Personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, kan i stedet for at anvende virksomhedsordningen vælge at beregne et kapitalafkast af de erhvervsmæssige aktiver (som hovedregel uden fradrag af passiver) efter reglerne om kapitalafkastordningen i afsnit II i virksomhedsskatteloven.
Gennem anvendelsen af kapitalafkastordningen kan den skattepligtige opnå de fleste af virksomhedsordningens fordele på en enklere måde.

Kapitalafkastordningen kan efter VSL § 22 a, stk. 1, 1. pkt., anvendes af personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed. Kapitalafkastordningen kan således benyttes af samme kreds af personer, som kan anvende virksomhedsordningen. Det betyder, at både fuldt og begrænset skattepligtige personer, som driver selvstændig erhvervsvirksomhed, kan anvende kapitalafkastordningen.
Hvis en selvstændigt erhvervsdrivende anvender kapitalafkastordningen, vil det som regel indebære en lempelse af beskatningen i forhold til reglerne om beskatning af selvstændigt erhvervsdrivende efter personskatteloven.
Reglerne om kapitalafkastordningen gælder ikke for dødsboer, idet kapitalafkastordningen kun kan anvendes af fysiske personer. Kapitalafkastordningen kan heller ikke anvendes for mellemperioden, når et bo skiftes. For en beskrivelse af reglerne i forbindelse med dødsfald i forhold til virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen henvises til LV Beskatning ved dødsfald.
I forhold til kapitalafkastordningen bygger afgrænsningen af begrebet selvstændigt erhvervsdrivende som udgangspunkt på samme praksis, som er beskrevet nærmere i forhold til virksomhedsordningen i E.G.2.1.1, jf. VSL § 1, stk. 1, 1. pkt.
Der er dog aktiver, som efter nærmere fastsatte regler ikke kan indgå, eller som efter den skattepligtiges eget valg enten kan indgå eller holdes uden for kapitalafkastgrundlaget i forhold til kapitalafkastordningen.
Kapitalafkastgrundlaget i forhold til kapitalafkastordningen opgøres som udgangspunkt efter reglerne i VSL § 22 a, stk. 5, som er beskrevet nærmere i E.G.3.1.7.1.
De nærmere regler om de aktiver, som udtrykkeligt ikke kan indgå, eller som efter den skattepligtiges eget valg enten kan indgå eller holdes uden for kapitalafkastgrundlaget, er fastsat i VSL § 22 a, stk. 6 og 7, som er beskrevet nærmere i E.G.3.1.7.2 (Blandet benyttede aktiver), E.G.3.1.7.3 (Anpartsvirksomhed eller konkurs), E.G.3.1.7.4 (Kontante beløb, fordringer, finansielle aktiver, herunder aktier og andelsbeviser) og E.G.3.1.7.5 (Igangværende arbejder for fremmed regning og varelagre m.v.).
I kapitalafkastordningen er det forudsat, at den skattepligtige beregner et kapitalafkast af de erhvervsmæssige aktiver, som den skattepligtige har i sin virksomhed. Dvs. at der skal beregnes et kapitalafkast, hvis den skattepligtige har erhvervsmæssige aktiver, som indgår i kapitalafkastgrundlaget.
Hvis den selvstændigt erhvervsdrivende ikke har nogen erhvervsmæssige aktiver, kan kapitalafkastordningen alligevel anvendes, selv om der i denne situation ikke kan beregnes et kapitalafkast af erhvervsmæssige aktiver. Det skal ses på baggrund af, at kapitalafkastordningen er et alternativ til virksomhedsordningen, jf. VSL § 22 a, stk. 1, 1. pkt.
Efter Skatteministeriets opfattelse kan en selvstændigt erhvervsdrivende, som anvender kapitalafkastordningen, selvom kapitalafkastet opgøres til 0 efter reglerne i VSL § 22 a, også anvende den konjunkturudligningsordning, som knytter sig til kapitalafkastordningen, og dermed foretage henlæggelser til konjunkturudligning efter reglerne i VSL § 22 b, jf. E.G.3.2.

Efter VSL § 22 a, stk. 1, 1. pkt., fragår det kapitalafkast, der beregnes efter kapitalafkastordningen, i den personlige indkomst og lægges til kapitalindkomsten. På denne måde opnås på skematisk vis fradrag i den personlige indkomst for de renteudgifter, der kan anses for medgået til finansiering af de erhvervsmæssige aktiver. Samtidig gives der - i det omfang kapitalafkastet overstiger de faktisk afholdte renteudgifter - en forrentning af egenkapitalen i virksomheden, der beskattes som kapitalindkomst.
Da kapitalafkastet fragår ved opgørelsen af den personlige indkomst, fragår det ligeledes ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for AM-bidrag, jf. AMBL Ny tekst start§ 5, stk. 1Ny tekst slut. Dette skyldes, at bidragsgrundlaget efter denne bestemmelse udgøres af den personlige indkomst vedrørende selvstændig erhvervsvirksomhed.Kapitalafkastet beregnes efter reglerne i VSL § 22 a, stk. 2, som er omtalt nærmere i E.G.3.1.4.

Efter VSL § 22 a, stk. 1, sidste pkt., finder VSL § 2, stk. 2, 1.-3. pkt., tilsvarende anvendelse for kapitalafkastordningen. Dvs. at der med hensyn til valg af kapitalafkastordningen og muligheden for ændring heraf gælder samme regler som for virksomhedsordningen, jf. E.G.2.2.2.1 og E.G.2.2.2.2.

Den skattepligtige skal ved indgivelse af selvangivelsen for et indkomstår tilkendegive, om kapitalafkastordningen skal anvendes for det pågældende indkomstår. Valget træffes således efter, at indkomståret er udløbet. Selvangivelsesfristen er den 1. juli for alle fysiske personer, som ikke er omfattet af ordningen med fortrykt selvangivelse.

Det indebærer også, at den skattepligtige kan ændre sin tidligere beslutning om, hvorvidt kapitalafkastordningen skal anvendes eller ikke. Tilkendegivelse herom skal ske til told- og skatteforvaltningen senest den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret, jf. VSL § 2, stk. 2, 3. pkt., jf. § 22 a, stk. 1, 3. pkt.

Formålet med denne regel er at give den skattepligtige mulighed for efter modtagelsen af årsopgørelsen at ændre den beslutning, der træffes ved indgivelsen af selvangivelsen, idet konsekvenserne af beslutningen på dette tidspunkt kan være vanskelige at overskue fuldt ud.

Efter at et indkomstår er udløbet, har en selvstændigt erhvervsdrivende med kalenderårsregnskab således 1 1/2 år til at træffe den endelige beslutning med hensyn til, om det er personskattelovens regler, virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen, der skal anvendes for det pågældende indkomstår.

Senere ændringDen under afsnit E.G.2.2.2.2 omtalte tidligere regel i VSL § 2, stk. 2, 4. pkt., om muligheden for under visse betingelser at ændre sit valg af ordning efter udløbet af den almindelige ligningsfrist, gjaldt også for valg af kapitalafkastordningen, jf. den tidligere henvisning i VSL § 22 a, stk. 1, 3. pkt. til VSL § 2, stk. 2, 4. pkt. VSL § 2, stk. 2, 4. pkt. er ophævet ved lov nr. 428 af 6. juni 2005 med virkning fra 1. november 2005. Fremover er det SFL § 30, der regulerer, om der kan ske et sådan selvangivelsesomvalg efter udløbet af fristen i VSL § 2 stk. 2, 3. pkt, jf. § 22 a, stk. 1, sidste pkt. Se nærmere om SFL § 30 i DJV Processuelle Regler for SKATs opgaver, afsnit A.A.14.2. Der henvises endvidere til E.G.2.2.2.2 om forholdet mellem VSL § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt. og VSL § 22 a, stk. 1, 3. pkt. og skatteforvaltningslovens genoptagelsesregler.

Ægtefæller, der driver hver sin virksomhed, kan frit og uafhængigt af hinanden vælge, om de vil anvende virksomhedsskattelovens regler, dvs. virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen, eller om de vil anvende personskattelovens regler, jf. E.G.2.3.1. Dette gælder også for ægtefæller, der benytter sig af muligheden for fordeling af virksomhedens resultat efter KSL § 25 A, stk. 8.
Den skattemæssige behandling af ægtefæller i forhold til kapitalafkastordningen er også omtalt i E.G.3.1.6 nedenfor om behandlingen af ægtefæller ved opgørelsen af kapitalafkastet.

I virksomhedsskatteloven er der ikke krav om, at de der anvender kapitalafkastordningen, skal føre et regnskab. Eventuelle regnskabskrav til disse skatteydere må derfor hvile på enten bogføringsloven eller reglerne efter SKL § 3, stk. 1.
I øvrigt er der efter VSL § 22 a, stk. 1, sidste pkt., jf. § 2, stk. 6, hjemmel til, at skatteministeren administrativt kan fastsætte regler om regnskabet og om den form, hvori oplysningerne til brug for selvangivelsen skal gives.
Ved bekendtgørelse nr. 593 af 12. juni 2006 om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. er der indført krav om specifikation af kapitalafkastgrundlaget samt beregningen og størrelsen af kapitalafkastet for skattepligtige, der anvender kapitalafkastordningen. Der henvises til bekendtgørelsens kapitel 6. Se endvidere omtalen i E.G.2.2.1 om indgivelse af oplysninger efter bekendtgørelse nr. 593 af 12. juni 2006 (større virksomheder) og bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006 (mindre virksomheder) om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v.
Efter VSL § 22 a, stk. 2, beregnes kapitalafkastet efter kapitalafkastordningen som kapitalafkastgrundlaget ganget med kapitalafkastsatsen efter VSL § 9, jf. E.G.2.10. Kapitalafkastsatsen beregnes på grundlag af en simpel gennemsnitlig effektiv obligationsrente for de første 6 måneder af det kalenderår, der svarer til indkomståret. I 2010 er kapitalafkastsatsen 4 pct.
Princippet for opgørelse af kapitalafkastgrundlaget efter kapitalafkastordningen er beskrevet nærmere i E.G.3.1.7, jf. VSL § 22 a, stk. 5-7.
Hvis den periode, hvor den skattepligtige driver selvstændig virksomhed, er kortere eller længere end 12 måneder, beregnes ligesom under virksomhedsordningen et forholdsmæssigt kapitalafkast, svarende til det antal hele måneder perioden omfatter.
Hvis virksomhedens regnskabsperiode for eksempel omfatter 1 måned og kapitalafkastsatsen eksempelvis er 4 pct., udgør kapitalafkastet 1/12 af 4 pct. af kapitalafkastgrundlaget ved indkomstårets begyndelse.
Eksempel på beregning af et forholdsmæssigt kapitalafkast i forbindelse med kortere eller længere regnskabsår end 12 måneder fremgår af E.G.2.8 i gennemgangen af virksomhedsordningen, hvortil der henvises.

Efter VSL § 22 a, stk. 3, (maksimeringsreglen), kan kapitalafkastet ikke overstige den største talmæssige værdi af følgende beløb:

  1. positiv personlig nettoindkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. PSL § 3, eller den samlede negative nettokapitalindkomst, jf. PSL § 4. Ved opgørelsen af nettokapitalindkomsten ses der bort fra kapitalafkast efter kapitalafkastordningen. Der ses også bort fra negativ kapitalindkomst, der er omfattet af reglerne om anpartsvirksomhed i PSL § 4, stk. 1, nr. 10, 12 og 13 (som affattet ved (den nu historiske) lovbekendtgørelse nr. 772 af 29. august 2003).

Ved lov nr. 425 af 6. juni 2005 ophæves PSL § 4, stk. 1, nr. 12. PSL § 4, stk. 1, nr. 13, bliver herefter til PSL § 4, stk. 1, nr. 12. Loven indeholder som en konsekvens heraf en ændring af VSL § 22 a, stk. 3, nr. 2, hvorefter der i henhold til bestemmelsen ses bort fra negativ kapitalindkomst, der er omfattet af reglerne i PSL § 4, stk. 1, nr. 10 og 12. Der henvises til § 18 i lov nr. 425 af 6. juni 2005 samt afsnit E.G.2.1.3 vedrørende virkningstidspunktet for lovændringerne.

Den personlige nettoindkomst under nr. 1) ovenfor opgøres som bruttoindkomsten med fradrag af driftsomkostninger, afskrivninger og tilslutningsafgifter m.v.
Også beløb, der henlægges til konjunkturudligning efter VSL § 22 b, stk. 1, jf. E.G.3.2.2, fragår ved opgørelsen af den personlige nettoindkomst som nævnt under nr. 1) ovenfor, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 8 (TfS 1994, 541 DEP).
Modsætningsvis skal henlagte konjunkturudligningsbeløb medregnes ved opgørelsen af maksimeringsreglens personlige nettoindkomst for det indkomstår, hvor indskuddet på konjunkturudligningskontoen hæves (TfS 1994, 541 DEP). Reglerne om indtægtsføring af et henlagt konjunkturudligningsbeløb og hævning af et indskud på en konjunkturudligningskonto er beskrevet nærmere i E.G.3.2.6.
I tilfælde, hvor den skattepligtige ophører med at anvende virksomhedsordningen og går over til at anvende kapitalafkastordningen, skal et eventuelt opsparet overskud fra virksomhedsordningen med tillæg af den dertil hørende virksomhedsskat medregnes ved opgørelsen af maksimeringsreglens personlige nettoindkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret efter det indkomstår, hvor den skattepligtige senest har anvendt virksomhedsordningen, jf. VSL § 15 b, stk. 1, som er behandlet i E.G.2.15.1.7.
Hvis den personlige nettoindkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. PSL § 3, ikke er positiv, men negativ, skal den ansættes til 0 ved kapitalafkastberegningen.
Hvis nettokapitalindkomsten, jf. PSL § 4, ikke er negativ, men positiv, skal den ansættes til 0 ved kapitalafkastberegningen.
I den situation, hvor den ene af de 2 faktorer er 0, afgøres kapitalafkastets størrelse af den anden faktor. Hvis begge faktorer er 0, kan der ikke beregnes kapitalafkast.
I følgende oversigt er vist eksempler på maksimeringsreglens betydning for beregningen af kapitalafkast i kapitalafkastordningen.

Eksempel

 

kr.

kr.

kr.

kr.

 

1

2

3

4

Kapitalafkast

50.000

50.000

50.000

50.000

Nettokapitalindkomst

- 70.000

70.000

- 70.000

70.000

Årets overskud*

300.000

- 30.000

- 30.000

30.000

Beregnet kapitalafkast

50.000

0

50.000

30.000

 

A

B

C

D

* = Årets skattepligtige overskud (efter overførsel til medarbejdende ægtefælle)
A = Da kapitalafkastet er mindre end både negativ kapitalindkomst og skattepligtig overskud
B = Da skattepligtig overskud er negativt og kapitalindkomsten positiv
C = Da kapitalafkastet er mindre end negativ nettokapitalindkomst
D = Da nettokapitalindkomsten er positiv, og kapitalafkastet ikke må overstige skattepligtig overskud

Hvis den skattepligtige er gift og samlevende med ægtefællen ved indkomstårets udgang, skal der efter VSL § 22 a, stk. 4, opgøres et kapitalafkast på grundlag af ægtefællernes samlede erhvervsmæssige aktiver og den samlede indkomst opgjort efter maksimeringsreglen i VSL § 22 a, stk. 3, som beskrevet i E.G.3.1.5 ovenfor.
Det således beregnede kapitalafkast fragår herefter i den personlige indkomst og lægges til kapitalindkomsten hos den ægtefælle, der driver virksomheden, jf. KSL § 25 A, stk. 1. Efter denne bestemmelse beskattes overskud af erhvervsmæssig virksomhed hos den ægtefælle, der driver virksomheden. Det beregnede kapitalafkast, der i realiteten er en korrektion af den personlige indkomst, skal derfor have virkning for den personlige indkomst hos den ægtefælle, der bliver beskattet af virksomhedsoverskuddet.
Hvis ægtefællerne driver hver sin virksomhed, fordeles det beregnede kapitalafkast forholdsmæssigt mellem ægtefællerne efter værdien af de erhvervsmæssige aktiver, der indgår i den enkelte ægtefælles virksomhed.
Hvis den ene ægtefælle anvender virksomhedsordningen, mens den anden ægtefælle anvender kapitalafkastordningen, ses der ved beregningen af kapitalafkast for den ægtefælle, der benytter kapitalafkastordningen, bort fra aktiver og indkomst vedrørende ægtefællens virksomhedsordning, og den personlige indkomst nedsættes, og kapitalindkomsten forhøjes kun hos den ægtefælle, der benytter kapitalafkastordningen. Den skattepligtige bliver således stillet på samme måde, som hvis ægtefællen ikke havde nogen erhvervsvirksomhed.
Efter KSL § 25 A, stk. 8, kan ægtefæller efter anmodning fordele resultatet af en fælles drevet virksomhed mellem sig i det omfang, fordelingen er sagligt begrundet i virksomhedens drift. Det er en forudsætning for anvendelse af denne bestemmelse, at begge ægtefæller i væsentligt og ligeligt omfang deltager i driften af den enes eller begges virksomhed, og at ægtefællerne hæfter i samme omfang for virksomhedens forpligtelser. Der henvises til A.A.4.5.2 for en nærmere beskrivelse af KSL § 25 A, stk. 8.
Benytter ægtefællerne sig af denne mulighed for fordeling af resultatet mellem sig, skal virksomhedens aktiver og passiver ligeledes fordeles mellem ægtefællerne. Fordelingen sker efter samme forhold, som ægtefællerne fordeler virksomhedens resultat mellem sig.
Anvendes reglerne i KSL § 25 A, stk. 8, beregnes og fordeles kapitalafkastet efter regler svarende til reglerne for ægtefæller, der driver hver sin virksomhed. Disse regler er gennemgået ovenfor. Dette indebærer, at fordelingen af kapitalafkastet mellem ægtefællerne sker efter værdierne af den andel af værdien af de erhvervsmæssige aktiver i den fælles drevne virksomhed, der henføres til den enkelte ægtefælle. Driver den ene ægtefælle eller begge ægtefæller flere virksomheder end den fælles drevne, indgår værdien af de erhvervsmæssige aktiver i disse virksomheder ligeledes ved fordelingen af kapitalafkastet.

Som nævnt ovenfor i E.G.3.1.4 beregnes kapitalafkastet som kapitalafkastgrundlaget ganget med kapitalafkastsatsen efter VSL § 9. VSL § 22 a, stk. 5-7, indeholder reglerne for opgørelse af kapitalafkastgrundlaget.

Kapitalafkastgrundlaget opgøres ved indkomstårets begyndelse. Ved etablering som selvstændigt erhvervsdrivende opgøres kapitalafkastgrundlaget dog på tidspunktet for virksomhedens start.
Kapitalafkastgrundlaget opgøres som udgangspunkt på grundlag af samtlige erhvervsmæssige aktiver. Bortset fra en undtagelse angående varegæld m.v., jf. VSL § 22 a, stk. 7, 2. pkt., som er omtalt i E.G.3.1.7.4 nedenfor, kan gæld ikke fradrages i kapitalafkastgrundlaget.
Hvilke aktiver, der anses som erhvervsmæssige, afgøres efter samme retningslinjer som i virksomhedsordningen. I kapitalafkastgrundlaget indgår således erhvervsmæssigt benyttede grunde, bygninger, tekniske anlæg, maskiner, driftsmateriel, inventar, varelagre, beholdninger, igangværende arbejde for fremmed regning, aktiverede forsknings- og udviklingsomkostninger, patenter, licenser, varemærker og goodwill. Efter VSL § 22 a, stk. 7, som er beskrevet nærmere i E.G.3.1.7.3, E.G.3.1.7.4 og E.G.3.1.7.5, indgår en række aktiver dog ikke i kapitalafkastgrundlaget i forhold til kapitalafkastordningen.
Reglerne i VSL § 8, stk. 2, 1.-3. pkt., om værdiansættelsen af de erhvervsmæssige aktiver finder tilsvarende anvendelse ved opgørelsen af afkastgrundlaget i forhold til kapitalafkastordningen, jf. E.G.2.9. Dvs. at værdiansættelsen finder sted på samme måde som i virksomhedsordningen bortset fra, at virksomhedens gæld ikke fragår til kursværdien ved opgørelsen, jf. VSL § 8, stk. 2, sidste pkt.
Behandlingen af blandet benyttede aktiver i forhold til kapitalafkastgrundlaget fremgår af VSL § 22 a, stk. 6, der er behandlet nedenfor.

Aktiver, der benyttes til både erhvervsmæssige og private formål, og som kan indgå i virksomhedsordningen efter VSL § 1, stk. 3, 1.-5. pkt., medregnes ved opgørelsen af afkastgrundlaget i kapitalafkastordningen med den forholdsmæssige værdi af aktivet, der svarer til den erhvervsmæssige anvendelse. Dvs. at fast ejendom med vurderingsfordeling, mindre udlejningsejendomme og visse boligfællesskaber for hvilke der betales ejendomsværdiskat efter EVSL § 4, nr. 6-8 og blandet benyttede biler og multimedier indgår med den forholdsmæssige værdi af aktivet.

I kapitalafkastgrundlaget indgår ikke aktiver, hvor indkomsten beskattes efter anpartsreglerne i PSL § 4, stk. 1, nr. 10, 12 eller 13 (som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 772 af 29. august 2003). Angående en nærmere beskrivelse af anpartsreglerne henvises til E.F.1.

Ved lov nr. 425 af 6. juni 2005 ophæves PSL § 4, stk. 1, nr. 12. PSL § 4, stk. 1, nr. 13, bliver herefter til PSL § 4, stk. 1, nr. 12. Loven indeholder som en konsekvens heraf en ændring af VSL § 22 a, stk. 7, hvorefter der ikke i kapitalafkastgrundlaget indgår aktiver, hvor indkomsten beskattes efter anpartsreglerne i PSL § 4, stk. 1, nr. 10 eller 12. Der henvises til § 18 i lov nr. 425 af 6. juni 2005 samt afsnit E.G.2.1.3 vedrørende virkningstidspunktet for lovændringerne.
I kapitalafkastgrundlaget indgår heller ikke aktiver, hvor indkomsten er konkursindkomst efter KKSL § 6.

Kontante beløb indgår ikke i kapitalafkastgrundlaget. Det gør fordringer heller ikke, bortset fra fordringer, der er erhvervet ved salg af varer og tjenesteydelser i forbindelse hermed (varedebitorer m.v.).
Når varedebitorer m.v. indgår i kapitalafkastgrundlaget, skyldes det, at sådanne fordringer kan indgå i virksomhedsordningen og typisk vil være uforrentede. Hvis de blev holdt uden for kapitalafkastordningen, ville der således være virksomheder, som ikke i øvrigt havde behov for at være omfattet af virksomhedsordningen, der ville være nødsaget til at anvende virksomhedsordningen for at kunne beregne kapitalafkast af varedebitorerne m.v.
Aktier eller andre finansielle aktiver indgår derimod ikke i kapitalafkastgrundlaget, bortset fra andele i foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, jf. nedenfor.
Efter overgangsbestemmelsen i § 18, stk. 2, i lov nr. 374 af 18. maj 1994 kan andelsbeviser eller andele i selskaber og foreninger m.v., der inden for de seneste 10 år har været omfattet af ABL § 2 b som affattet i lovbekendtgørelse nr. 753 af 15. september 1993, indgå i henholdsvis virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen.
Efter VSL § 22 a, stk. 7, 2. pkt., indgår andele i foreninger og selskaber omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, i kapitalafkastgrundlaget i forhold til kapitalafkastordningen, selv om den skattepligtige ikke driver næring med aktiverne. Ligesom under virksomhedsordningen, jf. E.G.2.1.5, har den skattepligtige efter Skatteministeriets opfattelse valgfrihed med hensyn til at lade de nævnte andele indgå i kapitalafkastgrundlaget, således at den pågældende kan vælge f.eks. at lade en eller flere af andelene indgå i grundlaget, mens andre andele holdes udenfor.

Valgfriheden indebærer også, at den skattepligtige f.eks. kan vælge at lade andele erhvervet i indkomståret 2002 indgå i kapitalafkastgrundlaget, mens andele erhvervet i indkomståret 2001 eller tidligere indkomstår holdes uden for kapitalafkastgrundlaget.
Begrundelsen for, at finansielle aktiver som hovedregel ikke indgår i kapitalafkastgrundlaget, er dels, at afkast af finansielle aktiver oftest vil være kapitalindkomst, dels at der i modsat fald ville kunne forekomme en oppustning af kapitalafkastgrundlaget, idet gæld som hovedregel ikke kan fradrages i afkastgrundlaget.

