Dato for udgivelse
06 Mar 2002 16:24
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
4. maj 2001
SKM-nummer
SKM2002.137.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
8/2000
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse + Told
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Fogedret, prøvelse, bevisførelse, EU-forsendelse, toldfogedudlæg, importmoms, landbrugsafgifter
Resumé

Fogedretten og siden Vestre Landsret ophævede et i september 1997 foretaget toldfogedudlæg vedrørende et ubetalt krav på landbrugsimportafgifter og importmoms vedr. transporter under ordningen for fællesskabsforsendelser. Fogedretten fandt ikke, at toldlovens § 71, stk. 6 og artikel 244 i EF-Toldkodeks afskar fogedretten fra at prøve et toldfogedudlæg efter  retsplejelovens § 501. Under hensyn til omfanget og beskaffenheden af den nødvendige bevisførelse, fandtes sagen ikke at være egnet til behandling ved fogedretten, jf. retsplejelovens § 501, stk. 4.

Landsrettens kendelse blev af Skatteministeriet indbragt for Højesteret, der bl.a. bemærkede, at det ikke kan antages, at det med EF-Toldkodeksen, herunder art. 7 og 244, har været tilsigtet at regulere de nationale domstoles kompetence og virkemåde. Højesteret fandt, at retsplejelovens § 501, stk. 4, jf. stk. 1, opfylder de fællesskabsretlige krav til processuelle forskrifter. Højesteret tiltrådte, at en bevisførelse om grundlaget for fuldbyrdelsen af kravet burde ske under almindelig rettergang og stadfæstede ophævelsen af et udlægget.

 

Reference(r)

Retsplejeloven § 501, stk. 1 og 4
Toldloven § 71, stk. 6 (dagældende)
Toldkodeksen art. 7
Toldkodeksen art. 244


Parter
Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen ved Told-og Skatteregion Sønderborg
(kammeradvokaten ved advokat Finn Mejnertsen)
mod
ApS H1 (tidligere H2 ApS)
(advokat Bent Nielsen)

Afsagt af dommerne
Hornslet, Wendler Pedersen, Torben Melchior, Poul Søgaard og Engholm Jacobsen

I tidligere insanser er afsagt kendelse af Fogedretten i Gråsten den 16. november 1998 og af Vestre Landsrets 3. afdeling den 17. juni 1999.

Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen ved Told- og Skatteregion Sønderborg, har nedlagt påstand om, at den af Told- og Skatteregion Sønderborg iværksatte udlægsforretning skal nyde fremme, og at omkostningerne for fogedretten i Gråsten ophæves.

ApS H1 (tidligere H2 ApS) i det følgende kaldet "H2" - har nedlagt påstand om stadfæstelse.

Vestre Landsrets 3. afdeling har henholdt sig til afgørelsen.

Sagsfremstilling

Told- og Skatteregion Sønderborg fremsatte den 9. februar 1996 krav mod "H2" om betaling af 20.727.175 DKK. Beløbet vedrører ubetalte told- og afgiftskrav for smørtransporter fra Danmark til Italien i perioden 28. juni -19. oktober 1994 under ordningen for EU-fællesskabsforsendelser. Der var tale om i alt 31 transporter af ufortoldede varer, hvor told- og afgiftsbetaling først skulle ske på bestemmelsesstedet (T1-transporter). Det hedder i skrivelsen af 9. februar 1996 bl.a., at

"...hverken fællesskabsforsendelserne eller varerne er frembudt for toldmyndighederne i Ravenna og Napoli, samt at de stempler og underskrifter på retureksemplarer, som angiveligt skulle være lavet af toldmyndighederne i Ravenna og Napoli på de nævnte dokumenter, er falske."

I skrivelsen fastsattes en frist på 3 måneder fra skrivelsens datering for "H2" til at dokumentere, at forsendelserne var gennemført forskriftsmæssigt, eller at påvise, hvor overtrædelserne/uregelmæssighederne faktisk var begået, jf. artikel 379, stk. 1 og 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemrnelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EF-Tidende L 253 af 11. oktober 1993) - i det følgende kaldet gennemførelsesforordningen.

Ved skrivelse af 8. maj 1996 fra advokat Bent Nielsen protesterede "H2" mod kravet fra Told og Skat med henvisning til, at der forelå tilstrækkelig påvisning af, at varerne var kørt til Italien, og at forfalskningerne faktisk var begået i Italien.

Ved skrivelse af 13. november 1996 traf told- og skatteregionen afgørelse om, at det for så vidt angår 9 af de 31 omhandlede forsendelser "... er påvist, at overtrædelserne/uregelmæssighederne for disse forsendelser anses for at være begået i Italien". For de resterende 22 forsendelsers vedkommende var det regionens opfattelse, at det ikke var fastslået/bevist, hvor overtrædelserne/uregelmæssighederne rent faktisk var begået. I skrivelsen tilbageviste regionen herefter "H2"s indsigelser og afkrævede selskabet landbrugsimportafgifter, 10.853.769 kr., og importmoms, 3.655.522 kr. Det blev tilkendegivet, at importmoms ville blive "tilbagebetalt", såfremt det inden udløbet af en frist på 3 år regnet fra registreringen af de omhandlede forsendelser blev fastslået, i hvilken medlemsstat de pågældende overtrædelser/uregelmæssigheder var begået, og at der var sket betaling heraf. Landbrugsimportafgiften ville ikke blive tilbagebetalt, idet der er tale om Fællesskabets egne indtægter.

"H2" påklagede ved skrivelse af 27. januar 1997 - fulgt op af skrivelse af 3. april 1997 - regionens afgørelse til Told- og Skattestyrelsen og anmodede om, at klagen tillagdes opsættende virkning. Styrelsen stadfæstede ved skrivelse af 2. september 1997 en afgørelse truffet af regionen den 28. april 1997 om afslag på henstand uden sikkerhedsstillelse efter EF-toldkodeksens artikel 244. Denne afgørelse blev ikke indbragt for domstolene. Ved skrivelse af 28. november 1997 stadfæstede styrelsen regionens afgørelse af 13. november 1996 om afkrævning.

Toldfogeden foretog den 18. september 1997 udlæg hos "H2" for ovennævnte afgifter og moms samt retsafgift, 72.830 kr., ialt 14.582.121 kr. Under udlægsforretningen fremsatte "H2" indsigelse mod udlægget. Regionen underrettede ved skrivelse af 23. september 1997 Fogedretten i Gråsten herom, jf. skatteindrivelseslovens § 6.

Det fremgår af "H2"' påstandsdokument af 11. september 1998, at "H2" for fogedretten fremsatte følgende indsigelser:
"

  1. Eventuelle krav mod rekvisitus som hovedforpligtet er undergivet italienske toldmyndigheders kompetence, idet uregelmæssigheder er sket i Italien og ikke i Danmark. Det er således tvivlsomt, om rekvirenten har grundlag for og kompetence til at opkræve afgifter som sket.

  2. Eventuelle krav fra Told- og Skatteregion Sønderborg mod "H2" er bortfaldet, idet reklamationsfristen i Forordning EØF 2454/93, art. 379, ikke er overholdt.

  3. Eventuelle krav fra Told- og Skatteregion Sønderborg mod "H2" er bortfaldet som følge af egen skyld hos Told- og Skattemyndighederne og/eller som følge af, at "H2" har et erstatningskrav mod Told- og Skattemyndighederne, idet Told- og Skattemyndighederne ikke har overholdt egne regler og procedurer (early warning system), idet den foreliggende toldskyld skyldes myndighedernes fejl og fejl i systemet for ekstern fællesskabsforsendelse ... og idet størrelsen af de udestående told- og afgiftskrav og den manglende kautionsdækning heraf skyldtes Told- og Skatteregionens manglende overholdelse af tjenesteforskrifter.

  4. Told- og Skatteregion Sønderborg og siden Told- og Skattestyrelsen burde have givet "H2" henstand med betaling i henhold til toldkodeks art. 244.

  5. Udlægsforretningen mod "H2" er i strid med lighedsgrundsætninger, idet der ikke er sket en tilsvarende retsforfølgelse af hovedforpligtede i samme situation i andre EU-lande, og idet der er eksempler på, at der i Danmark er indrømmet henstand over for hovedforpligtede i samme situation.

  6. Opkrævning er sket i strid med toldkodeks art. 220.2.b."

Det fremgår endvidere, at "H2" begærede følgende bevisførelse:
"

  1. "Undersøgelse" ... udført at politiet angående kriminelle forhold vedrørende de omhandlede smørtransporter samt eventuelt supplerende forklaringer fra politiet i Ålborg og fra politiets rejsehold. Rekvisitus har opfordret rekvirenten til at fremlægge denne undersøgelse.

  2. Afhøring af chauffører fra de udførende vognmænd ...

  3. Afhøring af de involverede italienske toldere.

  4. Afhøring at de involverede toldere fra Told- og Skatteregion Sønderborg.

  5. Afhøring af medarbejdere fra Told- og Skattestyrelsen i København, der har ansvaret for "early warning system".

  6. Forelæggelse for EU Domstolen af spørgsmålet om forståelsen af art. 379 i gennemførelsesbestemmelserne til toldkodeks."

Ministeriet bestred de fremsatte indsigelser. Sagen blev procederet i et møde i Fogedretten i Gråsten den 12. november 1996. Af fogedbogen fremgår, at parterne efter proceduren indgik en procesaftale om, "at en prøvelse af "H2"s indsigelser går ud over rammerne for den bevisførelse, der kan ske i fogedretligt regi, hvorfor tvisten vedrører spørgsmålet om, hvilken konsekvens dette bør have . "

Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 28. november 1997 blev indbragt for Vestre Landsret ved "H2"s stævning af 27. november 1998. Der er under forberedelsen af denne sag truffet beslutning om at forelægge EF-domstolen præjudicielle spørgsmål vedrørende gennemførelsesforordningens artikel 379.

Formalitetsindsigelser 

"H2" har for Højesteret gjort gældende at spørgsmålet om, hvorvidt det er betænkeligt at lade fogedforretningen nyde fremme, ikke er omfattet af Procesbevillingsnævnets tilladelse, og at ministeriets anbringende vedrørende artikel 378 i gennemførelsesforordningen er et nyt anbringende.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at Procesbevillingsnævnets tilladelse ikke i denne forbindelse er begrænset, og at det nævnte anbringende ikke er nyt. Hvis Højesteret finder, at der er tale om et nyt anbringende, anmoder ministeriet om tilladelse til, at det fremsættes.

Skatteministeriets hovedanbringender 

"H2"s adgang til i fogedretten at få prøvet indsigelser mod grundlaget for Told- og Skattestyrelsens afgørelse er afskåret som følge af det administrative klagesystem, jf. dagældende toldlovs § 71, stk. 4-6.

Retsplejelovens § 501 skal ved vurderingen af, om det finder betænkeligt at fremme udlægsforretningen, fortolkes i overensstemmelse med EF-toldkodeksens artikel 7 og artikel 244 med den virkning, at en klage over Told- og Skattestyrelsens afgørelse ikke kan medføre opsættende virkning for gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.

Retsplejelovens § 501 kan ikke håndhæves i konflikt med EF-toldkodeksen, idet denne er umiddelbart anvendelig og har forrang for national lovgivning.

"H2" kan - uanset om selskabet på tidspunktet for toldmyndighedernes vurdering af sagen havde ført bevis for, at en overtrædelse var sket i Italien - alene undgå, at den foretagne opkrævning og iværksatte inddrivelse fastholdes, såfremt selskabet yderligere godtgør, at nationale afgifter er betalt i overtrædelseslandet, jf. gennemførelsesforordningens artikel 378, stk. 3. Fællesskabets egne indtægter skal under alle omstændigheder inddrives af de nationale myndigheder, når disse har opkrævet toldskylden.

Fogedrettens anvendelse af retsplejelovens § 501, stk. 4, fører endvidere ikke til, at det af Told- og Skattestyrelsen foretagne udlæg skal ophæves, men alene til, at "H2" henvises til at søge rigtigheden af de fremsatte indsigelser prøvet ved de almindelige domstole.

"H2"s hovedanbringender 

Fogedrettens prøvelsesadgang er ikke begrænset af det administrative klagesystem, idet der ikke i dagældende toldlovs § 71 er taget stilling til fogedrettens prøvelsesret, og idet der må kræves en klar hjemmel, såfremt bestemmelser om almindelig domstolsprøvelse skal begrænse anvendelsen af det fogedretlige system.

Der foreligger ikke nogen lovkonflikt mellem retsplejelovens § 502 og EF-toldkodeksens bestemmelser, hvorfor der ikke bliver spørgsmål om fællesskabskonform fortolkning og om anvendelse af princippet om fællesskabsrettens forrang. En fortolkning, hvorefter anvendelsen af retsplejelovens § 501 ville indebære en sådan lovkonflikt, ville i øvrigt være grundlovsstridig.

Selv om afgifter opkrævet uretmæssigt først skal godtgøres, når der foreligger dokumentation for, at de er betalt i den kompetente medlemsstat, kan det ikke i sig selv være en hjemmel for danske myndigheder til at opkræve afgifter, at der er usikkerhed om, hvor uregelmæssighederne er begået. I modsat fald ville oprindelseslandet altid kunne opkræve afgifter uden at tage hensyn til de foreliggende bevisligheder.

Det foretagne pants- og toldfogedudlæg skal i overensstemmelse med fast praksis ophæves, når det efter tvistens beskaffenhed er hensigtsmæssigt, at tvisten forelægges domstolene, f.eks. som følge af den nødvendige bevisførelse og de komplicerede juridiske problemstillinger, tvisten indebærer.

Højesterets bemærkninger

§ 71, stk. 4-6, i den dagældende toldlov giver ret til at klage over afgørelser i henhold til loven til en overordnet administrativ myndighed og regulerer denne klageadgang og adgangen til domstolsprøvelse. Bestemmelserne udelukker hverken efter deres ordlyd eller forarbejder adgangen til at fremkomme med indsigelser i fogedretten.

Om anvendelse af nationale processuelle regler har EF-domstolen i sagerne C-430/93 og C-431/93, van Schijndel og van Veen (saml. 1995, s. I-4705), udtalt følgende:

"17 ... når der ikke er udstedt fællesskabsbestemmelser på området, tilkommer [det] hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fælleskabsrettens direkte virkning medfører for borgerne. Disse processuelle regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret, og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden ...
...
19 Med henblik på anvendelsen af disse principper skal hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende fællesskabsretten, bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. kontradiktionsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling."

Tilsvarende er udtalt i sag C-312/93, Peterbroeck, præmis 12 og 14 (saml . 1995, s. I-4599) .

Det kan ikke antages, at det med EF-toldkodeksen, herunder dens artikler 7 og 244, har været tilsigtet at regulere de nationale domstoles kompetence og virkemåde. Der er heller ikke i øvrigt udstedt fællesskabsretsakter, der bestemmer, hvilke nationale domstole der er kompetente i tvister, der vedrører borgernes af fællesskabsretten følgende rettigheder og forpligtelser, jf. også EF-domstolens dom i sag C-54/96, Dorsch Consult (saml. 1997, s. I-4961, præmis 40).

Retsplejelovens § 501, stk. 4, jf. stk. 1, må anses begrundet i bl.a. de ovennævnte principper om retssikkerhed og hensigtsmæssig sagsbehandling. Fogedrettens ophævelse af udlægget afskærer ikke toldvæsenet fra at forfølge kravet under en sag ved de almindelige domstole. Bestemmelsen anvendes uden forskelsbehandling, jf. herved præmis 17 1 van Schijndel-dommen og præmis 12 i Peterbroeck-dommen.

På denne baggrund må det uden for rimelig tvivl antages, at retsplejelovens § 501, stk. 4, jf. stk. 1, opfylder de krav til processuelle regler, der følger af fællesskabsretten.

De synspunkter, som Skatteministeriet har gjort gældende vedrørende bevis for godtgørelseskrav efter artikel 378, stk. 3, i gennemførelsesforordningen, støtter ikke påstanden om at fremme udlægsforretningen, idet bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor opkrævning er gennemført, og afgiften derefter søges tilbagebetalt.

Højesteret tiltræder, at en bevisførelse om "H2"s indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen bør ske under almindelig rettergang, jf. retsplejelovens § 501, stk. 4, og at toldfogedens udlæg af 28. september 1997 er ophævet med rette, jf. retsplejelovens § 502, stk. 1.

Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse.

T h i  b e s t e m m e s:

Landsrettens kendelse stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal kærende, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen ved Told- og Skatteregion Sønderborg, inden 14 dage betale sagens omkostninger med 30.000 kr. til indkærede, ApS H1 (tidligere "H2" ApS).