Dato for udgivelse
10 Nov 2016 11:51
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
22 Jun 2016 12:50
SKM-nummer
SKM2016.501.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 90-832/2015
Dokument type
Dom
Emneord
Afvisning, Skatteforvaltningsloven, vejledning, sagsanlæg, domstolprøvelse, for sent
Resumé

Retten afviste sagen, idet stævningen var modtaget hos retten 5 måneder efter afsigelsen af landsskatterettens afgørelse. Søgsmålet var derfor ikke iværksat rettidigt inden for fristen på 3 måneder, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 48, stk. 3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit A.A.10.3.5.1.


Parter

A
(Selvmøder)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten, v/adv Kirsten-Marie Fog Pedersen)

Afsagt af byretsdommer

Jan Tino Knudsen

Sagens oplysning

Sagen er anlagt den 9. december 2015 og drejer sig om, hvorvidt en sag skal afvises som følge af overskridelse af en søgsmålsfrist.

Sagen er behandlet efter reglerne om småsager. Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling.

Retten har i sin fortegnelse over sagens påstande, anbringender og beviser af

4. maj 2016 blandt andet anført følgende:

"...

Sagsøgerens påstand:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal inden 14 dage til sagsøgeren, A, betale 24.007,00 kr.

Sagsøgtes påstand:

Sagsøgte har principalt påstået afvisning og subsidiært påstået frifindelse.

Retten har den 17. marts 2016 besluttet, at forberedelsen af sagen foreløbig skal begrænses til behandling af afvisningspåstanden, og at sagen herefter kan afgøres uden mundtlig hovedforhandling, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1, og § 366, stk. 1.

Sagsøgerens påstand under delhovedforhandlingen:

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at afvisningspåstanden ikke tages til følge.

Sagsøgtes påstand under delhovedforhandlingen: Sagsøgte har nedlagt påstand om, at sagen skal afvises. Sagsøgerens anbringender under delhovedforhandlingen Sagsøgeren gør under delhovedforhandlingen gældende,

at sagsøger ikke har været opmærksom på fristen, og at SKAT heller ikke har gjort ham opmærksom herpå, og

at sagen ikke skal afvises.

Sagsøgtes anbringender under delhovedforhandlingen:

Sagsøgte gør under delhovedforhandlingen om afvisningspåstanden gældende;

at Landsskatteretten har truffet afgørelse den 9. juli 2015,

at det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt., at fristen for indbringelse af Landsskatterettens afgørelser er 3 måneder fra afgørelsen er truffet, og at den frist er absolut,

at søgsmålsfristen i nærværende sag udløb den 9. oktober 2015, og at byretten først modtog stævningen den 9. december 2015, hvorfor fristen dermed er overskredet med 2 måneder,

at retsvirkningen heraf er, at sagen afvises, og

at sagsøgeren på sædvanlig vis er blevet vejledt om søgsmålsfristen på 3 måneder, hvilket fremgår af Skatteankestyrelsens brev af 9. juli 2015 med fremsendelse af Landsskatterettens kendelse.

..."

Oplysninger i sagen

Landsskatteretten har den 9. juli 2015 stadfæstet SKATs afgørelse af 10. april 2013 om at opkræve A 24.007 kr. i registreringsafgift.

Skatteankestyrelsen har i et brev af 9. juli 2015 sendt afgørelsen til A. I et brev er der blandt andet angivet følgende:

"...

Vejledning om sagsanlæg

Afgørelsen kan indbringes for domstolene senest 3 måneder efter afgørelsens dato. Reglerne om domstolsprøvelse fremgår af skatteforvaltningslovens §§ 48-49.

Sagen skal indbringes for byretten som 1. instans. Stævningen skal sendes til den byret, hvor den skattepligtige har hjemting, når sagen anlægges. Byrettens adresse fremgår af domstolenes hjemmeside: www.domstol.dk. Stævningen skal udtages mod Skatteministeriet, Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.

..."

A har som ovenfor anført indbragt sagen for byretten den 9. december 2015.

Rettens begrundelse og afgørelse

Indledningsvis bemærkes, at Skatteankestyrelsen i brevet af 9. juli 2015 har vejledt A behørigt om fristen for domstolsprøvelse.

A har først den 9. december 2015 indbragt Landsskatterettens afgørelse af 9. juli 2015 for retten. Søgsmålet er derfor ikke iværksat rettidigt inden for fristen på 3 måneder, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt.

Skatteministeriets påstand tages på denne baggrund til følge.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 4.250 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand.

Beløbet til dækning af udgifter til advokatbistand er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Retten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang og forløb.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagen afvises.

http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/ShowDoc.aspx?q=13-5737576&docId=dom-lsr-13-5737576-full

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter