I forbindelse med levering af byggegrunde samt særskilt levering af bebyggede grunde er fastsat en overgangsordning om godtgørelse af ikke tidligere tilbagebetalt moms. 

Hvis en sælger af en byggegrund har haft udgifter til byggemodning, advokat, revisor mv. inden lovens ikrafttrædelse, og den pågældende virksomhed sælger byggegrunden efter 1. januar 2011, kan momsen af fradragsberettigede byggemodningsudgifter mv., der ikke tidligere er fradraget, godtgøres hos SKAT.

Godtgørelse gives i forbindelse med salget ved, at virksomheden medregner købsmomsen som indgående afgift på momsangivelsen for den afgiftsperiode, hvori momsen af salget af byggegrunden mv. skal medregnes som udgående afgift (salgsmoms).

For byggegrunde, der ikke er solgt inden udgangen af 2015, gives godtgørelse ved fradrag som indgående afgift (købsmoms) på momsangivelsen for den sidste afgiftsperiode i 2015.

Udgifterne skal kunne dokumenteres på forlangende og dokumentationen skal opbevares i fem år fra anmodningstidspunktet, dvs. fra udløbet af den momsperiode, hvori godtgørelsen er medregnet i momsangivelsen.

For byggemodningsudgifter mv., der er afholdt efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2011, kan momsen heraf fradrages som indgående afgift på momsangivelsen for den periode, hvori udgiften er afholdt, dvs. tidspunktet for leveringen, der enten er fakturadatoen eller datoen for betalingen til leverandøren, hvis denne ligger før tidspunktet for leverandørens udstedelse af faktura.

Særligt vedrørende kommuners salg af byggegrunde
Overgangsreglerne for salg af byggegrunde gælder også for kommuner. Såfremt en kommune har fået refunderet købsmomsudgifter i forbindelse med byggemodningen skal denne refusion tilbagebetales til ordningen, hvis en kommune medregner de samme momsudgifter som indgående afgift i momsangivelsen hos SKAT (jf. § 6, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 54 af 23/01/2013). De almindelige forældelsesfrister er fortsat gældende. Dog gælder det, at hvis en kommune får godtgjort købsmomsudgifter, der er ældre end fem år hos SKAT, skal der fortsat ske en tilbagebetaling til Økonomi- og Indenrigsministeriets momsrefusionsordning. Det følger af momsrefusionsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, hvor det fremgår, at udgifter, der kan fradrages som indgående moms i et momsregnskab ikke er omfattet af momsrefusionsordningen.

Spørgsmål herom kan rettes til Økonomi- og Indenrigsministeriet

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter