Dato for udgivelse
20 Dec 2016 16:29
Til
Momsregistrerede virksomheder - forlystelser, herunder teaterforestillinger biografforestillinger mv.
Sagsnummer
16-1868738
Ved spørgsmål, kontakt
SKATs Kundecenter
Resumé

Fra den 1. januar 2017 kan momsregistrerede virksomheder, der forbruger elektricitet til procesformål i eksempelvis forlystelsesparker, biografer og teatre, få godtgjort elafgiften ned til 0,4 øre pr. kWh.


Ved lov om ændring af lov om afgift af elektricitet (lempelse af elafgift for forlystelser) lov nr. 1556 af 13. december 2016 har Folketinget vedtaget en ændring af bilaget til elafgiftsloven, således at forlystelser, herunder teaterforestillinger og biografforestillinger mv. ikke længere er omfattet af gruppen af visse liberale erhverv, som ikke har mulighed for at få godtgjort afgiften af elektricitet til procesformål.

Det betyder, at momsregistrerede virksomheders forbrug af elektricitet til eksempelvis forlystelsesparker, biografer og teatre anses som procesforbrug, og der er mulighed for at få godtgjort elafgiften ned til 0,4 øre pr. kWh fra den 1. januar 2017. Procesformål kan eksempelvis være drift af maskiner eller produktionsanlæg.

Godtgørelse opnås i praksis ved et fradrag på virksomhedens momsangivelse.

Se også afsnit E.A.4.6.3.2 i Den juridiske vejledning om "Godtgørelse af afgift af elektricitet".

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål til de nye regler, er du velkommen til at ringe til SKAT på telefon 72 22 28 10.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter