernsalg, se E.2.2.2.

Ved her i landet og ved Danmark forstås det danske momsområde, se B.1.

Om sondringen mellem EU-lande (steder i EU) og tredjelande (steder uden for EU), se B.2.

EF-domstolen har i sag C-245/04, EMAG Handel Eder OHG, udtalt, at såfremt to på hinanden følgende leveringer af de samme goder, som foretages mod vederlag mellem afgiftspligtige personer, der optræder i denne egenskab, giver anledning til en og samme forsendelse inden for Fællesskabet eller en og samme transport inden for Fællesskabet af disse goder, kan denne forsendelse eller transport kun omfatte én af disse to leveringer, der som den eneste fritages for afgift i henhold til sjette direktivs artikel 28c, punkt A, litra a), første afsnit. Denne fortolkning gælder, uanset hvem af de afgiftspligtige personer - den første sælger, den mellemkommende erhverver eller den anden erhverver - der har retten til at råde over goderne under nævnte forsendelse eller transport.

Domstolen udtalte videre, at det kun er stedet for den levering, der giver anledning til forsendelse eller transport inden for Fællesskabet af goder, som fastlægges i overensstemmelse med sjette direktivs artikel 8, stk. 1, litra a); det anses for at være beliggende i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten påbegyndes. Stedet for den levering, som ikke giver anledning til forsendelse eller transport inden for Fællesskabet af goder, fastlægges i overensstemmelse med samme direktivs artikel 8, stk. 1, litra b); det anses for at være beliggende enten i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten påbegyndes, eller den medlemsstat, hvor den afsluttes, afhængigt af, om denne levering er den første eller den anden af de to på hinanden følgende leveringer.

Ny tekst startHøjesteret fandt i SKM2010.396.HR, at de danske kunders købsaftaler er indgået med den danske virksomhed og ikke den tyske samarbejdspart, som alene måtte anses for at have fungeret som et uselvstændigt mellemled i forbindelse med bådens udlevering og købesummens betaling. Den danske virksomheds levering var således sket til den danske kunde og ikke til den tyske samarbejdspart. Da båden befandt sig i Danmark på det tidspunkt, hvor transporten til den danske kunde (aftageren) begyndte, var leveringsstedet her i landet, jf. momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt., og der skulle derfor betales moms i Danmark. Skatteministeriet overvejede ved redaktionens slutning stadig dommens betydning for praksis.Ny tekst slut

Det var i SKM2005.161.VLR ubestridt, at sælger af de omhandlede mobiltelefoner på tidspunktet for handlerne havde hjemsted i Tyskland, og at sælger ikke var momsregistreret i hverken Danmark eller Sverige. Mobiltelefonerne blev købt af danske leverandører og henlå på et speditionslager i Danmark, forinden de blev videresendt til Sverige for sælgers regning. Da mobiltelefonerne befandt sig på et speditionslager i Danmark på tidspunktet for forsendelsen til Sverige, var leveringsstedet, jf. momslovens § 14, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., som udgangspunkt i Danmark, og der skulle derfor svares dansk moms af handlerne, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. og 2. pkt. Leveringsstedet kunne ikke anses for at være i Sverige efter reglerne om fjernsalg, se E.2.2.2. Dommen blev indbragt for Højesteret, men sælger hævede senere anken, jf. SKM2007.128.HR.

Landsskatteretten fandt i SKM2009.664.LSR, at den danske sælgers tyske registering ikke reelt havde rådet over de pågældende hårde hvidevarer. De hårde hvidevarer kunne derfor ikke anses for solgt til den tyske registrering, og det danske selskab var derfor ikke en mellemmand i forbindelse med aftaleindgåelsen, med den reelle sælger. Varerne havde derfor leveringssted i Danmark, da varerne befandt sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen til aftageren blev pågyndt. Der forelå ikke et fjernsalg omfattet af momslovens § 14, nr. 2, 2. pkt. De forudsætninger, der er opregnet i bestemmelsen, synedes kunstigt skabt, da der ikke var nogen reel forretningsmæssig begrundelse for, at leveringsstedet blev flyttet fra Danmark til Tyskland. Den eneste begrundelse for flytningen af leveringsstedet synedes udelukkende at være af opnå en afgiftsfordel.

Skatterådet har i SKM2006.530.SR svaret, at en dansk virksomhed kan indrette et grænsehandelskoncept, så campingvogne kan handles med tysk moms, hvis følgende forhold er opfyldt:

  1. At spørgeren etablerer et samarbejde med en virksomhed, der faktisk har etableret et forretningssted i Tyskland. Den tyske samarbejdspart kan være et af den danske forhandler 100 pct. ejet tysk datterselskab.
  2. At potentielle købere ved deres henvendelse til spørgeren alene får oplysning om, at såfremt de ønsker at købe en campingvogn af en bestemt type med tysk moms, kan de gøre dette ved henvendelse til den tyske samarbejdspart i Tyskland.
  3. At spørgeren sælger campingvognen til den tyske samarbejdspart og modtager betaling herfor.
  4. At spørgeren efterlever momslovens bestemmelser vedrørende EU-varehandel mellem to momsregistrerede virksomheder.
  5. At spørgeren transporterer campingvognen til den tyske samarbejdspart i Tyskland og at spørgeren eller den tyske samarbejdspart bærer risikoen for evt. beskadigelse af campingvognen under transporten.
  6. At handelsaftalen indgås direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspart.
  7. At campingvognen udleveres til den danske køber i Tyskland.
  8. At det er den danske køber, der sørger for transporten af campingvognen fra Tyskland til Danmark.
  9. At campingvognen ikke er indregistreret i Danmark inden den tyske samarbejdspart udleverer den til den danske køber i Tyskland.

I SKM2007.758.SR fandt Skatterådet, at en dansk virksomheds grænsehandelskoncept med salg af hårde hvidevarer ikke kan ske med tysk moms, da virksomheden ikke har etableret et samarbejde med en virksomhed i Tyskland, der faktisk har etableret et forretningssted i Tyskland.

I SKM2008.61.SR og SKM2008.62.SR svarer Skatterådet benægtende på spørgsmål vedrørende leverancer, som indgår som en del af et grænsehandelskoncept med salg af hårde hvidevarer, allerede fordi de stillede spørgsmål vedrører leverancer, som indgår som en del af et grænsehandelskoncept, hvor der ikke er etableret et samarbejde med en virksomhed, der faktisk har etableret et forretningssted i Tyskland, og konceptet således ikke samlet er indrettet så de hårde hvidevarer kan handles med tysk moms, jf. kriterierne i SKM2006.530.SR. I SKM2008.645.SR svarer Skatterådet ja til, at en dansk virksomheds grænsehandelskoncept med salg af nye lystbåde kan ske med tysk moms, da virksomheden har etableret et samarbejde med en tysk virksomhed, der etablerer forretningssted i Tyskland, hvor såvel danske som tyske kunder kan henvende sig for at købe en båd. Båden leveres direkte fra producenten i Tyskland til kunden i Tyskland.

I SKM2009.404.SKAT udtaler SKAT, at det er SKATs opfattelse, at en dansk virksomheds grænsehandelskoncept med salg af hårde hvidevarer, elektronik m.v. kan ske med tysk moms, da virksomheden har etableret et samarbejde med en tysk virksomhed, der har etableret forretningssted i Tyskland, hvor såvel danske som tyske kunder kan henvende sig for at købe hårde hvidevarer, elektronik m.v., og varerne hele tiden har befundet sig hos det tyske datterselskab i Tyskland, hvorfra de udleveres til kunden

Leveringsstedet er ikke her i landet, når varen installeres eller monteres i udlandet af leverandøren eller for dennes regning. Leveringsstedet er i dette tilfælde det sted, hvor varen installeres eller monteres.

Hvis en udenlandsk leverandør forsender eller transporterer varer her til landet og installerer eller monterer varerne her i landet, eller dette sker for den udenlandske leverandørs regning, er leveringsstedet her i landet.

Aftager er en afgiftspligtig personHvis en afgiftspligtig person, får leveret, installeret eller monteret varer her i landet af en virksomhed, der er etableret i udlandet , eller for dennes regning, påhviler momsen dog den afgiftspligtige person , jf. § 46, stk. 1, nr. 2, se L.1.2.2.

Hvad er omfattet af begreberne installering/montering Lovbemærkningerne til lov nr. 363 af 14. maj 1992 (ændring af momsloven i forbindelse med det Indre Marked) nævner salg af vinduesrammer, der skal installeres i bygninger her i landet, som eksempel på installering eller montering. Installering og montering omfatter typisk: at indrette, at anbringe i, at indbygge, at indlægge eller at opsætte.

Vedrørende fakturerings- og regnskabsbestemmelser henvises der til N.2.3 og N.5.3.

Installering/montering i mere end et land

EF-domstolen har i dommen i sag C-111/05, NN, taget stilling til den momsmæssige behandling af et kabel, der installeres i mere end et land. Domstolen udtaler i præmisserne 42-50:

"42 Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om sjette direktivs artikel 8, stk. 1, litra a) - med henblik på fastsættelsen af leveringsstedet for en momspligtig transaktion, der består i levering og udlægning af et fiberoptisk kabel mellem to medlemsstater, som delvis er nedlagt uden for Fællesskabets område - skal fortolkes således, at den enkelte medlemsstats beskatningskompetence er begrænset til den del af kablet, der befinder sig på dens territorium.

43 Indledningsvis skal det understreges, at at at sjette direktivs afsnit VI indeholder bestemmelserne om stedet for afgiftspligtige transaktioner, nærmere bestemt artikel 8 vedrørende levering af goder og artikel 9 vedrørende levering af tjenesteydelser. Formålet med disse bestemmelser, således som det kan udledes af syvende betragtning til direktivet, er inden for rammerne af direktivets generelle ordning at sikre en hensigtsmæssig afgrænsning af de nationale momslovgivningers anvendelsesområde ved en ensartet fastlæggelse af tjenesteydelsernes skatte- og afgiftsmæssige tilknytningssted. Disse bestemmelser har ligeledes til formål at undgå de kompetencekonflikter, der dels kan medføre en dobbelt afgiftspåligning, dels at afgiftspligtige transaktioner ikke beskattes (jf. analogt dom af 4.7.1985, sag 168/84, Berkholz, Sml. s. 2251, præmis 14, af 12.5.2005, sag C-452/03, RAL (Channel Islands) m.fl., Sml. I, s. 3947, præmis 23, og af 15.9.2005, sag C-58/04, Köhler, Sml. I, s. 8219, præmis 22).

44 For så vidt angår fastsættelsen af leveringsstedet for goder opstiller sjette direktivs artikel 8 flere specifikke tilknytningspunkter, alt efter om der er tale om levering af goder, der sker på et skib, et fly eller et tog, om levering af gas eller elektricitet gennem distributionssystemet, eller om levering af et gode, der skal installeres eller monteres, med eller uden prøvekørsel foretaget af leverandøren eller for hans regning. I sidstnævnte tilfælde følger det af ordlyden af sjette direktivs artikel 8, stk. 1, litra a), andet punktum, at leveringsstedet anses for at være det sted, hvor installeringen eller monteringen foretages.

45 Det er korrekt, at for at kunne anvendes i praksis skal en lovvalgsregel gøre det muligt at tillægge én enkelt af de berørte medlemsstater kompetence til at opkræve moms af transaktionen. I denne henseende skal levering af et gode, der skal installeres, i princippet kun anses for at ske på en enkelt medlemsstats område, og når installeringen af godet består i nedgravning i jorden, er det stedet for denne nedgravning, der udpeger den stat, som har kompetence til at kræve afgift af leveringen.

46 Dette betyder dog ikke, at sjette direktivs artikel 8, stk. 1, litra a), andet punktum, ikke finder anvendelse på et tilfælde, hvor installeringen af et gode på en medlemsstats område fortsætter ind over en anden medlemsstats område. Når godet - i hovedsagen et fiberoptisk kabel - således bliver installeret på én medlemsstats område og herefter på en anden medlemsstats område, er leveringsstedet successivt på hver af disse medlemsstaters område.

47 Det følger heraf, at i et sådant tilfælde, således som generaladvokaten har anført det i punkt 88 i forslaget til afgørelse, må hver enkelt medlemsstat anses for at have kompetence til at beskatte transaktionen for den del af kablet, der er installeret på dens område.

48 Denne delvise beskatningskompetence for hver af medlemsstaterne i forhold til transaktionen i sin helhed omfatter ikke blot opkrævningen af afgift på prisen for selve kablet, men ligeledes kompetencen til at opkræve afgift af de tjenesteydelser, der er knyttet til installationen.

49 I hovedsagen omfatter de tjenesteydelser, der er knyttet til installationen af det fiberoptiske kabel, således ikke blot udlægningen som sådan og den eventuelle forlængelse af kablet, men ligeledes den normale testning i løbet af udlægningsfasen og visse indledende prøvekørsler, når udlægningen er gennemført, samt gennemførelsen af yderligere prøvekørsler i en periode på 30 dage, efter at kablet er taget i brug, hvorunder leverandøren udbedrer eventuelle fejl. Det er disse tjenesteydelser tilsammen, hvoraf visse ikke er knyttet til et bestemt geografisk område, der må henføres til kablet i dets fulde omfang, og som derfor - på samme måde som prisen for kablet selv og det øvrige materiale - bør afgiftspålægges af hver medlemsstat pro rata i forhold til kablets længde på dens område.

50 Det tredje spørgsmål skal således besvares med, at sjette direktivs artikel 8, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at beskatningskompetencen i relation til levering og udlægning af et fiberoptisk kabel mellem to medlemsstater, som delvis er nedlagt uden for Fællesskabets område, tilkommer hver medlemsstat pro rata i forhold til kablets længde på dens område, både for så vidt angår prisen for kablet selv og det øvrige materiel, som for udgifterne til de tjenesteydelser, der er forbundet med udlægningen af kablet."

6. Momsdirektivs artikel 8, stk. 1, litra a), 2. og 3. pkt. svarer til Momssystemdirektivets artikel 36.

Levering og udlægning af et fiberoptisk kabel mellem to medlemsstater er ikke momspligtig for den del af transaktionen, der udføres i den eksklusive økonomiske zone, på kontinentalsoklen og på åbent hav, se omtalen af dommen i C-111/05 i B.2.

Hovedreglen er, at fjernsalg til private i andre EU-lande skal ske med dansk moms. Undtagelserne hertil er, når sælgeren er registreringspligtig for fjernsalget i det EU-land, der sælges til. Ved et sådant salg flyttes leveringsstedet til det pågældende EU-land.

Der kan også forekomme tilfælde, hvor sælgeren har fjernsalg til flere EU-lande, men hvor sælgeren ikke er registreringspligtig (eller registreret, jf. nedenfor) i dem alle. Her er der to forskellige leveringssteder, og der skal skelnes mellem fjernsalg til disse EU-lande.

Hvad er omfattet af begrebet fjernsalg

Ved fjernsalg forstås i loven salg af varer, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælgeren, eller på dennes vegne, til en køber, der ikke er registreret efter lovens §§ 47, 49-50 a eller 51 eller 51 a eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, typisk en privat forbruger. Fjernsalg omfatter dog ikke salg, som er momsberigtiget efter de særlige regler om brugte varer mv., jf. lovens kapitel 17, da beskatningsretten efter disse regler altid tilkommer salgslandet.

Det var i SKM2005.161.VLR ubestridt, at sælger af de omhandlede mobiltelefoner på tidspunktet for handlerne havde hjemsted i Tyskland, og at sælgeren ikke var momsregistreret i hverken Danmark eller Sverige. Mobiltelefonerne blev købt af danske leverandører og henlå på et speditionslager i Danmark, forinden de blev videresendt til Sverige for sælgerens regning. Det var ligeledes ubestridt, at køberen af mobiltelefonerne var et afgiftspligtigt selskab, men at det ikke var momsregistreret i Sverige. Selskabet afregnede derfor ikke moms af handlerne som forudsat af sælgeren.

Da mobiltelefonerne befandt sig på et speditionslager i Danmark på tidspunktet for forsendelsen til Sverige, var leveringsstedet, jf. momslovens § 14, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., som udgangspunkt i Danmark, og der skulle derfor svares dansk moms af handlerne, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. og 2. pkt. Ifølge momslovens § 14, stk. 1, nr. 2, 2. pkt. kan leveringsstedet flyttes, når varer sælges ved fjernsalg til andre EU-lande, og virksomheden er registreringspligtig for dette salg i det andet EU-land. Køberen må i den forbindelse ikke være registreret. Efter de herom fastsatte bestemmelser i 6. momsdirektivs art. 28b, pkt. B, stk. 1, art. 28a, stk. 1, litra a, 2. afsnit og art. 28a, stk. 1, litra a og b, er betingelsen, at erhververen er en ikke-afgiftspligtig person. Da den svenske køber var momspligtig og registreringspligtig i Sverige, men uanset dette ikke var momsregistreret, fandt landsretten, at de omhandlede leverancer ikke kunne anses for omfattet af de nævnte regler om fjernhandel, og at leveringsstedet derfor ikke i medfør af disse regler var flyttet til Sverige. Dommen blev indbragt for Højesteret, men sælger hævede senere anken, jf. SKM2007.128.HR.

Landsskatteretten fandt i SKM2009.664.LSR, at den danske sælgers tyske registering ikke reelt havde rådet over de pågældende hårde hvidevarer. De hårde hvidevarer kunne derfor ikke anses for solgt til den tyske registrering, og det danske selskab var derfor ikke en mellemmand i forbindelse med aftaleindgåelsen, med den reelle sælger. Varerne havde derfor leveringssted i Danmark, da varerne befandt sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen til aftageren blev pågyndt. Der forelå ikke et fjernsalg omfattet af momslovens § 14, nr. 2, 2. pkt. De forudsætninger, der er opregnet i bestemmelsen, synedes kunstigt skabt, da der ikke var nogen reel forretningsmæssig begrundelse for, at leveringsstedet blev flyttet fra Danmark til Tyskland. Den eneste begrundelse for flytningen af leveringsstedet synedes udelukkende at være af opnå en afgiftsfordel.

Direkte eller indirekte transport eller forsendelse

Fjernsalg kan give anledning til afgrænsningsproblemer. Ved direkte eller indirekte transport eller forsendelse forstås, at sælgeren på en eller anden måde er involveret i transporten eller forsendelsen af varen.

Ved direkte transport eller forsendelse forstås normalt salg, hvorefter sælgeren modtager bestilling fra køber via annoncer i aviser (eller i magasiner, i kuponhæfter, via telefon, internettet eller lignende) og efterfølgende sørger for, at varen bliver sendt til modtageren (som et eksempel kan nævnes postordresalg).

Om sælgeren er indirekte involveret i transporten afhænger af en konkret vurdering af de givne omstændigheder, herunder måden hvorpå salget bliver tilbudt køberen. Et eksempel er typisk, hvor forsendelsen eller transporten er undergivet sælgerens instruktionsbeføjelser. Sælgeren kan have forestået de indledende foranstaltninger, så varen kan blive afsendt med transportør (f.eks. kan sælgeren sørge for vognmand, anvise transportmulighed eller lignende).

Om sælgeren er indirekte involveret i transporten, er ikke betinget af, at sælgeren skal have indgået kontrakt med transportøren, der forpligter transportøren til at forsende eller transportere alle sælgerens leverancer.

I SKM2006.534.SR fandt Skatterådet ikke, at det kan anses som indirekte involvering i transporten, hvis en virksomhed, som sælger varer fra butikker i Tyskland, på sin hjemmeside oplister en række vognmænd, som kan tage sig af de aktuelle transporter af varerne fra Tyskland til Danmark.

Skatterådet fandt heller ikke, at det kunne anses som indirekte involvering i transporten, når en virksomhed beliggende i Tyskland, der via en tysk butik og webshop, solgte varer til privatpersoner, på sin hjemmeside havde links til forskellige fragtmænd. Kunden kunne enten afhente varerne i den tyske butik eller, uafhængigt af sælger, indgå en aftale om transporten med en fragtmand efter eget valg. Det havde ingen betydning, at virksomheden modtog provision fra fragtmændene, jf. SKM2008.457.SR

Ny tekst startSkatterådet bekræftede i SKM2010.55.SR, at en virksomhed ikke skulle fakturere med dansk moms for salg af biobrændsel til danske privatkunder. Virksomheden kunne ikke anses for at være indirekte involveret i transporten af varerne fra Tyskland til Danmark, når denne solgte varerne via sit lager i Tyskland gennem sin egen webshop, og der på sin hjemmeside oplistede en række fragtmænd, som kunne tage sig af de aktuelle transporter af varerne. Ny tekst slut

Ny tekst startSkatterådet bekræftede i SKM2010.216.SR, at en tysk virksomhed kunne sælge varer til danske kunder med tysk moms, når kunderne selv hentede varerne i Tyskland. Skatterådet bekræftede ligeledes, at det ikke ændrer herpå at der på virksomhedens hjemmeside henvistes til en eller flere danske transportører, heller ikke, hvis en af disse transportører var bror til indehaverens af virksomheden - dette uanset om broderen var medindehaver af virksomheden. Ny tekst slut

Ny tekst startSkatterådet bekræftede i SKM2010.366.SR, at der ikke er tale om direkte eller indirekte involvering i transporten fra sælgers side, selvom de fysiske personer bag vareleverandøren og transportøren er identiske, idet der er tale om to forskellige juridiske personer. Der blev ved afgørelsen lagt afgørende vægt på, at kunden havde valgfrihed med hensyn til, hvem der skulle forestå transporten.Ny tekst slut

Registreringspligt i andre EU-lande

Sælgeren bliver registreringspligtig i det andet EU-land, hvortil varen forsendes eller transporteres, når der ved fjernsalg sælges punktafgiftspligtige varer, jf. § 34, stk. 1, nr. 3, eller visse beløbsgrænser bliver overskredet ved fjernsalget.

