Dato for udgivelse
15 Jun 2007 14:21
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30 Apr 2007 10:06
SKM-nummer
SKM2007.393.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, B-1152-05
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Told
Overemner-emner
Tarifering
Emneord
BTO, erstatningskrav
Resumé

ToldSkat blev i hovedsagen frifundet for et erstatningskrav rejst af en importør af et produkt til dyrefoder, der med urette var blevet nægtet en BTO fra det lokale ToldSkat. ToldSkat havde telefonisk oplyst til importøren, at produktet kunne indføres til EU fra Mexico til en 0-toldsats. Den korrekte toldsats viste sig at være 3,9 %, hvilket de belgiske toldmyndigheder konstaterede, da produkterne indførtes til Belgien af sagsøgerens belgiske datterselskab.

Landsretten fastslog, at sagsøgeren alene kunne have en berettiget forventning om en korrekt BTO. Selve det forhold, at importerne var blevet pålagt told, medførte således ikke et erstatningsberettiget tab for sagsøgeren. Efter bevisførelsen for landsretten fandt landsretten det endvidere ikke godtgjort, at sagsøgeren havde lidt noget tab som følge af den ansvarspådragende nægtelse af en BTO, eftersom konkurrencen på det relevante marked ikke ville have tilladt sagsøgeren at forhøje videresalgsprisen på produktet med tolden, og eftersom det ikke for landsretten var sandsynliggjort, at sagsøgeren kunne have opnået en lavere indkøbspris fra den mexicanske producent, hvis sagsøgeren havde kendt den rette toldbyrde.

Sagsøgeren fik dog erstattet sin udgift på ca. kr. 14.000,- til de bøder, som sagsøgerens datterselskab havde måttet betale til de belgiske toldmyndigheder som følge af den fejlagtige tarifering ved importerne.

Herudover fik sagsøgeren trods sagens udfald tilkendt sagsomkostninger; eftersom ToldSkat havde påført sagsøgeren udgifter og ressourceforbrug ved at henvise sagsøgeren til at søge godtgørelse af toldkravet over for de belgiske toldmyndigheder og Europa-Kommissionen efter villighedsreglen i toldkodeksens artikel 237, hvilke bestræbelser viste sig resultatløse.

Reference(r)
EF-toldkodeks artikel 12

Parter

H1 A/S
(advokat Bente Møll Pedersen)

mod

Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten v/advokat David Auken)

Afsagt af landsdommerne

Mogens Kroman, Ina Steincke og Malene Eigtved (kst.)

Under denne sag, der er anlagt ved Københavns Byret den 3. november 2004, og ved kendelse af 14. april 2005 henvist til Østre Landsret, har sagsøgeren, H1 A/S, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, tilpligtes at betale 448.178 kr. med sædvanlig procesrente af 352.978 kr. fra den 20. februar 2000, og til betaling sker, samt med tillæg af sædvanlig procesrente af 95.200 kr. fra den 8. august 2006, og til betaling sker.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder

Den 14. maj 1998 sendte sagsøgeren H1 A/S, i det følgende Selskabet, en anmodning om en BTO (bindende tariferingsoplysning) til ToldSkat vedrørende varen "Cholin Chloride 50% + 60%". Om baggrunden for anmodningen anførte Selskabet:

"...

Fastsættelse af varekode, da varen ikke står specifikt i toldtariffen. Til information har vor leverandør oplyst 29231000 som tarif."

I svaret af 20. maj 1998 fra ToldSkat til Selskabet anføres bl.a.:

"...

Som telefonisk meddelt d.d. bliver der ikke afgivet en BTO, da produktet er defineret både i toldtariffen samt EU's kemikalieindeks.

Som oplyst af leverandøren går produktet i possition 2923. Den korrekte possition er ifølge EUs kemikalieindeks 29231000, som erstatter den i indekset nævnte possition 29231010."

Den 29. maj 1998 skrev Selskabet således til ToldSkat:

"...

Med henvisning til telefonsamtale d. 22.05.1998 med undertegnede bekræftes hermed, at:

Tarif

29231000

Vareart

Cholin Chloride 50% + 60%

Oprindelse

Mexico

Dokumenter

Form A

ifølge Deres oplysninger i førnævnte samtale "er toldfrit ved indførelse til Danmark.

De bedes kontakte undertegnede, såfremt De skulle være uenig i ovennævnte. "

Selskabet skrev den 10. december 1998 til ToldSkat bl.a.:

"Idet vi refererer til vedlagte brev af 20. maj 1998 og møde på Deres adresse d. 1. okt. 1998 med bl. a. NS og TR, skal vi gøre Dem opmærksom på, at vi ifølge loven har et retskrav på at få udstedt en BTO.

Vi beder Dem derfor om at udstede en BTO på Cholin Chloride 50% + 60% jvf tidligere fremsendte dokumenter og prøver. "

Selskabets revisor orienterede den 4. februar 1999 Selskabets belgiske datterselskab H1 SA, i det følgende Datterselskabet, om, at de danske toldmyndigheder havde bekræftet, at Cholin Chlorid skulle tariferes under toldnomenklatur nr. 2923100 000.

Den 9. februar 1999 skrev det belgiske finansministerium til det belgiske klareringsfirma R1 N.V. og oplyste, at det omhandlede produkt efter laboratorietest rettelig skulle tariferes under nr. 2309 9095 00 med bl.a. den konsekvens, at import af produktet fra Mexico indebar en toldafgift på 3,9%.

ToldSkat fremsendte den 9. april 1999 under henvisning til anmodning af 10. december 1998 en BTO vedrørende det omhandlede produkt til Selskabet. Det fremgår af denne, at varen er tariferet i toldnomenklatur 2309 9095 00.

I et brev af 6. maj 1999 til Datterselskabet fastholdt det belgiske finansministerium produktets klassificering under nr. 2309 9095 00, og de belgiske myndigheder fremsatte i sommeren 1999 krav om efterbetaling af told, i første omgang rettet mod Datterselskabet og senere mod klarereren.

Det fremgår af fremlagte tolddokumenter vedrørende import af den omhandlede vare, at Datterselskabet er anført i rubrikken "modtager". I rubrikken "Klarer/Repræsentant" er R1 N.V. anført.

Af købsfakturaerne fremgår, at Selskabet er anført som køber og Datterselskabet er anført som modtager af varen. Den mexicanske sælger af varen har på fakturaerne angivet toldkoden 29.23.10.

På ordrebekræftelser vedrørende Selskabets køb af de importerede varer er Selskabet anført som køber. På ordrebekræftelsen vedrørende Selskabets salg af varerne, er Selskabet anført som sælger.

Det fremgår endelig af et brev af 2. marts 1998 fra Selskabet til R2 N.V. i Belgien, at Selskabet anmodede R2 N.V. om for Selskabets regning at klarere et parti Cholin Chloride.

Selskabet fremsatte den 20. januar 2000 over for ToldSkat erstatningskrav, idet Selskabet gjorde gældende, at ToldSkat havde begået en ansvarspådragende fejl ved ikke at have meddelt en BTO, som Selskabet skriftligt havde anmodet om. Selskabet fremsatte erstatningskrav svarende til den told, som de belgiske myndigheder havde opkrævet.

I et brev af 2. juni 2000 til Selskabets advokat anførte ToldSkat bl.a.:

"...

Efter gennemgang af Deres skrivelser kan ToldSkat meddele, at ToldSkat kan erkende at have begået en ansvarspådragende fejl i forbindelse med Deres klients anmodning om bindende tariferingsoplysning. Den ansvarspådragende handling har imidlertid ikke resulteret i et økonomisk tab for Deres klient, hvorfor ToldSkat ikke betragter sig som værende erstatningsansvarlig for det af Dem fremsatte erstatningskrav på 400.415,-.

ToldSkat meddelte den 30. juni 2000 Selskabets advokat, at man efter drøftelse med Told- og Skattestyrelsen var blevet bekendt med, at ToldSkat ikke havde kompetence til at træffe afgørelse i den konkrete sag, hvorefter sagen var sendt til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse."

Den 25. januar 2001 skrev Told- og Skattestyrelsen til Selskabets advokat bl.a.:

"...

Indledningsvis konstateres at i udgangspunktet vedrører sagen et spørgsmål om godtgørelse af toldskyld - og er således ikke primært en erstatningssag.

Det vil sige at EU-reglerne (jf. nærmere nedenfor) regulerer de situationer hvor en virksomhed kan undlade at betale toldskyld - enten ved fritagelse eller ved at modtage godtgørelse.

I den forbindelse henvises til art. 236, stk. 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 (EF-toldkodeks), jf. art. 220, stk. 2, litra b hvoraf det fremgår at en virksomhed som udgangspunkt alene kan undlade at betale afgift eller kan få godtgjort en betalt afgift på grund af en myndighedsfejl, såfremt det skyldige afgiftsbeløb ikke er blevet bogført som følge af en fejl som myndighederne selv har begået, og debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget fejlen - hvis debitor i øvrigt i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter.

Endvidere kan toldmyndighederne godtgøre eller fritage en virksomhed for toldskyld, såfremt der foreligger en særlig situation som skyldes omstændigheder hvor den berettigede ikke har begået urigtigheder eller gjort sig skyldig i forsømmelighed, jf. EF-toldkodeks, art. 239, jf. art. 905 i Kommissionens forordning (EØF) 2454/93 af 2. juli 1993 (gennemførelsesforordningen).

Det fremgår endvidere af gennemførelsesforordningens art. 869, litra b, jf. art. 905 at alene Kommissionen har kompetence til at træffe afgørelse om godtgørelse af eller fritagelse for toldskyld, såfremt det pågældende beløb overstiger 50.000 ECU.

Det betyder at spørgsmålet må forelægges for Kommissionen - der samtidig bør tage stilling til om der i sagen foreligger særlige omstændigheder som kan være omfattet af EF-toldkodeks, art. 239, stk. 1.

For at få fastslået om den relevante virksomhed (formentlig H1 S.A.) er berettiget til toldgodtgørelse, skal virksomheden anmode de belgiske myndigheder om at sagen forelægges Kommissionen til afgørelse.

Så længe dette ikke er sket, kan det hverken konstateres om den berørte virksomhed har lidt et tab, eller om et sådant tab ved virksomhedens iagttagelse af sin tabsbegrænsningspligt ville kunne være undgået ved at virksomheden kunne opnå toldgodtgørelse.

Grundet sagens særlige omstændigheder vil Told- og Skattestyrelsen imidlertid tilbyde Deres klient at styrelsen retter henvendelse til de belgiske toldmyndigheder med anmodning om at forelægge spørgsmålet for Kommissionen - under forudsætning af at Deres klient er indforstået med denne fremgangsmåde.

Det tilføjes at i det omfang de belgiske toldmyndigheder ikke ønsker at forelægge sagen for Kommissionen, vil Told- og Skattestyrelsen overveje selv at forelægge spørgsmålet - uagtet det ikke fremgår af EU-reglerne om et medlemslands toldmyndigheder kan forelægge Kommissionen sager hvor den pågældende told er betalt i et andet medlemsland."

Selskabets advokat fastholdt i et brev af 9. februar 2001 til Told- og Skattestyrelsen, at sagen drejede sig om det tab, som Selskabet var blevet påført som følge af, at ToldSkat havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med en anmodning om at udstede en BTO. Selskabet havde dog uanset dette ikke indvendinger imod, at Told- og Skattestyrelsen foranledigede spørgsmålet om fritagelse eller godtgørelse forelagt Kommissionen.

Den 3. juli 2001 skrev Told- og Skattestyrelsen til Selskabets advokat bl.a.:

"...

Som oplyst i brev herfra af 20. marts 2001 har sagen krævet yderligere overvejelser og drøftelser mellem forskellige enheder i ToldSkat, og på baggrund heraf er Told- og Skattestyrelsen efter en fornyet gennemgang af sagen nået frem til følgende konklusioner:

Der er i den foreliggende sag efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse tale om et spørgsmål om betaling af toldskyld - dvs. et mellemværende mellem en belgisk virksomhed (H1 S.A.) og de belgiske toldmyndigheder.

I den forbindelse må opmærksomheden henledes på den belgiske virksomheds mulighed for at principalt at gøre gældende at der er tale om en situation omfattet af EF-toldkodeks art. 236, jf. art. 220, stk. 2, litra b, således at det opkrævede beløb skal godtgøres (tilbagebetales), idet beløbet ikke burde være opkrævet som følge af en i Danmark begået myndighedsfejl. - Subsidiært kan der være tale om en særlig situation omfattet af EF-toldkodeks art. 239 som ligeledes bør føre til godtgørelse af beløbet.

Dernæst er det styrelsens vurdering at de enkelte medlemslande ikke inden for det eksisterende hjemmelsgrundlag vil have mulighed for at afgøre sager i andre medlemslande eller på anden måde formå andre landes toldmyndigheder til at træffe en bestemt afgørelse i en sag i det pågældende land. - Derimod vil medlemslandenes toldmyndigheder kunne afgive oplysninger om de objektive omstændigheder i en konkret foreliggende sag i et andet medlemsland, såfremt dette måtte være af betydning for sagens afgørelse.

De danske toldmyndigheder vil således over for de belgiske toldmyndigheder alene kunne bidrage med oplysninger om sagens faktiske omstændigheder til brug for de belgiske toldmyndigheders behandling af sagen. Herudover vil de danske toldmyndigheder kunne bidrage med oplysninger over for Kommissionen ifald det måtte blive besluttet at sagen skal forelægges for Kommissionen, der alene har afgørelseskompetencen i visse godtgørelsessager.

Efter Told- og Skattestyrelsens vurdering må H1 S.A. således anmode de belgiske toldmyndigheder om godtgørelse af den i Belgien betalte toldskyld og ToldSkat vil i forbindelse med behandlingen af denne sag naturligvis bidrage med alle nødvendige oplysninger om sagsforløbet i Danmark.

Endelig skal Told- og Skattestyrelsen beklage den lange sagsbehandlingstid forud for dette brev."

Den 18. juli 2001 meddelte Told- og Skattestyrelsen Selskabets advokat, at man efter en fornyet overvejelse af sagen i meget nær fremtid ville rette henvendelse til den belgiske toldadministration med anmodning om forelæggelse af spørgsmålet om godtgørelse af toldskyld til H1 S.A. for Kommissionen. Told- og Skattestyrelsen fremsendte den 17. august 2001 kopi til Selskabets advokat af sine henvendelser til den belgiske toldadministration.

I et brev af 27. august 2001 til Told- og Skattestyrelsen gjorde Selskabets advokat opmærksom på, at Datterselskabet ikke var importør af de pågældende forsendelser, men alene havde repræsenteret Selskabet. I et brev af 16. januar 2002 til den belgiske toldadministration oplyste Told- og Skattestyrelsen, at Selskabet var debitor i sagen og havde været repræsenteret af to shippingagenter, R1 N.V. og R2 N.V.

Efter at de belgiske toldmyndigheder den 26. februar 2003 havde meddelt Kommissionen, at man ikke var enig i, at der skulle ske tilbagebetaling af told til Selskabet, skrev Selskabets advokat den 26. marts 2003 til Told- og Skattestyrelsen bl.a.:

"...

Det er min umiddelbare opfattelse, at således som sagen foreligger nu, er der ikke nogen realistisk udsigt til, at der indrømmes godtgørelse. I hvert fald deler de belgiske myndigheder øjensynligt ikke Told- og Skattestyrelsens opfattelse af, at artikel 236 finder anvendelse. Derudover påføres selskabet yderligere omkostninger til, at der nu skal afgives redegørelse over for de belgiske myndigheder og senere Kommissionen om de forhold, som er fremsat over for Told- og Skattestyrelsen for mere end 3 år siden.

Hvis Told- og Skattestyrelsen vil fastholde, at sagen skal forelægges Kommissionen på det foreliggende grundlag, må jeg herefter tage forbehold for, at erstatningskravet over for Skatteministeriet forhøjes med påløbne omkostninger i perioden fra Told- og Skattestyrelsens oversendelse til de belgiske myndigheder og indtil der måtte foreligge en afgørelse fra Kommissionen i det omfang, denne falder negativt ud. Jeg erindrer samtidig om, at Selskabet fastholder hele det fremsatte krav, herunder krav på de i Belgien pålagte bøder, ligesom der påløber renter af kravet fra den 20. februar 2000."

Told- og Skattestyrelsen meddelte den 1. april 2003 Selskabets advokat, at man fortsat var af den opfattelse, at sagen skulle forelægges Kommissionen.

Kommissionen fremsendte den 2. december 2003 til Selskabets advokat et "resumé af sagens faktuelle elementer og begrundelsen for, at Kommissionens tjenestegrene på undersøgelsesprocedurens nuværende stade ikke går ind for, at afgifterne skal godtgøres". Af bilaget til Kommissionens brev fremgår bl.a.:

"...

Vurdering

I henhold til artikel 239 i nævnte forordning (EØF) nr. 2913/92 kan der indrømmes godtgørelse af eller fritagelse for skyldige importafgifter, når følgende to betingelser er opfyldt:

  • der skal foreligge en særlig situation

  • som skyldes omstændigheder, hvor den berettigede ikke har gjort sig skyldig i urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed.

Det følger af EF-Domstolens retspraksis, at nævnte artikel udgør en general billighedsklausul, der skal gælde, når den pågældende befinder sig i en ekstraordinær situation i forhold til andre erhvervsdrivende, som udøver den samme aktivitet.

A. Betingelsen i artikel 239 i forordning (EØF) nr. 2913/92 om at der skal eksistere en særlig situation

I den foreliggende sag indeholder den anmodning om godtgørelse af toldafgifter, som de belgiske myndigheder har rettet til Kommissionen, to elementer, der kan udgøre en situation som den, der er omhandlet i artikel 239 i forordning (EØF) nr. 2913/92. Disse elementer kan sammenfattes således:

  1. de danske myndigheder afslog at meddele den BTO, som den pågældende anmodede om (modervirksomheden i Danmark)

  2. de danske myndigheder meddelte en forkert tarifering i brevet af 20. maj 1998 til den pågældende.

Hvad angår argumentet i punkt 1 ovenfor, skal det for det første konstateres, at ifølge artikel 12 i forordning (EØF) nr. 2913/92 forpligter de bindende tariferingsoplysninger kun toldmyndighederne over for modtageren. Modtageren er den person, i hvis navn BTO'en er meddelt (artikel 5 i forordning (EØF) nr. 2454/93).

Så meget mere som en kompetent myndigheds (i det pågældende de danske myndigheder) afslag på at meddele en BTO til den pågældende kun kan påberåbes som værende en situation som omhandlet i førstnævnte artikel 239 for indførsel foretaget af den person, der har fået afslag på meddelelsen af BTO'en, dvs. i dette tilfælde den pågældende, der er etableret i Danmark.

På de fortoldningsbegæringer, der er vedlagt den anmodning, som de belgiske myndigheder har fremsendt, findes kun navnet på den pågældendes belgiske datterselskab (H1 i Belgien) og navnet på den toldklarerer, der har foretaget fortoldningsformaliteterne (R1 N.V.).

Da afslaget på at meddele en BTO kun kan påberåbes som den i artikel 239 omhandlede situation for indførsel foretaget af den person, der har anmodet om BTO'en, konkluderer Kommissionens tjenestegrene, at det argument, der er fremsat i punkt 1 ovenfor, ikke kan anses for at udgøre en særlig situation som omhandlet i artikel 239 i forordning (EØF) nr. 2913/92.

Hvad angår argumentet i punkt 2 ovenfor, er det rigtigt, at det belgiske datterselskab, som ikke var i tvivl om produktets tarifering, ikke var forpligtet til selv at anmode de belgiske myndigheder om en BTO. Det er ligeledes rigtigt, at de danske toldmyndigheder har begået en fejl ved i første række at oplyse den pågældende om, at varens tarifering ikke gav anledning til vanskeligheder, idet produktet nemt kunne tariferes under den europæiske toldfortegnelse over kemiske stoffer. Dette har imidlertid ingen indflydelse på de belgiske myndigheders mulighed for at foretage en efterfølgende kontrol som præciseret i artikel 78 i forordning (EØF) nr. 2913/92 og for at foretage en efterfølgende bogføring, når det afgiftsbeløb, der er en følge af en toldskyld, er bogført på et lavere niveau end det lovligt skyldige beløb.

I den forbindelse bør der mindes om, at fejlagtige oplysninger, som gives af en myndighed i en medlemsstat, og som ikke binder myndighederne i den medlemsstat, hvor afgifterne skal opkræves, ikke betragtes som toldmyndighedernes fejl som omhandlet i artikel 220, stk. 2, litra b), i førstnævnte forordning (EØF) nr. 2913/92. Den pågældendes belgiske datterselskab er således ikke beskyttet mod en efterfølgende opkrævning i Belgien, blot fordi den har troet på en forkert oplysning fra de danske myndigheder. Hertil kommer, at dette ræsonnement ligeledes ville være gyldigt, hvis indførslerne i Belgien var foretaget direkte af den pågældende og ikke af dennes lokale datterselskab.

På baggrund af ovenstående finder Kommissionen, at der i det foreliggende tilfælde ikke er tale om en særlig situation som omhandlet i artikel 239 i forordning (EØF) nr. 2913/92.

..."

Selskabets advokat rettede henvendelse til Kommissionen i et brev af 8. december 2003 og anførte bl.a.:

"...

Kommissionens tjenestegrene har lagt til grund, at det er H1 S.A., Belgien, der har importeret produktet i Belgien. Dette er ingenlunde tilfældet.

Det er H1 A/S, der har indgået aftalerne med de udenlandske eksportører om køb af de pågældende produkter til indførsel via Belgien. De udenlandske eksportører har faktureret H1 A/S, og det er dette selskab, der har betalt varerne. Det er selvfølgelig også baggrunden for, at H1 A/S har betalt de i Belgien opkrævede afgifter for importerne. Samtlige partier klorinklorid, der er indfortoldet i perioden fra den 20. maj 1998 og frem til den 9. august 1999, er købt af H1 A/S hos leverandørerne i Mexico, G1 International Division . ...

Det er naturligvis også H1 A/S, der har videresolgt klorinklorid til slutkunderne. Jeg vedlægger som eksempel bekræftelse af den 2. februar 1999 fra H1 A/S til G2 på 400.000 kg. klorinklorid, som H1 A/S havde købt af G1 International Division ved kontrakterne P 13458, P 13459 og P 13460. Som det også fremgår heraf, er forholdet det, at uanset varerne, der først afskibes fra Mexico ultimo 1998/primo 1999, først ankommer til Antwerpen i foråret 1999, har H1 A/S for længst videresolgt varerne, og ved den med slutkunden aftalte pris lagt den af ToldSkat angivne tariferingsposition til grund ved indkalkuleringen af tolden i videresalgsprisen.

Uanset at de belgiske myndigheder den 9. februar 1999 havde meddelt H1 S.A. at der skulle anvendes en anden kode for de pågældende varer, er sagen den, at H1 A/S på dette tidspunkt havde indgået retligt bindende kontrakter til fast pris om køb og salg af varer. Ved indgåelse af disse kontrakter har selskabet lagt det af ToldSkat oplyste tariferingsnummer, hvorefter importen kunne ske uden pålæg af told, til grund. Kontrakter, der allerede var indgået 9. februar 1999 til senere import, kan henføres til en fejl hos ToldSkat.

Uanset af H1 A/S ikke havde været retligt forpligtet til at sælge til den aftale pris, var realiteten på markedet således, at klorinklorid ikke ville kunne afsættes til den pris, som den forhøjede told ville give anledning til. H1 A/S' bruttofortjeneste på produktet var ved videresalg på 4%, og markedsforholdene var ikke således, at prisen kunne forhøjes med en told 3,9%.

..."

Efter yderligere korrespondance om spørgsmålet om, hvem der var rette debitor i relation til toldafgifterne, meddelte Kommissionen i brev af 16. februar 2005 Selskabets advokat, at de belgiske myndigheder ved brev af 21. januar 2005 havde oplyst, at man trak sagen tilbage og fortsatte:

"...

due to the fact that it considers that H1 A/S did not fulfil the conditions to submit an application for repayment or remission of import duties in this case and that, therefore, the application was not admissible.

..."

De belgiske toldmyndigheder anførte i et brev af 7. november 2005 til Selskabets advokat bl.a.:

"...

As informed in the report dd. 14/5/2005 to the European Community, the request for reimbursement has been issued by the Danish Customs.

As these can not been considered as a person cfr. Art. 878 § 1 of the community Toepassingswetboek (1), the Belgian customs administration maintains her withdrawal of the request for reimbursement on the basis of art. 239 of Directive EEG no. 2913/92 of the Counsel."

Selskabets påstand er opgjort således

Efterbetaling, fortoldning incl.bøde på 14.168 kr.

352.978 kr.

 

Sagsomkostninger vedrørende forelæggelse for Kommisionen

 95.200 kr.

I alt

448.178 kr.

..."

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A.

A har forklaret, at han er administrerende direktør i H1 A/S, og at han hovedsagligt beskæftiger sig med administrative funktioner i forbindelse med ledelse af virksomheden. Selskabet anmodede i maj 1998 ToldSkat om en BTO vedrørende Cholin Chloride 50 % + 60 %, fordi Selskabet netop havde haft en sag, hvor de var blevet efteropkrævet told med 13,9 mio. kr. i forbindelse med import af helægspulver. Selv om sagen endte med, at Selskabet opnåede godtgørelse for hele beløbet, var man blevet opmærksom på risikoen ved forkert tarifering. Det blev derfor drøftet i bestyrelsen, at Selskabet skulle anmode om BTO'er vedrørende alle importprodukter. ToldSkat nægtede imidlertid at udstede den ønskede BTO under henvisning til, at produktet var defineret i både toldtariffen og EU's kemikalieindeks. G1 Mexico S.A. de C.V var producent af Cholin Chloride. G1 International Division var en filial eller et datterselskab til G1 Mexico. Selskabet er en dansk virksomhed, men på grund af den store konkurrence i branchen, blev de importerede produkter oftest indskibet andre steder i EU for at spare udgifter til den videre transport til kunderne. Blot en overflødig transport kunne betyde, at Selskabet mistede hele fortjenesten. Den pris, som Selskabet betalte for varerne i Mexico, blev fastsat på baggrund af en beregning af, hvor meget Selskabet kunne videresælge produktet til, samt hvor stor toldbyrden var. Der blev således regnet "baglæns" for at finde den pris, Selskabet kunne betale for produktet. Dette var en del af aftalegrundlaget med G1, men der lå ikke en skriftlig aftale herom, det var alene baseret på tillid parterne imellem. Der var en bruttofortjeneste på ca. 3,5 - 4 % på dette produkt. Ved betaling af told på 3,9 % udgjorde bruttofortjenesten 0 kr. Redegørelsen herom afgivet over for Kommissionen er korrekt. På grund af den store konkurrence i branchen ville det ikke have været muligt at forhøje priserne ved videresalg af produktet. Det havde dog ikke været noget problem for Selskabet at indføre produktet med 3,9 % told, idet producenten i Mexico så blot havde måttet acceptere en lavere pris. Det har aldrig været Selskabet, men altid G1 der skulle bære toldomkostningerne. Produktet blev købt og videresolgt samtidigt. Det kan dog godt være, at der er en periode, hvor produktet ligger på lagerhotel. I 1998 optrådte R1 N.V. blot som klarerer for Selskabet, idet Selskabet havde brug for en fiskal repræsentant, da det ikke selv havde et momsnummer i Holland. På mødet med Told- og Skattestyrelsen den 1. oktober 1998 om de 13,9 mio. kr. fik han at vide, at Selskabet havde et retskrav på en BTO. Han havde ikke vært i tvivl om, at den første tariferingsoplysning var rigtig. Da Selskabet var hårdt presset på grund af sagen om de 13,9 mio. kr., gik der over to måneder, før Selskabet igen bad om en BTO. Produktet blev taget ud til analyse, hvorved det blev konstateret, at tariferingen var forkert. Han ved ikke, om G1 har tænkt nærmere over tariferingen. Han slog selv op i såvel kapitel 23 som 29 i toldtariffen, uden at han opdagede fejlen.

Procedure

Sagsøgeren har overordnet gjort gældende:

at

sagsøgte var forpligtet til at meddele Selskabet en BTO, efter at Selskabet havde fremsat skriftlig anmodning herom, og selskabet havde således et retskrav på at få en BTO,

 

at

sagsøgtes afslag på at udstede en BTO og i stedet meddele ukorrekte tariferingsoplysninger er uforenelig med og i åbenbar strid med artikel 12, stk. 1, smh. med artikel 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks og artikel 7 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om gennemførelse af toldkodeksens regler og de formål, som bestemmelserne skal tilsikre,

 

at

der herefter foreligger en kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten, der begrunder et erstatningsansvar for sagsøgte, og

 

at

der foreligger direkte årsagsforbindelse mellem sagsøgtes tilsidesættelse af fællesskabsretten og Selskabets tab.

EU udgør en toldunion, hvilket bl.a. indebærer, at EU har afskaffet told ved samhandel mellem medlemsstaterne, og at EU har harmoniseret de toldmæssige foranstaltninger ved indførsel af varer til EU. EU's toldlovgivning består af forordninger, der er bindende og umiddelbart gældende for borgerne i de enkelte medlemsstater, der således kan påberåbe sig bestemmelser i en forordning og opnå den retsstilling, som fællesskabsretten tilsiger dem. En medlemsstats tilsidesættelse af fællesskabsretten kan efter EF-domstolens helt faste praksis medføre erstatningsansvar for medlemsstater.

Ifølge artikel 12, stk. 1, smh. med artikel 6 i Toldkodeksen samt artikel 7 i Gennemførelsesbestemmelserne skal toldmyndighederne hurtigst muligt meddele en BTO, når der er fremsat skriftlig anmodning herom. Der skal i skriftlige afgørelser fra toldmyndighederne jf. Toldkodeksens artikel 6, stk. 3 henvises til den i artikel 243 hjemlede klageadgang. Bestemmelserne tilsiger således, at Selskabet havde et krav på at få udstedt en BTO.

Ifølge Toldvejledningens pkt. A.4.3. og Procesvejledningen, pkt. C.1.3 er formålet med de bindende tariferingsoplysninger bl.a. at sikre virksomheder, der skal importere eller eksportere varer, en bindende afgørelse om varernes tarifering, således at det kan sikres, at de økonomiske konsekvenser f.eks. størrelsen af importtold kendes før transaktionen sættes i gang.

Det følger af Gennemførelsesbestemmelsernes artikel 6, stk. 1, at anmodning om en BTO fremsættes enten til toldmyndighederne i den eller de medlemsstater, hvor BTO'en skal anvendes, eller til de kompetente toldmyndigheder i den medlemsstat, hvor den oplysningssøgende er etableret. Anmodningen om en bindende tarifering udfyldes på en særlig anmodningsblanket og skal efter artikel 6 i Gennemførelsesbestemmelserne indeholde en række oplysninger om bl.a. modtageren, varen ect. Der gælder intet krav om, at den oplysningssøgende skal angive eller oplyse, hvor i Fællesskabets toldområde varerne føres ind i den fælles toldunion.

Det følger af Gennemførelsesbestemmelsernes artikel 10, at bindende tariferingsoplysninger kun kan påberåbes af modtageren, jfr. dog kodeksens artikel 5 og 64. Ifølge kodeksen artikel 5 og 64 har en person ret til at lade sig repræsentere af andre overfor toldmyndighederne.

Det følger af artikel 11 i Gennemførelsesbestemmelserne, at bindende tariferingsoplysninger meddelt af en medlemsstats toldmyndigheder er bindende for de kompetente myndigheder i samtlige medlemsstater.

En BTO udstedt af ToldSkat er bindende for samtlige toldmyndigheder i EU's medlemsstater, således at selskabet inden for EU kan indføre varer i det medlemsland, som Selskabet ønsker, og som måtte være opportunt i det konkrete tilfælde. Dette gælder også, selvom Selskabet er repræsenteret ved en klarerer eller anden repræsentant, der handler for Selskabets regning.

Hvis sagsøgte, således som sagsøgte ifølge EF-retsakterne var forpligtet til, hurtigst muligt havde udstedt en BTO til Selskabet med den korrekte toldtarif, havde Selskabet således ved indgåelsen af bindende aftaler om køb og salg af produktet haft mulighed for at tage højde for importafgiften ved prisfastsættelsen, således at Selskabet ikke havde lidt et tab.

Sagsøgte har nægtet at give Selskabet den retsstilling, som fællesskabsretten tilsiger, og sagsøgte er derfor ansvarlig for den manglende overholdelse af fællesskabsretten.

Sagsøgte erkendte da også allerede for mere end 6 år siden, den 2. juni 2000, at sagsøgte havde begået en ansvarspådragende fejl, som sagsøgte dog ikke mente havde medført et økonomisk tab for Selskabet. Sagsøgte erkendte også i brev af 3. juli 2001, at der forelå en myndighedsfejl og i svarskriftet, at ToldSkat begik en fejl ved først at nægte at udstede en BTO og derefter at tilkendegive en urigtig opfattelse af, hvorledes produktet skulle tariferes.

EF-Domstolen har vedholdende i sin praksis fastslået, at en medlemsstat er erstatningsansvarlig for tab, som forvoldes borgerne på grund af tilsidesættelse af fællesskabsretten. Det gøres i den forbindelse gældende, at sagsøgtes tilsidesættelse af bestemmelser i en forordning udgør en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten, og at der foreligger en direkte årsagsforbindelse mellem overtrædelsen og Selskabets tab.

Det følger af Toldkodeksens artikel 5, smh. artikel 64, stk. 2, at en importør kan lade sig repræsentere over for toldmyndighederne ved en direkte repræsentant eller ved en indirekte repræsentant, som på varemodtagerens vegne handler i forhold til toldmyndighederne. Det særlige ved den indirekte repræsentation er, at den indirekte repræsentant handler i eget navn, men for varemodtagers regning, hvorimod den direkte repræsentant handler i varemodtagerens navn og for varemodtagerens regning, jf. Toldkodeksens artikel 5, stk. 2.

Selskabets datterselskab, H1 S.A., og R1 N.V. har foretaget de handlinger og opfyldt de formaliteter, der er fastsat i toldforskrifterne. Selskaberne har optrådt i eget navn over for myndighederne og har handlet for Selskabets regning, og har dermed optrådt som indirekte repræsentant for Selskabet og har haft fuldmagtsforholdene i orden.

Selskabet gør gældende, at der er fuld overensstemmelse mellem Toldkodeksens regler om repræsentation og den stedfundne repræsentation i nærværende sag, hvorfor det forhold, at Selskabet overfor toldmyndighederne har ladet sig repræsentere i Belgien af sit datterselskab og R1 N.V., er uden betydning.

Det følger af artikel 201, stk. 3, i Toldkodeksen, at klarereren er debitor for den toldskyld, der opstår. Ved indirekte repræsentation er debitor også den person, for hvis regning toldangivelsen er afgivet. Heraf følger, at Selskabet, for hvis regning toldangivelserne blev indgivet, er debitor for toldskylden. Den klarerer, der på grund af hæftelsesreglen over for toldmyndighederne hæfter for toldskyld, har selvsagt et krav over for sin hvervgiver, og Selskabet har også betalt eller refunderet toldskyld opkrævet hos repræsentanten.

Som nævnt har sagsøgte erkendt at have begået en ansvarspådragende fejl, men efter års overvejelser tilkendegav sagsøgte efter at have drøftet sagen med Kammeradvokaten, at man nu var af den opfattelse, at sagen som udgangspunkt vedrørte et spørgsmål om godtgørelse af toldskyld -og således ikke primært var en erstatningssag. Med henvisning til almindelige erstatningsregler om opfyldelsen af tabsbegrænsningspligt fremsatte sagsøgte krav om, at Selskabet først skulle forsøge at opnå toldgodtgørelse hos EU.

På denne baggrund henviste sagsøgte Selskabet til at anmode de belgiske toldmyndigheder om at forelægge sagen for Kommissionen. Sagsøgte tilbød dog at rette henvendelse til den belgiske myndighed med anmodning om forelæggelse for Kommissionen. Selskabet var ikke enig i, at godtgørelsesreglerne kunne finde anvendelse, og den belgiske toldmyndighed fandt heller ikke, at sagen vedrørte spørgsmål om toldgodtgørelse efter Toldkodeksens artikel 239, hvilket blev meddelt Kommissionen den 26. februar 2003. Det følger af EU-Kommissionens forslag til afgørelse af 2. december 2003, at Kommissionen heller ikke fandt, at sagen vedrører den særlige situation om toldgodtgørelse efter Toldkodeksens artikel 239.

Hverken EU-Kommissionen eller de belgiske toldmyndigheder var således enige med sagsøgte i, at nærværende sag vedrører den særlige situation om toldgodtgørelse.

Herefter må det lægges til grund, at Selskabet ikke har været berettiget til at få toldgodtgørelse efter de af sagsøgte anviste regler i Toldkodeksen.

Den af sagsøgte anviste og igangsatte procedure over for Kommissionen har alene påført Selskabet yderligere tab. Sagsøgte har ved sin fremgangsmåde forsøgt at få EUs kasser til at betale for de ansvarspådragende fejl, som sagsøgte har begået ved tilsidesættelse af fællesskabsretten.

Det gøres gældende, at betingelserne for erstatning både efter EU-retten og dansk rets almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt.

Tabet er adækvat for sagsøgte. Det er åbenbart, at det er en påregnelig konsekvens, at sagsøgtes nægtelse af at udstede en BTO og den efterfølgende ukorrekte bekræftelse på, at produktet kunne indføres toldfrit i EU, ville medføre et tab for Selskabet. Formålet med udstedelsen af en BTO er netop at sikre importører af varer mod dette.

Selskabet har endvidere opfyldt sin tabsbegrænsningspligt ved at imødekomme sagsøgtes krav om at forelægge sagen for Kommissionen.

Selskabet har ikke haft mulighed for at overvælte tolden på aftagerne af produktet i EU, det vil sige, at tolden ikke er overvæltet på næste omsætningsled.

Selskabets tab består af de efterbetalingskrav og bøder, som den belgiske toldmyndighed har afkrævet selskabet vedrørende kontrakter, der er indgået i perioden 20. maj 1998 og til den 9. april 1999. Derudover har sagsøgte ved at kræve igangsat en procedure fra 2001 og til 2005 overfor de belgiske toldmyndigheder og Kommissionen alene med det formål at forsøge at få EU til at betale for sagsøgtes tilsidesættelse af fællesskabsretten, påført Selskabet betydelige omkostninger til juridisk assistance overfor de belgiske toldmyndigheder og Kommissionen.

Selskabet skal således have fuldt medhold i sin påstand.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at man ikke er erstatningsansvarlig, og at Selskabet i øvrigt ikke har dokumenteret at have lidt et tab.

Det fremgår af toldnormenklaturen, at kapitel 29 omhandler det rene kemiske cholin, hvad det af sagsøgeren indkøbte produkt ikke var. Kapitel 23 vedrører tilberedt dyrefoder bl.a. med indhold af cholinchlorid.

Det er ubestridt, at den i Belgien opkrævede told er opkrævet med rette.

Det følger af fortoldningsreglerne, at man har krav på at få en BTO, men det fremgår også, at en BTO kun forpligter toldmyndighederne over for modtageren, jf. artikel 12, stk. 1 og 2 i Toldkodeksen. Af Gennemførelsesbestemmelsens artikel 5, pkt. 3 fremgår, at modtageren er den person, i hvis navn den bindende tariferingsoplysning er meddelt. Ifølge artikel 6 skal en anmodning om en BTO fremsættes skriftligt til toldmyndigheden i den/de stater, hvor de pågældende oplysninger skal anvendes, eller til toldmyndigheden i den stat, hvor den oplysningssøgende er etableret. Anmodningen skal bl.a. indeholde oplysninger om varens sammensætning, eventuelle vareprøver eller anden dokumentation, som kan hjælpe toldmyndigheden ved bestemmelsen af, hvorledes varen skal tariferes i toldnomenklaturen, den forventede tarifering m.v.

Også ifølge artikel 10 kan en BTO kun påberåbes af modtageren, og af Procesvejledningens afsnit C.1.3 fremgår det samme med den tilføjelse: "og kan derfor ikke umiddelbart påberåbes af andre virksomheder m.v." og således altså heller ikke af et datterselskab. Det samme fremgår af Toldvejledningen A.4.3. Hverken H1 S.A eller R1 N.V. havde derfor kunnet påberåbe sig en BTO udstedt til selskabet, medmindre de faldt ind under undtagelsen i kodeksens artikel 5 om repræsentation. Det fremgår af artikel 5, stk. 4, at repræsentanten skal erklære at handle på den persons vegne, der repræsenteres, angive, hvorvidt det drejer sig om direkte eller indirekte repræsentation og være i besiddelse af en fuldmagt, og hvis man ikke er i besiddelse af en fuldmagt, anses man for at handle i eget navn og for egen regning. Det må herefter ligge fast, at R1 N.V. hæftede for tolden. De formelle forhold for indirekte repræsentation var ikke i orden. At det har haft betydning for Kommissionen fremgår af deres brev af 16. januar 2004 til de belgiske myndigheder, hvor de spørger: "Could you let me know who is (are) considered as the debitor(s) by the Belgian administration for each individual declaration and on which grounds?" og "Are the conditions laid down in Article 5 point 4 of the Customs Code fulfilled in the present case?". Svaret fra de belgiske myndigheder var, at R1 N.V. er tolddebitor.

Der er således ikke adækvans mellem den manglende BTO til Selskabet og det belgiske efterkrav om betaling af told. De belgiske selskaber havde ikke kunnet påberåbe sig en BTO udstedt til Selskabet. Dette fremgår klart af det bilag af 2. december 2003, Kommissionen har udarbejdet og sendt til Selskabets advokat.

Af EF-domstolens dom af 19. november 1991 (Francovich) fremgår bl.a., at det er en betingelse for at få erstatning, at der er adækvans, og at der er lidt et tab.

Hverken EF-Domstolens praksis eller Højesterets praksis beskytter den, der på et urigtigt grundlag har opnået en fordel. Selskabet har således ikke krav på erstatning for den manglende BTO, fordi den told, der er opkrævet, er opkrævet med rette.

Det gøres gældende, at Selskabet ikke har dokumenteret et tab. Tabet ville være den bruttoavance, man gik glip af, fordi man ikke slap for at betale tolden. Selskabets advokat har i sit brev af 8. december 2003 til Kommissionen om markedet bl.a. oplyst: "Som det også fremgår heraf, er forholdet det, at uanset varerne, der først afskibes fra Mexico ultimo 1998/primo 1999, først ankommer til Antwerpen i foråret 1999, har H1 A/S for længst videresolgt varerne, og ved den med slutkunden aftalte pris lagt den af ToldSkat angivne tariferingsposition til grund ved indkalkuleringen af tolden i videreslagsprisen . ... Uanset af H1 A/S ikke havde været retligt forpligtet til at sælge til den aftalte pris, var realiteten på markedet således, at klorinklorid ikke ville kunne afsættes til den pris, som den forhøjede told ville give anledning til. H1 A/S' bruttofortjeneste på produktet var ved videresalg på 4%, og markedsforholdene var ikke således, at prisen kunne forhøjes med en told 3,9%". Vidnet har bekræftet disse oplysninger. Som noget helt nyt under sagen har vidnet under hovedforhandlingen oplyst, at det skulle være eksportøren i Mexico, som skulle sætte salgsprisen ned svarende til de øgede udgifter til told. Til støtte for dette udsagn er der hverken fremlagt en aftale, der bekræfter dette, en skriftlig erklæring fra eksportøren, fakturaer eller noget andet. Det kan derfor ikke lægges til grund, at der er lidt et tab. De følgeomkostninger der har været forbundet med henvendelsen til Belgien og Kommissionen skal ikke erstattes, da et tab ikke er godtgjort.

I øvrigt gøres det gældende, at der ikke er adgang til erstatning for fejl begået af toldmyndighederne i en medlemsstat, hverken efter dansk rets almindelige erstatningsregler eller efter reglerne om medlemsstaternes erstatningsansvar for overtrædelser af fællesskabsretten, som selskabet påberåber sig. I sager om told finder således hverken de nationale erstatningsregler eller de EU-retlige erstatningsregler anvendelse ved siden af toldkodeksens regler. Toldkodeksens regler er således udtryk for en udtømmende regulering af dette område, hvilket også er fastslået i dansk retspraksis.

Selskabet har udvist en åbenbar forsømmelighed ved at lade de belgiske selskaber importere uden forinden at have indhentet en BTO, der dækkede dem.

Sagsøgtes frifindelsespåstand skal derfor tages til følge.

Landsrettens begrundelse og resultat

Selskabet havde ubestridt et retskrav på at modtage en bindende tariferingsoplysning -

BTO - vedrørende Cholin Chloride 50% og 60%, jf. artikel 12 i Rådets forordning (EGF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks. Landsretten finder derfor, at sagsøgte har handlet ansvarspådragende ved ikke snarest muligt at efterkomme Selskabets skriftlige anmodning herom i maj 1998.

Selskabet kunne alene have en berettiget forventning om at modtage en korrekt BTO. Det er ubestridt, at efteropkrævningen af told med 3,9 % er korrekt.

Selskabet indgik aftalerne såvel med producenten i Mexico om køb som med kunderne om videresalg af produktet. Såfremt Selskabet havde modtaget en BTO, ville Selskabet således have haft mulighed for at indkalkulere tolden i forhandlingerne om købs- og salgspriser. Herefter, og da Selskabet ubestridt har betalt den efteropkrævede told, finder landsretten det uden betydning for spørgsmålet om sagsøgtes erstatningspligt, hvem der i forhold til de belgiske myndigheder fremstod som tolddebitor.

Efter As forklaring må det imidlertid lægges til grund, at Selskabet ikke ville have haft mulighed for at forhøje priserne ved videresalg af produktet, selv om Selskabet havde modtaget en BTO. Da det ikke overfor landsretten er sandsynliggjort, at producenten ville have accepteret at sælge produktet til en lavere pris, såfremt Selskabet havde kendt den rette toldbyrde, har Selskabet ikke dokumenteret et tab i forbindelse med betaling af den efteropkrævede told. Sagsøgte frifindes derfor for denne del af Selskabets påstand.

Da varerne kunne have været klareret korrekt, såfremt Selskabet havde modtaget en BTO, finder landsretten imidlertid, at Selskabet har lidt et tab for så vidt angår de pålagte bøder, der ubestridt er betalt af Selskabet. Da erstatningsbetingelserne i øvrigt er opfyldt, er sagsøgte erstatningsansvarlig herfor med 76.800 BEF, der i henhold til selskabets støttebilag fastsættes til 14.168 kr. Det bemærkes, at Selskabets rentepåstand ikke er bestridt af sagsøgte.

Efter dommens resultat skal Selskabet som udgangspunkt betale sagsomkostninger til sagsøgte. Landsretten finder imidlertid, at sagsøgte har påført Selskabet unødige omkostninger, jf. retsplejelovens § 318, ved at fastholde, at der skulle ske forelæggelse for Europa Kommissionen. Herefter og på baggrund af sagens omstændigheder i øvrigt, finder landsretten, at sagsøgte skal betale sagsomkostninger til Selskabet med 50.000 kr. Ved fastsættelsen af beløbet, er der taget hensyn til udgifter til materialesamling.

Thi kendes for ret

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal til sagsøgeren, H1 A/S, betalte 14.168 kr. med tillæg af procesrente fra den 20. februar 2000 og til betaling sker.

I sagsomkostninger skal sagsøgte, Skatteministeriet, til sagsøgeren, H1 A/S betale 50.000 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter