Standardsatser
Om de for 2011 - 2013 inkl. gældende satser for skattefri rejsegodtgørelse, der er fastsat i henhold til LL § 9 A, stk. 2, se afsnit C.A.7.2.5.1A.B.1.7.1.1  om standardsatserne for kostgodtgørelse og afsnit C.A.7.2.5.2 LV A.B.1.7.1.2 om standardsatsen for logi. Se en nærmere beskrivelse af reglerne om udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i C.A.7.1 og C.A.7.2LV A.B.1.7.

Skatterådets satser og regler for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse for 2013, jf. LL § 9 B, fremgår af  bekendtgørelse nr. x1081 af 20. november 2012x .

Kontrol ved udbetaling af skattefri godtgørelse
Om krav til dokumentation for og kontrol ved udbetaling af skattefrie rejse- og befordringsgodtgørelser, se bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 og afsnit H.3. Hvis der ikke føres den i bekendtgørelsen krævede kontrol, kan godtgørelsen ikke udbetales skattefrit for modtageren, jf. SKM2002.525.VLR., SKM2005.310.ØLR, SKM2008.823.BR, SKM2009.430.HR og SKM2010.778.VLR.

Skattefri godtgørelse fra arbejdsgiver eller bestyrelse og lign.
Skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse kan kun udbetales af arbejdsgivere eller visse hvervgivere. De hvervgivere, der kan udbetale skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse, er: bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign., jf. LL § 9, stk.4, § 9 A, stk. 9, og § 9 B, stk. 5. En hvervgiver er én, der udbetaler vederlag for personligt arbejde, der ikke er ydet i et egentligt ansættelsesforhold.

Rejse- og befordringsgodtgørelse, der udbetales efter de i LL § 9 A og § 9 B fastsatte regler, er skattefri, uanset om udbetalingen foretages af en dansk eller udenlandsk arbejdsgiver/hvervgiver, og uafhængigt af om denne er skatte-, indeholdelses- eller oplysningspligtig her i landet. En dansk virksomhed, der udlejer medarbejdere til udlandet, kan ligeledes udbetale skattefri rejsegodtgørelse. Se iøvrigt herom i afsnit C.1 og i C.A.7.2.4LV A.B.1.7.1.

Hvis en arbejdsgiver eller hvervgiver udbetaler skattefri rejse- eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i LL §§ 9 A eller 9 B, og det efterfølgende konstateres, at betingelserne for denne skattefrihed ikke er opfyldt, kan SKAT efter anmodning fra den pågældende arbejdsgiver/hvervgiver tillade, at den pågældende betaler et beløb på 56 pct. af de omhandlede godtgørelser. Dette beløb svarer til skatten og arbejdsmarkedsbidraget af godtgørelserne. Se KSL § 69 A, LL § 7 Ø og lov om arbejdsmarkedsbidrag § 3, nr. 3, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Denne ordning trådte i kraft den 2. november 2008, jf. bekendtgørelse nr. 1054 af 22. oktober 2008. 

Anmodningen om den frivillige betaling skal være begrundet og indeholde dels en opgørelse af de udbetalte godtgørelser, dels oplysninger om identiteten af modtagerne (de ansatte/hvervtagerne) og om størrelsen af de godtgørelser omfattet af anmodningen, de enkelte ansatte/hvervtagere har modtaget. SKAT vil i nogle situationer allerede være i besiddelse af oplysningerne eller nogle af disse. Arbejdsgiveren/hvervgiveren kan da nøjes med at henvise til disse oplysninger og afgive eventuelle supplerende oplysninger.

SKAT kan oplyse arbejdsgiveren/hvervgiveren om de godtgørelser, som SKAT mener, at den pågældende med urette har udbetalt som skattefri - herunder hvem, der er modtager af disse godtgørelser, og om der er udsendt agterskrivelse eller årsopgørelse til de pågældende ansatte/hvervtagere, hvori godtgørelserne er medregnet som skattepligtig indkomst.

Tilladelse til frivillig betaling vil blive givet, under betingelse af at:

  • der ikke har været tale om misbrug af reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser,
  • anmodningen er indgivet, og sagen er fuldt ud oplyst så tidligt, at SKAT vil kunne nå at træffe afgørelse med en betalingsfrist, der giver SKAT mulighed for at udsende agterskrivelser til de ansatte/hvertagerne inden udløbet af fristen for genoptagelse af de ansattes/hvervtagernes skatteansættelser og arbejdsmarkedsbidragsopgørelser, hvis arbejdsgiveren/hvergiveren ikke betaler, og
  • der på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen ikke er udsendt agterskrivelser/årsopgørelser til en større del af de berørte ansatte/hvervtagere. Hvis dette er tilfældet, kan der dog gives tilladelse for så vidt angår de ansatte/hvervtagere, som der ikke er udsendt årsopgørelser/agterskrivelser til.

Afslag på anmodning om anvendelse af ordningen om frivillig betaling kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11.

Uanset at arbejdsgiveren/hvervgiveren efterfølgende efter anmodning eventuelt kan opnå en tilladelse til at benytte ordningen, vil godtgørelserne være skatte- og bidragspligtige, når de udbetales, og der vil være pligt for arbejdsgiveren/hvervgiveren til at foretage indeholdelse ved udbetalingen. Arbejdsgiveren/hvervgiveren kan således ikke undlade at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag under henvisning til ordningen i KSL § 69 A om efterfølgende tilladelse til frivillig indbetaling.

Efter anmodning herom fra arbejdsgiveren/hvervgiveren træffer SKAT afgørelse om, hvorvidt de udbetalte godtgørelser, som arbejdsgiveren/hvervgiveren efter ordningen kan betale de ansattes/hvertagernes skat og arbejdsmarkedsbidrag af, er skattepligtige.

Såfremt SKAT giver tilladelse til, at arbejdsgiveren/hvervgiveren betaler ovennævnte beløb på 56 pct. (svarende til skatten og arbejdsmarkedsbidraget af de pågældende godtgørelser), skal dette beløb indbetales inden for fristen for betaling af indeholdt A-skat for den måned, der følger efter den måned, hvori tilladelsen til betaling af det frivillige beløb er givet.

Hvis beløbet ikke betales rettidigt, eller hvis der kun betales en del af det beløb, som tilladelsen vedrører, bortfalder tilladelsen. Dette betyder, at skat og arbejdsmarkedsbidrag af de pågældende ydelser opgøres og opkræves efter de almindelige regler.

Tilsvarende vil skatten og arbejdsmarkedsbidraget af de pågældende godtgørelser skulle opgøres og opkræves efter de almindelige regler, hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren ikke anmoder om eller ikke får tilladelse til den særlige, frivillige betaling.

Får arbejdsgiveren/hvervgiveren tilladelse til at foretage den omhandlede, frivillige betaling, og betaler vedkommende det fulde beløb rettidigt, vil de godtgørelser, der er dækket af betalingen, være skattefri og arbejdsmarkedsbidragsfri for modtageren af godtgørelsen (den ansatte/hvervtageren) fra og med det tidspunkt, hvor betalingen sker. Endvidere vil det beløb, som arbejdsgiveren/hvervgiveren betaler til dækning af skatten og bidraget, ikke indgå i den ansattes/hvervtagerens skattepligtige indkomst.

Hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren får tilladelse til at benytte ordningen og betaler det fulde beløb, bortfalder skatte- og bidragspligten af de pågældende godtgørelser og dermed indeholdelsespligten. Arbejdsgiveren skal derfor ikke tillige betale det beløb, der skulle have været indeholdt, og dette beløb kan heller ikke opkræves hos modtageren af godtgørelserne (den ansatte/hvervtageren).

Betaler arbejdsgiveren/hvervgiveren efter tilladelse den ansattes/hvervtagerens skat og arbejdsmarkedsbidrag af godtgørelserne, kan de pågældende modtagere af godtgørelserne ikke foretage fradrag for den befordring, der har dannet grundlag for de omhandlede befordringsgodtgørelser, eller for de rejseudgifter, der er godtgjort med de omhandlede rejsegodtgørelser.

Arbejdsgiveren/hvervgiveren har ikke fradragsret for den frivillige betaling til dækning af den ansattes/hvervtagerens skat og arbejdsmarkedsbidrag af de omhandlede godtgørelser.

Personer,
som kan få 
skattefri
godtgørelse:

Lønmodtagere
Der kan udbetales skattefri godtgørelse efter reglerne i LL § 9 A og § 9 B til lønmodtagere. Det gælder også modtagere af lønindkomst, der er gjort til B-indkomst efter KSL § 45, stk. 1, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 19.

Ph.d.-studerende, som får løn fra deres arbejdsgiver, behandles som lønmodtagere og kan derfor modtage skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse efter LL § 9 A og § 9 B.

Om rejse- og befordringsgodtgørelse i forbindelse med fri undervisning, se DJV C.A.5.4 og afsnit B.1.6.18.

En anpartshaver, som får stillet fri telefon til rådighed af anpartsselskabet, kan ikke som følge heraf anses for lønmodtager i selskabet og derfor ikke få udbetalt skattefri godtgørelse herfra, jf. SKM2001.141.ØLR og DJV C.A.4.3.3.3.2.En hovedanpartshaver der ikke modtog løn fra sit selskab opfyldte ikke betingelserne for at modtage skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse, se SKM2011.502.BR

Personer, der modtager revalideringsydelse, anses ikke for lønmodtagere i relation til denne ydelse, se SKM2009.55.BR.

EU-praktikanter der ikke modtog løn, men alene fri kost og logi var ikke omfattet af LL § 9 A, se SKM2011.202.SR.

Der kan ikke udbetales skattefri godtgørelse til B-indkomstmodtagere, som ikke er lønmodtagere, jf. ovenfor, eller til personer, som uden at være lønmodtagere har aftalt med en hvervgiver, at der af opkrævningsmæssige årsager skal indeholdes A-skat og AM-bidrag. Sådanne B-indkomstmodtagere kan i stedet få dækket deres rejse- og befordringsudgifter efter reglerne om udlæg efter regning - dog ikke deres befordringsudgifter ved kørsel i egen bil. Om honorarmodtagere, se afsnit B.2.

Bestyrelses-
medlemmer og lign.
Såvel aflønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign. kan få udbetalt skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse efter samme principper og med samme satser, der gælder for udbetaling af sådan godtgørelse til lønmodtagere. Bestyrelsesmedlemmer og lignende er derfor også omfattet af LL § 9 A, stk. 4 (25 pct.-godtgørelse), jf. afsnit B.1.7.1.3.1.

Om godtgørelse til ulønnede medhjælpere eller ulønnede bestyrelsesmedlemmer i foreninger, eller godtgørelse til Hjemmeværnets frivillige personel, se afsnit B.1.8.1 og DJV C.A.3.4.1.4. 

Selvstændigt
erhvervs-
drivende
Selvstændigt erhvervsdrivende kan vælge at foretage fradrag for rejseudgifter med standardsatserne i stedet for de faktiske udgifter, jf. LL § 9 A, stk. 8. Selvstændigt erhvervsdrivende, som benytter virksomhedsordningen, kan dog anvende reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse, hvis bilen holdes uden for virksomheden, jf. nærmere herom i DJV C.C.5.2.1.

Om afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, se afsnit B.1.1.1.

Modregnings-
forbud
Godtgørelse, der er udbetalt skattefrit, anses dog for skattepligtig, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn, jf. LL § 9, stk. 4, 3. pkt. Der gælder således et modregningsforbud, der rammer tilfælde, hvor lønnen løbende nedsættes i overensstemmelse med den udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelse.

I SKM2008.193.SR spurgte et selskab Skatterådet, om de kunne udbetale overenskomstmæssigt fastsat zonetillæg som skattefri rejsegodtgørelse i tilfælde, hvor medarbejderne på grund af afstanden til det midlertidige arbejdssted ikke havde haft mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl. Når arbejdet ikke var forbundet med overnatning, kunne medarbejderne få udbetalt et overenskomstmæssigt fastsat zonetillæg som et almindeligt løntillæg, og der blev indeholdt A-skat, m.v. Skatterådet fandt, at udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelse var i strid med modregningsforbuddet. De omhandlede beløb kunne derfor ikke udbetales som skattefri rejsegodtgørelse.

I SKM2008.189.SR blev en aftale mellem en virksomhed og medarbejderne om lønreduktion mod udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel efter 60-dages-reglen til virksomhedens nye adresse anset for at være i strid med modregningsforbuddet i ligningslovens dagældende § 9, stk. 5, nu § 9 ,stk. 4.

I SKM2006.685.SR afviste Skatterådet, at medarbejdernes grundløn kunne nedsættes til 0 kr. mod at der blev udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, hvilket var i strid med modregningsprincippet.

Se også SKM2005.226.ØLR, hvor et zonetillæg i forbindelse med overnatning blev konverteret fra at være et almindeliget løntillæg til at blive udbetalt som skattefri rejsegodtgørelse. Landsretten fandt, at denne praksis var i strid med modregningsforbuddet i LL § 9, stk. 5.

Det står dog lønmodtager og arbejdsgiver eller f. eks. bestyrelsesmedlemmet og bestyrelsen frit for at aftale lønvilkår/vederlagsvilkår - herunder en generel løn-/vederlagsnedsættelse under hensyntagen til årets gennemsnitlige udbetaling af skattefri befordrings- og rejsegodtgørelse, mod at der fremover udbetales skattefri godtgørelse oven i lønnen/vederlaget.

25 pct.-godtgørelse, jf. LL § 9 A, stk. 4, kan heller ikke modregnes i forud aftalt løn/vederlag. Se i øvrigt afsnit B.1.7.1.3.

Udbetaling af
godtgørelse, 
der overstiger
satserne
Hvis der udbetales godtgørelse med beløb, der er større end godtgørelse beregnet efter ligningslovens/Skatterådets standardsatser, skal hele beløbet medregnes til modtagerens personlige indkomst, jf. bekendtgørelse nr. 1194 af 13. december 2011  og   Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.1 og C.A.7.2.5. Der skal i så fald indeholdes A-skat og AM-bidrag af hele beløbet, jf. KSL § 43, stk. 1 og KSL § 49 A, stk. 1.

Såfremt der foretages en klar opdeling og specificering af, hvad der skal anses som skattefri godtgørelse, og hvad der skal anses som supplerende skattepligtig løn/vederlag, skal dog kun den/det supplerende løn/vederlag medregnes i modtagerens personlige indkomst, og der skal således kun indeholdes A-skat og AM-bidrag af dette beløb, jf. bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, § 1, stk. 3, og § 2, stk. 3. Der kan ikke efterfølgende ske opsplitning af udbetalte godtgørelsesbeløb i en skattefri del og et supplerende skattepligtigt løntillæg/vederlag.

Udbetaling af
godtgørelse,
der er mindre
end satserne,
eller ingen
 godtgørelse
Om lønmodtagerens/bestyrelsesmedlemmets muligheder for fradrag for rejseudgifter, hvis der udbetales godtgørelse med beløb, der er mindre end godtgørelse beregnet efter standardsatserne, eller hvis der slet ikke udbetales nogen godtgørelse, se DJV C.A.7 . Om befordringsfradrag, se bekendtgørelse nr. x1081 af 20. november 2012x, § 12, og DJV C.A.4.3.3 .

Udbetaling af godtgørelse med faste beløb
Hvis der udbetales godtgørelse med faste beløb f.eks. faste månedlige eller årlige beløb, er hele beløbet skattepligtigt, jf. bekendtgørelse nr. x1081 af 20. november 2012x, § 5, og bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, § 2. Ved udbetaling af befordringsgodtgørelse med faste beløb, der således udbetales uafhængigt af det faktiske antal kørte kilometer, eller godtgørelsesbeløb, der skal dække inden for særlige afstandszoner, skal der derfor indeholdes A-skat og AM-bidrag, jf. KSL § 43, stk. 1 og KSL § 49 A, stk. 1.

Udlæg efter regning
Dækker arbejdsgiveren/hvervgiveren en lønmodtagers/hvervtagers rejse- og befordringsudgifter mod dokumentation i form af originale (eksterne) bilag, der herefter indgår i arbejdsgiverens/hvervgiverens regnskabsmateriale, eller afholder arbejdsgiveren/hvervgiveren udgifterne direkte, er beløbet ikke skattepligtig indkomst for modtageren. Udgifterne er da afholdt som udlæg efter regning. Der skal derfor ikke indeholdes A-skat i disse godtgørelsesbeløb, da der kun skal indeholdes A-skat i skattepligtig indkomst, jf. KSL § 41, stk. 1, 2. pkt., og beløbene vil således ikke være omfattet af KSL § 43, stk. 1. Der skal heller ikke betales AM-bidrag, jf. KSL § 49 A, stk. 1, modsætningsvis.

Arbejdsgiveren/hvervgiveren kan ikke dække udgifter som udlæg efter regning mod en tilsvarende reduktion af lønmodtagerens/bestyrelsesmedlemmets løn.

Godtgørelse for lønmodtageres/bestyrelsesmedlemmers kørsel i eget befordringsmiddel i arbejdsgiverens/hvervgiverens tjeneste kan ikke ydes som udlæg efter regning.

Om udlæg efter regning se nærmere i Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.6 LV A.B.1.7.4 .

Der kan ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse eller foretages fradrag for rejseudgifter, når udgifterne er dækket helt eller delvist af arbejdsgiveren/hvervgiveren efter regning eller afholdt direkte af denne. Se Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.1 LV A.B.1.7.1 .

Ifølge LL § 9 A, stk. 4, kan arbejdsgiveren/hvervgiveren dog, hvis denne afholder lønmodtagerens/bestyrelsesmedlemmets udgifter ved rejse efter regning, supplerende udbetale et skattefrit beløb til dækning af udgifter til småfornødenheder på indtil 25 pct. af satsen for skattefri kostgodtgørelse, beregnet for den samlede rejse - den såkaldte 25 pct.-godtgørelse, jf. afsnit B.1.7.1.3.

Om skattepligtig udgiftsdækning, se afsnit B.1.5.4.