Dato for udgivelse
08 Dec 2015 07:57
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 Nov 2015 07:27
SKM-nummer
SKM2015.757.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
4. afdeling, nr. B-1354-15
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Udlæg
Emneord
Ejendom, Personregister
Resumé

Sagen omhandlede overordnet, hvorvidt SKAT var berettiget til at foretage udlæg uden forudgående underretning.

I sagen havde SKAT foretaget udlæg i skyldners ejendom uden forudgående underretning, idet SKAT ikke havde kendskab til skyldners adresse i udlandet. Skyldner gjorde efterfølgende indsigelse mod udlægget, idet SKAT, efter skyldners opfattelse, ikke var berettiget til at foretage udlægget uden forudgående underretning. Fogedretten stadfæstede udlægget. Som begrundelse herfor anførte fogedretten, at skyldner ikke havde registreret sin adresse i Det Centrale Personregister. Skyldner kærede herefter fogedrettens kendelse til Vestre Landsret. I den forbindelse gjorde skyldner gældende, at SKAT, igennem en tidligere ransagning på skyldners adresse i Letland og som følge af, at skyldners adresse var blevet oplyst i forbindelse med den løbende korrespondance under sagsbehandlingen, var bekendt med skyldners adresse, hvorfor udlægget ikke kunne foretages uden forudgående underretning.

SKAT nedlagde påstand om, at fogedrettens kendelse skulle stadfæstes. Til støtte herfor gjorde SKAT gældende, at SKAT, ved opslag i Det Centrale Personregister, havde udfoldet rimelige bestræbelser på at fremsøge skyldners adresse. Idet skyldner ikke havde registreret sin udlandsadresse i Det Centrale Personregister, var det ikke muligt for at SKAT at finde frem til skyldners adresse. Herudover gjorde SKAT gældende, at adresser, der oplyses i forbindelse med korrespondancen med SKAT ikke ændrer på, at SKAT, ved opslag i Det Centrale Personregister, har udfoldet rimelige bestræbelser på at fremsøge skyldners adresse, hvorfor udlægget, uanset det af skyldner anførte, kunne foretages uden forudgående underretning.

Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse, idet landsretten fandt, at SKAT, ved opslag i Det Centrale Personregister, havde udfoldet rimelige bestræbelser på at fremsøge skyldners adresse. Udlægget kunne derfor foretages uden forudgående underretning.

Reference(r)

Skatteinddrivelsesloven § 5
Retsplejeloven § 493

Henvisning

G.A.3.2.2.1.2 Udlægsforretningens forberedelse


Vestre Landsrets kendelse af 13. november 2015, 4. afdeling nr. B-1354-15

Parter

A
(Adv. Kjeld Frederiksen)

mod

SKAT
(Kammeradvokaten v/ Adv. Jesper Saugmandsgaard Øe)

Afsagt af landsdommerne

Hanne Aagaard, Kirsten Thorup og Mette Koue (kst.)

Sagens baggrund

Ved kendelse af 6. juli 2015 har Fogedretten stadfæstet et udlæg, som SKAT har foretaget hos A den 2. juni 2014.

Påstande

Advokat Keld Frederiksen har på vegne af A kæret kendelsen med påstand om, at udlægget ophæves. Til støtte for påstanden har han navnlig anført, at SKAT ikke har dokumenteret at have et tilgodehavende på 372.355,87 kr., og at SKAT ikke har underrettet A om udlægsforretningen, selvom SKAT var bekendt med hans adresse i Letland. Der foreligger derfor ikke omstændigheder, der kan begrunde, at SKAT kan foretage udlæg uden underretning. A har endvidere den 26. september 2012 sendt en erklæring til SKAT, hvoraf det fremgår, at SKAT kan kontakte ham via advokatfirmaet R1.

SKAT har påstået kendelsen stadfæstet og har til støtte herfor navnlig anført, at SKAT har et retskraftigt krav mod A på 372.355,87 kr., som kan danne grundlag for udlæg. Kravet er dokumenteret ved fremlagte års- og forskudsopgørelser samt Vestre Landsrets dom af 21. december 2012 (SKM2013.152.VLR). SKAT har endvidere anført, at skatteinddrivelseslovens § 9 er overholdt, og at det var berettiget, at udlægget den 2. juni 2014 blev foretaget uden forudgående underretning af A, da han ikke havde foretaget en registrering af sin adresse i Det Centrale Personregister.

Landsretten afsagde

K e n d e l s e 

SKAT har den 28. april 2014 efter skatteinddrivelseslovens § 9, stk. 1, bekendtgjort, at der fra den 6. maj 2014 ville blive foretaget udlæg for restancer til det offentlige i de sager, hvor betalingsfristen udløb den 25. april 2014 eller tidligere.

A stod registeret i Det Centrale Personregister som udrejst til Estland den 1. august 2007 uden anførsel af adresse. Tilsigelse til udlægsforretningen af 13. maj 2014 blev derfor ikke sendt.

SKAT må anses for ved opslag i Det Centrale Personregister at have udfoldet rimelige bestræbelser på at tilvejebringe oplysninger om A´s opholdssted.

Betingelserne i retsplejelovens § 493, stk. 1, jf. skatteinddrivelseslovens § 5, stk. 1, til at foretage udlægsforretningen den 2. juni 2014 uden supplerende underretning af A er derfor opfyldt.

Det, som A i øvrigt har oplyst over for landsretten, kan ikke føre til andet resultat.

På denne baggrund, og da SKAT har dokumenteret sit krav på 372.355,87 kr. mod A, stadfæster landsretten fogedrettens kendelse.

T h i   b e s t e m m e s

Fogedrettens kendelse stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 2.000 kr. til SKAT.