Dato for udgivelse
19 Feb 2002 09:31
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10. januar 2002
SKM-nummer
SKM2002.92.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, B-2200-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Skøn, pizzaria, udeholdt omsætning, kasseafstemning
Resumé

Sagen angik alene kvaliteten af skattemyndighedernes skøn, landsretten fandt ikke, at skønnet var udøvet på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag eller havde ført til et åbenbart urimeligt resultat. Landsretten lagde herved vægt på, at beregningen af omsætningen var foretaget med udgangspunkt i de oplysninger om bl.a. vareindkøb, vareforbrug og svind, som sagsøgeren eller dennes samlever selv oprindeligt havde oplyst til skatteforvaltningen. Den omstændighed at sagsøgeren efterfølgende var fremkommet med andre oplysninger om sit råvareforbrug, kunne ikke føre til et andet resultat Landsretten fandt endvidere, at skønnet underbyggedes af oplysningerne om emballageforbruget og de beregnede bruttoavancer efter forhøjelsen (58,41% og 60,7% i henholdsvis indkomståret 1995 og 1996).

Reference(r)

Skattekontrolloven § 5, stk. 3 
Skattekontrolloven § 3, stk. 4
Ligningsvejledningen 2001 E.B.1.5.1


Parter

A
(advokat Jes Andersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv. Per Lunde Nielsen)

Afsagt af landsdommerne

Vogter, Marie S. Mikkelsen og Kari Sørensen (kst.)

Den 28. juni 2000 har Landsskatteretten afsagt følgende kendelse vedrørende sagsøgerens, As, klage over opgørelsen af indkomsten for indkomstårene 1995 og 1996.

" Klagen vedrører opgørelsen af indkomsterne på følgende punkter:

1995

Personlig indkomst

Omsætning ifølge regnskab

1.133.412 kr.

Skønsmæssigt ansat i henhold til omsætningsberegning

1.417.519 kr.

Forhøjelse

284.107 kr.

 

1996

Personlig indkomst

Omsætning ifølge regnskab

1.166.755 kr.

Skønsmæssigt ansat i henhold til omsætningsberegning

1.569.329 kr.

Forhøjelse

402.574 kr.

Af sagens oplysninger fremgår, at klageren fra lejede lokaler den 1. november 1994 startede et pizzaria på adressen X1-vej 8 i Y1-by. Der sælges primært slices med skinke, pepperoni og oksekød. Desuden sælges der lidt UFO pizzaer (indbagte). Der foretages ingen kasseafstemninger i virksomheden, og der findes ingen kassestrimler. Som følge af dette er der heller ikke registreret nogen kassedifferencer i kassekladden. Klageren har for de påklagede år selvangivet bruttoavanceprocenter på henholdsvis 47,99 % og 47,20 %. For indkomståret 1997 har klageren selvangivet en bruttoavanceprocent på 54,7 %.

De stedlige skattemyndigheder har ikke anset virksomhedens regnskabsmateriale for egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse. Myndighederne har herefter foretaget et kvalificeret skøn over virksomhedens omsætning, hvorefter bruttoavancen bliver på henholdsvis 58,41 % og 60,7 %, hvilket ikke anses for et urimeligt niveau for klagerens pizzeria.

De stedlige skattemyndigheder har anført, at selvom der er tale om et kvalificeret skøn, vil der altid i forbindelse med et skøn være usikkerhedsmomenter. Myndighederne har derfor lagt vægt på, at de ved den skønsmæssige ansættelse fremkomne bruttoavanceprocenter ligger under en i en landsskatteretskendelse nævnt bruttoavanceprocent på 65 %, og tillige inden for den margin, hvor den gennemsnitlige bruttoavance for pizzeriaer ifølge erfaringer fra lignende sager i landsdelen ligger på mellem 55 % og 70 %.

For Landsskatteretten har klagerens advokat anført, at de stedlige skattemyndigheder har undladt at tage hensyn til de særlige omstændigheder, der har betinget en lavere avance for klageren. Myndighederne har dog accepteret, at klagerens forretning adskiller sig fra andre pizzaforretninger/grillbarer m.v. derved, at der blev solgt 99 % såkaldte slices. En slice er en stor skive af en såkaldt magnumpizza/familiepizza, som har samme vægt som en almindelig pizza, der sælges til 45 kr.- 65 kr.

En slice sælges til 20 kr. og har været solgt til 20 kr. i hele perioden.

Ved etableringen af pizzeriaet udfærdigede man et budget, hvor der opereredes med en bruttoavance på 45 % - 48 %, og det har hele tiden været forudsat, at pizzabaren skulle ernære sig ved salg af de pågældende slices og således ikke ved salg af almindelige pizzaer.

Til trods for at de stedlige skattemydigheder har accepteret dette særpræg i forhold til andre pizzeriaer, har man valgt at anvende en regel om en formodet avance, som er fastlagt ved grillbarer og pizzeriaer.

Endvidere har man søgt at støtte påstanden om, at der har været en større avance end angivet af virksomheden ved at tjekke vareforbruget og sammenholde dette med de solgte pizzaer.

Efter advokatens opfattelse underbygger myndighedernes beregninger imidlertid ikke de foretagne skatteansættelser, eftersom den opskrift, der er anvendt til at lave de meget store pizzaer, har været mere fast og mindre vandholdig, end hvis der blot skal laves en lille pizza. Advokaten har i den forbindelse henvist til en udregning fra klagerens revisor.
Endelig har advokaten gentaget, at 99 % af salget sker som slices, hvor folk ikke fortærer det købte i forretningen, hvor der ikke er siddepladser eller lignende. Forretningen henvender sig således til strøgkunder, der køber en stor slice, der vejer det samme som en pizza. Pizzaslicernes størrelse har muligvis været mindre tidligere, men aldrig så meget mindre, som myndighederne lægger til grund, jf. i øvrigt de uanmeldte besøg, hvor der blev foretaget kontrolvejledninger.

Landsskatteretten skal udtale

For at et regnskab, der er vedlagt selvangivelsen, skal kunne anses for tilstrækkelig dokumentation for størrelsen af den skattepligtige indkomst og formue, må det som udgangspunkt forudsættes, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, i overensstemmelse med lovgivningens regler herom, jf. bogføringsloven samt den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, regnskab og opbevaring af regnskabsmateriale. De nærmere krav til regnskabsgrundlaget er fastsat i bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992.

Efter det om klagerens regnskabsføring oplyste, herunder at der ikke er foretaget effektive kasseafstemninger, må retten være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at klagerens regnskabsmateriale ikke er egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, idet de i bekendtgørelsen anførte krav til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt. Det er derfor med rette, at de stedlige skattemyndigheder har ansat indkomsterne skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, og § 3, stk. 4.

Skønsmæssige ansættelser skal som udgangspunkt være underbygget af privatforbrugsberegninger eller andre konkrete opgørelser. Retten kan, da myndighedernes forhøjelser er baseret på konkrete opgørelser, for de påklagede år tiltræde, at myndighederne har udøvet et skøn over virksomhedindkomsten. Da retten ikke efter de foreliggende oplysninger har fundet grundlag for at tilsidesætte de udøvede skøn, stadfæstes de påklagede ansættelser i det hele.

Herefter  bestemmes

1995

Personlig indkomst

Skønsmæssig forhøjelse af omsætningen, 284.107 kr.

Stadfæstes.


1996

Personlig indkomst

Skønsmæssig forhøjelse af omsætningen, 402.574 kr.

Stadfæstes.

....."

Under denne sag, der er anlagt den 27. september 2000, har sagsøgeren principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at Landsskatterettens kendelse af 28. juni 2000 vedrørende indkomstårene 1995 og 1996 ændres således, at der ikke sker nogen forhøjelse af den personlige indkomst for 1995 og 1996. Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om, at forhøjelsen af den personlige indkomst for 1995 og 1996 ændres til en mindre forhøjelse end fastsat ved Landsskatterettens kendelse af den 28. juni 2000. Mere subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgtes subsidiære påstand tages til følge.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1995 og 1996 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Skatteankenævnet har den 7. oktober 1999 truffet afgørelse i sagen. Ankenævnet stadfæstede Y1-by Kommunes afgørelser om skatteansættelser for 1995 og 1996.

Det fremgår af sagen, at skatteforvaltningens skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens indkomst for 1995 og 1996 har baggrund i en omfattende revisionsrapport udarbejdet af skatteforvaltningen. Af revisionsrapporten fremgår det, at skatteforvaltningen ved udøvelsen af skønnet over sagsøgerens omsætning har taget udgangspunkt i de oplysninger om forbrug af råvarer, emballage og spild, som er fremkommet ved kontrolbesøg hos sagsøgeren, ved møder med sagsøgeren samt dennes samlever og i oplysninger modtaget fra sagsøgerens advokat og revisor. Der er på grundlag heraf foretaget en detaljeret beregning af sagsøgerens omsætning.

