Her kan du få vejledning til at indberette oplysninger om beskatningsgrundlag, skat og eventuel afgift vedrørende aktiesparekontoen, jf. Skatteindberetningslovens § 11a.

Sidste frist for at indberette for 2019 er den 20. januar 2020.

Pengeinstitutter, der forvalter aktiesparekonti skal tilmeldes for pligten til at indberette om aktiesparekonti.

Fra 1. januar 2020 kan aktier og andele i aktiebaserede investeringsselskaber, der har oplyst Skatteforvaltningen om at de er aktiebaseret, indgå på aktiesparekontoen, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19 B.

Se listen over aktiebaserede investeringsselskaber her

Tilmeld indberetningspligt vedrørende aktiesparekonto, blanket 03.047 (virk.dk)

Vejledning om indberetning af beskatningsgrundlag mv. af aktiesparekontoen

Se eksempler på indberetning af aktiesparekonti og ASK-skabelon:

Se de seneste ændringer og præciseringer i Årsbrev om indberetninger af renter, værdipapirer mv.

Sådan indberetter du til aktiesparekontoen:

  1. Log på TastSelv Erhverv
  2. Vælg Kontakt
  3. Vælg Skriv til os
  4. Vælg eKapital og vælg derefter Øvrigt
  5. Skriv "Aktiesparekonto" i overskriften, og vedhæft det udfyldte regneark.
  6. Tryk Send. 

Andre vejledninger om aktiesparekontoen:

For indberetning af udbytte og beholdning af aktier og investeringsbeviser, der modtages på en aktiesparekonto, skal du bruge:

Har du spørgsmål om indberetning og administration af aktiesparekontoen, kan du sende dem til eKapital@sktst.dk. Skriv "Aktiesparekonto" i emnefeltet.

Du kan også sende spørgsmål via TastSelv Erhverv:

  1. Log på TastSelv Erhverv
  2. Vælg Kontakt
  3. Vælg Skriv til os
  4. Vælg eKapital
  5. Vælg Øvrigt
  6. Skriv spørgsmålet og tryk Send

Vi vil løbende komme med spørgsmål og svar på denne side. Svarene vil senere blive indarbejdet i de relevante vejledninger på området.

Overførsel af værdipapirer

Hvordan skal overførsel af værdipapirer fra en kundes almindelige frie depot til kundens aktiesparekonto og omvendt indberettes i forhold til købs-/salgssum og beskatning af (u)realiseret gevinst? Hvilken kurs skal anvendes? Og hvem skal foretage indberetningen?

Hvis der overføres værdipapirer fra et almindelig frit depot til en aktiesparekonto og omvendt, skal pengeinstituttet indberette overførsel fra det almindelige frie depot som et salg og overførsel til det almindelige frie depot som et køb.

Købet/salget skal indberettes med kursværdien på overdragelsestidspunktet. Kendes kursen på overdragelsestidspunktet ikke, kan lukkekursen på overdragelsesdagen anvendes.

Hvis aktiesparekontoen og det almindelige frie depot ikke er hos samme pengeinstitut, vil det som udgangspunkt være det pengeinstitut, der har aktiesparekontoen, som skal foretage indberetningen. Kutyme fastlægges af branchen, jf. bemærkninger til lovforslaget §37 nr. 2 og 3 (retsinformation.dk).

Indskudsloft

Hvordan skal indskudsloftet administreres i forhold til gevinster og kursstigninger, udlodning fra aktiesparekontoen og genindskud?

Værdien skal til enhver tid opgøres således:

Ultimoværdien året før + årets indskud - årets udlodninger. Jf. § 9, stk. 1.

Der ses ved den løbende opgørelse af værdien helt bort fra årets realiserede og urealiserede gevinster og tab.

Skattepligtsstatus

Hvis en kunde flytter til eller fra udlandet i slutningen af december, og pengeinstituttet først får viden herom i slutningen af januar, hvordan skal indberetning og indbetaling af skat så håndteres?

Hvis der er uoverensstemmelse mellem den dato, kunden oplyser som dato for udvandring fra Danmark og den dato, der fremgår af CPR-registret, hvilken dato skal pengeinstituttet så anvende ved opgørelse af aktiesparekonto-skat?

Den dato for skift i skattestatus, der fremgår af bekræftelse fra skatteforvaltningen skal lægges til grund for, hvornår kunden skifter skattestatus.

Hvis pengeinstituttet først efterfølgende (efter opgørelse og indberetning for et kalenderår) får kendskab til, at der inden årsskiftet var skift i skattepligtsstatus, skal pengeinstituttet foretage en korrektionsindberetning og korrektion af skattebetaling, når pengeinstituttet kommer i besiddelse af ny viden om kundens skattepligtsstatus.

Udenlandske udbytter og udbytteskat

Hvordan indgår udenlandske udbytter og indeholdt udenlandsk udbytteskat ved opgørelsen af aktiesparekonto-skat og lempelse for udenlandsk udbytteskat?

Se lovens §18. Udenlandsk udbytteskat kan fradrages i aktiesparekonto-skatten, dog kan der højst fradrages 17 % af den udenlandske indkomst, som medregnes i beskatningsgrundlaget for aktiesparekontoen.

Er der indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med udlandet, kan der ikke gives et større fradrag i aktiesparekonto-skatten, end udlandet efter dobbeltbeskatningsoverenskomst har krav på.

Hvis den udenlandske skat, der kan modregnes i aktiesparekonto-skatten, er større end aktiesparekonto-skatten, kan den udenlandske skat fremføres som negativ skat.

Se eksempel 4 i lovforslagets bemærkninger til §13 (retsinformation.dk).

Selskabshændelser

Er det korrekt forstået, at selskabshændelser (fusion, spaltning, ombytning mv.) ikke påvirker aktiesparekontoen, hvis alle aktiver forbliver i aktiesparekontoen?

Selskabshændelser er uden betydning - svarer til køb/salg på kontoen og spidser svarer til udbytte.

Dog kan resultatet af hændelsen være værdipapirer, som ikke kan indgå på aktiesparekontoen. Så skal de anses for afstået, jf. § 6.

Kundens skattebetaling

Er der guidelines eller anbefalinger til pengeinstitutter i forhold til at sikre, at kunden kan betale skatten, hvis hele indskuddet er placeret i værdipapirer?

  • Kan pengeinstituttet tvangssælge værdipapirer til brug for skattebetaling?
  • Kan pengeinstituttet reservere kontanter på kundens aktiesparekonto eller øvrige konti, til brug for aktiesparekonto-skat-betaling?

Det påhviler pengeinstituttet at afregne aktiesparekonto-skatten. Pengeinstituttet skal hæve skatten og eventuel afgift på aktiesparekontoen, jf. §21, også selvom der ikke står likvider på aktiesparekontoen til betaling af skatten.

Kunden kan, uanset indskudsloftet, indskyde midler til betaling af skatten i det år skatten forfalder, jf. §9 stk. 2.

Det er op til pengeinstituttet gennem forretningsvilkår for aktiesparekontoen at sikre sig, at pengeinstituttet kan opkræve skatten hos kunden - evt. ved tvangssalg af aktiver på aktiesparekontoen, såfremt kunden ikke har andre midler til betaling af skatte.

Afnotering og klassifikationsskift

Hvis aktier bliver afnoteret eller på anden måde skifter status, så de ikke længere kan indgå på aktiesparekontoen, hvordan skal dette så håndteres?

Aktiesparekonto-loven omtaler både en frist dagen efter og en frist den 20. februar året efter?

Der skelnes i lovforslaget mellem, om et papir ikke længere kan indgå i aktiesparekontoen, fordi det er afnoteret, eller om det ikke længere kan indgå, fordi det har skiftet status til et obligationsbaseret papir.

Papirer der afnoteres skal anses for udloddet den første dag efter de ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, jf. § 6 stk. 1.

Papirer der skifter klassifikation til obligationsbaseret investeringsinstitut med minimumsbeskatning (MIB) eller investeringsselskab (klassifikationsskift sker altid pr. årsskiftet) skal udloddes senest 20. februar året efter, jf. §6 stk. 2 nr. 1.

Sikkerhedsstillelse

Kan værdier på en aktiesparekonto bruges som sikkerhed for andre mellemværender mellem kunden og pengeinstituttet? Det kunne eksempelvis være som sikkerhed for et udlån eller som sikkerhed for indgåede finansielle kontrakter med høj risiko.

Aktiver i aktiesparekontoen er frie midler, og kan frit udloddes fra aktiesparekontoen.

Aktiesparekonto-loven giver ikke begrænsning i forhold til, at værdier i aktiesparekontoen kan stilles som sikkerhed i forbindelse med mellemværender/kontrakter mellem pengeinstituttet og kunden i øvrigt.

Ophør af aktiesparekonto

Hvis en kunde lukker en aktiesparekonto, skal der afregnes skat for perioden frem til lukning af kontoen. Hvornår skal der afregnes og indberettes om skatten for lukkede aktiesparekonti?

Ved lukning af en aktiesparekonto, skal pengeinstituttet tilbageholde kalenderårets og tidligere års ikke betalte skat og afgift efter aktiesparekonto-loven.

Den opgjorte skat og afgift for et kalenderår forfalder til betaling den 22. januar efter kalenderårets udløb, jf. §20.

For årene 2019 til 2022 er fristen dog udsat til 22. februar efter kalenderårets udløb, jf. §32 stk. 2.

For konti, der lukkes, skal indberetning af beskatningsgrundlag, skat mv, for det år hvor aktiesparekontoen er lukket, ske senest den 20. januar året efter lukning af aktiesparekontoen, jf. skatteindberetningslovens §11a.

Indskud ved overførsel af værdipapirer

Kan pengeinstituttet afvise at modtage overførsel af værdipapirer til aktiesparekontoen, hvis overførslen vil betyde, at indskudsgrænsen overskrides, eller er pengeinstituttet forpligtet til at modtage værdipapirerne?

Det er pengeinstituttets ansvar at sikre, at indskudsgrænsen overholdes. Pengeinstituttet skal derfor afvise et indskud, der fører til, at beløbsgrænsen overskrides. Hvordan, pengeinstituttet vil sikre dette via processer, systemer og vilkår i kundeaftaler, er op til pengeinstituttet.

Indtræffer det, at indskudsgrænsen overskrides, skal pengeinstituttet sikre udlodning af det for meget indskudte beløb og beregne og afregne afgift efter § 9, stk. 3.

Overførsel af aktiesparekonto til andet pengeinstitut

Hvis der fra årets start og frem til en aktiesparekonto overføres til et andet pengeinstitut er et positivt afkast på aktiesparekontoen, hvordan skal skatten af dette afkast så håndteres? Er det pengeinstitut 1 (PI 1) der skal afregne skatten frem til overførsel eller er det pengeinstitut 2 (PI 2), der har overtaget aktiesparekontoen, der skal afregne skatten for hele året efter årets udgang?

Det overtagende pengeinstitut (PI 2) overtager alle forpligtelser i forhold til årsultimo indberetning og afregning af aktiesparekonto-skat.

Udbytteudlodninger fra danske aktier og investeringsbeviser, der er modtaget på aktiesparekontoen mens aktiesparekontoen var hos PI 1, skal dog indberettes af PI 1.

Fremførsel af negativ skat

Skal pengeinstituttet holde styr på eventuelle tab/negative skatter, der ikke er udnyttet, når en aktiesparekonto lukkes? Eller hvem holder styr på disse underskud til fremtidig brug i en ny aktiesparekonto?

Hvis en aktiesparekonto lukkes med en uudnyttet negativ skat, så mistes muligheden for at bruge dette underskud. Det går tabt og kan ikke anvendes i en senere nyoprettet aktiesparekonto.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.