Dato for udgivelse
17 Jun 2014 10:48
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12 Jun 2014 10:21
SKM-nummer
SKM2014.427.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 53/2012, 54/2012 og 55/2012
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Værdiansættelse, nypris, handelspris, beregningsmåde, værdiforringelse, EU-retten
Resumé

Højesteret tiltrådte, at der var hjemmel i både ordlyden af og forarbejderne til lov nr. 265 af 23. april 2008 til at anvende de af SKAT fulgte principper ved omberegningen af registreringsafgiften af de i sagen omhandlede brugte køretøjer i henhold til lovens § 4, stk. 2, 1. pkt. Ifølge disse principper tages der udgangspunkt i bilens oprindelige nypris inklusive registreringsafgift og bilens handelspris på afgiftsberigtigelsestidspunktet. Herefter beregnes en værdifaldsprocent, som anvendes ens på alle fradrag i eller tillæg til afgiften og den afgiftspligtige værdi. Der foretages en "baglæns" beregning af, hvad afgiftsindholdet er i bilen, og hvad den afgiftspligtige værdi er. SKAT havde fulgt denne fremgangsmåde i 37.000 ekspeditioner af omberegningssager i henhold til loven.

Højesteret tiltrådte endvidere, at de af SKAT anvendte omberegningsprincipper ikke var i strid med EU-retten (TEUF artikel 110). Herved stadfæstedes landsrettens dom (SKM2012.165.ØLR).

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 4, stk. 2
Registreringsafgiftsloven § 4, stk. 7
TEUF traktaten artikel 110

Henvisning

Den juridiske vejledning E.A.8.1.5.3.1


Parter

Sag 53/2012

H1 ved C
(advokat Brit Elling)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Sag 54/2012

A
(advokat Brit Elling)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Sag 55/2012

H1 ved C
(advokat Brit Elling)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Søgaard, Jytte Scharling, Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen, Harme Schmidt, Lars Hjortnæs og Kurt Rasmussen

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 5. afdeling den 30. januar 2012.

Påstande mv.

Appellanterne, H1 ved C og A, har gentaget deres påstande og har subsidiært påstået hjemvisning,

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

I overensstemmelse med landsrettens dom har SKAT omberegnet registreringsafgiften for Audi'en i sag 55/2012 på basis af en oprindelig nypris inklusive registreringsafgift på 249.000 kr. Der er herefter ikke spørgsmål om hjemvisning på dette punkt.

Supplerende sagsfremstilling

Appellanterne har under forberedelsen af sagerne for Højesteret fremsat anmodning om, at der stilles præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen.

Den 9. oktober 2012 afsagde Højesteret sålydende kendelse herom:

"...

Appellanterne, H1 ved C og A, har anmodet om, at EU-Domstolen forelægges følgende spørgsmål:

"...

1) Må elementer fra tidligere gældende lovgivning indgå i beregningen af residualafgiften, eller skal alene gældende lovgivning indgå ved fastsættelsen af residualafgiften for en bil?

1a) Hvis svaret er ja - må dette så hindre importen til Danmark af tilsvarende varer fra andre EU-lande uden, at det anses som handelshindring i forhold til EUF-Traktatens art, 110 (tidligere 90 TEF)?

2) Er en afgiftslovgivning eller en fortolkning af pågældende lovgivning, der i praksis medfører, at en fabriksny bil er betydelig billigere end en identisk brugt bil, der importeres fra et andet EU-land i overensstemmelse med art. 110 i EUF-Traktaten?

..."

Indstævnte, Skatteministeriet, har protesteret imod, at der forelægges spørgsmål for EU-Domstolen.

Anbringender

Appellanterne har til støtte for anmodningen om forelæggelse af spørgsmålene navnlig anført, at det følger af praksis fra EU-Domstolen, at den registreringsafgift, der opkræves ved import af en brugt bil ikke må overstige residualafgiften i indenlandske biler. Hvis beregningen af registreringsafgift for en brugt, importeret bil i henhold til lov nr. 265 af 23. april 2008 inddrager den historiske nypris for bilen (handelsprisen inklusiv registreringsafgift for en ny bil på det tidspunkt, da den brugte bil, der skal afgiftsberigtiges første gang, blev registreret eller taget i brug), så kan dette medføre, at den brugte bil afgiftsbelastes med over det dobbelte i registreringsafgift sammenlignet med, hvad der bliver opkrævet for en fabriksny bil på det tidspunkt, da den brugte, importerede bil afgiftsberigtiges i Danmark. Et beregningselement fra historisk lovgivning får altafgørende betydning for beregningen efter gældende lovgivning, idet der tages udgangspunkt i den høje historiske nypris, som følger af de høje historiske afgifter. Residualafgiften er til enhver tid udelukkende afhængig af gældende afgiftslovgivning, og residualafgiften følger med op og ned afhængig af den aktuelt gældende afgiftslovgivning på importtidspunktet. EU-Domstolen har ikke direkte taget stilling til, hvilken betydning ændringer i nybilsafgifter har for residualafgiften i tilsvarende brugte biler. Sagen er principiel, idet beregningsmetoden er anvendt af SKAT med virkning fra den 25. april 2007 i en lang række tilsvarende sager.

Skatteministeriet har til støtte for, at der ikke skal ske forelæggelse navnlig anført, at der ikke er tvivl om forståelsen af TEUF art. 110 som fortolket i EU-Domstolens faste praksis i relation til medlemsstaternes lovgivning om registreringsafgift af brugte biler, der indføres fra andre EU-lande. EU-Domstolen har i en række domme fastslået residualafgiftsprincippet. Det følger af EU-Domstolens praksis, at dette princip indebærer, at afgiften på importerede brugte biler ikke må være højere end den residualafgift, der er indeholdt i tilsvarende brugte biler, som allerede er indregistreret i importlandet. Det fremgår af EU-Domstolens praksis, at der ved vurderingen af, om der foreligger en diskriminerende forskelsbehandling af importerede brugte biler, skal foretages en sammenligning med tilsvarende brugte biler i indlandet Det følger af EU-Domstolens afgørelse i de forenede sager C-290/05 og C-333/05 Nádasdi og Nemeth, at en sammenligning efter art. 110 mellem brugte biler, der i sin tid er indregistreret og afgiftsberigtiget som nye i en anden medlemsstat henholdsvis før en ændring af importlandets registreringsafgiftslovgivning og efter ændring af denne lovgivning, ikke er relevant. Såfremt Højesteret måtte beslutte at tage appellanternes forelæggelsesbegæring til følge, kan Skatteministeriet ikke tilslutte sig appellanternes forslag til formulering af de eventuelle spørgsmål.

Højesterets begrundelse og resultat

På det foreliggende grundlag finder Højesteret, at der i forhold til de indbragte sager ikke er tvivl om forståelsen af TEUF art. 110, som på nuværende tidspunkt nødvendiggør forelæggelse for EU-Domstolen af de foreslåede spørgsmål.

Det bemærkes herved, at spørgsmålet om, hvorvidt forståelsen af TEUF art. 110 giver anledning til tvivl i forhold til visse af de spørgsmål, som de foreliggende sager måtte rejse, har en meget nær sammenhæng med vurderingen af det danske retsgrundlag og administrationen heraf. Højesteret finder herefter, at endelig stillingtagen til, om der skal ske forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen, først bør ske i forbindelse med, at sagen hovedforhandles.

Højesteret tager derfor ikke anmodningen om forelæggelse for EU-Domstolen til følge.

..."

