Efter FVL § 8, stk. 1, kan den, der er part i en sag, som udgangspunkt på ethvert tidspunkt under sagens behandling vælge at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse, fx en straffesag.

FVL findes der ikke regler om, hvem der kan repræsentere eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af såvel sagkyndige, fx en advokat eller revisor, som af andre. Repræsentation kan dog normalt kun foretages af en person, der er myndig.

FVL § 8, stk. 2, indeholder en undtagelse til hovedreglen i stk. 1, idet partens ret til at lade sig repræsentere ikke gælder, hvis partens interesse i at lade sig repræsentere findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder i særlige tilfælde parten selv. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at myndigheden i hver enkelt tilfælde foretager en konkret afvejning af på den ene side partens interesse i at få den pågældende bistand/repræsentation og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære parten fra denne adgang til bistand/repræsentation.

Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er myndighederne uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse, jf. SFL kapitel 19, se afsnit K.

FuldmagtForvaltningsmyndigheden afgør, om den, der optræder som partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den pågældende repræsenterer parten. Advokater og revisorer er typiske partsrepræsentanter, hvorfor der normalt ikke kræves dokumentation for fuldmagtsforhold fra disse, medmindre det er særligt begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.

Det bemærkes, at retten til repræsentation ikke uden særskilt fuldmagt omfatter retten til at lade repræsentanten modtage penge fra myndigheden på partens vegne.

Særligt under hensyn til tavshedspligtsreglerne, vil det normalt være nødvendigt, at andre, der optræder som partsrepræsentant, fremlægger en skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet. Dette gælder fx ved enhver henvendelse til en myndighed om en konkret sag, som ikke vedrører den pågældendes egne forhold. Fuldmagt er således nødvendig for at sikre, at myndigheden ikke uberettiget videregiver tavshedsbelagte oplysninger.

Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 28, for Skatterådet § 14, for vurderingsankenævnene § 18  og for skatteankenævnene § 17 indeholder nærmere regler om repræsentation. Reglerne præciserer partsrepræsentantens adgang til at disponere på partens vegne.

I instruks om inddragelse af partsrepræsentanter ved korrespondance med en skattepligtig, jf. SKM2008.848.SKAT, er udarbejdet retningslinier for inddragelse af partsrepræsentanter ved kontakt mellem SKAT og en skattepligtig.

Særligt for toldPå toldområdet gælder endvidere artikel 5 i EF-toldkodeksen, hvorefter en repræsentant med undtagelse af enkelte nærmere beskrevne tilfælde skal være etableret i Fællesskabet. Repræsentanten skal tilkendegive at handle på den persons vegne, der repræsenteres, og være i besiddelse af en fuldmagt fra denne.

Den person, der ikke tilkendegiver at handle i en anden persons navn eller for en anden persons regning, eller som handler i en anden persons navn eller for en anden persons regning uden at være i besiddelse af en fuldmagt, anses for at handle i eget navn og for egen regning. Toldmyndighederne kan kræve, at repræsentanten dokumenterer sit fuldmagtsforhold.