Underskud i et fast driftssted kan kun modregnes i andre selskabers indkomst, hvis reglerne i den fremmede stat, på Færøerne eller i Grønland, hvor selskabet er hjemmehørende, medfører, at underskud ikke kan medregnes ved beregningen af selskabets indkomstopgørelse i den fremmede stat, på Færøerne eller i Grønland, hvor selskabet er hjemmehørende, Se SEL § 31, stk. 2, 2. pkt.

Faste ejendomme sidestilles med faste driftssteder. Se SEL § 31, stk. 1, 4. pkt.

SEL § 31, stk. 2, 2. pkt., er en værnsregel, der skal forhindre, at et udenlandsk selskab kan opnå fradrag for den danske filials mv. underskud både i Danmark og i det udenlandske selskabs hjemland. Efter bestemmelsen kan underskud i en filial mv. således kun modregnes i andre selskabers indkomst, hvis reglerne i selskabets hjemland forhindrer, at underskuddet medregnes ved beregningen af selskabets indkomstopgørelse.

Hvis koncernen har valgt international sambeskatning efter SEL § 31 A, kan et eventuelt samlet underskud for det pågældende selskab, som har filialen mv. i Danmark, uanset bestemmelsen i SEL § 31, stk. 2, 2. pkt., modregnes i andre sambeskattede selskabers indkomst. LL § 5 G om dobbelt dip kan eventuelt anvendes på det samlede underskud i selskabet, hvis underskuddet efter udenlandske regler kan overføres til modregning i indkomst, som ikke beskattes i Danmark.

EU-domstolen har i C-18/11 Philips Electronics taget stilling til de britiske regler om adgangen til at overføre tab i et udenlandsk selskabs faste driftssted til modregning i andre koncernselskaber. De britiske regler forbyder overførsel gennem koncernlempelse af tab, der er lidt i UK af et udenlandsk selskabs faste driftssted dér til et selskab, der er hjemmehørende i UK, hvis en del af dette tab ved beskatning i udlandet kan fradrages eller på anden måde modregnes i selskabets udenlandske overskud. EU-domstolen fastslog, at de britiske regler var i strid med den fri etableringsret, fordi adgangen til at overføre tab, som et britisk selskab har lidt i UK, ikke er undergivet en tilsvarende betingelse om, at det ikke kan fradrages i et andet land. Det er Skatteministeriets opfattelse, at bestemmelsen i SEL § 31, stk. 2, 2. pkt., ikke berøres af EU-domstolens dom, fordi Danmark samtidig har bestemmelsen i LL § 5 G.

xMed virkning fra og med 1. januar 2020 ophæves SEL § 31, stk. 2, 2. pkt. Tilfælde med et hybridt mismatch med dobbelt fradrag skal fremover reguleres af SEL § 8 D, stk. 1. Se lov nr. 1726 af 27. december 2018 (L 28 A 2018-19).x

 

Se også

Se også afsnit C.D.2.3.3.1 om LL § 5 G, stk. 1, om dobbelt dip.