Retsgrundlag

EU-Domstolen har i dom af 19. december 2013 i sag C-437/12 besvaret to præjudicielle spørgsmål vedrørende foreneligheden med EU-retten af de regler, der gælder i Holland om afgift ved indregistrering af køretøjer (BPM). Af dommen fremgår bl.a. følgende om fortolkningen af TEUF artikel 110 i relation til afgifter på motorkøretøjer:

"...

Lignende indenlandske varer

20

Indledningsvis bemærkes, at en afgift, som pålægges af en medlemsstat ved indregistrering af motorkøretøjer på statens område med henblik på ibrugtagning, udgør en intern afgift og derfor skal undersøges på grundlag af artikel 110 TEUF (jf i denne retning dom af 7.4.2011, sag C-402/09, Tatu, Sml. I, s. 2711, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

  

21

Hertil bemærkes, at denne artikels stk. 1 forbyder enhver medlemsstat at pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som er højere end de afgifter, der pålægges lignende indenlandske varer.

  

22

Det bemærkes desuden, at de køretøjer, der befinder sig på en medlemsstats marked, er "indenlandske varer" som omhandlet i artikel 110 TEUF (jf. Tatu-dommen, præmis 55).

  

23

Når sådanne varer sættes til salg på denne medlemsstats brugtbilmarked, skal de anses for at være "lignende varer" i forhold til indførte brugte køretøjer, såfremt deres egenskaber og de behov, de tjener til at opfylde, bevirker, at de står i et konkurrencemæssigt forhold til hinanden. Graden af konkurrence mellem to modeller afhænger af det omfang, i hvilket modellerne opfylder forskellige krav, bl.a. med hensyn til pris, størrelse, komfort, ydeevne, brændstofforbrug, levetid og driftssikkerhed. Det køretøj, der udgør referencegrundlaget, skal have kendetegn, der mest svarer til det importerede køretøjs. Dette indebærer, at der skal tages hensyn til model, type og andre kendetegn, såsom fremdriftssystem og udstyr, alder samt kilometerstand, stand i almindelighed eller mærke (jf. bl.a. dom af 19.9.2002, sag C-101/00, Tulliasiamies og Siilin, Sml. I, s. 7487, præmis 75 og 76, og af 20.9.2007, sag C-74/06, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 7585, præmis 29 og 37).

  

24

I denne henseende bemærkes, at de kriterier, der er nævnt i foregående præmis, hverken er opregnet på en udtømmende eller bindende måde. Det er klart, at det køretøj, der udgør referencegrundlaget, kan variere efter de særlige kendetegn ved det indførte køretøj. To køretøjer, der er taget i brug for første gang på den samme dag, er ikke nødvendigvis "lignende", f.eks. på grund af en forskel i slitage. Det tilkommer den nationale ret under hensyntagen til sådanne kendetegn, som er nævnt i foregående præmis, at afgøre, hvilke indenlandske varer der frembyder kendetegn, som mest svarer til det omhandlede indførte køretøjs.

  

25

Det følger heraf, at lignende indenlandske varer, der kan sammenlignes med et brugt køretøj, såsom det i hovedsagen omhandlede, der første gang er taget i brug før den 1. februar 2008, og som blev indført og indregistreret i Nederlandene i 2010, er de køretøjer, der allerede befinder sig på det nederlandske marked, og hvis kendetegn mest svarer til det omhandlede køretøjs.

  

 

BPM´s forenelighed med artikel 110 TEUF

  

26

Artikel 110 TEUF har til formål at sikre frie varebevægelser mellem medlemsstaterne på normale konkurrencevilkår. Bestemmelsen tilsigter at fjerne enhver form for beskyttelse, der kan følge af anvendelsen af interne afgifter, der indebærer forskelsbehandling af varer med oprindelse i andre medlemsstater (Tatu-dommen, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

  

27

Som anført i denne doms præmis 21, forbyder denne artikels stk. 1 enhver medlemsstat at pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som er højere end de afgifter, der pålægges lignende indenlandske varer.

  

28

I denne forbindelse bemærkes, at i henhold til fast retspraksis kan et afgiftssystem kun anses for foreneligt med artikel 110 TEUF, hvis det godtgøres, at det er udformet således, at det under alle omstændigheder er udelukket, at der skal svares højere afgifter af importerede varer end af indenlandske varer, og derfor at det under ingen omstændigheder har forskelsbehandlende virkninger (dom af 19.3.2009, sag C-10/08, Kommissionen mod Finland, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

  

29

Domstolen har således allerede fastslået, at på området for beskatning af motorkøretøjer skal denne traktatbestemmelse sikre, at interne afgifter virker fuldstændigt neutralt i forhold til konkurrencen mellem varer, der allerede befinder sig på det indenlandske marked, og indførte varer (dom af 11.12.1990, sag C-47/88, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 4509, præmis 9, og af 29.4.2004, sag C387/01, Weigel, Sml. I, s. 4981, præmis 66).

  

30

Domstolen har desuden præciseret, at fra tidspunktet for betalingen af en indregistreringsafgift i en medlemsstat indgår beløbet for denne afgift i køretøjets værdi. Når et køretøj, der er indregistreret i den omhandlede medlemsstat, således efterfølgende sælges som brugt køretøj i den samme medlemsstat, udgør dets markedsværdi, som indbefatter den resterende del af registreringsafgiften, således en procentdel af køretøjets oprindelige værdi, bestemt ud fra værdiforringelsen af køretøjet (dom af 5.10.2006, forenede sager C-290/05 og C-333/05, Nádasdi og Nemeth, Sml. I, s. 10115, præmis 54).

  

31

Det er derfor i strid med artikel 110 TEUF, når størrelsen af denne afgift på et brugt køretøj hidrørende fra en anden medlemsstat overstiger det residuelle afgiftsbeløb, der indeholdes i værdien af lignende brugte køretøjer, som allerede er indregistreret på det nationale område (dom af 9.3.1995, sag C-345/93, Nunes Tadeu, Sml. I, s. 479, præmis 20, og af 22.21001, sag C-393/98, Games Valente, Sml. I, s. 1327, præmis 23, samt Tulliasiamies og Siilin-dommen, præmis 55).

  

32

Hvis størrelsen af registreringsafgiften på indførte brugte køretøjer overstiger det residuelle afgiftsbeløb, der indeholdes i værdien af lignende brugte køretøjer, som allerede er indregistreret på det nationale marked, risikerer dette at begunstige salg af brugte indenlandske køretøjer til skade for indførslen af lignende brugte køretøjer.

  

33

Artikel 110 TEUF har imidlertid ikke til formål at forhindre en medlemsstat i at indføre nye afgifter eller i at ændre satsen eller afgiftsgrundlaget for eksisterende afgifter (Nadasdi og Nemeth-dommen, præmis 49, og Tatu-dommen, præmis 50).

  

34

Medlemsstaternes beføjelser ved udformningen af nye afgifter eller ændringen af satsen eller afgiftsgrundlaget for allerede eksisterende afgifter er dog ikke ubegrænset. Det i artikel 110 TEUF fastsatte forbud skal finde anvendelse på enhver beskatning, der kan bevirke, at indførsel af varer med oprindelse i andre medlemsstater opgives til fordel for indenlandske varer (jf. i denne retning Tatu-dommen, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

  

35

Medlemsstaterne kan således ikke indføre nye afgifter eller foretage ændringer i de eksisterende afgifter, som har til formål eller til virkning at afskrække fra salg af indførte varer til fordel for salg af lignende varer, der er tilgængelige på det indenlandske marked og indført dertil, inden disse afgifter eller ændringer er trådt i kraft (jf. i denne retning Tatu-dommen, præmis 53).

  

36

Hvad angår BPM fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at denne afgift kun skal opkræves og betales i forbindelse den første indregistrering af et køretøj på nederlandsk område. Den nederlandske lovgivning er blevet ændret flere gange siden 2006. Før den 1. februar 2008 blev nævnte afgift udelukkende beregnet på grundlag af en procentsats af nettokatalogprisen. Fra denne dato omfatter afgiftsgrundlaget desuden et beløb, der afhænger af CO2-udstødningen. I dette afgiftsgrundlag nedsættes den del, som vedrører nettokatalogprisen, trinvist til fordel for den del, som vedrører CO2-udstødningen.

  

37

Som den nederlandske regering og Kommissionen har gjort gældende, fremgår det, trods de foretagne ændringer i BPM's beregningsmetode, at den begivenhed, der udløser denne, dvs. den første indregistrering af en køretøj på nederlandsk område, forbliver den samme, både før og efter den omhandlede ændring. I den foreliggende sag drejer det sig således om den samme afgift som før.

  

38

Selv hvis det antages, at der er tale om en ny afgift, skal det i artikel 110 TEUF fastsatte forbud - som anført i denne doms præmis 24 - finde anvendelse på enhver beskatning i en medlemsstat, der kan bevirke, at indførsel af varer med oprindelse i andre medlemsstater opgives til fordel for lignende indenlandske varer.

  

39

I hovedsagen synes det at fremgå af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at de brugte køretøjer, som blev taget i brug første gang før den 1. februar 2008, men som var blevet indført og indregistreret i Nederlandene i løbet af perioden fra den 1. februar 2008 til den 31. december 2009, på grund af en undtagelse for så vidt angår den del af BPM, der afhænger af CO2-udstødningen, er underlagt en lavere BPM end den, som lignende brugte køretøjer, der er blevet indført og indregistreret efter den 1. januar 2010, er blevet underlagt.

  

40

I dette tilfælde ville der på det nationale marked findes brugte køretøjer, som er "lignende" med det i hovedsagen omhandlede, hvor det residuelle BPM-beløb, som stadig indeholdes i deres værdi, er lavere end det afgiftsbeløb, der er pålagt det omhandlede køretøj

  

41

Hvis det sidstnævnte beløb overstiger det laveste residuelle afgiftsbeløb, der stadig indeholdes i værdien af lignende brugte køretøjer, der allerede er indregistreret på det nationale område, er det ikke godtgjort, at BPM-loven er opbygget således, at den under alle omstændigheder udelukker, at der skal svares højere afgifter af importerede varer end af indenlandske varer, og den har derfor under ingen omstændigheder forskelsbehandlende virkninger.

  

42

Sådanne forskelsbehandlende virkninger kan kun undgås, hvis det er muligt at vælge det laveste residuelle beløb af registreringsafgiften, der stadig indeholdes i værdien af lignende brugte køretøjer, der allerede er indregistreret på det nationale område.

  

43

Det tilkommer den nationale ret at undersøge, om det BPM-beløb, som pålægges et brugt køretøj, såsom det i hovedsagen omhandlede, er højere end det laveste residuelle afgiftsbeløb, der stadig indeholdes i værdien af lignende brugte køretøjer, der allerede er indregistreret på det nationale område.

  

44

Det følger heraf, at artikel 110 TEUF er til hinder for en afgift som den, der er fastsat i BPM-loven, hvis og for så vidt som dette afgiftsbeløb, der pålægges indførte brugte køretøjer i forbindelse med deres indregistrering i Nederlandene, overstiger det laveste residuelle afgiftsbeløb, som indeholdes i værdien af lignende brugte køretøjer, der allerede er indregistreret i denne samme medlemsstat.

..."

Højesterets begrundelse og resultat

Ved lov nr. 265 af 23. april 2008 om ændring af bl.a. registreringsafgiftsloven blev der indført nye regler om fastsættelse af registreringsafgift for brugte køretøjer. Efter § 4, stk. 7, i registreringsafgiftsloven skal afgiften for brugte køretøjer nu beregnes på samme måde som for nye køretøjer. De beløb, der indgår ved beregningen af afgiften på et nyt køretøj, skal nedsættes med samme procentdel, som køretøjets værdi inklusive afgift er ændret, sammenholdt med et tilsvarende køretøj, der er afgiftsberigtiget som nyt. Herved blev den hidtil gældende beregning for brugte køretøjer, som var baseret på faste skalaer efter navnlig køretøjets alder, erstattet med en konkret beregning, hvor der tages udgangspunkt i den afgiftsberegning, der gælder for nye køretøjer, men hvor beløbet for hver enkelt beregningskomponent nedsættes med samme procentdel som det konkrete værditab for selve køretøjet. Det fremgår af forarbejderne til 2008-loven, at formålet med lovændringen bl.a. var at sikre, at registreringsafgiftslovens bestemmelser om registreringsafgift af brugte køretøjer er i overensstemmelse med EU-retten, og samtidig på en balanceret måde inddrage afgiftsberegningens mange fradrag for miljø- og trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger.

Loven, der trådte i kraft den 27. april 2008, indeholdt en overgangsregel for køretøjer med en alder over 1 år, der efter den 24. april 2007 - hvor der ved lov nr. 541 af 6. juni 2007 var sket en nedsættelse af registreringsafgiften for bl.a. brændstoføkonomiske biler - var blevet afgiftsberigtiget efter de hidtil gældende regler. For de køretøjer, der var omfattet af overgangsreglen, kunne registreringsafgiften efter ansøgning omberegnes efter de nye regler i 2008-loven.

Det første hovedspørgsmål i de foreliggende sager er, om det er i overensstemmelse med 2008-loven, at SKAT ved omberegning af afgiften har taget udgangspunkt i bilernes handelspris som nye inklusive den registreringsafgift, der skulle have været betalt efter de danske afgiftsregler for tilsvarende biler på det tidspunkt, da bilerne blev indregistreret som nye i udlandet.

Det andet hovedspørgsmål er, om afgiftsberegningerne i givet fald indebærer en overtrædelse af EU-retten (TEUF artikel 110).

Spørgsmålet om omberegningernes overensstemmelse med 2008-loven

Omberegning efter overgangsreglen i 2008-lovens § 4, stk. 2, skal foretages med udgangspunkt i registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7, som affattet ved 2008-loven. Efter denne bestemmelse skal afgiftsberegningen for brugte biler baseres på en opgørelse af den værdiforringelse, den pågældende bil har været udsat for, efter at den blev indregistreret eller taget i brug som ny. Den brugte bils handelsværdi som ny skal således sammenholdes med dens handelsværdi ved indregistreringen som brugt.

Efter ordlyden af og forarbejderne til registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7, tiltræder Højesteret, at køretøjets handelsværdi som nyt skal fastsættes med udgangspunkt i den handelspris, der ville have været gældende her i landet for tilsvarende nye køretøjer på det tidspunkt, da det pågældende køretøj blev indregistreret eller ibrugtaget som nyt i udlandet, inklusive den registreringsafgift, der i givet fald skulle have været betalt efter de dagældende danske afgiftsregler. Højesteret tiltræder således, at den beregningsmåde, som SKAT har anvendt i de foreliggende sager, er i overensstemmelse med 2008-lovens regler.

Spørgsmålet om omberegningernes forenelighed med EU-retten (TEUF artikel 110)

Efter TEUF artikel 110 må en medlemsstat hverken direkte eller indirekte pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er højere end de afgifter, der direkte eller indirekte pålægges lignende indenlandske varer.

EU-Domstolen har afsagt en række domme om fortolkningen af artikel 110 i relation til afgifter på biler. Det fremgår af EU-Domstolens praksis, at størrelsen af registreringsafgiften på indførte brugte køretøjer ikke må overstige det residuelle afgiftsbeløb, der indeholdes i værdien af lignende brugte køretøjer, der allerede er indregistreret på det nationale marked.

Ved bedømmelsen af, om en afgift, der pålægges en bil, der er indregistreret som ny i udlandet forud for den 25. april 2007, og som efter denne dato er indført her i landet, er forenelig med TEUF artikel 110, skal der således foretages en sammenligning med en tilsvarende brugt bil, der blev indregistreret her i landet som ny forud for den 25. april 2007, og det må sikres, at den afgift, der pålægges den indførte brugte bil, ikke er større end den residualafgift, der hviler på en tilsvarende indenlandsk brugt bil.

Fortolkningen af TEUF artikel 110 må i kraft af EU-Domstolens praksis anses for tilstrækkeligt afklaret med henblik på afgørelsen af de spørgsmål, som er rejst i relation til beregningen af afgift for de tre biler, som de foreliggende sager angår. Afgørelsen beror herefter på den konkrete bedømmelse af, om den registreringsafgift, der er pålagt de tre indførte biler, er større end den residuelle afgift, som er indeholdt i værdien af tilsvarende brugte biler, der allerede er indregistreret her i landet.

På den baggrund finder Højesteret fortsat ikke grundlag for at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af TEUF artikel 110.

Appellanterne har gjort gældende, at beregningen af den registreringsafgift, der skal pålægges de indførte biler, skal ske på en sådan måde, at afgiften ikke bliver større end den afgift, som er indeholdt i værdien af lignende biler, der er indregistreret her i landet som nye efter den 24. april 2007, hvorved brugte biler, der indføres efter denne dato, får fordel af den afgiftsnedsættelse på biler med lavt brændstofforbrug, der skete med virkning fra den 25. april 2007.

Som anført foran skal det sikres, at den registreringsafgift, som indførte brugte biler pålægges, ikke er større end den residualafgift, som er indeholdt i værdien af en tilsvarende brugt bil her i landet, dvs. en bil af samme årgang, der er blevet indregistreret som ny på samme tidspunkt, som den indførte bil oprindeligt blev indregistreret i udlandet. Det forhold, at afgiftsnedsættelsen pr. 25. april 2007 førte til et prisfald på brugte brændstoføkonomiske biler, der var indregistreret her i landet med den højere afgift forud for afgiftsnedsættelsen, kan ikke føre til, at sammenligningen skal foretages på anden måde.

Ved den EU-retlige bedømmelse skal de tre indførte biler i de foreliggende sager, der alle er indregistreret som nye i udlandet forud for den 25. april 2007, således sammenlignes med lignende brugte biler, der er indregistreret her i landet som nye forud for den 25. april 2007, og ikke med biler indregistreret som nye her i landet efter denne dato.

Hvis sammenligningen skulle foretages som anført af appellanterne, ville det betyde, at indførte brugte biler ville blive belastet med en mindre afgift end den residualafgift, der hviler på en tilsvarende brugt bil her i landet. En sådan afgiftsmæssig forskelsbehandling til skade for indenlandske brugte biler stiller EU-retten ikke krav om. Modstykket hertil er, at der ved en mellemkommende afgiftsforhøjelse heller ikke vil kunne pålægges indførte brugte biler en højere afgift end den, der er indeholdt i en tilsvarende indenlandsk brugt bil.

Det bemærkes i øvrigt, at omberegningen af registreringsafgiften for de tre biler er sket efter bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7, som blev indsat i loven i 2008 for at imødekomme den kritik, som Kommissionen i en åbningsskrivelse fra april 2006 havde rejst af de danske regler for beregning af registreringsafgift for indførte brugte biler.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at den skete omberegning af registreringsafgiften for de tre biler ikke er i strid med TEUF artikel 110.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes,

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 ved C i sagerne 53/2012 og 55/2012 betale i alt 50.000 kr. til Skatteministeriet, og A skal i sag 54/2012 betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.