Dato for udgivelse
24 Mar 2015 13:28
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Feb 2015 13:03
SKM-nummer
SKM2015.213.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
14-5262169
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Væddemål - afgifter af spil - online væddemål
Resumé

Gevinster fra hestevæddemål udbudt fra Gibraltar og UK via Bet365.com og Betfair.com, og som blev vundet af en dansk skattepligtig under ophold i et andet EU-land, hvor væddemålene blev udbudt lovligt, var fritaget fra beskatning i Danmark, da spillene var godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU- eller EØS-land og opfyldte betingelserne m.v. i spillelovgivningen i det pågældende medlemsland

Hjemmel

LOV nr. 149 af 10/04/1922 (Statsskatteloven),
LOV nr. 698 af 25/06/2010 (Spilleafgiftsloven) og
LOV nr. 848 af 01/07/2010 (Lov om spil)

Reference(r)

Statsskatteloven § 4, litra f,
Spilleafgiftsloven § 1, stk. 3 og
Lov om spil § 12

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit E.A.9.1.

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit E.A.9.16.


Spørgsmål

  1. Er gevinster fra hestevæddemål via Bet365.com og Betfair.com fritaget fra beskatning i Danmark?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er pt. fuldt skattepligtig til Danmark.

Spørger har en lejlighed i X-land, hvor han 2-3 gange månedligt opholder sig. I den forbindelse er han begyndt at spille på hestevæddemål via ovennævnte hjemmesider. Spillet foretages alene, mens spørger er i X-land og via ovennævnte hjemmesider, som er bookmakere med engelske konti.

Spillene foregår typisk således, at spørger via sin computer, som fysisk er placeret i X-land, foretager væddemål på sportsbegivenheder, hovedsageligt hestevæddeløb. 

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det følger af statsskattelovens § 4, litra f, at indtægter af lotterispil samt andet spil og væddemål som udgangspunkt er skattepligtig indkomst

Statsskattelovens § 4, litra f:

Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger, den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f.eks.

f) af lotterispil samt andet spil og væddemål.

Visse gevinster er dog ikke indkomstskattepligtige, idet der i stedet svares en afgift til staten. Da kun gevinster fra danske spil kan være afgiftspligtige, er en gevinst fra udenlandske internetspil ikke afgiftspligtig.

Af § 1, stk. 3 i Afgifter af spil står:

Gevinster fra spil, der er omfattet af denne lov, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Tilsvarende gælder for gevinster vundet i spil, der svarer til de spil, som er omfattet af denne lov, og som udbydes eller arrangeres i et andet EU- eller EØS-land og er tilladt i dette land.

Af § 7 i Afgifter af spil står:

Indehaveren af tilladelse til udbud af puljevæddemål på heste- og hundevæddeløb efter § 12 i lov om spil skal betale en afgift på 11 % af bruttospilleindtægten. Der skal endvidere betales en tillægs-afgift på 19 % af den del af den månedlige bruttospilleindtægt, der overstiger 16,7 mio. kr.

Der henvises endvidere til SKM2004.121.DEP, jf. EF-domstolens afgørelse i Lindman-sagen (C-42/02), at gevinster, som vindes på et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU/EØS-land er fritages for beskatning i Danmark.

Det fremgår endvidere af afgørelsen, at fritagelsen for indkomstskat forudsætter, at der kan fremlægges fornødne dokumentation for at den udenlandske spilleudbyder er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed.

Som dokumentation for at Bet365.com og Betfair.com er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU eller EØS-land fremlægges følgende:

Bet365.com

Udklip fra "http://help.bet365.com/en/terms-and-conditions", A3:

“3. Where reference is made to “bet365", “we", "our" or “us" in relation to:

(a) sportsbook products - refers to Hillside (UK Sports) LP, a Limited Partnership incorporated in Gibraltar (Registration number 117), and with its principal place of business at Unit 1.1, First Floor, Waterport Place, 2 Europort Avenue, Gibraltar. All bets on sportsbook products are considered to be placed and received in Gibraltar. Hillside (UK Sports) LP is licensed by the Government of Gibraltar and regulated by the Gibraltar Gambling Commissioner (RGL number 074); and 

(b) gaming products - refers to Hillside (Gibraltar) Limited, a company incorporated in Gibraltar (company number 97927), and with its registered office at Unit 1.1, First Floor, Waterport Place, 2 Europort Avenue, Gibraltar. All wagers on gaming products are considered to be placed and received in Gibraltar. Hillside (Gibraltar) Limited is licensed by the Government of Gibraltar and regulated by the Gibraltar Gambling Commissioner (RGL number 035)."

Dvs. Bet365 er hjemmehørende og kontrolleret i Gibraltar

Betfair.com

Udklip fra "http://www.betfair.com/aboutUs/Regulatory.Information/"

“The Gambling commission is the UK gambling regulator. Under the terms of the UK Gambling Act 2005, the Gambling Commission has issued licences to cover a range of betting and gaming products to the following Betfair companies. Customers who are in the UK are licensed and regulated by the Gambling Commission for all products that they bet on."

Dvs. Betfair er hjemmehørende og kontrolleret i UK

Før november 2014 var Betfair.com hjemmehørende og kontrolleret i Gibraltar.

I SKM2006.264.SR, har skatterådet afgjort, at gevinst ved pokerspil, der udbydes over internettet af en virksomhed beliggende i Gibraltar, ikke er skattepligtig i Danmark.

Begrundelsen er, at Gibraltar ikke er en separat medlemsstat i EU, men er som "dependent territory of the UK" omfattet af EF-traktatens frihedsrettigheder, herunder bestemmelserne for fri udveksling af tjenesteydelser, jf. traktatens artikel 49.

Bet365.com og Betfair.com er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU eller EØS-land, samt er i overensstemmelse med spillelovgivningen i dette land. Betingelsen om, at udbyder er hjemmehørende i et andet EU/EØS-land er opfyldt. 

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at gevinster fra hestevæddemål via Bet365.com og Betfair.com fritaget fra beskatning i Danmark.

Lovgrundlag

Statsskattelovens § 4, litra f, hvorefter indtægter af lotterispil samt andet spil og væddemål som udgangspunkt er skattepligtig indkomst.

Spilleafgiftslovens § 1, stk. 3: Gevinster fra spil, der er omfattet af denne lov, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Tilsvarende gælder for gevinster vundet i spil, der svarer til de spil, som er omfattet af denne lov, og som udbydes eller arrangeres i et andet EU- eller EØS-land og er tilladt i dette land. 

Lov om spil § 12: Tilladelse til udbud af væddemål på heste- og hundevæddeløb kan gives til Danske Spil A/S. Der kan ikke gives tilladelse til væddemål med faste odds på heste- og hundevæddeløb.

Stk. 2. Tilladelsen kan helt eller delvis med skatteministerens godkendelse overdrages til et af Danske Spil A/S helejet datterselskab. 

Praksis

SKM2004.121.DEP fastslår, at gevinster vundet i et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU- eller EØS-land og opfylder betingelserne m.v. i spillelovgivningen i det pågældende medlemsland er fritaget for indkomstbeskatning. Det er en betingelse, at et tilsvarende spil lovligt udbydes her i landet, uden at gevinsterne indkomstbeskattes. 

SKM2006.264 omhandler beskatning/afgift af netpoker udbudt af firmaet Landbrokes i Gibraltar. I afgørelsen blev det anført om betingelsen om, at spillet skal være godkendt af en offentlig myndighed i et andet EU eller EØS- land, at Gibraltar ikke er en separat medlemsstat i EU, men er som "dependent territory of the UK" omfattet af EF-traktatens frihedsrettigheder, herunder bestemmelserne for fri udveksling af tjenesteydelser, jf. traktatens artikel 49. Bl.a. under hensyn hertil tiltrådte Skatterådet SKATs indstilling om, at de af sagen omhandlede netpokergevinster ikke kunne beskattes i Danmark.

Spillemyndigheden har på internettet offentliggjort en liste over selskaber med tilladelse til at udbyde væddemål og online kasino i Danmark.

Såvel Betfair International Plc med domænesitet betfair.com som Hillside (Gibraltar) Limited Unit 1.1, Waterport Place2 Eurossport Avenue, Gibraltar med domænesitet bet 365.com har tilladelse til også at udbyde væddemål i Danmark ved siden af Gibraltar- og UK tilladelserne.

Det bemærkes for en ordens skyld, at de anførte udbydere ikke kan udbyde hestevæddemål i Danmark, som i henhold til § 12 i lov om spil kun kan udbydes af Danske Spil A/S. 

Begrundelse

Som sagen foreligger oplyst kan det efter SKATs opfattelse lægges til grund, at samtlige betingelser for skattefrihed for de omhandlede gevinster fra hestevæddemål udbudt fra Gibraltar og UK via Bet365.com og Betfair.com er til stede.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter