Dato for udgivelse
12 Dec 2001 09:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
7. juni 2001
SKM-nummer
SKM2001.609.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1637-0009
Dokument type
Kendelse
Emneord
Vandafgift, refusion, registrering
Resumé

A, som var frivilligt momsregistreret som fremlejer af en museumsbygning/­udstillingscenter med tilhørende ferskvandsakvarier, var i henhold til fremlejeaftalen forpligtet til at forsyne det fremlejede med el og vand. Vederlaget herfor var indeholdt i lejen. A indvandt grundvand, der efter ophold i udstillingssøerne blev ledt tilbage til den naturlige vandcyklus. Der skete ingen nettoindvinding og vandet blev ikke påvirket væsentligt ved passagen gennem akvariesystemet. Landsskatteretten fandt, at den omstændighed, at vandet i det væsentligste blev ledt tilbage til naturkilden, ikke kunne medføre, at vandet ikke var omfattet af vandafgiftsloven. Retten fandt videre, at der ikke var grundlag for at anse levering af vand til en lejer i et fast lejeforhold som det omhandlede som forbrug af vand i vandafgiftslovens § 4, stk. 2 og § 9, stk. 1, hvorfor A hverken var registreringspligtig efter § 4, stk. 2, eller berettiget til godtgørelse efter § 9, stk. 1.

Reference(r)

Vandafgiftsloven § 9, stk. 1


Klagen til Landsskatteretten skyldes, at A, der er et ferskvandscenter, er anset afgiftspligtig efter § 4, stk. 2 i lov om afgift af ledningsført vand og er ikke anset for refusionsberettiget efter samme lovs § 9.

Det er oplyst, at A med virkning fra 1. januar 1995 har været frivilligt momsregistreret som fremlejer af fast ejendom omfattende en museumsbygning/udstillingscenter med tilhørende ferskvandsakvarier. Ejendommen har tillige indbefattet en brøndboring, der har forsynet akvarierne med vand. X Kommune er ejer af ejendommene incl. brønd. X Kommune har udlejet ejendommene til A.

Udover udlejningsforholdet har A tillige beskæftiget sig med en række vandmiljørelaterede aktiviteter, herunder kurser, temadage, internationale uddannelsesprogrammer, permanente virksomhedsudstillinger og forskning i vandmiljø. Desuden har A etableret en række erhvervslejemål til primært miljøteknologiske virksomheder.

Fremlejetager er en selvejende institution også kaldet fonden. Fonden driver museums- og udstillingsaktiviteter, herunder også restaurationsvirksomhed, og har således både afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige aktiviteter efter momsloven.

Der er fremlagt fremlejekontrakt af 20. december 1994, hvoraf fremgår, at størrelsen af lejeafgiften aftales en gang årligt med udgangspunkt i foregående års resultat og budgetter for kommende driftsår. Det fremgår endvidere, at da lejeafgiften ikke er fuldt ud dækkende for det lejedes værdi er det med told- og skatteregionen aftalt, at momstilsvaret indtil videre opgøres på grundlag af en lejeafgift på 2.000.000 kr., således at den årlige lejeafgift tillægges et momsbeløb på 500.000 kr.. Det er oplyst, at A er forpligtet til at forsyne det lejede med el og vand, således at vederlaget for disse ydelser er indeholdt i lejen.

De faktiske årlige lejebetalinger har ifølge det oplyste været:

1995: 940.000 kr. 1996: 1.276.000 kr. 1997: 1.717.600 kr. 1998: 1.793.500 kr. 1999: 1.573.688 kr.

foruden det beregnede momsgrundlag på 500.000 kr. årligt.

Indtil den 31. december 1994 var et ejendomsselskab ejer af ovennævnte ejendom omfattende museum og udstillingscenter med tilhørende ferskvandsakvarier, herunder omtalte brøndboring, der forsyner akvarierne med ferskvand. Ejendomsselskabet var i perioden 1. januar 1992 til 31. december 1994 frivilligt momsregistreret for udlejning af ejendomme. Selskabet var ligeledes registreret efter lov om afgift af ledningsført vand. Lejer var fonden, der også på det tidspunkt drev museums- og udstillingsvirksomhed. I forbindelse med en økonomisk rekonstruktion blev denne og de øvrige ejendomme solgt til X Kommune. Kommunen blev pr. 1. januar 1995 frivilligt momsregistreret for udlejning af de pågældende ejendomme til A, der blev frivilligt momsregistreret som fremlejer til fonden.

For perioden indtil 1. januar 1995 har der verseret 2 klagesager for Momsnævnet.

Den første omhandlede afgiftspligten efter § 1 i lov om ledningsført vand for fonden. Det blev fra fondens side gjort gældende, at der ikke skulle betales afgift, idet der ikke var tale om en egentlig produktionsmæssig udnyttelse af grundvandsressourcerne, fordi vandet efter opholdet i udstillingssøerne blev ledt tilbage til den naturlige vandcyklus. Momsnævnet fandt ved afgørelse af 29. juni 1995, at der i loven ikke var hjemmel til at fritage for betaling af afgift, selvom vandet bliver ledt renset tilbage til den naturlige vandcyklus.

Den efterfølgende sag vedrørte, hvorvidt ejendomsselskabet for perioden 23. juni 1993 til 31. december 1994 var berettiget til som udlejer af få refusion for vandafgift i forbindelse med leverancer af vand til fonden efter lov om ledningsført vand § 9. Selskabet henviste til støtte herfor til skatteministerens afgørelse fra 1988 vedrørende godtgørelse af energiafgifter for bl.a. idrætshaller og udstillingscentre, der er frivilligt momsregistrerede for udlejning af fast ejendom. Ved afgørelsen ændredes praksis, således at udlejer fik adgang til refusion af energiafgifterne. Det blev herefter gjort gældende, at idet godtgørelsesbestemmelserne i lov om afgift af ledningsført vand i det store og hele svarer til bestemmelserne i lov om afgift af elektricitet, var der en formodning for, at praksisændringen tillige omfattede den senere indførte vandafgift. Momsnævnet fandt ved afgørelse af 10. september 1996 ikke, at ejendomsselskabet var berettiget til refusion af vandafgift efter vandafgiftslovens § 9. Efter nævnets opfattelse kunne der kun ske tilbagebetaling af vandafgift, hvis vandet var forbrugt i udlejers virksomhed. Dette fandt nævnet ikke var tilfældet, da vandet var leveret videre til lejeren til brug i lejerens virksomhed.

Regionen fandt ved afgørelse af 9. november 1995 vedr. ejendomsselskabet for perioden 13. juni 1993 til 30. september 1994, at energiafgifterne ved udlejningen til fonden kunne fradrages hos udlejer i samme omfang som momsen. Regionen henviste til, at Skatteministeren i 1988 afgjorde, at udlejere, der er frivilligt momsregistreret for bl.a. udlejning af udstillingshaller og udstillingscentre kan opnå godtgørelse af energiafgifter, som anvendes til opvarmning, belysning mv. af de udlejede lokaler.

Der foreligger en indvindingstilladelse af 20. juni 1991 fra amtskommunen. Af denne fremgår det, at analyser af råvandet fra boringen viser et jernindhold på 2,85 mg/l (højst tilladelige 0,2 mg/l) og et manganindhold på 0,37 mg/l (højst tilladelige 0,05 mg/l). På grund af disse uacceptable koncentrationer har de pågældende myndigheder krævet, at der foretages en filtrering af vandet. Indvindingstilladelsen er bl.a. givet på følgende vilkår:

Vandindvindingens formål er dels vandforsyning af akvarier dels vandforsyning til kursusformål på arealet. Drikkevandsforsyning fås fra X kommunale Vandforsyning. Der må ikke ske sammenblanding af de to vandtyper.

Om vandets anvendelse fra egen boring er det oplyst:

A indvinder og udleder vand i samme takt i fast etableret kontinuerligt kredsløb. Der er så at sige ingen effektiv nettoindvinding, da vandet efter dets tur gennem recirkuleringssystemet føres tilbage til naturkilden. Vandkvaliteten påvirkes ikke væsentligt ved passagen gennem akvariesystemet.

Fra den omhandlede boring indvinder A omkring 40.000-50.000 m3 vand, der specifikt anvendes til 4 forskellige formål:

a.

Opvarmningsvand i søerne (d.v.s. partielle søer, der er forbundet med de etablerede publikumsfaciliteter under terræn, således at man gennem glasruder kan betragte fiskelivet m.m. under vandoverfladen). Det til søerne tilledte vand, som hidrører fra vandboringen, har en temperatur fra grundkilden på gennemsnitlig 8 grader celsius, hvilket muliggør at både vandet og glasruderne kan holdes fri for isdannelse og dermed sikre gennemsyn for publikum ind i undervandsmiljøet.

Vandet anvendes altså i denne funktion som opvarmningsvand i vinterhalvåret.

b.

Om sommeren, hvor vandet ligeledes fra sin grundvandskilde har en omtrentlig temperatur på 8 grader celsius, bruges vandet som kølevand, idet temperaturen ellers ville blive for høj for fiskebestandens trivsel.

Vandet anvendes således her som kølevand, d.v.s. som middel til temperaturregulering af biologiske hensyn.

c.

En mindre del vand anvendes til returskylning af filtrene, således at disse kan renses. Dette sker via et særligt bassin, og bundfaldet fjernes i overensstemmelse med gældende affaldsregulativer. Der sker ikke afløb til kloak eller lignende, og der er således heller ikke i denne funktion noget vandspild i relation til det indvundne vand. Efter anvendelse og separation af affaldsmaterialet tilbageføres vandet til grundkilden.

d.

En ganske lille mængde af vandet bruges til opspædning til søerne for at kompensere den naturlige fordampning.

Både opvarmningsvand, afkølingsvand, returskylningsvand ledes direkte tilbage til sø gennem et vandløb. Returskyllevandet udledes dog gennem bundfældningsbassin og nedsivning. Der sker således ingen effektiv indvinding i form af blivende vandlagring eller anden brugsbetonet opmagasinering.

 

Der har under sagens behandling i Landsskatteretten været afholdt syn og skøn i sagen. Af syns- og skønsrapporten fremgår følgende af spørgsmål 6 og 7:

"Spørgsmål 6

Kan det bekræftes, at der op til A’s ejendom ved hjælp af vand fra egen boring er skabt et antal kunstige akvariesøer, som næres alene ved vand tilført fra vandindvindingskilden.

Svar på spørgsmål 6

Efter en gennemgang af hele anlæggets opbygning kan spørgsmålet besvares bekræftende. Anlægget er indrettet med søer, væksthuse og akvarier i et lokalområde, med indregning af specielle vandmiljøer tilpasset bestemte funktioner, som giver publikum lejlighed til at studere dyr, fisk og fugle på tæt hold. Anlægget er opbygget med kunstige søer og et selvstændigt vandbehandlingssystem, der muliggør tilledning af vand under forhold, der er individuelt tilpasset de enkelte vandmiljøer. Vandtilførslen sker alene fra egen boring.

Spørgsmål 7

Kan det bekræftes, at de kunstige akvariesøer uden vandtilførsel fra egen boring ikke ville være bestandige ved naturens egen hjælp, men ville forsvinde efter en vis tid, og at søerne som sådanne udgør et kunstigt frembragt vandreservoir baseret på det oppumpede vand som eneste eller i al væsentligt eneste vandtilførselskilde?

Svar på spørgsmål 7

Det kan bekræftes, at de kunstige akvariesøer må karakteriseres som kunstige udgravede søer med en bundforsegling i form af plast – eller lermembraner, der får deres vand fra egen vandindvinding.

Skønsmanden har undersøgt de lokale terrænforhold og har fået en redegørelse om det naturlige grundvandsspejl i området. Oplysningerne stammer fra observationer gjort under arbejdet med at etablere bæverhuset, der ligger på den laveste del af A’s område. Ved udgravning for en pumpebrønd, der skulle tørholde byggegruben i byggeperioden, blev grundvand først lokaliseret ca. 2 meter under terræn ved bæverhuset.

Der er på et markant fald i terrænkoterne fra A’s område med søer og akvariehuset ned til området med bæverhuset. Højdeforskellen andrager skønsmæssigt 2-2,5 meter. Jordlagene omkring A er meget sandholdige, og grundvandsstanden vurderes til at ligge meget under bundkoterne i søerne. Dette medfører, at søerne alene vil kunne bestå som følge af, at de uden denne vandtilførsel ville forsvinde efter en vis tid ".

Følgende fremgår af syns- og skønsrapportens spørgsmål 9 og 10:

" Spørgsmål 9

Kan vandsystemet karakteriseres som en art kredsløbssystem, hvor det indvundne vand i alt væsentligt tilbageledes til naturkilden og således ikke indebærer noget effektiv dræn på vandressourcerne?

Svar på spørgsmål 9

Det kan bekræftes, at al vandet bortset fra det vand, som fordamper fra vandoverfladerne, føres tilbage i vandkredsløbet i naturen. Fordampningsmængden må betragtes som forsvindende i sammenligning med de vandmængder, der i øvrigt passerer gennem sø- og akvariesystemerne. Der sker således ikke et effektivt dræn på vandressourcerne.

Spørgsmål 10

Skønsmanden anmodes om at give en karakteristik af de eventuelle forskelle på det vandsystem, som er etableret hos A, og de vandsystemer, som anvendes af almene vandforsyningsanlæg hos offentlige og private vandindvindere, herunder i henseende til eventuel belastning af de naturlige vandressourcer.

Svar på spørgsmål 10

Selve indvindingsanlægget er indrettet og fungerer som et indvindingsanlæg til en almen vandforsyning. I indvindingstilladelsen udstedt af amtet er endvidere påpeget, at der ved tilsyn med vandet skal opfyldes kvaliteterne anført i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 515 af 29. august 1988.

Vilkårene er formentlig stillet for, at vandet ved en udledning til vandmiljøet efter brug, ikke indeholder jern eller mangan eller andre stoffer, der vil kunne forringe kvaliteten i søer og åer.

Der er markant forskel i indretning og brug af vandet på A i forhold til brugen hos de almene vandforsyninger. Vandet benyttes ikke til erhvervs- eller husholdningsformål, hvor tilsætning af kemikalier eller andre miljøfremmede stoffer (opvaskemiddel, vaskemidler o.l.) finder sted. Vandet ledes ej heller til kloak eller spildevandssystemer, som fører vand til rensningsanlæg.

Vandindvindingen sker fra det primære grundvandsmagasin (dybtliggende grundvand), og vandet afleveres i det sekundære magasin(søer eller vandløb). I mange situationer, hvor vandføringen i åer og vandløb minimeres på grund af den generelle kloakering af bymæssige områder, kan det betragtes som en positiv effekt på det sekundære grundvandsmiljø, at der ledes vand fra det primære grundvandsmagasin til søer og vandløb."

Regionen har ved den påklagede afgørelse anført, at det er korrekt, at A ikke har været part i de tidligere momsnævns-sager, men at det er regionens opfattelse, at der bortset fra, at A er indtrådt som fremlejer, ikke er ændret ved de faktiske forhold. Regionen har videre anført, at afgørelsen i TfS 1998.362, ikke kan overføres til A’s situation, da forholdene ikke er helt analoge. Regionen har herefter fastholdt de afgørelser, som momsnævnet tidligere har truffet vedrørende afgiftspligt og refusionsret i relation til ejendomsselskabet med den konsekvens, at de også er gældende for A.

Virksomhedens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at virksomheden ikke er afgiftspligtig efter vandafgiftsloven. Subsidiært er der nedlagt påstand om, at virksomheden er berettiget til godtgørelse for vandafgiften efter vandafgiftslovens § 9, stk. 1.

Til støtte for den principale påstand er det bl.a. gjort gældende, at vandafgiftsloven har som forudsætning, at afgiftspligten kun indtræder, hvis der foretages en effektiv indvinding og forbrug af det indvundne vand. Der er videre henvist til Momsnævnets afgørelse i TfS 1998.632, hvor en del af begrundelsen for ikke at pålægge afgiftspligt var, at Kattegatcentrets saltvand "ikke afsaltes og bortset fra en temperaturændring ledes uændret ud i havet efter at være brugt til afkøling". Virksomhedens situation ligger i linie hermed, idet virksomheden indvinder og udleder i samme takt i et fast etableret kontinuerligt kredsløb. Der er ingen effektiv nettoindvinding, fordi vandet efter dets tur gennem recirkuleringssystemet føres tilbage til naturkilden. Vandkvaliteten påvirkes ikke væsentligt ved passagen gennem akvariesystemet. Der er herved henvist til syns- og skønsrapporten under spørgsmål 6, 9 og 10.

Det er videre anført, at der ikke sker en anvendelse af vandet, som overhovedet lader sig sammenligne med brugen af vandet hos de almene vandforsyninger.

Det er endelig anført, at loven ikke var tiltænkt anvendt på kredsløbssystemer med ferskvand, fordi der i et sådant cirkulatorisk anlæg ikke sker noget effektivt dræn på grundvandsressourcerne. Det er hertil anført, at det er af selv samme årsag, at grundvandssænkning og bortdræning af vand ved større byggearbejder ikke er indvinding og ifølge lovens forarbejder ikke udløser vandafgift.

Til støtte for den subsidiære påstand er det bl.a. anført, at det er ubestridt, at A ikke er omfattet af det særlige bilag til loven, og at A alene befatter sig med fremlejeforholdet af ejendom og akvarieanlæg til fonden. A er videre frivilligt momsregistreret for denne udlejning. Det er videre anført, at klageren med virkning fra 1. januar 1995 indtrådte som fremlejegiver af ejendommen, således at X Kommune er ejer og udlejer af ejendommen til A, der videreudlejer –fremlejer – ejendommen til fonden. Det er videre anført, at A er momsregistreret for sit udlejningsforhold til fonden og modtager som led heri refusion af energiafgifterne, dvs. elafgift mv. Denne retsstilling, som regionen tillagde ejendomsselskabet, har man siden uden indsigelse indrømmet A, der således i en periode på mere end 5 år har modtaget refusion af energiafgifterne. I samme periode har man ligeledes indsigelsesfrit affundet sig med den faktiske situation, at A har været registreret for vandafgiften. Advokaten har vedlagt udskrift af regionens registreringer herom.

Advokaten har videre henvist til, at der i forarbejderne til vandafgiftslovens § 9 direkte er tilkendegivet, at momsregistrerede virksomheder …"skal kunne få tilbagebetalt vandafgiften på samme måde, som de kan få tilbagebetalt energiafgifter". Advokaten har anført, at denne udtrykkelige forudsætning også er konfirmeret af Landsskatteretten i kendelse af 8. september 1999 vedr. et mailcenter.

Advokaten har videre anført, at henset til praksis i skatteministerens 1988-afgørelse, så anerkendes det, at virksomheder, der er frivilligt momsregistreret som udlejere, kan få refusion for energiafgifterne, hvilket også åbner døren for refusion af vandafgiften i harmoni med vandafgiftslovens udtrykkelige forarbejder.

Advokaten har herefter gjort gældende, at allerede af disse grunde er A berettiget til, såfremt de findes vandafgiftspligtige, at få refusion for vandafgiften.

Advokaten har videre anført, at A under hensyn til, at regionen i en årrække har accepteret, at det var det, der var registreringspligtige efter vandafgiftsloven, må anses at have haft en retsbeskyttet forventning om, at dette også danner udgangspunkt for klagerens retsstilling ved bedømmelsen af adgangen til at opnå refusion af vandafgiften.

Advokaten har videre henvist til Landsskatterettens kendelse i TfS 1999.751 og har anført, at denne støtter, at udgiften til vand af A kan anses for en driftsudgift, der indeholdes i lejen. Anvendelse af begrebet "den endelige forbruger" i kendelsens præmisser har dog ikke støtte i hverken loven eller forarbejderne, og A, der er forpligtet til at levere vand som en del af sin ydelse, forbruger således også vandet som led i sin virksomhed.

Advokaten har endelig anført, at man ikke må falde for den misforståelse, at lejeren (slutbrugeren) skulle være "forbruger" af vand efter vandafgiftslovens § 4, blot fordi lejeren i en elementær fysisk forstand bruger vandet som led i sin virksomhed. Hvis man udlejer et vaskeri eller anden vandkrævende bygningsinstallation, f.eks. en svømmehal, vil udlejeren ofte gardere sig mod vandafgiften ved i lejekontrakten særskilt at forlange, at vandet betales efter størrelsen af lejerens forbrug. Men man kan også, som i A’s tilfælde, aftale, at vandforbruget er en del af lejen. De ydelser, som udlejeren i så fald må præstere, lokaler, energitilførsler, el og vand, er dermed driftsomkostninger, der skal kompenseres af lejeindtægten, og det vil derfor være misvisende at beskrive forholdet således, at udlejeren ikke forbruger disse ressourcer i forbindelse med sin virksomhed, jf. vandafgiftslovens § 4, stk. 2.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen stadfæstet. Styrelsen har blandt andet anført, at vandforbruget må anses for omfattet af vandafgiftsloven, da begrebet forbrug i vandafgiftslovens § 1 må forstås som "anvendelse" af vandet.

Endvidere er det Styrelsens opfattelse, at det er den endelige forbruger af vandet, der er registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4, stk. 2. I lejeforhold må den endelige forbruger anses for at være lejeren, når der er tale om en fast lejer. Kun hvis der er tale om ikke-faste lejere som lejere af idrætshaller og forsamlingshuse, er udlejeren den endelige forbruger. Dette stemmer også overens med skatteministerens afgørelse af 28. januar 1988 vedrørende godtgørelse af energiafgift. A kan ikke anses som den endelige forbruger af vandet ved fremleje til fonden, og har som følge heraf ikke mulighed for afgiftsgodtgørelse efter vandafgiftslovens § 9, stk. 2.

Endelig er det Styrelsens opfattelse, at regionens manglende ændring af registreringsforholdet ikke kan give A en retsbeskyttet forventning om, at det er A, der er registreringspligtig efter vandafgiftsloven.

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til vandafgiftslovens § 1 betales en afgift til statskassen af ledningsført vand, der forbruges her i landet.

§ 4, stk. 2 har følgende ordlyd:

"Virksomheder, der leverer ydelser omfattet af bilaget til nærværende lov, og virksomheder og institutioner m.v., der leverer varer og ydelser omfattet af merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, og som i forbindelse med deres levering af disse varer og ydelser forbruger ledningsført vand fra andre anlæg end almene vandforsyningsanlæg, skal anmelde sig til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder, såfremt det nævnte vandforbrug overstiger 1000 m3 årligt."

§ 9, stk.1 og 2 har følgende ordlyd:

"Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan få tilbagebetalt afgiften efter nærværende lov af det af virksomheden forbrugte afgiftspligtige vand, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Tilbagebetaling kan dog ikke finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilaget til nærværende lov nævnte ydelser."

Landsskatteretten finder ikke, at den omstændighed, at vandet i det væsentligste ledes tilbage til naturkilden, kan medføre, at vandet ikke er omfattet af vandafgiftsloven. Retten har herved lagt vægt på, at også sådan anvendelse må anses for omfattet af betegnelsen "forbruges" som angivet i lovens § 1.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder, at anvendelse af udtrykket "forbruger" i vandafgiftslovens § 4, stk. 2, og "forbrugt" i vandafgiftslovens § 9, stk.1, må fortolkes ens. Levering af vand til en lejer i et fast lejeforhold som det her omhandlede finder disse retsmedlemmer ikke grundlag for at anse som forbrug af vand i vandafgiftslovens § 4, stk. 2, og § 9, stk. 1. Disse retsmedlemmer finder derfor, at klageren hverken er registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4, stk. 2, eller berettiget til godtgørelse af vandafgiften efter § 9, stk. 1. Vedrørende det af repræsentanten anførte om, at vandafgiftslovens godtgørelsesbestemmelse skal fortolkes i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i f.eks. elafgiftsloven, bemærker disse retsmedlemmer, at man for så vidt er enig heri. Direktoratets meddelelser fra 1988 vedrørende godtgørelse af energiafgifter må imidlertid antages kun at gælde de deri omhandlede idrætshaller m.v., der alle er karakteriseret ved i vidt omfang at foretage korttidsudlejning. Meddelelserne kan derfor ikke udstrækkes til også at omfatte faste lejeforhold som det her omhandlede. Det forhold, at klageren faktisk har fået godkendt godtgørelse af energiafgifter, findes ikke at kunne medføre, at klageren tillige anses for berettiget til godtgørelse af vandafgift.

Disse retsmedlemmer finder endvidere ikke, at det forhold, at told- og skatteregionen ikke har ændret registreringen efter vandafgiftsloven i forbindelse med Momsnævnets afgørelse af 29. juni 1995 bevirker, at A har haft en retsbeskyttet forventning om, at det var det, der var registreringspligtigt og derfor tillige var omfattet af godtgørelsesbestemmelsen i vandafgiftslovens § 9. Retten har herved henset til, at der ikke foreligger en positiv tilkendegivelse fra regionen om, at det var A og ikke fonden, der var registreringspligtig. Retten finder således ikke at regionens passivitet i denne anledning kan have bibragt A en retsbeskyttet forventning om, at A var berettiget til godtgørelse efter vandafgiftslovens § 9.

Disse retsmedlemmer voterer derfor for stadfæstelse.

To retsmedlemmer finder henset til, at ejendomsselskabet ved told- og skatteregionens afgørelse af 9. november 1995 ansås for berettiget til godtgørelse af energiafgifter i et lejeforhold svarende til det her omhandlede, og at klageren har fået godkendt godtgørelse for energiafgifter, at klageren tillige må anses for berettiget til godtgørelse af vandafgiften. Disse retsmedlemmer har lagt vægt på, at det af cirkulære nr. 1993-11 af 24/8 1993 til vandafgiftsloven fremgår, at begrænsningen i adgangen til godtgørelse er den samme som for godtgørelse af elafgift, og at der ved vurderingen af klagerens ret til godtgørelse af vandafgift ikke kan lægges vægt på, om godtgørelsen af energiafgifterne måtte være sket på urigtigt grundlag.

Disse retsmedlemmer voterer derfor for at give klager medhold

I henhold til skattestyrelsesloven § 20, stk. 5 er retsformandens stemme afgørende ved stemmelighed.

Den påklagede afgørelse vil derfor være at stadfæste.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter