Dato for udgivelse
23 Jan 2002 14:21
SKM-nummer
SKM2002.34.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/01-412-00351
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Lån, rentemarginal, personale, beskatning, løntilskud
Resumé

En bank påtænker at tilbyde lån til medarbejdere i virksomheder til en særlig lav rente, hvor virksomheden dækker marginalen mellem bankens almindelige udlånsrente og den aftalte rente på lånene. Ligningsrådet fastslog i sin bindende forhåndsbesked, at den enkelte er skattepligtig af det af arbejdsgiveren betalte tilskud til nedbringelse af renten på vedkommende medarbejders lån.

Reference(r)

Ligningsloven § 16,
Statsskatteloven § 4
Statsskatteloven § 6, litra a
Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, punkt 12.4.3
TSS-cirkulære 2001-45
Ligningsvejledningen 2001 A.B.1.9.9


Spørgsmål

1. Vil medarbejdere blive beskattet af fordelen, hvis de optager lån XX Bank gennem deres arbejdsgiver til en lavere rente end bankens normale udlånsrente, hvis arbejdsgiveren betaler provision til banken til udligning af denne rentemarginal?

2. Vil arbejdsgiveren skattemæssigt kunne fratrække udgiften til betalingen af den i spørgsmål 1 nævnte provision/rentemarginal?

Ad 1: Ja

Ad 2: Ja

En projektgruppe i banken har gennem længere tid arbejdet med et nyt koncept, som retter sig mod større virksomheder.

Konceptet indebærer, at de interesserede virksomheder tilbydes en bank, hvor rådgivning og betjening sker via internet og telefon.

Medarbejderne i virksomhederne bliver kunder i XX Bank, som leverer en specialdesignet hjemmeside til hver enkelt virksomhed. En hjemmeside der bærer virksomhedens (arbejdsgiverens) logo, men som også klart signalerer, at siden er leveret af XX Bank.

Hjemmesiden vil blive holdt i XX Bank-design og kunderne (medarbejderne) vil derfor ikke være i tvivl om, at de er kunder hos XX Bank. Alle aftaler om ind- og udlån er således juridisk bindende aftaler mellem XX Bank og de enkelte kunder (medarbejderne).

Rentevilkår mv. vil som udgangspunkt svare til de vilkår, som tilbydes øvrige kunder i XX Bank.

Tanken med konceptet er naturligvis, at det giver virksomhederne mulighed for at out-source dette område, ligesom det giver virksomheder uden personalelånsordninger mulighed for at etablere en sådan uden, at dette nødvendiggør ansættelse af personale mv. til at administrere en sådan.

De virksomheder, der etablerer en "medarbejderbank" i XX Bank-regi, skal som udgangspunkt ikke betale herfor, men der er i konceptet dog åbnet mulighed for, at virksomhederne kan sikre deres medarbejdere mulighed for at optage lån til en særlig lav rente. Hvis virksomhederne ønsker at udnytte denne mulighed, skal der betales en provision herfor beregnet på grundlag af forskellen mellem den renteudgift alle medarbejderne i virksomheden har haft på lån i XX Bank, og den renteudgift de ville have haft på tilsvarende lån i XX Bank, hvis de havde betalt den rente, der gælder for bankens kunder på normale vilkår.

Provisionen beregnes månedsvis ud fra medarbejdernes samlede gemsnitlige månedelige gæld og opkræves kvartalsvis. Virksomhederne får ikke kendskab til de enkelte medarbejderes engagement med XX Bank.

Den rente som medarbejdere selv skal betale direkte til XX Bank, vil altid være mindst den til enhver tid gældende mindsterente.

Spørgers repræsentant har som argumentation for, at der ikke skal ske en beskatning af den enkelte medarbejder anført at:

"Som det fremgår, er konceptet med en "medarbejderbank" tænkt som et alternativ til virksomhedens egne personalelånsordninger. For medarbejdere give ordningen derfor også samme resultat, som hvis de kunne optage et lån hos deres arbejdsgiver.

Efter vores opfattelse må de skattemæssige konsekvenser for medarbejdere derfor skulle afgøres efter de regler, der gælder for personalelån, jf. herved afsnit d. i TSS-cirkulære nr. 41 af 20. december 2000 (nu 2001 - 45) om værdiansættelse for visse personalegoder.

Det fremgår heraf, at der for ansatte udenfor finanssektoren skal ske beskatning af fordelen ved at optage lån hos eller gennem arbejdsgiveren til en rente, der er lavere end den almindelige markedsrente.

Den skattemæssige værdi opgøres som forskellen mellem den betalte rente og mindsterenten. Der sker derfor ingen beskatning, hvis den betalte rente mindst svarer til mindsterenten.

I det foreliggende tilfælde vil det ikke forekomme, at medarbejderne vil kunne optage lån til en rente, der er mindre end mindsterenten, og som udgangspunkt må ordningen derfor være uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderne.

Den omstændighed, at arbejdsgiverne betaler en provision til XX Bank for ordningen må efter vores (spørgers repræsentant) opfattelse være uden betydning for medarbejderne, uanset om disse qua arbejdsgiverens provision til XX Bank principielt set opnår et gode af økonomisk værdi i form af en rentefordel.

Hvis dette skulle være tilfældet, vil medarbejderne nemlig være stillet ringere, end hvis deres arbejdsgiver optager et lån hos XX Bank på vilkår af en rente på fx 8 % og videreudlåner provenuet til 4 % (mindsterenten pt), hvilket vil være uden skattemæssig konsekvenser for medarbejderen."

Spørgers repræsentant har som argumentation for at arbejdsgiveren har fradrag for den betalte provision anført:

"Som det fremgår, indebærer ordningen ikke, at der etableres et gældsforhold mellem virksomhederne og XX Bank. Den provision, som virksomhederne betaler, har derfor ikke karakter af en rente i skattemæssig forstand, idet der herved forstås et vederlag for at stille kapital til disposition, jf. herved Ligningsvejledningen, afsnit A.E.1. Provisionen er derfor ikke fradragsberettiget i medfør af bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Efter vores opfattelse er der tale om en personaleudgift - altså en ganske almindelig driftsomkostning - som er fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a."

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 3, at værdien af personalegoder, skal opgøres til markedsprisen. Det følger dog af skatteministeriets cirkulære (til ligningsloven) nr. 72 af 17. april 1996 punkt 12.4.3, andensidste afsnit, at Ligningsrådet kan fastsætte nærmere regler herom. Teksten i dette afsnit lyder: "Ligningsrådet kan som hidtil give vejledende anvisning for ligningsmyndighedernes værdiansættelse af typiske personalegoder, men anvisningen skal foretages med udgangspunkt i markedsværdien af godet. Som hidtil tager Ligningsrådet anvisninger sigte på normaltilfælde, hvorfor anvisningerne kan fraviges, når særlige forhold gør sig gældende i de enkelte tilfælde.

Ligningsrådet har vedtaget retningslinjer for beskatning af personalelån. Reglerne følger af TSS-cirkulære af 19. december 2001 nr. 41punkt d som har følgende ordlyd:

"Ansatte i finanssektoren, der har optaget lån hos eller gennem arbejdsgiveren, skal i henhold til ligningslovens 16 stk. 3 alene beskattes i det omfang, lånet er ydet til en lavere rente, end hvad der svarer til arbejdsgiverens omkostninger (kostprisen for de penge der udlånes) i forbindelse med lånet.

For andre ansatte, der har optaget lån hos eller gennem arbejdsgiveren til en lavere rente end på almindelige markedsvilkår, skal den herved opnåede fordel beskattes.

Den ansatte vil som udgangspunkt være skattepligtig af værdien af forskellen mellem den betalte rente og mindsterenten, jf. kursgevinstlovens § 38. Låntageren kan samtidig fratrække et tilsvarende beløb som yderligere renteudgift (kapitalindkomst).

Hvis den betalte rente er lavere end mindsterenten, jf. kursgevinstlovens § 38, men svarer til den rente, der henholdsvis modsvarer arbejdsgiverens omkostninger, henholdsvis kan opnås på almindelige markedsvilkår, kan denne lægges til grund, og der skal derfor ikke ske beskatning."

Det vil sige, at fordelen ved at optage et lavtforrentet lån hos eller gennem arbejdsgiveren ikke beskattes, hvis renten ikke er lavere end mindsterenten efter kursgevinstloven.

Med den anvendte formulering er det ikke kun de lån en arbejdsgiver selv yder de ansatte, der er omfattet af den lempelige beskatning.

