Indhold

Dette afsnit handler om formål og anvendelsesområde for syn og skøn.

Afsnittet indeholder:

  • Formål og anvendelsesområde
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Formål og anvendelsesområde

Syn og skøn bliver brugt, når en vurdering af sagens faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering, især i de tilfælde hvor klageinstansen ikke selv har disse sagkyndige kundskaber.

Formålet med syn og skøn er altså dels at få foretaget en sagkyndig besigtigelse og beskrivelse af et faktisk forhold (et syn) og dels at få en vurdering heraf (et skøn).

I SKM2018.347.ØLR var der anmodet om tilladelse til vidneafhøringer jf. retsplejelovens § 343 jf. skatteforvaltningslovens § 47. Såvel byretten som landsretten afviste anmodningen med henvisning til, at der ikke er hjemmel til vidneafhøringer ved domstolene, under en administrativ klagesagsbehandling ved Skatteankestyrelsen.

SKM2014.68.BR blev der ikke blev givet tilladelse til afholdelse af syn og skøn med henvisning til, at det var skatteyderens ansvar, at dokumentere sin virksomheds driftsudgifter, og at dette kunne ske ved, at skatteyderen selv sørgede for udlevering af oplysningerne fra sin revisor eller at de blev tilvejebragt på anden vis.

Vestre Landsret har i SKM2012.613.VLR stadfæstet en byretsdom, om det var hensigtsmæssigt at afholde syn og skøn. Sagen drejede sig om afklaring af størrelsen af byggeudgifter. Dokumentationen for samtlige byggeudgifter var gået tabt ved revisors konkurs. Da der stadig kunne fremskaffes kopier af fakturaer og kontoudtog, blev det vurderet, at dette ville være et mere sikkert bevismiddel end syn og skøn. SKAT nedlagde påstand om, at begæringen blev afvist, hvilken domstolene fulgte.

I afgørelsen SKM2011.80.ØLR var situationen den særlige, at der var afgivet 2 skønserklæringer med forskellige vurderinger af et gældsbrev. Landsretten tillagde ikke skønserklæring 2 nogen vægt da denne byggede på oplysninger, der under landsrettens behandling af sagen viste sig ikke at kunne dokumenteres. Landsretten tillagde det vægt, at vurderingen i skønserklæring 1 var i overensstemmelse med skattemyndighedernes vurdering.

Syn og skøn er alene til vejledning for skatteankestyrelsen, skatteankenævnet eller Landsskatteretten. Klageinstansen er derfor ikke forpligtiget til at følge skønserklæringen, men som hovedregel skønserklæringen fulgt.

Et syn og skøn kan derimod ikke blive udmeldt med henblik på at få besvaret et juridisk spørgsmål.

En skønsmand skal ikke foretage en juridisk bedømmelse, fordi det er en vurdering, klageinstansen skal foretage.

SKM2015.377.ØLR fik Skatteministeriet medhold i, at der i en ankesag om skønsmæssige forhøjelser på grund af negative privatforbrug, ikke var grundlag for at tillade skatteyderens anmodning om syn og skøn.

Syn og skøn med henblik på at indhente en vurdering af, om appellantens egen privatforbrugsopgørelse svarer til de principper, som SKAT anvender, vil indebære en retlig vurdering, som tilkommer landsretten.

Det samme gør sig gældende med hensyn til, om det i sagen foreliggende materiale understøttede skatteyderens privatforbrugsopgørelse. 

Landsretten udtalte også, det går ud over formålet med syn og skøn, hvis hensigten er at frembringe et nyt regnskab eller en ny privatforbrugsopgørelse.

I SKM2015.408.BR drejede sagen sig overordnet om opgørelsen af et interessentskabs anskaffelsessum ved den skattemæssige beregning af ejendomsavancen. Det var under sagen bl.a. omtvistet, hvorvidt et beløb på kr. 1,8 mio. udgjorde et såkaldt udbyderhonorar, som ikke kan tillægges anskaffelsessummen.

Interessentskabet, der oprindeligt bestod af tre interessenter, havde i oktober 1995 erhvervet ejendommen fra et konkursbo for kr. 6,3 mio. Ultimo oktober 1995 blev ejendommen angiveligt videresolgt for kr. 8,5 mio., og interessentskabet bestod herefter af de tre oprindelige interessenter samt yderligere syv nye interessenter. Interessentskabet videresolgte herefter ejendommen i 2008.

Interessenterne havde under retssagen anmodet om syn og skøn over forskelsværdien mellem beløbet på kr. 6,3 mio. og kr. 8,5 mio., herunder det omtvistede beløb på kr. 1,8 mio., hvor skønsmanden i henhold til skønstemaet bl.a. skulle forholde sig til, hvilke forhold som forskelsbeløbet kunne skyldes.

Byretten fandt, at det er en retlig vurdering, hvordan forskelsbeløbet på kr. 1,8 mio. skal kvalificeres, og at det ikke tilkommer en skønsmand at foretage denne vurdering. Retten udtalte endvidere, at det forhold, at der skulle inddrages forskellige momenter som godt købmandsskab, anvendelse af ansvarsforsikringsklausul samt spørgsmål om huslejegaranti ikke medførte, at den retlige vurdering kunne gøres til genstand for syn og skøn. 

Retten tog derfor ikke interessenternes anmodning om syn og skøn til følge, idet et syn og skøn var uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 341.

I SKM2015.418.ØLR drejede sagen sig om at SKAT havde forhøjet en skatteyder med en række ejendomsavancer i forbindelse med overdragelse mellem 2 selskaber der begge var kontrolleret af skatteyderen.

SKAT havde lagt oplysningerne i regnskaber til grund, og anset ejendommene for overdraget til de priser som regnskabet oplyste.

Skatteyderen ønskede reelt gennemført et syn og skøn til bedømmelse af hvorvidt der som følge af oplysningerne i regnskaberne kunne anses for, at være sket en overdragelse.

SKAT nedlagde påstand om, at anmodningen om afholdelse af syn og skøn blev afvist da der var tale om en retlig vurdering af validiteten af regnskaber og dermed reelt en vurdering af om dels ejendommene var overdraget.

Byretten besluttede at tillade afholdelse af syn og skøn, men ikke på grundlag af alle de daværende spørgsmål der dels var for bredt formuleret, samt dels fordi de indeholdte en bevisbedømmelse der skulle overlades til Landsskatteretten.

Rekvirenten påkærede byrettens afgørelse med påstand om, at det blev tilladt, at stille de spørgsmål som byretten afviste.

Landsretten ville ikke tillade afholdelse af syn og skøn da validiteten af regnskabernes indhold var en retlig vurdering der ikke kunne afholdes syn og skøn om, samt at der efter indholdet af spørgetemaet reelt var tale om, at der blev efterspurgt en bedømmelse af om ejendommene var overdraget.

I SKM2014.848.VLR havde byretten givet tilladelse til, at der kunne afholdes syn og skøn. Vestre Landsret ændrede kendelse og tillod ikke afholdelse af syn og skøn. I sagen ønskede rekvirenten afholdt syn og skøn til fastlæggelse af handelsværdien af nogle vindmøller i et K/S projekt i Tyskland på tidspunktet for idriftsættelsen. SKAT havde ændret afskrivningsgrundlaget for vindmøllerne og ikke tilladt at udbyderhonoraret var afskrivningsberettiget, og SKAT havde herefter fordelt den regulerede anskaffelsessum på udgifterne til vindmøller, infrastruktur og køreveje efter en skønsmæssig fordeling på baggrund ag totalentrepriseaftalen om investorernes egne oplysninger. SKAT gjorde i landsretten gældende, at der i givet fald der ville blive afholdt et syn og skøn ville dette medføre en retlig vurdering der tilkom Landsskatteretten, at foretage. 

Syn og skøn kan finde sted i både told-, skatte-, afgifts- og momssager, der er påklaget til skatteankestyrelsen,  skatteankenævnet eller Landsskatteretten.

På skatteområdet bliver der navnlig anmodet om syn og skøn i sager, hvor der er uenighed om værdien af aktier, gældsbreve, goodwill, rettigheder og varelagre mv., samt i sager, hvor spørgsmålet er, om et landbrug bliver drevet erhvervsmæssigt, altså landbrugsfagligt forsvarligt, og med et forventet driftsresultat på eller omkring 0 kr. 

