Indhold

Dette afsnit handler om problemstillingen om nyt processtof.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Betingelser
  • Retspraksis
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Retten kan tillade, at borgeren/virksomheden inddrager et nyt spørgsmål under retssagen, hvis det må anses for undskyldeligt, at det ikke er behandlet tidligere, eller det vil betyde et uforholdsmæssigt stort retstab for borgeren, hvis spørgsmålet ikke inddrages i sagen. Det er dog en betingelse, at det nye spørgsmål har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen. Se SFL § 48, stk. 1.

Landsretten fandt, at appellantens nye påstand reelt havde karakter af et anbringende til støtte for appellantens første påstand. Appellanten havde således ikke retlig interesse i at få taget stilling til denne påstand, hvorfor den blev afvist. Se SKM2016.26.VLR.

Bemærk

Bestemmelsen om retningslinier for inddragelse af nye spørgsmål i retssagen svarer til retsplejelovens bestemmelser om inddragelse af nye spørgsmål under en ankesag. Se RPL § 383.

Se også

Afsnit A.A.10.3.3 "Krav om endelig administrativ afgørelse".

Betingelser

Der er tale om en undtagelse til hovedreglen om, at der skal foreligge en endelig administrativ afgørelse, og forarbejderne til den oprindelige bestemmelse i skattestyrelsesloven giver en beskrivelse af retningslinierne.

Der skal være sammenhæng mellem de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det spørgsmål, som retssagen er baseret på, og de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det nye spørgsmål, der ønskes inddraget.

Der må ikke foreligge en helt ny sag, da det vil stride klart imod princippet om, at en forudgående administrativ rekurs skal være udnyttet.

En borger/virksomhed kan, for så vidt angår spørgsmål om indkomstskat få tilladelse til at inddrage spørgsmål vedrørende samme indkomstår, som det sagen er anlagt om, og ligeledes spørgsmål om andre indkomstår, hvis der i øvrigt er den fornødne sammenhæng mellem det nye spørgsmål og det spørgsmål, retssagen er baseret på.

Det er i alle tilfælde retten, der afgør, om borgeren/virksomheden skal kunne inddrage et nyt spørgsmål i retssagen.

Bemærk

Det fremgår af bemærkningerne til SFL, at SFL § 48 er en videreførelse af SSL § 31. Derfor må det lægges til grund, at forarbejderne til SSL § 31 fortsat er et relevant fortolkningsbidrag.

Retspraksis

Det er et grundlæggende princip, at et retligt spørgsmål skal kunne prøves ved flere instanser. Derfor har domstolene en meget restriktiv praksis, når det drejer sig om at inddrage helt nyt processtof i en rekurssag.

Da bestemmelsen i skatteforvaltningsloven svarer til bestemmelsen i retsplejeloven, kan retspraksis for tilladelse til inddragelse af nye spørgsmål i en ankesag anvendes som fortolkningsbidrag ud over de sager, som der foreligger vedrørende indbringelse af endelige administrative afgørelser.

SFL § 48 angår ikke Skatteministeriets muligheder for at indbringe skattespørgsmål for domstolene. Her gælder alene SFL § 49, som ikke indeholder krav om udnyttelse af administrativ rekurs. Skatteministeriet er således ikke afskåret fra at få prøvet spørgsmål, der ikke har været påkendt af Landsskatteretten. Se SKM2011.242.HR.

Denne adgang gør Skatteministeriet kun undtagelsesvis brug af, og kun hvis principielle grunde eller særlige grunde i øvrigt taler for det. Se TfS 1997, 737 DEP.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Dette skema viser relevante afgørelser om inddragelse af nyt processtof i sagen.

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.242.HR At Landsskatteretten ikke havde taget stilling til spørgsmålet om beskatning af værdien af en bryllupsfest afholdt af arbejdsgiverselskabet, var ikke til hinder for, at Skatteministeriet kunne nedlægge påstand herom under retssagen. Skatteministeriet er ikke omfattet af søgsmålsbegrænsningerne i SFL § 48, og der er med ophævelsen af SL § 42 i 2003 ikke sket ændringer i Skatteministeriets adgang til at nedlægge nye påstande under verserende retssager. 

Se også TfS 1996, 448 HR

SKM2007.635.HR

Afvisning af en ny påstand om adgang til omgørelse efter SFL § 29, da der ikke var grundlag for at fravige hovedreglen i SFL § 48, stk. 1.

 

Landsretsdomme

SKM2016.26.VLR Landsretten fandt, at appellantens nye påstand reelt havde karakter af et anbringende til støtte for appellantens første påstand. Appellanten havde således ikke retlig interesse i at få taget stilling til denne påstand, hvorfor den blev afvist.
SKM2015.771.ØLR Et spørgsmål om opgørelsen af størrelsen af registreringsafgift, som følge af at der efterfølgende var betalt registreringsafgift på fire ud af fem biler, var et nyt spørgsmål. Spørgsmålet havde imidlertid en sådan sammenhæng med sagens hovedspørgsmål, at det kunne prøves under sagen i medfør af SFL § 48, stk. 1, 2. pkt., fordi appellanten ellers kunne lide et uforholdsmæssigt retstab.
SKM2015.423.VLR Landsretten tillod ikke et nyt anbringende om periodisering fremsat under hovedforhandlingen.
SKM2015.84.VLR Sagsøgerens påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende yderligere afskrivninger samt fradrag blev afvist, da disse påstande ikke var prøvet af Landsskatteretten.

SKM2014.308.VLR

Hovedspørgsmålet i byretten var, om appellanternes avance fra salget af to sommerhuse var omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i EBL § 8, stk. 2. Elleve dage før hovedforhandlingen i landsretten nedlagde appellanterne en ny hjemvisningspåstand om, at en del af de af byretten stadfæstede ejendomsavancer reelt udgjorde gaver, og at de derfor skulle gavebeskattes i stedet for avancebeskattes. Skatteministeriet var enig i synspunktet om gavebeskatning og nedlagde derfor fem dage før hovedforhandlingen nye påstande om gavebeskatning i stedet for avancebeskatning. Landsretten fandt ikke grundlag for at tillade Skatteministeriets nye påstande om betaling af gaveafgift i medfør af RPL § 383, stk. 2, og navnlig RPL § 384. Landsretten nedsatte derfor de skattepligtige ejendomsavancer med de af Skatteministeriet anerkendte beløb.

 

SKM2013.127.ØLR

En række indsigelser havde ikke været påberåbt af sagsøgeren under den administrative behandling og havde således ikke været prøvet af Landsskatteretten. Det fandtes ikke undskyldeligt, at spørgsmålet ikke havde været inddraget tidligere. Der var endvidere ikke grundlag for at antage, at en nægtelse af tilladelse ville medføre et uforholdsmæssigt retstab for sagsøgeren.

 

SKM2011.261.VLR

Udlodninger af udbytte var ved en fejl henført til 2003 og 2004, men skulle rettelig være henført til 2004 og 2005. SFL § 49 var ikke til hinder for, at Skatteministeriet nedlagde en påstand, hvorefter udlodningerne blev henført til det rette indkomstår. 

SFL § 48 angår ikke Skatteministeriets muligheder for at indbringe skattespørgsmål for domstolene. SFL § 49 indeholder ikke krav om udnyttelse af  administrativ rekurs.

SKM2007.759.VLR

Et spørgsmål om morarenter blev afvist, da Landsskatteretten ikke havde taget stilling til spørgsmålet.

 

SKM2007.342.VLR

Afvisning af en påstand vedrørende et skattespørgsmål, som ikke havde været påkendt af Landsskatteretten.