Det er styrelsens opfattelse, at lån som beskrevet i denne sag ikke er optaget "hos arbejdsgiveren", fordi det er den enkelte ansatte, der hæfter direkte over for XX Bank. Det afgørende må herefter være, om lånet kan anses for at være optaget "gennem arbejdsgiveren".

Cirkulærets regel om beskatning af personalelån blev indført med TSS-cirkulære 1999-48, fordi den hidtidige fulgte regel som var baseret på SD-cirkulære 1989-27 med senere opfølgninger, ikke kunne opretholdes efter Højesterets dom af 11. februar 1998 (TfS 1998, 199), hvorved dagældende praksis om rentefiksering blev tilsidesat. Hjemlen til at beskatte personalelån havde siden 1994-skattereformen været statsskattelovens § 4, jf. ligningslovens § 16, hvorefter udgangspunktet for beskatning er markedsprisen. Ligningsrådet har - som nævne ovenfor - i sit cirkulære vedtaget, at rentefri lån er skattepligtige, men at der ikke er noget at beskatte, hvis renten ikke er under mindsterenten fastsat efter kursgevinstloven.

Der er i 2000-41-cirkulæret ikke defineret nærmere, hvad der menes med udtrykket "gennem arbejdsgiveren". Udtrykker var også anvendt i det oprindelige SD-cirkulære1989-27. Ved en fortolkning af dette begreb kan man vælge to forskellige synspunkter, der fører til vidt forskellige resultater i den konkrete sag.

1. Man kan på den ene side sige, at der er tale om lån, der er optaget "gennem arbejdsgiveren", fordi denne indirekte formidler lånet ved, at der er tale om et tilbud, der formidles på arbejdsgiverens hjemmeside, som arbejdsgiveren støtter økonomisk, så lån kan ydes af banken til en lavere rente. Man kan sige, at arbejdsgiveren hæfter for en del af lånet, nemlig den del af renten, der udgør forskellen mellem den tilbudte rente og bankens normalrente. Hvis blot renten på lånet er over mindsterenten, skal der ifølge cirkulæret ikke ske beskatning af fordelen for de ansatte. I de situationer hvor arbejdsgivere ikke ønsker at støtte en lavere lånerente, indebærer denne formidling kun den lettelse, det er for de ansatte, at de får denne direkte lette adgang til banken, men at renten skal være den almindelige bankrente, eller måske til en særlig rente som banken måtte ønske at tilbyde generelt, fordi der måske kan være nogle forretningsmæssige grunde til at tilbyde en lavere rente til netop denne gruppe kunder eller eventuelle fremtidige kunder. I så fald er der ikke noget at beskatte, fordi det blot er banken, der giver en forretningsmæssig rabat til kunder.

2. Man kan modsat sige, at lånet ikke er optaget gennem arbejdsgiveren, fordi denne ikke hæfter direkte for selve lånet. I så fald vil lønmodtageren ikke skulle beskattes af værdien af, at banken giver de ansatte lavt forrentet lån, fordi lånet så er givet udenfor ansættelsesforhold, og der må parterne selv bestemme hvilken rente, der skal betales, idet der er tale om uafhængige parter, hvor der ikke er hjemmel til at fiksere en rente. Hvis arbejdsgiveren betaler en del af renteudgiften, er der tale om et tilskud til at nedbringe renten på lånet til fordel for den ansatte. Det kan betragtes som et løntillæg for den ansatte, fordi tilskuddet udelukkende ydes, som led i ansættelsesforholdet. Et sådant tilskud skal beskattes som almindelig personlig indkomst. Beløbet vil af den ansatte kunne fratrækkes som kapitalindkomst, fordi den ansatte så vil blive anset for selv at have betalt renteudgiften.

Told- og Skattestyrelsen indstiller, at det er den sidste fortolkning, der lægges til grund, således at spørgsmål 1 kan besvares med et ja, idet det antages, at det ikke har være tanken med cirkulæret at det skulle en situation som den foreliggende. Formuleringen må forstås på den måde, at man siger, at lånet reelt ydes direkte af arbejdsgiveren eller indirekte som kautionist eller lignende.

Det indstilles, at spørgsmål 2 besvares med et ja, da der er tale om en udgift som arbejdsgiveren afholder for at stille et personalegode til rådighed. Det er der fradrag for efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Ligningsrådet kan tiltræde Told- og Skattestyrelsen indstilling.