Dato for udgivelse
11 Mar 2002 10:52
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
5. februar 2002
SKM-nummer
SKM2002.145.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
4. afdeling, B-1105-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Rentefradrag, udlån, koncern, rådighed, risici
Resumé

Et arrangement med udlån mellem koncernforbundne selskaber efter omstændighederne ikke anset for en sædvanlig forretningsmæssig disposition, hvorfor lånet blev frakendt skattemæssig betydning.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e
Ligningsvejledningen 2001 A.E.1.4.4


Parter

H1 ApS
(advokat Henrik Louv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat H.C. Vinten)

Afsagt af landsdommerne

Hanne Kildal, Annette Dellgren og Henriette Frölich (kst .)

Den 16. februar 2000 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren, H1 ApS', skattepligtige indkomst for skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Skatteåret 1996/97

Renter i H1 ApS og datterselskabet H2 ApS, opstået i forbindelse med kapitalforhøjelse i 1995 og efterføl-gende kapitalnedsættelse i 1996, anses at være uden skattemæssig realitet. I 1995 forrentes H1 ApS' gæld
på 120 mio. kr. til H3 AB, Sverige, med       

                    4.853.334 kr. 

                     

H1 ApS har i samme forbindelse en gældspost på en mellemregning med H2 ApS.

   

Mellemregningen forrentes med

48.932 kr.   

 

Ikke anerkendte renteudgifter i alt

 

4.902.266 kr.

 

Indkomståret 1996

Ikke godkendte renteudgifter vedrørende samme forhold som

   

for skatteåret 1996/97

 

6.063.424 kr.

Sagen er forhandlet på Landsskatterettens kontor med klageselskabets (herefter kaldet selskabet) repræsentant, ligesom denne har udtalt sig på et retsmøde.

Det er oplyst, at klageselskabet i 1992 fra G1 A/S købte et finansielt underskudsselskab navneændret til H2 A/S. Underskuddet var på 24.666.854 kr., der blev afregnet med 13,5%. H2 A/S, hvori der ikke er ansat personale, indgår ikke i sambeskatningen med den øvrige H-koncern.

Det blev på en ekstraordinær generalforsamling i H2 A/S den 30. juni 1995 besluttet at udvide anpartskapitalen med 120 mio. kr. fra 25,5 mio. kr. til 145,5 mio. kr. Selskabet tegnede hele kapitalforhøjelsen, og H2 A/S blev samtidig omdannet fra et aktieselskab til et anpartsselskab. Forhøjelsen blev behørigt anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Selskabet lånte forhøjelsesbeløbet i sit svenske moderselskab H3 AB. Selskabets forrentning af lånebeløbet, 120 mio. kr. i H3 AB udgjorde for 1995 og 1996 henholdsvis 4.902.266 kr. og 6.063.424 kr.

H2 ApS udlånte straks kapitaludvidelsen på 120 mio. kr. til det koncernforbundne selskab F1 Services A/S, som anvendte lånet til anskaffelse af A/S F2 Holding. Der er ikke udarbejdet skriftlige aftaler, og der ikke stillet speciel sikkerhed vedrørende koncernlånet.

Selskabets låneoptagelse og H2 ApS's udlån skete samme dag via bankbilag fra Skandinaviska Enskilda Banken i Stockholm. H2 ApS modtog som rente for lånet på 120 mio. kr. til F1 Services A/S for 1995 og 1996 henholdsvis 4.902.266 kr. og 6.063.424 kr. eller samme rentebetaling, som selskabet ydede for lånet optaget hos H3 AB.

Ved en ekstraordinær generalforsamling den 22. april 1996 besluttedes det, at selskabskapitalen i H2 ApS den 31. juli 1996 skulle nedsættes med 145,3 mio. kr. ved kontant udbetaling til selskabet med i alt 167,6 mio. kr. Selskabskapitalen udgjorde herefter 200.000 kr.

I låneperioden var H2 ApS's eneste aktivitet mellemregning med koncernforbundne selskaber.

Skattemyndighederne har bl.a. anført:

"Det reelle forretningsmæssige behov i sammenhængen er tilvejebringelsen af kapital til det københavnske F1 Services A/S til køb af F2. Kapitalbehovet udgør 120 mio. kr.

H-koncernen og F1 Services A/S har ingen forretningsmæssige forbindelser med hinanden. I forhold til Danmark er der tale om 2 adskilte koncerner med forskellige forretningsområder. H-koncernen og F1 Services A/S er alene knyttet til hinanden gennem fælles udenlandske ejere.

H-koncernen beskæftiger sig ikke med finansiering undtagen til egne formål.

H-koncernen har ikke rådighed over fri kapital til udlånet.

H-koncernens tilvejebringelse af kapital har ikke karakter af lån, idet beløbet reelt ikke er til fri rådighed for koncernen, men er forudbestemt til videregivelse til F1 Services A/S.

H-koncernen har ingen indtjening ved transaktionsforløbet og har ikke på noget tidspunkt haft udsigt til en sådan. Rentebetalingerne er ens i alle led. H-koncernen betaler endda gebyrer ved nogle af overførslerne.

H-koncernen har ingen sædvanlig risiko ved transaktionsforløbet. Pengene stammer fra og videregives til selskaber indenfor samme udenlandske ejerkreds.

Transaktionerne omkring kapitalens udbetaling, rentebetalinger og afvikling i H-koncernen viser klart, at der ikke er tale om reelle pengestrømme, men alene om formelle posteringer i regi af samme - svenske - bank.

De reelle pengeoverførsler foregår mellem F1 Services A/S og den udenlandske långiver.

Særligt omkring den svenske banks rolle kan nævnes følgende indikationer for, at arrangementet foregår i et lukket kredsløb:

- Banken har gennemført pengeoverførslerne med en sådan mangel på interesse for realiteten, at udlånet fra H2 ApS er gennemført umiddelbart før udvidelsen af aktiekapital i H2 ApS, og altså før selskabet havde rådighed over pengene.

- Banken opkræver ingen gebyrer af overførslerne på 120 mio. kr., hvilket må anses for at være temmelig usædvanligt.

- H2 ApS's videregivelse af forrentningen til H1 ApS er i flere tilfælde effektueret umiddelbart før modtagelsen fra F1 Services A/S.

- Banken kræver ikke gebyrer for posteringerne mellem H2 ApS og H1 ApS.

- Selvom transaktionerne er foretaget via en svensk bank, er der ingen valutarisici, idet møntfoden er danske kr.

- H-koncernens normale bankforbindelse, Den Danske Bank, er ikke involveret i de koncerninterne transaktioner.

Det er et faktum, at der er foretaget en kapitalforhøjelse i H2 ApS på 120 mio. kr. Realiteten i en sådan kapitalforhøjelse vil normalt ikke kunne anfægtes.

Men i den konkrete sammenhæng kan kapitalforhøjelsen i skattemæssig henseende betragtes som uden reelt indhold:

- H2 ApS er købt som underskudsselskab og er som sådan renset for risikoen for udefra kommende krav, eller sikret mod sådanne krav ved garantier fra sælger.

- H2 ApS har siden erhvervelsen ikke drevet nogen form for risikogivende aktivitet.

- Selskabet var primo 1995 i besiddelse af en formue på 32,4 mio. kr. Da den nominelle aktiekapital var på 25,5 mio. kr. er det udelukket, at kapitalforhøjelsen blev gennemført for at sikre selskabets fortsatte beståen.

- Ved omdannelsen til ApS kan kapitalindskud foretages omkostningsfrit, og reglerne om skattefri udbytte i SEL §13 sikrer, at en efterfølgende kapitalnedsættelse kan foretages uden omkostninger og beskatning.

- Transaktionsperioden er kort og forudberegnelig.

- Den øjeblikkelige og formløse afvikling af udlånet til F1 Services A/S og kapitalnedsættelsen understreger transaktionens rent formelle karakter.

- Formålet med transaktionerne i H1-koncernen har været skattebesparelse, og har reelt til formål at omgå gældende bestemmelser om underskudsudnyttelse, idet der ikke i skattelovgivningen findes legale muligheder for at overføre underskud fra H2 ApS til de sambeskattede selskaber H1 ApS m.fl.

Dansk skatteret er grundlæggende baseret på en realitetsgrundsætning, der indebærer, at den skattemæssige behandling knyttes til realøkonomien og realindholdet i de dispositioner, som beskatningen skal ske i forhold til, og ikke til dispositionernes formelle iklædning.

En række domme viser klart, at de reelle forhold er afgørende for dispositionens skatteretlig gyldighed, uanset om det formelle er i orden. De ledende domme på området er Havnemølledommen, Bohart-dommen og Helgstrand-dommen."

og

"Ingen af de forannævnte afgørelser vedrører sager, der er helt analoge med den nærværende sag, men H1 ApS's låneoptagelse har det tilfælles med de refererede afgørelser, at lånene indgår i en regnskabsmæssig konstruktion, der er etableret af skattemæssige hensyn.

Det er på det foreliggende grundlag skatteforvaltningens opfattelse, at såvel H1 ApS og H2 ApS er indtrådt i en finansiel og regnskabsmæssig konstruktion, der har karakter af en pakkeløsning, hvis eneste formål er at frembringe et skattebetinget tab i den danske sambeskatningsindkomst ved en konstruktiv anvendelse af skattereglerne.

Det er endvidere skatteforvaltningens opfattelse, at hverken H1 ApS og H2 ApS kan antages at have haft fri dispositionsret over låneprovenuet eller kapitalforhøjelsen, da provenuerne - som led i arrangementet var forudbestemt til at skulle anvendes til videreudlån til F1 Services A/S, København.

Uanset at formalia i forbindelse med låneoptagelsen og disponeringen af låneprovenuet synes overholdt, er det skatteforvaltningens vurdering, at de af H1 ApS afholdte udgifter vedrørende forfalden rente/omkostninger ikke er fradragsberettigede ved selskabets indkomstopgørelser, da dispositionerne ikke er begrundet i forretningsmæssige eller driftsmæssige hensyn, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og § 6, stk. 1, litra e, men udelukkende tjener et skattemæssigt formål."

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at ansættelsen for skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996 nedsættes med henholdsvis 4.902.266 kr. og 6.063.424 kr. Han har om baggrunden for sagens opståen forklaret, at H4 A/S, der fremstiller skumplast til møbelindustrien, havde en givtig nichevirksomhed. Selskabet ønskede i 1992 at henlægge en del af virksomheden til et anonymt selskab, for at kundekredsen ikke skulle blive opmærksom på det store dækningsbidrag. Dette kunne hindres ved at overføre indkøbsfunktionen til et anonymt søsterselskab, hvorved en betydelig del af overskuddet kunne placeres i dette selskab. En fordel mere herved var, at udenlandske selskaber ville have sværere ved at blive opmærksom på muligheden for at starte tilsvarende og dermed konkurrerende virksomhed i Danmark.

Derfor købte selskabet underskudsselskabet H2 A/S. Der var to fordele forbundet hermed, dels at anskaffe det omtalte anonyme selskab, dels at erhverve et selskab med et uudnyttet underskud, som i det aktuelle tilfælde var på 24.666.854 kr. afregnet til 13,5%.

H4 A/S overførte rent faktisk indkøbsfunktionen til H2 A/S. Det skete rent praktisk ved, at en eller to funktionærer overgik til ansættelse fra H4 A/S til H2 A/S. De øvrige administrative funktioner varetoges fortsat af H4 A/S mod et administrationsvederlag.

Skattemyndigheden tilkendegav i denne forbindelse over for selskaberne, at der forelå en fiktion, og det resulterede i, uden at selskabet herved for så vidt accepterede skattemyndighedens opfattelse, at de foretagne dispositioner blev ændret gennem en omgørelse.

Selskabet ønskede imidlertid fortsat at udnytte underskuddet i H1 A/S [skal retteligt være H2 A/S]. Det fik tilsagn fra en bank om et lån til udvidelsen af aktiekapitalen i H2 A/S. Det hermed tilførte aktieudvidelsesbeløb skulle i sagens natur genanbringes, hvilket ville medføre et rentetab på mellem 1/4 og 1/2 procentpoint.

Aktieudvidelsesbeløbet på 120 mio. kr. blev derfor tilvejebragt på den i sagen forklarede måde.

Der er ikke udstedt lånedokumenter vedrørende de omhandlede lån/udlån. Det er det helt sædvanlige i lånemellemværender mellem koncernselskaber. Det skyldes, at lånedokumenter skal stemples. Alle transaktioner er foretaget gennem den svenske SE banken.

Selskabets repræsentant har videre bemærket, at det fra skattemyndighedens side er fremhævet, at SE bankens overførselstransaktioner i visse tilfælde er sket i forkert rækkefølge. Lån er således overført til lånemodtager, før det udlånte beløb er overført til långiver. Det er helt uden betydning, da alle overførsler er sket samme dag.

Dispositionerne har et reelt indhold. Der foreligger et pengeflow, og lånebeløbene er disponeret. Det fremgår af bankbilagene. Der foreligger ingen begrænsninger i hæftelsen, og der har foreligget en reel risiko for tab for låntager.

Selskabets repræsentant har til støtte for sin påstand videre anført:

"Skatteforvaltningen har ved sin afgørelse nægtet selskaberne fradragsret for renteudgifter med den begrundelse, at dispositionerne ikke er anset begrundet i forretningsmæssige eller driftsmæssige hensyn, men udelukkende tjener et skattemæssigt formål."

og

"På baggrund af en forespørgsel fra Folketingets Skatteudvalg til Skatteministeren, 165.1992 og Skatteministerens besvarelse heraf (refereret i TfS 1992.250) samt efterfølgende domspraksis kan der efter vor opfattelse opstilles følgende kriterier for, hvornår en lånefinansieret disposition kan anerkendes som en skattemæssig realitet:

1. Der er ikke hjemmel til skattemæssigt at tilsidesætte en lånefinansieret disposition alene med den begrundelse, at dispositionen driftsøkonomisk er tabsgivende, at der ikke er nogen reel risiko for tab, og dispositionen derfor primært er foretaget af skattemæssige årsager.

2. Det kræves, at dispositionerne skal have et reelt indhold. Dette indebærer, at låneprovenuet skal være disponeret.

3. Det kræves, at dispositionerne ikke er rent regnskabsmæssige konstruktioner uden økonomisk eller forretningsmæssigt indhold. Dette indebærer, at der skal være et pengeflow mellem parterne.

4. Det kræves, at der skal være tale om et reelt gældsforhold. Dette indebærer, at debitor skal hæfte fuldt ud for gælden. Hæftelsen må således ikke være begrænset til bestemte aktiver (non recourse lån).

Ad 1 - Tilsidesættelse af dispositioner foretaget af skattemæssige årsager

Af skatteministerens besvarelse på forannævnte forespørgsel fra Folketingets Skatteudvalg (TfS 1992.250) fremgår, at højesterets praksis vedrørende lånefinansierede obligationskøb har fastslået, at skattemyndighederne ikke har hjemmel til at tilsidesætte et lånefinansieret obligationskøb uanset, at det samlede arrangement rent driftsøkonomisk var tabsgivende og uanset, at der ikke var nogen reel risiko for tab forbundet med investeringen.

Dette indebærer efter vor opfattelse, at Højesteret som udgangspunkt accepterer dispositioner, der alene er gennemført af skattemæssige årsager, som værende reelle forretningsmæssige dispositioner. Disse obligationsarrangementer gav et driftsmæssigt underskud, men var overskudsgivende efter skat, fordi kursgevinsten efter dagældende regler var skattefri.

Som følge af højesteretspraksis vedtog Folketinget medio 1992 reglen i kursgevinstbeskatningslovens § 7A (nu KGL § 15), hvorefter kursgevinster på obligationer i lånefinansierede arrangementer fremover blev gjort skattepligtige, hvorefter den slags arrangementer ikke længere var overskudsgivende efter skat.

Skatteforvaltningen er ikke uenig i, at dispositioner, der alene er gennemført af skattemæssige årsager, i mange situationer anerkendes som værende reelle forretningsmæssige dispositioner, jf. sagsfremstillingens side 16.

Ad 2 - Tilsidesættelse af dispositioner uden reelt indhold. Der findes en lang række afgørelser for, hvornår et låneprovenue anses som disponeret.

Skatteforvaltningen har i deres argumentation henvist til en række domme, hvor låneprovenuet ikke er blevet anset som disponeret, og hvor arrangementerne derfor blev tilsidesat som værende uden realitet.

Der findes dog også en række domme, hvor låneprovenuet er anset som disponeret, og arrangementerne derfor blev anerkendt som en skatteretlig realitet. Dette gælder bl.a. Sønderdommen (TfS 1986.250) og Fugmanndommen (TfS 1989,87), der medførte, at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i 250 tilsvarende sager.

Disse domme viser, at når de lånte midler er disponeret til eksempelvis køb af statsgældsbeviser eller obligationer, kan de ikke tilsidesættes som værende uden reelt indhold.

I nærværende tilfælde har H1 ApS anvendt låneprovenuet til kontant udvidelse af anpartskapitalen i H2 ApS.

Låneprovenuet må således efter vor opfattelse anses som disponeret."

og

"Ad 3 - Tilsidesættelse af dispositioner uden økonomisk eller forretningsmæssigt indhold

Skatteforvaltningen har henvist til en række domme og kendelser, hvor arrangementer er blevet underkendt som værende rene regnskabsmæssige konstruktioner uden økonomisk eller forretningsmæssigt indhold.

I nærværende tilfælde har selskaberne via bankbilag fra Skandinaviska Enskilda Banken i Stockholm dokumenteret, at der er foregået en egentlig pengestrøm mellem de involverede parter.

Nærværende dispositioner kan således ikke anses som regnskabsmæssige konstruktioner uden økonomisk eller forretningsmæssigt indhold.

Ad 4 - Tilsidesættelse af dispositioner, hvor der ikke foreligger et reelt gældsforhold

Der er i nærværende tilfælde ingen begrænsninger i H1 ApS's hæftelse over for långiveren H3 AB.

Selskabet hæfter fuldt ud over for kreditor, hvorfor fradragsretten for renteudgifter heller ikke på dette grundlag kan tilsidesættes."

I afgørelsen har deltaget 4 retsmedlemmer.

Landsskatteretten skal bemærke, at de formelle betingelser for den foreliggende kapitaludvidelse og senere kapitalnedsættelse i H2 ApS er overholdt, samt at der har været penge i omløb i form af bankoverførsler.

Der foreligger imidlertid nær sammenhæng mellem selskabets låneoptagelse uden sikkerhedsstillelse i koncernselskabet H3 AB, Sverige, kapitaludvidelsen og den efterfølgende kapitalnedsættelse i H2 ApS med 167.600.000 kr. via mellemregningskontoen med selskabet, med umiddelbar efterfølgende transport af fordringen ved tilbagebetaling af lånet på 120.000.000 kr. [skal retteligt være 120.000.000 kr.] hos H3 AB via mellemregningskontoen. Henset til de mundtligt aftalte låne- og udlånsvilkår, må det lægges til grund ved sagens afgørelse, at H2 ApS ikke havde reel fri dispositionsret over sin egenkapital, men at kapitaludvidelsesbeløbet var forudbestemt til alene at skulle anvendes til det samtidige udlån til koncernselskabet F1 Services A/S, København, hvorved lånet fra H3 AB og udlånet til F1 Services A/S reelt må anses uden risiko for selskaberne.

Der forelå derfor ingen forretningsmæssig begrundelse for at placere renteindtægten i det danske underskudsselskab H2 A/S.

Landsskatteretten finder således, at de omtalte lånearrangementer inden for koncernerne uden risiko for selskaberne H1 ApS og H2 ApS ikke kan lægges til grund ved selskabets skatteansættelse.

Retten er derfor enig med skattemyndighederne i, at selskabet ikke er berettiget til de omhandlede fradrag for renter.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 15. maj 2000, har sagsøgeren påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for skatteåret 1996/97 nedsættes med 4.902.266 kr. og for indkomståret 1996 nedsættes med 6.063.424 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at aktieoverdragelsesaftalen af 18. marts 1992 mellem G1 A/S og sagsøgeren, hvor sagsøgeren erhvervede et finansielt underskudsselskab navneændret til H2 A/S, blandt andet indeholder følgende bestemmelse:

"5.

Indeståelse/sikkerhed

 

5.1.

Såfremt det skulle vise sig, at der påhviler selskabet forpligtelser, som nævnt under pkt. 4 hidrørende fra tiden før overtagelsesdagen, friholder sælger køber herfor.

 

5.2.

Eventuelle krav vedrørende pkt. 4 skal gøres gældende senest den 1. november 1997 og senest 3 måneder efter, at sådanne krav er rejst over for køber. Købers samlede krav kan ikke overstige købesummen som opgjort i pkt. 2.

 

Det fremgår endvidere af vedtægterne af 30. juni 1995 for H2 ApS, at selskabets formål er at drive finansiel virksomhed.

Det fremgår endvidere, at lånene, renteudgifterne og kapitaludvidelsen og -nedsættelsen i H2 ApS er medtaget i regnskaberne for sagsøgeren og H2 ApS for de pågældende år. Endvidere er gælden på 120 mio. kr. til H2 ApS medtaget i F1 Services A/S' årsregnskab for 1995. Både sagsøgerens lånoptagelse og H2 A/S' udlån fandt sted den 30. juni 1995. Det fremgår endvidere af sagen, at F1 Services A/S den 30. juni 1995 underskrev en aftale med F1 Services AB om køb af en aktiepost i A/S Forlaget F2. Købesummen for aktierne bestod bl.a. af en a conto betaling på 120.000.000 DKK, der skulle betales senest den 30. juni 1995. Det fremgår endvidere, at H3 AB blandt andet ved brev af 29. september 1995 opkrævede sagsøgeren renter for 1995, og sagsøgerens rentebetalinger for 1995 og 1996 fremgår af bankbilag fra Skandinaviska Enskilda Banken. Tilsvarende fremsendte H2 ApS rentenotaer i 1995 og 1996 til F1 Services A/S, og sidstnævntes rentebetalinger fremgår af bankbilag fra Den Danske Bank.

Endelig fremgår det af selskabernes mellemregningskonti, at lånene blev afviklet den 31. juli 1996, hvilket H3 AB, for så vidt angår lånet til sagsøgeren, bekræftede ved brev af 9. august 1996. I forbindelse med udlodningen af selskabskapital overtog H5 AB, der er H3 AB's moderselskab, herefter lånet på F1 Services A/S.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renteudgifter af lån er fradragsberettigede, og dette gælder, uanset til hvilket formål låneprovenuet er anvendt. Sagsøgte savner derfor hjemmel til at nægte sagsøgeren at fratrække renteudgifterne på det lån på 120 mio. kr., som sagsøger i 1995 optog hos sit svenske moderselskab H3 AB. Den egentlige begrundelse for den ændrede skatteansættelse er, at skattemyndighederne ikke har villet acceptere, at H2 ApS benyttede sig af skattefordelen fra selskabets skattemæssige underskud, således at renteindtægterne fra udlånet til F1 Services A/S var skattefrie. Det er imidlertid helt uden betydning for sagsøgerens rentefradragsret, at H2 ApS modregnede renteindtægterne i det skattemæssige underskud. I øvrigt bestod H2 ApS' virksomhed i at udøve næring ved køb og salg af fordringer og finansieringsvirksomhed, og selv om mulighederne for underskudsfremførsel er blevet væsentlig indskrænket i de senere år, har dette ikke berørt finansieringsvirksomheder, jf. bestemmelserne i ligningslovens § 15. H2 ApS' underskudsfremførsel var derfor lovlig, og den omstændighed, at renteindtægterne er opnået ved udlån af den del af H2 ApS' aktiekapital, der blev indskudt af sagsøgeren, ændrer ikke derved. Sagsøgeren og H2 ApS er selvstændige selskaber inden for F-koncernen og skal som sådan behandles som selvstændige enheder i skattemæssig henseende. Udlånene og rentebetalingerne er dokumenterede, ligesom de har fundet udtryk i selskabernes regnskaber, og kapitalforhøjelsen i H2 ApS er sket ved generalforsamlingsvedtagelse og i øvrigt i overensstemmelse med reglerne herom. Lånet fra H3 AB var forudbestemt til køb af aktier i F2 Forlag A/S, og der er derfor intet påfaldende ved, at betalingstransaktionerne skete samme dag. Endelig bestod der ved udlånene en sædvanlig risiko for manglende betaling af ydelser på lånene. Eventuelle ukendte kreditorer i H2 ApS kunne endvidere gøre krav gældende over for H2 ApS og søge sig fyldestgjort i selskabets egenkapital, idet G1s indeståelse i aktieoverdragelsesaftalens § 5 var begrænset til købesummen, og indeståelsen var i øvrigt afhængig af, om G1 i givet fald ville være i stand til at betale et opstået krav. Det må endvidere antages, at H2 ApS havde dispositionsret over sin egenkapital, idet der intet var til hinder for, at selskabet havde solgt sin fordring på F1 Services A/S, ligesom der ikke var noget til hinder for, at H2 ApS brugte provenuet fra F1 Services A/S til det, selskabet måtte ønske. Såvel lånene som kapitalforhøjelsen havde derfor et reelt indhold. Den omstændighed, at lånet blev tilbagebetalt ved differenceafregning kan ikke føre til et andet resultat, idet denne betalingsform fuldt ud kan ligestilles med kontant betaling. Den omstændighed, at dispositionerne var skattemæssigt begrundede, og at selskaberne opnåede nogle skattefordele, som ikke har været tilsigtet eller forudset ved skattereglernes udformning, gør heller ikke dispositionerne ulovlige. Lånoptagelsen i H3 AB havde karakter af en sædvanlig forretningsmæssig disposition for sagsøgeren, og skattemyndighederne har derfor været ubeføjet til at ændre skatteansættelserne som sket.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det er afgørende for skattemyndighedernes godkendelse af dispositioner, der er skattemæssigt begrundede, at de sker på markedsvilkår og med en forretningsmæssig begrundelse. Det er ubetænkeligt at lægge til grund, at dispositionerne mellem de interesseforbundne selskaber havde det ene formål at tilføre H2 ApS indtægter, så selskabet kunne udnytte dets skattemæssige underskud. Under disse omstændigheder, hvor der inden for koncernen vilkårligt placeres en renteudgift i det sagsøgende selskab, påhviler det sagsøgeren at godtgøre, at der var tale om et reelt arrangement, der havde en egen værdi for sagsøgeren og dermed var forretningsmæssigt begrundet, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Efter uden held at have forsøgt at placere aktiviteter i selskabet, blev indtægterne søgt opnået ved ydelsen af lånet til det koncernforbundne selskab F1 Services A/S. Det bestrides ikke, at en renteindtægt for H2 ApS kunne fradrages i selskabets skattemæssige underskud, men dette er uden betydning for sagsøgerens rentefradragsret. H2 ApS drev ikke nogen form for aktivitet, bortset fra udlånet, i de relevante år, og der forelå ikke nogen selvstændig forretningsmæssig begrundelse for at placere renteindtægten i selskabet. H2 ApS havde ikke reelt fri dispositionsret over sin egenkapital, idet kapitaludvidelsen var forudbestemt til alene at skulle anvendes til det samtidige udlån til F1 Services A/S. Der er samtidig en nær og direkte sammenhæng mellem sagsøgerens lånoptagelse uden sikkerhedsstillelse i koncernselskabet H3 AB og kapitaludvidelsen. Når henses til, at lånet fra H3 AB skulle anvendes til køb af aktier i F2 Forlag A/S, at lånevilkårene ikke blev skriftligt fikserede, og at det lukkede lånearrangement ved afslutningen blev opgjort ved differenceafregning, så må lånearrangementet anses som en tom formalitet, uden nogen reel risiko for långiverne. Hertil kommer, at sagsøgeren intet tjente på arrangementet, men derimod blev påført ikke ubetydelige udgifter. Placeringen af lånet, og dermed rentefradraget, hos sagsøgeren er derfor udtryk for en vilkårlig påvirkning af sagsøgerens indkomstmæssige beregningsgrundlag, som skattemyndighederne med rette har tilsidesat.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at lånet på 120 mio. kr. fra H3 AB skulle anvendes til det koncernforbundne selskab F1 Services A/S' køb af aktier i F2 Forlag A/S.

Det fremgår af sagen, at det sagsøgende selskabs låneoptagelse uden sikkerhedsstillelse i moderselskabet H3 AB, udvidelsen af anpartskapitalen i H2 ApS og dette selskabs udlån til F1 Services A/S samt dette selskabs køb af aktier i F2 Forlag A/S alt fandt sted den 30. juni 1995.

Under hensyn til den nære sammenhæng mellem det sagsøgende selskabs låneoptagelse, kapitaludvidelsen og den efterfølgende kapitalnedsættelse i H2 ApS, findes det ikke godtgjort, at det sagsøgende selskab reelt havde fri dispositionsret over det lånte beløb, ligesom det heller ikke kan antages, at H2 ApS havde reel fri dispositionsret over sin egenkapital, idet det lånte beløb på 120 mio. kr., der af sagsøgeren blev anvendt til kapitaludvidelsen i H2 ApS, på forhånd var bestemt til alene at skulle anvendes til det samtidige udlån til F1 Services A/S.

På baggrund af de foreliggende oplysninger om lånets etablering og afvikling er der endvidere ikke grundlag for at antage, at de koncerninterne lån var forbundet med en reel risiko for selskaberne, herunder det sagsøgende selskab.

Herefter, og da der, således som sagen foreligger oplyst, i øvrigt ikke er grundlag for at antage, at det sagsøgende selskab havde en indtjening ved lånearrangementet, finder landsretten ikke, at lånoptagelsen i H3 AB havde karakter af en sædvanlig forretningsmæssig disposition for sagsøgeren, og lånet må derfor frakendes skattemæssig betydning.

Sagsøgtes påstand om frifindelse tages derfor til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, H1 ApS, skal inden 14 dage betale 175.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.