Dato for udgivelse
10 Jan 2002 17:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20. august 2001
SKM-nummer
SKM2002.10.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
7. afdeling, S-0120-01
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Bedrageri, forældelse, skattesvig, momssvig, uregistreret virksomhed, registreret virksomhed, varetransport
Resumé

T, der havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med varetransport, var ved byretten blevet dømt i overensstemmelse med den rejste tiltale, der omfattede i alt 5 forhold vedrørende overtrædelse af skattekontrolloven, arbejdsmarkedsfondsloven, momsloven og bedrageri efter straffelovens § 279 vedrørende arbejdsløshedsunderstøttelse og iværksætterydelse. Ved landsrettens behandling af den indankede dom, der omfattede strafudmålingen, blev T efter anklagemyndighedens påstand frifundet for overtrædelser af momsloven ved urigtige momsangivelser vedrørende perioderne 1. januar 1992 - 31. marts 1992 samt 1. juni 1993 - 31. december 1993, idet disse forbrydelser er undergivet en 5-årig forældelsesfrist. Endvidere frifandt landsretten T for overtrædelser af momsloven ved uregistreret momsvirksomhed vedrørende perioden fra den 1. april 1992 - 31. maj 1993, idet disse forbrydelser efter påbegyndelsen af registreret virksomhed pr. 1. juni 1993 ikke kunne anses for fortsat efter nævnte periode, og disse forbrydelser derfor er undergivet en 5-årig forældelsesfrist. Landsretten fandt ikke grundlag for at nedsætte fængselsstraffen, og efter stemmeflertallet blev det besluttet, at uanset de begåede forhold lå nogle år tilbage, og det lange tidsrum, i hvilket de var begået, at der ikke var grundlag for at gøre straffen hverken helt eller delvis betinget, ej heller med vilkår om samfundstjeneste. Byretsdommen blev så vidt den var påanket ændret, således at T blev straffet med fængsel i 8 måneder og en tillægsbøde på 575.000 kr.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 13, stk. 1
Skattekontrolloven § 16, stk 3, jf. stk. 1
Arbejdsmarkedsfondsloven § 18 stk. 2
Moms § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2
Straffeloven § 50, stk. 2
Straffeloven § 279


Østre Landsrets dom af den 20. august 2001, 7. afdeling a.s. nr. S-0120-01

Afsagt af landsdommerne:
Bloch Andersen, K. Wiingaard og Helle Hastrup (kst.) med domsmænd).

Parter:
Anklagemyndigheden
mod
T
(Advokat Steen Røgilds e.o.)

-----------

Kalundborg Byrets dom af den 12. december 2000, SS 25224/2000:

I denne sag, der er behandlet, under medvirken af domsmænd, tiltales

T

ifølge anklageskrift af 5. juli 2000 fra politimesteren i Kalundborg til straf for

1.

bedrageri efter straffelovens § 279, ved i perioden fra 1. april 1992 til den 22. oktober 1995 fra sin bopæl i X-by, at have undladt at oplyse Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende i Danmark, Ryparken 81, 2100 København Ø, om, at han havde indtægter af selvstændig erhvervsvirksomhed, hvorved han bestemte arbejdsløshedskassen til at udbetale sig 415.705 kr. i arbejdsløshedsunderstøttelse og iværksætterydelse, hvilket han var uberettiget til at modtage,

2.
a.

overtrædelse af skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 1992 at have undladt, inden 4 uger efter modtagelsen af meddelelse om skatteansættelse, at underrette skattemyndighederne i X-by kommune om, at ansættelsen af indkomst ved selvstændig virksomhed, med en konstateret omsætning på 377.649 kr. excl. moms, var for lav med 268.791 kr., hvorved det offentlige - efter fradrag af tilbagebetalingspligtige arbejdsløshedsdagpenge på 92.773 kr. - blev unddraget 100.215 kr., i skat,

b.

overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1, ved med forsæt til unddrage det offentlige skat til skattemyndigheden i X-by kommune at have afgivet urigtige selvangivelser for indkomstårene 1993, 1994 og 1995, og derved undladt at oplyse om overskud af selvstændig virksomhed, med en konstateret samlet omsætning i de 3 år på 1.218.901 kr. excl. moms, på i alt 909.715 kr., hvorved skatteansættelsen var for lav med 880.273 kr. og hvorved det offentlige - efter fradrag af tilbagebetalingspligtige arbejdsløshedsdagpenge og iværksætterydelse på 322.932 kr., - blev unddraget 318.687 kr. i skat,

3.

overtrædelse af arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, pkt. a, jf. § 10, stk. 1, ved med forsæt til at unddrage det offentlige arbejdsmarkedsbidrag, at have afgivet urigtige selvangivelser, som under forhold 2 b beskrevet for årene 1994 og 1995, og derved undladt at angive arbejdsmarkedsbidraget til Told & Skat vedrørende afregninger fra Bladkompagniet, hvorved det offentlige blev unddraget 29.442 kr. i bidrag til arbejdsmarkdsfonde,

4.
a.

overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, ved i perioderne fra den 1. januar 1992 til den 31. marts 1992 og fra den 1. juni 1993 til den 31. december 1993 med forsæt til afgiftsunddragelse at have afgivet urigtige momsangivelser, idet afgiften af den i forhold 2 a. og b. nævnte selvstændige virksomheds omsætning i de nævnte perioder, der konstateret samlet udgjorde 392.827,24 kr. excl. moms, blev udeholdt, hvorved det offentlige, efter et beregnet momstilsvar for begge de nævnte perioder på henholdsvis 16.280 kr., henholdsvis 53.566 kr., blev unddraget ialt 69.846 kr. i moms,

b.

overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. og stk. 5, ved i perioderne fra den 1. april 1992 til den 31. maj 1993 og fra den 1. januar 1994 til den 22. oktober 1995 med forsæt til afgiftsunddragelse at have modtaget afgift ifølge afregningsbilag fra Bladkompagniet uagtet manglende registrering af momspligtig virksomhed hos told-og skattemyndighederne i X-by.

c.

overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 52, stk. 3, ved i de ovenfor under b. anførte perioder med forsæt til afgiftsunddragelse at have modtaget afgift ifølge afregningsbilag fra Bladkompagniet, hvor der i den ovenfor nævnte virksomhed var en konstateret omsætning i de under b. anførte perioder på samlet 1.066.724,40 kr. excl. moms, og ikke foretaget afregning overfor told-og skattemyndighederne, hvorved det offentlige, efter beregnet momstilsvar for perioden fra 1. april 1992 til 31. maj 1993 på 87.101 kr. og for perioden 1. januar 1994 til 22. oktober 1995 på 141.974 kr., blev unddraget ialt 229.075 kr. i moms,

5.

overtrædelse af bekendtgørelse om momslovens § 92, stk. 2, jf. § 62, stk. 1, ved forsætligt ikke at have opbevaret regnskabsmateriale i fuldt omfang for perioden fra den 1. januar 1992 til den 22. oktober 1995 i 5 år efter udløbet af de pågældende regnskabsår.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne, skatterevisor V.1, Skatteforvaltningen i X-by kommune, og konsulent V.2, Told- og Skatteregionen. Forklaringerne er tilført retsbogen.

Domsmandsretten skal udtale:

ad forhold 1-5. Der var enighed om, at anse tiltalte skyldig i overensstemmelse med samtlige punkter i anklageskriftet.

Der var enighed om, at fastsætte straffen til fængsel i 8 måneder, hvoraf 5 måneder gøres betinget med en prøvetid på 1 år, og med vilkår om at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden og tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden og vilkår om, at tiltalte underkaster sig psykiatrisk behandling, om fornødent på hospital, efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelser.

Tiltalte idømmes i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, en tillægsbøde på 700.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 60 dage, samt tilpligtes at betale erstatning til Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende i Danmark, med 413.317 kr.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279, skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, § 13, stk. 1, arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, pkt. a, jf. § 10, stk. 1, momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, jf. § 52, stk. 3, § 92, stk. 2, jf. § 62, stk. 1, til fængsel i 8 måneder.

Straffen gøres således delvis betinget i medfør af straffelovens § 58, stk. 1.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T straffes med fængsel i 8 måneder.

Fuldbyrdelsen af 5 måneder af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra dato på vilkår af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen og at han efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelser underkaster sig psykiatrisk behandling, om fornødent på hospital for sindslidende.

Tiltalte idømmes en tillægsbøde på 700.000 kr.

Tiltalte betaler inden 14 dage til Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende i Danmark, Ryparken 81, 2100 København Ø, 413.317 kr.

Tiltalte betaler sagens omkostninger, herunder salær til den beskikkede forsvarer, advokat Steen Røgilds.

----------

Østre Landsrets dom af den 20. august 2001, 7. afdeling, a.s. S-0120-01

Kalundborg Rets dom af 12. december 2000 (SS 25224/2000) er anket af T med påstand om formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Anklagemyndigheden har endeligt påstået frifindelse i forhold 4 a under henvisning til forældelse.

T har endeligt påstået frifindelse i forhold 4 a samt for så vidt angår forhold 4 b og c for perioden fra den 1. april 1992 til den 31. maj 1993 under henvisning til forældelse.

Der er til brug for ankesagen foretaget supplerende personundersøgelse af 17. august 2001 i henhold til retsplejelovens § 808.

Tiltalte har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold.

Efter anklagemyndighedens påstand frifindes tiltalte for, forhold 4 a.

De forbrydelser, der i forhold 4 b og c er påtalt for perioden fra den 1. april 1992 til den 31. maj 1993, kan efter påbegyndelsen af registreret virksomhed pr. 1. juni 1993, ikke anses for fortsat efter den nævnte periode. Disse forbrydelser, der er undergivet en 5-årig forældelsesfrist, er derfor forældede. Tiltalte frifindes i dette omfang.

Straffen er fastsat efter straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279, skattekontrollovens § 13, stk. 1, og § 16, stk. 3, jf. stk. 1, arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, pkt. a, jf. § 10, stk. 1, merværdiafgiftloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 804 af 16. august 2000 § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, og § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 52, stk. 3, jf. tidligere lovbekendtgørelse nr. 41 af 1. februar 1993 § 35, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt. og stk. 5, og § 35, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 17, stk. 10 og 11, samt bekendtgørelse nr. 192 af 20. marts 2001 om merværdiafgiftsloven § 89, stk. 2, jf. § 62, stk. 1, jf. tidligere merværdiafgiftslovens, lovbekendtgørelse nr. 596 af 16. august 1991 § 35, stk. 1, litra b, jf. § 19.

Der er ikke grundlag for at nedsætte fængselsstraffen.

Fire af de voterende finder, uanset at de begåede forhold nu ligger nogle år tilbage, efter omfanget af forbrydelserne, den systematiske karakter, og det lange tidsrum, i hvilket de er begået, at der ikke er grundlag for at gøre straffen hverken helt eller delvis betinget, ej heller med vilkår om samfundstjeneste.

To af de voterende stemmer for at stadfæste byrettens bestemmelser om fængselsstraffen.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Under hensyn til de forhold, som tiltalte er frifundet for, nedsættes tillægsbøden til 575.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

I øvrigt stadfæstes dommen.

T h i   k e n d e s   f o r  r e t :

Kalundborg Rets dom i sagen mod T ændres så vidt den er påanket, således at T.1 straffes med fængsel i 8 måneder og en tillægsbøde på 575.000 kr.

Forvandlingsstraffen for tillægsbøden er fængsel i 60 dage.

Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.