Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for henlæggelse til konjunkturudligning, henlæggelsens størrelse, henlæggelsesgrundlaget, konjunkturudligningsskat og konjunkturudligningskonto.

Afsnittet indeholder: 

  • Henlæggelsen trækkes fra i henlæggelsesåret
  • År med underskud
  • Arbejdsmarkedsbidrag
  • Henlæggelsens størrelse og henlæggelsesgrundlaget
  • Konjunkturudligningsskat
  • Konjunkturudligningskonto.

Henlæggelsen trækkes fra i henlæggelsesåret

De beløb, der henlægges til konjunkturudligning, trækkes fra ved opgørelsen af virksomhedens skattepligtige indkomst for indkomståret, dvs. henlæggelsesåret. Se VSL § 22 b, stk. 1, 2. pkt. Henlæggelsen trækkes fra i den personlige indkomst. Se PSL § 3, stk. 2, nr. 8.

Henlæggelsen trækkes også fra ved opgørelsen af den positive personlige nettoindkomst i relation til maksimeringsreglen ved beregning af kapitalafkastet. Se VSL § 22 a, stk. 3, nr. 1.

Se også

Se også afsnit C.C.5.3.1.2.2 om maksimeringsreglen i kapitalafkastordningen.

Bemærk

Den selvstændige kan ikke henlægge til konjunkturudligning og indtægtsføre tidligere henlagte beløb i det samme indkomstår. Se VSL § 22 b, stk. 4, 7 og 8.

Eksempel

Hvis den selvstændige i maj 2019 indtægtsfører henlæggelser, der henlagt i indkomståret 2013, så kan han eller hun ikke henlægge til konjunkturudligning for indkomståret 2019.

År med underskud

Den selvstændigt erhvervsdrivende kan ikke henlægge til konjunkturudligning for indkomstår, hvor han eller hun har underskud, og derfor skal indtægtsføre tidligere henlæggelser, som svarer til underskuddet. Hvis der ikke er nogle tidligere henlæggelser at indtægtsføre, kan den selvstændige godt henlægge til konjunkturudligning for indkomstår med underskud. Se VSL § 22 b, stk. 7.

Det skal ses i sammenhæng med reglen om, at den selvstændige ikke kan henlægge til konjunkturudligning for indkomstår, hvor han eller hun skal indtægtsføre henlæggelser. Det gælder uanset årsagen til indtægtsførelsen. Se VSL § 22 b, stk. 1, 5. pkt.

Arbejdsmarkedsbidrag

Henlæggelsen går fra i beregningsgrundlaget for AM-bidrag, fordi den trækkes fra ved opgørelsen af den personlige indkomst for henlæggelsesåret. Det vil sige, at den personlige indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed er bidragsgrundlaget. Se AMBL § 10, stk. 1.

Se også

Se også afsnit C.C.5.3.2.2.3 om behandlingen af henlagte konjunkturudligningsbeløb, der indtægtsføres.

Henlæggelsens størrelse og henlæggelsesgrundlaget

Henlæggelse til konjunkturudligning kan højst være 25 pct. af årets overskud af selvstændig erhvervsvirksomhed, men skal mindst udgøre 5.000 kr.

Overskuddet af selvstændig erhvervsvirksomhed gøres op efter reglerne om opgørelse af skattepligtig indkomst med tillæg af

  • renteudgifter
  • kurstab på fordringer og gæld

og med fradrag af

  • renteindtægter
  • udbytteindtægter
  • kursgevinst på fordringer og gæld,

xder indgår i virksomhedens overskud. Beregningsgrundlaget er jf. lovforarbejderne den personlige indkomst, hvilket bl.a. betyder, at ejendomsavance, der beskattes som kapitalindkomst efter bestemmelsen i PSL § 4, stk. 1, nr. 14, ikke indgår heri. x

Bemærk

Grundlaget for henlæggelse til konjunkturudligning gøres op før overførsel til medarbejdende ægtefælle og før fradrag af kapitalafkast. Henlæggelser til konjunkturudligning går fra ved opgørelsen af det overskud, der bruges til at beregne overførsel til en medarbejdende ægtefælle.

Modsat skal henlæggelserne regnes med i overskuddet inden overførsel til medarbejdende ægtefælle i det indkomstår, hvor henlæggelserne indtægtsføres. Se TfS 1994, 541.

Se også

Se også afsnit C.C.5.3.2.2.3 om indtægtsføring af henlæggelser i konjunkturudligningsordningen.

Konjunkturudligningsskat

Der skal betales en konjunkturudligningsskat på 22 pct. (2018) af det henlagte beløb i det indkomstår, hvor der henlægges til kontoen. De 22 pct. svarer til virksomhedsskatten for selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen. Se VSL § 22 b, stk. 2.

Konjunkturudligningsskatten har været følgende:

  • 34 pct. til og med indkomståret 1998
  • 32 pct. til og med indkomståret 2000
  • 30 pct. til og med indkomståret 2004
  • 28 pct. til og med indkomståret 2006
  • 25 pct. til og med indkomståret 2013
  • 24,5 pct. i indkomståret 2014
  • 23,5 pct. i indkomståret 2015
  • 22 pct. fra og med indkomståret 2016

Konjunkturudligningsskatten opkræves på samme måde som den foreløbige virksomhedsskat efter virksomhedsordningen, dvs. som B-skat. Hvis skatten ikke betales, kan den inddrives efter almindelige regler. Men det får ingen betydning for selve henlæggelsen. Se VSL § 21 og § 22 med hensyn til påligning, opkrævning, hæftelse og inddrivelse af konjunkturudligningsskatten.

Se også

Se også afsnit C.C.5.2.10 om den foreløbige virksomhedsskat efter virksomhedsordningen.

Konjunkturudligningskonto

Det er en betingelse for at trække henlæggelse til konjunkturudligning fra, at henlæggelsen efter konjunkturskat sættes ind på en bunden konto. Det vil sige, at 78 pct. ( i 2016 og senere indkomstår) af henlæggelsen skal sættes ind på kontoen. Beløbet skal indsættes på kontoen efter henlæggelsesårets udløb, men inden udløbet af fristen for indgivelse af oplysningsskemaet for henlæggelsesåret.

Krav til størrelsen af hensættelsen på den bundne konto har været følgende:

  • 66 pct. til og med indkomståret 1998
  • 68 pct. til og med indkomståret 2000
  • 70 pct. til og med indkomståret 2004
  • 72 pct. til og med indkomståret 2006
  • 75 pct. til og med indkomståret 2013
  • 75,5 pct. i indkomståret 2014
  • 76,5 pct. i indkomståret 2015
  • 78 pct. i indkomståret 2016 og senere indkomstår

Kravene til en konjunkturudligningskonto står i bekendtgørelse nr. 1021 af 4. oktober 2005, som handler om konjunkturudligningsordningen i kapitalafkastordningen og udligningsordningen for forfattere og skabende kunstnere. Se VSL § 22 b, stk. 11.

Se også

Se også afsnit

  • C.C.5.3.2.2.4 om regnskabskrav til konjunkturudligningskontoen i bekendtgørelse nr. 1021 af 4. oktober 2005
  • C.C.5.5.3 om regnskabskrav til udligningsordningen for kunstnere.