Hvis du allerede er tilmeldt One stop moms-ordningen i Danmark, skal du forholde dig til, hvordan du indberetter og betaler One stop moms i Danmark.

Fordelen ved One stop moms-ordningen er, at du ikke skal indberette moms til hvert enkelt EU-land, men kan gøre det samlet til din virksomheds sædvanlige skattevæsen (Skattestyrelsen i Danmark).

Inden du indberetter din moms første gang, skal din virksomhed være registreret til One stop moms-ordningen.

For at være bedst forberedt til at indberette, kan du med fordel sætte dig ind i, hvordan du laver et momsregnskab.

Når du skal til at indberette, kan du støtte dig op ad vores guide til indberetning, som du finder i feltet nedenfor. 

Du skal indberette og betale One stop moms for de kvartaler, hvor din virksomhed er registreret. Du indberetter i menupunktet One stop moms under Moms i TastSelv Erhverv. Hvis du bruger medarbejder-NemID skal du huske at få din lokale administrator til at tildele dig rettighederne for at indberette One stop moms (M1SS). Husk at du skal indberette One stop moms senest den 20. i måneden efter kvartalet, du indberetter for.

Virksomheder, der indberetter deres almindelige moms halvårligt, skal også indberette One stop moms for hvert kvartal.

Hvis du et kvartal ikke har solgt One stop moms-ydelser, skal du stadig indberette. I stedet for at indberette som normalt, skal du lave en nulindberetning.

Sådan indberetter du One stop moms

Vælg Moms og dernæst One stop moms.

Vælg Indberet One stop moms.

Har du One stop moms at indberette?

Find den periode, du skal indberette for, og vælg Indberet.

Vælg det land eller de lande, du har haft salg af One stop moms-ydelser til.

Udfyld alle relevante felter - du kan få hjælp på de gule spørgsmålstegn.

Tryk på Næste.

Hvis du ikke har flere tilføjelser, rul til bunden af siden og tryk Godkend indberetning.

Betal til fristen og tidligst 5 hverdage før

Vi anbefaler, at du betaler til betalingsfristen og tidligst 5 hverdage før fristen. Alle virksomhedens indbetalinger og udbetalinger indgår i en samlet saldo på din Skattekonto. Hvis du betaler tidligere end 5 hverdage før fristen, vil det se ud som om, du har penge til gode. Det kan betyde, at du får pengene retur, hvis din virksomhed ikke har gæld til os eller andre offentlige myndigheder.

Du kan betale via:

Netbank
Visa/Dankort eller Dankort
MobilePay
Nets Leverandørservice

Læs mere, om hvordan du gør, på Betaling til Skattekontoen.

Find den periode, du skal indberette for, og vælg Nul-indberet.

Alle relevante felter er automatisk udfyldt med et 0.

Rul til bunden af siden og tryk Godkend indberetning.

Tak for nu. Husk at logge af TastSelv.

Du kan finde kvitteringer for tidligere indberetninger på TastSelv Erhverv under Menupunktet Moms.

Læs også hvordan du retter din momsindberetning eller din betaling.

De ydelser, du indberetter til One stop moms, skal du også skrive i rubrik C på den almindelige momsindberetning. Fradrag for dansk købsmoms og moms af udenlandsk vare- /ydelseskøb, skal du indberette på virksomhedens almindelige momsindberetning. Moms betalt i andre EU-lande, skal du søge tilbage via Momsrefusion på TastSelv Erhverv.

Hvis du er registreret for One stop moms, skal du indberette og betale den 20. i måneden efter et kvartal er slut.

Afregningsperiode Skal være indberettet og betalt senest
1. kvartal 2019 20. april 2019
2. kvartal 2019 20. juli 2019
3. kvartal 2019 20. oktober 2019
4. kvartal 2019 20. januar 2020
1. kvartal 2020 20. april 2020

Når du har fået en mail om, at vi mangler din indberetning
Din frist for at indberette og betale moms er overskredet, når du får en mail fra os om, at vi mangler din indberetning. Her kan du se, hvad du skal gøre:

  • Indberet så hurtigt som muligt. Hvis du venter, kan du blive pålagt afgifter og gebyrer af andre EU-lande for manglende indberetning og betaling, efter landenes egne regler. Jo længere du venter, jo dyrere kan du forvente, det bliver.
  • Du skal indberette, også selvom du ikke har råd til at betale.
  • Du skal lave en nulindberetning, hvis din virksomhed ikke har haft salg i perioden. Se hvordan du gør i guiden under Sådan indberetter du One stop moms.
  • Er du selv forhindret i at indberette og betale, skal du få en anden til at gøre det for dig. Fristen kan ikke udsættes.

Hvis du allerede har indberettet kan du finde din kvittering i TastSelv Erhverv

  1. Log på TastSelv Erhverv
  2. Klik på fanebladet Moms
  3. Vælg One stop moms i venstre side
  4. Se din kvittering i Tidligere indberettet

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se den juridiske vejledning.