 

Byretsdomme

SKM2015.802.BR Retten fandt ikke, at et nyt spørgsmål om subjektiv skattepligt kunne inddrages under retssagen, jf. SFL § 48, idet dette spørgsmål skulle afgøres efter andre retsregler end de øvrige spørgsmål i sagen. xDommen er omgjort ved SKM2017.196.ØLR.x
SKM2015.744.BR 9 dage før hovedforhandlingen - og efter indlevering af påstandsdokument - gjorde Skatteministeriet som et nyt anbringende gældende, at der for indkomstårene 2005-2006 var tale om ordinær genoptagelse efter den forlængede ligningsfrist i SFL § 26, stk. 5. Sagsøgeren protesterede imod fremsættelsen af det nye anbringende. Retten bemærkede, at ministeriets nye anbringende ikke kunne afskæres i medfør af SFL § 48, og tillod anbringendet fremsat, idet sagsøgerens advokat havde haft tilstrækkelig mulighed for at forberede sig og varetage sagsøgerens interesser uden udsættelse af hovedforhandlingen, jf. RPL § 358, stk. 6, nr. 2.
 SKM2014.458.BR Landsskatteretten havde ikke taget stilling til de beløbsmæssige konsekvenser af en lønindeholdelse, hvorfor byretten afviste en påstand herom. Der var ikke undtagelsesvis grundlag for at tillade spørgsmålets inddragelse under sagen.
SKM2013.319.BR Tilladelse til omgørelse kunne ikke prøves ved byretten, da påstanden ikke havde været prøvet tidligere.
SKM2013.300.BR En skatteyder anførte et  nyt anbringende i proceduren under hovedforhandlingen. Der var ikke særlige grunde, som kunne medføre, at det kunne anses for undskyldeligt, at dette ikke var sket tidligere. Skatteministeriet havde heller ikke haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser i forhold til anbringendet uden udsættelse af sagen. Anbringendet blev herefter ikke tilladt fremsat.
 SKM2013.157.BR En subsidiær påstand vedrørende beskatning af værdi af fri bil blev afvist med henvisning til SFL § 48, da skatteyderen ikke havde anmodet skattemyndighederne om en omgørelse af bilens registreringsforhold. Det var ikke sandsynliggjort, at betingelsen i SFL § 48, stk. 1, 2. pkt. var til stede, hvorfor påstanden blev afvist.
SKM2012.390.BR Skatteministeriet nedlagde ved byretten en ny påstand i forhold til den administrative behandling af sagen. Denne selvstændige påstand om ændring af sagsøgerens skatteansættelse for et senere indkomstår blev ikke taget til følge, da fristen efter SFL § 27, stk. 2 ikke var overholdt.  
SKM2011.36.BR Landsskatteretten havde alene taget stilling til, om der var grundlag for at realitetsbehandle klagen, selv om denne var indkommet for sent. Byretten afviste derfor at behandle spørgsmålet om ændring af skatteansættelsen. Da der var enighed om, at der forelå fejl i sagsøgers selvangivelser, fandt retten det ikke godtgjort, at afvisning ville medføre et uforholdsmæssigt retstab for sagsøger, jf. SFL § 48, stk. 1, 2. pkt. Den administrative rekurs ikke udnyttet

SKM2010.634.BR

Landsskatteretten havde alene truffet afgørelse om berettigelsen af lønindeholdelse for indkomstskattekrav, men ikke om, hvorvidt de underliggende indkomstskattekrav mv. var berettigede - og slet ikke om, hvorvidt opkrævning af punktafgifter for to virksomheder var berettiget. Der var ikke en sådan sammenhæng mellem lønindeholdelsen og punktafgifterne, at disse kunne prøves, jf. SFL § 48, stk. 1, 2. pkt., hvorfor sagen blev afvist.

Den administrative rekurs ikke udnyttet

SKAT

TfS 1997, 737 DEP

Retningslinier for inddragelse af nye spørgsmål.