Sker der hel eller delvis betaling, inden levering finder sted, eller inden der udstedes faktura for leverancen, skal der afregnes moms af 80 pct. af det modtagne beløb. Bestemmelsen, der er en konsekvens af, at betalingstidspunktet i de nævnte tilfælde anses for leveringstidspunkt efter momslovens § 23, stk. 3, sikrer, at der afregnes moms af betalte beløb, uanset om levering har funder sted, eller faktura er udstedt.

Med en momssats på 25 pct. vil nettobeløbet - momsgrundlaget - således udgøre 80 pct. af det fulde beløb, inkl. moms. Eksempel: 100 kr. udgør 80 pct. af 125 kr. (100 kr. + 25 kr. i moms).

Ny tekst startSe SKM2009.819.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at beløb, som købere af sommerhuse i henhold til købsaftalen indbetaler (deponerer) kontant på en dertil oprettet deponeringskonto i sælgers bank, i sælgers navn, ikke skal medregnes til momsgrundlaget på det tidspunkt, hvor beløbene indsættes på kontoen, jf. momslovens § 23, stk. 3, men derimod først på det tidspunkt, hvor beløbet frigives til sælger i henhold til de nærmere deponeringsbestemmelser i købsaftalen. De indbetalte beløb kunne dermed ikke anses for en del af vederlaget for senere levering af henholdsvis byggegrund og byggeydelser fra sælger, jf. § 27, stk. 1 og stk. 2, nr. 3. Beløbene sidestilles med sikkerhedsstillelser, fx. bank- og forsiskringsgarantier, som leverandører måtte kræve af køber af hensyn til dennes opfyldelse af forpligtigelser i henhold til indgåede aftaler om levering af varer og momspligtige ydelser. Se F.1.3 og G.1.2.3.Ny tekst slut

EF-domstolen har i sag C-419/02, BUPA Hospitals Ltd og Goldsborough Developments LtD, fastslået, at artikel 10, stk. 2, andet afsnit i 6. momsdirektiv, ikke omfatter forudbetalinger som de i hovedsagen omhandlede, hvorved et samlet beløb betales for goder, der er angivet efter art i en liste, som til enhver tid kan ændres ved gensidig aftale mellem køber og sælger, og fra hvilken køber eventuelt kan udvælge varer, på grundlag af en aftale, som han til enhver tid ensidigt kan opsige, hvorefter han får tilbagebetalt hele den del af forudbetalingen, som ikke er udnyttet.

I SKM2006.505.SR har Skatterådet bekræftet, at betalinger som finder sted ved udstedelse af gavekort, der kan anvendes i en række forretninger, og som kan indløses til både varer og kontanter, ikke kan anses for betaling for levering af momspligtige varer og tjenesteydelser. Momspligten indtræder derfor først, når gavekortet indløses til momspligtige varer og ydelser. Se F.1.3.

Om telekort, se F.1.3.