Igangværende arbejde for fremmed regning indgår alene med nettoværdien. Dvs. at igangværende arbejder optages som et aktiv i status, og at forudbetalinger på de igangværende arbejder optages som et passiv.
Værdien af igangværende arbejde for fremmed regning, varelagre og fordringer erhvervet ved salg af varer og tjenesteydelser i forbindelse hermed (varedebitorer m.v.) indgår alene i det omfang, hvormed værdien overstiger værdien af gæld opstået ved køb af varer og tjenesteydelser i forbindelse hermed (varekreditorer m.v.). Momsbeløb skal medregnes ved opgørelsen af varedebitorer og -kreditorer, når kapitalafkastgrundlaget beregnes.

VSL § 22 b indeholder regler, hvorefter skattepligtige, som anvender kapitalafkastordningen, kan foretage henlæggelser til konjunkturudligning. Ved ordningen opnår den skattepligtige i lighed med skattepligtige, som anvender virksomhedsordningen, mulighed for at udjævne den skattemæssige virkning af stærkt svingende indkomster.

Efter VSL § 22 b, stk. 1, 1. pkt., kan selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender kapitalafkastordningen efter reglerne i VSL § 22 a, henlægge til konjunkturudligning. Både fuldt og begrænset skattepligtige kan anvende kapitalafkastordningen og dermed også den konjunkturudligningsordning, der knytter sig hertil. Angående betingelserne for at anvende kapitalafkastordningen henvises til E.G.3.1.1.
En selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender kapitalafkastordningen og samtidig har lønindtægt, kan dels henlægge til konjunkturudligning, dels indskyde på etableringskonto efter reglerne herom, jf. E.G.3.2.3.
Hvis begge ægtefæller anvender kapitalafkastordningen, kan ægtefællerne foretage henlæggelse til hver sin konjunkturudligningsordning.
Kapitalafkastordningen anses ikke for ophørt, hvis en virksomhed, som hidtil har været drevet - eller i overvejende grad har været drevet - af den ene ægtefælle, overgår til at være drevet af ægtefællerne i fællesskab eller omvendt. Det vil sige, at der i de nævnte situationer finder succession sted mellem ægtefællerne.
Efter KSL § 25 A, stk. 8, kan ægtefæller efter anmodning fordele resultatet af en fælles drevet virksomhed mellem sig i det omfang, fordelingen er sagligt begrundet i virksomhedens drift. Det er en forudsætning for anvendelse af denne bestemmelse, at begge ægtefæller i væsentligt og ligeligt omfang deltager i driften af den enes eller begges virksomhed, og at ægtefællerne hæfter i samme omfang for virksomhedens forpligtelser. Der henvises til A.A.4.5.2 for en nærmere beskrivelse af KSL § 25 A, stk. 8.
Benytter ægtefællerne sig af denne mulighed for fordeling af resultatet mellem sig, skal virksomhedens aktiver og passiver ligeledes fordeles mellem ægtefællerne. Fordelingen sker efter samme forhold, som ægtefællerne fordeler virksomhedens resultat mellem sig.
Ægtefæller, som driver fælles virksomhed efter KSL § 25 A, stk. 8, kan hver for sig og uafhængigt af hinanden vælge at anvende reglerne om henlæggelse til konjunkturudligning.
I forbindelse med at en ægtefælle overtager en del af driften af en virksomhed, som hidtil har været drevet af den anden ægtefælle, og ægtefællerne vælger at anvende reglerne i KSL § 25 A, stk. 8, skal der tages stilling til, hvorledes de allerede foretagne henlæggelser til konjunkturudligning skal fordeles. Det antages i denne forbindelse, at en ægtefælle kan succedere i den overførende ægtefælles henlæggelser til konjunkturudligning efter VSL § 22 b. Hvis den overførende ægtefælle kun har den virksomhed, der overføres til at blive drevet i fællesskab, kan fordelingen foretages på samme måde som fordelingen af virksomhedens resultat. Er virksomheden, der skal drives af ægtefællerne i fællesskab, en blandt flere virksomheder kan konjunkturudligningshenlæggelserne fordeles i overensstemmelse med fordelingen af kapitalafkast, det vil sige i overensstemmelse med fordelingen af erhvervsmæssige aktiver mellem ægtefællerne.

Ifølge KSL § 33 C, stk. 6, gælder de samme regler for succession i virksomhedsordningen, i hovedtræk for succession i såvel konjukturudligningsordningen som i kapitalafkastordningen. Se KSL § 26 A, stk. 4-7 (indsat ved lov nr. 458 af 9. juni 2004), om succession ved overdragelse af virksomhed mellem ægtefæller. Der henvises til afsnit E.G.2.15.1.11 og E.I.7, hvor reglerne er nærmere beskrevet.

Efter VSL § 22 b, stk. 1, 2. pkt., fradrages det beløb, der henlægges til konjunkturudligning, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, for hvilket henlæggelsen foretages (henlæggelsesåret). Fradraget foretages i den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 8.
For henlæggelsesåret fradrages henlæggelsen også ved opgørelsen af den positive personlige nettoindkomst i relation til maksimeringsreglen i VSL § 22 a, stk. 3, nr. 1, jf. E.G.3.1.5.
Da henlæggelsen fradrages i den personlige indkomst for henlæggelsesåret, fragår henlæggelsen tillige ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for AM-bidrag efter AMBL Ny tekst start§ 4, stk. 1Ny tekst slut. Dette skyldes, at bidragsgrundlaget efter denne bestemmelse udgøres af den personlige indkomst vedrørende selvstændig erhvervsvirksomhed.
Behandlingen af henlagte konjunkturudligningsbeløb, der indtægtsføres, er beskrevet nærmere i E.G.3.2.6.

Henlæggelse til konjunkturudligning kan højst udgøre 25 pct. af overskuddet af selvstændig erhvervsvirksomhed i henlæggelsesåret, men skal mindst udgøre 5.000 kr. Overskuddet opgøres efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst med tillæg af renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og med fradrag af rente- og udbytteindtægter og kursgevinst på fordringer og gæld, som indgår i opgørelsen af dette overskud.
Grundlaget for henlæggelse til konjunkturudligning opgøres før eventuel overførsel af en del af overskuddet til beskatning hos en medarbejdende ægtefælle. I henlæggelsesåret fragår henlæggelser til konjunkturudligning således ved opgørelsen af det overskud, der ligger til grund for beregning af den del af overskuddet, der kan overføres til en medarbejdende ægtefælle. I det indkomstår, hvor henlæggelserne indtægtsføres, medregnes de i beregningsgrundlaget for overførsel til medarbejdende ægtefælle (TfS 1994, 541 DEP).
En selvstændigt erhvervsdrivende, som anvender kapitalafkastordningen og samtidig har lønindtægt, kan dels henlægge til konjunkturudligning, dels indskyde på etableringskonto efter reglerne herom.
For samme indkomstår kan der ikke både henlægges til konjunkturudligning og indtægtsføres tidligere henlagte beløb efter reglerne i VSL § 22 b, stk. 4, 7 og 8, jf. henholdsvis E.G.3.2.6, E.G.3.2.8 og E.G.3.2.9.
Hvis for eksempel den skattepligtige i maj 2007 indtægtsfører henlæggelser, der stammer fra en henlæggelse foretaget for indkomståret 2005, kan den skattepligtige ikke henlægge til konjunkturudligning for indkomståret 2007.

Efter VSL § 22 b, stk. 2, skal der for henlæggelsesåret betales en konjunkturudligningsskat på 25 pct. af det henlagte beløb svarende til virksomhedsskatten for de selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen. Satsen har til og med indkomståret (dvs. henlæggelsesåret) 1998 været på 34 pct., for indkomstårene 1999 og 2000 på 32 pct.,  for indkomstårene 2001 til og med 2004 på 30 pct.,og for indkomstårene 2005 til og med 2006 på 28 pct. Fra og med indkomståret 2007 udgør satsen 25 pct.
VSL § 21 og § 22, jf. E.G.2.16 og E.G.2.17, finder tilsvarende anvendelse for påligning, opkrævning, hæftelse og inddrivelse af konjunkturudligningsskatten. Det betyder bl.a., at konjunkturudligningsskatten opkræves på samme måde som den foreløbige virksomhedsskat efter virksomhedsordningen, dvs. som B-skat. Hvis skatten ikke betales, kan den inddrives efter almindelige regler, men det får ikke betydning for selve henlæggelsen.

Efter VSL § 22 b, stk. 3, er det en betingelse for at opnå fradrag for henlæggelse til konjunkturudligning, at henlæggelsen efter konjunkturudligningsskat, dvs. 75 pct. af henlæggelsen, indsættes på en bunden konto.

For henlæggelser foretaget for indkomstårene til og med 1998 skulle der indsættes 66 pct. af henlæggelsen på en bunden konto. For henlæggelser foretaget for indkomstårene 1999 og 2000 skulle der indsættes 68 pct. For henlæggelser foretaget for indkomstårene 2001 til og med 2004 skulle der indsættes 70 pct. For henlæggelser foretaget for indkomstårene 2005 til og med 2006 skulle der indsættes 72 pct, og for henlæggelser, der foretages fra og med indkomståret 2007 skal der indsættes 75 pct. Ændringen til 75 pct. fra og med indkomståret 2007 hænger sammen med nedsættelsen af satsen for konjunkturudligningsskatten, jf. E.G.3.2.4. Der skal være tale om en konto her i landet enten i et pengeinstitut, som Finanstilsynet har meddelt tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et land inden for De Europæiske Fællesskaber eller et land, som Fællesskabet har indgået en samarbejdsaftale med, udøver virksomhed gennem en filial her i landet. De nærmere regler om disse pengeinstitutter findes i lov om finansiel virksomhed.
Beløbet skal indsættes på kontoen efter henlæggelsesårets udløb, men inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse for henlæggelsesåret.
Kontoen skal betegnes konjunkturudligningskonto og bære påtegning om den skattepligtiges navn, adresse, personnummer, om virksomhedens regnskabsår og om henlæggelsesåret.
Kontoen skal være en kontantforrentet indlånskonto og kan ikke være en gevinstopsparingskonto.
En skattepligtig kan godt overføre en konjunkturudligningskonto fra ét pengeinstitut til et andet.
De nærmere regler om kravene til en konjunkturudligningskonto fremgår af bekendtgørelse nr. 1021 af 4. oktober 2005 om konjunkturudligningsordningen i kapitalafkastordningen og udligningsordningen for forfattere og skabende kunstnere, jf. bemyndigelsesbestemmelsen i VSL § 22 b, stk. 11, som er omtalt i E.G.3.2.12.

VSL § 22 b, stk.4, indeholder reglerne for indtægtsføring og hævning af beløb, der er henlagt til konjunkturudligning.

Et beløb, der er henlagt til konjunkturudligning, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtiges personlige indkomst for det indkomstår, hvor indskuddet hæves. Den henlæggelse, der indtægtsføres, anses for personlig indkomst vedrørende selvstændig erhvervsvirksomhed.
Den indtægtsførte konjunkturudligning, inklusive den dertil svarende konjunkturudligningsskat, medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst i maksimeringsreglen vedrørende kapitalafkastets størrelse i VSL § 22 a, stk. 3, nr. 1 (TfS 1994,541 DEP), jf. E.G.3.1.5.
Den indtægtsførte konjunkturudligning indgår som et integreret led ved opgørelsen af den personlige indkomst. Konsekvensen heraf er blandt andet, at det er summen af den indtægtsførte konjunkturudligningshenlæggelse og den personlige indkomst fra årets indtjening, der skal beregnes skat og AM-bidrag af. For så vidt angår AM-bidraget henvises til TfS 1994, 541 DEP.Ved skatteberegningen for det indkomstår, hvor en konjunkturudligningshenlæggelse indtægtsføres, fradrages den konjunkturudligningsskat, der svarer til hævningen, i den skattepligtiges slutskat med tillæg af eventuel overført restskat m.v. efter reglerne i VSL § 22 b, stk. 5. Se nærmere herom i E.G.3.2.7.

Med virkning fra og med indkomståret 2007 er satsen for konjunkturudligningsskat nedsat fra 28 pct. til 25 pct.
Ved indtægtsføring af henlæggelser for indkomståret 2007 og senere indkomstår udgør den til hævningen svarende konjunkturudligningsskat således 25 pct. af den indtægtsførte henlæggelse. 
Ved indtægtsføring af henlæggelser for indkomståret 1998 og tidligere indkomstår udgør den til hævningen svarende konjunkturudligningsskat 34 pct. af den indtægtsførte henlæggelse. Er der tale om henlæggelser for indkomstårene 1999 og 2000, udgør den til hævningen svarende konjunkturudligningsskat 32 pct. af det indtægtsførte beløb. Er der tale om henlæggelser for indkomstårene 2001 til og med 2004 udgør den til hævningen svarende konjunkturudligningsskat 30 pct. af det indtægtsførte beløb. Endvidere er der for henlæggelser i perioden forud for indkomståret 1999 alene blevet indsat et beløb svarende til 66 pct. af henlæggelsen på konjunkturudligningskontoen mod 68 pct. af henlæggelserne for indkomståret 1999 og 2000, 70 pct. af henlæggelserne for indkomstårene 2001 til og med 2004 og 72 pct. af henlæggelserne for indkomståret 2005 og 2006 og 75 pct. af henlæggelserne for indkomståret 2007 og senere indkomstår.

Indtægtsføringen af henlæggelser sker efter princippet først henlagt, først indtægtsført, jf. VSL § 22 b, stk. 4, 5. pkt., og E.G.3.2.6.2.

Et indskud på en konjunkturudligningskonto kan hæves med virkning for et indkomstår, hvis det hæves inden udløb af fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår.
Beløbet kan hæves, når henlæggelsesåret er udløbet. Et pengeinstitut kan dog ikke udbetale beløbet fra kontoen, før der er forløbet 3 måneder fra det tidspunkt, hvor beløbet blev henlagt.
Et indskud skal hæves senest i det 10. indkomstår efter henlæggelsesårets udløb. Hvis en henlæggelse ikke er indtægtsført inden udløbet af denne frist, skal beløbet medregnes ved opgørelsen af den skattepligtiges personlige indkomst for det 10. indkomstår efter, at henlæggelsesåret er udløbet.
Hvis der er foretaget henlæggelser for flere indkomstår, skal beløbene indtægtsføres i den rækkefølge, de er henlagt i. Dvs. at henlæggelser for et tidligere år skal indtægtsføres, før henlæggelser for et senere år kan indtægtsføres.
Der er imidlertid ikke regler om, at konjunkturudligningshenlæggelser og investeringsfondshenlæggelser skal anvendes i en bestemt rækkefølge. Investeringsfondshenlæggelser for et senere indkomstår kan således anvendes før konjunkturudligningshenlæggelser for et tidligere år, og omvendt.
Der er heller ikke regler om, at konjunkturudligningsbeløb skal anvendes til bestemte formål. Konjunkturudligningsbeløb kan derfor anvendes helt frit af den skattepligtige til erhvervsmæssige eller private formål.
En henlæggelse, som er foretaget over flere indkomstår, kan indtægtsføres og benyttes i et enkelt eller flere indkomstår, ligesom en henlæggelse, som er foretaget i et enkelt indkomstår, kan indtægtsføres og benyttes over flere indkomstår.

Ved skatteberegningen for det indkomstår, hvor en henlæggelse indtægtsføres, fradrages den tidligere betalte konjunkturudligningsskat, der knytter sig til det henlagte beløb, i den skattepligtiges slutskat med tillæg af eventuel overført restskat m.v.
Konjunkturudligningsskatten af indtægtsførte henlæggelser kan overstige årets slutskat med tillæg af eventuel overført restskat m.v. Konjunkturudligningsskat, der ikke kan rummes i årets slutskat m.v., udbetales kontant - uden hensyntagen til opgørelsen af en eventuel ægtefælles slutskat. Udbetalingen sker som overskydende skat, jf. KSL § 60, stk. 1, litra f, og § 62. Udbetalingen kan endvidere ske efter reglerne i KSL § 55.

Efter VSL § 22 b, stk. 7, skal der indtægtsføres henlæggelser til konjunkturudligning svarende til underskuddet for indkomstår, hvor den skattepligtiges personlige indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed før fradrag for konjunkturudligningshenlæggelser og efter fradrag af kapitalafkast er negativ. Overførsel til medarbejdende ægtefælle fragår ved opgørelsen af den personlige indkomst efter denne bestemmelse, jf. TfS 1994, 541 DEP.
Efter VSL § 22 b, stk. 1, 5. pkt., kan der ikke foretages henlæggelser til konjunkturudligning for indkomstår, hvor der indtægtsføres henlæggelser. Dette gælder uanset årsagen til indtægtsføringen, jf. E.G.3.2.3.
Disse regler indebærer blandt andet, at der ikke kan henlægges til konjunkturudligning for indkomstår, hvor der er underskud efter VSL § 22 b, stk. 7, og hvor der derfor skal indtægtsføres tidligere henlæggelser svarende til underskuddet.
Hvis der ikke er nogen tidligere henlæggelser at indtægtsføre, kan der imidlertid henlægges til konjunkturudligning for indkomstår, hvor der fremkommer et underskud ved opgørelsen efter VSL § 22 b, stk. 7 (TfS 1994, 541 DEP).

VSL § 22 b, stk. 8, indeholder reglerne for beskatning af henlæggelser til konjunkturudligning i tilfælde af ophør med at anvende kapitalafkastordningen, herunder overgang til virksomhedsordningen. Bestemmelsen indeholder desuden regler for konkurs og ophør med skattepligt til Danmark. For så vidt angår dødsfald henvises til LV Beskatning ved dødsfald.

Når en personligt ejet virksomhed overdrages inden for familiekredsen og en kreds af nære medarbejdere, er der, jf. KSL 33 C, mulighed for, at erhververen kan succedere i indestående på konto for konjunkturudligning i kapitalafkastordningen. Med lov nr. 458 af 9. juni 2004 er der i KSL § 26 A, stk. 7 indført mulighed for, at succession også kan ske ved overdragelse af virksomhed mellem ægtefæller. Der henvises til E.G.2.15.1.11 og E.I.7, hvor reglerne er nærmere beskrevet.

Hvis den skattepligtige ophører med at anvende kapitalafkastordningen og ikke benytter sig af muligheden for at indtræde i virksomhedsordningen, skal foretagne konjunkturudligningshenlæggelser indtægtsføres med virkning for det seneste indkomstår, hvor den skattepligtige har anvendt kapitalafkastordningen, jf. VSL § 22 b, stk. 8, 1. pkt.
Dette medfører, at der ikke for dette indkomstår kan henlægges til konjunkturudligning, jf. VSL § 22 b, stk. 1, 5. pkt., hvorefter der som nævnt i E.G.3.2.3 og E.G.3.2.8 ikke kan henlægges til konjunkturudligning for indkomstår, for hvilke der indtægtsføres henlæggelser.

Hvis den skattepligtige i forbindelse med ophør med at anvende kapitalafkastordningen i stedet for går over til at anvende virksomhedsordningen, frigives den del af konjunkturudligningshenlæggelserne, der er indsat på den bundne konjunkturudligningskonto i et pengeinstitut. Det vil sige 66 pct. af henlæggelserne for indkomståret 1998 og tidligere indkomstår, 68 pct. af henlæggelserne for indkomstårene 1999 og 2000, 70 pct. af henlæggelserne for indkomståret 2001 til og med 2004, 72 pct. af henlæggelserne for indkomståret 2005 til og med 2006 og endelig 75 pct. af henlæggelserne for indkomståret 2007. Den skattepligtige kan herefter ved overgangen til virksomhedsordningen vælge enten at hæve indskuddet eller en del heraf eller at overføre hele det frigivne beløb eller en del heraf til konto for opsparet overskud i virksomhedsordningen, jf. VSL § 22 b, stk. 8, 4. pkt.

Hvis den skattepligtige ophører med selvstændig virksomhed på grund af konkurs, skal konjunkturudligningshenlæggelser indtægtsføres med virkning for det indkomstår, hvori konkursdekret afsiges over den skattepligtige. Henlæggelserne medregnes ikke til konkursindkomsten, jf. VSL § 22 b, stk. 8, 2.-3. pkt. For så vidt angår de almindelige regler ved konkurs m.v. kan henvises til E.L.
Hvis den skattepligtige ophører med at være fuldt skattepligtig her i landet efter KSL § 1, skal henlæggelserne medregnes til den personlige indkomst for det indkomstår, hvor skattepligten ophører. Dette gælder dog ikke i det omfang, den skattepligtige fortsat er begrænset skattepligtig her i landet efter KSL § 2 med hensyn til virksomhed med fast driftssted her i landet. Hvis den skattepligtige ophører med at være begrænset skattepligtig efter KSL § 2 med hensyn til virksomhedsdriften, skal henlæggelserne medregnes til den personlige indkomst i det år, hvor skattepligten ophører.
Hvis den skattepligtige i tilfælde af dobbeltdomicil bliver hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningaftale, skal henlæggelserne medregnes til den personlige indkomst for det indkomstår, hvor det skattemæssige hjemsted flyttes. Dette gælder dog ikke i det omfang, den skattepligtige fortsat er skattepligtig efter KSL § 1 med hensyn til virksomhed med fast driftssted her i landet. Hvis den skattepligtige ophører med at være skattepligtig efter KSL § 1 med hensyn til virksomhedsdriften, skal henlæggelserne medregnes til den personlige indkomst for det indkomstår, hvor skattepligten ophører, medmindre den skattepligtige, jf. ovenfor, fortsat er begrænset skattepligtig her i landet efter KSL § 2 med hensyn til virksomhed med fast driftssted her i landet.

Kontohaveren kan ikke råde over beløb, der er indskudt på en konjunkturudligningskonto i et pengeinstitut.
Det vil sige at overdragelse, pantsætning eller andre retshandler med hensyn til indskud på en konto for konjunkturudligning ikke kan finde sted, ligesom indskuddene heller ikke kan gøres til genstand for kreditorforfølgning, jf. VSL § 22 b, stk. 9.

Renter, der tilskrives konjunkturudligningskontoen, skal hæves fra kontoen, før indskud kan hæves. Renterne kan hæves efter de regler, som det pågældende pengeinstitut har fastsat herom, jf. VSL § 22 b, stk. 10.
Renterne er skattepligtige efter skattelovgivningens almindelige regler.

De skattepligtiges regnskaber skal indrettes således, at de indeholder de posteringer, der er nødvendige af hensyn til skattemyndighedernes mulighed for at kontrollere henlæggelser og hævede indskud. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler herom, jf. VSL § 22 b, stk. 11. Skatteministeren kan ligeledes fastsætte nærmere regler om bl.a. pengeinstitutternes medvirken ved ordningen og om gennemførelsen af konjunkturudligningsordningen.

I medfør af bemyndigelsen er der udstedt bekendtgørelse nr. 1021 af 4. oktober 2005 om konjunkturudligningsordningen i kapitalafkastordningen og udligningsordningen for forfattere og skabende kunstnere.

Efter bekendtgørelsen er der bl.a. fastsat følgende regler:

En konto for konjunkturudligning må kun omfatte indskud, der er foretaget efter VSL § 22 b. Samme konto kan omfatte indskud vedrørende forskellige henlæggelsesår, når det klart fremgår, hvilke henlæggelsesår indskuddene vedrører.

Det kontoførende pengeinstitut skal senest den 15. oktober til told- og skatteforvaltningen indberette de beløb, som er indskudt henholdsvis hævet på konjunkturudligningskonti før den 1. oktober, og som ikke tidligere er indberettet.

Indberetningerne om indskud og hævninger skal ske samtidig, og de skal for hver konto omfatte oplysninger om:

  1. kontonummeret,
  2. kontohaverens CPR-nummer,
  3. indskudsdatoer henholdsvis hævedatoer 
  4. størrelsen af hvert enkelt beløb og
  5. markering af kontoens betegnelse. 

Indberetningerne indgives på edb-medium. Vilkårene herfor fastsættes af told- og skatteforvaltningen. Oplysningerne kan dog i stedet indgives på skemaer, der udarbejdes af told- og skatteforvaltningen.

Indberetningerne må ikke indeholde oplysninger om rentetilskrivninger og renter, der er hævet efter VSL § 22 b, stk. 10, som er omtalt i E.G.3.2.11. Reglerne om konjunkturudligningskontoen er i øvrigt fastsat i VSL § 22 b, stk. 3, som er beskrevet nærmere i E.G.3.2.5.