Det enkelte EU-land kan selv vælge, om beløbsgrænsen for registreringspligt ved fjernsalg til det pågældende land skal være 35.000 eller 100.000 EUR, jf. Momssystemdirektivets artikel 34, stk. 2 (6. momsdirektivs artikel 28 b, punkt B, stk. 2). Beløbsgrænsen omregnes til landenes nationale valutaer på baggrund af de kurser, som gjaldt den 1. januar 1999, jf. artikel 399. EU-landene kan vælge at afrunde den valgte beløbsgrænse til et rundt beløb i deres egen valuta, jf. artikel 400.

Som punktafgiftspligtige varer anses varer, der er omfattet af EU's fælles regler om punktafgiftspligtige varer. Ved de EU-harmoniserede, punktafgiftspligtige varer forstås energiprodukter, alkohol og alkoholholdige drikkevarer samt forarbejdet tobak som defineret i fællesskabsbestemmelserne, men ikke gas, der leveres gennem distributionssystemet for naturgas, eller elektricitet.

Hvis virksomheden bliver registreret i et andet EU-land, skal SKAT underrettes om virksomhedens registreringsnummer i det andet EU-land.

Virksomheder, der sælger andre varer end punktafgiftspligtige varer til andre EU-lande, kan vælge at lade sig registrere i disse lande. Leveringsstedet flyttes herefter til det pågældende EU-land.

Fjernsalg fra andre EU-lande

Leveringsstedet er her i landet, når en virksomhed fra et andet EU-land via fjernsalg sælger varer, og virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet, jf. § 48, stk. 1, jf. § 48, stk. 3, se M.1.3. Den udenlandske virksomhed bliver registreringspligtig her i landet, når fjernsalget hertil udgør 280.000 kr. eller derover i det løbende eller det foregående kalenderår, eller når salget omfatter punktafgiftspligtige varer, jf. ovenfor.

Hvis en ikke momspligtig juridisk person eller en momspligtig person, der ikke er registreringspligtig efter § 47, erhverver varer fra andre EU-lande, skal købervirksomheden registreres, hvis de leverede varer omfatter punktafgiftspligtige varer, jf. § 34, stk. 1, nr. 3, eller køb af andre varer i det løbende eller i det foregående kalenderår overstiger 80.000 kr., jf. § 50. Se M.4.

Det følger af artikel 22 i Rådets forordning (EF) nr. 1777/2005, at når den tærskel, der anvendes af en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 28b, punkt B, stk. 2, i direktiv 77/388/EØF (Momssystemdirektivets artikel 34, stk. 1 og 2) (momslovens § 48, stk. 3), overskrides i løbet af et kalenderår, ændrer artikel 28b, punkt B, i nævnte direktiv (Momssystemdirektivets artikel 33 og 34) (momslovens § 14, nr. 3, § 48, stk. 3, og § 50) ikke stedet for levering af andre varer end punktafgiftspligtige varer, som er foretaget i løbet af samme kalenderår, inden medlemsstatens tærskel for det løbende kalenderår blev overskredet, forudsat at leverandøren:

a) ikke har udnyttet valgmuligheden i artikel 28b, punkt B, stk. 3, i nævnte direktiv (momslovens § 50), og

b) ikke har overskredet tærsklen i det foregående kalenderår.

Derimod ændrer artikel 28b, punkt B, i direktiv 77/388/EØF (momslovens § 14, nr. 3, § 48, stk. 3, og § 50) stedet for følgende leverancer i den medlemsstat, hvortil varerne ankommer efter forsendelse eller transport:

a) den leverance, hvorved medlemsstatens tærskel blev overskredet i løbet af samme kalenderår

b) alle efterfølgende leverancer foretaget i denne medlemsstat i samme kalenderår

c) leverancer foretaget i denne medlemsstat i kalenderåret efter det kalenderår, hvori den i litra a) omhandlede overskridelse fandt sted.

Hvis en virksomhed med grænsehandel er indrettet sådan, at virksomheden må anses for beliggende og udøvet her i landet, vil leveringsstedet for de omhandlede varer i stedet være her i landet efter § 14, nr. 1, som er beskrevet i E.2.1. Se Landsskatterettens kendelse i SKM2002.357.LSR.