Efter momslovens § 5, stk. 4, skal virksomheder betale moms, hvis de udtager varer og ydelser til byggeri mv., der ikke vedrører den registrerede virksomheds leverancer. Det samme gælder, hvis momspligtige personer for egen regning opfører bygninger til salg eller udlejning eller til virksomhedens brug under de omstændigheder, der er nævnt i §§ 6 og 7, se D.5 og Q.1.4.

Momslovens bestemmelser om momsgrundlaget ved udtagning i forbindelse med byggeri mv. er ændret ved lov nr. 1064 af 17. december 2002 om ændring af ligningsloven og momsloven (Fritagelse for skat og moms af værdi af eget arbejde).

Hvis udtagningen sker den 1. januar 2003 eller senere, beregnes momsen ved momspligt efter § 5, stk. 4, efter momslovens § 28, stk. 1, jf. § 28, stk. 1, 3. pkt, indsat ved lovændringen, på grundlag af indkøbsprisen eller fremstillingsprisen, hvis udtagningen sker til privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale. Værdien af indehavers eget arbejde indgår ikke i opgørelsen af fremstillingsprisen, jf. § 28, stk. 1, 1. pkt., som ændret ved lov nr. 1064 af 17. december 2002. Om opgørelsen af indkøbs- eller fremstillingsprisen, se G.2.1.

Hvis udtagningen sker til andre formål end privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale, eller hvis udtagningen er sket før 1. januar 2003, beregnes momsen ved momspligt efter § 5, stk. 4, efter momslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 3, på grundlag af virksomhedens almindelige salgspris for en tilsvarende leverance til tredjemand.

Momsgrundlaget for opførsel mv. af bygninger for egen regning omfattet af §§ 6 og 7 skal ligeledes fastsættes på samme måde, som gælder for byttehandel efter § 28, stk. 2. Det betyder, at momsen skal beregnes af et beløb, der svarer til virksomhedens almindelige salgspris for den pågældende leverance. Findes en sådan almindelig salgspris ikke, skal momsen beregnes af en kalkuleret salgspris, der omfatter samtlige de omkostninger og den avance, der i almindelighed indgår i momsgrundlaget for varer og ydelser af den pågældende art.

Fastsættelsen af en almindelig salgspris kan volde problemer, hvis virksomheden ikke i øvrigt har afsætning af tilsvarende byggerier til fremmede. Der må her foretages en konkret vurdering af den enkelte virksomheds forhold og eventuelt en sammenligning med øvrigt byggeri af tilsvarende karakter i det pågældende område. I kalkulationen skal der være plads til samtlige omkostninger og sædvanlig avance for det arbejde, inkl. materialer, der skal beregnes moms af. Der skal således også være plads til et salær til bygherren.

Om momslovens § 28, stk. 2, se G.2.2.

Nærmere om § 28, stk. 3, se Q.1.4.3.

Ved lov nr. 525 af 17. juni 2008 ændres momsgrundlaget ved udtagningen til andre formål end privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale og momsgrundlaget for opførsel mv. af bygninger for egen regning omfattet af §§ 6 og 7 fra den almindelige salgspris til normalværdien. Lovændringen forventes ikke i praksis at betyde ændringer for momsgrundlaget ved byggeri.

Momsgrundlaget ved byggeri for fremmed regning er vederlaget, eksklusiv moms, jf. momslovens § 27, stk. 1. For en nærmere beskrivelse af de almindelige regler om opgørelse af momsgrundlaget ved leverancer mod betaling i penge, se G.1. Om byttehandel, se G.2.2.

For en nærmere beskrivelse af praksis vedr. momsgrundlaget ved byggeri for fremmed regning, se Q.1.3.2.