Dato for udgivelse
05 Oct 2016 15:14
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
08 Jun 2016 11:22
SKM-nummer
SKM2016.444.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
B-1126-15
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Indkomst, begrundelsesmangler, forkortet, ligningsfrist
Resumé

Sagen vedrørte, om SKAT i forbindelse med en forhøjelse af skatteyderens indkomst for 2005-2007 havde overholdt fristerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Rigtigheden af SKATs materielle forhøjelser var ubestridt, og skatteyderen bestred heller ikke, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt.

Skatteyderen gjorde gældende, at SKAT ikke havde iagttaget reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Skatteministeriet gjorde gældende, at for indkomståret 2005 var SKATs varsel afsendt inden udløbet af reaktionsfristen. For indkomstårene 2006 og 2007 kunne forhøjelsen foretages i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, selvom skatteyderen var omfattet af den forkortede ligningsfrist, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, da betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Det er ikke et krav, at også betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal være opfyldt, når den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, ikke er udløbet.

Allerede som følge af, at Landsretten med henvisning til de faktiske omstændigheder i sagen fandt, at SKATs varsling for både 2005, 2006 og 2007 overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fandt Landsretten, at forhøjelserne var gyldige. Landsretten fandt desuden, at både SKATs afgørelser og Landsskatterettens kendelse opfyldte det forvaltningsretlige begrundelseskrav.

Byrettens frifindende dom (SKM2015.496.BR) blev således stadfæstet.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1 A.A.8.2.1.1.4.

Den Juridiske Vejledning 2017-1 A.A.8.2.2.1.4

Den juridiske vejledning 2017-1, A.A.8.2.2.1.2.5.


Parter

A
(advokat Henrik Rahbek)

Mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Roed)

Afsagt af landsretsdommere

Ole Græsbøll Olesen, Karsten Bo Knudsen og Peter Rostgaard Ahleson (kst.))

Sagens oplysning og parternes påstand

Byrettens dom af 20. april 2015 (BS 16-1983/2013) - (SKM2015.496.BR) er anket af A med principal påstand som for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at hans skatteansættelser for indkomstårene 2005, 2006 og 2007 nedsættes med henholdsvis 114.200 kr., 191.175 kr. og 299.775 kr., subsidiært at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As skatteansættelser for indkomstårene 2005, 2006 og 2007 hjemvises til fornyet behandling.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling 

Kurator for konkursboerne efter blandt andre G1, advokat MA, underskrev den 4. september 2009 en samtykkeerklæring, hvoraf følgende fremgår blandt andet:

''...

Undertegnede MA, kurator for konkursboerne

CVR nr. ...11, G2

CVR nr. ...12, G1

....

giver herved SKAT fuldmagt til at gennemgå de data, som ligger på konkursboernes computere, samt sortere og bearbejde disse data, herunder medtage data til SKATs kontorer.

...''

Af referat af et møde afholdt den 14. september 2009 mellem kurator og repræsentanter fra SKAT fremgår blandt andet, at kurator afleverede den ovenfor nævnte underskrevne samtykkeerklæring til SKATs repræsentanter.  Videre fremgår følgende af referatet:

"...

Her efter blev processen vedrørende spejlkopiering iværksat og 7 - 8 PC'ere blev kopieret på adressen. Herudover blev et tilsvarende antal PC'ere adskilt og harddisken blev medtaget til kopiering på SKATs adresse i Y2, efter aftale med kurator.

Det kopierede materiale vil blive klargjort og være til rådighed for kurator og Skattecenter Y1 i løbet af ca. 14 dage.

..."

Af e-mailkorrespondance af 21. oktober 2009 mellem skatterevisor KJ og skattemedarbejder LJ fremgår, at data fra G1 endnu ikke var klargjort.

Den 27. oktober 2009 sendte skatterevisor KJ en e-mail til kurator MA. Af mailen fremgår følgende blandt andet:

"...

Til orientering er vores folk i Økokrim færdige med at klargøre dataene. Jeg har i mandags set lidt på materialet - og skal igen i morgen.

Ud fra en liste med nogle få søgeord, har jeg dog allerede fundet en hel del mails, som beskriver, hvordan "bogen" har været brugt.

..."

Retsgrundlag

Skatteforvaltningsloven indeholder blandt andet følgende bestemmelse:

"...

§ 27. Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

...

5) Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

...

Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26

..."

Reaktionsfristen i § 27, stk. 2, i skatteforvaltningsloven blev oprindeligt indsat som § 35, stk. 3, i skattestyrelsesloven ved § 1, nr. 20, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love, og lød således:

"...

Stk. 3. En ansættelse kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af myndighederne eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige inden rimelig tid efter, at den skatteansættende myndighed, henholdsvis den skattepligtige, er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 34

..."

Af bemærkningerne til bestemmelsen, Folketingstidende 1998-99, tillæg A, sp. 4566, fremgår:

"...

Det foreslås under § 35, stk. 3, at adgangen til at fravige de almindelige ansættelsesfrister skal forudsætte, at den skatteansættende myndighed, respektive den skattepligtige, reagerer inden for rimelig tid efter at den pågældende er blevet opmærksom på det forhold, der begrunder fristforlængelsen.

Hvad der er rimelig tid må bero på en bedømmelse af det enkelte forhold, hvorunder såvel sagens karakter, f.eks. om der er tale om en sag, hvor der eventuelt vil blive gjort strafansvar gældende, som den skattepligtiges personlige forhold, f.eks. sygdom, indgår, men normalt må der skulle reageres indenfor 6 måneder.

..."

Ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 blev skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, ændret til § 35, stk. 2, og fik et indhold svarende til nugældende § 27, stk. 2, i skatteforvaltningsloven.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse for skatteårene 2005, 2006 og 2007 af A i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldt.

Det fremgår af sagen, at SKAT den 14. september 2009 fik udleveret kurators samtykkeerklæring af 4. september 2009, hvorefter kurator gav SKAT fuldmagt til at "...gennemgå de data, som ligger på konkursboernes computere, samt sortere og bearbejde disse data...". Endvidere fremgår af e-mails af 21. oktober 2009 mellem SKATs medarbejdere, at materialet da endnu ikke var klargjort. Skatterevisor KJ har for byretten forklaret, at det udleverede materiale omfattede omkring 2 mio. filer. KJ forklarede endvidere, at han så As timeregnskab første gang ultimo oktober 2009, da han første gang gennemså det kopierede materiale.

På denne baggrund kan landsretten ikke lægge til grund, at SKAT tidligere end den 12. oktober 2009 havde kundskab om, at A forsætligt eller groft uagtsomt havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget hans skatteansættelse for indkomstårene 2005, 2006 og 2007 på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. SKATs varsling af 12. april 2010 om ændring af As skatteansættelser for 2005, 2006 og 2007 overholder derfor 6-månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Allerede som følge heraf, og da hverken SKATs afgørelse af 24. juni 2010 om ændring af As skatteansættelser for blandt andet indkomstårene 2005, 2006 og 2007 eller Landsskatterettens afgørelse af sagen indeholder en begrundelsesmangel, der kan medføre ansættelsernes ugyldighed, stadfæster landsretten byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang, varighed og udfald.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

A skal i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse, og forrentes efter rentelovens § 8 a.