I SKM2010.462.ØLR afviste Østre Landsret, at give tilladelse til afholdelse af syn og skøn da rekvirentens spørgsmål angik en retlig vurdering. Parterne var enige om de faktiske forhold forstået således, at en ejendoms værdi hverken var steget eller faldet i perioden fra købet til salget til investorerne, og Skatteministeriet bestred ikke at kommanditisternes samlede anskaffelsessum var  på ca. 288 mio. kr. Sagen drejede sig derfor udelukkende om hvorvidt nogle værditilvækster som følge af Kommanditistselskabets udgifter til  salgsmodningsbestræbelser skulle indgå i afskrivningsgrundlaget. Dette var en retlig vurdering der ikke kunne afholdes syn og skøn om.

Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne blive aktuel i sager om toldværdifastsættelse og i tariferingssager.

Der kan ikke afholdes syn og skøn om prøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 13a og i sager om vurdering af fast ejendom. Se A.A.11.1.2 for nærmere begrundelse.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2018.347.ØLR

Sagen angik, om der kunne ske isoleret bevisoptagelse i medfør af retsplejelovens § 343 i form af afhøringer af en part og tre vidner til brug for en sag, der verserede ved Skatteankestyrelsen.

Skatteyderen gjorde med henvisning til Skatteankestyrelsens sagsbehandlingstid gældende, at det var nødvendigt at sikre bevis, idet forholdene lå 7 år tilbage i tid, og idet det ene af de tre vidner stod foran en udstationering til Kina. Herudover blev det gjort gældende, at afhøringerne ville være procesbesparende, idet de ville sikre det materielt rigtige resultat hurtigst muligt.

Byretten (SKM2018.332.BR) afslog anmodningen om isoleret bevisoptagelse.

Byretten henviste i den forbindelse til, at der gælder en særlig procesform for sagers behandling ved Skatteankestyrelsen, og at der ikke er hjemmel i skatteforvaltningsloven til at indhente vidneforklaringer optaget efter retsplejelovens regler om isoleret bevisoptagelse i sådanne sager.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse med begrundelsen om, at der ikke er hjemmel til, at indhente forklaringer gennem isoleret bevisoptagelse ved domstolene, under en administrativ klagesagsbehandling ved Skatteankestyrelsen.

Skatteyderen ansøgte Procesbevillingsnævnet om tilladelse til, at indbringe landsrettens afgørelse for Højesteret, men fik afslag

Anmodning om vidneforklaringer afvist

SKM2015.418.ØLR

Sagen drejer sig om at SKAT havde forhøjet en skatteyder med en række ejendomsavancer i forbindelse med overdragelse mellem 2 selskaber der begge var kontrolleret af skatteyderen.

SKAT havde lagt oplysningerne i regnskaber til grund, og anset ejendommene for overdraget til de priser som regnskabet oplyste.

Skatteyderen ønskede reelt gennemført et syn og skøn til bedømmelse af hvorvidt der som følge af oplysningerne i regnskaberne kunne anses for, at være sket en overdragelse.

SKAT nedlagde påstand om, at anmodningen om afholdelse af syn og skøn blev afvist da der var tale om en retlig vurdering af validiteten af regnskaber og dermed reelt en vurdering af om dels ejendommene var overdraget.

Byretten besluttede at tillade afholdelse af syn og skøn, men ikke på grundlag af alle de daværende spørgsmål der dels var for bredt formuleret, samt dels fordi de indeholdte en bevisbedømmelse der skulle overlades til Landsskatteretten.

Rekvirenten påkærede byrettens afgørelse med påstand om, at det blev tilladt, at stille de spørgsmål som byretten afviste.

Landsretten ville ikke tillade afholdelse af syn og skøn da validiteten af regnskabernes indhold var en retlig vurdering der ikke kunne afholdes syn og skøn om, samt at der efter indholdet af spørgetemaet reelt var tale om, at der blev efterspurgt en bedømmelse af om ejendommene var overdraget.

Syn og skøn afvist

SKM2015.377.ØLR

Ministeriet fik medhold i, at der i en ankesag om skønsmæssige forhøjelser på grund af negative privatforbrug, ikke var grundlag for at tillade skatteyderens anmodning om syn og skøn.

Syn og skøn med henblik på at indhente en vurdering af, om appellantens egen privatforbrugsopgørelse svarer til de principper, som SKAT anvender, vil indebære en retlig vurdering, som tilkommer landsretten.

Det samme gør sig gældende med hensyn til, om det i sagen foreliggende materiale understøttede skatteyderens privatforbrugsopgørelse.

Landsretten udtalte også, det går ud over formålet med syn og skøn, hvis hensigten er at frembringe et nyt regnskab eller en ny privatforbrugsopgørelse. 

Syn og skøn afvist

SKM2014.848.VLR

Sagen drejer sig om at der ønskes afholdt syn og skøn vedrørende værdiansættelse af en vindmøllepark bestående af 6 vindmøller i Tyskland i forbindelse med, at disse blev erhvervet af 3 danske kommanditselskaber, der senere er samlet i K/S G2. De danske kommanditselskaber ejer vindmøllerne via 3 tyske kommanditselskaber, der tilsvarende senere er samlet i et tysk kommanditselskab. Vindmøllerne er beliggende i ...1, ...2, ...3 og ...4. Vindmøllerne er overdraget og sat i drift i 2009. K/S G2 har opgjort det samlede afskrivningsgrundlag til kr. 145.340.413. A har foretaget afskrivninger i sin skattepligtige indkomst i overensstemmelse med sin ejerandel. 

SKAT er ikke enig med A i opgørelsen af afskrivningsgrundlaget, og har derfor reduceret afskrivningsgrundlaget med henholdsvis kr. 8.584.142 (Udbyderhonorar), kr. 39.640.181 (Infrastrukturanlæg) og kr. 904.142 (Køreveje), eller i alt med kr. 49.128.465. 

A gør gældende, at reduktionen af afskrivningsgrundlaget med udgifterne på henholdsvis kr. 8.584.142 og kr. 39.640.181 ikke bør foretages da udgifterne er indeholdt i prisen som blev forlangt af K/S G2 da anpartsprojektet udbydes, og således udgjorde en del af afskrivningsgrundlaget i K/S G2 som A erhvervede sin anpart i. 

SKAT har her over for den opfattelse, at udgifterne på kr. 8.584.142 og kr. 39.640.181 udgør ikke afskrivningsberettigede udgifter til dels udbyderhonorar og udgifter til infrastrukturanlæg jfr. afskrivningslovens § 5, § 5C og § 45. SKAT er således af den opfattelse, at udgifterne allerede efter afskrivningsloven ikke kan indgå i afskrivningsgrundlaget. 

SKAT har ved opgørelsen af udgifterne på kr. 8.584.142, kr. 39.640.181 samt kr. 904.142 lagt K/S G2s egne oplysninger til grund. 

I sagen har A´s advokat Poul Bostrup anmodet om syn og skøn. Der ønskes mere konkret afholdt syn og skøn til fastlæggelse af værdien af anlægsarbejder mv. i forbindelse med opførelse af vindmølleparkerne i Tyskland.

SKAT har anvendt anpartsprojektets egne oplysning for så vidt de talmæssige oplysninger. Derfor er det SKATs opfattelse, at da der ikke ses at være nogen uenighed om værdiansættelserne og da sagen vil blive afgjort ud fra rene juridisk regler kan der ikke afholdes syn og skøn. 

Landsskatteretten har givet A afslag på tilsagn om omkostningsdækning med begrundelse om at sagen vil blive afgjort ud fra udelukkende juridisk regelfortolkning. 

Byretten tillod afholdelse af syn og skøn med, at det ikke på det foreliggende grundlag kunne afvises, at et syn og skøn kunne få betydning for Landsskatterettens afgørelse. 

Vestre Landsret omgjorde byrettens kendelse og afviste begæringen om afholdelse af syn og skøn da det skønnedes uden betydning hvad vindmøllernes handelsværdi ved ibrugtagning måtte være og at SKAT havde foretaget en fordeling på baggrund af parternes aftale om en totalentreprise og investorernes øvrige økonomiske oplysninger.

Syn og skøn afvist

Afgørelsen viser, at der ikke kan afholdes syn og skøn når SKATs afgørelse alene tager udgangspunkt i skatteyderens egne oplysninger til fx.. SKAT eller i andre sammenhænge og når  afgørelsen ikke indeholder et skønsmæssigt element da der ellers ville kunne blive tale om, at skønsmanden ville komme til at vurderer sagens beviselementer og altså reelt ville blive anmodet om, at foretage en vurdering af juridisk karakter der tilkommer klageinstansen, at tager stilling til.

