Dato for udgivelse
05 Feb 2002 12:38
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14. november 2001
SKM-nummer
SKM2002.64.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1670-0042
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Lønsum, afgift, forening
Resumé

En forening, der leverede socialrådgiverydelser, blev anset for lønsumsafgiftspligtig.

Reference(r)

Lønsumsafgiftsloven § 1


Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har anset Foreningen A for lønsumsafgiftspligtig.

Det fremgår af sagen, at foreningen er en forening, som for tiden består af 6 lokale fagforeninger.

Af foreningens vedtægter fremgår bl.a., at foreningen har til formål gennem ansættelse af socialrådgivere, at tilvejebringe socialrådgivertimer til de til foreningen knyttede fagforeninger.

Det er oplyst, at foreningen har ansat to socialrådgivere, og at de tilsluttede fagforeninger betaler for ansættelsen af socialrådgiverne via det fastsatte kontingent. De deltagende fagforeninger har aftalt en fordelingsnøgle for socialrådgivertimerne og betalingen herfor. Ordningen administreres af en af de deltagende fagforeninger, normalt på skift for et år ad gangen. Administrationen omfatter budget- og regnskabsføring, opkrævning af kontingent, udbetaling af løn m.v. Indbetaling af kontingent til ordningen sker kvartalsvis forud efter et udarbejdet budget.

Det er videre oplyst, at de lokale fagforeninger gennem ordningen får dækket deres behov for at yde socialrådgiver faglig bistand/vejledning til deres medlemmer.

Foreningen har oplyst, at den også yder socialfaglig bistand til de øvrige ansatte i de tilsluttede organisationer samt deres tillidsvalgte på arbejdspladserne i spørgsmål vedrørende den sociale lovgivning. Videre er det oplyst, at det daglige arbejde består i, at servicere medlemmerne, ansatte og tillidsvalgte i virksomhederne med viden, som de har brug for i forbindelse med konkrete sager, som de måtte være involverede i, f.eks. om arbejdsskade, revalidering, sociale ydelser m.v. eller i forbindelse med ønske om at få mere viden om de sociale love og regler til brug i dagligdagen i virksomheden, f.eks. ved udformning af sociale kapitler, udmøntning af det sociale ansvar m.v. Medlemmer, ansatte og tillidsfolk kan trække på assistance uden at betale i den konkrete situation for hjælpen.

Foreningen har ved brev af 27. november 2000 søgt om fritagelse for betaling af lønsumsafgift.

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse ikke imødekommet klagerens anmodningen, idet regionen har anset foreningen for lønsumsafgiftspligtig i henhold til lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, som virksomhed med anden økonomisk virksomhed, der med vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter momsloven.

Regionen har herved anført, at der ved anden økonomisk virksomhed forstås f.eks. organisationer, foreninger, fonde, selskaber, der mod kontingent eller lignende vederlag varetager administrative opgaver eller fællesøkonomiske, herunder faglige formål for medlemmerne, og at det er uden betydning, om der arbejdes med gevinst for øje. Regionen har henvist til Østre Landsrets domme gengivet i TfS 1998.529 og 530, hvor to fagforeninger ansås for omfattet af begrebet anden økonomisk virksomhed og dermed pligtig at betale lønsumsafgift for den del af foreningens virksomhed, der ikke var arbejdsløshedskasse.

Regionen har videre anført, at det er uden betydning for afgiftspligten, at socialrådgiverordningen er udskilt i en særskilt forening.

Endelig har regionen anført, at virke i form af at sikre medlemmerne økonomisk bistand i tilfælde af ledighed er omfattet af begrebet social forsorg og bistand i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, og at foreningen ikke kan sidestilles med en arbejdsløshedskasse, idet der ikke ydes social forsorg og bistand, men derimod rådgivning i relation til arbejdsforhold m.v.

Foreningen har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den ikke er lønsumsafgiftspligtig.

Til støtte for påstanden har foreningen anført, at den yder rådgivning ud fra sociallovgivningen, f.eks. revalidering, kontanthjælp og arbejdsskade m.v. Foreningen yder ikke rådgivning i forhold til arbejdsforholdene og ansættelsen i virksomhederne. Arbejdsforhold og ansættelse hører således under overenskomsten og er fagforeningens område -! ikke socialrådgiverordningens.

Det er anført, at foreningen varetager arbejdsopgaver, der på mange punkter kan sammenlignes med A-kassens arbejdsområde, hvorfor der må gælde de samme regler som for A-kassevirksomhed for så vidt angår lønsumsafgiftspligt, jf. herved Østre Landsrets domme gengivet i TfS 1998.529 og 530.

Landsskatteretten skal udtale:

Det følger af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt.:

"Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter medværdiafgiftsloven."

Det bemærkes, at Østre Landsret ved dommene gengivet i TfS 1998.529 og TfS 1998.530 har statueret, at en række fagforeninger var pligtige at betale lønsumsafgift af den del af virksomheden, der ikke var arbejdsløshedskasse, idet virksomheden ansås for omfattet af ordene "anden økonomisk virksomhed" i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Det bemærkes videre, at A-kassevirksomhed anses for omfattet af begrebet social forsorg og bistand i momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, og at A-kassevirksomhed ikke anses for omfattet af lønsumsafgiftspligt.

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, er følgende fritaget for afgift:

"Foreningers og organisationers levering af ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent. Det er en forudsætning, at foreningen m.v. ikke arbejder med gevinst for øje, og at formålet er af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller vedrører borgerlige rettigheder. Det er desuden en forudsætning, at afgiftsfritagelsen ikke kan fremkalde konkurrenceforvridning."

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 2, er følgende fritaget for afgift:

"Social forsorg og bistand, herunder sådan som præsteres af børne- og ungdomsinstitutioner og institutioner inden for ældreområdet, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil."

Af forarbejderne til bestemmelsen i momslovens § 13 fremgår, at de heri indeholdte fritagelser er fastsat i overensstemmelse med 6. momsdirektiv. I direktivets artikel 13 er i punkt A indeholdt en række fritagelser til fordel for visse former for virksomhed af almen karakter. Af bestemmelsens litra g og h fremgår nærmere:

"g) tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til social bistand og social sikring, herunder sådanne, som præsteres af alderdomshjem, af offentligretlige organer eller af andre, at er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter;.."

"h) tjenesteydelser og levering af goder med nær tilknytning til beskyttelse af børn og unge, som præsenteres af offentligretlige organer eller andre organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som foretagender af almennyttig karakter."

Landsskatteretten bemærker, at foreningen leverer ydelser til de deltagende fagforeningers medlemmer og ansatte i medlemmernes fælles interesse og at betalingen af ydelserne sker via fagforeningskontingentet. Retten finder, at formålet med ordningen må anses at være af fagforeningsmæssig karakter. Retten finder følgelig, at foreningens ydelser er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, og at den udøvede virksomhed følgelig er omfattet af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. 2. led om anden økonomisk virksomhed, jf. herved TfS 1998.529 Ø og TfS 1998.530 Ø. Uagtet at den leverede rådgivning vedrører spørgsmål inden for sociallovgivningen finder retten ikke, at de leverede ydelser kan karakteriseres som social forsorg og bistand omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.