Anlæg/etablering

Afgrænsningen af driftsomkostningsbegrebet volder især vanskeligheder over for anlægs- og etableringsudgifter.

Anlægs- og etableringsudgifter er, jf. SL § 6, stk. 2, udgifter til formueforøgelse, til forbedring af ejendom, til udvidelse af næring eller drift. Hvilke udgifter, der kan anses for etableringsudgifter, er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit E.A.2.1.4.

Domstolspraksis synes at have vist en tendens til en udvikling af driftsomkostningsbegrebet i retning af en udvidelse af fradragsmulighederne for erhvervsmæssige udgifter, der afholdes inden for de hidtidige naturlige rammer af en igangværende virksomhed.

Det alt afgørende for fradragsretten er fortsat, at der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Det vil sige, at formålet er at erhverve skattepligtig indkomst, og at disse indkomstbestræbelser ikke overskrider virksomhedens hidtidige rammer, jf. SL § 6, stk. 2, om udvidelse af næring eller drift.

Udgifter, der har til formål at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af start af en helt ny virksomhed eller ved udvidelse af en igangværende virksomhed ud over dens hidtidige rammer, har karakter af etableringsudgifter. Se TfS 1996, 555 LSR.

Visse udgifter til markedsundersøgelser, til advokat og revisor samt til gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har til og med indkomståret 2009 været omfattet af særregler i de dagældende LL §§ 8 I og 8 J, jf. lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009, der i medfør af overgangsregler i et vist omfang stadig var gældende for indkomståret 2010. Reglerne er senest omtalt i LV Erhvervsdrivende 2010-2, afsnit E.A.2.1.4.1 og E.A.2.1.4.2.

Driftsmæssig begrundelse

Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en udgift, vil der normalt ikke være grundlag for at kritisere størrelsen eller den mere eller mindre rimelige begrundelse for at afholde udgiften, se bl.a. LSRM 1974, 156. Udgifter, der er sædvanligt forekommende i en erhvervsvirksomhed, f.eks. lønudgifter eller lejeudgifter i erhvervslejemål, vil således i almindelighed kunne fratrækkes.

Noget andet er, at en udgifts sædvanlighed ofte vil indgå i overvejelserne over, om der overhovedet er tale om en erhvervsmæssig udgift, se f.eks. LSRM 1974, 159, LSRM 1980, 28 samt SKM2008.4.HR (stadfæster SKM2006.57.ØLR): Et revisionsfirma havde udbetalt et større beløb til en regnskabsassistent end de beløb, der var angivet i de løbende fakturaer fra denne. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at de overskydende beløb var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde revisionsselskabets indkomst, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2006.13.ØLR. Et selskabs advokat- og revisorudgifter i forbindelse med en større omstrukturering af virksomheden kunne hverken fratrækkes efter SL § 6 a, stk. 1, litra a, som en sædvanlig driftsomkostning eller efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J. Landsretten henviste til, at udgifterne var afholdt i forbindelse med selskabets indskrænkning af forretningsaktiviteter, og at udgifterne derfor vedrørte selskabets indkomstgrundlag og ikke den løbende indkomsterhvervelse.

SKM2010.63.BR. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen kunne fradrage udgifterne til en køkkenleverance, som var videreoverdraget til skatteyderens forretningsnabo. Skatteyderen havde aldrig modtaget betaling for den nævnte leverance. Retten lagde til grund, at aftalen om køkkenleverancen alene blev indgået, for at skatteyderen kunne opnå en større rabat hos køkkenleverandøren, og at skatteyderen ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at der i forbindelse med viderefaktureringen skulle tillægges ham en avance. Retten fandt herefter, at indkøbet og viderefaktureringen af køkkenleverancen alene var sket for at skaffe forretningsnaboen en rabat og dermed ikke for at erhverve indkomst. Udgiften kunne derfor ikke fradrages i medfør af SL § 6 a som en driftsomkostning eller et driftstab.

SKM2012.11.VLR stadfæster SKM2010.498.BR. En virksomheds udgifter til flybilletter med henblik på to litaueres hjemrejse kunne ikke henføres til fradragsberettiget, pligtmæssig handling for virksomheden, og kunne derfor ikke fradrages som en driftsomkostning efter SL § 6, stk. a.

SKM2010.199.ØLR omtales under E.A.2.1.3.

SKM2011.602.HR stadfæster SKM2010.151.ØLR. Sagen vedrørte udgifter til advokater og revisorer, investeringsbanker, prospektskrivning, ejendomsopmåling mv. afholdt med henblik på gennemførelse af en grenspaltning. Det indskydende selskab, A, beholdt en division af virksomheden, medens en anden division blev overført til et nystiftet selskab, B. I forbindelse med børsnotering af det nye selskab solgte selskabet A nogle aktier i dette. Landsretten udtalte at selskabets A´s udgifter til spaltning af selskabet A, til børsnotering af selskabet B og til selskabet A´s salg af aktier i B ikke havde en sådan tilknytning til selskabernes drift - dvs. til at erhverve sikre og vedligeholde indkomsten - at udgifterne kunne anses som driftsomkostninger, der kunne fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a. Selskabet fik ej heller medhold i, at udgifterne kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1 litra a. Selskabet B blev desuden tilskudsbeskattet af udgiften til selskabets børsnotering og halvdelen af de øvrige udgifter, som selskabet A havde afholdt, idet selskabet B blev anset for rette omkostningsbærer. Højesteret udtalte, at der ikke var tale om udgifter vedrørende driften, herunder dennes rationalisering, men udgifter vedrørende en ændring af selskabsstruktur, børsnotering og aktiesalg. Højesteret tiltrådte derfor, at udgifterne ikke var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Højesteret tiltrådte også, at selskabet A ikke havde fradrag for udgifterne efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, idet der ved spaltningen ikke var sket en udvidelse, men en indskrænkning af virksomheden.

SKM2010.196.BR. En udgift til fogedretsbistand blev ikke anset for at vedrøre indkomsterhvervelsen, men måtte tværtimod anses som en formueudgift, der ikke kunne fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Der kan ikke lægges afgørende vægt på, om en udgift er nødvendig. Se hertil f.eks. SKM2005.198.HR omtalt nedenfor under E.A.2.1.3. Nødvendighed, f.eks. i form af et lovkrav om at afholde udgiften, kan dog i visse tilfælde være af betydning for bevisbedømmelsen af, om der foreligger en driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften.

SKM2009.563.HR stadfæstede  SKM2007.752.ØLR. Der nægtedes fradrag for en del af af et kontingent, som vedrørte tiden efter en advokatvirksomheds ophør, idet retten ikke fandt det dokumenteret, at advokaten ikke ved henvendelse til advokatsamfundet havde eller kunne have modtaget en delvis tilbagebetaling af kontingentet i overensstemmelse med Advokatsamfundets vedtægt.

Ny tekst startSKM2012.44.SR og SKM2012.60.SR vedrørende forsikringspræmie omtales under E.A.2.1.3 Rette omkostningsbærer.Ny tekst slut

Anskaffelse af aktiver
Der er ikke fradrag for udgifter til opsparing, jf. SL § 6, stk. 2. Det er derfor som udgangspunkt en forudsætning for fradragsret, at afholdelsen af udgiften har påført skatteyderen et formueforbrug. Hvis udgiften går til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi, er der alene tale om en omplacering af formue i modsætning til et forbrug af formuen i driftens interesse. Først når og hvis anskaffelsessummen forbruges som følge af den erhvervsmæssige brug af aktivet, indtræder der et forbrug af formuen i driftens interesse, som eventuelt kan fratrækkes efter afskrivningsreglerne.

Som undtagelser til denne hovedregel kan nævnes, at udgifter til anskaffelse af faglitteratur, plader og cd´er behandles som driftsomkostninger, uanset at der er tale om anskaffelse af aktiver med omsætningsværdi.

Se endvidere afsnit E.C.2.1.2 om de særlige regler om afskrivning på software og E.B.3.11 om anskaffelse af driftsmidler til forsøgs- og forskningsvirksomhed.

Formueforvaltning

Udgifter til formueadministration kan fradrages, hvis udgiften har direkte sammenhæng med selskabets erhvervelse af skattepligtig indkomst, jf. SL § 6 a. Fradrag nægtes, såfremt dele af de pågældende udgifter ikke har den nødvendige sammenhæng med indkomsterhvervelsen, men snarere tjener til sikring af den del af selskabets formue, som kan afhændes skattefrit. Fradragsretten for formueudgifter blev fastslået ved Højesterets dom af 20. januar 1942, offentliggjort som UfR 1942.278 H.

Om afgrænsning til etableringsudgifter se SKM2008.719.ØLR omtalt nedenfor.

Der er alene fradragsret for udgifter afholdt af selskaber, skattepligtige fonde eller foreninger, eller udgifter afholdt som led i driften af en personligt ejet virksomhed, som beskattes efter virksomhedsskattelovens regler, jf. LL § 17C. Efter denne bestemmelse er der ikke fradragsret for udgifter til formueadministration, der er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomst, der anses for kapitalindkomst, jf. PSL § 4. Se hertil SKM2006.409.LSR omtalt nedenfor.

Fradragsretten er efterfølgende begrænset, idet LL § 8 J er ændret med virkning fra og med indkomståret 2010. Dette fremgår af Lov nr. 525 af 12. juni 2009 om ændring af aktieavancebeskatningsloven og forskellige andre love §§ 12, nr. 3, og 22, stk. 2 og 19. (Bestemmelsen har hidtil vedrørt advokat- og revisorudgifter afholdt som led i etablering eller udvidelse af erhvervsvirksomhed.)

Det fremgår af LL 8 J i den for indkomståret 2010 og fremover gældende affatning, at udgifter til rådgivning vedrørende investering i aktier m.v. med henblik på helt eller delvis at erhverve et eller flere selskaber m.v. med henblik på driften af disse ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Ifølge bemærkningerne til LL § 8 J, finder bestemmelsen anvendelse uanset, hvor stor en andel af aktiekapitalen, der erhverves af det pågældende selskab, og uanset, om investoren kun indtræder i ledelsen og driften i et underliggende selskab.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at ændringen især vil være relevant i relation til ventureselskabers (kapitalfondes) omkostninger i forbindelse med aktieinvesteringer, som for disse er formueforvaltningsudgifter. Der ville ofte være tale om samme type omkostninger (til due diligence, kontraktskoncipering, forhandlinger m.v.), som for en "almindelig" industriel koncern har karakter af (ikke fradragsberettigede) etableringsudgifter.

Praksis

SKM2006.409.LSR: Et holdingselskab kunne fuldt ud fradrage udgifter til ekstern formueforvaltning af aktieportefølje bestående af "andre værdipapirer og kapitalandele". Landsskatteretten henviste til, at det ved Højesterets dom af 20. januar 1942, offentliggjort som UfR 1942.278 H, blev statueret, at en skatteyder kan fradrage de med bestyrelsen af hans formue forbundne udgifter. Landsskatteretten henviste endvidere til, at ifølge LL § 17C er der ikke fradragsret for udgifter til formueadministration, der er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomst, der anses for kapitalindkomst, jf. PSL § 4. Såfremt de nævnte udgifter er afholdt af et selskab, en skattepligtig fond, eller forening, eller afholdt som led i driften af en personligt ejet virksomhed, som beskattes efter virksomhedsskattelovens regler, er der ikke tale om udgifter afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde kapitalindkomst, hvorfor der i disse tilfælde fortsat vil være fradragsret. Afgørelsen er omtalt i SKM2008.486.DEP.

SKM2008.719.ØLR. Skatteyderen - en telekommunikationsvirksomhed - havde afholdt udgifter til rådgivere i forbindelse med dels faktiske køb af aktier, dels ikke gennemførte køb af aktier. Skatteyderen købte og forsøgte at købe såvel majoritetsaktieposter som minoritetsaktieposter i de undersøgte selskaber. Efter SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR havde Skatteministeriet taget delvist bekræftende til genmæle for så vidt angår advokat- og revisorudgifter ved gennemførte køb i henhold til (den dagældende bestemmelse i)  LL § 8 J. Skatteyderen gjorde gældende, at der forelå formueforvaltning, hvorfor udgifterne knyttet hertil var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Heri var landsretten ikke enig. Landsretten lagde til grund, at skatteyderens udgiftsafholdelse var et led i skatteyderens ønske om at fastholde og udbygge sin position på telemarkedet og skabe fortsat vækst i form af opbygning af en international forretning. Videre fandt landsretten, at en del af de i sagen omhandlede udgifter var anvendt til advokat- og revisorbistand og ikke til f.eks. investeringsrådgivning. Efter forklaringerne lagde landsretten til grund, at virksomheden ikke ved opkøbene havde fokuseret på, hvordan man kunne komme ud af selskaberne igen. Investeringerne var derfor ikke alene et led i kapitalanbringelse, men udtryk for langsigtede investeringer med henblik på udvidelse af skatteyderens virksomhed, herunder i form af etablering af udenlandske aktiviteter. Derfor var de af skatteyderen afholdte udgifter ikke formueforvaltningsudgifter som led i en aktiv kapitalforvaltning i form af venture-investeringer, men derimod afholdt som led i udvidelse af skatteyderens bestående virksomhed. Der var derfor ikke fradragsret efter SL § 6 a. Tilsvarende gjorde sig gældende for så vidt angår skatteyderens udgifter til egne medarbejderes rejser og ophold i forbindelse med gennemførte og ikke gennemførte køb. Afgørelsen, der tillige omtalt under E.B.5.3.1, vedrører den for indkomstår til og med 2009 gældende affattelse af LL § 8 J. 

Formueforvaltning før indkomståret 2010
Om praksis gældende for indkomstår til og med 2009, se Ligningsvejledningen 2009-2, afsnit E.A.2.1.3 under Formueforvaltning. 

Efterfølgende har Højesteret afsagt dom i SKM2012.13.HR (tidligere instans SKM2010.76.ØLR). Et ventureselskab investerede i meget tidlige virksomheder. Ventureselskabet havde betalt et andet selskab et management fee for at administrere ventureselskabet og dets investeringer. Spørgsmålet var, om ventureselskabet kunne fratrække udgiften til management fee. Højesteret fastslog, at ved ordet "indkomsten" i SL § 6 a forstås den skattepligtige indkomst, således at udgifter kan fradrages i den skattepligtige indkomst som driftsomkostninger, hvis de anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst. Højesteret fandt, at ventureselskabet kunne fratrække udgiften, idet selskabet havde til formål at drive og rent faktisk havde drevet virksomhed, der havde givet selskabet indtægter i form af dels løbende afkast ved renter og udbytter i porteføljeinvesteringerne, dels avance ved afståelse af aktier i porteføljeselskaberne. Indtægterne har været skattepligtige både for så vidt angår det løbende afkast og avance med afståelsen inden for 3 år og skattefri for så vidt angår avance ved afståelse efter 3 år. Det forhold, at nogle af afståelsesavancerne var skattefri, hindrede ikke, at der var tale om fradragsberettigede driftsomkostninger efter § 6 a. Skatteministeriet havde nedlagt en subsidiær påstand, hvorefter 3/4 af management fee'et ikke var fradragsberettiget, idet ventureselskabet efter ministeriets opfattelse havde udført driftsopgaver for porteføljeselskaberne, som ventureselskabet ikke havde fået vederlag for. Højesteret flertal afviste dette. Flertallet henviste til, at ventureselskabets virksomhed bestod i at udvikle disse selskaber med henblik på at opnå indtægter fra investeringerne af disse. Flertallet bemærkede herved, at ventureselskabet ikke var koncernforbundet med porteføljeselskaberne, idet ventureselskabet i alle tilfælde, bortset fra to, alene ejede minoritetsposter. (Dissens).