SKM2012.613.VLR

Sagen drejer sig om, at SKAT i forbindelse med beskatning af fortjeneste ved salg af to parcelhuse havde fastsat byggeudgifterne skønsmæssigt.

Syns- og skønssagen skulle søge at afklare størrelsen af byggeudgifterne.

Al dokumentation for afholdte byggeudgifter var gået tabt i forbindelse med revisors konkurs. Skønsrekvirenten har oplyst, at det ikke senere har været muligt at rekonstruere dokumentationen.

Skønsrekvirenten har oplyst, at han har benyttet professionelle håndværkere og entreprenører. Parcelhusene er opført i delentreprise i 2007/2008.

Da byggeudgifterne er afholdt i 2007/2008 var det fortsat muligt at skaffe bevis for disse ved at rette henvendelse til de få benyttede håndværkere og entreprenører. Fakturakopier fra disse samt kontoudtog fra benyttede byggekreditter ville tilsammen udgøre et godt og bevismæssigt sikkert dokumentationsgrundlag for faktiske afholdte byggeudgifter.

Byretten bestemte, at fakturakopier og kontoudtog er en langt sikrere måde at dokumentere de reelle udgifter på end ved et syn og skøn, hvis bevisværdi blandt andet vil afhænge af, om de forudsætninger, som skønsmanden skal lægge til grund for besvarelsen, viser sig at være rigtige (kan bevises). Byretten fandt, at der - i al fald for tiden - ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tillade bevisoptagelse i form af syn og skøn.

Vestre Landsret tiltrådte byrettens resultat og begrundelse og stadfæstede derfor byrettens kendelse.

Begæring om syn og skøn afvist

SKM2011.80.ØLR

Skattemyndighedernes skøn over værdien af et gældsbrev blev ikke tilsidesat i en sag, hvor der forelå 2 skønserklæringer med forskellige konklusioner. Skattemyndighedernes værdiskøn var i overensstemmelse med konklusionerne i den første skønserklæring, og der var ikke grundlag for at bortse fra denne skønserklæring, selv om der efterfølgende var udmeldt nyt syn og skøn ved en anden skønsmand. Landsretten fastslog, at der var fejl i forudsætningsgrundlaget for konklusionerne i den anden skønserklæring, idet skønsmanden fejlagtig havde lagt til grund, at gældsbrevet var sikret ved pant.

Skønserklæring 2 ikke tillagt betydning da der var fejl i forudsætningerne.

SKM2010.462.ØLR

En at sagsøgeren fremsat begæring om syn og skøn i sagen om prøvelse af Skatterådets afgørelse SKM2007.850.SR (TfS 2008.387) om bygningsafskrivning på en ejendom i Finland blev ikke taget til følge. Ejendommen indgik i et ejendomsinvesteringsprojekt, og skattesagens hovedtema angik spørgsmålet om, hvorvidt honoraret til projektudbyderen indgik i afskrivningsgrundlaget.

Begæringen om syn og skøn blev ikke taget til følge, fordi spørgsmålene angik en retlig vurdering, og fordi parterne i øvrigt var enige om de faktiske forhold. Også et skønstema om advokathonorar blev afvist, fordi der ikke gennem syn og skøn vedrørende advokathonoraret kunne antages at fremkomme oplysninger, som ikke ville kunne fremskaffes på anden måde.

Begæring afvist

TfS2000.636.ØL

Retten afviste en begæring om at udmelde syn og skøn, da syns- og skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse, som hørte retten til.

Begæring afvist.

Byretsdomme

SKM2015.408.BR 

Sagen vedrørte overordnet opgørelsen af et interessentskabs anskaffelsessum ved den skattemæssige beregning af ejendomsavancen. Det var under sagen bl.a. omtvistet, hvorvidt et beløb på kr. 1,8 mio. udgjorde et såkaldt udbyderhonorar, som ikke kan tillægges anskaffelsessummen.

Interessentskabet, der oprindeligt bestod af tre interessenter, havde i oktober 1995 erhvervet ejendommen fra et konkursbo for kr. 6,3 mio. Ultimo oktober 1995 blev ejendommen angiveligt videresolgt for kr. 8,5 mio., og interessentskabet bestod herefter af de tre oprindelige interessenter samt yderligere syv nye interessenter. Interessentskabet videresolgte herefter ejendommen i 2008.

Interessenterne havde under retssagen anmodet om syn og skøn over forskelsværdien mellem beløbet på kr. 6,3 mio. og kr. 8,5 mio., herunder det omtvistede beløb på kr. 1,8 mio., hvor skønsmanden i henhold til skønstemaet bl.a. skulle forholde sig til, hvilke forhold som forskelsbeløbet kunne skyldes.

Byretten fandt, at det er en retlig vurdering, hvordan forskelsbeløbet på kr. 1,8 mio. skal kvalificeres, og at det ikke tilkommer en skønsmand at foretage denne vurdering. Retten udtalte endvidere, at det forhold, at der skulle inddrages forskellige momenter som godt købmandsskab, anvendelse af ansvarsforsikringsklausul samt spørgsmål om huslejegaranti ikke medførte, at den retlige vurdering kunne gøres til genstand for syn og skøn.

Retten tog derfor ikke interessenternes anmodning om syn og skøn til følge, idet et syn og skøn var uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 341.

Syn og skøn afvist 

SKM2014.68.BR

A drev virksomhed i et engelsk selskab (Ltd.), der var indregistreret på øen Jersey. SKAT anså, indtil selskabet i 2009 blev opløst, A for at have modtaget løn fra selskabet svarende til de af selskabets indtægter, der blev indsat på A´s private bankkonto i Danmark. Efter selskabet blev opløst, anså SKAT indsætningerne på A´s private bankkonto som omsætning fra uregistreret virksomhed.

SKAT har ikke givet A fradrag for påståede og udokumenterede driftsomkostninger. A har derfor ønsket afholdt syn og skøn for at kunne sandsynliggøre størrelsen af de driftsomkostninger, der i 2008 og 2009 har været forbundet med at drive virksomhed med arbejdsudleje.

Under sagsbehandlingen har SKAT bedt A om at indsende dokumentation for afholdte driftsomkostninger i selskabet. A har oplyst, at han af forskellige årsager ikke kan eller ikke ønsker at fremskaffe dokumentation for driftsomkostningerne.

SKAT har påstået anmodningen om syn og skøn afvist, idet A på en mere hensigtsmæssig måde end ved syn og skøn kan fremskaffe bevis for og dokumentere størrelsen af afholdte driftsomkostninger i 2008 og 2009, herunder betalinger til ansatte og underentreprenører.

Retten lagde ved sin afgørelse om afvisning af syn og skøn til grund, at det påhviler A at dokumentere selskabets driftsudgifter. A har ikke nærmere oplyst, hvad han har foretaget sig med henblik på at få materialet udleveret fra selskabets engelske revisor, og hvad der hindrer, at materialet udleveres fra revisor eller tilvejebringes på anden vis.

Retten fandt på denne baggrund, at der ikke var et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tillade bevisoptagelse i form af syn og skøn.

Begæring afvist

SKM2009.315.BR

Sagen drejede sig om en ejendom, som skatteyderen købte i 1997. Ejendommens areal var over 1.400 kvadratmeter.

Skatteyder spurgte - formentlig i 2005 - kommunen, om der var mulighed for at foretage udstykning fra ejendommen. Efter sagens oplysninger har kommunen dengang svaret, at der ikke var mulighed for udstykning.

Skatteyder solgte ejendommen i 2005, og i forbindelse med SKATs gennemgang af denne sag blev det nu oplyst fra kommunen, at der alligevel kunne foretages udstykning. Baggrunden for meddelelsen i 2005 om det modsatte, skyldes efter det oplyste, at man angiveligt havde kigget i en forkert lokalplan.

SKAT foretager derfor fuld beskatning af ejendomssalget, da fritagelsesreglen i ejendomsavancebeskatningslovens (EBL) § 8 ikke finder anvendelse, når der kan udstykkes fra ejendommen.

Rekvirenten påklager SKATs afgørelse til skatteankenævnet og begærer afholdt et syn og skøn. Syn og skønnet ønskes blandt andet afholdt med henblik på fordeling af købesummen efter forudsætning om, at ejendommen i form af grundparcellen kunne have været udstykket.

Retten kom frem til at der for så vidt spørgsmål et og to var tale om et skøn over faktuelle forhold, og at der ikke var tale om en retlig vurdering, mens spørgsmål tre og fire var af dels hypotetisk karakter og dels for uklare.

Begæring blev delvis imødekommet.