Indhold

Dette afsnit handler om opgørelse af momstilsvaret.

Afsnittet indeholder:

  • Opgørelse af momstilsvaret
  • Udgående afgift (salgsmoms)
  • Indgående afgift (købsmoms)

Opgørelse af momstilsvaret

Virksomheder, der er registreret efter ML §§ 47, 49, 51 eller 51 a, skal for hver afgiftsperiode opgøre den udgående og den indgående afgift. Forskellen mellem den udgående og den indgående afgift er virksomhedens afgiftstilsvar. Se ML § 56, stk. 1.

Udgående afgift (salgsmoms)

Den udgående afgift i en afgiftsperiode er afgiften af virksomhedens leverancer, erhvervelser fra andre EU-lande, indførsel af varer fra steder uden for EU, fraførsler fra afgiftsoplag m.v. og betalingspligtige køb efter ML § 46, stk. 1, for hvilke afgiftspligten er indtrådt i perioden. Se ML § 56, stk. 2.

Reglerne om momspligtige leverancer er beskrevet i afsnit D.A.4.

Indgående afgift (købsmoms)

Den indgående afgift i en afgiftsperiode er afgiften på virksomhedens fradragsberettigede indkøb m.v. efter momslovens kapitel 9 i perioden. Se ML § 56, stk. 3. Reglerne for fradragsberettigede indkøb er beskrevet i afsnit D.A.11.

Når der skal betales afgift af en vare efter ML § 32, stk. 2, eller når der er indkøbt kunstgenstande, som er afgiftsberigtiget af sælgeren på et reduceret grundlag efter ML § 30, stk. 3, eller ML § 31, må denne afgift, hvis varen er købt til videresalg, først medregnes til den indgående afgift i den afgiftsperiode, i hvilken videresalget sker. Se ML § 56, stk. 3. Reglerne er uddybet i afsnit D.A.8.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter