Dato for udgivelse
27 Nov 2001 13:45
SKM-nummer
SKM2001.580.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/01-4151-00119
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Befordringsfradrag, flyudgift, færgeudgift, normal transportvej
Resumé

Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt, om der kan tages fradrag for afholdte flyudgifter, hvis befordring mellem bopæl og arbejdsplads til dels foretages med fly. Styrelsen svarede, at såfremt den normale transportvej i bil må anses for at inkludere færgetransport, vil der - som det mindre i det mere - kunne foretages fradrag for udgiften til personoverførsel med færge. Såfremt flyudgiften er mindre end færgeudgiften kan der kun tages fradrag for flyudgiften. Herudover kan der tages fradrag for befordring i bil over land. Det afhænger af en konkret vurdering, om den normale transportvej i bil forudsætter benyttelse af færgetransport.

Reference(r)

Ligningsloven § 9 C
Bek. nr. 873 af 17. oktober 1994, kapitel 2
Ligningsvejledningen 2000 A.F.3.1.3.6


Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt om, der kan tages fradrag for flyudgifter, hvis befordring mellem bopæl og arbejdsplads til dels foretages med fly.

Situationen er den, at personen A bor i Københavnsområdet og arbejder i Århus. A kører i bil fra bopælen til Kastrup Lufthavn og tager fly derfra til Tirstrup. Befordringen fra Tirstrup til Århus sker i bus.

Told og Skattestyrelsen har hertil svaret, at A kan foretage fradrag for sin befordring mellem bopæl og arbejdsplads efter reglerne i LL § 9 C i det omfang, at A kan sandsynliggøre sin befordring - herunder i form af en flybillet.

Befordringsfradraget opgjort efter LL § 9 C beregnes på grundlag af den normale transportvej ved kørsel i bil. Hvis transportvejen nødvendiggør, at der på en del af eller hele strækningen mellem hjem og arbejdsplads må anvendes færgetransport, kan der foretages fradrag for de faktiske udgifter hertil, jf. bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994, kap. 2. Den strækning, som færgen tilbagelægger, kan ikke medregnes ved opgørelsen af transportvejens længde.

Den normale transportvej i bil for A må efter en konkret vurdering anses for at inkludere færgetransport mellem Kalundborg og Århus. Da A har afholdt udgift til flytransport over samme strækning, vil A kunne tage fradrag dels for transport i bil mellem bopælen og Kalundborg dels - som det mindre i det mere - for udgiften til personoverførsel med færge mellem Kalundborg og Århus. Det er således forudsat at A’s flyudgift er større end udgiften til færgetransport ville være.

Såfremt den faktisk afholdte flyudgift imidlertid havde været mindre end udgiften til færgetransport, ville A alene kunne fradrage udgiften til flytransport, tillige med fradrag for befordring i bil ad den normale transportvej over land.

Som nævnt ovenfor afhænger det af en konkret vurdering, om den normale transportvej i bil forudsætter benyttelse af færgetransport.