Sagsøgeren har forklaret, at han købte pizzeriaet i 1994. Forretningslokalet til pizzeriaet er på i alt 80 m2. Det areal, som kunderne opholder sig på, udgør kun en mindre del heraf. Der forefindes ikke borde og stole til kunderne. En dejklump til en kæmpepizza vejer 2-3 kg. Der bliver op til 7 slices ud af en sådan pizza. Det hænder, at slices må kasseres, hvis f.eks. bunden har store luftlommer. Nogle slices kan være lidt mindre end de andre, og dem giver han nogle gange til kunder som smagsprøver. I 1998 kom Told & Skat på kontrolbesøg i pizzeriaet om aftenen og foretog blandt andet optælling af alle varer samt af kassebeholdningen. Han gør kassen op på sin egen måde og har sine egne tal for ikke at blive snydt af sine ansatte. Det var derfor, at han ikke gemte kassestrimler og ikke lavede kasseopgørelser. Alle dejklumper, der blev vejet den aften, vejede over 2.200-2.300 gram. En slice skal være stor for at kunne sælges til 20 kr. I 1995-1996 vejede en dejklump over 2.100 gram, og han kan ikke huske, at hans samlever på et møde med skatteforvaltningen har sagt, at dejklumperne kun vejede 1.700 gram. Da han startede forretningen i 1994, forventede han en avance på i hvert fald 30-40%. Hans pizzeria var det eneste i Y1-by dengang. På andre pizzeriaer i Y1-by kan kunderne sidde ned og spise, hvilket man ikke kan hos ham. Hans måde at få kunder på er at sælge større og større slices. Der bages hele tiden pizzaer, så der er nogle klar, hvis der pludselig er mange kunder i forretningen. Disse pizzaer må kasseres, hvis de ikke bliver solgt. Der går i hvert fald 1 kg. mel til spilde hver dag. Det er normalt i pizzeriaer, at der bliver smidt mel ud. En pizzadej kan kun holde sig i to dage. Han laver pizzaer med en tyk bund, og han laver derfor en meget tyk pizzadej, idet han ellers ikke kan få dejen til at hænge sammen. Told & Skat har ikke set ham lave dejen. Årsagen til, at han har angivet forskellige opskrifter på sin pizzadej, er, at han ikke arbejder efter en præcis opskrift. Han erindrer ikke, at han har ringet til skatteforvaltningen og oplyst, at dejklumperne hele tiden havde vejet cirka 2.800 gram og ikke som tidligere oplyst kun ca. 1.720 gram i begyndelsen af perioden. Han erindrer heller ikke, at han efterfølgende har oplyst skatteforvaltningen om, at dej klumperne altid har vejet omkring 2.000 gram. Han har hele tiden sagt, at dejklumperne altid har vejet over 2.200-2.300 gram.

JL, som er samlevende med sagsøgeren, har forklaret, at hun er ansat som overassistent i Y1-by Kommune. Hun var også samlevende med sagsøgeren i 1995 og 1996. På grund af sagsøgerens vanskeligheder med det danske sprog hjalp hun ham i pizzeriaets opstartsfase med at etablere finansiering, finde lokaler m.v. Sagsøgeren havde talt med andre pizzariaejere og havde fået udleveret budgetter fra disse. Revisor lavede på grundlag heraf noget materiale til banken. 1995-1996 var opstartsårene, idet de først købte lokalerne i 1996. Der havde tidligere ligget en osteforretning i lokalerne. De overtog ikke nogen goodwill i forbindelse hermed. Ifølge deres revisors budgetter ville avancen blive på ca. 50%, hvilket i følge revisor var godt nok. Pizzeriaet går godt. Deres særpræg er, at de sælger pizzaslices, som har en god størrelse og en god kvalitet. Derudover yder de god service. Der er kun lidt plads til kunder i forretningen, og kunderne tager derfor maden med på paptallerkener eller i æsker. I 1998 var Told & Skat på et kontrolbesøg om aftenen. Hun var ikke selv til stede. På mødet i skatteforvaltningen havde hun sagt, at man ikke skal lægge vægt på hendes oplysning om, at dejklumperne ved pizzeriaet start havde vejet 1.700 gram, da hun ikke selv bager pizzaer, men kun er beskæftiget nogle få timer om ugen i pizzeriaet med salg og bogføring. Man bruger hendes tidligere udsagn imod sagsøgeren. Alle skatteforvaltningens kontrolvejninger har vist, at dejklumperne vejede mellem 2.400-2.900 gram og alligevel har skatteforvaltningen lagt til grund, at en dejklump vejer 2.000 gram. På kontrolaftenen havde Told & Skat en vægt med, der alene kunne veje op til 2.000 gram. De udregninger, som deres revisor har lavet, tager udgangspunkt i, at en dejklump vejer 2.100 gram, og ved at regne baglæns når man præcis frem til den omsætning, der har været. Beregningerne blev blandt andet lavet for at finde ud af, hvad de nøjagtige mål var. Det er nogle uhyrlige tal, skatteforvaltningen er nået frem til. Hun har afprøvet de af skatteforvaltningen fremskaffede opskrifter på pizzadej. Dejen kunne godt holde sammen, men var meget klistret. Lagde man den på køl, fladede den meget ud.

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at det udøvede skøn ikke opfylder almindelige forvaltningsretlige principper for skønsudøvelse, og at der i forbindelse hermed ikke er taget hensyn til, at der rent faktisk ikke er fundet mangler i sagsøgerens regnskaber, selvom selve regnskabsførelsen har været mangelfuld. Der er ved udøvelse af skønnet heller ikke taget hensyn til virksomhedens særpræg og sammensætningen af varesortiment. Der er således ikke foretaget en sammenligning af sagsøgerens virksomhed med sammenlignelige virksomheder.

Skønnet er endvidere sat under regel, idet skatteforvaltningen af konkrete opgørelser alene har foretaget beregninger på grundlag af sagsøgerens forbrug af mel. I skatteforvaltningens afgørelser om skatteansættelserne er der en regnefejl, idet det er angivet, at en dejklump på 2.000 gram består af 1/3 væske og 2/3 mel, hvilket skatteforvaltingen fejlagtigt har omregnet til 750 gram væske og 1.250 gram mel. Skatteforvaltningen har således lagt andre oplysninger til grund end de angivne. Endelig har skatteforvaltningen ikke taget hensyn til de oplysninger, de selv har tilvejebragt, og har udvalgt de resultater, som er mindst gunstige for sagsøgeren.

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at skatteforvaltningen, der var berettiget til at tilsidesætte regnskabsmaterialet og foretage en skønsmæssig ansættelse, har foretaget denne på grundlag af opgørelser af vareindkøb, råvare- og emballageforbrug og udsalgspriser, hvilke opgørelser sagsøgeren med undtagelse af melforbruget pr. pizza, og dermed antallet af solgte pizzaer, ikke har bestridt. Skønnet hviler således på et objektivt bestyrket grundlag og har ikke ført til et åbenbart urimeligt resultat. Der er endvidere taget behørigt hensyn til svind, spild, eget vareforbrug m.v. Rigtigheden af skønnet er underbygget af emballageforbruget og af de efter forhøjelserne beregnede bruttoavancer. Skønnet er ikke sat under regel, idet der er taget hensyn til virksomhedens særpræg og sammensætning af varesortiment, herunder at sagsøgeren hovedsageligt solgte pizzaslices. Selvom skatteforvaltningen i afgørelserne om skatteansættelserne fejlagtigt har opgivet væskeforbruget til 1/3 og melforbruget til 2/3, har skatteforvaltningen lagt de rigtige oplysninger vedrørende vægten af mel og dejklump til grund, nemlig 1250 gram mel til en dejklump på 2.000 gram. Der er således alene tale om en skrivefejl vedrørende de angivne brøker. Sagsøgeren har ikke løftet sin bevisbyrde for, at skatteforvaltningens skøn kan tilsidesættes.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at sagsøgerens regnskabsmateriale for de pågældende år ikke har opfyldt kravene i overensstemmelse med lovgivningens regler herom, og at skatteforvaltningen derfor har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomst for indkomstårene 1995 og 1996.

Skatteforvaltningen har skønsmæssigt ansat indkomsten med udgangspunkt i en beregning af omsætningen ud fra blandt andet oplysninger om vareindkøb, vareforbrug og svind, som sagsøgeren eller dennes samlever selv oprindeligt har oplyst til skatteforvaltningen. Sagsøgeren har ikke heroverfor godtgjort, at skønnet er åbenbart urimeligt eller er udøvet på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Den omstændighed, at sagsøgeren efterfølgende er fremkommet med andre oplysninger om sit forbrug af mel til de enkelte pizzaer, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes derudover, at skatteforvaltningen i afgørelserne om skatteansættelserne har angivet forholdet mellem væske og mel alene som cirkaangivelse, og selvom der tages udgangspunkt i en beregning med 1.250 gram mel til en dejklump på 2.000 gram til en magnumpizza, ligger dette stadig indenfor det procentvise melforbrug, som andre pizzeriaer efter det oplyste har ved fremstilling af pizzadej.

Da skønnet endvidere ikke findes at have ført til et åbenbart urimeligt resultat, hvilket underbygges af det oplyste om emballageforbruget samt om de beregnede bruttoavancer efter forhøjelserne, tager landsretten sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, sagens omkostninger til sagsøgte med 30.000,00 kr.