Dato for udgivelse
21 Jan 2002 07:57
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27. november 2001
SKM-nummer
SKM2002.26.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
B-0545-01 og B-0546-01
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Retsafgift, beregningsgrundlag, momstilsvar
Resumé

I sag om momspligt ved udlejning af bådepladser, som vedrørte en ubestemt periode, fastslog landsretten, at retsafgiften alene skulle beregnes på grundlag af et års momstilsvar og ikke i medfør af retsplejelovens § 228, stk. 2, af en værdi multipliceret med 10.

Reference(r)

Retsafgiftsloven § 2, jf. retsplejeloven § 228, stk. 1
Momsloven § 57

 


Parter:
Fonden Y1-by Lystbådehavn
mod
Skatteministeriet
og
Skatteministeriet
mod
Fonden Y1-by Lystbådehavn.

Afsagt af landsdommerne:
Fritse Hove, Bjarne Bjørnskov Jensen og Joy Winter (kst.)

Der fremlagdes:

Skrivelse af 29. marts 2001, skrivelse af 23. maj 2001 med bilag og skrivelse af 4. juli 2001 fra advokat Lars Henriksen.

Skrivelser af 5. april og 6. juli 2001 fra Kammeradvokaten ved advokat Tom Holsøe.

Skrivelser af 20. marts, 4. maj, 29. maj og 22. august 2001 fra justitssekretæren ved Vestre Landsret.

K e n d e l s e:

Den 6. december 2000 afsagde Landsskatteretten kendelse i en sag, der angik spørgsmålet, om Fonden Y1-by Lystbådehavn skulle anses for momspligtig af indtægter ved udlejning af bådpladser og vinteropbevaring af både. I kendelsen er fondens aktiviteter beskrevet således:

Fonden Y1-by Lystbådehavns samlede indtægter udgjorde i året 2000 kr. 2.985.078, jfr. bilag 1. Momsen af de samlede indtægter udgjorde kr. 746.269. Det er imidlertid alene moms af indtægterne i form af "årsleje", "udleje og administration", samt "gæsteleje og månedsleje", der hidrører fra henholdsvis udlejning af bådpladser samt udlejning af liggepladser, og som følge heraf er omfattet af nærværende sager. Den samlede moms af disse indtægter udgjorde i år 2000 alene kr. 452.123, jfr. bilag 2.

...

Følgende beløb vil sammenfattende kunne henføres til sagen vedrørende udlejning af ligepladser som anlagt af Skatteministeriet:

                          

1. ½ af årsafgiften

kr.

157.440, 02

2. Jollepladspleje

kr.

8.418,48

3. ½ af årslejeindtægten

kr.

  25.856,76

I alt

kr.

191.715,26

- ½ af fondens momsfradrag på i alt 184.596 kr.

kr.

92.298,00

Total

kr.

99.417,26

Endelig vil følgende beløb henføres til sagen vedrørende bådepladserne som anlagt af Fonden Y1-by Lystbådehavn.

1. ½ af årsafgiften

kr.

157.440,02

2. ½ af årslejeindtægten

kr.

25.856,76

3. Gæsteleje og månedsleje

kr.

77.110,25

I alt

kr.

260.407,03

- ½ af fondens momsfradrag

kr.

  92.298,00

Total

kr.

168.109,03

..."

Justitssekretæren foretog derpå i skrivelser af 29. maj 2001 til parternes advokater retsafgiftsberegning. I skrivelsen til fondens advokat i sagen B-0545-01 hedder det bl.a.:

"...

Sådan som påstanden er formuleret, angår den efter min opfattelse en ydelse, der skal betales et ubestemt antal gange. Som følge heraf skal den årlige ydelse ganges med 10 ved beregningen af retsafgiften, jf. retsafgiftslovens § 2, stk. 1, jf. retsplejelovens § 228, stk. 2.

Udgangspunktet for beregningen af den årlige ydelse kan ske på baggrund af de tal, som De har opgivet vedrørende moms for år 2000 i Deres brev af 23. maj 2001, hvorefter sagens genstand opgøres til 168.109,03 kr.

De har foretaget fradrag for moms udgørende ½ af af fondens momsfradrag for år 2000 med 92.298 kr. Efter de foreliggende oplysninger - herunder Deres skrivelse af 29. marts 2001 - har fonden adgang til at fradrage moms i forbindelse med indkøb, og denne ret vil angiveligt bortfalde, hvis fonden får medhold i sin påstand.

Da tvisten imidlertid angår momspligten, må sagens genstand være bruttomomsen af de omstridte ydelser uden fradrag, uanset at fonden risikerer at miste et sådant, hvis den får medhold.

Værdien af sagens genstand kan herefter fastsættes til 260.407,03 kr. x 10 = 2.604.070,30 kr. Retsafgiften heraf udgør 52.470 kr. De bedes derfor indbetale yderligere 48.720 kr. i retsafgift.

..."

I skrivelsen til Kammeradvokaten i sagen B-0546-01 er retsafgiften på tilsvarende måde opgjort på grundlag af den del af bruttomomsen, som parterne har henført til vinteropbevaringen, multipliceret med 10, således at afgiften i denne sag blev opgjort til 38.730 kr.

Såvel fonden som Skatteministeriet påklagede retsafgiftsberegningen og anførte begge i forbindelse hermed, at afgiften ikke burde være beregnet på grundlag af bruttomomsen, men alene af nettomomsen, mens fonden yderligere gjorde gældende, at der ikke var grundlag for at fastsætte værdien af sagsgenstanden efter bestemmelsen i retsplejelovens § 228, stk. 2.

I forbindelse med klagens forelæggelse for afdelingen har justitssekretæren i skrivelse af 22. august 2001 fastholdt, at værdien af sagerne ved afgiftsberegningen skal fastsættes efter bestemmelsen i retsplejelovens § 228, stk. 2. Derimod anerkendte justitssekretæren, at der sker fradrag for den indgående moms ved opgørelsen af sagens værdi. Retsafgiften blev derfor i medfør af retsafgiftslovens § 64, stk. 3, jf. § 66, omberegnet, således af afgiften i sagen B-0545-01 blev beregnet til 34.010 kr., mens retsafgiften i sagen B-0546-01 blev beregnet til 20.270 kr.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Dommerne Fritse Hove og Bjarne Bjørnskov Jensen udtaler:

Efter momslovens § 56 opgøres en virksomheds momstilsvar for hver afgiftsperiode, jf. § 57, som forskellen mellem virksomhedens indgående og udgående afgift, og det herefter opgjorte tilsvar skal efter § 57 og lov om opkrævning af skatter og afgifter efter udløbet af hver afgiftsperiode angives og indbetales til told- og skattemyndigheden. Det følger heraf - bortset fra tilfælde, hvor samtlige indtægter og udgifter, som indgår i afgiftsgrundlaget, ligger fast fra afgiftsperiode til afgiftsperiode -, at det først ved udløbet af den enkelte afgiftsperiode kan konstateres, om der foreligger noget afgiftstilsvar og - i givet fald - hvilket beløb tilsvaret udgør.

I det foreliggende tilfælde hviler de indtægter, som i givet fald vil indgå i afgiftsgrundlaget, på aftaler af forskellig karakter, hvoraf alene en del udgøres af langtidskontrakter. Endvidere er de udgifter, som vil kunne fradrages ved opgørelsen af et eventuelt afgiftstilsvar, efter det oplyste variable og af forskellig beskaffenhed. I hvert fald under disse omstændigheder finder vi, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at sagerne angår en ydelse, som er omfattet af retsplejelovens § 228, stk. 2, og sagernes værdi ved retsafgiftsberegningen skal derfor ikke fastsættes efter denne bestemmelse.

Vi finder herefter, at retsafgiften efter retsafgiftslovens § 2, jf. retsplejelovens § 228, stk. 1, - i overensstemmelse med, hvad der må antages at være sædvanlig praksis i sager af tilsvarende karakter - bør beregnes på grundlag af den værdi, som fondens advokat med tiltræden af Kammeradvokaten har opgjort i skrivelsen af 23. maj 2001 til justitssekretæren. Da vi endvidere kan tiltræde den i skrivelsen foretagne fordeling af nettomomsen mellem de to sager, skal retsafgiften i sagen B-0545-01 herefter beregnes på grundlag af en sagsværdi på 168.109,03 kr., og retsafgiften i sagen B-0546-01 på grundlag af en sagsværdi på 99.417,26 kr. Retsafgiften i sagen B-0545-01 udgør som følge heraf 3.750 kr., mens retsafgiften i sagen B-0546-01 udgør 2.370 kr.

Dommer Joy Winter udtaler:

Det tiltrædes, at således som påstandene er formuleret, angår påstandene en ydelse, der skal betales et ubestemt antal gange, og derfor er sagerne ved beregningen af retsafgiften omfattet af ordlyden i retsplejelovens § 228, stk. 2. Jeg finder, at der ved en fortolkning af bestemmelsens ordlyd ikke kan indlægges et krav om, at der på tidspunktet for sagernes anlæg skal bestå et retskrav på den ydelse eller indtægt, sagen drejer sig om, idet bestemmelsen netop har til formål at fastlægge sagernes værdi i en situation som den foreliggende, hvor det ikke på forhånd er muligt at fastlægge om ydelserne skal betales, og i givet fald hvor længe ydelserne vil blive betalt samt størrelsen heraf. Det følger endvidere af retsplejelovens § 228, stk. 2, at såfremt ydelserne de enkelte år ikke er af samme størrelse, lægges ydelserne for de sidste år til grund for beregningen. Der er i sagerne alene oplysninger vedrørende momsen for år 2000, og det tiltrædes herefter, at beregningen af den årlige ydelse kan ske på baggrund af tallene vedrørende moms for år 2000. Herefter, og idet det af klagerne yderligere anførte ikke kan føre til andet resultat, stemmer jeg for, at klagerne over de af justitssekretæren ved Vestre Landsret foretagne afgiftberegning ikke tages til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

T h i   b e s t e m m e s:

Retsafgiftsberegningen i sagerne B-0545-01 og B-0546-01 ændres, således at retsafgiften i B-0545-01 udgør 3.750 kr., og at retsafgiften i B-0546-01 udgør 2.370 kr.

Sagerne udsat.