Indhold

Dette afsnit handler om de grundlæggende betingelser for at kunne støtte ret på lighedsgrundsætningen, dvs. at borgerens/virksomhedens sag skal afgøres uden usaglig forskelsbehandling og derfor som udgangspunkt skal afgøres på samme måde som tilsvarende øvrige sager. Lighedsgrundsætningen fraviges i det omfang, en borger kan støtte ret på en ukorrekt individuel tilkendegivelse, der således stiller borgeren bedre end andre med samme forhold. Se afsnit A.A.4.

Afsnittet indeholder:

  • Betingelsen om identitet
  • Betingelsen om materiel rigtighed
  • Betingelsen om lovlighed
  • Undtagelse fra lighedsgrundsætningen
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Betingelsen om identitet

For det første er det en betingelse, at de tilsvarende sager er helt identiske. Fra praksis kan nævnes følgende afgørelser som eksempler på, at der ikke var tilstrækkelig identitet:

Eksempel

En pilot, der var blevet beskattet af besparelsen ved delvis frirejse fra hjem til arbejdssted, kunne ikke støtte ret på, at bl.a. DSB-ansatte ikke blev beskattet af tilsvarende frirejser. Se TfS 1995.486.ØLD.

Eksempel

En eksportchauffør, der var berettiget til et standardfradrag på 150 kr. pr. døgn, kunne ikke støtte ret på, at de fleste andre lønmodtagere var berettiget til fradrag på 350 kr. pr. døgn. Se TfS 1998.778.HD.

Betingelsen om materiel rigtighed

For det andet er det en betingelse, at de afgørelser, henholdsvis den praksis, der henvises til, er i overensstemmelse med Skatteforvaltningens offentligt tilkendegivne praksis. Fra praksis kan henvises til følgende afgørelser som eksempler på tilfælde, hvor forskelsbehandlingen ikke var usaglig, fordi de afgørelser, der henvises til, var materielt forkerte i forhold til praksis i øvrigt:

Eksempel

Lighedsgrundsætningen kunne ikke påberåbes af en buschauffør, der blev nægtet fradrag for merudgifter til forplejning, uanset at buschauffører i andre kommuner fejlagtigt havde fået godkendt fradrag. Se TfS 1995.483.HD.

Eksempel

Klageren var blevet nægtet fradrag for afskrivninger i et sale and lease back projekt, uanset at andre deltagere i projektet med urette havde fået godkendt afskrivning. Se TfS 2000.374.HD.

Eksempel

Klageren fik ikke medhold i, at der ved opgørelse af avance ved salg af fast ejendom skulle ske pristalsregulering af anskaffelsessummen, selv om medejeren var blevet indrømmet pristalsregulering. Det blev lagt til grund, at opgørelsen af medejerens avance var forkert. Se SKM2006.610.ØLR.

Eksempel

Et kraftværk fik ikke medhold i, at der alene skulle betales afgift af merbrændselsforbrug, uanset at andre værker i samme periode urigtigt kun havde betalt afgift af merbrændselsforbrug. Lighedsgrundsætningen kunne dermed ikke i denne situation føre til et andet resultat. Se SKM2013.141.HR

Betingelsen om lovlighed

For det tredje er det en betingelse, at de afgørelser, henholdsvis den praksis, der henvises til, ikke er direkte ulovmedholdelig. Det vil i sådanne tilfælde ikke være usaglig forskelsbehandling, at en afgørelse ikke træffes i overensstemmelse med den ulovmedholdelige praksis. Fra praksis kan henvises til følgende eksempler:

Eksempel

Landsskatteretten fastslog, at SKATs praksis om modregning i restskat med overskydende AM-bidrag før beregning af procenttillæg af restskattebeløbet var lovstridig. Som følge heraf kunne klageren ikke med henvisning til lighedsgrundsætningen støtte ret på den lovstridige praksis. Se SKM2006.679.LSR.

Eksempel

Højesteret fandt, at en eventuel administrativ praksis, hvorefter der ikke stilledes krav om en betalingsforpligtelse, ikke kunne føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse. Se SKM2015.479.HR.

Undtagelse fra lighedsgrundsætningen

Der gælder endvidere den undtagelse fra lighedsgrundsætningen, at der kan forekomme situationer, hvor en borger kan støtte ret på en individuel tilkendegivelse fra Skatteforvaltningen, uanset om dette fører til et resultat, der ikke er i overensstemmelse med den generelle praksis. Se nærmere i afsnit A.A.4.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.479.HR

En skatteyder, S, havde indgået en aftale med et konsulentfirma om sagkyndig bistand til behandling af en klagesag om nedslag i grundværdien for skatteyderens ejendom. Det var et vilkår i aftalen, at konsulentfirmaets salær skulle beregnes ud fra et "no cure - no pay" princip, således at konsulentfirmaet oppebar en procentdel af en opnået ejendomsskattebesparelse. Aftalen mellem skatteyderen og konsulentfirmaet var uopsigelig. Konsulentfirmaet havde et samarbejde med et advokatfirma, som normalt overtog sagerne, når de blev indbragt for Landsskatteretten, hvilket også skete i den konkrete sag. Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderen var berettiget til omkostningsgodtgørelse for de salærnotaer, der var udstedt af advokatfirmaet. Højesteret kom frem til, at skatteyderen ikke hæftede for honoraret til advokatfirmaet for behandling af hans klagesag ved Landsskatteretten. Skatteyderen opfyldte derfor ikke betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter SFL § 52, og skatteyderen var dermed ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse. Højesteret fandt desuden, at det af skatteyderen anførte om, at der gjaldt en administrativ praksis, hvorefter der ikke blev stillet krav om hæftelse for betalingen, ikke kunne føre til et andet resultat, allerede fordi den påståede praksis ville være i klar modstrid med lovens betingelser for at udbetale omkostningsgodtgørelse.

SKM2013.141.HR 

Der kunne ikke på grundlag af lighedsgrundsætningen støttes ret på forkert praksis om afgift af merbrændselsforbrug.

SKM2003.290.HR

Et livsforsikringsselskab havde ikke krav på tilbagebetaling af realrenteafgift for afgiftsårerne 1984-1989. Hverken i lovændringen i 1995, lovens forarbejder eller i Ligningsrådet afgørelse af 16. maj 1995 fandtes grundlag for tilbagebetaling for disse år. Andre livsforsikringsselskaber medregnede for disse år bl.a. sikkerhedsfond og kursreguleringsfond i overgangsfradraget, og skattemyndighederne greb ikke ind heroverfor. Uanset om denne beregning var berettiget eller ej, kan en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning ikke begrunde, at livsforsikringsselskabet har ret til en tilsvarende beregning. En lighedsgrundsætning indebærer nemlig hverken, at livsforsikringsselskabet kan gøre et i øvrigt forældet krav gældende, eller at selskabet for årerne 1984-89 har krav på en beregning i strid med loven.

TfS 2000.374.HD

Lighedsgrundsætningen - forkert praksis om afskrivning i sale/leaseback projekt.

 

TfS 1998.778.HD

Lighedsgrundsætningen - ingen lighed mellem eksportchaufførers udlandsfradrag og andres udlandsfradrag.

 

TfS 1995.483.HD

Lighedsgrundsætningen - forkert praksis om buschaufføreres merudgifter til forplejning.

 

Landsretsdomme

SKM2016.287.ØLR

Landsretten fandt det efter bevisførelsen ikke godtgjort, at der i den periode, sagen angik, havde foreligget en administrativ praksis, hvorefter centrale kraftvarmeværker ikke var blevet opkrævet kuldioxidafgift i situationer svarende til den i sagen foreliggende. Landsretten bemærkede i den forbindelse særligt, at det såkaldte merbrændselsprincip må anses for en forkert opgørelse af afgiften, jf. Højesterets dom af 22. oktober 2012 (UfR 2013.207H) (SKM2013.141.HR), og at den praksis for centrale kraftvarmeværker, der er omtalt i forarbejderne til lov nr. 527 af 12. juni 2009 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love, herunder høringssvaret fra G2 og skatteministerens bemærkninger hertil, ikke ses at bygge på en administrativ afgørelse eller lignende, men ifølge skatteministerens svar er et princip, der som hovedregel har været praktiseret af de centrale kraftværker. Heller ikke den omstændighed, at andre decentrale værker i den samme periode som følge af afgiftsmyndighedernes manglende indgriben måtte have betalt for lidt i afgift, kunne ud fra en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning begrunde, at H1 havde krav på en afgiftsberegning i strid med loven. Skatteministeriet var således ikke afskåret fra at stille krav over for H1 om, at afgiften opgøres i overensstemmelse med lovgrundlaget.

SKM2006.610.ØLR

Der kunne ikke støttes ret på en forkert opgørelse af en medejers avance ved salg af den anden andel af ejendommen.

 

TfS1995.486.ØLD

Skattemæssig behandling af pilots frirejse ikke sammenlignelig med DSB-ansatte og andre.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2015.142.LSR

Det forhold, at SKAT i konkrete andre tilfælde har tilladt ekstraordinær genoptagelse ud over de frister, der er angivet i SKM2011.404.SKAT, betyder ikke, at der kan støttes ret på lighedsgrundsætningen.

SKM2006.679.LSR

Lighedsgrundsætningen - der kunne ikke støttes ret på lovstridig praksis.

 

 

Følgende skema viser supplerende afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere
kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.209.HR

Beskatning uanset at medejer ikke blev beskattet.

Tidligere instans
SKM2009.164.ØLR

TfS 2000.148.HD

Administrativ praksis ikke anset for eksisterende.

Landsretsdomme

SKM2008.350.VLR

Kommanditist nægtet fradrag uanset resultatet for 2 øvrige.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter