Dato for udgivelse
28 Dec 2018 16:36
Til
Virksomheder der er registreret for elafgift
Sagsnummer
28122018
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Skattestyrelsen (punktafgifter) - 72 22 28 10
Resumé

Afgiften på el og elvarme sættes ned.


I 2018 er den almindelige afgift på el 91,4 øre pr. kWh, og i 2019 sættes den ned med 4 øre. Satsen reguleres årligt, hvilket betyder, at det fra den 1. januar 2019 kommer til at koste 88,4 øre pr. kWh.

Afgiften bliver endnu lavere de kommende år: I 2023 sættes den ned med 7 øre pr. kWh, i 2024 sættes den ned med 8 øre pr. kWh og i 2025 med 14 øre pr. kWh.

Husk fortsat at indberette
I skal indberette jeres elafgift på samme måde, som I plejer. Den nye sats vil automatisk blive brugt i beregningen.

Den nye sats kommer til at fremgå i TastSelv Erhverv fra den 1. februar 2019.

Sådan bliver den nye sats på elvarme
Afgiften for elvarmeafgiften nedsættes med 15,2 øre pr. kWh fra og med 2021.

Elvarmeafgiften er en reduceret elafgift i forhold til den almindelige afgift på el. Den er relevant for:

  • helårsboliger, der opvarmes med elektricitet, og som har et forbrug på mere end 4.000 kWh årligt
  • momsregistrerede virksomheder, som delvist kan få tilbagebetalt den almindelige afgift af elektricitet, der er anvendt til en række nærmere afgrænsede formål, bl.a. vedrørende rumvarme. Det gælder fx for afgiftspligtig elektricitet, der er anvendt i en varmepumpe til opvarmning af brugsvand.

Love og regler

Reglerne om, at afgiften på el og elvarme sættes ned, står i lovforslag nr. 86 om ændring af lov om afgift af elektricitet og lov om skattefri kompensation for forhøjelse af energi- og miljøafgifter, som dette brev bygger på.

Lovforslaget blev vedtaget af Folketinget den 18. december 2018. I finder Folketingets behandling af lovforslaget på ft.dk

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter